Hans Hartvig Seedorff

Fra AarhusWiki
Forsiden af H.H. Seedorffs bog fra 1959

Hans Hartvig Otto Seedorff, (døbt Hans Hartvig Otto Seedorff Pedersen, men fik senere slettet Pedersen). Dansk forfatter og lyriker.

Født den 12. august 1892 i Ryesgade 43, Aarhus[1] - død 19. januar 1986 på Frederiksberg, København.

Søn af skrivepædagog og overlærer Hans Carl Pedersen (1854-1949) og hustru Inge Seedorff (1869-1955). Blev i 1919 gift med Karen Else Gøthe Voeler, kaldet 'Spindevinde' (1898-1979). Gift 2. gang 1974 med Elsa Johanne Mortensen (1929-2012).

Han blev født i Ryesgade i Aarhus, men familien flyttede omkring 1893 til Banegårdsgade 22, hvor han voksede op. Senere flyttede de til Frederiksgade 67. I 1959 udgav han et lille skrift om sin barndomsgade Banegårdsgade, 'Gennem Barndommens Gade'.

Tog studentereksamen fra Marselisborg Seminarium og blev uddannet cand.phil. Beskæftigede sig med journalistik og var blandt andet ansat på Aarhus Amtstidende. Han rejste meget og lavede mange kulturhistoriske udsendelser i Danmarks Radio. Var i Rusland som diplomatisk delegeret i 1917.

Digte og udmærkelser

Han debuterede i 1916 med digtsamlingen 'Vinløv og Vedbend'. Han skrev essays, prologer, festspil og operaoversættelser for blandt andre Det kongelige Teater. Han lavede kantater til Aarhus købstadsjubilæum, til Studenterforeningen og til mindehøjtideligheden for Vitus Bering.

Kendt er hans sange som 'Tre røvere fra Rold' fra 1917 og 'Den en fin med Kompasset' fra 1918.

Han var gennem årene engageret i forskellige former for foreningsvirksomhed, og modtog mange legater og udmærkelser, heriblandt: Holgermedaljen, Dansk Oversætterforbunds pris og Lyrikerprisen. Han blev ridder af Dannebrogsordenen, fik Medaljen for Ingenio & Arti og den franske dekoration Officier d'Académie.

I 1958 flyttede han til Bakkehusets gæstebolig på Frederiksberg, hvor han boede til sin død.

Ved hovedindgangen til Hovedbiblioteket i Mølleparken i Aarhus er der opstillet en buste af ham, lavet af Gottfred Eichhoff. Bustene blev afsløret den 14. april 1956 på dagen for hans 40 års forfatterjubilæum med 'Vinløv og Vedbend'.

Hans Hartvig Seedorffs Stræde blev i 1977 navngivet til ære for ham.

Kilder og litteratur

  • Kurt Lundskov: Det gamle Aarhus. Historier fra byen, byens historier. 2008/2016
  • Hans Hartvig Seedorff: Gennem Barndommens Gade. Privattryk 1959
  • Dansk Biografisk Leksikon

Noter

  1. Kirkebog Aarhus Domsogn