Jens Perregaard

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Jens Perregard (nr. to fra højre) på udflugt i Marselisborgskovene med Hustømrernes Fagforening omkring 1915.

Tømrer, byrådsmedlem Jens Perregaard

Født 18. april 1880 i Borbjerg, Ringkøbing - død 3. august 1953 i Aarhus

Søn af gårdejer Lars Perregaard og hustru Nielsine Petersen.

Gift 17. juli 1906 med Andrea Adsersdatter Damtoft (1877 - 1945).

Næstformand som 30-årig

I 1901 blev der udstedt et svendebrev til en 21 årig tømrer, der var kommet til Aarhus fra Vestjylland. Her foregik der ikke nok for den unge ambitiøse svend, der snarere så store muligheder i den by, der netop havde rundet de 50.000 indbyggere og havde store planer for fremtiden. Han fandt dog hurtigt ud af, at lønnen var højere i København, så her valgte den unge Jens at arbejde om sommeren, mens han om vinteren vendte tilbage til Aarhus for at sikre sig en uddannelse på byens tekniske skole som bygningskonstruktør. Det var dog i Aarhus han så de bedste fremtidsmuligheder, og i de følgende år fik han rig lejlighed til at vise, hvad han duede til.

Det første skridt var en indmeldelse i Hustømrernes Fagforening. Her kunne han øjensynligt ikke holde mund, for allerede i 1910, blot 30 år gammel, blev han næstformand, så fulgte kassererposten før han i 1915 blev formand. I den lokale fagbevægelsen var Perregaard blevet en kendt person, der ofte tog ordet. Han fik da også sæde i bestyrelsen af Arbejdernes Produktionsforening, blev formand for sygekassen, og i de følgende år fulgte flere bestyrelsesposter efter.

Initiativernes mand

Perregaard knoklede på i fagbevægelsen og snart også i eget regi. Det kunne snart være svært at afgøre om han var mester eller svend. Den konflikt skulle siden spidse til. Forinden havde han 1918 dog taget initiativ til etablering af Hustømrernes Stiftelse og Enkekasse, der økonomisk havde sin baggrund i en mindre lotteriseddel. Det var også ham, der i 1919 tog initiativ til stiftelsen af byens ældste boligforening: Arbejdernes Andelsboligforening. Det første projekt gik ud på at opføre havebyen Skovbakken ved Marienlund. De smukke dobbelthuse står der endnu, og i et af dem - Dronning Margrethes Vej 95 - fik Perregaard bolig helt frem til han faldt bort i 1953. Flere af dem blev opført af Hustømrerne A/S, en kooperativ virksomhed, som han også havde taget initiativ til at stifte, og hvor han i de første år varetog rollen som forretningsfører. Pædagogisk forklarede han svendene, at ”de ikke måtte tro, at der kunne tjenes mere og bestilles mindre hos Hustømrernes A/S end andre steder, for så gik det galt”.

Der fulgte hurtigt nye initiativer: Jubilæumsbygningen på hjørnet af Mørksgade og Christiansgade, der indeholdt større som mindre lejligheder og kontorer mod gaden. Projektet ville foruden af hævde tømrerne også sikre fagforeningens medlemmer arbejde i en svær tid. Selv om der var fem toværelseslejligheder og fire med tre værelser, så var huslejen for høj for en almindelig tømrersvend. Men også det havde Perregaard en plan for, og få år efter blev det besluttet et bygge et større antal mindre lejligheder på Trøjborg.

Private initiativer

Jens Perregaard kunne åbenbart ikke få nok, hvilket synes at være forklaringen på, at han på Trøjborg begyndte at bygge for egen regning, selv om Hustømrernes Enkekasse i 1927 allerede kunne oplyse, at den disponerede over 100 lejligheder. Perregaard havde appetit på mere. Han ville også være politiker, så han kunne følge byggeriet tættere på. I 1924 havde han fået sæde i byrådet på en suppleantplads og efterfølgende blev han valgt, og fik naturligvis sæde i bl.a. Svendeprøvekommissionen og Udvalget for bygninger og inventar, som det noget bureaukratisk hed. Endelig var der også blevet en plads til ham i Skolekommissionen. Her stod man overfor at skulle udnævne en ny skoledirektør, en opgave Perregaard tog så alvorligt, at han sendte det berømte telegram til en af ansøgerne med spørgsmålet: ”Er De medlem af Socialdemokratisk Forbund? Svar omgående: Ja eller nej. ” Underskrevet Perregaard, Byrådskontoret.

I modvind

Det gav ballade, og gjorde det lokale skolevæsen berømt i hele landet. Få år senere fulgte endnu en politisk brøler, idet han i 1930 udtalte, at ”de arbejdsløse skulle under kontrol, samt at de, der ikke ville kontrolleres, skulle indfanges med en lasso og uskadeliggøres”. Lettere blev det ikke for partiet, at han endog offentligt havde kritiseret regeringens socialminister, K.K. Steincke. Balladen medførte, at han blev ekskluderet af partiet. Yderligere havde fagforeningen krævet, at han skulle fremlægge en liste over sine mange lejligheder. Dem var der efterhånden en del af, og den oversigt blev indklæbet i forhandlingsprotokollen.

I 1932 blev han dog genoptaget i partiet, og i de lokale vittighedsblad ”Vaskebrættet” kunne byens borger se en tegning, hvor byens borgmester, H.P. Christensen, med en rød malerkost spørger forsamlingen: ”Er han nu rød nok? ”. Det var han, men snart efter blev han igen ekskluderet. Hans tid i den lokale fagforening var også forbi. I stedet fik han en opgave som rejsesekretær for hovedforbundet. Her var han igen for bramfri og initiativrig og i 1939 var det slut.

Kommunalvalget 1943 og et eftermæle

Perregaard havde fået smag for det lokalpolitiske arbejde, og når nu socialdemokraterne ikke ville stille ham op, så kunne han selv finde en løsning for at få indfriet de politiske ambitioner: Han stille op på en Uafhængig arbejderliste. De tre kredse i byen gav dog ikke valg, men blot 1736 stemmer til listens to kandidater. Det er næste umuligt at se, hvad listen politisk gik ud på, da hverken byens borgerlige aviser eller Demokraten ønske at omtale listen eller Perregaards initiativ. Det blev blot til en enkelt karikaturtegning. Heller ikke på Hustømrernes generalforsamling, blev initiativet fra den tidligere fagforeningsformand omtalt. Han skulle kort og godt ties ihjel.

3. august 1953 døde Jens Perregaard. Da havde han allerede i flere år været tavs. En nekrolog blev det dog til i Demokraten. Her lød karakteristikken, at han gennem hele livet havde været ”impulsiv og opfarende over alle grænser”. Den fortsatte med at konstatere, at han ”busede lige på og manglede diplomatiske evner”. Men, avisen fremførte også at den aarhusianske arbejderbevægelse skyldte ham tak for de mange frodige initiativer og den flittige indsats, han havde ydet i sine velmagtsdage.

Begravelsen fandt sted i stilhed og først annonceret, da den havde fundet sted og underskrevet ”Børnene”. I fagbevægelsen havde det ellers været sædvane, at man hyldede afdøde kammerater med fanebærer og fagforeningsfanen, men heller ikke den var til stede ved Jens Perregaards begravelse.

Litteratur og kilder

{{#coordinates:primary|56.175112|10.221100}}