Knud Blach Petersen

Fra AarhusWiki
Arkitekt MAA Knud Blach Petersen med sin villa i Hans Broges Bakker i Brabrand i baggrunden. Fotograf Børge Venge, 1. dec. 1965, i Den Gamle Bys billedsamling.

Arkitekt MAA Knud Blach Petersen, 1919-2008

Knud Blach Petersen har sat sig flere markante spor i Aarhus. Han har bl.a. tegnet Store Torv 3 til Landmandsbanken, Gellerupparken, flere skoler, herunder Bakkegårdsskolen i Trige og Rundhøjskolen i Holme, og Skjoldhøjkollegiet.

En stor del af Blach Petersens produktion er præget af en periode, hvor nye byggematerialer og systemer blev taget i brug, og hvor præfabrikation var en forudsætning for økonomisk og teknisk at gennemføre de ofte meget store byggeopgaver. Blach Petersen hører til pionererne inden for dansk boligbyggeri i efterkrigsårene. Boligmanglen i 1960erne var alvorlig, byggesektoren var anstrengt, og manglen på arbejdskraft et stort problem. Det var en almindelig opfattelse blandt politikere, byplanlæggere og arkitekter, at boligbyggeri burde samles i større enheder. Gellerupparken er et udtalt eksempel herpå.