Aarhus Å: Forskelle mellem versioner

[[Fil:000241659.jpg|thumb|right|350px|[[Den Spanske Trappe]] ved [[Immervad]] med Aarhus Å i venstre side og [[Magasin]] i baggrunden. <br>Foto: Jens Tønnesen, 1998, Aarhus Stadsarkiv]]

'''Aarhus Å''' udspringer ved [[Solbjerg Sø]], og under sin 32 km lange vandring til [[Aarhus Bugt]] løber den gennem [[Årslev Engsø]] og [[Brabrand Sø]]. Åen har leveret drivkraft til [[Aarhus Mølle]], der frem til 1926 lå i [[Vester Allé]] på [[Mølleparken|Mølleparkens]] areal. Derfor er Aarhus Å ofte blevet betegnet som Mølleåen.

Åen har gennem århundreder været byens livsnerve. Ja, selv navnet Aarhus er en forvanskning af det oprindelige navn for byen, nemlig Aros, der betyder åmunding. Navnet Aarhus dukker først op i de skriftlige kilder efter reformationen.  

Efter en bogstaveligt talt mørk periode på ca. et halvt århundrede, hvor åen var overdækket, er åen igen blevet byens samlingspunkt.  

=== Lystsejlads på åen ===

I 1896 udløste en afspærring af åen en større krise. Miseren udsprang ved, at lodsejere langs Aarhus Å - heriblandt godsejer [[Alfred Pontoppidan|Pontoppidan]] fra Constantinsborg med [[Aarhus Amtsråd|Amtsrådets]] tilladelse - i juni 1896 gik sammen om at trække kæder tværs over åen, for at forhindre sejlads på åen. Tilsyneladende forårsagede lystsejlerne skade på engene samtidig med, at ’bøller’ fra Aarhus sejlede op ad åen og stjal fisk og fiskeredskaber langs åbredderne. Konflikten varede i over et år, og med [[L.E. Voigt]] i spidsen blev 900 underskrifter indsamlet, flere protestmøder afholdt, og til sidst blev Indenrigsministeriet inddraget i konflikten. Det sidste fik amtsrådet til at reagere, og i slutningen af juli 1897 blev afspærringerne forlangt fjernet med henvisning til, at afspærringen stred mod den tidligere givne tilladelse.

Ved det nuværende [[Mølleparken]] lå indtil 1926 [[Aarhus Mølle]]. Første gang, en mølle ved Aarhus Å benævnes, er i 1289. Ved møllen blev opført en sluse, så [[Mølleengen]] vest for åen ofte lå helt under vand. Øst for møllen lå indtil 1688 en lille kirkegård, der også blev brugt som [[blegeplads]]. Da kirkegården dette år blev omdannet til en have tilhørende møllen, flyttede blegepladsen lidt mod øst, hvor den kom til at ligge lige ved siden af haven. Her var den i brug frem til slutningen af 1800-tallet, og i dag ligger gaden [[Blegdammen]] på samme sted.

I 1885 blev Mølleengen lagt ind under [[Aarhus Kommune]], hvorefter området blev drænet og bebygget. En af de første bygninger, der blev bygget på Mølleengen, var [[Huset|Aarhus Museum]], som blev til med støtte fra [[Andreas Severin Weis (1815-1889)|møller Weis]] i 1877.

Aarhus Mølle var i funktion frem til 1903, og efter den sidste Weis - mølleenke [[Wilhelmine Weis]] - døde i 1926, flyttedes møllen til [[Den Gamle By]], hvor den er at finde i dag.

Vandkvaliteten fra åen var bedre, end den havde været ved de tidligere bybrønde, der blandt andet havde fået skylden for spredningen af 1800-tallets koleraepidemier. Vandet fra åen ville dog langt fra kunne leve op til vor tids standarder, og det hændte da også, at der indimellem smuttede en lille ål, regnorm eller igle ud når man tændte vandhanen. Ligeledes var det ikke til at få koldt vand ud af hanen om sommeren, da vandet havde åvandets temperatur.

Den 11. juli 1895 kunne der læses følgende i [[Aarhus Stiftstidende]]: ''”Maa der bades i Aaen? spørger en Læser i et Brev til os. Med lige saa megen Harme som vistnok med Berettigelse anker han over, at Aaen ovenfor Vandværket hver Aften benyttes som alm. Badested af Voxne saavelsom Børn. Det er ikke appetitligt, og det er ikke morsomt, pludselig at se sig midt i en Flok badende Medmennesker, der maaske nok bliver renere, men, efter hvad vor Hjemmelsmand meddeler, ikke særlig høviske af et Bad i det Vand, vi drikker”.''  

På trods af sådanne klager var badning i åen nok et af vandkvalitetens mindste problemer. Den virkelige forurening kom fra byens industri og kloaksystem, og i sidste halvdel af 1800-tallet var åens forurening ved at være et stort problem. ”Den stinkende, dybe Muddergrøft” blev åen kaldt i Aarhus Stiftstidende i 1909. Byens mange virksomheder og fabrikker brugte åvandet i deres produktion for til gengæld at dumpe deres eget spildevand tilbage til åen. Virksomheder som farverier kunne bogstaveligt talt sætte farve på åen. Kødaffald fra byens slagtergårde, husholdningsaffald osv. fandt også ofte vej til åen – og det stank! Værst var det måske at byens kloakker blev ledt direkte ud i åen – dog efter at have passeret en septiktank.

Indimellem blev åen oprenset. I Aarhus Stiftstidende den 27. juli 1901 kunne man eksempelvis læse et indlæg fra [[J.H. Schnor]], som anbefalede ''"at skylle Aaen (hvad den trænger haardt til). Da der er Vand nok i Brabrand Sø, kan man bare aabne Sluserne ved Lavvandstide"''.

Allerede i 1885 var der tale om at overdække åen. Dels ville man på den måde komme lugtgenerne til livs. Dels ville man forberede infrastrukturen ned til havnen med brede veje på det gamle åløb. Byrådet afviste dog i første omgang planen, og i stedet foreslog overretssagfører [[Johan Pedersen]] simpelthen at omlægge åen, så ’smukke boulevarder’ kunne anlægges i det udtørrede åløb. Den omlagte å skulle gå syd om byen for at løbe ud i havet ved [[Marselisborgskovene]]. Også dette forslag blev afvist – blandt andet med henvisning til, at åen var med til at holde havnen isfri om vinteren.

Sidst i 1970’erne blev der stillet forslag om genåbning af åen for at trafikfrede midtbyen, og i 1977 blev sagen for første gang debatteret i byrådet. Som en følge af udskiftningen af [[Skt. Clemens Bro]] publicerede [[Stadsarkitektens Kontor|Stadsarkitekten]] i 1984 først planer om genåbning af åen under broen, og året efter var en projektplan for hele åens genåbning færdig. Modstanderne af planen om genåbning af åen frygtede dels muligheden for lugtgener, der havde været før overdækning af åen, og trafikkaos i midtbyen hvis [[Åboulevarden]] blev fjernet som færdselsåre.  

=== Se også ===