Vejen bag om byen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Aarhus mølleport.jpg|thumb|300px|I forgrunden vejforløbet "Vejen bag om byen" med plankeværk og byport, 1823]]

Spadserevejen, der beskrives så idyllisk i Illustreret tidende fra 1885, er ”vejen bag om byen”, som afgrænsede byen fra markerne og som en ydre ringvej forbandt byens syv byporte. Her kunne byens borgere gå romantiske ture ligesom københavnerne gjorde det på voldene. Trods al sin romantiske idyl var der knyttet en mere lyssky forretning til vejen. Ved byens porte skulle der betales afgifter (accise og portkonsumtion), af de varer der førtes ind i byen. Det var en afgift, der ikke var populær, hvorfor der blev smuglet gennem haverne ud til vejen. Der var tit ”løse” brædder i det plankeværk, der gjorde det ud for en bymur. Det blev endda fortalt, at de købmænd, der lå bekvemt i forhold til denne form for smugleri havde bedre chancer for at blive velhavende end andre.

Aarhus var i 1849 ikke særlig stor, og kun få skridt på den anden side af [[Skt. Clemens Torv]] var man var ude af byen. Det voksende indbyggertal skabte imidlertid et behov for en byudvidelse. Den var besværlig at gennemføre på grund af byens plankeværk, der i 1850/1851 stadig gjorde det ud for en bymur. En egentlig bebyggelse langs gaderne – Sønder Allé, Vester Allé, Nørre Allé og Nørregade – kom derfor først i gang, efter plankeværket blev sløjfet.  

Det stykke af ”vejen bag om byen” som gik fra [[Spanien]] til Frederiksport – Sønder Allé – var længe omgivet af græsmarker; endog da Søren Frichs maskinfabrik i 1854 blev anlagt ved det nuværende Reginakryds. Før Sønder Allé blev endelig bebygget, var der i 1813 blevet anlagt en ny kirkegård omtrent der, hvor rutebilstationen ligger i dag. Meget hurtigt viste det sig dog, at den nye kirkegård var uegnet, da grundvandstanden lå på ”halvanden alens dybde”. Det blev endda ved flere lejligheder testamenteret, at en begravelse ikke måtte finde sted på Kirkegården, da det blev sagt ”at de bliver druknet i stedet for at blive begravet”. Den mislykkede kirkegård blev hurtigt sløjfet, og en ny blev indviet lige uden for Frederiksport på det nuværende rådshus’ plads.

Byudvidelsen gik så stærkt, at den sidste rest af landlig idyl i Nørregade allerede i 1872 var blevet afløst af et ”utilgiveligt svineri”, hvor det praktisk talt var umuligt at komme fra den ene side af gaden til den anden.  

En tyfus-epidemi holdt i særlig grad holdt til i kvarteret ved Nørregade som en understregning af de foruroligende forhold. Sundhedskommissionen afgav en betænkning til byrådet, hvori man udtrykte, at ”det mindre gode drikkevand, det manglende afløb for grundvandet og, for Nørregades vedkommende, den aldeles manglende brolægning have været væsentlig medvir-kende årsager til sygdommens opkomst, udbredelse og hårdnakkede vedbliven”. Byrådet besluttede derfor straks at brolægge Nørregade. At den offentlige rendesten løb forbi en hel del huse, så kommissionen interessant nok ikke som et væsentligt problem.

[[Fil:Aarhus Mølle.jpg|350px|thumb|Aarhus Mølle ved Vester Allé omkring 1860. Til højre ses Mølledammen]]