AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Den tyske besættelse

2016-06-10T12:53:08Z

Venni sale:

”Den 9. April om Morgenen blev Byens Indbyggere vækket ved Støjen fra store Sværme af rovgridske tyske Flyvemaskiner, der truende strøg hen over Byen.” Sådan blev besættelsen af Danmark i 1940 beskrevet, fra aarhusiansk perspektiv, lige efter krigens ophør.

Et enkelt af de tyske fly nødlandede på Vejlby mMrk, nord for vandtårnet, og trak en del lokale tilskuere. Fra flyene var de berømte flyveblade med ”Oprop! Til de Danske Soldater og Danske Folk” blevet kastet ned over byen, men ellers lod tyskerne vente på sig.

Hele dagen indløb der meldinger om, at de var ankommet til Aarhus, men hver gang viste det sig, at tropperne skulle videre op i Jylland. De eneste blivende tyskere bestod således foreløbig i tre armerede trawlere, der ankom til havnen om eftermiddagen, og nedlagde forbud mod, at andre skibe forlod havnen.

Først dagen efter, d. 10. april, ankom omkring 250 tyske soldater til Aarhus. Officererne blev indkvarteret på [[Hotel Royal]], de menige på [[Infanterikasernen|Høegh-Guldberg Gades kaserne]] og [[Læssøesgades Skole]], og der blev gjort klar til yderligere 200 på [[Langelandsgades Kaserne|Langelandsgade]]s og [[Vester Allé Kaserne|Vester Allé]]s kaserner. De 180 danske soldater, der var indkvarteret i Aarhus, flyttede til [[Aarhus Vandrerhjem|vandrerhjemmet i Risskov]] og senere til Forsørgelsesvæsenets bygning på Vester Allé, [[Fattiggården|den tidligere fattiggård]]. Tyskernes hovedkvarter blev indrettet i [[Regina-bygningen]] midt i byen, hvor det lå krigen ud.

=== Danmark under besættelsen: Samarbejdspolitk og modstand ===
Den tyske besættelse af Danmark fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945 bragte verdenshistorien ind i lokalhistorien, og forholdene på landsplan svarede stort set til situationen i Aarhus.

Befolkningen måtte indstille sig på mange ting som et resultat af besættelsen, og den følgende liste er ikke udtømmende. Politiske fængslinger, bombeattentater, engelske bombeangreb fra luften, ammunitionsulykker, sabotage, mord og henrettelser, forsamlingsforbud, censur, spærretid om natten, mørklægning, omfattende bunkerbyggeri, mineudlægning til vands og til lands, udlevering af gasmasker i tusindvis til befolkningen, hjemmeundervisning af børn da tyskerne inddrog skoler til kasernebrug. Den jødiske befolkning i Danmark måtte i 1943 flygte til Sverige for at undgå at blive sendt til de tyske koncentrationslejre. Man undgik at få hungersnød i Danmark, men det blev rationeringernes og papirgenbrugstøjets tidsalder.

Efter den 9. april 1940 blev udenrigshandelen og nationaløkonomien indrettet på tyske betingelser. Den danske regering forblev i landet og fastholdt i teorien den danske neutralitetspolitik. Den organiserede modstand mod besættelsen begyndte, da kommunisterne blev tvunget under jorden i 1941, og modstanden voksede stærkt fra 1942 og fremefter.

De første dødsdomme for sabotage førte til omfattende strejker og uroligheder i august 1943, også kaldet folkestrejken. Da tyskerne satte hårdt mod hårdt, blev resultatet en politisk krise, der endte med, at regeringen gik af uden efterfølger, hvorefter Danmark blev styret af embedsmænd. Modstandsfolkene undgik helst at ramme tyske soldater, da hovedmålene var sabotage og illegal presseaktivitet, men tyskvenlige angivere og infiltrationsagenter, under ét kaldet "stikkere", levede livet farligt.

Sabotage og stikkerlikvideringer blev gengældt ved, at grupper af tyskvenlige danskere begik terror mod civilsamfundet med bombeattentater - de såkaldte [[Schalburgtage i Aarhus|schalburgtageangreb]] og clearingmord på sagesløse personer. Stort set alle angrebene blev udført af den tysksympatiserende [[Petergruppe]], med den aarhusianske [[Bothildsen]] i spidsen. Voldsspiralen og lovløsheden fik en tand til, da tyskerne den 19. september 1944 arresterede det danske [[Aarhus Politi|politi]]. Tyskerne tillod oprettelsen af uniformerede, ubevæbnede borgerværn, men overtog selv den væbnede ordensmagt og tilsidesatte det danske retsvæsen.

=== Forordninger og forholdsregler ===
Fra besættelsens første dag fik aarhusborgerne travlt med at indrette sig efter de regler og forordninger, som byrådet og politimesteren udstedte i byens aviser. Det var bl.a. mørklægningen, der blev indført fra første dag, og betød at al udendørs belysning var forbudt, og at alle husstande skulle mørklægges hver aften. Al privat kørsel blev forbudt mellem solnedgang og -opgang, og fodgængere skulle i samme tidsrum iføre sig hvidt bind om armen eller hatten. Der blev indført begrænsninger i salget af petroleum, og i de første dage et forbud mod salg af alkohol. Det sidste skete antagelig for at sikre ro og orden, et mantra der fra flere sider blev gentaget i aviserne; af kongen og regering, i avisernes ledere og af politimesteren.

Til at stå for roen i Aarhus’ gader indkaldte man fra 11. april 300 værnepligtige som hjælpepoliti. Iført gul kedeldragt, skråhue og grønt armbind patruljerede de byen om natten, for at kontrollere mørklægningen og kørselsforbuddet, og traf de nogen, der ikke kunne gøre rede for sit formål, kunne hjælpepolitiet i sidste ende arrestere dem.

Byrådet tog også hånd om fødevaresituationen. Op til vinteren nedsattes et Velfærdsudvalg, der på handelsminister Christmas Møllers opfordring stod for indkøb af 12.000 saltede baconsider og ligeså mange tønder kartofler, til videresalg til aarhusianerne. Intentionerne var gode, men den frygtede fødevareknaphed udeblev og kommunen fik ikke afsat det store parti. De følgende år nøjedes man med at købe kartofler, og ikke nær så mange.

Byrådet havde mere succes med det folkekøkken, der blev oprettet i [[Klostergade]] 28-30. En af bevæggrundene var risikoen for mangel på gas og brændsel – og dermed problemer for befolkningen med at tilberede måltider. Fra september ’43 blev en del af de studerende, der var blevet hjemløse ved beslaglæggelsen af flere af [[universitetskollegierne]] desuden indkvarteret i bygningen.

=== Aarhus som strategisk punkt ===
I takt med at krigen skred frem blev Aarhus stadig vigtigere for den tyske besættelsesmagt. Stillingen som et jysk jernbaneknudepunkt med stor [[Aarhus Havn|havn]] og anselig metalindustri gjorde Aarhus til en vigtig by, både i rent militær henseende og i forhold til krigsøkonomien. De Danske Statsbaner (DSB) med [[Centralværkstedet]] i Århus blev i realiteten integreret med det tyske jernbanesystem, og [[Frichs fabrikken|Frichs Lokomotivfabrik]] i Åby blev en betydelig leverandør af transportmidler til tyskerne.

=== Tyske indkvarteringer ===
De første par år af besættelsen forløb relativt fredeligt i Aarhus. Der foregik et vist samarbejde mellem bystyret og besættelsesmagten. Endnu var det begrænset, hvor mange tyske soldater byen husede, og det lykkedes som regel at finde indkvartering til tyskerne, uden de store problemer.

Fra 1942 steg det tyske pres på Aarhus, i takt med at byen blev vigtigere for besættelsesmagten, og flere administrative opgaver blev placeret i Aarhus.

Det betød at de ret gode indkvarteringsmuligheder, der var i byen i 1940, efterhånden blev opbrugt. I løbet af 30’erne var der blevet bygget mange nye boliger i Aarhus, men som besættelsen skred frem kom der stadig flere tyske soldater til byen – både permanent og på gennemrejse. November ’42 kunne den tyske Standortältester - de tyske troppers øverstbefalende i byen - meddele byrådet, at der indenfor de næste dage ville ankomme over 2.000 soldater til byen. Det betød at undervisningen på de tre kommuneskoler i [[Læssøesgades Skole]], [[Samsøgades Skole|Samsøgade]] og [[Nørrebrogades Skole|Nørrebrogade]] måtte indstilles helt, og gymnastiksale inddrages fra byens øvrige skoler. Som konsekvens blev der indført hver anden dags skolegang på byens andre skoler – indtil undervisningen brød helt sammen i starten af ’45, pga. yderligere skolebeslaglæggelser.

Med augustoprøret i ’43 ophørte samarbejdet mellem byrådet og besættelsesmagten i vid udstrækning. Det stadigt stigende antal indkvarteringer tyskerne krævede, ordnede de nu med beslaglæggelser, uden om byrådet.

Det anslås, at der ved krigens ophør befandt sig 6-7000 tyske soldater i Aarhus, hvoraf op mod halvdelen var sårede. Hertil kom omkring 1500 krigsfanger i tysk varetægt og 6000 civile, tyske flygtninge.

=== Aarhus Havn under krigen ===
Henover 1942 førte byens voksende betydning til, at krigen blev nærværende. Tyskerne begyndte for alvor at bruge Aarhus som krigshavn, sabotagen tog sin begyndelse, og de første luftangreb fandt sted.

Allerede i august ’41 havde et enkelt fly fra det britiske RAF bombet Kongsvang-viadukten i Viby, og i den forbindelse beskadiget et par villaer. Natten til den 21. oktober vågnede byens indbyggere igen op til eksplosioner, denne gang da RAF kastede bomber over [[Aarhus Oliefabrik]] på havnen. [[Fil:Mindet. 4. juli 1944, Christian Skabelund.jpg|400px|right|thumb|Ødelæggelser ved [[Mindet]], hvor [[Hotel Atlantic]] i dag ligger, efter [[4. juli katastrofen]] 1944.]]

Her ødelagde fem 500-kg bomber store dele af fabrikken. Først efter krigen kom det frem, at fabrikken kun ved et uheld var blevet ramt: de britisk fly var sat ud efter mål i Nordtyskland men havde mistet orienteringen, og derefter fulgt den jyske kystlinje nord på. Ved Aarhus kom de under beskydning af de tyske skibe i havnen, og besluttede da at kaste bomberne over dem. Ved en fejl ramte de i stedet oliefabrikken.

4. juli ’44 indtraf så den såkaldte [[4. juli katastrofen|Havnekatastrofe]]. Her var et tysk skib i færd med at laste ammunition, da det pludselig sprang i luften. 150 tons ammunition eksploderede, og over 2000 fragmenter blev kastet op til 1000 meter væk. 33 blev dræbt og 250 såret, heraf mange havnearbejdere.

=== [[Schalburgtage i Aarhus]] ===
Specielt fra augustoprøret 1943 og frem tiltog sabotagehandlinger og tyske gengældelsesangreb. Det gik bl.a. ud over [[Århus Sporveje]], der 29. august ’44 oplevede at få sprængt samtlige sporvogne i luften, med undtagelse af én gammel vogn. Der var et hårdt slag mod byens kollektive trafik, der i stedet måtte varetages af utilstrækkelige buslinjer.

I oktober var det tyske optrevlingsarbejde ved at skabe en farlig situation for modstandsbevægelsen i Jylland, men krisen blev afværget d. 31. oktober '44, da det britiske Royal Air Force (RAF) på opfordring af den jyske modstandsbevægelse angreb Gestapos hovedkvarter i Aarhus, der lå i Kollegie 4 og 5 i [[Universitetsparken]]. Tyskerne var ikke forberedt og bomberne ramte deres mål - de første faldt før luftalarmen lød – og mange gestapomænd blev dræbt og deres arkiv ødelagt. I alt døde 75 i angrebet, heriblandt 10 danske håndværkere, der arbejdede i hovedbygningen.

Blandt de bombemål som tyskdirigerede terrorister udvalgte sig var [[Aarhus Rådhus|rådhuset]], [[Skt. Clemens Bro]], [[Aarhus Teater]], [[Aarhus Håndværkerforening|Håndværkerforeningen]], dagbladet [[Demokraten]], [[Vennelyst Pavillonen|teater- og restaurationskomplekset]] i [[Vennelystparken]] og mange bygninger i [[Guldsmedgade]], [[Søndergade]] og [[Østergade]]. Blandt ofrene for deres clearingmord var helt tilfældige mennesker, men også udvalgte personer, som enten hørte til byens mest kendte og respekterede borgere eller var i familie med dem.

'''[[Schalburgtage i Aarhus|Klik her for at læse mere om Schalburgtage i Aarhus]]'''

=== Lokalstyret under krigen ===
Mange begivenheder i Aarhus under besættelsen må ses i en landspolitisk og international sammenhæng, hvor højere hensyn fik de lokale involverede til at vise tilbageholdenhed.

Tyskland havde en voksende mangel på soldater og arbejdskraft. Modstandsbevægelsen vidste, at tyskerne kun ville sætte alle midler ind, hvis de følte sig tvunget til det, men også at de i så fald ville gøre det. På den anden side var tyskerne klar over, at modstandsbevægelsen måtte prioritere sine midler mellem sabotage og oprustning til en eventuel landkrig i Danmark. Derfor blev den politiske faktor betydningsfuld ligesom Tysklands krigsøkonomiske interesser i Danmark. På lokalt plan kunne tyskerne samarbejde med de stedlige danske myndigheder under hele besættelsen, samtidig med at tyskerne opretholdt den daglige forretningsgang med den danske forvaltning på nationalt plan også efter august 1943.

Heri ligger sandsynligvis forklaringen på, at tyskerne ikke besatte Aarhus Rådhus og heller ikke ransagede det, selv om [[Aarhus Byråd|byrådet]] så igennem fingrene med, at modstandsbevægelsen benyttede bygningen. Det ville i så fald også være forklaringen på, at tyskerne undlod at besætte kraftværkerne i Aarhus, men tværtimod lod et væbnet borgervagtværn holde kraftværkerne som en veritabel fæstning for at forhindre sabotage og bombeangreb.

==Slaget om Bispetorvet - Aarhus’ befrielse 5. maj 1945==
Kvart i ni om aftenen, fredag den 4. maj 1945, var det forbi. Med ét var landet igen frit, og danskerne kunne så småt begynde at vende tilbage til livet før besættelsen.

De foregående måneder havde været hårde – i Aarhus såvel som i resten af landet. I takt med at tyskernes situation blev mere og mere desperat, blev de tysk-sympatiserende terrorgrupper mere og mere aktive. Det var de sidste krampetrækninger.

Februar og marts 1945 blev Aarhus som nævnt ramt af adskillige alvorlige schalburgtageangreb. Alene over tre nætter i februar blev der sprunget bomber ved rådhuset, teateret og flere andre steder i midtbyen. Det var medlemmer af den såkaldte [[Petergruppe]], der stod bag. Værst gik det ud over [[Guldsmedegade]] 1-9, der næsten blev helt ødelagt. Her havde gruppen placeret en blanding af almindelige bomber og brandbomber. Syv blev dræbt i eksplosionerne og et forbipasserende vidne skudt. Petergruppen forsøgte også at sprænge [[Skt. Clemens Bro]] - det mislykkedes, men mange bygninger i nærheden blev beskadiget.

===Befrielsen===
Som i resten af landet, gik aarhusianerne på gaden, da befrielses budskabet lød om aftenen 4. maj. Foran [[Aarhus Hovedbanegård|banegården]] og på [[Bispetorvet]] blev der sunget ”Tipperary”, ”Kong Christian” og ”Der er et yndigt land”, og over hele byen blev der hejst flag. I vinduerne – efter fem års mørklægning – tændte man levende lys.

Morgenen efter vågnede aarhusianerne op til regn og haglbyger, og selvom det var en glædelig dag for de fleste danskere, fandt flere voldsomme episoder sted. Bare i Aarhus blev i alt 15 dræbt og omkring 50 såret i forskellige sammenstød.

Det gik værst for sig på Bispetorvet, hvor otte blev dræbt og 30 såret. I løbet af natten havde modstandsgrupper besat forskellige vigtige poster i byen, blandt andet rådhuset, og i [[Kannikegade]] [[Kannikegade 12|12]] havde de indrettet hovedkvarter. Da en lille gruppe tyske soldater kl. 9.20 passerede forbi her, udbrød der kampe. De varede næsten tre timer, og foregik tværs over Bispetorvet - hvor der kort forinden havde befundet sig hundredvis af civile, der fulgte med i modstandsfolkenes arbejde. En del af dem blev fanget i krydsilden, der også forhindrede redningsfolk i at nå frem. Efterfølgende var begge sider enige i, at skyderierne var en fejltagelse.

===Stikkere og værnemagere===
Det anslås, at omkring 2000 modstandsfolk var parate til at gå i aktion i Aarhus 5. maj 1945. En del af dem blev fra første dag beskæftiget med at afhente de danskere, der af forskellige årsager var havnet på modstandsbevægelsens interneringslister.

I Aarhus var der 712 personer på listen. Til at anholde dem blev modstandsfolk og politifolk inddelt i 70 grupper, hver med ansvaret for ti mand. Omkring 500 personer fra listen blev hentet i løbet af den første dag. Det var en blanding af stikkere, medlemmer af nazistiske organisationer, Hipo-folk og folk, der kunne tænkes at blive ofre for selvtægt. De fleste anholdte blev ført til Kannikegade, hvor de blev modtaget med pibekoncert fra mange hundrede tilskuere.

Senere blev de interneret på [[Marselisborg Gymnasium]]. Flere af dem led i de første dage en hård medfart, og i hvert fald en enkelt døde under afhøringerne.

[[Fil:Befrielsen, Poul Erik Sørensen, 05.1945.jpg|300px|thumb|right|Engelske soldater kører gennem [[Ryesgade]] i maj 1945.]]

===Hjemkomst, afrejse og gennemrejse===
De 6-7000 tyske soldater, der befandt sig i Aarhus ved befrielsen, begyndte at forlade byen 8. maj. De var kun én af mange grupper af mennesker, der i de dage enten rejste fra, kom tilbage til eller rejste igennem Aarhus. Det var norske KZ-fanger, russiske og polske krigsfanger, tyske civile flygtninge, Sverigesflygtninge, medlemmer af de Danske Brigader osv.

Og så var der de længe ventede englændere. De ankom 8. maj, i form af et par hundrede mand af ”the Royal Dragoons”. Via [[de Mezas Vej]] og [[Frederiks Allé]] kørte de til Rådhuset, og hele vejen blev de hilst velkommen af tusindvis af aarhusianere med danske og engelske flag. Da englænderne om aftenen skulle spise på [[Hotel Royal]], var der forsamlet så mange mennesker, at en del af soldaterne måtte løftes ind af vinduerne.

Det var nogle kaotiske dage, der i starten af maj for 70 år siden – men det var en glædens tid. Selv [[AGF Fodbold|AGF]] tilsmiledes af lykken: 6. maj vandt de 4-1 over Randers Freja.

===Befrielsen på film===
'''[http://aarhusfilm.dk/video/49234056#/video/49233320 Se film fra befrielsen i 1945]'''

== Litteratur og kilder ==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon

Litteraturen om den tyske besættelse af Danmark 1940-45 er meget omfattende, og på dette sted vil der kun blive henvist til nogle få nyere oversigtsværker.

*Georg Andrésen (red.), Aarhus under besættelsen, 2. oplag, Århus 1946. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07558066 Bestil materiale]
*Barsøe Sørensen, Hans Rishøj, O. Stegger Sørensen (red.), Aarhus i billeder under besættelse og befrielse, Århus 1946. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A40909710 Bestil materiale]
*Ib Gejl (red.), Århus besat, Århus byhistoriske Fond, 2005. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A43625357 Bestil materiale]
*Ib Gejl (red.), Århus befriet, Århus byhistoriske udvalg. Erhversarkivet, 1995
*Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed, Frank Weber, Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig 1-2, Århus 1988. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A06822355 Bestil bd. 1] - [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A06822371 Bestil bd. 2]
*Hans Kirchhoff, Samarbejde og modstand under besættelsen: En politisk historie, 2. udg., 1. oplag, Odense 2004. [http://www.aakb.dk/ting/collection/775100%3A25555643/query%3AHans%20Kirchhoff%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer (red.), Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945, København 2005. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A25750640 Bestil materiale]
*Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen, Jakob Sørensen, Danmark besat: krig og hverdag 1940-45, 3. rev. udg., 1. oplag, København 2009. [http://www.aakb.dk/ting/collection/775100%3A26238242/query%3AClaus%20Bundg%C3%A5rd%20Christensen%3Bentry%3A4 Bestil materiale]
*Mogens Weinreich, "Befrielsen: Internering med element af selvtægt", Jyllands-Posten 4.5.2003.
*Peter Nørskov, "Naboens sønner blev helvedesmaskiner", Århus Stiftstidende 28.11.2004.
*Mogens Weinreich, "Krigsminder: Krigens illegale fotograf", Jyllands-Posten 30.11.2004.
*Christian Friis Hansen, "Rådhus bygget i krigens skygge", Jyllands-Posten Århus 30.4.2005.
*Uffe Normand, "Det strammer til", Århus Stiftstidende 2.5.2005.
*Uffe Normand, "Hun stak sin far, bror og 50 modstandsfolk", Århus Stiftstidende 3.5.2005.
*Ivar Rønsholdt, "Haven er blevet et minde-bykort", Århus Stiftstidende 4.5.2005.
*Annelise Bistrup, "Side om side med Flammen og Citronen", Jyllands-posten 30.3.2008.
*Knud Esmann, "En grimme karl", Jyllands-Posten 9.4.2008.
*Mogens Weinreich, "Forår i en voldsspiral", Jyllands-Posten 12.4.2008.
*Jens Kaiser, "En by i frygt", Jyllands-Posten 21.3.2010.
*Jens Kaiser, "Da Århus fejrede friheden", Jyllands-Posten Århus 2.5.2010.

[[Kategori:Besættelsen]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Socialdemokratiet

2016-06-10T12:31:54Z

Venni sale: /* Socialdemokratiske borgmestre */

[[Fil:Socialdemokratiet 1906.jpg|300px|thumb|right|De Socialdemokratiske byrådsmedlemmer afbilledet på en plakat i 1906. På billedet ses [[Søren Pedersen|Søren Petersen]], [[Harald Jensen]], [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]], [[Frederik Ferdinand Samuelsen|Frederik F. Samuelsen]], [[Carl Ernst Ludvig Bischoff|Carl Bischoff]], [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]], [[Kristen Mousten]], [[Erik Olesen]], [[Peter Sabroe]] og [[Jens Peter Marius Simonsen]].]]

30. april 1883 kunne '''Socialdemokratiet''' i Aarhus, som den første provinsafdeling, tilslutte sig Socialdemokratisk Forbund.

=== Den Internationale Arbejderforening – Første internationale ===
Forløberen for Socialdemokratiet, Den Internationale Arbejderforening, var blevet stiftet i 1871 med Louis Pio i spidsen. Her blev der allerede samme år tilknyttet en Aarhus-afdeling med karetmager [[Carl Christian Kruse|C.C. Kruse]] som formand. I 1872 arresterede politiet Louis Pio samt to andre af Internationales fremtrædende mænd. De tre mænd skulle den følgende dag have holdt taler på Nørre Fælled i København. I stedet blev det til sammenstød mellem politiet og Internationales tilhængere i, hvad der blev kendt som Slaget på Fælleden. Efter slaget blev Internationale forbudt, men forskellige socialistiske foreninger blev ved med at dukke op og i 1878 blev det første egentlige politiske arbejderparti Socialdemokratiet stiftet.

=== Socialdemokratiet stiftes i Aarhus ===
I Aarhus blev diskussionsforeningen [[Demokratisk Samfund]] stiftet 2. oktober 1882 af [[Aarhus Amtstidende]] to typografer [[Emil Marott]] og [[Harald Jensen]] - førstnævnte blev valgt som foreningens formand. Året efter blev foreningen på foranledning af Harald Jensen omdannet til det politiske parti Socialdemokratiet.

Tilslutningen til Socialdemokratiet voksede hurtigt. Blandt andet gennem Marott og Jensens avis [[Demokraten]], som de to begyndte at udgive i 1883 under navnet [[Socialdemokratisk Ugeblad]]. I 1887 blev den senere folketingspolitiker [[Peter Sabroe]] også fast tilknyttet Demokraten og Socialdemokratiet i Aarhus.

[[Fil:Sabroe.jpg|250px|thumb|left|[[Peter Sabroe]] var en af socialdemokratiets helt store profiler i starten af 1900-tallet. Han var en medrivende agitator, som ikke stod tilbage for at benytte alternative midler i kampen for de udsattes rettigheder. I 1913 blev han dræbt i en tragisk togulykke, og hans efterfølgende begravelse blev en af de største begivenheder i Aarhus' historie]]

=== De første mærkesager ===
I Aarhus kæmpede partiet for flere sager. Aarhus havde som kaserneby et stort militært liv, og Socialdemokratiet agiterede stærkt imod garnisonens officerer som i Demokraten blev omtalt som ”''Pyntedukker, der kun betaler 2 pct. i Skat…”''. Også den hårdhændede behandling af de underordnede soldater kæmpede Socialdemokratiet imod. Kvinders rettigheder og kampen mod prostitution var også på partiets dagsorden, ligesom adskillelse af kirke og stat var det. Flere af Socialdemokratiets medlemmer var desuden fortalere for afholdsbevægelsen, men det var ikke en del af det officielle partiprogram.

=== Forbundsfælle med Venstre ===
I Socialdemokratiets første år havde partiet en forbundsfælle i [[Venstre]]. Omkring 1884 dannede Venstre riffelforeninger landet over. Årsagen til dannelsen af disse foreninger var at Venstre gjorde sig klar til at bekæmpe Estrups højreregering. Da Socialdemokratiet også var stærkt imod regeringen og samtidigt ønskede den stående hær erstattet af et folkeværn, støttede partiet op om Venstres borgervæbning. I 1886 formaliserede Socialdemokratiet og Venstre deres samarbejde og de følgende år havde partierne fælles opstillingslister ligesom de stod sammen ved grundlovsfester. I 1894 førte samarbejdet til at Harald Jensen og [[Anton Aksel Scheel Thomsen|Scheel Thomsen]] som de første socialdemokrater blev valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]]. Ved byrådsvalget i 1900 stillede Socialdemokratiet for sidste gang op på samme liste som Venstre.

