Teatret i Kannikegade - Versionshistorie

Hemik med 6. jan. 2026, 09:10

2026-01-06T09:10:15Z

Steen812 med 10. jan. 2023, 16:36

2023-01-10T16:36:46Z

← Ældre version		Versionen fra 10. jan. 2023, 18:36
Linje 33:		Linje 33:
	Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)\|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.		Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)\|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.

	[[Fil:000415954 l.jpg\|350px\|thumb\|right\|~~Olielamper~~ mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler ~~Hans~~ Frederik ~~Meyer~~ Visby, ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.]]		[[Fil:000415954 l.jpg\|350px\|thumb\|right\|Olielamperne mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Frederik Visby, ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.]]

	Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.		Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.

Steen812 med 10. jan. 2023, 16:35

2023-01-10T16:35:29Z

← Ældre version		Versionen fra 10. jan. 2023, 18:35
Linje 61:		Linje 61:
	Teaterejer Sophus Birck puslede i en periode også selv med at skrive teater. I 1886 kunne Bircks folkekomedie, ''Fra otte og fyrre'', vises på teatret i Kannikegade for første gang. Det blev en stor publikumssucces, og stykket bredte sig hurtigt til teatre i andre danske byer.		Teaterejer Sophus Birck puslede i en periode også selv med at skrive teater. I 1886 kunne Bircks folkekomedie, ''Fra otte og fyrre'', vises på teatret i Kannikegade for første gang. Det blev en stor publikumssucces, og stykket bredte sig hurtigt til teatre i andre danske byer.

	I den senere del af 1800-tallet kom flere nye teaterstykker til at præge plakaterne, og et af de mest populære var baseret på ''Jorden rundt i 80 dage'' af Jules Verne. Selvom romanen først udkom i ~~den senere del~~ af ~~århundredet~~, nåede det at blive opført på teatret omkring lige så mange gange som ''Jeppe på Bjerget''. Fortællingen om jordomrejsen skabte især stor glæde i efteråret 1876, da det på bare 16 dage blev opført hele 10 gange.		I den senere del af 1800-tallet kom flere nye teaterstykker til at præge plakaterne, og et af de mest populære var baseret på ''Jorden rundt i 80 dage'' af Jules Verne. Selvom romanen først udkom i starten af 1870'erne, nåede det at blive opført på teatret omkring lige så mange gange som ''Jeppe på Bjerget''. Fortællingen om jordomrejsen skabte især stor glæde i efteråret 1876, da det på bare 16 dage blev opført hele 10 gange.

	=== Sophus Birck og Svedekassen ===		=== Sophus Birck og Svedekassen ===

Steen812 med 3. nov. 2022, 16:04

2022-11-03T16:04:44Z

← Ældre version		Versionen fra 3. nov. 2022, 18:04
Linje 18:		Linje 18:
	Allerede inden teatret i Kannikegade blev opført, fandtes der begejstring for dramatik og teater hos byens borgerskab. I 1700-tallet havde borgerskabet gennem handel oplevet økonomisk vækst og fået mere indflydelse i samfundet. De dannede deres egen borgerskabskultur og borgerskabsidealer for det daglige liv med de forlystelser, som dertil hørte. Med livsstilen fulgte en del fritid og et behov for selskabeligt samvær uden for hjemmets fire vægge. Det førte til, at forskellige selskaber opstod, og inden for teater kom det til udtryk i talrige dramatiske selskaber, som brugte tiden til at opføre skuespil. I 1770’erne opstod de første dramatiske selskaber i hovedstaden, og derfra spredte fænomenet sig til flere af landets provinsbyer.		Allerede inden teatret i Kannikegade blev opført, fandtes der begejstring for dramatik og teater hos byens borgerskab. I 1700-tallet havde borgerskabet gennem handel oplevet økonomisk vækst og fået mere indflydelse i samfundet. De dannede deres egen borgerskabskultur og borgerskabsidealer for det daglige liv med de forlystelser, som dertil hørte. Med livsstilen fulgte en del fritid og et behov for selskabeligt samvær uden for hjemmets fire vægge. Det førte til, at forskellige selskaber opstod, og inden for teater kom det til udtryk i talrige dramatiske selskaber, som brugte tiden til at opføre skuespil. I 1770’erne opstod de første dramatiske selskaber i hovedstaden, og derfra spredte fænomenet sig til flere af landets provinsbyer.

