Besættelsen af Århus i 1864

Fra AarhusWiki

Under den dansk-tyske krig i 1864 var Aarhus besat af tyske, hovedsageligt preussiske tropper i 7 måneder: fra 28. april til 20. november, hvor de sidste soldater forlod Aarhus. Besættelsen forløb forholdsvist fredeligt.

Preussiske soldater inddriver kvæg ved Domkirken - Set fra Mejlgade. Billedet er bragt i Illustreret Tidende 5. juni 1864

Krigen 1864

I 1864 bestod Danmark af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Holsten og Lauenburg var samtidig medlem af Det tyske Forbund, der bestod af Preussen, den østrigske del af Østrig-Ungarn, samt adskillige mindre tyske riger og dømmer. Også Sydslesvig ønskede optagelse i forbundet.

I november 1863 udfærdigede den danske regering en fællesforfatning for kongeriget Danmark og Slesvig. Forfatningen var i strid med tidligere aftaler, og Det tyske Forbund så sig nødsaget til at reagere: Juleaften 1863 rykkede tropper ind i Holsten og Lauenburg, og fra 1. februar rykkede styrkerne videre ind i Slesvig.

De danske tropper var hårdt pressede, og trak sig uden modstand ud af Holsten og Lauenburg. Allerede 5. februar opgav man Dannevirke i Slesvig, og herefter stod og faldt krigens udfald med kampene ved Dybbøl. 18. april måtte danskerne se sig slået, og opgive Dybbøl.

Endnu få kampe blev udkæmpet, men ved sommeren 1864 havde de preussiske og østrigske tropper besat Jylland. Den danske regering havde ingen andre muligheder end at føre fredsforhandlinger, og måtte indvillige i at afstå både Slesvig, Holsten og Lauenburg. Fredstraktaten blev underskrevet 30. oktober 1864.


"Besøget" 13. marts 1864

Mod midten af marts var man i Aarhus klar over, at tyske tropper var på vej op gennem Jylland, og gjorde sine forberedelser: Kongelige og offentlige pengebeholdninger samt våben blev bragt i sikkerhed, skibe blev afvist i havnen, og en centralkomité blev dannet til at forhandle med fjenden og organisere forholdene i byen.

Søndag 13. marts om formiddagen kom en rekognosceringspatrulje af husarer ridende gennem byen, og ved middagstid fulgte resten af tropperne, under ledelse af feltmarskalløjtnant Neipperg – i alt omkring 2500 mand ifølge forfatter og oversætter Marcus Wilnau (1807-64) i Aarhuus under Occupationen 1864 (1864).

Besøget synes at være foregået under forholdsvis ro og orden, i det mindste i midtbyen: Aarhusianerne var for deres del i forvejen blevet anmodet om at holde sig fra gaderne. De tyske tropper, "uagtet det raa, kolde og tildeels regnfulde Veir, havde faaet stræng Befaling til ikke at komme ind i Husene" – man så dog soldater "smutte ind i Boutikerne, for at gjøre Indkjøb af Spirituosa, Tobak, Cigarer osv., Alt mod contant Betaling", fortæller Wilnau.

Uden for byen havde nogle af de opstillede vagtposter opført sig mindre skikkeligt: Bl.a. blev telegrafpæle væltet og brugt til brænde, og restauranten i Vennelyst blev tømt for drikkevarer.

Neipperg og hans officerer mødtes med centralkomitéen for at rekvirere fødevarer og fodtøj. Der måtte nogen forhandling til, før man blev enige om rekvisitionens omfang, og tre af komitéens medlemmer måtte følge med tropperne sydpå til Stilling for at forestå (og garantere, velsagtens) rekvisitionens leverance.

Ved 6-tiden drog de tyske tropper igen ud af byen, og allerede mandag formiddag vendte komitéens medlemmer hjem med "behørig Kvittering for den rigtige Leverance". Herefter drog tropperne mod syd for at sætte ind mod de danske styrker i Sønderjylland. I Aarhus arbejdede man på at reparere telegrafforbindelserne, men selv efter de var kommet i stand igen, var krigsefterretningerne ofte modstridende eller ukorrekte.

