Nytår i Aarhus

Opfindsomme nytårsløjer ved ’Bømand Karie Jensen’ på Jyllands Allé. 1.1.1965. Fotograf Jørn Timm i Århus Stiftstidendes arkiv

Nytåret er både årets sidste og første fest. Overgangen fra det gamle til det nye år er noget specielt, som vi gennem århundrede har markeret og fejret.

Afskaf nytårshilsnen

Skruer vi tiden tilbage til begyndelsen af 1800-tallet var der to nytårstraditioner, som optog aarhusianernes sind. Den ene ønskede man afskaffet – den anden frem fra glemslen. Det såkaldte nytårsgratulering havde generation efter generation været en udbredt skik blandt byens borgerskab. Ledsaget af Stadsmusikantens toner løb bedsteborgerne – mændene forstås – på visit hos hinanden for at gratulere med det nye år. Resultatet var et hektisk væddeløb med både beruselse, ’bugvrid’ og total udmattelse til følge.

I 1837 blev det hele for meget, og en betydelig del af byens embedsmænd og borgere fandt det ligefrem nødvendigt at underskrive overenskomst om ikke mere at gå omkring på nytårs-hilsen. ’Atter et Skridt fremad’ var Århus Stiftstidendes opbakkende og tidstypiske holdning. At det ligefrem var nødvendigt at underskrive en overenskomst understreger blot, hvor vanskeligt det var at bryde med en gammel skik. Og det lykkedes da heller ikke, da visitterne fortsatte nogle årtier endnu, dog i en mere og mere amputeret udgave.

3.000 til nytårsgudstjeneste

Traditionen med at festligholde årets sidste aften med sang og tale i kirken havde været afskaffet siden reformationen i 1536. I 1816, altså 280 år efter, arbejdede stærke kræfter på at vække den til live igen. Argumenterne i Stiftstidende var stærke og følelsesladede ’Thi man maa tilstaa, at Hjertet aldrig villigere aabner sig for ædle Følelser, end Nytaarsaftens høitidsfulde Stund i Guds hellige Hus…’

Og således skete det, at man også nytårsaftensdag i det herrens år 1816 igen kunne høre det hellige budskab. Op mod 3.000 borgere skulle ifølge avisens tælleapparater havde fundet vej til den genopstandne gudstjeneste i Domkirken. Det var faktisk mere end halvdelen af byens samlede indbyggertal!

Store Torv, optøjer og politistave

I midten af 1800-tallet samlede folk sig nytårsaften på Store Torv og Lille Torv, og her kunne festlighederne gå ganske voldsomt for sig.

Ikke så meget på grund af løjerne, som endnu var ganske uskyldige. Der blev måske bytte om på nogle skilte; jordmoderen blev til modehandlerinde og skrædderen til skomager og der blev hamret og kastet udtjente potter og pander mod folks døre.

Nej, voldsomhederne havde andre årsager. Også dengang skulle nytåret skydes ind med bulder og bragt, men da fyrværkeri endnu ikke var hvermandseje, blev lydinfernoet også frembragt ved bøsseskud. Så vidt vides kom ingen noget alvorligt til.

Politiets skrappe udgangsregler var måske den afgørende årsag til optøjer. På slaget 12 blev torve og pladser ryddet. Med stavene højt hævet rykkede betjentene frem, med det resultat at folk forventningsfulde og nysgerrige blev stående. Man ville jo ikke gå glip af et godt slagsmål, og den voldelige rømning udviklede sig efterhånden til en tradition.

Nytårsløjer på Strandvejen 1. januar 1951.

