Sct. Karensgård

Fra AarhusWiki

Sct. Karensgaard var den gængse betegnelse for det såkaldte leprosarium eller spedalskhedshospital, der også havde det mere officielle navn "domus Leprosorum Sancte Catherine Aru-siensis".

På Sct. Karensgård blev de spedalske isoleret fra de øvrige borgere, da man mente, at soten smittede ved berøring. Isolationen var bestemt af myndighederne, og isolationen var på livstid for de smittede, der dog, hvis de ellers var i stand til det, havde tilladelse til at færdes på bestemte og på forhånd fastsatte steder og tidspunkter. I bekræftende fald skulle de dog bære rundt på et trækleppe for at signalere deres tilstand.

I Aarhus lå det lukkede hospital ved hjørnet af Vestergade og Grønnegade, der i 1600-tallet kaldtes Sankt Karens Gade efter hospitalet, tæt på Sortebrødreklosteret, den nuværende Vor Frue Kirke. Hospitalet hørte til de gejstlige stiftelser, da det var kirken, der organiserede kampen mod spedalskheden. Det præcise årstal for hospitalets oprettelse kendes ikke, men de første oplysninger om hospitalet stammer fra omkring år 1500, hvor spedalskheden i øvrigt var på tilbagetog. Man antager således, at hospitalet allerede på dette tidspunkt havde været i funktion i en årrække.

Hospitalet var genstand for ivrig konglig opmærksomhed, og kongerne Hans, Christian II og Christian III pålagde således beboerne i de omkringliggende herreder, at de fortsat skulle levere en del af deres plovkorn til hospitalets opretholdelse, hvilket de ellers havde vægret sig imod. Fra 1542 menes de spedalske at være blevet overført til hospitalet i det nu forhenværende Sortebrødrekloster. Måske til dels fordi smitten var i aftagende, hvorfor de spedalske kunne overføres til det nye århusianske hospital indstiftet 1541, så man tillige kunne afhænde de bygninger, der hidtil havde udgjort Sct. Karensgaard. Der blev tilsyneladende indrettet et særligt hus til de spedalske på hospitalets grund, givetvis i Abildgaarden. Respekten for sygdommen og de spedalske som smittebærere var på dette tidspunkt endnu ganske levende.

Se også

Litteratur og kilder