Aarhus Folkeregister
Aarhus Folkeregister blev indviet i november 1924.
Folkeregisterets har gennem årene haft adresse følgende steder: Mejlgade 2, Aarhus Rådhus, Knudrisgade 3-5 og Dokk1.
Tiden forud for folkeregisterets dannelse
Den 14. marts 1924 stemte medlemmer af Rigsdagen for vedtagelse af loven om folkeregistre. Som med alting var der en god grund til at folkeregisteret blev indført. Forud var gået en tid, hvor udviklingen både inden- og udenfor landets grænser, gjorde det nødvendigt at have en pålidelig registrering af den danske befolkning.
Rationering under Første Verdenskrig
Behovet for at registrere borgerne i Danmark var ikke ny. Gennem århundrede havde den danske folkekirke haft en væsentlig opgave med at registrerede dåb, konfirmation, vielser og dødsfald, og det havde hidtil været et tilstrækkeligt grundlag frem til kanten af 1900-tallet. Men nye tider pressede sig på. Befolkningens flyttemønstre skiftede og flere søgte fra landet mod byen. Samtidig fik kommunerne flere og flere opgaver, som gjorde at behovet for en samlet, effektiv og central registrering af befolkningen nødvendig.
Den hidtidige registrering kom især til kort under Første Verdenskrig, hvor der blev indført varerationering. Kommunerne havde svært at uddele den rette mængde rationeringsmærker til borgerne, da man ikke havde et tilstrækkeligt overblik over, hvor mange borgere der boede i hver enkelt husstand, og hvor de boede henne.
Resultatet var, at der i 1916 blev udført midlertidige såkaldte mandstællinger for at give myndighederne det nødvendige overblik til at udstede rationeringsmærkerne. Det blev herefter kun registrerede borgere, der kunne få del i krigens velfærdsordninger. Herefter indførtes der registreringspligt ved flytning, og dette betød, at borgere, der bosatte sig i en kommune straks måtte informere kommunalbestyrelsen med en anmodning om at blive optaget i mandsregistret, hvis de ønskede at få del i rationeringsmærker. Den midlertidige beslutning om registreringspligt lettede myndighedernes opgavemængde, og skabte et spirende ønske om et egentligt folkeregister, der kunne give myndighederne et præcist billede af befolkningen.
Fattighjælp og grundlovsrevision
Udbetaling af offentlige ydelser og skatteinddrivelse var i det hele taget en udfordring at holde styr på uden en egentlig folkeregistrering. For hvilken kommune skulle yde fattighjælp eller betale for ophold på fattiggården, hvis det ikke lå klar, hvor borgeren – eller fattiglemmet som omtalen var dengang – havde bopæl. Og skatteinddrivelse havde samme udfordring, specielt når folk flyttede fra en kommune til en anden var registreringspligten afgørende.
Også opstillingen af valglister var en udfordring uden en grundig folkeregistrering – især efter Grundloven af 1915, hvor den almindelige og lige valgret blev indført bl.a. med stemmeret til kvinder. Nu var det ikke længere nok at kende adressen på manden i huset – nu skulle alle husstandsmedlemmer over 25 år have mulighed for at stemme.
Et folkeregister kunne også være med til at afhjælpe det problem, at alt for mange mænd, som var udlagt barnefader - de såkaldte ”alimentanter” - alt for let kunne gemme sig og slippe uden om de økonomiske forpligtelser, de havde over for deres børns mødre eller fraskilte koner.
Forarbejdet
Regeringen nedsatte i 1920 Folkeregisterkommissionen, der skulle undersøge muligheden for at oprette et folkeregister. Kommissionens tanke var, at et folkeregister skulle være en grundpille for hele den offentlige administration. Et folkeregister skulle kort sagt indeholde alle relevante oplysninger om den enkelte borger, der havde betydning for administration af de til enhver tid gældende love.