	I Aarhus blev de første dramatiske selskaber dannet i løbet af 1790’erne. Nogle af selskaberne sluttede sig sammen, og 5. januar 1800 stiftede de [[Det forenede dramatiske Selskab i Aarhus\|Det Forenede Dramatiske Selskab]] – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I de første år blev den daværende [[Aarhus Rådhus (Store Torv)\|rådhussal]] benyttet, når der skulle opføres teaterstykker, men da førstesalen af [[Løveapoteket]] på [[Store Torv]] blev ~~ledigt i 1803~~, lod apotekeren, [[Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin (1759-1833)\|C.H.N. Reddelien]], det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme for selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.		I Aarhus blev de første dramatiske selskaber dannet i løbet af 1790’erne. Nogle af selskaberne sluttede sig sammen, og 5. januar 1800 stiftede de [[Det forenede dramatiske Selskab i Aarhus\|Det Forenede Dramatiske Selskab]] – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I den første tid blev den daværende [[Aarhus Rådhus (Store Torv)\|rådhussal]] benyttet, når der skulle opføres teaterstykker, men efter førstesalen af [[Løveapoteket]] på [[Store Torv]] blev ledig, lod apotekeren, [[Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin (1759-1833)\|C.H.N. Reddelien]], det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme for selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.

	Kun et årti senere befandt selskabet sig i økonomisk modvind. Som løsning blev det på en generalforsamling 21. december 1814 besluttet at samle Det Forenede Dramatiske Selskab med [[Kronprindsens Klub\|Kronprinsens Klub]], der var en selskabelig forening. Med stiftelse 14. januar 1815 blev denne sammenslutning til Selskabet Polyhymnia. Da den ene halvdel af Polyhymnia havde en særlig forkærlighed for teater, herskede der fra start ingen tvivl om, at man ønskede at opføre en egentlig teaterbygning. Efter nøje planlægning og beregninger blev grundstenen lagt til det der blev Jyllands første egentlige teaterbygning. Teatrets indvielse var kulmination på årtiers teatermani, som havde nået Aarhus.		Kun et årti senere befandt selskabet sig i økonomisk modvind. Som løsning blev det på en generalforsamling 21. december 1814 besluttet at samle Det Forenede Dramatiske Selskab med [[Kronprindsens Klub\|Kronprinsens Klub]], der var en selskabelig forening. Med stiftelse 14. januar 1815 blev denne sammenslutning til Selskabet Polyhymnia. Da den ene halvdel af Polyhymnia havde en særlig forkærlighed for teater, herskede der fra start ingen tvivl om, at man ønskede at opføre en egentlig teaterbygning. Efter nøje planlægning og beregninger blev grundstenen lagt til det der blev Jyllands første egentlige teaterbygning. Teatrets indvielse var kulmination på årtiers teatermani, som havde nået Aarhus.

Steen812 med 7. okt. 2022, 11:01

2022-10-07T11:01:13Z

← Ældre version		Versionen fra 7. okt. 2022, 13:01
Linje 26:		Linje 26:
	[[Fil:B775100 CD0024 011193.jpg\|370px\|thumb\|right\|Teatersalen set mod scenen. Fotograf Hans Andersen Ebbesen, ca. 1900, Den Gamle By.]]		[[Fil:B775100 CD0024 011193.jpg\|370px\|thumb\|right\|Teatersalen set mod scenen. Fotograf Hans Andersen Ebbesen, ca. 1900, Den Gamle By.]]

	Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke ~~mindre~~ end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.		Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke færre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

	Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at blive mere end dobbelt så dyrt. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.		Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at blive mere end dobbelt så dyrt. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.
Linje 86:		Linje 86:
	Arkitekttegningerne til projektet blev udarbejdet af arkitekt [[Hack Kampmann (1856-1920)\|Hack Kampmann]], og 12. august 1898 blev grundstenen lagt for et nyt teater på Bispetorvet. Grundstenen markerede også begyndelsen på enden for det gamle teater i Kannikegade. I marts 1900 solgte Birck sit teater til staten, som lod det nedrive og opførte en post- og telegrafbygning på grunden.		Arkitekttegningerne til projektet blev udarbejdet af arkitekt [[Hack Kampmann (1856-1920)\|Hack Kampmann]], og 12. august 1898 blev grundstenen lagt for et nyt teater på Bispetorvet. Grundstenen markerede også begyndelsen på enden for det gamle teater i Kannikegade. I marts 1900 solgte Birck sit teater til staten, som lod det nedrive og opførte en post- og telegrafbygning på grunden.

	Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke ~~mindre~~ end 1000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye [[Aarhus Teater]], og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. 15. september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve ''Erasmus Montanus'' og ''Prinsessen på ærten'', og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.		Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke færre end 1000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye [[Aarhus Teater]], og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. 15. september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve ''Erasmus Montanus'' og ''Prinsessen på ærten'', og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.

	===Se også===		===Se også===

Steen812 med 7. okt. 2022, 10:58

2022-10-07T10:58:40Z

← Ældre version		Versionen fra 7. okt. 2022, 12:58
Linje 28:		Linje 28:
	Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.		Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

	Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at ~~bliver~~ mere end dobbelt så ~~dyr~~. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.		Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at blive mere end dobbelt så dyrt. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.

	=== Salg og renovering af teatret ===		=== Salg og renovering af teatret ===

MiaGulvadJørgensen med 16. sep. 2022, 11:03

2022-09-16T11:03:44Z

← Ældre version		Versionen fra 16. sep. 2022, 13:03
Linje 1:		Linje 1:
	[[Fil:B775100 CD0012 010574.jpg\|~~250px~~\|thumb\|right\|Teatret i Kannikegade. På trappen står teaterejer Sophus Birck. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1900, Den Gamle By.]]		<div class="tright">{{#display_map:
			56.155625510258865, 10.210802417537677~[[Teatrets hovedindgangs placering]];
			56.15575015302354, 10.210527408162346~[[Teatersalens placering]];
			\|width=378
			\|height=200
			\|zoom=16
			\|center=56.155686456729676,10.210675087809802
			\|align=right
			}}</div>

			[[Fil:B775100 CD0012 010574.jpg\|350px\|thumb\|right\|Teatret i Kannikegade. På trappen står teaterejer Sophus Birck. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1900, Den Gamle By.]]

	'''Teatret i Kannikegade''' var Aarhus' teater, fra det blev opført af Selskabet [[Polyhymnia]] og indviet i 1816, til det blev solgt i 1900 og revet ned. Teaterbygningen lå på det areal, som i dag svarer til [[Kannikegade]] 14, 16 og 18.		'''Teatret i Kannikegade''' var Aarhus' teater, fra det blev opført af Selskabet [[Polyhymnia]] og indviet i 1816, til det blev solgt i 1900 og revet ned. Teaterbygningen lå på det areal, som i dag svarer til [[Kannikegade]] 14, 16 og 18.

MiaGulvadJørgensen med 15. sep. 2022, 09:46

2022-09-15T09:46:23Z

← Ældre version		Versionen fra 15. sep. 2022, 11:46
Linje 21:		Linje 21:

	=== Salg og renovering af teatret ===		=== Salg og renovering af teatret ===
	Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør J. P. Miller, som overtog det i april året efter.		Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)\|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.

	[[Fil:000415954 l.jpg\|~~280px~~\|thumb\|right\|Olielamper mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Hans Frederik Meyer Visby, ca. ~~1900~~, Aarhus Stadsarkiv.]]		[[Fil:000415954 l.jpg\|350px\|thumb\|right\|Olielamper mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Hans Frederik Meyer Visby, ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.]]

	Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.		Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.

MiaGulvadJørgensen: Text replacement - "Sophus Birck" to "Sophus Birck"

2022-09-12T11:16:53Z

Text replacement - "Sophus Birck" to "Sophus Birck"

← Ældre version		Versionen fra 12. sep. 2022, 13:16
Linje 27:		Linje 27:
	Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.		Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.