Besættelsen april 1864

Tirsdag 26. april var ukorrekte efterretninger skyld i, at aarhusianerne blev overrumplet af tyske fortropper, der skulle rekvirere indkvartering til en større styrke. Torsdag 28. april ankom de omkring 1800 mand. På trods af politimesterens opfordring til at blive hjemme, strømmede folk ud til Magdalene Mølle (der lå på Skanderborgvej ved den nuværende P.P. Ørums Gade), for at overvære fjendens ankomst. Wilnau skriver dadlende:

og, saa utroligt det end lyder, blandt Mængden bemærkedes endogsaa Personer af den saakaldte 'bedre Klasse', af den Slags, der gjerne gjøre Fordring paa at kaldes 'Dannede', som formeligen syntes at kappes om at blive de Første til at hilse paa Fjenden, ret ligesom det kunde have været vore egne Tropper!

Tropperne blev kun i byen én nat, før de drog videre nordpå, men allerede næste dag ankom nye regimenter, i alt omkring 2200 mand. 1. maj ankom General Falckenstein, den senere militær-guvernør for Jylland. Området ved Skolebakken blev beskanset, kanoner monterede med sigte mod havet, og vagter stillet op.

Der blev ikke udkæmpet nogen kampe i Aarhus, og besættelsens åg bestod først og fremmest i indkvarteringerne, hvor man havde indtil flere officerer eller soldater boende, og i rekvisitionerne af heste, fødevarer, klæder m.m. til de tyske soldater. Man udstedte kvitteringer for alle modtagne rekvisitioner, men kvittering lød blot, at den danske konge måtte betale.

Der var også krigskontributionen på 200.000 rigsdaler, som fjenden "i al gemytlighed" forelagde centralkomitéen, som erstatning for tyske skibe og skibsladninger, der var blevet opbragt af de danske styrker. Det var naturligvis ikke muligt for komitéen at tilvejebringe så stor en sum, og tyskerne tog gidsler, der senere blev frigivet igen, og beslaglagde varer i byens butikker som erstatning.

Af Sophus Bauditz' erindringer: Indkvartering af en preussisk officer

Besættelsen af Aarhus forløb forholdsvist fredeligt, og der var ikke nogen videre sammenstød mellem aarhusianerne og de tyske tropper. Flere samtidsberetninger beskriver endog ofte enkeltpersoner meget positivt, som forfatteren Sophus Bauditz (1850-1915) i sine erindringer, om én af familiens indkvarteringer:

– Den første, min Moder fik i Indkvartering, var en ung Prins af Ahrensberg – Rytterofficer – og hans Adjutant.
Inde i "Salen", hvor der var redt til Prinsen, hang i Daguerreotypi et Gruppebillede af mine Forældre og mig – min Fader selvfølgelig i Uniform. Et Øjeblik efter at min Moder havde vist de ubudne Gæster ind i deres Værelser, bankede det paa Døren, og der stod Prinsen.
Han havde aabenbart straks kendt min Moder, paa Billedet set, at hendes Mand maatte være dansk Officer, og kom nu for i en deltagende, underlig bevæget Tone for at spørge, om hun nylig havde haft gode Efterretninger fra ham.
– Nej, vi var i lange Tider uden Efterretninger.
Om han ikke havde været med ved Dybbøl?
– Nej, han var ved General Hegermanns Korps.
Prinsen følte sig synlig lettet, men spurgte saa, om da ikke andre af Slægten havde været med ved Dybbøl.
– Jo, to af min Faders Brødre, og den ene af dem – det var Major Bauditz – vidste vi var bleven haardt saaret og fanget den 17. Marts.
Saa forklarede Prinsen, at hans Adjutant havde ligget paa Johannitterlazarettet i Flensborg sammen med min nævnte Onkel, og at det havde berørt ham, Prinsen, i højeste Grad pinligt at være, som han først havde troet, indkvarteret hos den saarede danske Officers Hustru. Nu tilbød han venligt at ville skrive til Grevinde Stolberg, der ledede Sygeplejen paa Johannitterlazarettet, for at vi gennem hende kunde faa Efterretning om min Onkel; det gjorde han, og nogen Tid efter fik vi ogsaa Brev fra hende – det meldte desværre kun Død.
Men Prinsen vilde ikke som Fjende volde en dansk Officers Hustru Uro eller Ulejlighed, sagde han, han skulde nok selv skaffe sig et andet Logis, og næste Morgen ganske tidligt saa' vi ham ride bort, høfligt hilsende til Vinduet – den hvide Rytterkappe flagrede efter ham, da han drejede om ad Guldsmedgade.

"Den ridderlige Prins" gjorde et stort indtryk på den unge Bauditz, der senere brugte ham som inspiration til to af personerne i sin roman Krøniker fra Garnisonsbyen (1892).