=== Ildsjælenes parti ===
De første socialdemokrater i byrådet var markante personligheder som Harald Jensen, Peter Sabroe og den senere borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]. Fælles for dem var, at de alle var præget af deres dybe engagement og stædighed, når det kom til partiets mærkesager. Da flere af dem også var tilknyttet demokraten, blev deres politiske sager tæt dækket gennem kampagner i avisen. Socialdemokratiet fik efterhånden opbygget sig en stor vælgerskare i Aarhus, og ved valget i 1909 lykkes det partiet egenhændigt at få absolut flertal i byrådet. 1909 blev også året, hvor byrådet fik sit første kvindelige byrådsmedlem – nemlig den socialdemokratiske [[Dagmar Petersen]].

=== Den socialdemokratiske skole ===
Siden 1883 havde Socialdemokratiet ønsket at indføre enhedsskolen i Aarhus, men det var først efter kanonvalget i 1909, at det lykkedes partiet at få enhedsskolen gennemført. Indtil da havde eleverne været fordelt på de gratis, men dårligere byskoler og dyrere, men bedre borgerskoler. Efter den endelige gennemførsel i 1912 kunne aarhusianske skoleelever gå gratis i skole, ligesom skolerne skulle følge den samme undervisningsplan. Socialdemokratiet havde også afgørende indflydelse på det store skole-bygge-boom, der fandt sted i Aarhus i starten af 1900-tallet.

Med Socialdemokraternes sociale forbedringer, kom også stigende udgifter, og dermed også en stigning i skattenprocenten. I 1900 havde skatten været på 6,25 %, mens den i 1912-1913 var på 11,3 %. Det stigende skattetryk var hovedårsagen til at Socialdemokratiet mistede sit flertal ved valget i 1913, hvorefter skatten straks blev nedsat.

[[Fil:Socialdemokratisk Forening 1938.jpg|350px|thumb|right|Socialdemokratiet styrkede sin position op gennem krisen i 1930'erne, og også i Aarhus steg tilslutningen til partiet. Her er vi til møde i Socialdemokratisk Forening i [[Aarhus-Hallen]] i 1938]]

=== Socialdemokratiet og kongehuset ===
En sag som de første mange år skilte vandene indenfor Socialdemokratiets egne rækker var forholdet til kongehuset. Langt de fleste socialdemokrater var republikanere, så da fabrikant og byrådsmedlem [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]] i 1907 modtog ridderkorset for sin indsats i afholdsbevægelsen, blev han opfordret til at sende det tilbage. Andersen nægtede og blev efterfølgende ekskluderet fra partiet. Jakob Jensen prøvede forgæves at forsvare Andersen. Jakob Jensen havde sammen med Peter Sabroe og Harald Jensen ved flere lejligheder deltaget i middage med kronprinseparret på Marselisborg Slot, hvilket faldt mange socialdemokrater for brystet. Det var især byrådsmedlemmet [[Marthin Pedersen]], der agiterede stærkt i mod socialdemokraternes kontakt med kongehuset.

=== Socialdemokratiske borgmestre ===
* Selvom Socialdemokratiet allerede i 1909 havde haft flertal i byrådet, kom den første borgmesterpost først i 1919. Dette skyldes at [[Borgmester i Aarhus|borgmesteren]] indtil 1919 var kongevalgt og fra 1905 til 1919 sad [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|E. Drechsel]] tungt på borgmesterposten. '''[[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]''' var i slutningen af 1910’erne partiets førstemand i Aarhus, og det var også ham, der kunne sætte sig på borgmesterposten da chancen bød sig.
* I 1933 blev Jakob Jensen afløst af '''[[H.P. Christensen]]''', også ofte kaldet ”Smeden”. Tilnavnet skyldes både Christensens baggrund i faget, men også hans til tider lidt larmende facon. H.P. Christensen blev drivkraften bag flere større byggerier, som blandt andet [[Badeanstalten Spanien]] og [[Aarhus Rådhus|Det nye Rådhus]].
* H.P. Christensens efterfølger var '''[[Einar Stecher Christensen]]''', der sad på borgmesterposten under [[Den tyske besættelse]]. 12. juni 1945 døde Stecher Christensen, 45 år gammel, af hjertelammelse under et ophold i København. De mange krigsforhandlinger havde slidt hårdt på den korrekte mand, der stille og stejlt havde kæmpet for byens rettigheder under krigen.
* Borgmesterposten tilfaldt nu '''[[Svend Unmack Larsen]]''', der i perioden 1939-1940 havde været justitsminister under Staunings regering. Han var uddannet jurist, men vokset op på [[Fattiggården]], som søn af [[L.M. Larsen|inspektøren]]. Blandingen af den sociale forståelse, han opnåede gennem Fattiggården, og hans akademiske systematik, kom til at præge hans borgmestertid, hvor en række afgørende reformer blev gennemført. Det var også under Unmack Larsen at [[Magistratsstyre|magistratstyret]] i Aarhus blev indført. En af grundende til indførelsen var blandt andet at aflaste borgmesterembedet, som havde slidt Stecher Christensen op.
* I 1958 blev en sygemeldt Unmack Larsen afløst på borgmesterposten af den tidligere journalist '''[[Bernhardt Jensen]]''', der havde siddet i byrådet siden 1943. Bernhardt Jensen havde en stor passion for lokalhistorie og kæmpede for bevaring og restaurering af de gamle kvarterer frem for nedrivning. Især den omfattende udvidelsen af [[Nørreport]] og planerne om anlæggelsen af en hovedvej igennem det gamle bycentrum kæmpede han imod. Han blev kendt som den cyklende borgmester og en statue af ham med sin cykel kan i dag ses ved [[Immervad]]. Bernhardt Jensen var umådelig populær og ved valget efter kommunesammenlægningen i 1970 var over halvdelen af de socialdemokratiske stemmer afgivet til ham personligt.
* Også Bernhardt Jensen måtte trække sig fra borgmesterposten på grund af sygdom, hvilket i 1971 gav plads til '''[[Orla Hyllested]]'''. Ved valget i 1981 ønskede Hyllested ikke at genopstille, men blev mod sin vilje opstillet som løsgænger. Sagen førte til, at han måtte indrykke følgende annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”''
* '''[[Thorkild Simonsen]]''' blev den nye borgmester efter valget i 1981. Han fik en vanskelig start på sit embede da økonomien skrantede efter kommunesammenlægningen. Han blev dog hurtigt populær og styrkede både sin egen og partiets position. Thorkild Simonsen sad på borgmesterposten indtil han 20. oktober 1997 blev udnævnt til indenrigsminister i Poul Nyrups regering. I alt nåede Thorkild Simonsen at sidde 31 år i byrådet.
* Det blev '''[[Flemming Knudsen]]''', som fik den svære opgave at overtage borgmesterposten efter Thorkild Simonsen. Det efterfølgende valg samme år blev et godt valg for Flemming Knudsen med 21.000 personlige stemmer, men ved valget i 2001 var det slut med Socialdemokratiets 82-årige bystyre. Borgmesterposten blev overtaget af den unge venstrekvinde [[Louise Gade]].
*Venstres tid på borgmesterposten blev kort og i 2006 kunne den socialdemokratiske '''[[Nicolai Wammen]]''' sætte sig på posten. Wammen blev manden, som fik kranerne til Aarhus med det ambitiøse byudviklingsprojekt på den gamle containerhavn, der i dag kendes som [[Aarhus Ø]]. I efteråret 2011 forlod Wammen byrådet til fordel for en opstilling til folketinget. Her kunne han 3. oktober 2011 sætte sig på posten som europaminister i den nye socialdemokratiske regering
* '''[[Jacob Bundsgaard]]''' blev Aarhus’ nye borgmester efter Nicolai Wammens afgang. Han er den 10. socialdemokratiske borgmester i Aarhus siden Jakob Jensen satte sig på posten i 1919.

[[Fil:Kristen mousten.jpg|300px|thumb|right|Med sine 40 år! i [[Aarhus Byråd]] fik [[Kristen Mousten]] stor indflydelse på politikken i Aarhus.]]

=== Socialdemokrater i byrådet ===
{| class="wikitable"
|-
! År !! Navn
|-
| 1894 - 1906 || [[Anton Aksel Scheel Thomsen]]
|-
| 1894 - 1897, 1900 - 1917 || [[Harald Otto Jensen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Søren Pedersen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Rasmus Petersen Sabroe|Rasmus Peter Sabroe]]
|-
| 1900 - 1917 || [[Frederik Ferdinand Samuelsen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1913 || [[Jens Julius Andersen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1933 || [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]
|-
| 1903 – 1906 || [[Anton Marinus Peter Petersen]]
|-
| 1906 – 1909 || [[Carl Ernst Ludvig Bischoff]]
|-
| 1906 - 1921 || [[Erik Olesen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Niels Jensen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Jens Peter Marius Simonsen]]
|-
| 1906 - 1946 || [[Christen Jensen Mousten|Christen (Kristen) Jensen Mousten]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Hans Peder Christensen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Rasmus Peter Jacobsen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Dagmar Wilhelmine Petersen]]
|-
| 1913 – 1917 || [[Johan Frederik Lehmann]]
|-
| 1913 - 1943 || [[Andreas Johannes Kjeld Sørensen]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Magnus Vilhelm Brøndum]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Søren Nielsen Yth]]
|-
| 1917 - 1929 || [[Marthin Frederik Pedersen]]
|-
| 1917 - 1937 || [[Lauritz Valdemar Pedersen]]
|-
| 1917 - 1921, 1925 - 1929 || [[Søren Petersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Gustav Marius Pedersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Otto Axel Oluf Julius Sørensen Sneum]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Mads Christensen Falk|Mads Christian Falk]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Bernt Julius Jensen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Leonhard Hansen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Jens Perregaard]]
|-
| 1921 - 1943 || [[Andreas Bitsch]]
|-
| 1925 - 1929 || [[Hans Jørgen Baden]]
|-
| 1925 - 1933 || [[Jens Fogh Mogensen]]
|-
| 1925 - 1946 || [[Johanne Berg]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Einar Stecher Christensen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Jens Carl Christian Marinus Christiansen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Holger Edvard Eriksen]]
|-
| 1929 - 1962 || [[Christian Carton Valdemar Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937 || [[Alexander Jensen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Jens Peter Nielsen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Albert Georg Olsen]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Georgius Valdemar Jaquet]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1950 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1950 || [[Laurits Sigvald Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1958 || [[Svend Unmack Larsen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Søren Christian Almsten]]
|-
| 1937 - 1943 || [[Søren Frederik Sørensen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Ernst Peder Ewald Winterberg]]
|-
|1937 - 1946 || [[Ejnar Marinus Georg Rolander]]
|-
| 1937 - 1958 || [[Hans Peter Jensen]]
|-
| 1943 – 1946 || [[Albert Laurits Georg Baunsgaard]]
|-
| 1943 - 1946 || [[Erna Hedtoft Larsen]]
|-
| 1943 - 1962 || [[Jens Jensen]]
|-
| 1943 - 1974 || [[Steffen Bernhardt Jensen]]
|-
| 1946 – 1950 || [[Robert Svane Hansen]]
|-
| 1946 - 1962 || [[Rudolf Thomas Peter Jensen]]
|-
| 1946 - 1974 || [[Peter Friis Olsen]]
|-
| 1954 - 1958 || [[Gustav Marius Nielsen]]
|-
| 1954 – 1958 || [[Jens Magnus Pedersen]]
|-
| 1954 - 1966 || [[Karen Sørensen]]
|-
| 1954 - 1974 || [[Svend Aage Nielsen]]
|-
| 1954 - 1958, 1970-1974 || [[Richard Sørensen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Eva Tjuba Hemmer Hansen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Orla Schartau Hyllested]]
|-
| 1958 - 1970 || [[Hans Evelyn Jensen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Jørgen Flindt Pedersen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Helge Valdemar Rahbek]]
|-
| 1962 - 1974 || [[Kaj Sølvsten Rasmussen]]
|-
| 1966 - 1989 || [[Inga Christensen]]
|-
| 1966 - 1997 || [[Thorkild Simonsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Søren Alfred Dalby]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Knud Juul]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ole Nørgaard Madsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ebba Dupont Nielsen]]
|-
| 1970 - 1974 || [[Johannes Rahbek]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Walther Lund]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Bernhard Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Kristian Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Jørgen Hedegaard Sørensen]]
|-
| 1970 - 1981 || [[Tage Emil Møller Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1989 || [[Aksel Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1997 || [[Jens Arbjerg Pedersen]]
|-
| 1974 - 1981 || [[Børge Jørgensen]]
|-
| 1974 - 1985 || [[Anna Schneider Sørensen]]
|-
| 1974 - 1989 || [[Vagn Særkjær]]
|-
| 1978 – 1981 || [[Orla Th. Jensen]]
|-
| 1978 - 1997 || [[Jørgen Christensen]]
|-
|1978 - 1988 || [[Henning Poulsen]]
|-
| 1978 - 1985 || [[Alfred Mogensen]]
|-
| 1978 - 1993 || [[Eva Tørnæs]]
|-
| 1982 - 2001 || [[Lis Særkjær Petersen]]
|-
| 1982 - 1993 ([[SF]]), 1998 - 2001 || [[Lone Hindø]]
|-
| 1986 - 1993 || [[Villy Juhl]]
|-
| 1986 - 1997 || [[Edward Pedersen]]
|-
| 1986 - 2001 || [[Knud Erik Mortensen]]
|-
| 1986 - 2009 || [[Flemming Knudsen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Folmer Liboriussen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Peter Olesen]]
|-
| 1990 - 2001 || [[Birgit Mikkelsen]]
|-
| 1990 - 2005 || [[Tove Tolstrup]]
|-
| 1990 - 2009 || [[Margrethe Bogner]]
|-
| 1994 – 1997 || [[Jamil Abu-Kabir]]
|-
| 1994 - 2001 || [[Birgitte Pedersen]]
|-
| 1994 - 2005 || [[Torben Brandi Nielsen]]
|-
| 1994 - 2018 || [[Ango Winther]]
|-
| 1994 - 2005, 2010 - 2013, 2014 - 2018 || [[Hüseyin Arac]]
|-
| 1994 - 1997, 2002 - 2005 || [[Max Gaarsted]]
|-
| 1998 - 2001 || [[Akhtar Hussain]]
|-
| 1998 - 2013 || [[Nicolai Wammen]]
|-
| 2002 – 2005 || [[Carsten Linding Jakobsen]]
|-
| 2002 - 2009 || [[Karen Juul]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Hans Henrik Halvorsen]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Jacob Bundsgaard Johansen]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Susan Arac]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Reza Taremian]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Anna Gete Villefrance]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Steen Bording Andersen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Niels Brammer]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Camilla Fabricius-Jensen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Tatiana Sørensen]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Kristian Würtz]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Lotte Cederskjold]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Anne Graversen]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Lone Nielsen]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
| 2010 – 2013, 2014-2018 || [[Peder Udengaard]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Hanne Vinther]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Anette Poulsen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Lisbeth Laursen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Esben Kullberg]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
|}

===Se også===
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Borgmester i Aarhus]]

== Kilder ==
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Byens historie 1945-1995, bind 4, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1995
* Parti og by – Socialdemokratiet i Århus 1883-1983, Socialdemokratiet i Aarhus 1983
* Socialdemokraterne – Århus Midtbys 40 års jubilæumsskrift for 1970-2010, Socialdemokraterne – Århus Midtby, 2010

[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Socialdemokratiet

2016-06-10T12:09:56Z

Venni sale: /* Forbundsfælle med Venstre */

[[Fil:Socialdemokratiet 1906.jpg|300px|thumb|right|De Socialdemokratiske byrådsmedlemmer afbilledet på en plakat i 1906. På billedet ses [[Søren Pedersen|Søren Petersen]], [[Harald Jensen]], [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]], [[Frederik Ferdinand Samuelsen|Frederik F. Samuelsen]], [[Carl Ernst Ludvig Bischoff|Carl Bischoff]], [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]], [[Kristen Mousten]], [[Erik Olesen]], [[Peter Sabroe]] og [[Jens Peter Marius Simonsen]].]]

30. april 1883 kunne '''Socialdemokratiet''' i Aarhus, som den første provinsafdeling, tilslutte sig Socialdemokratisk Forbund.

=== Den Internationale Arbejderforening – Første internationale ===
Forløberen for Socialdemokratiet, Den Internationale Arbejderforening, var blevet stiftet i 1871 med Louis Pio i spidsen. Her blev der allerede samme år tilknyttet en Aarhus-afdeling med karetmager [[Carl Christian Kruse|C.C. Kruse]] som formand. I 1872 arresterede politiet Louis Pio samt to andre af Internationales fremtrædende mænd. De tre mænd skulle den følgende dag have holdt taler på Nørre Fælled i København. I stedet blev det til sammenstød mellem politiet og Internationales tilhængere i, hvad der blev kendt som Slaget på Fælleden. Efter slaget blev Internationale forbudt, men forskellige socialistiske foreninger blev ved med at dukke op og i 1878 blev det første egentlige politiske arbejderparti Socialdemokratiet stiftet.

=== Socialdemokratiet stiftes i Aarhus ===
I Aarhus blev diskussionsforeningen [[Demokratisk Samfund]] stiftet 2. oktober 1882 af [[Aarhus Amtstidende]] to typografer [[Emil Marott]] og [[Harald Jensen]] - førstnævnte blev valgt som foreningens formand. Året efter blev foreningen på foranledning af Harald Jensen omdannet til det politiske parti Socialdemokratiet.

Tilslutningen til Socialdemokratiet voksede hurtigt. Blandt andet gennem Marott og Jensens avis [[Demokraten]], som de to begyndte at udgive i 1883 under navnet [[Socialdemokratisk Ugeblad]]. I 1887 blev den senere folketingspolitiker [[Peter Sabroe]] også fast tilknyttet Demokraten og Socialdemokratiet i Aarhus.

[[Fil:Sabroe.jpg|250px|thumb|left|[[Peter Sabroe]] var en af socialdemokratiets helt store profiler i starten af 1900-tallet. Han var en medrivende agitator, som ikke stod tilbage for at benytte alternative midler i kampen for de udsattes rettigheder. I 1913 blev han dræbt i en tragisk togulykke, og hans efterfølgende begravelse blev en af de største begivenheder i Aarhus' historie]]

=== De første mærkesager ===
I Aarhus kæmpede partiet for flere sager. Aarhus havde som kaserneby et stort militært liv, og Socialdemokratiet agiterede stærkt imod garnisonens officerer som i Demokraten blev omtalt som ”''Pyntedukker, der kun betaler 2 pct. i Skat…”''. Også den hårdhændede behandling af de underordnede soldater kæmpede Socialdemokratiet imod. Kvinders rettigheder og kampen mod prostitution var også på partiets dagsorden, ligesom adskillelse af kirke og stat var det. Flere af Socialdemokratiets medlemmer var desuden fortalere for afholdsbevægelsen, men det var ikke en del af det officielle partiprogram.

=== Forbundsfælle med Venstre ===
I Socialdemokratiets første år havde partiet en forbundsfælle i [[Venstre]]. Omkring 1884 dannede Venstre riffelforeninger landet over. Årsagen til dannelsen af disse foreninger var at Venstre gjorde sig klar til at bekæmpe Estrups højreregering. Da Socialdemokratiet også var stærkt imod regeringen og samtidigt ønskede den stående hær erstattet af et folkeværn, støttede partiet op om Venstres borgervæbning. I 1886 formaliserede Socialdemokratiet og Venstre deres samarbejde og de følgende år havde partierne fælles opstillingslister ligesom de stod sammen ved grundlovsfester. I 1894 førte samarbejdet til at Harald Jensen og [[Anton Aksel Scheel Thomsen|Scheel Thomsen]] som de første socialdemokrater blev valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]]. Ved byrådsvalget i 1900 stillede Socialdemokratiet for sidste gang op på samme liste som Venstre.

=== Ildsjælenes parti ===
De første socialdemokrater i byrådet var markante personligheder som Harald Jensen, Peter Sabroe og den senere borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]. Fælles for dem var, at de alle var præget af deres dybe engagement og stædighed, når det kom til partiets mærkesager. Da flere af dem også var tilknyttet demokraten, blev deres politiske sager tæt dækket gennem kampagner i avisen. Socialdemokratiet fik efterhånden opbygget sig en stor vælgerskare i Aarhus, og ved valget i 1909 lykkes det partiet egenhændigt at få absolut flertal i byrådet. 1909 blev også året, hvor byrådet fik sit første kvindelige byrådsmedlem – nemlig den socialdemokratiske [[Dagmar Petersen]].

=== Den socialdemokratiske skole ===
Siden 1883 havde Socialdemokratiet ønsket at indføre enhedsskolen i Aarhus, men det var først efter kanonvalget i 1909, at det lykkedes partiet at få enhedsskolen gennemført. Indtil da havde eleverne været fordelt på de gratis, men dårligere byskoler og dyrere, men bedre borgerskoler. Efter den endelige gennemførsel i 1912 kunne aarhusianske skoleelever gå gratis i skole, ligesom skolerne skulle følge den samme undervisningsplan. Socialdemokratiet havde også afgørende indflydelse på det store skole-bygge-boom, der fandt sted i Aarhus i starten af 1900-tallet.

Med Socialdemokraternes sociale forbedringer, kom også stigende udgifter, og dermed også en stigning i skattenprocenten. I 1900 havde skatten været på 6,25 %, mens den i 1912-1913 var på 11,3 %. Det stigende skattetryk var hovedårsagen til at Socialdemokratiet mistede sit flertal ved valget i 1913, hvorefter skatten straks blev nedsat.

[[Fil:Socialdemokratisk Forening 1938.jpg|350px|thumb|right|Socialdemokratiet styrkede sin position op gennem krisen i 1930'erne, og også i Aarhus steg tilslutningen til partiet. Her er vi til møde i Socialdemokratisk Forening i [[Aarhus-Hallen]] i 1938]]

=== Socialdemokratiet og kongehuset ===
En sag som de første mange år skilte vandene indenfor Socialdemokratiets egne rækker var forholdet til kongehuset. Langt de fleste socialdemokrater var republikanere, så da fabrikant og byrådsmedlem [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]] i 1907 modtog ridderkorset for sin indsats i afholdsbevægelsen, blev han opfordret til at sende det tilbage. Andersen nægtede og blev efterfølgende ekskluderet fra partiet. Jakob Jensen prøvede forgæves at forsvare Andersen. Jakob Jensen havde sammen med Peter Sabroe og Harald Jensen ved flere lejligheder deltaget i middage med kronprinseparret på Marselisborg Slot, hvilket faldt mange socialdemokrater for brystet. Det var især byrådsmedlemmet [[Marthin Pedersen]], der agiterede stærkt i mod socialdemokraternes kontakt med kongehuset.

=== Socialdemokratiske borgmestre ===
* Selvom Socialdemokratiet allerede i 1909 havde haft flertal i byrådet, kom den første borgmesterpost først i 1919. Dette skyldes at [[Borgmester i Aarhus|borgmesteren]] indtil 1919 var kongevalgt og fra 1905 til 1919 sad [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|E. Drechsel]] tungt på borgmesterposten. '''[[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]''' var i slutningen af 1910’erne partiets førstemand i Aarhus, og det var også ham, der kunne sætte sig på borgmesterposten da chancen bød sig.
* I 1933 blev Jakob Jensen afløst af '''[[H.P. Christensen]]''', også ofte kaldet ”Smeden”. Tilnavnet skyldes både Christensens baggrund i faget, men også hans til tider lidt larmende facon. H.P. Christensen blev drivkraften bag flere større byggerier, som blandt andet [[Badeanstalten Spanien]] og [[Aarhus Rådhus|Det nye Rådhus]].
* H.P. Christensens efterfølger var '''[[Einar Stecher Christensen]]''', der sad på borgmesterposten under [[Den tyske besættelse]]. 12. juni 1945 døde Stecher Christensen, 45 år gammel, af hjertelammelse under et ophold i København. De mange krigsforhandlinger, havde slidt hårdt på den korrekte mand, der stille og stejlt havde kæmpet for byens rettigheder under krigen.
* Borgmesterposten tilfaldt nu '''[[Svend Unmack Larsen]]''', der i perioden 1939-1940 havde været justitsminister under Staunings regering. Han var uddannet jurist, men vokset op på [[Fattiggården]], som søn af [[L.M. Larsen|inspektøren]]. Blandingen af den social forståelse han opnåede gennem Fattiggården og hans akademiske systematik kom til at præge hans borgmestertid, hvor en række afgørende reformer blev gennemført. Det var også under Unmack Larsen at [[Magistratsstyre|magistratstyret]] i Aarhus blev indført. En af grundende til indførelsen var blandt andet at aflaste borgmesterembedet, som havde slidt Stecher Christensen op.
* I 1958 blev en sygemeldt Unmack Larsen afløst på borgmesterposten af den tidligere journalist '''[[Bernhardt Jensen]]''', der havde siddet i byrådet siden 1943. Bernhardt Jensen havde en stor passion for lokalhistorie og kæmpede for bevaring og restaurering af de gamle kvarterer frem for nedrivning. Især den omfattende udvidelsen af [[Nørreport]] og planerne om anlæggelsen af en hovedvej i gennem det gamle bycentrum kæmpede han imod. Han blev kendt som den cyklende borgmester og en statue af ham med sin cykel kan i dag ses ved [[Immervad]]. Bernhardt Jensen var umådelig populær og ved valget efter kommunesammenlægningen i 1970 var over halvdelen af de socialdemokratiske stemmer afgivet til ham personligt.
* Også Bernhardt Jensen måtte trække sig fra borgmesterposten på grund af sygdom, hvilket i 1971 gav plads til '''[[Orla Hyllested]]'''. Ved valget i 1981 ønskede Hyllested ikke at genopstille, men blev mod sin vilje opstillet som løsgænger. Sagen førte til, at han måtte indrykke følgende annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”''
* '''[[Thorkild Simonsen]]''' blev den nye borgmester efter valget i 1981. Han fik en vanskelig start på sit embede da økonomien skrantede efter kommunesammenlægning. Han blev dog hurtigt populær og styrkede både sin egen og partiets position. Thorkild Simonsen sad på borgmesterposten indtil han 20. oktober 1997 blev udnævnt til indenrigsminister i Poul Nyrups regering. I alt nåede Thorkild Simonsen at sidde 31 år i byrådet.
* Det blev '''[[Flemming Knudsen]]''', som fik den svære opgave at overtage borgmesterposten efter Thorkild Simonsen. Det efterfølgende valg samme år blev et godt valg for Flemming Knudsen med 21.000 personlige stemmer, men ved valget i 2001 var det slut med Socialdemokratiets 82-årige bystyre. Borgmesterposten blev overtaget af den unge venstrekvinde [[Louise Gade]].
*Venstres tid på borgmesterposten blev kort og i 2006 kunne den socialdemokratiske '''[[Nicolai Wammen]]''' sætte sig på posten. Wammen blev manden, som fik som fik kranerne til Aarhus med det ambitiøse byudviklingsprojekt på den gamle containerhavn, der i dag kendes som [[Aarhus Ø]]. I efteråret 2011 forlod Wammen byrådet til fordel for en opstilling til folketinget. Her kunne han 3. oktober 2011 sætte sig på posten som europaminister i den nye socialdemokratiske regering
* '''[[Jacob Bundsgaard]]''' blev Aarhus’ nye borgmester efter Nicolai Wammens afgang. Han er den 10. socialdemokratiske borgmester i Aarhus siden Jakob Jensen satte sig på posten i 1919.

