Århus Oliefabrik: Forskelle mellem versioner

Fabrikken blev anlagt af et interessentskab, som bestod af generalkonsul [[Hendrik Pontoppidan]], grosserer [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]], grosserer [[D.B. Adler]], bankvirksomheden [[Adler, Wulff og Meyer]] samt [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]] og hans søn [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]], der sammen havde virksomheden [[C. Langballe & Søn|C. Langballe & søn]]. Flere af byens betydelige personer og virksomheder bidrog med økonomisk støtte til projektet. Blandt andet [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Rasmus Otto Mønsted]], grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, og [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Christian Ludvig Kier]], som var overretssagfører og medlem af [[Aarhus Byråd]]. Den indsamlede grundkapital lød på 100.000 rigsdaler – ca. 200.000 kr.  

Aarhus Oliefabrik og fabrikkens direktører stod gennem tiden bag flere store donationer og ideer, der fik en direkte indflydelse på byens indretning og funktion. Særligt Martin Frederik Lausens filantropiske projekter har sat deres præg på bybilledet.  

I 1914 begyndte ideerne til et aarhusiansk stadion og en idrætspark at spire. Man manglede idrætsfaciliteter og blev blandt andet inspireret af det nyopførte stadionbyggeri i København. Finansieringen var dog ikke på plads, og man havde svært ved at blive enige om omfanget og placeringen af byggeriet. Først ved Frederik Lausens indtræden som formand for [[Aarhus Gymnastik Forening]] i 1916, begyndte projektet at tage form.

[[Aarhus Stiftstidende]] berettede: ”Der er atter kommet Liv i Planerne om en Stadion i Aarhus, efter at Direktør F. Lausen er blevet formand for Aarhus Gymnastik Forening”. Lausen inviterede repræsentanter fra byrådet på en tur til Stokholm, Malmø og København, hvor man kunne foretage studier af de eksisterende stadioner. Ingeniør [[Johann Heinrich Hermann Gustav Sardemann|Sardemann]] og arkitekt [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)|Axel Høeg-Hansen]] blev ligeledes inviteret med. Lausens initiativer gjorde, at man fik skabt en helhedsplan for projektet.  

Byggeriet blev godkendt af Aarhus Byråd den 16. maj 1918, og man blev enig om, at anlægget skulle ligge ved [[Marselisborgskovene]]. En stor del af finansieringen på 380.000 kr. skulle indsamles hos private donatorer, og Frederik Lausen var en af de største bidragsydere. Derudover kan indsamlingens succes i høj grad tilskrives Lausens indsats og engagement i projektet. Laursen var formand i repræsentantskabet og bestyrelsen for Aarhus Idrætspark fra 1920-1925.  

Lausen var i perioden 1919-1925 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet. Her fremsatte han forslaget om at knytte et erhvervsfakultet til det nye universitet. Erhvervsfakultetet blev senere til det økonomiske fakultet og fik i 1936, som en gave til universitetet, lokaler i fabrikkens bygninger på hjørnet af [[Spanien]] og [[Jægergårdsgade]].

Frederik Lausen var desuden en af mændene bag Marienlund haveby der, efter inspiration fra England, blev opført i 1919 som et alternativ til de tætte og mangelfulde boligforhold, som fandtes i midtbyen. Projektet blev udarbejdet for [[Arbejdernes Andelsboligforening]], og ideen til havebyen byggede formentlig på Lausens ønske om at skabe bedre boligforhold for oliefabrikkens arbejdere. Aarhus Oliefabrik ejede selv meget af den jord, som havebyen skulle opføres på, og fabrikken ville derfor sælge området til kommunen for en god pris.   

Havebyen, der blev døbt [[Skovbakken|’Skovbakken’]], bestod af 35 dobbelthuse og et enkelthus, som blev placeret ved [[Rugbakkevej]], [[Marienlunds Allé]], [[Dronning Margrethes Vej]], [[Skovvangsvej]] og [[Nordre Ringgade]]. Projektet blev tegnet af arkitekt Høeg-Hansen, men planen var oprindeligt, at havebyen skulle have været væsentligt større. Ideen var, at man ville skabe en forstad til Aarhus med 630 mindre villaer og 25 offentlige bygninger, der skulle strække sig over 100 tønder land. Så stort blev projektet dog aldrig. Det vides ikke hvorfor, men en forklaring kan være, at projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder.  

Aarhus Oliefabrik har gennem tiden ydet en væsentlig støtte til [[Aarhus Universitet]]. Virksomheden har blandt andet doneret flere store beløb til både byggeprojekter og undervisning, hvilket har bidraget til, at Aarhus Universitet har kunne etablere og udvikle sig.  

Fabrikken donerede til en pengegave til kongeparret i 1937. Det samlede beløb lød på 50.000 kr. Gaven skulle gå til udsmykning af [[Marselisborg Slot]] og var samlet ind af borgere og større institutioner i Aarhus.  

Aarhus Oliefabrik har således være en vigtig bidragsyder til adskillige lokale projekter i Aarhus. Fabrikken var en af byens største virksomheder og markerede sig også som en af byens største donatorer og initiativtagere. Flere direktører så fordele i at støtte op om lokale projekter, der ofte også kunne få betydning for fabrikkens vilkår i byen. Kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag kunne nemlig skabte bedre muligheder for erhvervslivet. Aarhus by fremstod dermed som et sammenhængende organ, hvor projekter på kryds og tværs kunne styrke byen som helhed.