Familieoverhovedet – ofte manden – fik et stamkort, hvor resten af familien blev registreret som bipersoner. Stamkortet indeholdt oplysninger om adresse, navn, køn, stilling, adresse, ægteskabelig stilling, samt stilling i husstanden, men også oplysninger om forhold som medførte tab af stemmeret og valgbarhed ex. hvis borgeren havde været straffet, umyndiggørelse eller er gået konkurs.
Folkeregisteret i Aarhus
Der var overvejelser om, det var kirken, politiet eller kommunerne, som skulle drive folkeregistrene, men valget faldt på kommunerne, som havde den største nærhed til borgerne.
I Aarhus Byråds diskuterede man, hvordan man skulle gribe den nye opgave. Det var tydeligt, at politikerne var usikre på, hvad opgaven ville kræve af ressourcer og kompetencer, og ikke mindst hvor meget det ville koste kommunekassen. Man fandt ro i at placere den ved det kommunale skattekontor, som havde til huse på Mejlgade 2, der i dag er en del af Aarhus Katedralskole.
Valget var ikke tilfældigt. Skatteinspektøren var vellidt blandt byrådspolitikerne, og folkeregisteropgaven lå tæt op ad dem, som skatteforvaltningen i forvejen arbejdede med. Og så sparede man jo pengene til en ny chef og oprettelsen af et nyt kontor. Byrådet ville desuden i første omgang ikke lægge sig fast på noget løntillæg eller ekstra honorar til skatteinspektøren – på trods af den store ekstraopgave. Opgaven måtte igangsættes, og så skulle det vurderes, hvor meget han kunne få.
Embedsmændene fik travlt. Første store opgave var den store nationale folketælling, der fandt sted umiddelbart efter folkeregisterets åbning i november 1924. Denne tælling kom til at lægge grundlag for folkeregisterets data fremover. Hver person i alle husstande skulle oplyse navn, fødselsdato, fødested, ægteskabelig stilling, stilling i husstanden, erhverv, arbejdssted, statsborgerforhold, trossamfund og adresse i 1923. Oplysningerne blev møjsommeligt indført på lister. Side op og side ned for hver adresse i byen. Det var et hestearbejde. Efterfølgende blev oplysninger ført over på de egentlige folkeregisterkort med manden som hovedperson og resten af husstanden som bipersoner.
Med de grundliggende registreringer på plads, handlede det efterfølgende om at holde registeret ajour. Derfor havde alle borgere meldepligt for flytninger til folkeregisteret, men de nye regler krævede tilvænning, og i løbet af folkeregisterets første leveår fik 3.500 aarhusianere en bøde på 10 kr. (knap 350 kr. i dag) for manglende indmelding af flytning.
Folkeregisteret under Anden Verdenskrig
Da de tyske tropper den 9. april 1940 bevægede sig ind over den danske grænse og besatte landet, måtte hele befolkningen indordne sig under nye regler og restriktioner. I de følgende fem år blev folkeregistrene en uundværlig del af det administrative apparat, der skulle sikre, at hverdagen kunne opretholdes.
Rationering
Ligesom under Første Verdenskrig medførte Anden Verdenskrig rationeringer af udvalgte varegrupper – og denne gang i endnu højere grad end tidligere. Under Første Verdenskrig måtte rationeringen udføres uden hjælp fra landets folkeregistre, der endnu ikke var oprettet, og det var dengang en enorm udfordring at lave et system, der sørgede for, at varerne blev fordelt retfærdigt.
Da Anden Verdenskrig ramte Danmark, havde Folkeregistret eksisteret i 16 år. Bestemmelser angående rationering under Anden Verdenskrig blev fastsat af Direktoratet for Vareforsyning, som fik til opgave at opbygge et system, der skulle fordele varerne ligeligt mellem borgerne. Hver borger fik tildelt rationeringsmærker for de særligt sparsomme varegrupper såsom sukker, brændsel, fedtstof m.m. Direktoratet fastslog, at der skulle tages individuelle hensyn til borgerne, når rationeringsmærkerne skulle uddeles. Personer, der havde et særligt hårdt fysisk arbejde, var således berettiget til ekstra rationer, mens gravide kvinder fik tildelt mælkekort og købekort til udstyr til babyen. Desuden kunne mindrebemidlede borgere få tildelt særlige rabatmærker, der gav dem mulighed for at kunne købe ekstra dyre varer.