[[Fil:Kristen mousten.jpg|300px|thumb|right|Med sine 40 år! i [[Aarhus Byråd]] fik [[Kristen Mousten]] stor indflydelse på politikken i Aarhus.]]

=== Socialdemokrater i byrådet ===
{| class="wikitable"
|-
! År !! Navn
|-
| 1894 - 1906 || [[Anton Aksel Scheel Thomsen]]
|-
| 1894 - 1897, 1900 - 1917 || [[Harald Otto Jensen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Søren Pedersen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Rasmus Petersen Sabroe|Rasmus Peter Sabroe]]
|-
| 1900 - 1917 || [[Frederik Ferdinand Samuelsen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1913 || [[Jens Julius Andersen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1933 || [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]
|-
| 1903 – 1906 || [[Anton Marinus Peter Petersen]]
|-
| 1906 – 1909 || [[Carl Ernst Ludvig Bischoff]]
|-
| 1906 - 1921 || [[Erik Olesen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Niels Jensen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Jens Peter Marius Simonsen]]
|-
| 1906 - 1946 || [[Christen Jensen Mousten|Christen (Kristen) Jensen Mousten]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Hans Peder Christensen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Rasmus Peter Jacobsen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Dagmar Wilhelmine Petersen]]
|-
| 1913 – 1917 || [[Johan Frederik Lehmann]]
|-
| 1913 - 1943 || [[Andreas Johannes Kjeld Sørensen]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Magnus Vilhelm Brøndum]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Søren Nielsen Yth]]
|-
| 1917 - 1929 || [[Marthin Frederik Pedersen]]
|-
| 1917 - 1937 || [[Lauritz Valdemar Pedersen]]
|-
| 1917 - 1921, 1925 - 1929 || [[Søren Petersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Gustav Marius Pedersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Otto Axel Oluf Julius Sørensen Sneum]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Mads Christensen Falk|Mads Christian Falk]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Bernt Julius Jensen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Leonhard Hansen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Jens Perregaard]]
|-
| 1921 - 1943 || [[Andreas Bitsch]]
|-
| 1925 - 1929 || [[Hans Jørgen Baden]]
|-
| 1925 - 1933 || [[Jens Fogh Mogensen]]
|-
| 1925 - 1946 || [[Johanne Berg]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Einar Stecher Christensen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Jens Carl Christian Marinus Christiansen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Holger Edvard Eriksen]]
|-
| 1929 - 1962 || [[Christian Carton Valdemar Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937 || [[Alexander Jensen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Jens Peter Nielsen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Albert Georg Olsen]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Georgius Valdemar Jaquet]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1950 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1950 || [[Laurits Sigvald Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1958 || [[Svend Unmack Larsen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Søren Christian Almsten]]
|-
| 1937 - 1943 || [[Søren Frederik Sørensen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Ernst Peder Ewald Winterberg]]
|-
|1937 - 1946 || [[Ejnar Marinus Georg Rolander]]
|-
| 1937 - 1958 || [[Hans Peter Jensen]]
|-
| 1943 – 1946 || [[Albert Laurits Georg Baunsgaard]]
|-
| 1943 - 1946 || [[Erna Hedtoft Larsen]]
|-
| 1943 - 1962 || [[Jens Jensen]]
|-
| 1943 - 1974 || [[Steffen Bernhardt Jensen]]
|-
| 1946 – 1950 || [[Robert Svane Hansen]]
|-
| 1946 - 1962 || [[Rudolf Thomas Peter Jensen]]
|-
| 1946 - 1974 || [[Peter Friis Olsen]]
|-
| 1954 - 1958 || [[Gustav Marius Nielsen]]
|-
| 1954 – 1958 || [[Jens Magnus Pedersen]]
|-
| 1954 - 1966 || [[Karen Sørensen]]
|-
| 1954 - 1974 || [[Svend Aage Nielsen]]
|-
| 1954 - 1958, 1970-1974 || [[Richard Sørensen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Eva Tjuba Hemmer Hansen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Orla Schartau Hyllested]]
|-
| 1958 - 1970 || [[Hans Evelyn Jensen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Jørgen Flindt Pedersen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Helge Valdemar Rahbek]]
|-
| 1962 - 1974 || [[Kaj Sølvsten Rasmussen]]
|-
| 1966 - 1989 || [[Inga Christensen]]
|-
| 1966 - 1997 || [[Thorkild Simonsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Søren Alfred Dalby]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Knud Juul]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ole Nørgaard Madsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ebba Dupont Nielsen]]
|-
| 1970 - 1974 || [[Johannes Rahbek]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Walther Lund]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Bernhard Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Kristian Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Jørgen Hedegaard Sørensen]]
|-
| 1970 - 1981 || [[Tage Emil Møller Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1989 || [[Aksel Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1997 || [[Jens Arbjerg Pedersen]]
|-
| 1974 - 1981 || [[Børge Jørgensen]]
|-
| 1974 - 1985 || [[Anna Schneider Sørensen]]
|-
| 1974 - 1989 || [[Vagn Særkjær]]
|-
| 1978 – 1981 || [[Orla Th. Jensen]]
|-
| 1978 - 1997 || [[Jørgen Christensen]]
|-
|1978 - 1988 || [[Henning Poulsen]]
|-
| 1978 - 1985 || [[Alfred Mogensen]]
|-
| 1978 - 1993 || [[Eva Tørnæs]]
|-
| 1982 - 2001 || [[Lis Særkjær Petersen]]
|-
| 1982 - 1993 ([[SF]]), 1998 - 2001 || [[Lone Hindø]]
|-
| 1986 - 1993 || [[Villy Juhl]]
|-
| 1986 - 1997 || [[Edward Pedersen]]
|-
| 1986 - 2001 || [[Knud Erik Mortensen]]
|-
| 1986 - 2009 || [[Flemming Knudsen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Folmer Liboriussen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Peter Olesen]]
|-
| 1990 - 2001 || [[Birgit Mikkelsen]]
|-
| 1990 - 2005 || [[Tove Tolstrup]]
|-
| 1990 - 2009 || [[Margrethe Bogner]]
|-
| 1994 – 1997 || [[Jamil Abu-Kabir]]
|-
| 1994 - 2001 || [[Birgitte Pedersen]]
|-
| 1994 - 2005 || [[Torben Brandi Nielsen]]
|-
| 1994 - 2018 || [[Ango Winther]]
|-
| 1994 - 2005, 2010 - 2013, 2014 - 2018 || [[Hüseyin Arac]]
|-
| 1994 - 1997, 2002 - 2005 || [[Max Gaarsted]]
|-
| 1998 - 2001 || [[Akhtar Hussain]]
|-
| 1998 - 2013 || [[Nicolai Wammen]]
|-
| 2002 – 2005 || [[Carsten Linding Jakobsen]]
|-
| 2002 - 2009 || [[Karen Juul]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Hans Henrik Halvorsen]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Jacob Bundsgaard Johansen]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Susan Arac]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Reza Taremian]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Anna Gete Villefrance]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Steen Bording Andersen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Niels Brammer]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Camilla Fabricius-Jensen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Tatiana Sørensen]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Kristian Würtz]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Lotte Cederskjold]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Anne Graversen]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Lone Nielsen]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
| 2010 – 2013, 2014-2018 || [[Peder Udengaard]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Hanne Vinther]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Anette Poulsen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Lisbeth Laursen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Esben Kullberg]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
|}

===Se også===
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Borgmester i Aarhus]]

== Kilder ==
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Byens historie 1945-1995, bind 4, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1995
* Parti og by – Socialdemokratiet i Århus 1883-1983, Socialdemokratiet i Aarhus 1983
* Socialdemokraterne – Århus Midtbys 40 års jubilæumsskrift for 1970-2010, Socialdemokraterne – Århus Midtby, 2010

[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Socialdemokratiet

2016-06-10T12:06:12Z

Venni sale: /* De første mærkesager */

[[Fil:Socialdemokratiet 1906.jpg|300px|thumb|right|De Socialdemokratiske byrådsmedlemmer afbilledet på en plakat i 1906. På billedet ses [[Søren Pedersen|Søren Petersen]], [[Harald Jensen]], [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]], [[Frederik Ferdinand Samuelsen|Frederik F. Samuelsen]], [[Carl Ernst Ludvig Bischoff|Carl Bischoff]], [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]], [[Kristen Mousten]], [[Erik Olesen]], [[Peter Sabroe]] og [[Jens Peter Marius Simonsen]].]]

30. april 1883 kunne '''Socialdemokratiet''' i Aarhus, som den første provinsafdeling, tilslutte sig Socialdemokratisk Forbund.

=== Den Internationale Arbejderforening – Første internationale ===
Forløberen for Socialdemokratiet, Den Internationale Arbejderforening, var blevet stiftet i 1871 med Louis Pio i spidsen. Her blev der allerede samme år tilknyttet en Aarhus-afdeling med karetmager [[Carl Christian Kruse|C.C. Kruse]] som formand. I 1872 arresterede politiet Louis Pio samt to andre af Internationales fremtrædende mænd. De tre mænd skulle den følgende dag have holdt taler på Nørre Fælled i København. I stedet blev det til sammenstød mellem politiet og Internationales tilhængere i, hvad der blev kendt som Slaget på Fælleden. Efter slaget blev Internationale forbudt, men forskellige socialistiske foreninger blev ved med at dukke op og i 1878 blev det første egentlige politiske arbejderparti Socialdemokratiet stiftet.

=== Socialdemokratiet stiftes i Aarhus ===
I Aarhus blev diskussionsforeningen [[Demokratisk Samfund]] stiftet 2. oktober 1882 af [[Aarhus Amtstidende]] to typografer [[Emil Marott]] og [[Harald Jensen]] - førstnævnte blev valgt som foreningens formand. Året efter blev foreningen på foranledning af Harald Jensen omdannet til det politiske parti Socialdemokratiet.

Tilslutningen til Socialdemokratiet voksede hurtigt. Blandt andet gennem Marott og Jensens avis [[Demokraten]], som de to begyndte at udgive i 1883 under navnet [[Socialdemokratisk Ugeblad]]. I 1887 blev den senere folketingspolitiker [[Peter Sabroe]] også fast tilknyttet Demokraten og Socialdemokratiet i Aarhus.

[[Fil:Sabroe.jpg|250px|thumb|left|[[Peter Sabroe]] var en af socialdemokratiets helt store profiler i starten af 1900-tallet. Han var en medrivende agitator, som ikke stod tilbage for at benytte alternative midler i kampen for de udsattes rettigheder. I 1913 blev han dræbt i en tragisk togulykke, og hans efterfølgende begravelse blev en af de største begivenheder i Aarhus' historie]]

=== De første mærkesager ===
I Aarhus kæmpede partiet for flere sager. Aarhus havde som kaserneby et stort militært liv, og Socialdemokratiet agiterede stærkt imod garnisonens officerer som i Demokraten blev omtalt som ”''Pyntedukker, der kun betaler 2 pct. i Skat…”''. Også den hårdhændede behandling af de underordnede soldater kæmpede Socialdemokratiet imod. Kvinders rettigheder og kampen mod prostitution var også på partiets dagsorden, ligesom adskillelse af kirke og stat var det. Flere af Socialdemokratiets medlemmer var desuden fortalere for afholdsbevægelsen, men det var ikke en del af det officielle partiprogram.

=== Forbundsfælle med Venstre ===
I Socialdemokratiets første år havde partiet en forbundsfælle i [[Venstre]]. Omkring 1884 dannede Venstre riffelforeninger landet over. Årsagen til dannelsen af disse foreninger var at Venstre gjorde sig klar til at bekæmpe Estrups højreregering. Da Socialdemokratiet også var stærkt imod regeringen og samtidigt ønskede den stående hær erstattet af et folkeværn, støttede partiet op om Venstres borgervæbning. I 1886 formaliserede Socialdemokratiet og Venstre deres samarbejde og de følgende år havde partierne fælles opstillingslister ligesom de stod sammen ved grundlovsfester. I 1894 førte samarbejdet til at Harald Jensen og [[Anton Aksel Scheel Thomsen|Scheel Thomsen]] som de første socialdemokrat blev valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]]. Ved byrådsvalget i 1900 stillede Socialdemokratiet for sidste gang op på samme liste som Venstre.

=== Ildsjælenes parti ===
De første socialdemokrater i byrådet var markante personligheder som Harald Jensen, Peter Sabroe og den senere borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]. Fælles for dem var, at de alle var præget af deres dybe engagement og stædighed, når det kom til partiets mærkesager. Da flere af dem også var tilknyttet demokraten, blev deres politiske sager tæt dækket gennem kampagner i avisen. Socialdemokratiet fik efterhånden opbygget sig en stor vælgerskare i Aarhus, og ved valget i 1909 lykkes det partiet egenhændigt at få absolut flertal i byrådet. 1909 blev også året, hvor byrådet fik sit første kvindelige byrådsmedlem – nemlig den socialdemokratiske [[Dagmar Petersen]].

=== Den socialdemokratiske skole ===
Siden 1883 havde Socialdemokratiet ønsket at indføre enhedsskolen i Aarhus, men det var først efter kanonvalget i 1909, at det lykkedes partiet at få enhedsskolen gennemført. Indtil da havde eleverne været fordelt på de gratis, men dårligere byskoler og dyrere, men bedre borgerskoler. Efter den endelige gennemførsel i 1912 kunne aarhusianske skoleelever gå gratis i skole, ligesom skolerne skulle følge den samme undervisningsplan. Socialdemokratiet havde også afgørende indflydelse på det store skole-bygge-boom, der fandt sted i Aarhus i starten af 1900-tallet.

Med Socialdemokraternes sociale forbedringer, kom også stigende udgifter, og dermed også en stigning i skattenprocenten. I 1900 havde skatten været på 6,25 %, mens den i 1912-1913 var på 11,3 %. Det stigende skattetryk var hovedårsagen til at Socialdemokratiet mistede sit flertal ved valget i 1913, hvorefter skatten straks blev nedsat.

[[Fil:Socialdemokratisk Forening 1938.jpg|350px|thumb|right|Socialdemokratiet styrkede sin position op gennem krisen i 1930'erne, og også i Aarhus steg tilslutningen til partiet. Her er vi til møde i Socialdemokratisk Forening i [[Aarhus-Hallen]] i 1938]]

=== Socialdemokratiet og kongehuset ===
En sag som de første mange år skilte vandene indenfor Socialdemokratiets egne rækker var forholdet til kongehuset. Langt de fleste socialdemokrater var republikanere, så da fabrikant og byrådsmedlem [[Jens Julius Andersen|J.J. Andersen]] i 1907 modtog ridderkorset for sin indsats i afholdsbevægelsen, blev han opfordret til at sende det tilbage. Andersen nægtede og blev efterfølgende ekskluderet fra partiet. Jakob Jensen prøvede forgæves at forsvare Andersen. Jakob Jensen havde sammen med Peter Sabroe og Harald Jensen ved flere lejligheder deltaget i middage med kronprinseparret på Marselisborg Slot, hvilket faldt mange socialdemokrater for brystet. Det var især byrådsmedlemmet [[Marthin Pedersen]], der agiterede stærkt i mod socialdemokraternes kontakt med kongehuset.

=== Socialdemokratiske borgmestre ===
* Selvom Socialdemokratiet allerede i 1909 havde haft flertal i byrådet, kom den første borgmesterpost først i 1919. Dette skyldes at [[Borgmester i Aarhus|borgmesteren]] indtil 1919 var kongevalgt og fra 1905 til 1919 sad [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|E. Drechsel]] tungt på borgmesterposten. '''[[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]''' var i slutningen af 1910’erne partiets førstemand i Aarhus, og det var også ham, der kunne sætte sig på borgmesterposten da chancen bød sig.
* I 1933 blev Jakob Jensen afløst af '''[[H.P. Christensen]]''', også ofte kaldet ”Smeden”. Tilnavnet skyldes både Christensens baggrund i faget, men også hans til tider lidt larmende facon. H.P. Christensen blev drivkraften bag flere større byggerier, som blandt andet [[Badeanstalten Spanien]] og [[Aarhus Rådhus|Det nye Rådhus]].
* H.P. Christensens efterfølger var '''[[Einar Stecher Christensen]]''', der sad på borgmesterposten under [[Den tyske besættelse]]. 12. juni 1945 døde Stecher Christensen, 45 år gammel, af hjertelammelse under et ophold i København. De mange krigsforhandlinger, havde slidt hårdt på den korrekte mand, der stille og stejlt havde kæmpet for byens rettigheder under krigen.
* Borgmesterposten tilfaldt nu '''[[Svend Unmack Larsen]]''', der i perioden 1939-1940 havde været justitsminister under Staunings regering. Han var uddannet jurist, men vokset op på [[Fattiggården]], som søn af [[L.M. Larsen|inspektøren]]. Blandingen af den social forståelse han opnåede gennem Fattiggården og hans akademiske systematik kom til at præge hans borgmestertid, hvor en række afgørende reformer blev gennemført. Det var også under Unmack Larsen at [[Magistratsstyre|magistratstyret]] i Aarhus blev indført. En af grundende til indførelsen var blandt andet at aflaste borgmesterembedet, som havde slidt Stecher Christensen op.
* I 1958 blev en sygemeldt Unmack Larsen afløst på borgmesterposten af den tidligere journalist '''[[Bernhardt Jensen]]''', der havde siddet i byrådet siden 1943. Bernhardt Jensen havde en stor passion for lokalhistorie og kæmpede for bevaring og restaurering af de gamle kvarterer frem for nedrivning. Især den omfattende udvidelsen af [[Nørreport]] og planerne om anlæggelsen af en hovedvej i gennem det gamle bycentrum kæmpede han imod. Han blev kendt som den cyklende borgmester og en statue af ham med sin cykel kan i dag ses ved [[Immervad]]. Bernhardt Jensen var umådelig populær og ved valget efter kommunesammenlægningen i 1970 var over halvdelen af de socialdemokratiske stemmer afgivet til ham personligt.
* Også Bernhardt Jensen måtte trække sig fra borgmesterposten på grund af sygdom, hvilket i 1971 gav plads til '''[[Orla Hyllested]]'''. Ved valget i 1981 ønskede Hyllested ikke at genopstille, men blev mod sin vilje opstillet som løsgænger. Sagen førte til, at han måtte indrykke følgende annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”''
* '''[[Thorkild Simonsen]]''' blev den nye borgmester efter valget i 1981. Han fik en vanskelig start på sit embede da økonomien skrantede efter kommunesammenlægning. Han blev dog hurtigt populær og styrkede både sin egen og partiets position. Thorkild Simonsen sad på borgmesterposten indtil han 20. oktober 1997 blev udnævnt til indenrigsminister i Poul Nyrups regering. I alt nåede Thorkild Simonsen at sidde 31 år i byrådet.
* Det blev '''[[Flemming Knudsen]]''', som fik den svære opgave at overtage borgmesterposten efter Thorkild Simonsen. Det efterfølgende valg samme år blev et godt valg for Flemming Knudsen med 21.000 personlige stemmer, men ved valget i 2001 var det slut med Socialdemokratiets 82-årige bystyre. Borgmesterposten blev overtaget af den unge venstrekvinde [[Louise Gade]].
*Venstres tid på borgmesterposten blev kort og i 2006 kunne den socialdemokratiske '''[[Nicolai Wammen]]''' sætte sig på posten. Wammen blev manden, som fik som fik kranerne til Aarhus med det ambitiøse byudviklingsprojekt på den gamle containerhavn, der i dag kendes som [[Aarhus Ø]]. I efteråret 2011 forlod Wammen byrådet til fordel for en opstilling til folketinget. Her kunne han 3. oktober 2011 sætte sig på posten som europaminister i den nye socialdemokratiske regering
* '''[[Jacob Bundsgaard]]''' blev Aarhus’ nye borgmester efter Nicolai Wammens afgang. Han er den 10. socialdemokratiske borgmester i Aarhus siden Jakob Jensen satte sig på posten i 1919.

[[Fil:Kristen mousten.jpg|300px|thumb|right|Med sine 40 år! i [[Aarhus Byråd]] fik [[Kristen Mousten]] stor indflydelse på politikken i Aarhus.]]

=== Socialdemokrater i byrådet ===
{| class="wikitable"
|-
! År !! Navn
|-
| 1894 - 1906 || [[Anton Aksel Scheel Thomsen]]
|-
| 1894 - 1897, 1900 - 1917 || [[Harald Otto Jensen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Søren Pedersen]]
|-
| 1900 - 1909 || [[Rasmus Petersen Sabroe|Rasmus Peter Sabroe]]
|-
| 1900 - 1917 || [[Frederik Ferdinand Samuelsen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1913 || [[Jens Julius Andersen]]
|-
| 1900 - 1903, 1906 - 1933 || [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]]
|-
| 1903 – 1906 || [[Anton Marinus Peter Petersen]]
|-
| 1906 – 1909 || [[Carl Ernst Ludvig Bischoff]]
|-
| 1906 - 1921 || [[Erik Olesen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Niels Jensen]]
|-
| 1906 - 1925 || [[Jens Peter Marius Simonsen]]
|-
| 1906 - 1946 || [[Christen Jensen Mousten|Christen (Kristen) Jensen Mousten]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Hans Peder Christensen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Rasmus Peter Jacobsen]]
|-
| 1909 – 1913 || [[Dagmar Wilhelmine Petersen]]
|-
| 1913 – 1917 || [[Johan Frederik Lehmann]]
|-
| 1913 - 1943 || [[Andreas Johannes Kjeld Sørensen]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Magnus Vilhelm Brøndum]]
|-
| 1917 – 1921 || [[Søren Nielsen Yth]]
|-
| 1917 - 1929 || [[Marthin Frederik Pedersen]]
|-
| 1917 - 1937 || [[Lauritz Valdemar Pedersen]]
|-
| 1917 - 1921, 1925 - 1929 || [[Søren Petersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Gustav Marius Pedersen]]
|-
| 1921 - 1925 || [[Otto Axel Oluf Julius Sørensen Sneum]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Mads Christensen Falk|Mads Christian Falk]]
|-
| 1921 - 1929 || [[Bernt Julius Jensen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Leonhard Hansen]]
|-
| 1921 - 1933 || [[Jens Perregaard]]
|-
| 1921 - 1943 || [[Andreas Bitsch]]
|-
| 1925 - 1929 || [[Hans Jørgen Baden]]
|-
| 1925 - 1933 || [[Jens Fogh Mogensen]]
|-
| 1925 - 1946 || [[Johanne Berg]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Einar Stecher Christensen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Jens Carl Christian Marinus Christiansen]]
|-
| 1929 - 1933 || [[Holger Edvard Eriksen]]
|-
| 1929 - 1962 || [[Christian Carton Valdemar Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937 || [[Alexander Jensen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Jens Peter Nielsen]]
|-
| 1933 – 1937 || [[Albert Georg Olsen]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Georgius Valdemar Jaquet]]
|-
| 1933 - 1943 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1950 || [[Hans Frederik Madsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1950 || [[Laurits Sigvald Nielsen]]
|-
| 1933 - 1937, 1943 - 1958 || [[Svend Unmack Larsen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Søren Christian Almsten]]
|-
| 1937 - 1943 || [[Søren Frederik Sørensen]]
|-
| 1937 – 1943 || [[Ernst Peder Ewald Winterberg]]
|-
|1937 - 1946 || [[Ejnar Marinus Georg Rolander]]
|-
| 1937 - 1958 || [[Hans Peter Jensen]]
|-
| 1943 – 1946 || [[Albert Laurits Georg Baunsgaard]]
|-
| 1943 - 1946 || [[Erna Hedtoft Larsen]]
|-
| 1943 - 1962 || [[Jens Jensen]]
|-
| 1943 - 1974 || [[Steffen Bernhardt Jensen]]
|-
| 1946 – 1950 || [[Robert Svane Hansen]]
|-
| 1946 - 1962 || [[Rudolf Thomas Peter Jensen]]
|-
| 1946 - 1974 || [[Peter Friis Olsen]]
|-
| 1954 - 1958 || [[Gustav Marius Nielsen]]
|-
| 1954 – 1958 || [[Jens Magnus Pedersen]]
|-
| 1954 - 1966 || [[Karen Sørensen]]
|-
| 1954 - 1974 || [[Svend Aage Nielsen]]
|-
| 1954 - 1958, 1970-1974 || [[Richard Sørensen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Eva Tjuba Hemmer Hansen]]
|-
| 1958 – 1962 || [[Orla Schartau Hyllested]]
|-
| 1958 - 1970 || [[Hans Evelyn Jensen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Jørgen Flindt Pedersen]]
|-
| 1962 – 1966 || [[Helge Valdemar Rahbek]]
|-
| 1962 - 1974 || [[Kaj Sølvsten Rasmussen]]
|-
| 1966 - 1989 || [[Inga Christensen]]
|-
| 1966 - 1997 || [[Thorkild Simonsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Søren Alfred Dalby]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Knud Juul]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ole Nørgaard Madsen]]
|-
| 1970 – 1974 || [[Ebba Dupont Nielsen]]
|-
| 1970 - 1974 || [[Johannes Rahbek]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Walther Lund]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Bernhard Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Kristian Nielsen]]
|-
| 1970 - 1978 || [[Jørgen Hedegaard Sørensen]]
|-
| 1970 - 1981 || [[Tage Emil Møller Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1989 || [[Aksel Rasmussen]]
|-
| 1970 - 1997 || [[Jens Arbjerg Pedersen]]
|-
| 1974 - 1981 || [[Børge Jørgensen]]
|-
| 1974 - 1985 || [[Anna Schneider Sørensen]]
|-
| 1974 - 1989 || [[Vagn Særkjær]]
|-
| 1978 – 1981 || [[Orla Th. Jensen]]
|-
| 1978 - 1997 || [[Jørgen Christensen]]
|-
|1978 - 1988 || [[Henning Poulsen]]
|-
| 1978 - 1985 || [[Alfred Mogensen]]
|-
| 1978 - 1993 || [[Eva Tørnæs]]
|-
| 1982 - 2001 || [[Lis Særkjær Petersen]]
|-
| 1982 - 1993 ([[SF]]), 1998 - 2001 || [[Lone Hindø]]
|-
| 1986 - 1993 || [[Villy Juhl]]
|-
| 1986 - 1997 || [[Edward Pedersen]]
|-
| 1986 - 2001 || [[Knud Erik Mortensen]]
|-
| 1986 - 2009 || [[Flemming Knudsen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Folmer Liboriussen]]
|-
| 1990 – 1993 || [[Peter Olesen]]
|-
| 1990 - 2001 || [[Birgit Mikkelsen]]
|-
| 1990 - 2005 || [[Tove Tolstrup]]
|-
| 1990 - 2009 || [[Margrethe Bogner]]
|-
| 1994 – 1997 || [[Jamil Abu-Kabir]]
|-
| 1994 - 2001 || [[Birgitte Pedersen]]
|-
| 1994 - 2005 || [[Torben Brandi Nielsen]]
|-
| 1994 - 2018 || [[Ango Winther]]
|-
| 1994 - 2005, 2010 - 2013, 2014 - 2018 || [[Hüseyin Arac]]
|-
| 1994 - 1997, 2002 - 2005 || [[Max Gaarsted]]
|-
| 1998 - 2001 || [[Akhtar Hussain]]
|-
| 1998 - 2013 || [[Nicolai Wammen]]
|-
| 2002 – 2005 || [[Carsten Linding Jakobsen]]
|-
| 2002 - 2009 || [[Karen Juul]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Hans Henrik Halvorsen]]
|-
| 2002 - 2013, 2014-2018 || [[Jacob Bundsgaard Johansen]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Susan Arac]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Reza Taremian]]
|-
| 2006 – 2009 || [[Anna Gete Villefrance]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Steen Bording Andersen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Niels Brammer]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Camilla Fabricius-Jensen]]
|-
| 2006 - 2013 || [[Tatiana Sørensen]]
|-
| 2006 - 2013, 2014 - 2018 || [[Kristian Würtz]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Lotte Cederskjold]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Anne Graversen]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Lone Nielsen]]
|-
| 2010 – 2013, 2014 - 2018 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
| 2010 – 2013, 2014-2018 || [[Peder Udengaard]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Hanne Vinther]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Anette Poulsen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Lisbeth Laursen]]
|-
| 2014 – 2018 || [[Esben Kullberg]]
|-
| 2010 – 2013 || [[Aage Rais-Nordentoft]]
|-
|}

===Se også===
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Borgmester i Aarhus]]

== Kilder ==
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Byens historie 1945-1995, bind 4, Red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1995
* Parti og by – Socialdemokratiet i Århus 1883-1983, Socialdemokratiet i Aarhus 1983
* Socialdemokraterne – Århus Midtbys 40 års jubilæumsskrift for 1970-2010, Socialdemokraterne – Århus Midtby, 2010

[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Vestergade

2016-06-10T11:52:24Z

Venni sale: /* Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade */

[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|400px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]]

===Vestergade i vikingetiden===
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages '''Vestergade'''.

Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe.
Under [https://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Estridsen Svend Estridsen] blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.

===Vestergade i middelalderen===
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[[Aarhus Domkirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhus Bugten|Bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul.
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere [[Frederiksgade]]. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en del af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydningstid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret, dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af [[Mejlgade]] med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.
Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

I ”[[Den Gamle By]]” kan man se ”[[Borgmestergården]]” fra 1597, der lå, hvor [[Magasin du Nord]] ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blandet med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

===Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade===
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til [[Aarhus Hovedbanegård|Banegården]], men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins, kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med [[Landsudstillingen i Århus]] 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed markant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på [[Vestergade 11]], hvor også [[Handelshuset Ree]] og [[Schmalfelds Tobaksfabrik]] ([[oprindelig Funders Tobaks-fabrik]]) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt ([[OMA]] – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde [[Apollo]], der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot leverede råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===
[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til [[Vestergade 58]] kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen [[Møllestien]]. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for [[Busgaden]] og over mod Vester Allé – mellem Åen og [[Nørre Allé]].

==Kilde==
*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
*Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Vikingetiden]]
[[Kategori:Indtil 1536]]
[[Kategori:1536-1660]]
[[Kategori:1660-1814]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

Vestergade

2016-06-10T11:47:52Z

Venni sale: /* Vestergade mellem reformation og næringsfrihed */

[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|400px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]]

===Vestergade i vikingetiden===
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages '''Vestergade'''.

Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe.
Under [https://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Estridsen Svend Estridsen] blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.

===Vestergade i middelalderen===
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[[Aarhus Domkirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhus Bugten|Bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul.
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere [[Frederiksgade]]. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en del af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydningstid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret, dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af [[Mejlgade]] med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.
Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

I ”[[Den Gamle By]]” kan man se ”[[Borgmestergården]]” fra 1597, der lå, hvor [[Magasin du Nord]] ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blandet med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

===Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade===
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til [[Aarhus Hovedbanegård|Banegården]], men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med [[Landsudstillingen i Århus]] 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på [[Vestergade 11]], hvor også [[Handelshuset Ree]] og [[Schmalfelds Tobaksfabrik]] ([[oprindelig Funders Tobaks-fabrik]]) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt ([[OMA]] – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde [[Apollo]], der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot levere råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===
[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til [[Vestergade 58]] kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen [[Møllestien]]. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for [[Busgaden]] og over mod Vester Allé – mellem Åen og [[Nørre Allé]].

==Kilde==
*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
*Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Vikingetiden]]
[[Kategori:Indtil 1536]]
[[Kategori:1536-1660]]
[[Kategori:1660-1814]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

Vestergade

2016-06-10T11:33:10Z

Venni sale: /* Vestergade i middelalderen */

[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|400px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]]

===Vestergade i vikingetiden===
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages '''Vestergade'''.

Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe.
Under [https://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Estridsen Svend Estridsen] blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.

===Vestergade i middelalderen===
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[[Aarhus Domkirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhus Bugten|Bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul.
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere [[Frederiksgade]]. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en det af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydnings¬tid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af [[Mejlgade]] med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.
Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

I ”[[Den Gamle By]]” kan man se ”[[Borgmestergården]]” fra 1597, der lå, hvor [[Magasin du Nord]] ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blander med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

===Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade===
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til [[Aarhus Hovedbanegård|Banegården]], men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med [[Landsudstillingen i Århus]] 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på [[Vestergade 11]], hvor også [[Handelshuset Ree]] og [[Schmalfelds Tobaksfabrik]] ([[oprindelig Funders Tobaks-fabrik]]) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt ([[OMA]] – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde [[Apollo]], der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot levere råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===
[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til [[Vestergade 58]] kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen [[Møllestien]]. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for [[Busgaden]] og over mod Vester Allé – mellem Åen og [[Nørre Allé]].

==Kilde==
*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
*Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Vikingetiden]]
[[Kategori:Indtil 1536]]
[[Kategori:1536-1660]]
[[Kategori:1660-1814]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

Vestergade

2016-06-10T11:17:20Z

Venni sale: /* Vestergade i middelalderen */

[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|400px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]]

===Vestergade i vikingetiden===
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages '''Vestergade'''.

Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe.
Under [https://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Estridsen Svend Estridsen] blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.

===Vestergade i middelalderen===
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[[Aarhus Domkirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhus Bugten|Bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarks¬hi¬sto¬rie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgen¬kåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af hvideslægten, Peder Vognsen som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne lever ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tigger¬munkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol . Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul.
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vongsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lode-hat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere [[Frederiksgade]]. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en det af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydnings¬tid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af [[Mejlgade]] med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.
Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

I ”[[Den Gamle By]]” kan man se ”[[Borgmestergården]]” fra 1597, der lå, hvor [[Magasin du Nord]] ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blander med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

===Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade===
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til [[Aarhus Hovedbanegård|Banegården]], men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med [[Landsudstillingen i Århus]] 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på [[Vestergade 11]], hvor også [[Handelshuset Ree]] og [[Schmalfelds Tobaksfabrik]] ([[oprindelig Funders Tobaks-fabrik]]) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt ([[OMA]] – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde [[Apollo]], der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot levere råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===
[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til [[Vestergade 58]] kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen [[Møllestien]]. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for [[Busgaden]] og over mod Vester Allé – mellem Åen og [[Nørre Allé]].

==Kilde==
*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
*Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Vikingetiden]]
[[Kategori:Indtil 1536]]
[[Kategori:1536-1660]]
[[Kategori:1660-1814]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

Vestergade

2016-06-10T11:13:31Z

Venni sale: /* Vestergade i vikingetiden */

[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|400px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]]

===Vestergade i vikingetiden===
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongen by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages '''Vestergade'''.

Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe.
Under [https://da.wikipedia.org/wiki/Svend_Estridsen Svend Estridsen] blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.

===Vestergade i middelalderen===
I 1180 døde [[Skt. Niels af Århus|Niels Knudsen]] i Aarhus. Hans far var [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Knud_3._Hardeknud Knud 3.], en af kong [https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_den_Store Valdemar 1. den Stores] modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels farfar var [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/magnus-nielsen-ca-1106-1134/ Magnus den Stærke]], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i [[[Aarhus Domkirke|Domkirken]] i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhus Bugten|Bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarks¬hi¬sto¬rie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgen¬kåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af hvideslægten, Peder Vognsen som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.
Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. [[Peder Vognsen]] overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne lever ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tigger¬munkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en [[Aarhus Bispegård|bispegård]] opføre i mursten. På det senere [[Bispetorv]] byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende [[Kannikkegade]]. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol . Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul.
Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vongsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lode-hat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført [[Århus Hospital]] eller [[Sct. Catharinas Gård]] – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

===Vestergade mellem reformation og næringsfrihed===
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på [[Claus Berg]]s værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere [[Frederiksgade]]. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en det af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydnings¬tid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af [[Mejlgade]] med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.
Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.

I ”[[Den Gamle By]]” kan man se ”[[Borgmestergården]]” fra 1597, der lå, hvor [[Magasin du Nord]] ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blander med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

===Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade===
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. [[Søren Frich|Fabrikant Frichs]] anlagde [[Frichs fabrikken|et stort jernstøberi]], hvor senere [[Regina-Teatret|Reginakrydset]] opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med [[Hammelbanen]] som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til [[Aarhus Hovedbanegård|Banegården]], men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med [[Landsudstillingen i Århus]] 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand [[Hans Broge]] og hans svigersøn, margarinefabrikant [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye [[Aarhus Teater]] fra år 1900. Det var tegnet af [[Hack Kampmann]], der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, [[Katedralskolen|Katedralskolens]] ’røde bygning’ ud mod [[Skolebakken]] og [[Statsbiblioteket]], hvor nu [[Erhvervsarkivet]] og [[Aarhus Stadsarkiv|Stadsarkivet]] har til huse.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på [[Vestergade 11]], hvor også [[Handelshuset Ree]] og [[Schmalfelds Tobaksfabrik]] ([[oprindelig Funders Tobaks-fabrik]]) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt ([[OMA]] – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i [[Grønnegade]] lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde [[Apollo]], der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot levere råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. [[Nygade]] og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

===De kulturelle vækstlags Vestergade===
[[Fil:Svalegangen,_1962.jpg|thumb|400px|Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling]]

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. [[Musikhuset Vestergade 58|Vestergade 58]] er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til [[Vestergade 58]] kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra [[Aarhus Teater]] en alternativ teaterscene ”[[Svalegangen]]”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i [[Rosensgade]] 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen [[Møllestien]]. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for [[Busgaden]] og over mod Vester Allé – mellem Åen og [[Nørre Allé]].

==Kilde==
*Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
*Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Vikingetiden]]
[[Kategori:Indtil 1536]]
[[Kategori:1536-1660]]
[[Kategori:1660-1814]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

Aarhus Lufthavn

2016-06-10T10:23:24Z

Venni sale: /* Midlertidige Tirstrup */

[[Kirstinesminde]], [[Thomasminde]], [[Egå-planen]] og Hammelløsningen. Senest har også Østhavnen været nævnt og på de sociale medier har facebooksiden ’Lufthavn til Aarhus’ mere end 10.000 likes. Det til trods har Østjylland fortsat en lufthavn, som fra begyndelsen blot var ment som en midlertidig løsning.

[[Fil:Flyvemaskiner på Skejby Mark, 1917. Fotograf E. A. Ebbesen.jpg|400px|thumb|right|Monoplanet 'Hugin' i en af de tidlige flyvninger på [[Skejby Mark]] i 1917.]]

===Flyvning på slagtemesterens mark===

Danmark fik de første flyvepladser i mellemkrigstiden. Blandt andre fik Aalborg og Esbjerg en flyveplads i henholdsvis 1936 og 1937. I Aarhus gik det langsommere.

Byens borgere var ellers vant til flyvere og flyveopvisninger. Så tidligt som 1909 foretog [[Léon Delagrange]] sin nærmest legendariske overflyvning af [[Landsudstillingen|Landsudstillingens]] arealer ved [[Tangkrogen]].

I takt med de skrøbelige flyvere blev mere og mere driftsikre steg deres egnethed som egentligt transportmiddel. I første omgang blev de blot brugt til rundflyvninger i det nære, men efterhånden fik de en større og større aktionsradius.

Flyvemaskinerne lettede og lande oftest fra [[Skejby Mark]] - lige nord for det nuværende vandtårn på [[Randersvej]].

Området egnede sig egentlig ganske godt til flyvningerne. Der var dog et problem. På arealet gik slagtermester [[Frederik Hasle]]s kreaturer, og han skulle derfor spørges om tilladelse, hver gang området skulle bruges.

===De første ideer===
Situationen var uholdbar, og tankerne om en rigtig flyveplads voksede naturligt frem. Ideen nåede byrådet i 1919, men nogen flyveplads kom der ikke ud af debatten.

De dystre fremtidsudsigter lagde ikke ønskerne om en flyveplads i graven. Luftfarten var i en rivende udvikling fra midten af 1920erne. Øgede investeringer i forskning og udvikling gav resultater, og konstruktion af flyvemaskiner blev en ingeniørdisciplin. Man blev i stand til at beregne flyets præstationer og afprøve det i vindtunneler, før det fløj. Det betød især, at man kunne konstruere trafikfly, der var profitable.

Flere private investorer henvendte sig til med henblik på en egentlig beflyvning af en rute fra Aarhus. En af de første kom fra virksomheden American Oil Comp., som i 1925 henvendte sig til [[Aarhus Byråd|byrådet]] for at få tilladelse til at bruge Skejby Mark som flyveplads for en fast luftforbindelse til København. Henvendelsen førte dog ikke til andet end fornyede og lange drøftelser.
Et nyt stridspunkt dukkede op. Hvor var den bedste og mest egnede placering for en lufthavn? [[Egå Fed]], [[Thomasminde]], Skejby Mark, [[Tilst]], [[Årslev]] og [[Højvangen]] var alle i spil, men jo flere muligheder der var, jo større blev uenigheden.

Økonomien var den altoverskyggende årsag til, at byrådet ikke gik videre med sagen. Borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]] krævede, at staten skulle medfinansere anlægsudgifterne. ''"Skulde saadanne Flyveruter oprettes, maatte det nærmest blive Statens Sag."'' (Byrådsmøde d. 27. april 1933, pkt. 8)

[[Fil:Tirstrup Lufthavn, 1955, Børge Venge.jpg|350px|thumb|left|[[Tirstrup Lufthavn]] i maj 1955.]]

===Kirstinesmindes Flyveplads===
Mod slutningen af 1930erne kunne byrådet ikke længere vende det blinde øje. Ruteflyvningen havde gået sin sejrsgang. Fra Aalborg og Esbjerg blev der hurtigt etableret ruter til København, og den jyske længderute Aalborg-Ry-Esbjerg-Hamborg var en realitet i 1938.

Da Aarhus Byråd genoptog sagen i 1939 spillede et par gunstige forhold ind. For det første strakte staten en hjælpende hånd ud. Grundet den massive arbejdsløshed i 1930erne, havde Rigsdagen vedtaget en lov om at yde økonomisk støtte til anlægsprojekter for at gavne beskæftigelsen. Socialministeriet tilbød derfor efter ansøgning fra Aarhus Kommune at dække arbejdsomkostningerne. I øvrigt i lighed med et tidens andre store anlægsprojekter [[Ringgadebroen]].

Også Forsvarsministeriet skubbede på. Militæret havde udarbejdet ret detaljerede planer om at flytte kasernerne fra midtbyen til Skejby Mark. Såvel byen som militæret var interesseret i at få anlagt en flyveplads i forbindelse med soldaterbyen.

Kommunen købte i december 1939 gården [[Kirstinesminde]] på Skejby Mark – senere erhvervede man også nogle tilstødende arealer. Nu var det blot at afvente forårets komme, så man kunne komme i jorden og begynde anlæggelsen af [[Kirstinesminde Flyveplads|Kirstines Mindes Flyveplads]].

===2. verdenskrig og Tirstrup===
Før spaden kunne sættes i jorden, måtte planen lægges i skuffen. Danmark var blevet besat af tyskerne.
2. verdenskrig endte dog med at give Aarhus to flyvepladser; en ved Kirstinesminde og en ved Tirstrup.
Flyvepladsen ved Kirstinesminde blev bygget af Royal Air Force (RAF) i 1945 umiddelbart efter krigens ophør. RAF manglende en flyveplads i den nærmeste omegn af Aarhus, og der blev derfor – betalt af Udenrigsministeriet og bygget af et dansk firma – anlagt to landingsbaner ved Kirstines Minde.

Flyvepladsen ved Tirstrup blev påbegyndt af tyskerne i 1943. Herfra kunne de omkringliggende havne patruljeres, og skovene omkring Tirstrup var et glimrende skjulested. Tirstrup blev inspiceret i løbet af 1943 og 26. februar 1944 fik beboerne i landsbyen Stabrand besked på at flytte og være ude af deres hjem inden 15. Marts 1944. Efter krigens ophør fik beboerne mulighed for at vende tilbage til resterne af landsbyen, som i mellemtiden også havde været anvendt til flygtningelejr.

5. Maj 1945 overtog RAF kontrollen med Tirstrup og de andre militære flyvepladser i Jylland og Fyn. De kom igen under dansk kommando 30. november 1945,

===[[Egå-planen]]===
Efter anden verdenskrig havde man pludselig to flyvepladser, men ingen af dem var inde i billedet som Aarhus Lufthavn.

Landingsbanerne ved Kirstinesminde Flyveplads var af en sådan elendig beskaffenhed, at de ikke kunne bruges til civile flyvninger, uden der blev bevilget yderligere midler. Og det ville byrådet ikke. Tirstrup Flyveplads havde egentlig gode forhold, men den lå for langt fra Aarhus.

Derfor begyndte byrådet at se på planer for en bynær lufthavn ved [[Egå]]. Planen var oprindeligt blevet introduceret i 1944, og den var både detaljeret og ambitiøs. Byrådet ønskede en lufthavn i international standard, som samtidigt kunne håndtere store mængder indenrigsflyvning. Lufthavnen skulle anlægges på et område øst for Egå by ned mod vandet.

For at realisere planen behøvede kommunen økonomisk støtte fra staten. Man ansøgte Ministeriet for Offentlige Arbejder om tilskud til opgaven, men ministeriet gav afslag. Den danske økonomi var sløj efter krigen, og desuden havde lufthavnsbyggeri i Aalborg, Kastrup og Rønne allerede modtaget tilskud.

===Midlertidige Tirstrup===
Udsigten til at havne i et flyvemæssigt tomrum fik Aarhus Byråd til at vende blikket mod Tirstrup. Flyvepladsen kunne med borgmester [[Svend Unmack Larsen]]s ord bruges som et midlertidigt alternativ. Hurtigt blev der indgået aftale med Statens Luftfartsvæsen om brugen af Tirstrup til civile flyvninger og med Det Danske Luftfartselskab (det senere SAS) om at beflyve ruten Tirstrup-København. 16. september 1946 var Aarhus’ første faste flyverute en realitet. Aarhus kommune betalte i første omgang, men senere kom også Randers, Grenå og Ebeltoft med i fordelingsnøglen.

Ruten og lufthavnen var en succes, som på kort sigt løste Aarhus problemer, men succes kom paradoksalt nok til at blokere for aarhusianske ønsker om en alternativ placering til lufthavnen.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne blev anlægget løbende moderniseret og udvidet. I 1968 måtte de fire kommuner bag flyvepladsen bygge en ny terminal i forbindelse med flyvepladsens udbygning til et NATO-anlæg. De omfangsrige tilpasninger af lufthavnens kapacitet var en konsekvens af, at man forsøgte at vinde andele af den stigende lufttrafik.

I 1970’erne forsatte udvidelserne. Danskerne var for alvor begyndt at rejse på charterferie, og lufthavnen skulle håndtere en væsentligt større mængde international trafik. Et af tegnene herpå var, at man gik fra kun at have et flyselskab (SAS), som rejseudbyder i lufthavnen, til at have flere – heriblandt et af de første danske charterbureauer, Tjæreborg.

[[Fil:Børn foran flyver.jpg|350px|thumb|right|Ikke alle var utilfredse med forholdene i Tirstrup Flyveplads. En flok glade børn er samlet i anledningen af børnedagen i Tirstrup Lufthavn. Forsamlingen står ved ’Rollo Viking’ af typen Convair 440-75, som befløj SAS’ kortere ruter – herunder også Tirstrup-København.]]

===Hammelplanen===
I begyndelsen af 1970’erne blussede lufthavnsdebatten op igen. Ministeriet for Offentlige Arbejder havde i en rapport fra 1968 fastslået, at Hammel med et langt større opland ville være en strategisk rigtig placering for en lufthavn i Østjylland. [[Hammelplanen]] fik en væsentlig og ihærdig fortaler i den nyvalgte amtsborgmester [[Robert Svane Hansen]]. Amtet fik overdraget sagen fra de fem kommuner Aarhus, Randers Silkeborg, Horsens og Skanderborg, som inden den nye storamts oprettelse med kommunalreformen i 1970 allerede var i forhandlinger med ministeriet om en mulig løsning.

Svane Hansen arbejdede målrettet med sagen, og i 1971 godkendte amtsrådet Hammelplanen.
Lokalt og specielt landspolitisk mødte sagen modstand. Ikke alle hammelborgere ønskede en støjende lufthavn tæt ved deres hjem, og de lancerede en målrettet mediekampagne.

Sagen voksede, og den var ved at blive et kabinetsspørgsmål for regeringen Krag (1971-72). I regeringen var flere fremtrædende medlemmer og lufthavnsstøtter herunder statsministeren J. O. Krag netop var valgt i [[Århus Amt]].

Presset på regeringen blev bl.a. skabt, fordi Hammelplanen var en alvorlig trussel mod den nyoprettede Billund Lufthavn. Lufthavnen var oprettet på privat initiativ af Kirk-familien, stifterne af Legokoncernen, i utilfredshed med at de ikke måtte bruge militærets flyveplads ved Vandel til civilflyvning.

I Folketinget kunne der ikke skabes flertal for Hammelplanen, som derefter døde i et udvalg. Uden finansiering fra staten stod amtet selv med regningen på de estimerede 80-90 mio. kr. Lufthavnssagen blev herefter lagt død i de kommende 20 år.

Udgangen på lufthavnssagen var en stor personlig skuffelse for Svane Hansen. Han mødte dog anerkendelse fra mange kommunalpolitikere, som mente, at amtets første borgmester gjorde en indsats ud over det sædvanlige, og at det lykkedes ham at skabe samling på det højst uensartede amt.

[[Fil:Aarhus Byråd ved afstemning om lufthavn 1971, Fotograf Børge Venge.jpg|350px|thumb|left|Amtsrådet ved afstemning om lufthavnsplanerne i 1971.]]

===Fornyede - men resultatløse diskussioner===
I 1990’erne blussede diskussionen om lufthavnen op igen. Daværende lufthavnsdirektør, [[Poul Stenbøg]], skød for alvor gang i sagen. Han lod offentligheden vide, at der var behov for at flytte lufthavnen. Fremtiden tegnede dyster. Militæret ville forlade Tirstrup Lufthavn, og det fordyrede driften af lufthavnen ganske betragteligt for de involverede kommuner. DSB blev også en alvorlig konkurrent på indenrigsmarkedet. Med Storebæltsbroen blev der barberet så meget af rejsetiden, at togturen blev et seriøst alternativ flyturen. Billund Lufthavn satsede mere og mere intensivt på charterturisme, og Tirstrup Lufthavn var således under pres på flere fronter.

Flere lokale politikere med borgmester [[Thorkild Simonsen]] i spidsen bakkede op om etableringen af en ny lufthavn. Også stærke kræfter i det østjyske erhvervsliv arbejdede ihærdigt for samme plan.
En af de mest eksponerede erhvervsledere i Østjylland på daværende tidspunkt [[Mogens Boyter]], direktør for [[Pressalit]] og formand for [[Aarhus Handels- & Industriforening]], blev efter nogen tids modstand tilhænger af en ny lufthavn. Også [[Aarhus Transport Group]] gik aktivt ind i sagen med et erklæret ønske om at få en international lufthavn tættere på Aarhus.

Men et flertal i amtsrådet støttet af amtsrådsborgmester [[Ib Frederiksen]] og sidenhen [[Johannes Flensted-Jensen]] var modstandere planerne – og uden opbakning fra amtsrådet var projektet dødsdømt.

===Porten til Hjerl Hede===
[[Det Midtjyske Lufthavnsråd]] gik nu ind på banen. I spidsen for rådet, som blev oprettet i 1998, stod koncernchef [[Niels Due Jensen]] fra pumpevirksomheden Grundfos. Due Jensens mente, at Tirstrup-lufthavnen hæmmede væksten og kostede arbejdspladser i Østjylland. Han er citeret for at sige, at Aarhus ville blive porten til Hjerl Hede, hvis ikke Østjylland fik en international lufthavn tættere på Aarhus.

I 2001 præsenterede rådet en plan for Thomasminde-løsningen, og med et borgerligt flertal, som traditionelt var for en ny lufthavn, var der nu pludselig mulighed for en formel opbakning fra Aarhus Byråd. Sådan blev det ikke. Den 2,2 mia. kr. dyre plan kom til principafstemning i oktober 2003, hvor den faldt med 16 stemmer imod og 15 stemmer for.

