Axel Johannes Høeg-Hansen

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Axel Johannes Høeg-Hansen

Arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen er født i København d. 27. juni 1877, og død 30. august 1947.

Axel Høeg-Hansen blev uddannet ved Kunstakademiet i 1906. Efter endt uddannelse som arkitekt blev han i 1907 konduktør for arkitekten Anton Rosen. Opgaven gik ud på at føre tilsyn med opførelsen af de bygninger, som skulle opføres i forbindelse med Landsudstillingen i 1909, som var en udstilling inden for industri, håndværk og kultur. Bygningerne blev opført ved det nuværende Strandparken og Tangkrogen og viste de typiske bygninger i en stationsby. Derudover var der en byhistorisk udstilling, som senere dannede grundlaget for Den Gamle By.

Stadion og Regina-bygningen

I 1909 oprettede Axel Høeg-Hansen sin egen tegnestue og tegnede i de første år huse og etagebyggerier til midtbyen i Aarhus. Fra 1909-1916 var han blandt andet arkitekten bag ejendomme på Dalgas Avenue, Fåborggade, Grønnegade og Vestergade.

Axel Høeg-Hansen begyndte i 1916 sit arbejde med Aarhus Stadion, som blev indviet i 1920. Man genbrugte i den forbindelse træbuekonstruktionen fra Københavns anden banegård til stadionhallen. Axel Høeg-Hansen gik i samme periode sammen med arkitekt Kaj Gottlob om at foreslå en retlinet boulevard mellem Aarhus Stadion og Skt. Lukas Kirken, som Kaj Gottlob havde tegnet. Planerne gik igennem, og den nye boulevard fik navnet Stadion Allé.

Det århusianske filmselskab A/S Fotorama ønskede i starten af 1900-tallet deres egen biograf i Aarhus og bad Axel Høeg-Hansen tegne bygningen. Han begyndte arbejdet i 1918 på det, der skulle blive til Regina-bygningen på hjørnet af Ryesgade og Ny Banegårdsgade. Byggeriet stod færdigt i 1921 og rummede ud over biografen blandt andet også et hotel, restaurant og butikker.

Amtssygehuset, Banegårdspladsen og et rådhus, der ikke blev til noget

I 1928 blev Axel Høeg-Hansen hyret af Aarhus Amtsråds Sygehusudvalg til at give et bud på, hvad en udvidelse af det daværende amtssygehus på Ingerslevs Boulevard ville koste. Hans beregninger viste, at forskellen mellem at udvide og bygge helt nyt ikke ville være stor. Axel Høeg-Hansen blev derfor hyret til at tegne et helt nyt amtssygehus ved Viborgvej, som blev indviet i 1935.

Fra starten af 1930'erne begyndte en tid med store projekter for Axel Høeg-Hansen. Han tegnede hele husrækken på den østlige side af Park Allé og fik i de følgende år mange opgaver med flere bygninger på især Banegårdspladsen.

Aarhus Byråd diskuterede i 1937 muligheden for et nyt rådhus på grund af stor tilflytning og udsigten til, at omegnskommunerne ville blive indlemmet. Man udskrev en arkitektkonkurrence og anvendte derfor ikke de planer, som Axel Høeg-Hansen havde udarbejdet i 1919-1920. Denne forbigåelse ramte ham hårdt, og han valgte derfor at forlade Aarhus med stor bitterhed.


Axel Høeg-Hansen står bag følgende bygninger i Aarhus:


Derudover har han bygget Silkeborg Bad Kurhus, hovedgårderne Allingegaard, Clasonsborg, Møllerup og Estruplund samt en række villaer og beboelsesbygninger i Jylland.

Litteratur og kilder

{{#coordinates:primary|56.157421|10.212761}}