Martin Frederik Lausen

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Frederik Lausen)
Martin Frederik Lausen

Martin Frederik Lausen blev født i Odense 25. August 1866, hvorfra han, efter sin uddannelse hos kornfirmaet Stokkebye & Hvalsøe, på Grüners Handelsakademi samt efter flere længerevarende ophold i Hamborg og London, kom til Aarhus.

Direktør for Aarhus Oliefabrik

Blot 25 år gammel blev Frederik Lausen i 1892 ansat som leder på Aarhus Oliefabrik. At den uprøvede Lausen blev leder i så tidlig en alder, kan med god sandsynlighed tilskrives direktøren Erik Stokkebye fra Stokkebye & Hvalsøe. Stokkebye var blandt pengemændene i Aarhus Oliefabrik, og det er nærliggende at tro, at det er ham, som bragte Lausen på banen.

Han blev nødtørftigt sat ind i olieproduktionen af den tidligere direktør for Aarhus Oliefabrik, Alfred V. Kieler assisteret bl.a. af en ingeniør for Frichs Jernstøberier og Maskinfabrik. Derefter måtte Lausen drage sine egne erfaringer.

Samarbejde med Otto Mønsted

I samarbejde med en af virksomhedens stærke pengemænd, margarineproducent og bestyrelsesmedlem Otto Mønsted, udviklede og forfinede Lausen med uvurderlig hjælp fra virksomhedens tekniske leder kemiingeniøren M. C. Holst produktionen af spiseolier til margarineindustrien.

Siden oprettelsen i 1871 havde Aarhus Palmekernefabrik, som oliefabrikken oprindeligt hed, produceret såkaldte palmekager, der primært blev anvendt i landbruget. Et biprodukt i denne produktion var den vegetabilske olie, som blev presset ud af palmekernerne. Olien eksporteredes de første mange år, og blev efterhånden en vigtigere produktion end palmekagerne.

Otto Mønsted oprettede i 1883, som et supplement til sin store købmandsforretning, en produktion af margarine. Til produktionen skulle bl.a. anvendes vegetabilske olier, og den kunne oliefabrikken passende levere til Otto Mønsted A/S.

Samspillet med Otto Mønsted A/S var medvirkende til at give den ellers hensygnende fabrik luft under vingerne og efterhånden udviklede sig til et verdensforetagende.

Verden som arbejdsplads

Af ejerkredsen havde Lausens fået besked på at udvide forretningen, og han tog fat på opgaven med imponerende ildhu. Lausen var overbevist om, at virksomheden kun kunne vokse gennem en stigende eksport. På mindre end 10 år havde Lausen udvidet fabrikken i Aarhus, etableret en ny fabrik ved Hamborg, oprettet flere handelsstationer i Vestafrika og Sydøstasien og oprettet et datterselskab i England. Lausen var en berejst mand, og dengang foregik den megen rejseaktivitet med tog eller skib til tider med måneds fraværd til følge.

I 1910 blev fabrikken imidlertid solgt til ejeren af en engelsk margarinekoncern. En omstændighed der dog ikke ændrede på, at Lausen fortsatte som fabrikkens direktør. I 1918 lykkedes det Lausen at samle en dansk aktionærkreds, som herefter købte, og overtog ledelsen med virksomheden – fortsat med Lausen som direktør og nu også som bestyrelsesformand.

Exit og dog

I begyndelsen af 1920erne kom Aarhus Oliefabrik i økonomiske vanskeligheder. Virksomhedens voldsomme ekspansion og dårlige kontrakter gav kritik af Lausen dispositioner i bestyrelsen. Specielt bestyrelsesmedlem, højesteretssagfører C. L. David, gik forrest i kritikken af Lausen. I 1922 fratrådte Lausen sin post som bestyrelsesformand. Foranlediget af flere uheldige sager blev forholdet mellem bestyrelse og direktion frem mod midten af 1920erne efterhånden så anspændt, at Lausen i 1926, efter 34 år, også trak sig som direktør.

Lausen slap dog ikke Aarhus Oliefabrik. Han trådte efterfølgende ind i oliefabrikkens bestyrelse, hvor han forblev medlem frem til sin død i 1959.

Efter tiden på Aarhus Oliefabrik flyttede Lausen til Kibæk. Her påbegyndte han nedrivningen og genopbygningen af godset Clasonborg, hvis jorder han opdyrkede til brug for kartoffelavl. Han oprettede i forbindelse med udvidelsen af godset De samvirkende jyske kartoffelsektioner (SAJYKA), som han selv var formand for fra 1936 til 1939.

Foruden sit engagement i oliefabrikken og kartoffeldyrkningen sad Lausen også i bestyrelsen for Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie A/S og i repræsentantskabet for Aarhus Privatbank. Han var endvidere medlem af Industrirådet og brasiliansk vicekonsul. I 1920 var Lausen gennem en donation med til at muliggøre oprettelse af et Naturhistorisk Museum. Tanken med museet var, at det skulle styrke byen i kampen om at få et universitet til byen.