Det Midtjyske Lufthavnsråd nedlagde sit hverv i 2009, og siden hen har Aarhus Transport Group kæmpet videre for en lufthavn nærmere Aarhus.

Også på de sociale medier bliver der ført kampagne for, at Aarhus kan få en ny lufthavn. Facebookgruppen 'Lufthavn til Aarhus' tager aktivt del i debatten, og deres side har pr. januar 2014 over 10.000 likes.

På de sociale medier er der dog også en stor folkelig modstand mod en ny lufthavn.
Facebook gruppen "Nej til ny lufthavn i Aarhus nord" er således et modsvar til gruppen "Lufthavn til Aarhus"

== Litteratur og kilder ==
* [http://www.statsbiblioteket.dk/au/?query=Infrastruktur+og+erhvervsudvikling+i+%C3%98stjylland+siden+1945#/?_=0&recordId=sb_pure_ddfmxd:490ea37b-5274-4486-8c66-653838261add Henrik Mølgaard Frandsen, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet 2011. Infrastruktur og erhvervsudvikling i Østjylland siden 1945]. Om lufthavnsdebatten se s. 129-36.
* Martin Hansen: En lufthavn ved Århus - "the never ending story", artikel bragt i Århus Stifts Årbøger 2005.
* Aarhus Byraadsforhandlinger, årgangene 1919-20, 1925-26, 1927-28, 1928-29, 1933-34, 1936-37, 1939-40, 1940-41, 1944-45, 1946-47, 1947-48, 1948-49, 1949-50, 1950-51, 1957-58, 1963-64.
* Byraadsforhandlingerne, Sagsregistrene 1915-1930, 1930-1940, 1940-1950, 1950-1966 bd. I.
* Den Store Danske Encyklopædi/Dansk Biografisk Leksikon, opslag om [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_styre/Amtsborgmester/Robert_Svane_Hansen Robert Svane Hansen].

Find arkivmateriale på Aarhus Stadsarkiv:
* [http://www.aarhusarkivet.dk/search?encoded=True&organisations=110180 Aarhus Lufthavn].
* [http://www.aarhusarkivet.dk/persons/109342 Tidligere erhvervschef Michael Bruuns samling].
** Materiale vedrørende Lufthavnssagen 1997-99 ligger i æske 52 og 53.
** Rapporten ''En økonomisk undersøgelse af en eventuel ny lufthavn i Århus området'', 1997, ligger i æske 59.

[[Kategori: Trafik & transport]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Aarhus Lufthavn

2016-06-10T10:22:10Z

Venni sale: /* Midlertidige Tirstrup */

[[Kirstinesminde]], [[Thomasminde]], [[Egå-planen]] og Hammelløsningen. Senest har også Østhavnen været nævnt og på de sociale medier har facebooksiden ’Lufthavn til Aarhus’ mere end 10.000 likes. Det til trods har Østjylland fortsat en lufthavn, som fra begyndelsen blot var ment som en midlertidig løsning.

[[Fil:Flyvemaskiner på Skejby Mark, 1917. Fotograf E. A. Ebbesen.jpg|400px|thumb|right|Monoplanet 'Hugin' i en af de tidlige flyvninger på [[Skejby Mark]] i 1917.]]

===Flyvning på slagtemesterens mark===

Danmark fik de første flyvepladser i mellemkrigstiden. Blandt andre fik Aalborg og Esbjerg en flyveplads i henholdsvis 1936 og 1937. I Aarhus gik det langsommere.

Byens borgere var ellers vant til flyvere og flyveopvisninger. Så tidligt som 1909 foretog [[Léon Delagrange]] sin nærmest legendariske overflyvning af [[Landsudstillingen|Landsudstillingens]] arealer ved [[Tangkrogen]].

I takt med de skrøbelige flyvere blev mere og mere driftsikre steg deres egnethed som egentligt transportmiddel. I første omgang blev de blot brugt til rundflyvninger i det nære, men efterhånden fik de en større og større aktionsradius.

Flyvemaskinerne lettede og lande oftest fra [[Skejby Mark]] - lige nord for det nuværende vandtårn på [[Randersvej]].

Området egnede sig egentlig ganske godt til flyvningerne. Der var dog et problem. På arealet gik slagtermester [[Frederik Hasle]]s kreaturer, og han skulle derfor spørges om tilladelse, hver gang området skulle bruges.

===De første ideer===
Situationen var uholdbar, og tankerne om en rigtig flyveplads voksede naturligt frem. Ideen nåede byrådet i 1919, men nogen flyveplads kom der ikke ud af debatten.

De dystre fremtidsudsigter lagde ikke ønskerne om en flyveplads i graven. Luftfarten var i en rivende udvikling fra midten af 1920erne. Øgede investeringer i forskning og udvikling gav resultater, og konstruktion af flyvemaskiner blev en ingeniørdisciplin. Man blev i stand til at beregne flyets præstationer og afprøve det i vindtunneler, før det fløj. Det betød især, at man kunne konstruere trafikfly, der var profitable.

Flere private investorer henvendte sig til med henblik på en egentlig beflyvning af en rute fra Aarhus. En af de første kom fra virksomheden American Oil Comp., som i 1925 henvendte sig til [[Aarhus Byråd|byrådet]] for at få tilladelse til at bruge Skejby Mark som flyveplads for en fast luftforbindelse til København. Henvendelsen førte dog ikke til andet end fornyede og lange drøftelser.
Et nyt stridspunkt dukkede op. Hvor var den bedste og mest egnede placering for en lufthavn? [[Egå Fed]], [[Thomasminde]], Skejby Mark, [[Tilst]], [[Årslev]] og [[Højvangen]] var alle i spil, men jo flere muligheder der var, jo større blev uenigheden.

Økonomien var den altoverskyggende årsag til, at byrådet ikke gik videre med sagen. Borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]] krævede, at staten skulle medfinansere anlægsudgifterne. ''"Skulde saadanne Flyveruter oprettes, maatte det nærmest blive Statens Sag."'' (Byrådsmøde d. 27. april 1933, pkt. 8)

[[Fil:Tirstrup Lufthavn, 1955, Børge Venge.jpg|350px|thumb|left|[[Tirstrup Lufthavn]] i maj 1955.]]

===Kirstinesmindes Flyveplads===
Mod slutningen af 1930erne kunne byrådet ikke længere vende det blinde øje. Ruteflyvningen havde gået sin sejrsgang. Fra Aalborg og Esbjerg blev der hurtigt etableret ruter til København, og den jyske længderute Aalborg-Ry-Esbjerg-Hamborg var en realitet i 1938.

Da Aarhus Byråd genoptog sagen i 1939 spillede et par gunstige forhold ind. For det første strakte staten en hjælpende hånd ud. Grundet den massive arbejdsløshed i 1930erne, havde Rigsdagen vedtaget en lov om at yde økonomisk støtte til anlægsprojekter for at gavne beskæftigelsen. Socialministeriet tilbød derfor efter ansøgning fra Aarhus Kommune at dække arbejdsomkostningerne. I øvrigt i lighed med et tidens andre store anlægsprojekter [[Ringgadebroen]].

Også Forsvarsministeriet skubbede på. Militæret havde udarbejdet ret detaljerede planer om at flytte kasernerne fra midtbyen til Skejby Mark. Såvel byen som militæret var interesseret i at få anlagt en flyveplads i forbindelse med soldaterbyen.

Kommunen købte i december 1939 gården [[Kirstinesminde]] på Skejby Mark – senere erhvervede man også nogle tilstødende arealer. Nu var det blot at afvente forårets komme, så man kunne komme i jorden og begynde anlæggelsen af [[Kirstinesminde Flyveplads|Kirstines Mindes Flyveplads]].

===2. verdenskrig og Tirstrup===
Før spaden kunne sættes i jorden, måtte planen lægges i skuffen. Danmark var blevet besat af tyskerne.
2. verdenskrig endte dog med at give Aarhus to flyvepladser; en ved Kirstinesminde og en ved Tirstrup.
Flyvepladsen ved Kirstinesminde blev bygget af Royal Air Force (RAF) i 1945 umiddelbart efter krigens ophør. RAF manglende en flyveplads i den nærmeste omegn af Aarhus, og der blev derfor – betalt af Udenrigsministeriet og bygget af et dansk firma – anlagt to landingsbaner ved Kirstines Minde.

Flyvepladsen ved Tirstrup blev påbegyndt af tyskerne i 1943. Herfra kunne de omkringliggende havne patruljeres, og skovene omkring Tirstrup var et glimrende skjulested. Tirstrup blev inspiceret i løbet af 1943 og 26. februar 1944 fik beboerne i landsbyen Stabrand besked på at flytte og være ude af deres hjem inden 15. Marts 1944. Efter krigens ophør fik beboerne mulighed for at vende tilbage til resterne af landsbyen, som i mellemtiden også havde været anvendt til flygtningelejr.

5. Maj 1945 overtog RAF kontrollen med Tirstrup og de andre militære flyvepladser i Jylland og Fyn. De kom igen under dansk kommando 30. november 1945,

===[[Egå-planen]]===
Efter anden verdenskrig havde man pludselig to flyvepladser, men ingen af dem var inde i billedet som Aarhus Lufthavn.

Landingsbanerne ved Kirstinesminde Flyveplads var af en sådan elendig beskaffenhed, at de ikke kunne bruges til civile flyvninger, uden der blev bevilget yderligere midler. Og det ville byrådet ikke. Tirstrup Flyveplads havde egentlig gode forhold, men den lå for langt fra Aarhus.

Derfor begyndte byrådet at se på planer for en bynær lufthavn ved [[Egå]]. Planen var oprindeligt blevet introduceret i 1944, og den var både detaljeret og ambitiøs. Byrådet ønskede en lufthavn i international standard, som samtidigt kunne håndtere store mængder indenrigsflyvning. Lufthavnen skulle anlægges på et område øst for Egå by ned mod vandet.

For at realisere planen behøvede kommunen økonomisk støtte fra staten. Man ansøgte Ministeriet for Offentlige Arbejder om tilskud til opgaven, men ministeriet gav afslag. Den danske økonomi var sløj efter krigen, og desuden havde lufthavnsbyggeri i Aalborg, Kastrup og Rønne allerede modtaget tilskud.

===Midlertidige Tirstrup===
Udsigten til at havne i et flyvemæssigt tomrum fik Aarhus Byråd til at vende blikket mod Tirstrup. Flyvepladsen kunne med borgmester [[Svend Unmack Larsen]]s ord bruges som et midlertidigt alternativ. Hurtigt blev der indgået aftale med Statens Luftfartsvæsen om brugen af Tirstrup til civile flyvninger og med Det Danske Luftfartselskab (det senere SAS) om at beflyve ruten Tirstrup-København. 16. september 1946 var Aarhus’ første faste flyverute en realitet. Aarhus kommune betalte i første omgang, men senere kom også Randers, Grenå og Ebeltoft med i fordelingsnøglen.

Ruten og lufthavnen var en succes, som på kort sigt løste Aarhus problemer, men succes kom paradoksalt nok til at blokere for aarhusianske ønsker om en alternativ placering til lufthavnen.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne blev anlægget løbende moderniseret og udvidet. I 1968 måtte de fire kommuner bag flyvepladsen bygge en ny terminal i forbindelse med flyvepladsens udbygning til et NATO-anlæg. De omfangsrige tilpasninger af lufthavnens kapacitet var en konsekvens af, at man forsøgte at vinde andele af den stigende lufttrafik.

I 1970’erne forsatte udvidelserne. Danskerne var for alvor begyndt at rejse op charterferie, og lufthavnen skulle håndtere en væsentligt større mængde international trafik. Et af tegnene herpå var, at man gik fra kun at have et flyselskab (SAS), som rejseudbyder i lufthavnen, til at have flere – heriblandt et af de første danske charterbureauer, Tjæreborg.

[[Fil:Børn foran flyver.jpg|350px|thumb|right|Ikke alle var utilfredse med forholdene i Tirstrup Flyveplads. En flok glade børn er samlet i anledningen af børnedagen i Tirstrup Lufthavn. Forsamlingen står ved ’Rollo Viking’ af typen Convair 440-75, som befløj SAS’ kortere ruter – herunder også Tirstrup-København.]]

===Hammelplanen===
I begyndelsen af 1970’erne blussede lufthavnsdebatten op igen. Ministeriet for Offentlige Arbejder havde i en rapport fra 1968 fastslået, at Hammel med et langt større opland ville være en strategisk rigtig placering for en lufthavn i Østjylland. [[Hammelplanen]] fik en væsentlig og ihærdig fortaler i den nyvalgte amtsborgmester [[Robert Svane Hansen]]. Amtet fik overdraget sagen fra de fem kommuner Aarhus, Randers Silkeborg, Horsens og Skanderborg, som inden den nye storamts oprettelse med kommunalreformen i 1970 allerede var i forhandlinger med ministeriet om en mulig løsning.

Svane Hansen arbejdede målrettet med sagen, og i 1971 godkendte amtsrådet Hammelplanen.
Lokalt og specielt landspolitisk mødte sagen modstand. Ikke alle hammelborgere ønskede en støjende lufthavn tæt ved deres hjem, og de lancerede en målrettet mediekampagne.

Sagen voksede, og den var ved at blive et kabinetsspørgsmål for regeringen Krag (1971-72). I regeringen var flere fremtrædende medlemmer og lufthavnsstøtter herunder statsministeren J. O. Krag netop var valgt i [[Århus Amt]].

Presset på regeringen blev bl.a. skabt, fordi Hammelplanen var en alvorlig trussel mod den nyoprettede Billund Lufthavn. Lufthavnen var oprettet på privat initiativ af Kirk-familien, stifterne af Legokoncernen, i utilfredshed med at de ikke måtte bruge militærets flyveplads ved Vandel til civilflyvning.

I Folketinget kunne der ikke skabes flertal for Hammelplanen, som derefter døde i et udvalg. Uden finansiering fra staten stod amtet selv med regningen på de estimerede 80-90 mio. kr. Lufthavnssagen blev herefter lagt død i de kommende 20 år.

Udgangen på lufthavnssagen var en stor personlig skuffelse for Svane Hansen. Han mødte dog anerkendelse fra mange kommunalpolitikere, som mente, at amtets første borgmester gjorde en indsats ud over det sædvanlige, og at det lykkedes ham at skabe samling på det højst uensartede amt.

[[Fil:Aarhus Byråd ved afstemning om lufthavn 1971, Fotograf Børge Venge.jpg|350px|thumb|left|Amtsrådet ved afstemning om lufthavnsplanerne i 1971.]]

===Fornyede - men resultatløse diskussioner===
I 1990’erne blussede diskussionen om lufthavnen op igen. Daværende lufthavnsdirektør, [[Poul Stenbøg]], skød for alvor gang i sagen. Han lod offentligheden vide, at der var behov for at flytte lufthavnen. Fremtiden tegnede dyster. Militæret ville forlade Tirstrup Lufthavn, og det fordyrede driften af lufthavnen ganske betragteligt for de involverede kommuner. DSB blev også en alvorlig konkurrent på indenrigsmarkedet. Med Storebæltsbroen blev der barberet så meget af rejsetiden, at togturen blev et seriøst alternativ flyturen. Billund Lufthavn satsede mere og mere intensivt på charterturisme, og Tirstrup Lufthavn var således under pres på flere fronter.

Flere lokale politikere med borgmester [[Thorkild Simonsen]] i spidsen bakkede op om etableringen af en ny lufthavn. Også stærke kræfter i det østjyske erhvervsliv arbejdede ihærdigt for samme plan.
En af de mest eksponerede erhvervsledere i Østjylland på daværende tidspunkt [[Mogens Boyter]], direktør for [[Pressalit]] og formand for [[Aarhus Handels- & Industriforening]], blev efter nogen tids modstand tilhænger af en ny lufthavn. Også [[Aarhus Transport Group]] gik aktivt ind i sagen med et erklæret ønske om at få en international lufthavn tættere på Aarhus.

Men et flertal i amtsrådet støttet af amtsrådsborgmester [[Ib Frederiksen]] og sidenhen [[Johannes Flensted-Jensen]] var modstandere planerne – og uden opbakning fra amtsrådet var projektet dødsdømt.

===Porten til Hjerl Hede===
[[Det Midtjyske Lufthavnsråd]] gik nu ind på banen. I spidsen for rådet, som blev oprettet i 1998, stod koncernchef [[Niels Due Jensen]] fra pumpevirksomheden Grundfos. Due Jensens mente, at Tirstrup-lufthavnen hæmmede væksten og kostede arbejdspladser i Østjylland. Han er citeret for at sige, at Aarhus ville blive porten til Hjerl Hede, hvis ikke Østjylland fik en international lufthavn tættere på Aarhus.

I 2001 præsenterede rådet en plan for Thomasminde-løsningen, og med et borgerligt flertal, som traditionelt var for en ny lufthavn, var der nu pludselig mulighed for en formel opbakning fra Aarhus Byråd. Sådan blev det ikke. Den 2,2 mia. kr. dyre plan kom til principafstemning i oktober 2003, hvor den faldt med 16 stemmer imod og 15 stemmer for.

Det Midtjyske Lufthavnsråd nedlagde sit hverv i 2009, og siden hen har Aarhus Transport Group kæmpet videre for en lufthavn nærmere Aarhus.

Også på de sociale medier bliver der ført kampagne for, at Aarhus kan få en ny lufthavn. Facebookgruppen 'Lufthavn til Aarhus' tager aktivt del i debatten, og deres side har pr. januar 2014 over 10.000 likes.

På de sociale medier er der dog også en stor folkelig modstand mod en ny lufthavn.
Facebook gruppen "Nej til ny lufthavn i Aarhus nord" er således et modsvar til gruppen "Lufthavn til Aarhus"

== Litteratur og kilder ==
* [http://www.statsbiblioteket.dk/au/?query=Infrastruktur+og+erhvervsudvikling+i+%C3%98stjylland+siden+1945#/?_=0&recordId=sb_pure_ddfmxd:490ea37b-5274-4486-8c66-653838261add Henrik Mølgaard Frandsen, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet 2011. Infrastruktur og erhvervsudvikling i Østjylland siden 1945]. Om lufthavnsdebatten se s. 129-36.
* Martin Hansen: En lufthavn ved Århus - "the never ending story", artikel bragt i Århus Stifts Årbøger 2005.
* Aarhus Byraadsforhandlinger, årgangene 1919-20, 1925-26, 1927-28, 1928-29, 1933-34, 1936-37, 1939-40, 1940-41, 1944-45, 1946-47, 1947-48, 1948-49, 1949-50, 1950-51, 1957-58, 1963-64.
* Byraadsforhandlingerne, Sagsregistrene 1915-1930, 1930-1940, 1940-1950, 1950-1966 bd. I.
* Den Store Danske Encyklopædi/Dansk Biografisk Leksikon, opslag om [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_styre/Amtsborgmester/Robert_Svane_Hansen Robert Svane Hansen].

Find arkivmateriale på Aarhus Stadsarkiv:
* [http://www.aarhusarkivet.dk/search?encoded=True&organisations=110180 Aarhus Lufthavn].
* [http://www.aarhusarkivet.dk/persons/109342 Tidligere erhvervschef Michael Bruuns samling].
** Materiale vedrørende Lufthavnssagen 1997-99 ligger i æske 52 og 53.
** Rapporten ''En økonomisk undersøgelse af en eventuel ny lufthavn i Århus området'', 1997, ligger i æske 59.

[[Kategori: Trafik & transport]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Schouw & Co

2016-06-10T09:07:29Z

Venni sale:

I mere end 100 år var Schouw & Co. en fokuseret emballagevirksomhed. Historien begynder i en baggård i København og kulminerer med storproduktion af Pure-Pak kartoner i [[Lystrup]] ved Aarhus. I dag har virksomheden domicil i [[Villa Alba]] ved [[Christian Filtenborgs Plads]].

===1878 Victor Schouw===

Grundlæggeren af Aktieselskabet Schouw & Co., [[Victor Schouw]], tilbragte sine lærlingeår på Drewsens Papirfabrik "Strandmøllen" ved Skodsborg, og efter en årrække med ansættelse i forskellige handelsselskaber startede han den 10. januar 1878 egen virksomhed i et par lejede smårum i baggården til ejendommen Nordvestvej 14 på Nørrebro i København.

Starten var yderst beskeden, og af fremmed arbejdskraft var der kun nogle få unge piger, der sad og klistrede papirposer i hånden. Maskinel posefabrikation var på daværende tidspunkt endnu ikke kendt herhjemme.

Virksomheden voksede støt og kom efterhånden til at omfatte flere papir- og emballageaktiviteter. Victor Schouw havde ingen livsarvinger, og han fik derfor virksomheden omdannet til et aktieselskab i 1911.

===1930 Jyllands Papir-Værk===
I 1930 overtog Schouw & Co. [[Jyllands Papir-Værk A/S]] i Aarhus. I årene herefter var fabrikation af papirposer stadig virksomhedens vigtigste aktivitet, men senere kom vokspapir til rugbrød og andre typer emballage af karton og papir til at udgøre en voksende del af produktionen.

Jyllands Papir-Værk var blandt de allerførste herhjemme, der optog den maskinelle fremstilling af karton og papemballager i farvestrålende offsettryk, og med årene blev alle aktiviteterne koncentreret i Aarhus.

===1956 Pure-Pak===
I 1956 opnår Jyllands Papir-Værk, som den første virksomhed i Europa, licens til at producere de amerikanske Pure-Pak kartoner. Kartonerne til mælk, som på dette tidspunkt er ukendte på det danske marked, afsættes via Tyrstrup Mejeri til de amerikanske tropper i Tyskland. Fremstillingen af kartoner sker på traditionelle tryk- og stansemaskiner.

I 1967 indføres Pure-Pak kartoner som mælkeemballage i Danmark, og Jyllands Papir-Værk opfører en ny fabrik i Lystrup uden for Aarhus, med specialmaskiner til produktion af Pure-Pak kartoner. I 1973 flyttes også administrationen og den resterende del af produktionen fra Aarhus til Lystrup.

===Det moderne SCHOUW===
I 1986 ændrer Jyllands Papir-Værk navn til SCHOUW Packing A/S. Produktionen baseres nu udelukkende på Pure-Pak kartoner, og den resterende emballageproduktion frasælges.

I 1988 sælges 50% af aktierne i SCHOUW Packing til det norske Elopak a.s., som i mellemtiden har erhvervet rettighederne til Pure-Pak konceptet på verdensplan. Pengene fra dette salg banede vejen for Schouw & Co.’s afgørende strategiskifte: Fra fokus på et enkelt forretningsområde til udviklingen af et omfattende industrikonglomerat.

Partnerskabet med Elopak blev starten på en succesfuld periode, hvor aktiviteterne blev udvidet til også at omfatte Polen og Sverige.

===1988-2000: Konglomeratet opbygges===
I 1988 overtager Schouw & Co. hele aktiekapitalen i A/S P. Grene fra Grene-familien som led i et generationsskifte. Grene består på daværende tidspunkt væsentligst af moderselskabet A/S P. Grene samt de to driftsselskaber Chr. C. Grene A/S (reservedele og tilbehør til landbruget i Danmark) og Hydra-Grene A/S (hydraulik til landbrug og industri i Danmark).

I 1989 erhverver Schouw & Co. de første aktier i Schulstad Gruppen A/S, og i de følgende år udvides ejerandelen gradvist. I 1999 skifter Schulstad Gruppen navn til Schulstad A/S, og ved udgangen af 2001 var ejerandelen 37,3%.

I marts 2002 erhvervede Schouw & Co. yderligere 24,4% af aktierne i Schulstad og opnåede derved en samlet ejerandel på 61,7%.

Ved indgangen til 2003 blev alle aktiviteterne i Schulstad afhændet til svenske Cerealia.

I 1994 erhverver Schouw & Co. 25% af aktierne i Micon A/S. Erhvervelsen sker i forlængelse af, at Micons grundlægger trækker sig tilbage, og i de følgende år øges ejerandelen.

I 1997 fusioneres Micon A/S med det børsnoterede Nordtank Energy Group A/S til virksomheden NEG Micon A/S, hvor Schouw & Co. stadig er den største aktionær.

I 2004 sammenlægges NEG Micon A/S med Vestas Wind Systems A/S. Schouw & Co. har herefter en aktiepost i Vestas Windsystems A/S.

I maj 1999 erhverver Schouw & Co. aktiemajoriteten i den børsnoterede virksomhed Martin Gruppen A/S fra selskabets store aktionærer. I den efterfølgende periode øges ejerandelen yderligere, og ved udgangen af 2000 udgjorde ejerandelen 69,2%.

I marts 2001 afgav Schouw & Co. købstilbud til alle aktionærerne i Martin Gruppen med henblik på at opnå fuldt ejerskab, hvilket blev opnået i juli 2001, og virksomheden blev herefter afnoteret fra Københavns Fondsbørs.

===2001-2005: Et større og stærkere Schouw & Co.===
Efter at Jens Bjerg Sørensen tiltrådte som adm. direktør i Schouw & Co. i 2000, blev strategien ’et større og stærkere Schouw & Co.’ lanceret. Målet var at øge antallet af virksomheder i porteføljen og sikre, at Schouw & Co. havde en størrelse, der kunne få den nødvendige opmærksomhed på Fondsbørsen.

I juni 2000 deltog Schouw & Co. i etableringen af Udviklingsparken i Aarhus. I februar 2001 blev engagementet i det østjyske iværksættermiljø for alvor styrket med etableringen af udviklings- og ventureselskabet Incuba A/S, som i 2013 har skiftet navn til Incuba Invest A/S, hvor Schouw & Co. aktuelt ejer 49%.

Incuba Invest har deltaget i etableringen af ventureaktiviteter, ligesom selskabet har et medejerskab af innovationsmiljøet og forskerparkerne i Aarhus.

I februar 2001 indgik Schouw & Co. aftale om nytegning af aktier i Dansk Biogas A/S. Da tegningen i årets løb blev fuldt gennemført, opnåede Schouw & Co. en ejerandel på 50%. I 2004 købte Schouw & Co. de resterende aktier i Dansk Biogas A/S, hvorefter alle aktiviteter blev overdraget til Xergi A/S.

I marts 2001 erhvervede Schouw & Co. 50% af aktierne i det svenske Elopak AB. Erhvervelsen skete som en naturlig konsekvens af det stigende behov for koordinering af emballageaktiviteterne på tværs af landegrænserne. I konsekvens af overtagelsen skiftede Schouw Packing A/S den 1. oktober 2002 navn til Elopak Denmark A/S.

