Arnfast (-1263)

Fra AarhusWiki

Arnfast blev indviet som biskop i Aarhus i 1260, men kom aldrig til at tiltræde embedet.

Ukendt fødselsår, død senest 1263.

Da Arnfast blev indviet som biskop, var det i en tid, hvor der var stor strid om bispesædet. Arnfast, der var domherre i Ribe, stod ikke godt i denne strid, da han i 1259 var blevet beskyldt for at have forgiftet kong Kristoffer den 1.

Da hans rival til bispesædet, Tyge (-1272), drog til pave Urband IV i Rom for at bede om hans støtte i valgkampen og derfor var fraværende, dristede ærkebiskop Jacob Erlandsen, der støttede Arnfast, sig til at indvie Arnfast som biskop over Aarhus i 1260. Da det blev opdaget, irettesatte paven Jacob Erlandsen og indviede selv Tyge til biskop. Han kom derfor hjem fra sin rejse med pavens opbakning, men også med værdifulde relikvier han havde fået med sig, og han stod nu stærkest i kampen om bispeembedet.

Det resulterede i, at Jacob Erlandsen og hans tilhængere måtte forlade Danmark, mens Tyge sikkert kunne indtage bispestolen og fik det ene tillidshverv fra paven efter det andet.

Se også

Litteratur og kilder

  • H. Friis-Petersen, Embeds- og bestillingsmænd i Århus, 1941
  • Molbech 3/56 - Pontoppidan 1/588 - Schytte 103