	Miller døde i 1864, og det viste sig, at han havde testamenteret teatret til Parmo Petersen, som var en af Millers skuespillere. Petersen havde dårlig tid til at drive teater, så han overlod den daglige ledelse til [[Sophus Birck]], og i oktober 1871 gik ejerskabet til Birck, da han købte teatret. Men han var heller ikke selv interesseret i at drive teater på normal vis. I stedet kunne han se en forretning i at udleje teatret til rejsende teaterselskaber. Udlejning til sådanne selskaber var ikke noget nyt, da han overtog teatret. Allerede i 1822 valgte Polyhymnia at ophøre som dramatisk selskab og at udelukkende fortsætte som selskabelig forening. Omkring samme tid besluttede Polyhymnia også at leje teatret ud til rejsende selskaber.		Miller døde i 1864, og det viste sig, at han havde testamenteret teatret til Parmo Petersen, som var en af Millers skuespillere. Petersen havde dårlig tid til at drive teater, så han overlod den daglige ledelse til [[Sophus Christian Emanuel Birck (1835-1900)\|Sophus Birck]], og i oktober 1871 gik ejerskabet til Birck, da han købte teatret. Men han var heller ikke selv interesseret i at drive teater på normal vis. I stedet kunne han se en forretning i at udleje teatret til rejsende teaterselskaber. Udlejning til sådanne selskaber var ikke noget nyt, da han overtog teatret. Allerede i 1822 valgte Polyhymnia at ophøre som dramatisk selskab og at udelukkende fortsætte som selskabelig forening. Omkring samme tid besluttede Polyhymnia også at leje teatret ud til rejsende selskaber.

	=== Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde ===		=== Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde ===

Steen812 med 8. sep. 2022, 12:26

2022-09-08T12:26:13Z

← Ældre version		Versionen fra 8. sep. 2022, 14:26
Linje 30:		Linje 30:

	=== Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde ===		=== Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde ===
	Rejsende teaterselskaber fik stor betydning for teaterkulturen i 1800-tallets Aarhus, især efter Polyhymnia åbnede for udlejning af teatret i Kannikegade. Selskaberne opførte teaterforestillinger med imponerende kunnen og var rutineret i et bredt repertoire af teaterstykker. Ihærdigt anstrængte de sig for at bringe teaterkunsten til Aarhus og andre provinsbyer. De kom fra både nær og fjern – ud over de danske selskaber kom flere også fra Tyskland. Rejsen kunne være særlig hård afhængig af årstid og vejr. Hvis turen gik mellem øer og fastland, skete det til søs, og i stormvejr blev sejlturen vanskelig og ekstra langvarig. På landjorden foregik rejsen i vogne på veje, som dengang var elendige. Turen var hård om vinteren, især når den foregik i åbne vogne. På kolde vinterdage måtte skuespillerne låne teaterdirektørens varmeste teaterkostumer for at holde varmen. Når vejret blev for ufremkommeligt, var en mulighed at gøre ophold ved en landevejskro. Undervejs kom selskaberne ud til alle landets kroge, og intet lokale var for ringe til at danne ramme om teaterkunsten. Lystigt opførte de teaterstykker på ~~hølofter~~ og i folks stuer, og det skabte stor glæde.		Rejsende teaterselskaber fik stor betydning for teaterkulturen i 1800-tallets Aarhus, især efter Polyhymnia åbnede for udlejning af teatret i Kannikegade. Selskaberne opførte teaterforestillinger med imponerende kunnen og var rutineret i et bredt repertoire af teaterstykker. Ihærdigt anstrængte de sig for at bringe teaterkunsten til Aarhus og andre provinsbyer. De kom fra både nær og fjern – ud over de danske selskaber kom flere også fra Tyskland. Rejsen kunne være særlig hård afhængig af årstid og vejr. Hvis turen gik mellem øer og fastland, skete det til søs, og i stormvejr blev sejlturen vanskelig og ekstra langvarig. På landjorden foregik rejsen i vogne på veje, som dengang var elendige. Turen var hård om vinteren, især når den foregik i åbne vogne. På kolde vinterdage måtte skuespillerne låne teaterdirektørens varmeste teaterkostumer for at holde varmen. Når vejret blev for ufremkommeligt, var en mulighed at gøre ophold ved en landevejskro. Undervejs kom selskaberne ud til alle landets kroge, og intet lokale var for ringe til at danne ramme om teaterkunsten. Lystigt opførte de teaterstykker på kornlofter og i folks stuer, og det skabte stor glæde.

	=== En aften på første række ===		=== En aften på første række ===

← Ældre version		Versionen fra 10. jan. 2023, 18:36
Linje 33:		Linje 33:
	Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)\|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.		Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)\|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.

	[[Fil:000415954 l.jpg\|350px\|thumb\|right\|~~Olielamper~~ mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler ~~Hans~~ Frederik ~~Meyer~~ Visby, ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.]]		[[Fil:000415954 l.jpg\|350px\|thumb\|right\|Olielamperne mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Frederik Visby, ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.]]

	Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.		Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk\|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.