I marts 2002 erhvervede Schouw & Co. hele aktiekapitalen i Fibertex A/S med den hensigt at støtte fortsættelsen af virksomhedens vækststrategi.

På daværende tidspunkt bestod aktiviteterne i Fibertex væsentligst af nonwovens til teknisk og industriel anvendelse. De to første produktionslinjer til hygiejneanvendelser var etableret i Danmark, og Fibertex havde markante planer for ekspansion i Sydøstasien.

I 2004 indgik Schouw & Co. i et fællesejet selskab med Hedeselskabet, hvor begge parter indskød driftsaktiviteter og ny kapital, således at hver part ejer 50% af aktierne i selskabet, som fik navnet Xergi. Selskabets aktivitet er etablering af biogasanlæg m.v.

I 2005 købte Schouw & Co. 68,82% af det børsnoterede selskab BioMar Holding A/S af Norsk Hydro.

Købet af BioMar var den største enkeltinvestering i Schouw & Co.’s historie, og investeringen løftede koncernens omsætning og indtjening betydeligt.

===2006 til i dag: Større og stærkere virksomheder===
Efter købet af BioMar i 2005 havde porteføljen en tilfredsstillende størrelse. Strategien ændredes fra at skabe en større portefølje til at skabe større og stærkere virksomheder i porteføljen. Dette skifte medførte også en fokusering i Schouw & Co., hvor hensigtsmæssige salg af virksomheder blev en realitet.

Schouw & Co. skaber i perioden værdi og vækst gennem aktivt ejerskab.

I efteråret 2006 blev de 50%-ejede emballagevirksomheder Elopak Denmark A/S og Elopak AB solgt til den norske medejer Elopak AS, og dermed skete der et brud med 129 års historie med emballageproduktion i Schouw & Co.

Salget var en naturlig konsekvens af den stigende internationalisering, hvor et samlet ejerskab styrkede virksomhedens udviklingsmuligheder.

I november 2007 overtog BioMar Provimis fiskefoderaktiviteter i Chile, Danmark og Spanien for 647 mio. kr. på gældfri basis. Med overtagelsen opnåede BioMar et væsentligt styrket sortiment med produkter, der supplerer hinanden på tværs af fiskearter, livscyklus og foderstrategier.

Købet cementerede BioMars position som verdens tredjestørste producent af kvalitetsfoder til industrialiseret fiskeopdræt.

I april 2008 opnåede Schouw & Co. fuldt ejerskab af BioMar ved at fusionere BioMar Holding A/S med moderselskabet Schouw & Co.

I forbindelse med fusionen udstedets fondsaktier i forholdet 1:1 til aktionærerne i Schouw & Co., og herefter blev én aktie i BioMar Holding byttet med én aktie i Schouw & Co.

Med regnskabsmæssig virkning fra den 1. januar 2009 blev Hydra-Grene A/S spaltet ud fra A/S P. Grene.

Formålet var at sikre den fortsatte udvikling af både Grene og Hydra-Grene og udbygge de respektive positioner som henholdsvis en førende leverandør af reservedele og tilbehør til landbruget og en førende leverandør af hydraulik og relaterede serviceydelser til landbrug og industri.

I september 2010 indgik BioMar aftale om at afhænde sin 51% ejerandel i den norske opdrætsvirksomhed Sjøtroll Havbruk.

BioMar blev medejer af Sjøtroll i 2004 som en del af en refinansieringsløsning og opnåede en forrentning af investeringen på ca. 17% p.a.

Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens er på mange måder to helt forskellige virksomheder, og rent fysisk havde de i mange år været helt adskilt. Det var derfor helt naturligt at sikre fokus på en optimal udvikling af begge virksomheder ved at spalte det oprindelige Fibertex.

Personal Care aktiviteterne blev med virkning fra årsskiftet 2010/2011 udskilt i et separat selskab direkte under Schouw & Co., mens de industrielle aktiviteter fortsatte i det hidtidige selskab under navnet Fibertex Nonwovens.

I marts 2011 købte Fibertex Nonwovens 85% af aktierne i den franske producent af nonwovens Tharreau Industries.

Købet styrkede Fibertex Nonwovens platform inden for specielt automobilområdet, og gav en optimal geografisk tilstedeværelse for virksomheden, der efter købet har europæisk produktion i Tjekkiet, Danmark og Frankrig. Omsætningen i Fibertex Nonwovens blev næsten fordoblet ved købet.

I 2012 blev de resterende 15% aktier erhvervet, og den franske virksomhed er i dag et 100% ejet datterselskab under Fibertex Nonwovens.

Verdens førende producent af intelligent lys, Martin Professional, blev i slutningen af 2012 solgt til amerikanske Harman.

Martin blev ualmindelig hårdt ramt af den finansielle krise, men en markant tilpasning af forretningsmodellen og betydelige investeringer i innovation og produktudvikling betød, at Martin på salgstidspunktet havde en meget stærk platform til videre udvikling. Den vellykkede transformation var sammen med de synergier, der kan opnås ved at gå til markedet med et samlet tilbud om lyd, lys og video, medvirkende til, at Harman var villige til at sætte en meget markant værdi på Martin.

Salget af Martin var hensigtsmæssigt og understregede strategien om at afhænde virksomheder, hvis Schouw & Co. ikke længere er den ’bedste ejer’.

I 2013 blev Grene fusioneret med hollandske Kramp, og dermed blev Europas absolut største leverandør og distributør til landbruget skabt. Schouw & Co. fortsatte den mangeårige involvering i sektoren og fik efter fusionen en ejerandel på 20% i det nye selskab.

Ultimo 2013 afhændede Schouw & Co. den resterende beholdning af aktier i Vestas til et samlet nettoprovenu på 612 mio. kr.

Schouw & Co. har været investor i vindmølleindustrien siden 1994, hvor selskabet blev aktionær i det daværende Micon. I 1997 var Schouw & Co. en af initiativtagerne til fusionen mellem Micon og det dengang børsnoterede Nordtank Energy Group, som skabte NEG Micon, og i årene herefter reducerede Schouw & Co. gradvist ejerandelen til 25%. I 2004 blev NEG Micon en del af Vestas, og ved den sammenlægning fik Schouw & Co. en ejerandel på 5% i den samlede virksomhed, som til gengæld blev verdens førende vindmølleproducent.

Den samlede investering i vindmølleindustrien har udgjort 815 mio. kr., og den har givet et afkast på i alt 1.785 mio. kr. svarende til en årlig forrentning (IRR) på 27%.

I dag er Schouw & Co. under forandring, og et afgørende strategiskifte er under udvikling.

=== Direktører og formænd===
'''Administrerende Direktører:'''

1878 – 1911 Fabrikant [[Victor Schouw]]

1911 – 1927 Direktør [[Hans Hornsyld]]

1927 – 1961 Direktør [[Svend Hornsyld]]

1961 – 1971 Direktør [[Johannes Bitsch-Larsen]]

1971 – 1985 Direktør [[Erik Jørgen Jensen]] og Direktør [[A. Osterland]]

1985 - 2000 Direktør [Erling Lindahl]]

2000 - Direktør [[Jens Bjerg Sørensen]]

'''Bestyrelsesformænd:'''

1911 – 1916 Fabrikant [[Victor Schouw]]

1916 – 1943 Ingeniør [[Eigil Neergaard]]

1943 – 1952 Overretssagfører [[Alb. Helweg-Larsen]]

1952 – 1961 Direktør [[Svend Hornsyld]]

1961 – 1977 Advokat [[J. Helweg-Larsen]]

1977 – 1982 Direktør [[Børge Ries]]

1982 – 1990 Konsul [[T. Bjerglund Andersen]]

1990 - Advokat [[Jørn Ankær Thomsen]]

==Litteratur og eksterne henvisninger:==
Teksten er skrevet af Scouw & Co og er lånt fra [http://www.schouw.dk/Historien.632.aspx Schouw & Co's hjemmeside].

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.138176|10.206596}}

Lars Andreas Wilson (1845-1919)

2016-06-10T08:22:23Z

Venni sale: /* Kilde og Litteratur */

[[Fil:Lars Andreas Wilson.jpg|300px|thumb|right|Lars Andreas Wilson]]

Kobbersmedemester og grundlægger af ''A. Wilsons Kobbersmedie'' Lars '''Andreas Wilson'''

Født 15. januar 1845 i Thisted - død 27. august 1919 i Aarhus.

Søn af bøssemager Lars Peter Wilson og Catharine Erichsen.

Gift 14. april 1872 i København med Wilhelmine Marie Hjersing, født 28. sept. 1848 i Randers, død 3. nov. 1913 i Aarhus, datter af malersvend

===Startede småt i Mejlgade===
Lars Andreas Wilson overtog i 1872 en kobbersmedje og butik i [[Mejlgade]] [[Mejlgade 26|26]] efter den aldrende [[H.P. Gerstrøm]], som havde drevet en kobbersmedje i byen i 26 år.

Wilson selv kom fra Thisted, var udlært i Aalborg, havde arbejdet i både Tyskland og København, men det var i Aarhus, han grundlagde sit kobberimperium.

A. Wilson og hustruen Wilhelmine startede småt ud under beskedne forhold i Mejlgade. Wilson knoklede omme i smedjen, mens Wilhelmine stod i butikken og pudsede og polerede.

De næste par år brugte Wilson på at specialisere sig i at udføre apparater til især bryggerier, sprit- og brændevinsfabrikker. Han var en grundig mand, som undersøgte destillationsapparaturer ned til mindste deltalje og selv opfandt mange forbedringer til apparaturerne – opfindelser han aldrig tog patent på.

[[Fil:A. Wilsons kobbersmedie. Julius Petersen, 1888.jpg|thumb|left|320px|Maleri af Wilsons kobbersmedie i [[Klostergade]] [[Klostergade 14|14]]. Til højre i billedet ses Andreas Wilson selv.]]

På forskellige udstillinger – både inden- og udenlands - fremviste han sine komplicerede apparater, og altid med fine anmærkninger som følge. I 1876 kunne Wilson hive en sølvmedalje hjem ved Den første almindelige jyske Industriudstilling, der blev afholdt i [[Vennelyst Pavillonen|Vennelyst]] i Aarhus, for et apparat udført til et brænderi i Silkeborg. Året efter kunne man læse følgende i [[Århus Stiftstidende]]:

:''”Enhver Besøgende i Industriudstillingen iffjor vil erindre det af Kobbersmed A. Wilson paa [[Klostergade]] udførte, langs Endevæggen af Manufacturhallen opstillede Rectificeerapparat, der af Dommerne belønnedes med Sølvmedaille og en Roes for at være et ”overordentligt godt Arbeide”. Det nævnte Apparat var udført for et Brænderi i en Naboby; men i disse Dage er et lignende blevet opstillet i [[Jørgen Schydtz Lottrup |J.S. Lottrup]]s Dampbrænderi paa Meilgade, hvor det i den nærmeste Tid vil blive taget i Brug. Det vil da sætte det nævnte Brænderi istand til at levere saavel fuselfri Sprit som fuselfri Brændeviinssorter. Hr. Wilson har til dette Apparat, der er et mesterlig udført Stykke Kobbersmedarbeide, føiet samtlige den nyere Tids Forbedringer. ”''

I 1888 blev det til en medalje af første klasse for en model af forskellige apparater til spritfabrikker ved Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København.

Wilsons apparater var lidt af et tilløbsstykke – både for fagmanden, som kunne beundre de håndværksmæssige og tekniske færdigheder som lå bag apparaterne, og for lægmanden, der kunne undres over de mange moderne fremskridt.

===Skandinaviens største===
De fine udtalelser og det gode håndværk gjorde, at efterspørgslen på Wilsons kobbervarer steg. I forbindelse med en udstilling i Stockholm i 1897 kunne Stiftstidende rapportere følgende:

:''”Af Kobberarbeide er det ansete Aarhusfirma A. Wilsons de mest imponerende; en Model af et Brænderiapparat er meget fint Arbeide. Det er ogsaa særdeles interessant, at Hr. Wilson kan konkurrere med Held med den tydske og franske Industri; han har næsten altid større eller mindre Arbeider under Udførelse i Sverig og sender Folk herover fra Aarhus. ”''

Med den stigende mængde ordrer blev smedjen i Mejlgade hurtigt for lille, så i 1877 flyttede Wilson sin virksomheden til [[Klostergade]] [[Klostergade 14|14]], hvor han for 38.000 kr. havde købt en parcel af [[Cathrine Johanne Emilie Høegh-Guldberg|oberstinde Høegh-Guldberg]]s ejendom. Over de næste år tilpassede Wilson løbende ejendommene til virksomhedens formål. Der blev bygget om, udvidet, nedrevet og bygget nyt, og i 1896 kunne Wilson udvide med en helt ny bygning i [[Guldsmedgade]] [[Guldsmedgade 30|30]].

[[Fil:A. Wilsons Kobbersmedie. Karl Adolf Wieghorst 1904.jpg|thumb|right|400px|A. Wilsons Kobbersmedie i [[Klostergade]] [[Klostergade 14|14]]. Til venstre med jakkesæt og bowlerhatte ses brødrene [[Lauritz Peter Wilson]] og [[Andreas Wilson]], mens herren med bowlerhat i højre side af billedet er grundlæggeren Andreas Wilson.]]

Virksomhedens renomme var højt, og da Frederiksborg Slot i 1898 skulle have kobberrørledninger til et nyt Reck-varmeapparat var det med A. Wilson som leverandør. Omkring århundredeskiftet var der ikke nogen i branchen i hele Skandinavien, som kunne måle sig med A. Wilson.

===Håndværkerrødder===
Selv om Wilsons virksomhed efterhånden var blevet Skandinaviens største, glemte han aldrig sine håndværksmæssige rødder. Da [[Håndværkerforeningen]] i 1894 manglede en kandidat til byrådet efter gørtlermester [[Nicolaj Hald|N. Halds]] død, trådte Wilson til. Wilson sad i byrådet indtil 1999. Under hele perioden var han medlem af [[Kirkegårdsbestyrelsen]] og [[Brandkommisionen]], mens han fra 1896-1899 sad i [[Udvalget for det offentlige slagtehus]].

I 1897, ved A. Wilsons og Wilhelmines sølvbryllupsdag, forærede parret hver beboer i [[Aarhus Håndværkerforenings Asyl|håndværkerforeningens asyl]] 10 kr. Det lyder måske ikke meget i dag, men dengang svarede beløbet til over 700 kr. pr. beboer.

I 1902 måtte Wilson overlade virksomheden til sine to sønner [[Lauritz Peter Wilson]] og [[Andreas Wilson]]. Helbredet var ikke, hvad det havde været, og især sønnen Andreas havde allerede i en ung alder vist evner inden for kobberhåndværket, som snildt kunne måle sig med faderens.

===Privatliv===
I 1880 boede familien på samme adresse som virksomheden i Klostergade. Her var 12 personer i hustanden. Andreas Wilson selv, hustruen Wilhelmine, deres fem børn, Lauritz Peter, Marie Nielsine, Andreas, Marie Katrine og Sophie Wilhelmine, Wilhelmines moder Gjertrud Marie, en tjenestepige og tre lærlinge. Da bygningen i Guldsmedgade 30 stod klar i 1896 flyttede familien ind her.

Privat var Wilson en stille mand. Ud fra den nekrolog Århus Stiftstidende bragte i forbindelse med hans død i 1919, kan man læse at Wilson ikke blandede sig meget i byens offentlige liv. Forskellige indslag i Stiftstidende gennem tiden viser dog, at han var en habil skytte, der deltog i flere skydninger. Først gennem [[Aarhus Borgerlige Skydeselskab]] og senere som medlem af [[Aarhus Skiveskydnings Selskab]].

[[Fil:A. Wilson, Helsingforsgade 14, Waldemar Riis Knudsen, 1947.jpg|thumb|right|300px|I 1947 flytte virksomheden A. Wilson til nye lokaler på [[Helsingforsgade]] [[Helsingforsgade 14|14]].]]

På sine gamle dage, efter sønnerne havde overtaget firmaet, brugte Wilson en del tid på sit lille værksted i Guldsmedegade, hvor han til det sidste fortsatte med at eksperimentere med forskellige legeringer og opfindelser.

===Virksomhedens senere liv===
Efter Wilsons død blev virksomhedens succesfuldt drevet videre af de to sønner.

Der blev udvidet med en underafdeling i København, mens virksomheden i Aarhus flyttede på [[Trøjborg]] til [[Willemoesgade]] [[Willemoesgade 15|15]].

I 1934 leverede firmaet de ekstra kroner samt en vindfløj med flag og kors, som ved en renovering blev tilføjet spiret på Christiansborgs Slot – et arbejde som krævede omkring to tons kobber.

I 1947 blev firmaet omdannet til et aktieselskab – A. Wilson, Kobbersmedie og Metalvarefabrik A/S, og samtidigt flyttede virksomheden endnu engang domicil – denne gang til en ny bygning på [[Helsingforsgade]] [[Helsingforsgade 14|14]] i Aarhus N. Blandt selskabets stiftere var flere medlemmer af Wilson-familien.

På dette tidspunkt var virksomheden også begyndt at arbejde med rustfrit stål, og i 1950’erne blev plast også tilføjet produktionen.

[[Fil:Domkirkens vejrhane, Børge Venge, 1955.jpg|thumb|right|250px|Sidst Wilsons forgyldte kobberhane havde fast grund under fødderne, var i 1955, hvor den blev nedtaget i forbindelse med en renovering. Det er i øvrigt Domkirkens daværende værges søn, Flemming Hammer Sørensen, som på billedet ses sammen med hanen.]]

I 1960 blev firmaet delt, så plast- og jernproduktionen blev skilt fra hinanden.

Akts. Rustfrit Stålmontage overtog kobber- og jernproduktionen, mens [[Einar A. Wilson A/S]] overtog plastproduktionen. Einar Wilson var sønnesøn af A. Wilson. Einar Wilson var i øvrigt det sidste medlem af Wilson-familien, som forlod bestyrelsen. Det skete i 1966.

Einar Wilson A/S eksisterer stadig i dag med adresse på [[Østre Kringelvej]] 13 i [[Egå]].

===Ukomplet liste over Andreas Wilsons arbejde i Aarhus===
* Hane og kugle på [[Aarhus Domkirke|domkirkens]] spir (1877)
* Hane på og kugle [[Vor Frue Kirke]]s spir (1878) – udskiftet i 1908
* Urskive på [[Christiansgades Skole]] (1900)
* Lysekrone i barokstil til domkirken (1903)
* Døbefont til [[Skt. Johannes Kirke]] (1905)

== Kilde og Litteratur ==
* Gunnar Rasmussen, "Wilson - med løvefødder og gesvejsninger" artikel i "De Skabte Aarhus - Anden samling" Århus Byhistoriske Udvalg, 1992, red. Ib Gejl
* Århus Borgere 1915-1920, Udgiver: M. A. Caprani's Fotografiske Atelier, Århus. Hæfte II.
* Ole Degn (red.): ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968''. 1968'
* [http://www.sejrssedler.dk/ SejrsSedler.dk]

[[kategori:Erhvervsfolk]]
[[Kategori:Politikere]]

{{#coordinates:primary|56.213740|10.266722}}

Lars Andreas Wilson (1845-1919)

2016-06-10T08:21:14Z

Venni sale: /* Kilde og Litteratur */

Lars Andreas Wilson (1845-1919)

2016-06-10T08:07:47Z

Venni sale:

Nørreport

2016-06-09T13:05:21Z

Venni sale: /* Fase 2 opgives 1973 */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de af med, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til at bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen sendt til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde inde med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødigt være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Nørreport

2016-06-09T13:03:27Z

Venni sale: /* Byrådsdiskussioner 1969-1970 */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de af med, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til at bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen sendt til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde ind med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødig være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Nørreport

2016-06-09T12:59:36Z

Venni sale: /* En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de af med, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til at bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde ind med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødig være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Nørreport

2016-06-09T12:57:45Z

Venni sale: /* Planen vedtages i 1962 */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de af med, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde ind med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødig være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Nørreport

2016-06-09T12:43:25Z

Venni sale: /* Saneringen principvedtages */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde ind med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødig være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Nørreport

2016-06-09T12:40:43Z

Venni sale: /* Planer om udvidelse */

=== Beliggenhed ===
Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

=== Historie ===
Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke [[Nørreport]], men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden [[Havgyden]]. På den anden side af Mejlgade lå gaden [[Fægyden]]. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder [[Studsgade]]. Mod nord var gaden afgrænset af [[Studsgades Port]].

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ''”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.”'' De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være [[Tværgade]] for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

[[Fil:Tværgadehuset.jpg|300px|thumb|left|Tværgadehuset i Den Gamle By.]]Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”[[Tværgadehuset]]” i [[Den Gamle By]]. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til [[Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg]], som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og [[Mejlgades Port]] og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for [[Nørreport 20]], hvor [[Arkitektskolen]]s hovedbygning er.

[[Nørrebrogade]] begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for [[Vesterport]] fik navnet [[Vesterbrogade]], så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

[[Randersvej]] begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra [[Nørre Boulevard]] og nordpå skulle være [[Niels Ebbesens Vej]] for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.[[Fil:B775100-CD0375-110738.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.]]

=== Planer om udvidelse ===
Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede [[Ny Hovedgade|Ny Hovedgade-plan]] fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. I 1935 fremkom de første tanker i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en [[Frederiksgade-Kommissionen|Frederiksgade-kommission]]. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Mejlgade og [[Hotel Jylland]], og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

[[Fil:Nørreport det nedrevne Hotel Jyllandaugust 1960125.jpg|200px|thumb|left|Det nedrevne Hotel Jylland - 1960]]

=== Saneringen principvedtages ===
Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved [[Kærlighedsstien]], men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.
[[Fil:Hotel Jylland før.jpg|300px|thumb|right|Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv]]

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester [[Bernhardt Jensen]] i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ''”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”.'' Hvorfor rev man dem dog ikke ned gennemførte en ordentlig byfornyelse, ''”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.''

=== De første nedrivninger ===
De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

[[Fil:B775100-CD0375-110742.jpg|300px|thumb|left|Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Planen vedtages i 1962 ===
Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod [[Nørregade]] og [[Sabroes Plads]] (i dag bunden af [[Høegh-Guldbergs Gade]]). 4,5 millioner kroner skulle de, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store [[Sct. Clemens Apotek]], som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

[[Fil:Nørreport1967.jpg|300px|thumb|right|Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.]]
Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ''”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”''

=== En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70) ===
Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, [[Nørreport 20]]. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i [[Dynkarken]] – men ønskede nu at gøre sit til bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i [[Akademisk Arkitektforening]] om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

[[Fil:B775100-CD0298-091836.jpg|300px|thumb|right|Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.]]

=== Konkurrerende byplaner ===
[[Fil:B775100-CD0358-093804.jpg|300px|thumb|right|Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv]]
Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – [[Allégadeplanen]] – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. [[Egnsplanen]] fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

=== Byrådsdiskussioner 1969-1970 ===
Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative [[Olaf P. Christensen]], indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ''”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.”'' Efter hans opfattelse var der tale om ''”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.”'' Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ''”hindre de foreliggende planers gennemførelse”'', og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af [[Bevaringsudvalget]]. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

=== Fase 2 opgives 1973 ===
20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde ind med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ''”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”'', sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ''”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”'', men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødig være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ''”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.''

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ''”det ville jo være umoralsk”.''

=== Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning ===
Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i [[Arbejdsformidlingen]]s nye lokaler i [[Nørreport 15]]. Arkitekten [[Jørgen Malling]] havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra [[Nørrebrogade 3]]. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

=== Litteratur og kilder ===
*Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
*Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
*Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
*P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
*Århus-Posten 21. september 1973.
*Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
*Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: 1536-1660]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T12:35:21Z

Venni sale: /* CeresByen - mod nye tider */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftedes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet blev fornyet, mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store salgsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikledes ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første, som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] satte i værk, var anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trange og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således at sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet, moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads til i alt 30-40.000 kvadratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser, til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T12:27:48Z

Venni sale: /* Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftedes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet blev fornyet, mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store salgsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikledes ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første, som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] satte i værk, var anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trange og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således at sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet, moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv i på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads, i alt 30-40.000 kvardratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T12:09:18Z

Venni sale: /* Mineralvandsfabrikken Ceres */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftedes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet blev fornyet, mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store salgsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikledes ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første, som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] satte i værk, var anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trange og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske Pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en Etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv i på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads, i alt 30-40.000 kvardratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T11:53:51Z

Venni sale: /* Fra hest til biler */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftedes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet blev fornyet, mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store salgsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikledes ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] sætter i værk er anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trænge og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af de virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske Pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en Etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv i på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads, i alt 30-40.000 kvardratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T11:51:39Z

Venni sale: /* Den usikre krigsproduktion */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet bliver fornyet mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store slagsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikles ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] sætter i værk er anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trænge og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af de virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske Pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en Etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv i på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads, i alt 30-40.000 kvardratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

Bryggeriet Ceres

2016-06-09T11:50:54Z

Venni sale: /* Stærke kræfter og ædruelighedens fremme */

[[Fil:Ceres_første_bygninger.jpg|500px|thumb|right|Bryggeriet Ceres. Tegning af de første bygninger på Ceres set fra sydvest ned over Mølleengen, i Lokalhistorisk Samling på Aarhus Kommunes Biblioteker.]]

== Grundlæggelsen af Bryggeriet Ceres ==
I 1856 mødes tre af byens forretningsdrivende, købmand og brændevinshandler [[Malthe Conrad Lottrup]] samt apotekerne [[Niels Schack Aagaard]] og [[Knud Reddelien]] for at diskutere et interessant projekt. Resultatet af mødet blev, at de tre mænd blev enige om at etablere Aarhus’ første bryggeri til fremstilling af bayersk øl, der i disse år, måske som følge af de mange udenlandske soldaters indkvartering i byen de foregående år, så småt var begyndt at fortrænge de traditionelle øltyper som hvidtøl. Bryggeriet fik navnet Ceres efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed.

=== Fremsynet placering ===
Det var ikke kun hvad angår aarhusianernes ganer at de tre initiativrige partnere var fremsynede. De var det også med hensyn til placeringen af deres nye virksomhed. Den blev opført på det sted, hvor landevejene til Silkeborg og Viborg mødes.

I 1856 var dette et godt stykke uden for bygrænsen ved [[Vesterport]], og mens de store virksomheder i byens midte blev mere og mere indeklemte i takt med at Aarhus voksede, var til-kørselsforholdende og udvidelsesmulighederne gode.

