Aarhus Politigård

Indlæser kort...

Aarhus Politigård set fra Dynkarken.
Foto: Anita Strømberg Kimborg, 1995.

Aarhus Politigård hører til den bygningshistoriske kategori:
Bystyret og retten

Aarhus Politigård er beliggende på en større grund mellem Ridderstræde, Dynkarken og Sønder Allé. Aarhus Politi blev i 1929 lovet en politigård, men der skulle gå yderligere 54 år før løftet blev indfriet. 1. september 1983 kunne de første afdelinger flytte ind i den nye politigård.

Byens første politistationer

I midten af 1800-tallet tjente et værelse i byfoged og politimester Jørgen Nielsens gård i Guldsmedgade som politistation. Først i forbindelse med en reform af politiet i 1867 blev det besluttet at oprette en døgnbemandet politistation, så enhver straks kunne ”erholde politihjælp”. Da den skulle ligge nær torvene og arresten i rådhuset (nu Kvindemuseet), blev det bestemt at opføre stationen på sprøjtehusets grund mellem Nationalbankens filial og stiftsprovstens bolig, hvor Nykredit ligger i dag.

I 1870 udskrev man en arkitektkonkurrence om en politistation på det sted, som blev vundet af arkitekterne Puck og Langeland Mathiesen. Projektet blev imidlertid forpurret af stiftsprovst Hans Sørensen (1831-1903), der i stedet foreslog at forhøje rådhuset med en etage. Denne og andre forslag om placeringer i Rosensgade, Skolegade og Badstuegade blev dog alle forkastet. Imens måtte politimesteren i 1869 indrette en midlertidig politistation i en lejet lejlighed på hjørnet af Volden og Rosensgade. Lejligheden lå på 1. sal med indgang fra baggården ad en hønsetrappe og havde tre værelser, som henholdsvis blev indrettet til vagtlokale, reservelokale og kontor for politiassistenten.

I 1871 flyttede politiet til bedre beliggende lokaler i stueetagen af en ejendom i Immervad 4 (nu Magasin), men en opsigelse fire år efter gjorde, at man måtte flytte til Ågade 15 (nu Aaboulevarden 54).

Politiet indtager det gamle rådhus

I 1879 besluttede byrådet at installere politiet i den tidligere militærvagt i rådhusets vestlige ende. Her havde det været planen at indrette kæmnerkontor, men man var betænkelige ved at lade rådhuset stå ubevogtet hen om natten og kunne desuden spare politiets husleje. Politiet blev lovet, at løsningen kun var midlertidig, men i 1880 brugte byrådet nogle penge afsat til at bygge en politistation til at indrette kæmnerkontor andetsteds i rådhuset, da der nu var fundet passende lokaler til politiet. I 1900 løste man de stigende pladsproblemer ved at leje en lejlighed på 1. sal i Mejlgade 2 til kontor for politimesteren og politikammer. I 1902 inddrog man så amtsrådssalen til ekspeditionslokale. I forbindelse med opførelsen af et nyt ting- og arresthus i 1906 besluttede byrådet at indrette samlingsstue og detention i stueetagen af det gamle arresthus, mens 1. sal kom til at huse politimesteren, politikammeret og et fotoatelier til forbryderfotos. Højre-gruppen var dog helst fri for synet af berusede personer ved rådhuset og ville have erstattet arresthuset med en ”skøn have”. I 1907 blev politiet flyttet over i rådhusets lysere østfløj for at skabe sammenhæng med samlingsstuen, som kom til at ligge ud mod Mejlgade, da der skulle opføres en lukket gård ud for detentionen i vestenden, hvor der også blev hundegård. I 1913 ønskede politimesteren at leje ekstra lokaler i Frichs gamle fabrik på hjørnet af Søndergade og Sønder Allé, men i byrådet frygtede man, at et rend af prostituerede ville skæmme gaden. I stedet lod man politiet få det meste af stueetagen ved at flytte nogle kommunekontorer til Mejlgade 4. Ifølge borgmester Jakob Jensen var det nemlig på langt sigt planen at bygge et nyt rådhus og lade det gamle blive politistation.

