Frederik Marius Rasmussen Draiby (1877-1966): Forskelle mellem versioner

'''Frederik Marius Rasmussen Draiby''' (født den 28. april 1877 i Kirke Helsinge, død den 16. april 1966 i Aarhus) var stadsarkitekt.

Frederik M. Draiby blev i 1919 ansat som den første stadsarkitekt i Aarhus. Frem til pensioneringen i 1943 prægede han byens udvikling - ikke blot ved godkendelse af facadetegninger for de bygninger, der skulle opføres i byen, men også ved egne værker. [[Badeanstalten Spanien|Badeanstalten]] i [[Spanien]] og [[Store Kapel]] på [[Vestre Kirkegård]] hører til hans fornemmeste værker.

=== Biografi ===

Han var Aarhus’ første [[Stadsarkitektens Kontor|stadsarkitekt]] og besad stillingen fra 1919-1943 (Thyge Klemann Arkitekter i Aarhus, nr. 47).  

Draiby havde inden sin tid i Aarhus som stadsarkitekt en uddannelsesbaggrund som murer ved Teknisk Skole i København. Derudover havde han gået på Kunstakademiets Arkitektskole i København med opstart i 1898, men afsluttede aldrig studierne. Uddannelsen blev i stedet afsluttet hos førende arkitekter som Leuning-Borch og fra 1898 til 1900 hos Vilh. Dallerup i København.  

På et byrådsmøde den 7. august 1919 stod valget mellem Draiby og arkitekt Aage Petersen fra Hellerup, hvor Draiby endte med at blive valgt (Aarhus Byråds Forhandlinger for 1919-1920 B, s.108: J. Nr. 175-1919 (7. august 1919).

En af de bygninger, som Draiby projekterede som stadsarkitekt i Aarhus var [[Pakhus 13]], også kaldet Stykgodspakhuset, der tidligere fungerede som pakhus og industribygning på havnen i Aarhus. Bygningen ligger mellem [[Aarhus Toldkammer|Toldkammeret]] og [[Bassin 1]] og blev tegnet og konstrueret af ingeniør [[Holger Gebauer (1882-1956)|H.J Gebauer]]. Bygningen blev fredet i 2001 (Århus Stiftstidende, 24. januar 2001, s. 3); (Pakhus 13 - AarhusWiki).       

Draibys mest kendte arbejde i Aarhus er [[Badeanstalten Spanien]] (1933), der med sin funktionalistiske stil viser et skift i Draibys arkitektoniske stil fra neoklassicismen til funkisstilen. (Århus. Byens borgere. 1165-2000, s.75). Det er især i bygningens interiør, at funkisstilen kommer til udtryk med lige linjer, rette vinkler, stål og glas. Det ydre er mindre præget af funkisstilen i arkitekturen, fordi grundarealets skæve form bryder med symmetrien. Bygningens tårn er et eksempel på funkisstilen med smalle linser, der fremhæver de lodrette linjer. (Jørgen Fink, “Frederik Draiby” i Århus-årbog, 1992, s.78-79).  

Badeanstaltens besøgstal nåede sit højdepunkt i 1940’erne, men begyndte i starten af 1950’erne at falde, da byen fik en øget konkurrence fra nye svømmehaller i byen. Bygningens svømmehal, der også åbnede i 1933, har også været et sted, hvor der er blevet skrevet historie i Aarhus. I 1934/35 førte fem svømmestævner blandt andet til en verdens-, en skandinavisk-, en hollandsk-, en tysk- og en engelsk rekord. Det var også stedet, hvor aarhusianske Kirsten Busch-Sørensen den 9. september 1941 svømmede sig til en verdensrekord i 100 yards crawl (Jyllands-Posten, 16. december 1993).   

          

Frederik Draiby står derudover bag [[Den Permanente Søbadeanstalt]] i [[Risskov]], der også er kendt som Den Permanente.  

1872 var året, hvor de fleste borgere i Aarhus fik rindende vand fra hanen, da et kommunalt vandværk åbnede i byen. Vandet var dog renset åvand, og det var først i 1902, at et boringsanlæg i [[Stavtrup]] banede vejen for, at aarhusianerne ikke behøvede at bruge det rensede åvand. Det var dog vand, som de primært brugte til madlavning og ikke til bad.  

I midten af 1920’erne førte boligmanglen i Aarhus til, at Frederik Draiby skulle opføre nye byggeprojekter som blandt andet udmøntede sig i de nyklassicistiske rækkehuse på [[Poul Martin Møllers Vej]] og flere dobbelthuse ved [[Marienlund]] (Jørgen Fink, “Frederik Draiby” i Århus-årbog, 1992, s.72-75). De 96 boliger på Poul Martin Møllers Vej stod endeligt klar i februar 1926 og er et vidnesbyrd om, da 400 Aarhusfamilier stod uden bolig i tiden efter Første Verdenskrig.  

Den 10. august 1925 vedtog Aarhus Byråd, at der skulle opføres 96 boliger på Poul Martin Møllers Vej. De valgte rækkehuse fremfor etageejendomme, da det ville gå hurtigere og være billigt, men byggeriet måtte omvendt ikke føre til det rene slum. Med 50 kvadratmeter til hver familie var pladsen sparsom, og både bad og toilet blev delt med andre i kælderen. Derudover skulle en kakkelovn sørge for varme, og der var ikke varmt vand i hanerne. I midten af 1980’erne ville Aarhus Byråd gerne sørge for, at beboerne fik fjernvarme og eget bad og toilet. Huslejestigningen på 625 kroner var dog for meget for flere beboere, hvilket førte til et kompromis, hvor halvdelen af lejlighederne fortsat skulle dele toilet og bad i kælderen. (Århus Stiftstidende, 13. november 2019, s. 4).

Kvindernes Hus, også kaldet [[Dansk Kvindesamfunds Hus]] på [[Frue Kirkeplads]] (1928) fik Draiby i et uvejr grundet en problematik om privat arbejde ved siden af sin stilling som stadsarkitekt.  

Diverse byrådsmedlemmer samt Private Arkitekters & Rådgivende Ingeniørers Forbund var utilfredse med, at embedsmænd som Draiby havde private projekter ved siden af sit embede. Efter tre ansøgninger til Aarhus Byråd fik Draiby i januar 1929 endelig lov til at stå bag byggeriet. Et af argumenterne var, at det var borgmesteren selv, der havde bedt Draiby om arbejdet. For fremtiden måtte Draiby dog ikke påtage sig privat arbejde uden at få byrådets tilladelse og skulle af sin løn i forbindelse med projektet betale 2.000 kroner til Samaritanen, der var en velgørende organisation (Jørgen Fink, “Frederik Draiby” i Århus-årbog, 1992, s.75-78).     

{| class="wikitable"

! År

|}

{| class="wikitable"

! År

* Jørgen Fink: ”Draiby, Frederik”, i Ib Gejl (red.): Århus. Byens Borgere 1165-2000, Århus 2000, s.75.

* Website: http://www.artefacts.co.za/main/Buildings/archframes.php?archid=416

[[Kategori: Det 20. århundrede]]