Idyllisk stadion

I 1954 blev Frederik Lausen inviteret til genåbningen efter krigens sabotageaktion mod Idrætsparkens hovedbygning. Bag ham ses en tavle ophængt i 1936, der stadig hænger i Søjlegården. Teksten på tavlen lyder: Aarhus Idrætspark er rejst på initiativ af Direktør Fr. Lausen og rejst med Hans, Byraadets og mange Borgeres støtte.

Lausen var en verdensmand, men har var også en lokalpatriot og donerede i flere afgørende situationer enorme summer til fremadskuende projekter i byen. Frederik Lausen blev formand for AGF i 1916, Aarhus største sportsklub, og var dermed en naturlig leder i planerne om en ny idrætspark.

Lausen var opsat på at få opført idrætsanlægget, og tog på studietur til stadionanlæg i både Sverige og København. Med sig havde han, foruden repræsentanter fra byrådet, også arkitekter, ingeniører og journalister, samt den senere socialdemokratiske borgmester Jakob Jensen.

Indenfor sportens verden var der dog strid om et nyt idrætsanlægs beliggenhed samt om, hvad der skulle ske med de fire ældre og nedslidte idrætsanlæg eller ”øvelsespladser”, som også blev brugt af kommuneskolerne. Endvidere var der i flere omgange ikke enighed blandt politikere og i Lausens eget AGF.

Lausen tog kontakt til de lokale sportsklubber i Aarhus, og fik som den første skabt et overblik over sporten i byen. Han gjorde alt for at undgå kritik af sine planer om et nyt stadion, og nedsatte i 1916 et forretningsudvalg med sig selv som formand, samt et særligt agitationsudvalg, der skulle sælge ideen til politikere og befolkning.

Lausen havde udset sig byens sydlige kant, hvor der i disse år blev bygget i stor stil, og hvor der desuden var planer om at opføre en ny kirke, Skt. Lukas Kirke. Ideen opstod, at den kommende idrætsparks hovedbygning kunne forbindes i en lige linie med kirken.

Byggeriet af den samlede idrætspark blev godkendt af Aarhus Byråd den 16. maj 1918. Arealet var en gave fra byen, staten leverede genbrugte buer til de to haller fra Københavns Hovedbanegård, kommunen bidrog med 280.000 kr., mens de resterende 363.000 kr. blev indsamlet hos private.

Lausens var særdeles aktiv i indsamlingen. Hans brede netværk gjorde den succesfuld. Aarhus Idrætspark var dog ikke blevet til uden en enorm donation fra Lausen selv. Han betalte således af egen lomme 143.600 kr. eller hvad der svarer til mere 20 % af de manglende driftsmidler på 643.360 kr.!

Det 97 meter lange idrætsanlæg stod færdigt i 1920. Anlægget rummede to haller – til venstre for indgangen en tennishal og overfor en hal til såkaldt ”fri idræt”. Hver hal kunne rumme 900 tilskuere.

Universitetssagen

Den måske største indsats lagde Lausen i at få oprettet et universitet i byen. Han var 1919–25 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet.

Lausens hovedformål med at gå ind i universitetsarbejdet var at sikre, at et kommende universitet fik til opgave at uddanne akademikere, der kunne varetage stillinger inden for dansk erhvervsliv.

I sin egen virksomhed havde Lausen følt et savn efter tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, som kunne sendes ud i verdenen. Lausen slog til lyd for, at der skulle oprettes et særligt handelsfakultet eller erhvervsfakultet, og i 1920 fik han af Generalforsamlingen bemyndigelse til at donere 100.000 kr. til fremme af ”Oprettelse af Universitet i Aarhus”.

Lausen havde svært ved at skjule sin skuffelse, da man, i 1928 af strategiske årsager og for overhovedet at komme i gang, valgte at begynde med humanistiske fag. Skuffelsen var dog ikke mere vedholdende, end at Lausen, da det kneb med at få indsamlet de nødvendige midler til opførelsen af Aarhus Universitets første bygning, forbarmede sig, og endnu en gang donerede et betydeligt beløb, som sikrede, at sagen kunne gennemføres.

Hovedperson i Drachmannværk

Lausen kom i 1916 i forbindelse med Povl Drachmann, som var sekretær i Industrirådet. Povl Drachmann, der var søn af den store danske forfatter Holger Drachmann, havde selv et skønlitterært forfatterskab bag sig med bøgerne Kraft (1912) og Gennembrud (1914). P. Drachmann blev så betaget af Lausen og hans arbejde, at han skrev romanen Kampens Mænd, hvis hovedperson er et portræt af Lausen og dennes ensomme kamp mod den udenlandske trust. Lausen var glad for bogen og foreslog den efterfølgende filmatiseret.

Litteratur og kilder

  • Ib Gejl (red.): Århus. Byens borgere 1165-2000. Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
  • Per H. Hansen og Kurt Jacobsen (red.): Trangen til vækst. Danske erhvervsledere 1870-2010. Syddansk Universitetsforlag 2011.
  • Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte XII Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus
  • Jørgen Fink, Kampens mand, i Trangen til vækst, danske erhvervsledere 1870-2010. Syddansk Universitetsforlag, 2011

Henvisninger

Fatal error: The format of the coordinate could not be determined. Parsing failed.