Differentieringen var kun mulig ved hjælp af Folkeregistrets omfattende register. Med udgangspunkt i Folkeregistrets omfattende register, der præciserede præcist, hvor mange og hvem der boede i hvert enkelt hus, var det muligt at udstede den korrekte mængde rationeringsmærker til hver enkelt husstand. En undtagelse var dog uddeling af de sparsomme benzinkort, der blev administreret af Aarhus Politis motorkontor i den gamle rådhusbygning, der i dag huser museet KØN.
Rationeringsmærkerne blev hvert kvartal uddelt på byens skoler. Mærkerne var personlige og måtte ikke byttes eller gives videre.
Legitimationskort
En anden vigtig opgave, der tilfaldt Folkeregistret under Anden Verdenskrig var udstedelse af legitimationskort, der fra 1941 blev lovpligtige at bære for samtlige borgere over 15 år i det såkaldte ”Sikkerhedsområde i Jylland”. Kortet fungerede som et officielt identitetsbevis, så den tyske besættelsesmagt kunne verificere borgernes identitet.
Den 9. juni 1941 rykkede Folkeregistrets ansatte første gang ud på byens skoler for at uddele legitimationskort. På forhånd havde byens borgere fået et brev fra Folkeregistret, hvor det var oplyst, hvor og hvornår de skulle møde op for at få udleveret et legimitationskort, og hvad de skulle medbringe. Sidstnævnte omfattede et vellignende foto samt legimitationsoplysninger. Hvis du var en gift kvinde, skulle du medbringe din vielsesattest.
Ud over navn og adresse skulle legitimationskortet også indeholde oplysninger om ansættelsesforhold. Det var Folkeregistrets opgave at sikre, at disse oplysninger stemte overens med oplysningerne på deres folkeregisterkort. Fotografiet på legimitationskortet blev stemplet delvist hen over hovedet for at vanskeliggøre forfalskninger.
Illegale aktiviteter
Folkeregistret kom også til at spille en vigtig rolle for modstandsbevægelsen. Flere ansatte ved Aarhus Folkeregister, der i 1941 var flyttet ind i det nybyggede rådhus på Park Allé, hjalp i krigens sidste år modstandsbevægelsen ved at forsyne dem med falske legitimationskort, så modstandsfolkene kunne undgå tyske razziaer. Arbejdet med at udstede forfalskede legitimationskort var både en tidskrævende og en særdeles farlig opgave. Arbejdet krævede ikke alene udarbejdelse af falske kort, men Folkeregistrets medarbejdere måtte også ændre personernes informationer på deres folkeregisterkort, så de falske identiteter stemte overens med Folkeregistrets oplysninger.
Ud over falske legimitationskort udstedte medarbejdere også illegale rationeringsmærker til personer, der måtte gå under jorden.
Den ulovlige aktivitet gik ikke den tyske besættelsesmagts næse forbi, og rådhuset blev to gange udsat for et såkaldt schalburgtageangreb udført af den tysk-sympatiserende Petergruppen. Første angreb fandt sted natten til den 21. februar 1945, hvor bomber blev placeret ved Folkeregistrets indgang i Park Allé. Angrebet forårsagede dog kun mindre ødelæggelser. Værre gik det en måneds tid senere, da Petergruppen om natten den 14. marts lagde bomber ved foden af rådhustårnet på Rådhusparksiden. Målet var at vælte rådhustårnet. Dette lykkedes ikke, men bomberne forårsagede store ødelæggelse – både på rådhuset og bygningerne rundt om.
Aarhus Folkeregister på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