[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] (Thorkild Juncker) blev direktør på Aarhus Oliefabrik i 1927. I hans tid voksede og ekspanderede fabrikken på trods af 1930’ernes økonomiske udfordringer. Juncker var desuden en meget vellidt direktør, der i flere sammenhænge arbejdede på at forbedre medarbejdernes forhold. I 1930’erne og 1940’erne var Juncker en af Danmarks førende erhvervsfolk, men efter anden verdenskrig modtog han en dom for hans samarbejde med tyskerne under krigen. Juncker blev blandt andet beskyldt for at billige den nazistiske ideologi samt at have forbindelser blandt tyske nazister. Juncker var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen, og han tilpassede derfor Aarhus Oliefabrik til et nazistisk samfund. Han var dog ikke selv medlem af det danske nazistparti.

Fabrikken på Sydhavnen blev efter 1945 moderniseret og udvidet flere gange, hvorimod anlægget ved Jægergårdsgade standsede i 1961. Århus Oliefabrik har fortsat udviklingen hen imod større og mere forfinet produktion, og selskabet har fastholdt dets stærke stilling i det internationale marked for fedtstoffer. I 2003 blev selskabet og dets filialer reorganiseret som Aarhus United A/S, og i 2005 gik det sammen med den svenske gigant i samme branche, Karlshamns AB. Den nye koncern, kaldet AarhusKarlshamn AB, forkortet AAK, fik hovedkvarter i Malmø. AAK har i dag ca. 2500 ansatte fordelt over 25 lande.

Den 23. juli 1917 fremgik det blandt andet af Aarhus Stiftstidende, at fabrikken havde afskediget et par hundrede arbejdere, da råstofferne var sluppet op. Fabrikken havde på dette tidspunkt derfor kun 50 ansatte tilbage. Den 2. juli 1921 var fabrikken igen nødsaget til at afskedige ansatte, og denne gang var der tale om 400 personer, der blev arbejdsløse. Det var den udenlandske konkurrence om råstoffer, som var problemet.  

Antallet af ansatte på fabrikken styrtdykkede således i perioder. Ansættelserne afhang af, hvordan det generelle importmarked så ud, og fyringer kunne komme ud af den blå luft. Når råvarer igen var til rådighed, blev flere hundrede ansat ad gangen.  

Det var frem til 1980 tilladt at drikke alkohol på fabrikken i arbejdstiden. Arbejdernes alkoholindtag var dog et emne, der gennem tiden flere gang blev debatteret og taget op til revurdering. Fabrikkens ledelse ønskede et alkoholforbud i arbejdstiden, og på et møde i 1962 forsøgte man at gennemføre restriktionerne. Arbejderne argumenterede dog for, at indtagelsen af alkohol var en nødvendighed, hvis man skulle klare sig i produktionens varme og støv. Fabrikkens ledelse gav sig, og først i 1980 indførtes et totalt alkoholforbud.  

Argumentet for forbuddet var, at man øgede sikkerheden på fabrikken, men forbuddet blev modtaget med stor utilfredshed, da det af arbejderne blev opfattet som et indgreb i den personlige frihed.  

Århus Oliefabrik fik hurtigt ry for at være en velfærdsorienteret virksomhed, idet fabrikken oprettede sine egne ordninger for social sikring for de ansatte, forud for den offentlige lovgivning.  

[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] igangsatte i løbet af 1930’erne en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsforholdene for fabrikkens ansatte. Den tidligere direktør, Frederik Lausen, var allerede i sin tid inspireret af ideer om bedre vilkår for fabriksarbejdere, som han tog med hjem fra en tur i England. Det var dog først med Juncker, at disse ideer for alvor blev til virkelighed.  

Demokraten omtalte i 1959 byggeriet som ”en ny stor ting i fabrikkens velfærdsprogram”. Feriehuset havde ti etværelses lejligheder med hver to senge samt seks værelser med én seng, der kunne slås ud som dobbeltseng. Alle 16 værelser var fuldt møbleret og havde desuden både kogeniche, kogeplade, håndvask og kaffe-testel. Møblerne blev leveret af FDB, så man sikrede at værelserne emmede af Danmark. I ejendommens stueetage lå en stor lukket spisesal med en åben spiseterrasse. Hvert værelse havde udsigt over søen, og ved strandkanten var der bygget en badebro til husets gæster. Hver anden dag blev der arrangeret ture til blandt andet Venedig, Gardone og Sirmione.  

Ferieopholdet blev billigt for både funktionærer og arbejdere. Priserne lå mellem 380-400 kr. for 10 dages rejse, men det var også inklusive middag, befordring og dragerassistance.

Virksomheden varetog dermed i begyndelsen mange af de funktioner, som senere kom med velfærdssamfundet. Derudover tilbød man fabrikkens ansatte en lang række fritidsgoder, der, sammen med de gode arbejdsvilkår gjorde fabrikken til en attraktiv arbejdsplads blandt aarhusianerne.

Den betydning, som Århus Oliefabrik har haft for byen, kan belyses ved tal. Eksempelvis brugte fabrikken i 1937 ca. 700 millioner liter vand, svarende til det årlige vandforbrug for ca. 2.300 husstande i Århus. Vandet blev leveret af [[Århus Vandværk]], der havde fabrikken som sin største kunde. Fabrikken gav i 1930’erne beskæftigelse til omkring 1.400 funktionærer og arbejdere, og cirka en ud af ti århusianeres økonomiske eksistens afhang af indkomsten fra fabrikken. Endvidere stod fabrikken for en tredjedel af havnens omsætning og for en fjerdedel af [[Aarhus Hovedbanegård|banegårdens]] indtægter fra udgående gods. Med tiden er mange stillinger blevet rationaliseret væk på fabrikken, og i nutiden har den omkring 400 beskæftigede i Århus.