Våbenhvile, flagforbud og censur

11. maj nåede nyheden om våbenhvilen af 9. maj til Aarhus. Våbenhvilen trådte i kraft 12. maj og varede indtil 26. juni. Under våbenhvilen var besættelsesmagtens virke og bestemmelser officielt indskrænkede, men Falckenstein lod i flere henseender udstede forbud og udøvede censur mod bl.a. Århus Stiftstidende: "'Aarh. Stiftst.' har under hele Occupationen spillet – men vist ogsaa nok for en Deel været tvungen til at spille – en højst tarvelig Rolle", skriver Wilnau.

Wilnau lægger speciel vægt på aarhusianernes reaktion mod Dannebrogsforbuddet: I våbenhvilens dage benyttede aarhusianerne gerne lejligheder til at lade Dannebrog vaje – som da en dansk soldat begravedes, eller ved pinse. Da Falckenstein 2. pinsedag lader et forbud mod flagning slå op, fortæller Wilnau, at forbuddet ikke må have været slået godt fast, "thi allerede næste Morgen var det forsvunden". Man demonstrerede også mod forbuddet ved at bære de rød-hvide farver, f.eks. i form af en sløjfe eller roset.

Det preussiske flag, der vejede uden for Falckensteins bolig, blev betragtet som grimt, men gav anledning til morskab i én henseende:

Iøvrigt blev det preussiske Flag, der var udhængt fra den Gaard, hvor Falckenstein havde Qvarteer, tidt af Landboerne anseet for at være et Farverskilt, og det fremkaldte altid megen Munterhed, naar man saae nogen gaae ind og spørge, om "Farveren var hjemme."

Ved Falckensteins afrejse til Randers fortæller Wilnau også, at han tog sit flag ned allerede aftenen før, for at det kunne blive vasket – "og det trængte vel ogsaa dertil, thi det preussiske Flag havde hos ham i Aarhuus faaet nogle slemme Pletter".


Krigens og besættelsens afslutning

En ny våbenhvile indledes 20. juli og forlænges i 12 uger fra 2. august. Fredsforhandlingerne fortsætter, og endelig underskriver man fredstraktaten 30. oktober. Endnu det meste af november opholder besættelsestropperne sig i Aarhus, og først 20. november rejser de sidste soldater.

Wilnaus beretning slutter allerede 2. august: I et slut-notits meddeler han sin plan om at udgive sit skrift om besættelsen i to afdelinger – den anden del skal udkomme efter besættelsens afslutning. Men Wilnau dør 19. september 1864 i København, og når ikke at se Aarhus befriet.

Det gør derimod Bertha Weis (1828-1902), gift med ejeren af Aarhus Mølle Andreas Severin Weis, der i breve til sine forældre fortæller om livet i møllen under besættelsen. Også i møllen har man indkvarteringer, men generelt gør de fremmede officerer et godt indtryk. Ikke desto mindre er Weis lettet, da de sidste tropper har forladt byen, og aarhusianerne kan blive sig selv igen:

…Nu ere vi Jyder da igjen Herrer i vore egne Huse. Jeg var en kort Tid bange for, at Tydskernes Afreise vilde blive paafulgt af en død Slaphed her i Byen, som det saa ofte er Tilfældet efter en stor Spænding, og at efter deres Afreise, naar man fik Tid til Ro og Eftertanke, det bedrøvelige Resultat af Krigen først ret vilde staae klart, men jeg har igrunden taget Feil; det Indtryk Byen nu gjør, er tvertimod et freidigt, som naar en stor Byrde er taget bort, Brystet aander friere, og Lemmerne atter have Lov at røre sig efter Behag.
Gaderne have vrimlet af Dannebrogsflag, og endnu igaar saae jeg ud fra Kjøbmand Gerdes Altan et umaadeligt stort Dannebrogsflag veie, som om det af al Magt vilde udslette Indtrykket af de 2 store tydske Flag, som nu i lang Tid have veiet over samme Altan (Falkenstein boede der). Det grimme sort og hvide og sort og gule Flag taaler rigtignok ingen Sammenligning med vort Dannebrog.

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Heidi Holst Madsen og overført fra Århus Leksikon
  • Gustav Bauditz: Sophus Bauditz: hans Liv og Digtning (1917), s. 40-42. Bestil materiale
  • Kjeld Elkjær: "Fra Århus Mølle i 1864"
  • Aarhus Stifts Aarbøger (1956), s. 145-89.
  • Marcus Wilnau: Aarhuus under Occupationen 1864 (1864).