Gammel Munkegade

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Gammel Munkegade set fra Klostergade mod Nørre Allé og Ny Munkegade, 1955

Gammel Munkegade ligger i Klostergadekvarteret. Gaden går fra Klostergade til Nørre Allé.

Rakkeren og bødlen ved Munkeport

Munkegade blev formodentligt anlagt i 1300-tallet.

Gaden førte fra klosteret hen til Munkeport, der lå for enden af gaden ved nuværende Nørre Allé. Hvornår Munkeport er opført, vides ikke præcist, men den ses omtalt i 1476. På den anden side af Munkeport lå Munkebakken eller Galgebakken, som den også blev kaldt, og her holdt de allerlaveste på samfundsrangstien til i mange år. Her boede blandt andre byens bøddel og natmanden, der også blev kaldt rakkeren. Det var ikke et sted, byens pænere borgere færdedes.

Det var dog ikke kun bødlen og natmanden, som gik gennem Munkeporten, der blev passeret af mange handlede, der tog turen gennem Munkegade for at nå byens torve. Ved byens porte blev handlende opkrævet told, og mellem de forskellige porte gik et hegn, der omkransede hele byen. Hegnet var dog ikke mere end et plankeværk. I 1757 blev Studsgade Port anlagt og mange af de handlende, der kom nordfra, benyttede nu den nye port. Munkeport mistede herefter lidt af sin betydning, og trafikken gennem Munkegade blev mindre. Munkeport blev nedlagt i 1857, hvor tolden blev afskaffet og byens porte dermed blev unødvendige.

Landets første genbrugsbutik

Området omkring det gamle kloster var gennem århundrede præget af små ejendomme beboet af fattigfolk, og Munkegade var ikke nogen undtagelse. I dag er Gammel Munkegade, selv om det er en kort gade, hjemsted for flere bevaringsværdige ejendomme. Gadens østre side, Gammel Munkegade 2, 3, 6 og 8, er præget af bevaringsværdige ejendomme i to etager, der blev opført i midten af 1800-tallet. På modsatte side ligger den bevaringsværdige, smukke hjørneejendom i fem etager fra starten af 1900-tallet, der strækker sig over 17. 19 og21 og Nørre Allé 33-35. Også Gammel Munkegade 9-11, der er fra 1890, ligger højt på bevaringsskalaen med sin pudsede hvide facade med pilastermotiver i nyklassicistisk stil.

Gammel Munkegade er også hjemsted for landets ældste genbrugsbutik. Teknisk set blev genbrugsbutikken grundlagt i Grønnegade 8 i april 1972, hvor ejendommen blandt andet blev delt med Abbé Pierres klunsere, men da ejendommen her skulle rives ned, måtte genbrugsbutikken flyttes. Det nye hjem blev Gammel Munkegade 8, hvor butikken kunne genåbne 30. august 1972 under navnet Folkekirkens Nødhjælps loppemarked. Bag butikken stod pastor Herluf Andersen og hustruen Ruth, og konceptet spredte sig hurtigt landet over.

Navneforvirring

Tilbage i 1882 var Munkegade blevet forlænget. En nedtrampet sti havde i århundrede eksisteret op over Munkebakken, men nu blev det til en officiel gade, der kom til at hedde Ny Munkegade. Munkegade forsatte med at hedde Munkegade, men for ikke at forveksle den med Ny Munkegade, blev den uofficielt ofte omtalt som Gammel Munkegade. Sådan fortsatte det helt frem til 1985, hvor en dame i Ny Munkegade var blevet godt træt af, at de to gader ofte blev blandet sammen. Sagen var den, at der ofte blev ringet på hendes dør af folk, der søgte en prostitueret – men hun var ikke prostitueret. Det var til gengæld damen i Munkegade, som boede i det samme husnummer.

Når der var tale om danske kunder, der havde læst en fræk annonce og i deres iver taget fejl af gaderne, kunne hun ofte forklare dem miseren. Det var værre, når der var tale om udlændinge, der opfattede hendes afvisende holdning som en del af spillet. Hun klagede derfor sin nød til politiet, der dog ikke kunne gøre noget, da det hverken var ulovligt at være prostitueret eller bo i Munkegade. Da historien kom kommunen for øre, kunne man godt se problematikken, og teknisk forvaltning forklarede, at ifølge de nye regler, ville man aldrig acceptere så ens navne.

Historien vakte opsigt og det viste sig, at mange af beboerne og forretningerne var påvirket af situationen - faktisk havde det været et irritationsmoment siden 1882, hvor Ny Munkegade fik sit navn. Forretninger i Munkegade annoncerede fx med beliggenheden Gammel Munkegade. Rådmand Olaf P. Christensen udtalte, at en navneændring ville være mulig, men der skulle være et overvældende flertal, hvis han skulle støtte det. Det var der! Beboerne og de erhvervsdrivende i både Munkegade og Ny Munkegade ønskede skiftet. Der var også støtte fra en lang række taxavognmænd, Falck, brandvæsenet og postvæsenet. Ved juletid i 1985 fik de påvirkede grupper en julegave i form af et nyt vejnavn – Gammel Munkegade.

Gammel Munkegade på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Gammel Munkegade

Kilder

  • Der kommer andre end munke i den gade, Aarhus Stiftstidende, 6.9.1985
  • Munkegade væk til jul, Aarhus Stiftstidende, 3.10.1985
  • Aarhus By's gader og veje 1948-1950, Vejteknisk Udvalg, Aarhus Stiftsbogtrykkeri, 1948
  • Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018