Caspar Peter Rothe Ingerslev

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
C.P.R. Ingerslev

Caspar Peter Rothe Ingerslev. Godsejer, prokurator

Født 2. august 1800 i Århus, død 20. september 1864 i Århus, begravet fra Marselisborg på Viby kirkegård.

Søn af rådmand Hans Peter Ingerslev og Severine Elisabeth Rothe. Blev i 1828 gift med Marie Meulengracht (1800-1857); de fik fire børn blandt andre Hans Peter Ingerslev.

C.P.R. Ingerslev var politiker, prokurator, justitsråd og kancelliråd. Efter sin juridiske eksamen i 1818 blev han godsforvalter på Lyngbygård. I 1830 blev han godsejer til Ruggaard ved Ebeltoft. I 1832 købte han sammen med svogeren Harald Rothe Marselisborg Gods. I 1835 overtog han selv godset og havde det til sin død.

Ingerslev var gennem årene aktiv i flere forskellige sammengænge: medstifter af Brandforsikringen Jylland, kassekontrollør ved Bankkontoret i Aarhus, medlem af Aarhus Amtsråd 1842-1864, formand for Viby-Tiset Sogneforstanderskab 1848-1864, formand i repræsentantskabet for Nørrejyske Kreditforening.

Endvidere var han stænderdeputeret i Viborg, medlem af Folketinget 1853-1854, medlem af Landstinget 1862-1864 og Rigsrådets Landsting 1864.

Nekrolog

Ved Ingerslevs død skrev Aarhuus Stiftstidende denne nekrolog:[1]

"Vor By og Egn har lidt et smerteligt Tab ved den altfor tidlige Bortgang af en Mand, som var velanseet og skattet i en viid Kreds: Justitsraad, Ridder af Dannebrog, Ingerslev til Marselisborg, som efter et ulykkeligt Fald med Hesten paa en Ridetur for en halv Snes Dage siden fik et blodgangstilfælde, der endte hans Liv i Gaar Eftermiddag. [...] Ingerslev udmærkede sig ved en rastløs, ufortrøden Virkelyst, som ogsaa strakte sig til det offentlige Liv, og da hans practiske Blik og store forretningsdygtighed var almindelig erkjendt, saa har han i sit Liv været mere end nogen anden i vor Kreds hædret og bebyrdet med offentlige Hverv. [...] Som Politiker hørte han til de Mænd, som ikke uden Betænkelighed og Modstræben havde seet paa den Udvikling i demokratisk Retning, som vort constituelle Liv siden 1848 tog; men ligesom han erkjendte at dog i det Hele taget det fulgte System havde arbeidet godt, saaledes var han navnlig i de senere Aar moderat i sine Anskuelser om de Forandringer, som burde tilstræbes. I den ydre Politik hylde han det saakaldte Heelstatssystem, som ogsaa her med Maadehold i sin Optræden."

Nogle dage senere kunne avisen dog meddele:

" Den tidligere Meddelelse om, at Døden skulde skyldes et ulykkeligt Fald med Hesten er efter Lægernes Udsagn næppe rigtigt."

Mindesten

Mindestensvejen i Skåde Skov blev der i 1866 af bønderne på Marselisborg Gods rejst en stor granitsten for Ingerslev hvorpå der står:

Denne Sten er Aar 1866 reist for Casper Peter Rothe Ingerslev til Minde om hans utrættelige Virksomhed i det Offentliges Tieneste.

• Se mindestenens beliggenhed på kortet.

Litteratur og kilder

  • C.F. Bricka: Dansk Biografisk leksikon. 1887-1905

Noter

  1. Stiftstidende 20. september 1864 - Lundskov.dk Det gamle Aarhus