En anden væsentlig grund til bryggeriet placering var, at [[Aarhus Å]] forsynede bryggeriet med vand, og at den forholdsvise høje beliggenhed betød, at der kunne bygges svale lagerlokaler ind i skråningen. På den måde undgik man at udgrave til en egentlig kælder men med alle de fordele et køligt lokale ville give samtidig med, at man ikke ville få nogen problemer med grundvandet. De store omkringliggende markarealer betød desuden, at bryggeriet i de første år kunne være selvforsynende med byg til fremstillingen af øl. Brygningen foregik dengang pr. håndkraft, og der blev ikke brygget hver dag.

=== De første bygninger ===
Bryggeriet bestod ved oprettelsen af to aflange bygninger, hvoraf den ene af bygningerne, det fornemt udførte [[Jyske Palæ]], trods en omfattende brand i 1982 fortsat kan nydes. Jyske Palæ blev opført i historicistisk stil i tre etager med en sidefløj til selve bryghuset. I bryghuset var de store kedler på første sal, mens hovedfløjen rummede kontorer og to kældre med lager for henholdsvis bayersk øl og hvidtøl.

=== Lottrup bliver eneejer ===
I 1857, altså allerede året efter etableringen og inden bryggeriet for alvor var kommet i gang, købte M. C. Lottrup de to medstiftere Schack Aagaard og Knud Reddelien ud og blev således eneejer af bryggeriet. Samme år solgte Lottrup sin købmandshandel i [[Vestergade]].

=== Ceres Haven ===
I 1865 anlagde Malthe Conrad Lottrup [[Cereshaven]] neden for bryggeriet ud mod åen. I en senere beskrivelse af haven fra 1920 kan man læse; ”Ceres’ gamle Have, der ligger ned til Aae, er berømt for sin Skønhed og bidrager til at gøre Roturen paa det første Stykke ud til ’[[Fiskerhuset ved Aarhus Å|Fiskerhuset]]’ til lidt af en oplevelse”.
Anlægsgartner A. Otterstrøm, Langå, blev valgt som havearkitekt, og den samlede pris inklusiv planlægning, indkøb af træer, buske og anlægning af haven var på beskedne 51 rigsdaler 2 mark og 4 skilling. Unægtelig et noget andet beløb end det i dag ville have kostet, at anlægge den smukke have.

=== Hovedbygningen – den første udvidelse ===
At det var gode år for bryggeriet vidner opførelsen af den nye hovedbygning om. I 1866 opførte M.C. Lottrup [[Ceres Hovedbygning|Hovedbygningen]] i sin første skikkelse, og her indretter han blandt andet sin private bolig. Hovedbygningen var bygget i historicistisk stil og kom til at rumme bryggeriets administration. Bygningen udvidedes i 1887 og blev i den forbindelse dekorativt udsmykket med inspiration fra antik arkitektur.

== Overdragelsen til L. C. Meulengracht ==
I november 1870 døde M. C. Lottrup blot 55 år gammel. Inden da havde han kaldt sin nevø, [[Lars Christian Meulengracht (1837-1903)]] hjem fra London og inddraget ham i virksomhedens drift.
Lottrup havde indgående kendskab Meulengrachts handelstalenter. Udover familierelationerne havde Meulengracht som 15-årig stået i lære ved Lottrup, og efter endt uddannelse i København og London stod han således godt rustet, da han den 1. januar 1871 overtog bryggeriet.

Aarhus var på det tidspunkt en by i fremgang og vækst. Nye virksomheder skød op, og mange fra landet drog mod byen håbet om at finde arbejde. Det stærkt stigende befolkningstal gav også et større afsætningsmarked for Ceres. På dette tidspunkt var der konkurrence fra specielt københavnske bryggerier, men Ceres viste sig stærkest i Aarhus.

=== Ceres i hastig vækst ===
[[Fil:Ceres 1889 tegning af Meulengrachts store byggeprogram formindsket.jpg|400px|thumb|right|Illustration af Bryggeriet Ceres, 1889. Læg mærke til Laurits Christian Meulengrachts store og omfattende udvidelser langs Silkeborgvej og Thorvaldsensgade. Illustration fra Danmarks industrielle Etablissement udgivet af familien Malmgren, 1887-1889]]

Lars Christian Meulengracht var en fremsynet leder, og han var ikke bange for at investere. Han iværksatte hurtigt en omfattende modernisering og ekspansion af virksomheden, hvor arbejdet indtil da fortsat blev udført med håndkræft.

Nye bygninger skød op med hastig fart, og virksomheden kunne med markante tekniske kraftspring øge produktionen ganske betragteligt.

Meulengracht påbegyndte allerede den første udvidelse af virksomheden i 1872. Han ansøgte kommunen om tilladelse til at opføre et ny malteri. Samme år blev der bygget til den eksisterende hovedbygning, således at der kunne installerede et dampkraftanlæg, og bryggeriet fik et nyt markant vartegn i form af en 35 alen eller 23,5 meter høj skorsten til at lede røgen væk. Dampmaskinen var indkøbt lokalt ved [[Frichs fabrikken]].

Og sådan fortsatte virksomhedens ekspansion og udbygning de kommende år. Et nyt aftapperi i 1878, et ishus 1879 og nyt inventar i bryghuset i 1880 samt funktionærboliger og en stald til 17 heste med tilhørende garage til hestekøretøjerne blot for at nævne nogle af byggerierne.

Byggelysten fortsatte, og gårdspladsmiljøet omkring [[hovedbygningen]] blev efterhånden færdiggjort med en række mindre bygninger. I 1887-88 var man nået til det sidste større projekt – udvidelsen af hovedbygningen og opførelsen af et endnu nyt malteri ud mod [[Thorvaldsensgade]]. Det er senere blevet revet ned.

== Østjydske Bryggerier A/S ==
L. C. Meulengratch levede i et barnløst ægteskab med [[Ingeborg Christiane Meulengratch]], som var datter af bryggeriets grundlægger, M. C. Lottrup.

Uden arvinger var det måske derfor naturligt for Meulengracht at sikre virksomhedens fremtid gennem en fusion og oprettelse af et nyt storbryggeri, [[Østjydske Bryggerier A/S]].

Østjydske Bryggerier blev oprettet som en fusion mellem Ceres i Aarhus, Horsens Bajersk- og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia også kaldet ”Fæstningsbryggeriet”.
Hermed sluttede epoken med Ceres som selvstændigt bryggeri endeligt.

Ceres var juvelen i den nye sammenslutning, og det var med bryggeriets størrelse som landsdelens største in mente blot naturligt, at det nye bryggeris hovedsæde blev lagt i Aarhus. Produktionen fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens, Vejle og Aarhus.

Meulengracht trådte ud af direktionen, men han slap ikke tøjlerne fuldstændigt i det nye bryggeri, hvor han frem til sin død i 1903 i Monte Carlo havde en rådgivende rolle.

=== Den lokale konkurrence ===
1890’erne var en periode med industriel vækst i Danmark. Hjulende rullede hurtigere og konkurrencen var blevet skærpet. De fire lokale bryggerier [[Godthåb]], [[Sjællandsgade Bryggeri]], [[Bryggeriet Nørrebro]] og [[Vejlby bryggeri]] fusionerede i 1899 til det nystiftede [[A/S De forenede Bryggerier]], som hurtigt blev omdøbt til [[aktiebryggeriet Trøjborg]]. Dermed var Aarhus nede på blot tre bryggerier. Det var foruden Ceres og Trøjborg også [[Arbejdernes Produktionsanstalt]]. Aktiebryggeriet Trøjborg fik, trods økonimisk opbakning fra flere af byens spidser bl.a. [[Viggo Omrslev]] og [[Viggo L. Rahr]], en ganske kort levetid og blev således i 1905 opkøbt og lukket af Ceres.

Selvom konkurrencen i disse år var hård fortsatte Ceres investeringerne, og ved bryggeriets 50 års jubilæum i 1906 var bryggeriet moderniseret med et nyt stort køleanlæg og 17 lagerkældre med 800 store lagerfade.

=== Leverandør til Det Kongelige Danske Hof ===
I 1914 fik Ceres titlen som ’Leverandør til Det Kongelige Danske Hof’, og symbolet, kongekronen, og teksten pryder også i dag etiketterne.

=== Stærke kræfter og ædruelighedens fremme ===
Årene frem til 1. Verdenskrig var imidlertid ikke gunstig for bryggeribranchen. Afholdsbevægelsen stod stærkt i disse år – særligt i Jylland. Også i Aarhus havde afholdsbevægelsen fat med den stærke agitator [[Lars Larsen-Ledet|Larsen-Ledet]] som frontfigur. Gennem pres bl.a. fra afholdsbevægelsen blev den såkaldte beværterlov i 1912 gennemført. Loven gav mulighed for kommuneafstemninger, som mange steder betød, at kroer og handlende fik frataget deres bevilling til at handle med spiritus og stærke drikke, og det betød naturligvis forringede muligheder for bryggerierne for at afsætte deres varer.

=== Den usikre krigsproduktion ===
Med verdenskrigens udbrud i 1914 gik bryggeriet en usikkerhed tid i møde. På den ene side var efterspørgslen var stigende både i indland og udland, blandt andet fordi de tyske bryggerier ikke kunne producere nok øl til den tyske hær. På den anden siden var det svært at skaffe korn, mens råvarepriserne og kulpriserne var kraftigt stigende. Lettelsen var derfor stor da krigen ophørte, og normale tilstande indtrådte.

=== Fra hest til biler ===
Nu kunne moderniseringen af bryggeriet fortsætte og i midten af 1920’erne udskiftes mange af de gamle maskiner med ny teknologi, aftapperiet bliver fornyet mens de gamle træfade i lagerkældrene blev erstattet af aluminiumstanke. Det betød bl.a. at mange af bryggeriets bødkere måtte finde andre funktioner.
Mere synligt for byens borgere var den gennemgribende ændring på distributionssiden. De populære hestekøretøjer og bryggerhestene blev udskiftet med en moderne bilpark med store slagsbiler, og ved udgangen af 1924 var der kun 8 bryggerheste tilbage i staldene. I 1925 afvikles ølhandlerleddet og Ceres overtog selv distributionen af øllet i byen og den nærmeste omegn. Samtidig benyttede man lejligheden til at sælge de sidste heste og i stedet indsætte seks nye store salgsbiler. Der kom moderne tempo over distributionen, og bryggeriet kunne nå kunderne hurtigere og længere væk. Flere beklagede sig efterfølgende over at de store bryggerheste savnedes i bybilledet, og bryggeriet delte også savnet, men forretningsmæssige hensyn måtte nu engang komme i første række.

[[Fil:Ceres 16.jpg|150px|thumb|right|Ceres Bryggerierne A/S. Mineralvandsfabrikkens produkter blev også hurtigt populære. Her ved Demokratens børnedag i 1953. Fotograf Børge Venge i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet]]

== Mineralvandsfabrikken Ceres ==
Noget af det første som den nyudnævnte direktør [[Viggo Bie]] sætter i værk er anlæggelsen af en ny og selvstændig afdeling for mineralvand i 1926 - med eget personale og egne salgsbiler. Afdelingen havde en beskeden opstart, men voksede i løbet af nogle få år til provinsens største. [[Mineralvandsfabrikken Ceres]] blev anlagt i den store hvælvede kælder i bryggeriets ældste bygning fra 1856, og her var der også i en længere årrække plads til de løbende udvidelser, som den stigende produktion nødvendiggjorde.
I løbet af 1950erne blev kælderlokalerne for trænge og i 1954 kunne en ny og moderne mineralvandsfabrik tages i brug. Alt var automatiseret på den nye fabrik, og her kunne man fremstille hele 100.000 flasker sodavand i døgnet.

=== Apollinaris, Pajanas og Svensk Sodavand ===
Mineralvandproduktionen begyndte med Apollinaris i 1926. Siden da er bl.a. A.B.C. Sportsvand, Citronvand, Favorit, Grape Tonic, Lemon, Orange Squash, Pajanas, Svensk Sodavand (almindeligvis kendt som rød sodavand), Topci og Tonic Water kommet til. I 1957 fremstillede Ceres 13 forskellige mineralvand.

=== 75 års jubilæum og jubilæumsskrift ===
I anledningen af Ceres 75-års jubilæum i 1931 blev der udgivet en jubilæumsbog om virksomhedens historie. Bogen indeholder udover en udførlig beskrivelse af de virksomhedens første 75 år også en detaljeret og ganske interessant gennemgang af virksomhedens produktionsapparat og bygninger anno 1931. Bogen er den seneste samlede fremstilling af Ceres historie.

=== Drik jydsk Øl i Jylland ===
Under sloganet ’Drik Jysk Øl i Jylland’ blev Ceres’ ølprodukter i en årrække markedsført. Det var ikke blot tomme ord, for i mange år gjorde bryggeriet en dyd ud af at bruge jyske råvarer i deres produktion.

I bryggeriets første år anvendte man korn fra egne marker, men i takt med at produktionen blev mere omfattende, opkøbtes kornet forskellige steder i Jylland – men kun i Jylland. Dette fasthold man i en årrække, og i denne periode holdt sloganet jo vand.

=== Top pilsner ===
Det var den legendariske brygmester og mangeårige direktør for Ceres [[Vagn Klæbel]], der i begyndelsen af 1950erne fandt på at give Østjydske Bryggeriers tre pilsnere fra bryggerierne i henholdsvis Horsens, Vejle og Aarhus det fælles samlende navn ’Toppilsner’.

== Jubilæum, gaveregn og Ceresbryggerierne ==
Ceres fyldte 100 år i 1956. Det blev fejret i [[Aarhus-Hallen]] med mere end 700 gæster. Bryggeriet gav i den anledning gaver til byen for 1/4 mill. kr. [[Aarhus Idrætspark]] fik et moderne lysanlæg, således sporten fik bedre forhold i vinterhalvåret, og man sponsorerede også en film, der skulle gavne turisme i Aarhus.
Samme år tog bryggeriet navneforandring fra Østjydske Bryggerier til Ceresbryggerierne A/S. Det betød, at de to andre bryggerier i Horsens og Vejle blev samlet under Ceresparaplyen, og man kunne få en mere ensartet markedsføring af ens produkter.

=== Et nyt bryghus ===
Med halvtredserne og tresserne fulgte nogle gode år for virksomheden. Mens mineralvands-produktionen i disse år blev stærkt udvidet moderniseredes og udvidedes produktionen af øl således, at virksomheden blandt andet i foråret 1950 installerede to helautomatiske Pasteuriseringsapparater fra ’Nybo og Nielsen’ samt en Etiketteringsmaskine fra ’Althuon og Nielsen’ i aftapperiet. I 1957 installerede man desuden moderne tappemaskiner. I 1967 kunne bryggeriet indvie det nye markante bryghus med vinduer ud mod Silkeborgvej. Nu kunne Ceres producere ca. 5.000,000 hektoliter øl om året svarende til 680.000 flasker i døgnet.

== Fusioner og nye koncernnavne ==
Efter nogle fremgangrige år kom selskabet i begyndelsen af halvfjerdserne i økonomiske problemer, som resulterede i at ejerskabet overgik til andre danske bryggerier med De Forenede Bryggerier i spidsen. I 1976 indgik Ceres, grundet vigende salgstal, i en fusion med Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier. Det var en fusion, der tidligere havde syntes utænkelig grundet bryggeriernes stærkt lokale forankring, men det lokale var i opbrud, og forretningen måtte sikres.

[[Fil:Billede 9, exporten til wiki.jpg|200px|thumb|left|Ceresøl på vej mod eksportmarkeder. Foto i Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkiver. Fotograf Børge Venge, 1965.]]

I 1989 blev Jyske Bryggerier enige med Faxe Bryggeri om en sammenlægning. Det skete for at styrke bryggeriernes konkurrenceevne indlands såvel som udlands. Navnet på bryggeriet blev Faxe Jyske A/S. Kort tid efter sammenlægningen og i forbindelse med at direktøren for Jyske Bryggerier gik på pension i 1990 blev den øverste administrative ledelse af Faxe Jyske flyttet fra Aarhus til Faxe. I 1992 ændredes virksomhedens navn til Bryggerigruppen A/S og i 1998 gik man på Børsen.

I skarp konkurrence med Carlsberg A/S opkøbte man i 2000 Bryggeriet Albani A/S fra Odense.

=== Eksport og ekspansion i udlandet ===
Ceres har haft en lang tradition for at eksportere øl. I mange år har bryggeriets øl-produkter været blandt de mest populære importøl i Italien. Foruden store markedsandele i Italien var Bryggerigruppen også velkonsolideret i Baltikum, og i perioden 1999-2001 købte Bryggerigruppen to større litauiske bryggerier, AB Vilnius Tauras og Kalnapilis AB.

I 2004 ekspanderes Bryggerigruppen i Letland ved at købe først CIDO Grupa, den største pro-ducent af læskedrikke og Lacplesa Alus A/S, som producerede øl.

I 2005 overtog man den polske bryggerivirksomhed Brok-Strzelec S.A., og i 2007 erhvervedes bryggeriet Lomza, som stod stærkt i det nordøstlige Polen.

=== Royal Unibrew ===
Med et stigende aktivitetsniveau i udlandet ændrede Bryggerigruppen i 2005 navn til det mere internationalt klingende Royal Unibrew.

== Ceres lukker ==
Et mundheld indenfor forretningsverdenen siger, at enten spiser man sine konkurrenter, eller også bliver man selv spist. Det sidste var tilfældet for Ceres i 2008. Gennem historien havde Ceres være med til at opkøbe og fusionere sig til flere markedsandele rundt om i flere jyske købstæder for derefter at lukke produktionen, og nu var turen altså kommet til Ceres og Aarhus.
Den internationale finanskrise tærede på Royal Unibrews kapital, og man besluttede derfor i 2008 at stoppe produktionen på Ceres og frasælge grunden.
28. november 2008 blev det sidste øl brygget på Ceres, og efter 152 års ølbrygning var det endegyldigt slut, og den indenlandske produktion koncentreredes nu udelukkende på bryggerierne Albani og Faxe. Dette efterlod Ceresgrunden tilbage uden noget formål.

== CeresByen - mod nye tider ==
Efter et par år uden liv i på Ceres blev det besluttet, at der på den 140.000 kvadratmeter store grund skulle etableres en helt ny bydel [[CeresByen]] med boliger, erhvervslokaler, butikker samt uddannelsesinstitutioner. Royal Unibrew er fortsat ejer af en del af grunden, mens en anden del er frasolgt til det aalborgbaserede entreprenørfirma A. Enggaard.

Den 12. juni 2012 lød startskuddet endelig til realiseringen af den nye bydel, da Folketingets finansudvalg gav grønt lys til opførelsen af VIAs nye 37.000 kvadratmeter store campus til en pris af ca. 780 millioner kroner og med plads til 5000 studerende inden for lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne.

Efter planen vil VIA [[Campus Aarhus C]] stå færdig i 2015. Herudover er der plads, i alt 30-40.000 kvardratmeter erhvervsanvendelse, i synlige omgivelser til store og små virksomheder. Der ligger også planer for opførelsen af omkring 600 boliger med plads til ca. 1.000 indbyggere. Som en ekstra bonus vil den gamle [[Cereshave]] blive en offentlig park, som får dobbelt størrelse af dens nuværende areal.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A07304137 Bestil materiale]
*Kristian Buhl Thomsen, Bryggeriet i Ceres Allé, i Kenn Tarbensen og Kristian Buhl Thomsen, Industriminder i det gamle Århus, (Aarhus Byhistoriske Fond, 2010) [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A28631073/query%3Aindustriminder%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*Bryggeriet Ceres arkiv på Erhvervsarkivet i Aarhus
*Preben Rasmussens udklipssamling på Aarhus Stadsarkiv
*Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.

==Henvisninger==
[http://www.royalunibrew.com/ Royal Unibrew A/S hjemmeside]
[http://www.ceresbyen.dk/ CeresByens hjemmeside]
[http://www.enggaard.dk/ Entreprenørfirmaet A. Enggaards hjemmeside]

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155479|10.189756}}

AGF Fodbold

2016-06-09T09:18:40Z

Venni sale: /* Århus Fodbold Club */

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom '''AGF''' tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

[[Fil:Frederik Lausen, Børge Venge.jpg|400px|thumb|right|[[Frederik Lausen]] til genåbningen af Idrætsparkens hovedbygning i 1954]]

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887, og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem [[Århus 1900]] og klubben [[Olympia]]. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastik Forening]] et fodboldhold - et hold som med tiden skulle dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat var spillerne fra Randers voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen i 1909]], hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg Skoles bane ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

[[Fil:B775100-CD0273-090567.jpg|400px|thumb|right|Fyldte tribuner til rivalopgøret mellem AGF og Randers Freja d. 27. august 1933.]]

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrige var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på [[Hotel Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide, at man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
[[Fil:AFC - Vejle.jpg|400px|thumb|left|AFC mod Vejle, 22. august 1932]]
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme fredagsaften i august, som B 1921 blev nedlagt, skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelonaklubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.
[[Fil:Oluf Skjelmose.jpg|300px|thumb|right|AFCs [[Oluf Skjelmose]] i 1936]]
Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.
[[Fil:AGF og Chang spillere.jpg|400px|thumb|left|AGF og Ålborg Chang spillere i omklædningsrummet på [[Dalgas Avenue]] i marts 1933]]

1954/55 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra [[Skovbakken]] havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
* "Idrætten i Århus 1920-95". Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.
* Statistik over diverse fodboldturneringer.

[[Kategori: Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

AGF Fodbold

2016-06-09T09:14:48Z

Venni sale: /* De gode 20’ere */

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom '''AGF''' tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

[[Fil:Frederik Lausen, Børge Venge.jpg|400px|thumb|right|[[Frederik Lausen]] til genåbningen af Idrætsparkens hovedbygning i 1954]]

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887, og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem [[Århus 1900]] og klubben [[Olympia]]. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastik Forening]] et fodboldhold - et hold som med tiden skulle dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat var spillerne fra Randers voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen i 1909]], hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg Skoles bane ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

[[Fil:B775100-CD0273-090567.jpg|400px|thumb|right|Fyldte tribuner til rivalopgøret mellem AGF og Randers Freja d. 27. august 1933.]]

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrige var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på [[Hotel Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide, at man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
[[Fil:AFC - Vejle.jpg|400px|thumb|left|AFC mod Vejle, 22. august 1932]]
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.
[[Fil:Oluf Skjelmose.jpg|300px|thumb|right|AFCs [[Oluf Skjelmose]] i 1936]]
Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.
[[Fil:AGF og Chang spillere.jpg|400px|thumb|left|AGF og Ålborg Chang spillere i omklædningsrummet på [[Dalgas Avenue]] i marts 1933]]

1954/55 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra [[Skovbakken]] havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
* "Idrætten i Århus 1920-95". Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.
* Statistik over diverse fodboldturneringer.

[[Kategori: Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

AGF Fodbold

2016-06-09T09:09:39Z

Venni sale: /* De gode 20’ere */

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom '''AGF''' tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

[[Fil:Frederik Lausen, Børge Venge.jpg|400px|thumb|right|[[Frederik Lausen]] til genåbningen af Idrætsparkens hovedbygning i 1954]]

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887, og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem [[Århus 1900]] og klubben [[Olympia]]. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastik Forening]] et fodboldhold - et hold som med tiden skulle dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat var spillerne fra Randers voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen i 1909]], hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg Skoles bane ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

[[Fil:B775100-CD0273-090567.jpg|400px|thumb|right|Fyldte tribuner til rivalopgøret mellem AGF og Randers Freja d. 27. august 1933.]]

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på [[Hotel Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
[[Fil:AFC - Vejle.jpg|400px|thumb|left|AFC mod Vejle, 22. august 1932]]
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.
[[Fil:Oluf Skjelmose.jpg|300px|thumb|right|AFCs [[Oluf Skjelmose]] i 1936]]
Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.
[[Fil:AGF og Chang spillere.jpg|400px|thumb|left|AGF og Ålborg Chang spillere i omklædningsrummet på [[Dalgas Avenue]] i marts 1933]]

1954/55 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra [[Skovbakken]] havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
* "Idrætten i Århus 1920-95". Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.
* Statistik over diverse fodboldturneringer.

[[Kategori: Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

AGF Fodbold

2016-06-09T09:07:49Z

Venni sale: /* Begyndelsen */

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom '''AGF''' tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

[[Fil:Frederik Lausen, Børge Venge.jpg|400px|thumb|right|[[Frederik Lausen]] til genåbningen af Idrætsparkens hovedbygning i 1954]]

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887, og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem [[Århus 1900]] og klubben [[Olympia]]. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastik Forening]] et fodboldhold - et hold som med tiden skulle dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat var spillerne fra Randers voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen i 1909]], hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg Skoles bane ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

[[Fil:B775100-CD0273-090567.jpg|400px|thumb|right|Fyldte tribuner til rivalopgøre mellem AGF - Randers Freja d. 27. august 1933.]]

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på [[Hotel Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
[[Fil:AFC - Vejle.jpg|400px|thumb|left|AFC mod Vejle, 22. august 1932]]
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.
[[Fil:Oluf Skjelmose.jpg|300px|thumb|right|AFCs [[Oluf Skjelmose]] i 1936]]
Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.
[[Fil:AGF og Chang spillere.jpg|400px|thumb|left|AGF og Ålborg Chang spillere i omklædningsrummet på [[Dalgas Avenue]] i marts 1933]]

1954/55 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra [[Skovbakken]] havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
* "Idrætten i Århus 1920-95". Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.
* Statistik over diverse fodboldturneringer.

[[Kategori: Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:43:38Z

Venni sale: /* At rejse med rent linned og Guds hjælp */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet hos [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landauer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slags, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:40:54Z

Venni sale: /* Et Kristenmenneske */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet hos [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landauer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:40:01Z

Venni sale: /* Den forbistrede Jernbane */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet hos [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|.Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landauer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:38:11Z

Venni sale: /* Et Kristenmenneske */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet hos [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|.Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landuaer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:34:47Z

Venni sale: /* Den affekterede Kaptajn */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|.Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landuaer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Johanne Luise Heiberg og Aarhus

2016-06-09T08:28:09Z

Venni sale: /* Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. */

[[Fil:Fru Heiberg.jpg|300px|thumb|right|Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter]]

== Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde. ==

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør.
Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik.
Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

[[Fil:Teatret i kannikegade.jpg|300px|thumb|right|Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade]]
===== Til Jydernes Land =====
København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg.
Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første [[Aarhus Teater | teater i Kannikegade]]. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til ''"Jydernes Land"'' igen; ''"Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem"'' , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

[[Fil:Dampskibet Kjøbenhavn.jpg|300px|thumb|left|Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.]]
[[Fil:STIFTEN 10-07-1871.jpg|300px|thumb|right|Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871]]
[[Fil:Sindssygeanstalten.jpg|300px|thumb|right|Jydske Asyl 1859]]
[[Fil:Store Torv 1870.jpg|300px|thumb|left|Store Torv set mod Lille Torv, 1870.]]
[[Fil:Hotel royal 1870.jpg|300px|thumb|left|Hotel Royal, 1870.]]