I 1883 lod betjentene stavene sænke. Politimester C. Jul. Thorup var af den opfattelse, at der ikke kom noget godt ud af stavfægtningen. Han havde givet ordre om, at betjentene skulle blive inden døre. De nu ’arbejdsløse’ betjente slog sig i stedet på kortspil og stak så en gang i mellem hovedet ud ad vinduet for at lade sig se og sondere stemningen. Den nærmest legendariske politibetjent Kyed, også kaldet sognefogeden i Mejlgade, berettede i Århus Stiftstidende om forløbet. ’Folk kunne ikke begribe vores Tilbageholdenhed, og da vi heller ikke mødte frem med Stavene Kl. 12 som sædvanlig, gik man meget skuffet for ikke at sige fornærmet hjem efter.’

Grovere løjer

Løjernes grovhed voksede efterhånden. Potter og pander var ikke længere egnet. Nu var skytset vokset til vogne og andet svært gods, som endte aftenen på bunden af åen. En række drenge var nær endt samme sted, da de i 1878 forsøgte at indvie den endnu ikke færdige gangbro ved Mindebroen. Sværmen af urostiftere, som Stiftstidende omtalte dem, drog fra Store Torv ned til broen, men betjentene fulgte efter dem, og der opstod et voldsomt slagsmål. Betjentene vandt overtaget, og det var heldigt for alle parter, for broen manglede rækværk på den ene side. Urostifterne vandt til gengæld en overnatning i kachotten.

… og tankeløshed

Det kræver omtanke, når man omgås fyrværkeri, men nogle gange hersker der en umådelig tankeløshed. Det sidste udviste en dreng i 1889, da han fra en ejendom i Ryesgade fandt det morsomt kaste ’skrubtudser’ – en art kanonslag – ned i hovedet på de forbipasserende. Politiet fandt synderen, og gav han en passende bøde. Forud for denne hændelse var gået flere år med voldsom affyren af fyrværkeri.

Politiet blev også fanget i tankeløshedens skudlinje. Under nytårsfejringen i 1896 fik betjent Jacobsen en ordentlig omgang prygl. Han var kommet væk fra gruppen af andre betjente, og ved Immervad var der en hel sværm af mennesker, som gennempryglede den ulykkelige mand. Han blev anbragt op ad en lygtepæl under afbankningen, og da et par af hans kollegaer kom ham til hjælp, stod han uden en trævl på kroppen. Det var et optrin, som længe efter var til megen samtale. Heldigvis er det ikke blevet gentaget siden.

Balladen kommer og går

Voldsomhederne havde mod slutningen af 1800-tallet efterhånden nået sådanne højder, at Århus Stiftstidende blandt flere andre mente, at politiet måtte gribe til hårdere metoder. Det forsøgte politimester Chr. Magdalus Jespersen i 1896. Han havde forinden nedlagt forbud mod fyrværkeri, og mange havde ventet at balladen i den anledning ville blive ekstra stor. Det skete ikke. Da klokken havde slået 12, gik alle med Stiftstidendes ord ’glade og med god Samvittighed hjem’. Det var dog en stakket frist, for i 1912 var den gal igen. Betjent Thomsen kom til skade, da han fik et kanonslag kastet i hovedet. Thomsen måtte en tur på hospitalet, men heldigvis slap han uden mén.

Pas på åen

En flok unge havde i 1896 fået fat i brandsprøjten fra Sprøjtehuset på Frederiks Allé, som de i skarpt trav kørte ned gennem Søndergade med direkte kurs mod åen. Heldigvis nåede politiet at stoppe drengene, inden de og den kostbare vogn og sprøjte blev omsluttet af vand.

I 1989 lykkedes det et par fulde svenskere at dratte i åen. De var på vej mod deres hotel på havnen, da den ene ved Slusebroen fik overbalance og faldt i. Heldigvis opdagede man fra DSB-færgen Niels Klim, at der var en mand som svømmede rundt havnen. Svenskeren blev noget forkommen reddet op og fik sig en speciel nytårsoplevelse.

Nytår 1915-1916

Meget har ændret sig på de 100 år, der er gået, siden dette billede blev taget i 1915. Der er dog også ting, som ikke forgår så let. Domkirken, den ligger der endnu, og politikerne har stadig travlt med ”at mistænkeliggøre og sværte hverandre efter bedste Evne”, som professor Torm udtrykte det i Århus Stiftstidende 31. december 1915.