Indgangen til politistationen på det gamle rådhus lå fra 1907 i Mejlgade og kan endnu ses i Kvindemuseets østfløj. Fotograf: Jørgen Mührmann-Lund

Politi og retsvæsen skulle samles

I 1911 fik politiet et hestetrukket salatfad, da der var meget bøvl med at transportere arrestanter mellem politistationen på rådhuset og det nye ting- og arresthus. I retsplejeloven af 1919 forblev ordenspolitiet kommunalt, men kriminalpolitiet og politimesteren kom sammen med retsvæsenet til at sortere under staten. Derfor blev politimesteren og politikammeret flyttet til ting- og arresthuset med endnu større ulemper for politiets daglige arbejde. For at samle politiet nedsatte byrådet i 1929 en kommission, der foreslog at bygge en politigård bagved ting- og arresthuset på den nuværende Kunsthals grund. Da der ikke blev råd til projektet, foreslog Statsbibliotekets leder Emanuel Jensen Sejr (1891-1980) i 1937 at lave politigård i ”Smykkeskrinet”, når Statsbiblioteket flyttede til universitetet. Kommunen mistede imidlertid interessen for projektet, da hele politiet blev gjort til et statsligt rigspoliti i 1938.

Fra fattiggård til politigård

I 1940 forpligtede byrådet sig til at tilbyde staten en grund til politigård, men ikke gratis og ikke på Bispetoften, som nu blev opfattet som en alt for mondæn placering. I stedet kunne politiet få den gamle fattiggårds grund på den anden side af Vester Allé, hvor AROS ligger i dag. Staten havde heller ikke råd til at bygge ny politigård, da rigspolitiet blev dyrere end forventet. Da det nye rådhus åbnede i 1941, kunne politiet dog overtage hele det gamle rådhus og nogle kontorer ude i byen. I 1945 ønskede politiet at få en grund på kasernearealet, men da militærets rømning af området havde lange udsigter, endte justitsministeriet i 1948 med at acceptere et tilbud om forkøbsret på fattiggårdens grund i ti år. Aarhus politigård havde imidlertid ikke førsteprioritet for staten, der fik forlænget reservationen flere gange. I 1962 kom så den første plan for et ”repræsentativt bycentrum” på kasernearealet, der skulle huse et højhushotel med kongrescenter, en DR-by og en masse p-pladser. Indtil videre var der dog stadig plads til en politigård i området.

Kasernearealet blev for fint til politiet

I 1971 indledte staten forhandlinger med kommunen om den ny politigård i forbindelse med nedlæggelsen af kasernen og forsorgshjemmet. Kommunen ville dog ikke afstå så stort et areal til politigården, som staten ønskede. I stedet foreslog man en alternativ placering på hjørnet af [[Åby Ringvej|den nye Ringvej og Edwin Rahrs Vej med den begrundelse, at politigården ville komme til at ligge centralt i et fremtidigt Stor-Aarhus. Politiet stod dog fast på at være i nærheden af retsbygningen. Under valgkampen i 1973 var der bred modstand mod en politigård på kasernearealet, som nu skulle var planlagt som et langt mere rekreativt område med ”kultur, lys og luft”. Som alternative placeringer blev foreslået saneringen ved Nørreport, gasværket ved Spanien og området bag Karolinegården i Frederiks Allé, men kommunen og justitsministeriet enedes til sidst om grunden på hjørnet af Dynkarken og Sdr. Allé, hvor Sabroes kølefabrik havde ligget.

Byggeri i modvind

I 1975 købte staten Sabroe-grunden af kommunen efter to års tovtrækkeri om prisen. Der blev også opkøbt og nedrevet en række private ejendomme i Ridderstræde, Dynkarken og Fredensgade. Politigården blev tegnet af arkitekten Alex Poulsen, der beklædte betonmurene med røde mursten for at passe bygningen ind i midtbyens arkitektur. Ikke desto mindre blev politigården med sin kompakte facade ofte sammenlignet med en fæstning, hvilket ifølge justitsministeriet skyldtes, at man ikke havde råd til ”luksusbygninger”. Dog tjente den lukkede facade også til at minimere gadestøj, da kontorerne skulle placeres ud mod gården, mens gangarealerne vendte mod gaden. I 1980 havde byggeriet nær fældet den socialdemokratiske regering, da den konservative folketingsmand Lars Gammelgaard beskyldte justitsministeren for at have givet det kooperative JME betonenterprise opgaven i strid med EF’s direktiv om udlicitering. Med to års forsinkelse kunne politiet dog flytte ind i den nye politigård, som det i alt tog 54 år at få. Det første spadestik blev taget i januar 1981, og den 22. juni 1982 var der rejsegilde på det, der var justitsministeriets hidtil største og dyreste byggeri. Den 1. september 1983 kunne de første afdelinger endelig flytte ud af det gamle Rådhus og ind i en bygning, der var opført udelukkende til politiet.