Jens Kruuse

Fra AarhusWiki

Jens Severin Kruuse (født 6. april 1908 i Odense – død 12. maj 1978 i Aarhus) var en dansk litteraturhistoriker, kritiker og forfatter. I mange år var han en fremtrædende kulturredaktør på Jyllands-Posten, hvor han gik under kælenavnet ”Jyllands Trompet”. Han var også deltager i de populære Spørg Århus-programmer, der blev sendt på Danmarks Radio.

Succes på rekordtid

Kruuse voksede op i Odense. Han var søn af Peder Abraham Kruuse og Cornelia Kruuse. Faderen ejede en materialhandel og var i 1905 blandt foregangsmændene i Det Radikale Venstre. Kruuse blev født som femte og sidste barn i søskendeflokken, samme år som forældrenes førstefødte søn døde efter et fald fra et kirsebærtræ.

Kruuse blev nysproglig student fra Gl. Hellerup gymnasium i 1926. Som 23-årig blev han magister i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie, og blot 26 år gammel fuldførte han sin doktordisputats, ”Det følsomme drama”, som var skrevet efter studieophold i London og Cambridge. Herefter var han ansat som dansk lektor ved Sorbonne-universitet i Paris i fire år.

I 1939 tiltrådte han en nyoprettet stilling som docent i almindelig og sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet. De tidlige forelæsninger var en kæmpe succes, og han blev i starten af 1940’erne en stor inspiration for en ung generation af aarhusianske forfatterspirer, heriblandt Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen. Han var også bagmand for ’Musiske Studenter’, en teater- og litteraturforening, hvis møder på Sjette Frederiks Kro er portrætteret i romanen De nøgne træer af førnævnte Tage Skou-Hansen.

Jyllands Trompet

Kruuses tidlige succes havde en bagside. Han var kendt som en yderst fest- og spilleglad person med dyre vaner. Ofte gik turene med taxa til Sabro Kro blot for at spille billard. Da faderen døde i 1940 begyndte pengene at slippe op, og gennem sin stilling som docent begyndte Kruuse at bedrage og forfalske underskrifter. I 1942 blev det opdaget og han måtte tage sin afskedigelse med Aarhus Universitet. Jyllands-Posten, hvor Kruuse havde været litteraturkritiker fra 1941 tilbød at dække gælden, og Kruuse flyttede med familien til Askov Højskole, hvor han fortsatte sine populære undervisninger. Han var i disse år også aktiv i modstandskampen og var leder af en sabotagegruppe i Askov.

Kruuse var ansat på højskolen til 1949, hvor han endnu engang måtte se sig afskediget grundet pengesvindel. Herefter blev han kulturredaktør på Jyllands-Posten, et hverv han forsatte frem til 1971. Som redaktør blev han betragtet som en af mest fremtrædende kulturskribenter uden for København. Han var elsket af læserne og høstede stor anerkendelse landet over.

I 1966 og de følgende år var han deltager i DRs populære tv-program, Spørg Århus, som blev sendt direkte fra Stakladen ved Aarhus Universitet. Her svarede syv professorer fra universitetet på spørgsmål fra seerne.

Han opnåede også at komme tilbage til Aarhus Universitet i perioden 1970-1974, hvor han var lektor i dramaturgi.

Kruuse har sideløbende med undervisning og kritik udgivet et stort antal litteraturfaglige bøger, mest kendt er Den ny virkelighed fra 1948. Desuden har han udgivet sine erindringer, samt diverse bøger om blandt andet gastronomi og rejser.

Han modtog i 1968 boghandlernes de Gyldne laurbær for bogen Som vanvid – Oradour-sur-Glane om nazisternes massakre i den franske by Oradour-sur-Glane.

Privat var han først gift med norske Annabeth Holland (ægteskabet varede fra 1931 til 1974) og siden med journalist Helle Margrethe Nissen. Han er far til forfatteren Charlotte Strandgaard.

Kilder og litteratur