Aarhus' historie
Aarhus' historie falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.
Vikingetiden 770-1060
Aarhus' grundlæggelse
De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. Aarhus Å, som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet Aros.
I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser få andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.
Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.
Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden.
Højmiddelalderen 1060-1340
Fra vikingetid til middelalder
Da vikingetiden ebbede ud, og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis, at der enten ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.
Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.
Magtfulde biskopper og ny domkirke
Omkring år 1200 påbegyndtes opførelsen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn Peder Vognsen (-1204). Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførelsen af den nye domkirke kan siges at markere en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.
Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny katedralskole blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.
Byens vokseværk
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte mølle ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første rådhus i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at Aarhus Byråd med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte købstadsprivilegier først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.
Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved Immervad i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.
Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser med dertil hørende produktion af landbrugsvarer også handel til byen.
At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.
Senmiddelalderen 1340-1536
Krise og genopblomstring
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.
I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.
Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af håndværk praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.
Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.
Nye bebyggelser
Efter udbyggelser og vækst igennem middelalderen nåede Aarhus i 1500-tallet omtrent den fysiske udstrækning den beholdt 1800-tallet. Kortet markerer i grove træk dette område.
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden, som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.
Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.
Magten i byen
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.
I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.
Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den samme lille økonomiske overklasse, men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.
I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”De 24 mænd” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale om mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførelse.
Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.
Renæssancen og enevælden 1536-1770
Byråd og konge
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.
Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på Aarhusgård, blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.
På trods af kongemagtens stigende indflydelse var rådet i Aarhus ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.
Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet de eligerede borgere. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsageligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer, som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførelse. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsageligt at have afspejlet egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.
En stagneret by
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by. Denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.
Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens ressourcer, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af den svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.
Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus' primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.
Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf Riis Skov var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.
Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.
Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870
På vej imod industrialiseringen
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.
I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny havn efter beslutning i slutningen af 1830’erne.
Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. Én af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.
I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første jernbaneforbindelse i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.
De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under ti mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik, etableret i 1854, og Jernbaneværkstedet, etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.
Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840-1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus større end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. Byens mark, som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.
Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus' nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er Sønder Allé, Vestre Allé og Nørre Allé, groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.
Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførelse
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.
I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt borgerrepræsentation. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.
Ikke kun politisk, men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, Århus Stiftstidende, i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772 og fik med tiden navnet Kronprinsens Klub. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.
Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.
1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby
La Belle Époque: Modsætningernes by
Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.
Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.
For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme. Byen voksede, og nye kvarter med etageejendomme for arbejdere blev bygget i og omkring centrum. Oprettelsen af den nye hovedbanegård i 1884 og ophævelsen af byens købstadsmonopol var blot nogle af de tiltag, der gjorde, at oplandshandlen fra Mejlgade og Studsgade forsvandt. Det nye handelscentrum kom nu til at ligge omkring Guldsmedgade, Søndergade og Ryesgade.
15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.
De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.
De fattigste nærede de rigeste
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque. Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.
Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. Jernbanen havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.
Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.
Nygade var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus' første fotografer, maleren Andreas Fritz (1828-1906), fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950'erne og erstattet af et nyt boligkompleks.
Købmandsgårdene forsvandt på torvene
Lille Torv og Store Torv havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad Vestergade, fra syd ad Frederiksgade og fra nordvest ad Guldsmedgade og Klostergade.
Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor Illum’s i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål. Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til Jydsk Handels- og Landbrugsbank. Banken var tegnet af arkitekten Sophus Frederik Kühnel og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.
Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.
Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.
Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på Landsudstillingen i 1909. Den blev senere den første bygning i Den Gamle By. Det gamle Aarhus var på vej på museum.
Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles
I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn Klugmann. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.
Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen. Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.
Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.
Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.
Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige. Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom. Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950'erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.
Romersk bad til det bedre borgerskab
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for at markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.
Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand Hans Broge (1822-1908) og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i Sct. Olufs Badeanstalt på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten Vilhelm Puck tegne.
På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.
I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:
- ”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes tempererede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::
Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.
Den ordnede by
Alt ånder fred og idyl på dette billede af Sct. Clemens Torv fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af Nationalbankens Aarhus-filial. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.
Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor Bispetorvet i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.
Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede Sct. Clemens Bro. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.
Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.
I 1900 opstillede Aarhus Kioskselskab sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.
Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart
Krathuset blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i Hans Broges Bakker, fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på Krathusvej i brynet ved Riis Skov.
Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab den 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.
Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig sammen med en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.
Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. Studestalden er således Liisbergs værk.
Liisberg havde længe haft en grund uden for Mejlgades Port. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for Østbanegården, hvor i dag Østbanetorvet ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.
Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.
Byen udvides i parisisk ånd
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod Skt. Pauls Kirkeplads. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.
Området syd for Aarhus Hovedbanegård blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870'erne til slutningen af 1890'erne. Det blev snart til Frederiksbjerg. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860'erne og 1870'erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.
Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn, på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere Århus Oliefabrik.
Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. M.P. Bruuns Gade blev adgangsvejen til den nye kirke. Sct. Pauls Kirke ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt Vilhelm Theodor Walther. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.
Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950), indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris. En af ejendommene er Tagenhus. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.
Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål, og er derfor blevet ombygget igen og igen.
Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.
Byen efter 1800-tallet
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom Aarhus Museum i 1877, Statsbiblioteket i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt teater i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som Århus Oliefabrik og Frichs Fabrikker som førende virksomheder. Efter Universitets åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.
I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet Aarhus Ø. Også opførelsen af kunstmuseet ARoS og udbygningen af Moesgaard Museum vidner om dette. I 2012 havde Aarhus Kommune 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.
Se også
Henvisninger
- Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
- Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske Aarhus - Historie
- Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
- Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
- Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
- Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
- Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
- Dansk Center for Byhistorie
- Vikingemuseet