Ved nytårsskiftet mellem 1915-1916 rasede 1. verdenskrig. En krig, som Danmark som nation ikke var direkte involveret i, men som ikke desto mindre påvirkede folket. Lokalpressen havde gennem hele 1915 været fyldt med levende beskrivelser af krigens rædsler, og både Demokratens og Århus Stiftstidendes opsamling på året var præget af krigens mørke skygger.

I Stiftstidende havde professor i teologi, Frederik Torm, der senere blev en af de første danske kritikere af den nazistiske udvikling i Tyskland i 1930’erne, fået æren af at forfatte årets tilbageblik. Et tungt et af slagsen. ”Selv håbets klare Øje kan ikke finde et Lyspunkt, der kunde varsle om Afslutning paa det store Verdens-Drama,” skrev Torm. Demokraten håbede på, at menneskeheden i det mindste ville lære, ”at Militarismen er det nuværende Samfunds frygteligste Forbandelse og at Kampen henimod bedre og lysere Tilstande end de, vi for Tiden lever under, først og fremmest maa være en Kamp mod Militarismen.”

Også de landspolitiske tilstande blev behandlet i avisernes tilbageblik. Torm plæderede i Stiftstidende mod den radikale regering, som burde være trådt tilbage, da 1. verdenskrig brød ud, til fordel for en samlingsregering. Ikke overraskende så Demokraten anderledes på den af Socialdemokratiet støttede regering, der ifølge Demokraten netop havde sikret, at Danmark forblev neutralt under krigen.

1915 var også året, hvor kvinderne gennem den nye grundlov fik valgret. Et emne, som blev taget op i årets tilbageblik i Stiftstidende af den anonyme aarhusianerinde ”Ellen”: ”Det gamle Aar bragte os den politiske Valgret, og den maa vi kunne bruge i Fredens Tjeneste – ja, det er kun en Tanke, men den ligger saa snublende nær. Den Verdensfred, vi alle sukker efter og længes efter, den maa komme gennem Kvinderne. Jeg tror det. Jeg ved det.”

Også inden for kulturen satte 1. Verdenskrig sig dybe spor. Århus Stiftstidende sluttede året af med at bringe digtet ”Det Aar, der gik” af den aarhusianske forfatterinde Nikoline Kirkegaard.

Og så var der jo selve nytårsaften. Her var Demokraten og Stiftstidende for en gangs skyld enige. Nytårsaften skulle foregå i fred og ro uden farlig fyrværkeri og ballade. Det ellers traditionsrige offentlige fyrværkeri på havnen var i 1915 blevet aflyst. Det havde inspireret aarhusianerne til selv at skyde af, hvilket ikke just havde været den oprindelige intention. Også i dette indslag i Stiften blev læseren, af politiassistent André Grove Hauerbach, mindet om Den Store Krig: ”ude i Verden skydes og knaldes tilstrækkeligt til usigelig Rædsel og Sorg for en Menneskeslægt, der ofrede alt for megen Tid og alt for store Værdier paa det forbandede Skyderi…” Samtidigt medførte den store forsamling ofte ballade og konfrontationer med politiet. Ifølge Hauerbach var det netop en af publikums fornøjelser at blive drevet hjem af politiet efter midnat. Demokraten delte denne betragtning: ”Man faar den allerhyggeligste Nytaarsaften ved at fejre ”Begivenheden” i sit Hjem”.

Hauerbach benyttede også lejligheden til at mindes de nytårsløjer, han som betjent havde oplevet gennem tiderne; lige fra jordemoderens skilt, der var blevet ombyttet med barberens, til den yndede sport med at køre vogne i åen. Ifølge Hauerbach havde sidstnævnte ”sport” engang medført, at en ældre kone med bolig i Harald Skovbys Gade fik besøg af både vogn og gavl i sengen.