===== At glide henover Bølgerne =====
Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på [[dampskibet ”Kjøbenhavn”]] og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ''”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.”''
Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ''”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”''. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ''”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.”'' De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

[[Fil:Aarhus Rådhus (ukendt) 1907.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Rådhus 1857 -1941]]
===== Brødrene Weis =====
De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på [[Hotel Royal]]. Herfra sendte Fruen et bud til møller [[Andreas Severin Weis]], som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen [[Hans Christian Weis]], der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom [[Åby Østergård]], hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i [[Aarhus Museum|Malerisamlingen]], der holdt til på loftet af [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)]]. Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

===== Den affekterede Kaptajn =====
På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og for-talte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i Kø-benhavn. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

===== På Sindssygeanstalten =====
Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til [[Psykiatrisk Hospital | Jydske Asyl]] i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen [[Harald Selmer]], nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ''”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”'', lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

===== Hvorledes man har det i det Hotel =====
At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ''”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.”'' Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ''”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie”'' – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere ''"et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.”'' Manden, der hed Larsen, var direktør [[Frederik Larsen]], der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ''”Johanne Luises Jammers-Minde.”''

[[Fil:Ext. Belvedere 2a.jpg|300px|thumb|left|.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.]]
[[Fil:Belvedere regninger.jpg|300px|thumb|left|.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.]]
[[Fil:Riis skov 1880.jpg|300px|thumb|right|.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.]]
[[Fil:Hans sørensen.jpg|300px|thumb|right|.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.]]
===== Løglugt =====
Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ''”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.”'' Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

[[Riis Skov]] fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ''”hvilket jo er heldigt”'', som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

===== Et Kristenmenneske =====
Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet [[Jens Christian Dyhr | J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab]], der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece [[Sophie Pætges]], der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. [[Marselisborgskovene|Marselisborg Skov]], en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i [[Aarhus Domkirke]] kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst [[Hans Sørensen]], der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

[[Fil:Jernbanen risskov.jpg|300px|thumb|left|.Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.]]

===== Den forbistrede Jernbane =====
Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ''”med grædende tårer”'' fortalte, at hunden Bob var blevet ''"overkørt af den forbistrede [[Grenåbanen|Kystbanen]]",'' der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ''”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”''

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ''”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.”'' Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.

[[Fil:Julie dahl.jpg|300px|thumb|left|De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.]]
[[Fil:Banegården ca 1890.jpg|300px|thumb|right|.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landuaer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.]]

===== At rejse med rent linned og Guds hjælp =====
Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i [[Mejlgade]] 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slagsen, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

== Kilder og Litteratur ==

*Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'

*Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)

*Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.

*Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

== Eksterne links ==

[http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg | Den store danske Encyclopædi]

[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/ | Kvindebiografisk Leksikon]

[http://www.teatermuseet.dk/content/johanne-luise-heiberg | Teatermuseet i Hofteatret]

[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=43&p_fpkat_id=biog | Arkiv for Dansk Litteratur]

[http://da.wikipedia.org/wiki/Johanne_Luise_Heiberg | Wikipedia]

[[kategori: Historiske personer]]
[[kategori: Det 19. århundrede]]

{{#coordinates:primary|56.155772|10.210460}}
{{#coordinates:56.157304|10.209574}}

Georg Frederik Wilhelm Lund

2016-06-09T08:26:43Z

Venni sale:

[[Fil:Rektor Lund, 1868.jpg|250px|thumb|right|Georg Frederik Wilhelm Lund]]

Rektor ved [[Aarhus Katedralskole]] '''Georg Frederik Wilhelm Lund''' født 1820 - død 1891

Lund blev rektor for Aarhus Katedralskole i 1868 og bestred posten indtil 1885.

Samme år blev rektor Lund også medlem af Videnskabernes Selskab.

I 6. juni 1876 skriver købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank]] [[Harald Skovby]] til vennen og redaktør på ’Fædrelandet’ Carl Ploug, om Lund og hans sønner. Anledningen var at en af storkøbmanden [[Hans Broge]]s døtre havde forlovet sig med en af rektor Lunds sønner.

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtsakb, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

[[Kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

{{#coordinates:primary|56.156620|10.211963}}

Hans Broge (1822-1908)

2016-06-09T08:25:57Z

Venni sale: /* Handlingens mand */

[[Fil:Hans Broge ca 1890.jpg|350px|thumb|right|Hans Broge]]

Storkøbmand, grundlægger af [[Hans Broge og co.]], Dannebrogsmand, ridderkorset, fortjenstmedalje i guld, kommandør af 1. grad '''Hans Broge'''.

Født 4. december 1822 Grenå – død 25. marts 1908 Aarhus

Det var ikke for ingenting, at Hans Broge blev kaldt for ''Jydernes Kong Hans''. Fra 1860’erne og frem til århundrede skiftet var Hans Broge en hovedkraft indenfor Aarhus’ udvikling.

=== Grenå, Meulengracht og Hamborg ===
Hans Broge blev født i Grenå i 1822; forældrene var skipper Niels Broge og moderen Anne Sofie. Som seksårig mistede Hans Broge sin far i en drukneulykke, hvorefter moderen blev alene med fire børn. 15 år gammel kom Broge i handelslære i Aarhus hos købmand [[Harboe Meulengracht]] på [[Lille Torv]].

Efter sin læretid hos [[Meulengracht-slægten]] opholdt Broge sig nogle år ved et tysk handelshus i Hamborg efterfulgt af en tid som kommis i Randers. I 1847 vendte Broge tilbage til Aarhus, hvor han etablerede sig som selvstændig købmand i [[Mindegade]] 8. Grundet sine tyske forbindelser gennem sin bror Henrik, der var købmand i Hamborg, kunne Broge fortsætte sin handelsvirksomhed under de tyske belejringer i [[Besættelsen af Aarhus i 1849|1849]] og i [[Besættelsen af Århus i 1864|1864]]. Krigen i 1864 viste sig på flere måder at give Hans Broge en fordel i forhold til sine konkurrenter. Samme år blev han valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]] med 205 af de i alt 214 afgivne stemmer, og i 1866 var Broge byens største skatteyder med 790 rigsdaler og 60 skilling.

=== Smøreksport til England ===
Efter 1864 vendte Hans Broge sin opmærksomhed mod England, hvor han i stor stil kom til at eksportere landbrugsvarer - primært smør - til gengæld for kul og andre råstoffer. Det danske smør havde dog ikke noget godt omdømme i udlandet, hvilket Hans Broge satte sig for at gøre noget ved. I denne mission havde han en allieret i sin svigersøn [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]], grundlæggeren af [[Otto Mønsteds Margarinefabrik|OMA-margarine]] – også ofte omtalt som prins Otto. Sammen lagde de kræfter i at få uddannet landmændene, for derigennem at højne smørkvaliteten, og i 1868 introducerede de vintersmør for de danske landmænd ved en stor udstilling. Samtidigt startede Broge en import af kraftfoder, så køerne kunne blive fodret godt vinteren igennem, og derved producere mere og bedre smør året rundt.

Smøreksporten til England blev en stor succes og Broge blev en pioner indenfor landbrugseksporten til England. Aarhus’ position som førende jysk handelsby blev efterhånden slået fast, og [[Aarhus Havn]] måtte gennemgå flere udvidelser for at kunne håndtere den stigende mængde af handelsskibe, der lagde til havnen. Hans Broge kom også til at sætte et mere direkte præg på skibsdriften. Selv ejede han fire handelsskibe, opkaldt efter familiemedlemmer. Derudover blev Broge i 1860’erne medstifter af Jysk-Engelsk Dampskibsselskab og Dampskibsselskabet Aarhus-København. Ligeledes fik Broge indflydelse på landtransporten. I 1877 var han med til at oprette [[Grenåbanen|Aarhus-Ryomgårdbanen]], ligesom han også var aktiv indenfor oprettelsen af [[Odderbanen|Aarhus-Odderbanen]].

Af andre virksomheder som Hans Broge var medstifter af kan nævnes [[Aarhus Svineslagteri]], Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til [[Aarhus Oliefabrik]] og [[Korn- og Foderstof Kompagniet]]. Herudover ejede Broge selv flere virksomheder, blandt andet et par teglværker. Broge var desuden gennem mange år medlem af [[Aarhus Handelsforening]]s bestyrelse.

[[Fil:1908 Broges begravelse.jpg|400px|thumb|left|Hans Broges kiste bæres til ligvognen ved [[Aarhus Domkirke|domkirken]] i 1908.]]

=== Handlingens mand ===
Ud over at være en driftig købmand var Hans Broge, som de fleste andre af byens ledende borgere, også involveret i politik. I 1865 blev Hans Broge valgt til rigsrådet. Medlemskabet blev dog en kort fornøjelse, da rigsrådet allerede året efter blev opløst.

[[Aarhus Byråd]] kom Hans Broge derimod til at sætte et større præg på. Første gang han blev valgt til byrådet var i 1857, og her sad han indtil 1869, hvorefter han ikke ønskede at genopstille. Sigende for Broges popularitet var at selv efter, at han havde annonceret, at han ikke genopstillede, var der folk der stemte på ham. Hans Broges afgang fra byrådet betød langt fra, at han var færdig med at blande sig i aarhusiansk politik.

I 1879 skulle byrådet genforhandle sin kontrakt med det engelskejede ’Det danske gaskompagni’, som drev [[Aarhus Gasværk|gasværket i Aarhus]]. Parterne kunne ikke blive enige om betingelserne for den nye kontrakt, så byrådet overvejede i stedet at opføre sit eget gasværk. Hans Broge, som på dette tidspunkt ikke længere sad i byrådet, havde dog en anden løsning på problemet. Egenhændigt købte han for en sum af 350.000 kr. gasværket, og tilbød byrådet at købe det af ham for samme sum. Hvis byrådet afslog det generøse tilbud, ville han selv drive værket – det gjorde de ikke.

Omkring 1880 var Hans Broge raget uklar med byens skattevæsen, som mente, han skyldte byen 14.000 kr. 5. maj 1881 modtog byrådet et brev fra Hans Broge, hvor han skrev, at betingelsen for tilbagebetalingen af de 14.000 kr. var, at to projekter skulle realiseres. Det ene projekt var etableringen af [[Skt. Clemens Bro]], mens det andet projekt var en jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Odder. Den eneste betingelse var, at der skulle forelægge afsluttende kontrakter på begge projekter inden for et år. Til gengæld ville Hans Broge donere 10.000 kr. til opførslen af Skt. Clemens Bro. Da byens pengekasse var noget slunken efter købet af gasværket, tog byrådet imod Hans Broges tilbud. Både Odderbanen og Skt. Clemens Bro kunne indvies i 1884.

=== En sparsommelig konge ===
Selv om Hans Broge gik under tilnavnet Kong Hans, var der ikke meget konge over Hans Broges udseende. På fødderne havde han som regel lange træskostøvler og en grov jakke dækkede kroppen. ''”Der leves over Evne i Stat, Kommune og i Privatlivet i Danmark”'' var et udtryk Broge, ifølge [[Århus Stiftstidende]], ofte benyttede. Efter Broges død kunne man i Stiften læse om Hans Broges økonomiske vanskeligheder i 1880’erne. Det store københavnske firma Mohr & Kjær gik bankerot, og med sig tog de en masse handelshuse landet over. Broge blev hårdt ramt af dette, men klarede sig ifølge Stiften igennem ved at skære kraftigt ned på udgifterne, og personligt rejse ud til kunderne. Rejserne foregik på 3. klasse og måltider blev indtaget ved de billige jernbanerestauranter, fremfor de fine og dyre hoteller.

=== Hans Broges arv ===
Hans Broge døde 25. marts 1908. At Broge var en populær mand, kan man blandt andet se ved opbuddet af mennesker der var kommet for at følge Broge på sin sidste færd fra [[Aarhus Domkirke|domkirken]] til familiegravstedet på [[Søndre Kirkegård]]. Søndre Kirkegård blev dog senere nedlagt, for at give plads til [[Aarhus Rådhus|rådhuset]] og [[Rådhusparken|rådhusparken]], hvorfor Broges grav i 1936 blev flyttet til [[Nordre Kirkegård]], hvor han hviler endnu.

I byrådet blev Hans Broge hyldet med følgende ord fra borgmester [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|Drechsel]]: ''”Hans Broges Virksomhed strakte sig langt ud over Byens Grænser, og Jylland, ja hele Landet stod i Taknemmelighedsgæld til ham … Broges Navn vilde stedse være knyttet til Aarhus Bys Historie…”.'' Også Århus Stiftstidende hyldede Broge med følgende: ''"…med Hans Broge begraver vi Høvdingen fra en Tidsperiode, der nu er Fortid; Sørgefesten i Dag er Tegnet paa, at Døren er lukket i bag et historisk Affsnit i vort Folkeliv, et ejendommeligt, stærkt personlig præget Afsnit, hvor det var de Enkelte, der ragede op over Mængden og satte Mærke på Tiden."''

Men Hans Broge blev også hyldet, mens han levede. Allerede i 1860’erne dukker tilnavnet Kong Hans frem og ved Broges sølvbryllup med hustruen Inger Kirstine i oktober 1874 flagede hele byen for parret.

[[Fil:1910 Broges statue.jpg|400px|thumb|right|Aksel Hansens statue af Hans Broge afsløres på [[Tietgens Plads]] i 1910.]] I 1901 fik den 78-årige Hans Broge opkaldt den [[Hans Broges Gade|nyanlagte vej]] på [[Frederiksbjerg]] fra [[Skt. Pauls Kirke]] til [[Dalgas Avenue]] efter sig. I 1910, to år efter Broges død, blev en statue af Hans Broge udført af billedhuggeren Axel Hansen rejst ved [[Tietgens Plads]], således at Broge den dag i dag står og skuer ud over sin egen gade.

Også i [[Brabrand]] kan man i dag se spor efter Hans Broge. Området som i dag kaldes Hans Broges bakker var tidligere hjemsted for Hans Broges sommerbolig. På den tilhørende grund fik Broge anlagt et stort anlæg, som han i 1901 skænkede kommunen. Området blev efterfølgende benyttet som festplads.
Hans Broges villa blev nedrevet i 1987, men til gengæld kan man stadigt finde [[Hans Broges Vej]] i Brabrand.

Derudover lagde Hans Broge navn til passagerfærgen der sejlede mellem Aarhus og København fra 1939 til 1969.

=== Familie ===

* Hustru [[Inger Kirstine Broge]] f. Broch, død maj 1894 efter faldulykke
* Datter [[Anna Sophie Mønsted]] - gift med [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]
* Datter [[Severine Rømer]] - gift med [[Christian Carl Nicolai Rømer|Christian Rømer]]
* Datter Bertha Broge – død 9 år gammel 22.10.1870
* Søn [[Henrik Broge]] – født 23.02.1860 – død 09.02.1899 af tuberkulose
* Søn [[Hans Broch Broge]] - død 05.01.1921 (68 år), far til [[Hans Carl Broge]]
* Søn Niels Broge – død 3½ år gammel af strubehoste 21.05.1860
* Mor Ane Sophie Broge f. de Hemmer – død 23.06.1874 (87 år gammel)
* Far Niels Broge, skipper - død ved drukneulykke i 1828

[[Kategori: Personer]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Embedsmænd]]

=== Skovby om Broge ===
Om Hans Broge privatliv vides ikke meget. Et enkelt brev skrevet til sønnen Henrik, og nogle beretninger fra Broges sidste lærling er med til at belyse, hvordan Hans Broge var som menneske.

Derudover er bevaret en stor brevsamling fra købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank|Privatbanken]] [[Harald Peter Martin Skovby|Harald Skovby]] til vennen Carl Ploug, der var redaktør på ’Fædrelandet’. I flere breve nævnes Hans Broge og brevene er med til at give et andet billede af manden Hans Broge.

I forbindelse med en privat middag skriver Ploug blandt andet:

02.03.1874

''”Broge er overmaade livlig og da han tillige er heftig, saa have [[Otto Henrik Nors|Nors]] og jeg stor Morskab ud af at drille ham og skjønt vi kun var 6 tilbords, var skaalernes Tal mere end det dobbelte – Halvten spydige – venskabelige med mere eller mindre morsomme Hib til nye og gamle Synder”''

At Skovby ikke nødvendigvis havde de højeste tanker om Hans Broge ses blandt andet ved dette brev:

02.12.1873

''”Broge, der ellers holder sig til den sidste Spalte havde formelig studeret den (en bestemt politisk artikel) og talte længe med mig om ’Fædrelandet’s Fortrinlighed – hvad han slet ikke forstaar sig paa.”''

Ligeledes skriver Skovby til Ploug om Hans Broges sølvbryllup:

10.10.1874

”I dag fejrer Kong Hans sit sølvbryllup … Et Forsøg paa at faa Byraadet til at komplimentere Brudeparret myrdede ogsaa Nors og jeg, da dette dog ikke bør begynde paa at forherlige Familiefestligheder.”

Hans Broges datters forlovelse med latinskolens [[Georg Frederik Wilhelm Lund|rektor Lunds]] søn, bliver også viderebragt til Carl Ploug:

06.06.1876

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtsakb, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

=== Eksterne links ===
[http://aarhusfilm.dk/video/49226778 Film fra Hans Broges begravelse]

== Kilder ==
* Finn H. Lauridsen, Hans Broge – Købmand og igangsætter i De skabte Aarhus, Århus Byhistorisk Udvalg, 1991
* Århus – Byens borgere, red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 2000
* Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
* Peter Nilsen, Sejr i stiften – En citatbibliografi, Statsbiblioteket 1989
* Aarhus Byråds forhandlinger 05.05.1881, 26.03.1908
* Århus Stiftstidende 23.05.1860, 29.01.1867, 05.01.1968, 24.10.1870, 26.06.1874, 10.10.1874, 09.02.1899, 25.03.1980, 26.03.1908, 30.03.1908, 01.04.1908, 06.01.1921
* Brevsamling fra Harald Skovby til Carl Ploug i Sejrs Sedler, Aarhus Stadsarkiv
[[Kategori: Historiske personer]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.153095|10.201163}}
{{#coordinates:56.153739|10.211164}}
{{#coordinates:primary|56.167592|10.215119}}

Hans Broge (1822-1908)

2016-06-09T08:15:07Z

Venni sale: /* Smøreksport til England */

[[Fil:Hans Broge ca 1890.jpg|350px|thumb|right|Hans Broge]]

Storkøbmand, grundlægger af [[Hans Broge og co.]], Dannebrogsmand, ridderkorset, fortjenstmedalje i guld, kommandør af 1. grad '''Hans Broge'''.

Født 4. december 1822 Grenå – død 25. marts 1908 Aarhus

Det var ikke for ingenting, at Hans Broge blev kaldt for ''Jydernes Kong Hans''. Fra 1860’erne og frem til århundrede skiftet var Hans Broge en hovedkraft indenfor Aarhus’ udvikling.

=== Grenå, Meulengracht og Hamborg ===
Hans Broge blev født i Grenå i 1822; forældrene var skipper Niels Broge og moderen Anne Sofie. Som seksårig mistede Hans Broge sin far i en drukneulykke, hvorefter moderen blev alene med fire børn. 15 år gammel kom Broge i handelslære i Aarhus hos købmand [[Harboe Meulengracht]] på [[Lille Torv]].

Efter sin læretid hos [[Meulengracht-slægten]] opholdt Broge sig nogle år ved et tysk handelshus i Hamborg efterfulgt af en tid som kommis i Randers. I 1847 vendte Broge tilbage til Aarhus, hvor han etablerede sig som selvstændig købmand i [[Mindegade]] 8. Grundet sine tyske forbindelser gennem sin bror Henrik, der var købmand i Hamborg, kunne Broge fortsætte sin handelsvirksomhed under de tyske belejringer i [[Besættelsen af Aarhus i 1849|1849]] og i [[Besættelsen af Århus i 1864|1864]]. Krigen i 1864 viste sig på flere måder at give Hans Broge en fordel i forhold til sine konkurrenter. Samme år blev han valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]] med 205 af de i alt 214 afgivne stemmer, og i 1866 var Broge byens største skatteyder med 790 rigsdaler og 60 skilling.

=== Smøreksport til England ===
Efter 1864 vendte Hans Broge sin opmærksomhed mod England, hvor han i stor stil kom til at eksportere landbrugsvarer - primært smør - til gengæld for kul og andre råstoffer. Det danske smør havde dog ikke noget godt omdømme i udlandet, hvilket Hans Broge satte sig for at gøre noget ved. I denne mission havde han en allieret i sin svigersøn [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]], grundlæggeren af [[Otto Mønsteds Margarinefabrik|OMA-margarine]] – også ofte omtalt som prins Otto. Sammen lagde de kræfter i at få uddannet landmændene, for derigennem at højne smørkvaliteten, og i 1868 introducerede de vintersmør for de danske landmænd ved en stor udstilling. Samtidigt startede Broge en import af kraftfoder, så køerne kunne blive fodret godt vinteren igennem, og derved producere mere og bedre smør året rundt.

Smøreksporten til England blev en stor succes og Broge blev en pioner indenfor landbrugseksporten til England. Aarhus’ position som førende jysk handelsby blev efterhånden slået fast, og [[Aarhus Havn]] måtte gennemgå flere udvidelser for at kunne håndtere den stigende mængde af handelsskibe, der lagde til havnen. Hans Broge kom også til at sætte et mere direkte præg på skibsdriften. Selv ejede han fire handelsskibe, opkaldt efter familiemedlemmer. Derudover blev Broge i 1860’erne medstifter af Jysk-Engelsk Dampskibsselskab og Dampskibsselskabet Aarhus-København. Ligeledes fik Broge indflydelse på landtransporten. I 1877 var han med til at oprette [[Grenåbanen|Aarhus-Ryomgårdbanen]], ligesom han også var aktiv indenfor oprettelsen af [[Odderbanen|Aarhus-Odderbanen]].

Af andre virksomheder som Hans Broge var medstifter af kan nævnes [[Aarhus Svineslagteri]], Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til [[Aarhus Oliefabrik]] og [[Korn- og Foderstof Kompagniet]]. Herudover ejede Broge selv flere virksomheder, blandt andet et par teglværker. Broge var desuden gennem mange år medlem af [[Aarhus Handelsforening]]s bestyrelse.

[[Fil:1908 Broges begravelse.jpg|400px|thumb|left|Hans Broges kiste bæres til ligvognen ved [[Aarhus Domkirke|domkirken]] i 1908.]]

=== Handlingens mand ===
Ud over at være en driftig købmand var Hans Broge, som de fleste andre af byens ledende borgere, også involveret i politik. I 1865 blev Hans Broge valgt til rigsrådet. Medlemskabet blev dog en kort fornøjelse, da rigsrådet allerede året efter blev opløst.

[[Aarhus Byråd]] kom Hans Broge derimod til at sætte et større præg på. Første gang han blev valgt til byrådet var i 1857 og her sad indtil 1869, hvorefter han ikke ønskede at genopstille. Sigende for Broges popularitet var at selv efter, at han havde annonceret, at han ikke genopstillede, var der folk der stemte på ham. Hans Broges afgang fra byrådet betød langt fra, at han var færdig med at blande sig i aarhusiansk politik.

I 1879 skulle byrådet genforhandle sin kontrakt med det engelskejede ’Det danske gaskompagni’, som drev [[Aarhus Gasværk|gasværket i Aarhus]]. Parterne kunne ikke blive enige om betingelserne for den nye kontrakt, så byrådet overvejede i stedet at opføre sit eget gasværk. Hans Broge, som på dette tidspunkt ikke længere sad i byrådet, havde dog en anden løsning på problemet. Egenhændigt købte han for en sum af 350.000 kr. gasværket, og tilbød byrådet at købe det af ham for samme sum. Hvis byrådet afslog det generøse tilbud, ville han selv drive værket – det gjorde de ikke.

Omkring 1880 var Hans Broge raget uklar med byens skattevæsen, som mente, han skyldte byen 14.000 kr. 5. maj 1881 modtog byrådet et brev fra Hans Broge, hvor han skrev, at betingelsen for tilbagebetalingen af de 14.000 kr. var, at to projekter skulle realiseres. Det ene projekt var etableringen af [[Skt. Clemens Bro]], mens det andet projekt var en jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Odder. Den eneste betingelse var, at der skulle forelægge afsluttende kontrakter på begge projekter inden for et år. Til gengæld ville Hans Broge donere 10.000 kr. til opførslen af Skt. Clemens Bro. Da byens pengekasse var noget slunken efter købet af gasværket, tog byrådet i mod Hans Broges tilbud. Både Odderbanen og Skt. Clemens Bro kunne indvies i 1884.

=== En sparsommelig konge ===
Selv om Hans Broge gik under tilnavnet Kong Hans, var der ikke meget konge over Hans Broges udseende. På fødderne havde han som regel lange træskostøvler og en grov jakke dækkede kroppen. ''”Der leves over Evne i Stat, Kommune og i Privatlivet i Danmark”'' var et udtryk Broge, ifølge [[Århus Stiftstidende]], ofte benyttede. Efter Broges død kunne man i Stiften læse om Hans Broges økonomiske vanskeligheder i 1880’erne. Det store københavnske firma Mohr & Kjær gik bankerot, og med sig tog de en masse handelshuse landet over. Broge blev hårdt ramt af dette, men klarede sig ifølge Stiften igennem ved at skære kraftigt ned på udgifterne, og personligt rejse ud til kunderne. Rejserne foregik på 3. klasse og måltider blev indtaget ved de billige jernbanerestauranter, fremfor de fine og dyre hoteller.

=== Hans Broges arv ===
Hans Broge døde 25. marts 1908. At Broge var en populær mand, kan man blandt andet se ved opbuddet af mennesker der var kommet for at følge Broge på sin sidste færd fra [[Aarhus Domkirke|domkirken]] til familiegravstedet på [[Søndre Kirkegård]]. Søndre Kirkegård blev dog senere nedlagt, for at give plads til [[Aarhus Rådhus|rådhuset]] og [[Rådhusparken|rådhusparken]], hvorfor Broges grav i 1936 blev flyttet til [[Nordre Kirkegård]], hvor han hviler endnu.

I byrådet blev Hans Broge hyldet med følgende ord fra borgmester [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|Drechsel]]: ''”Hans Broges Virksomhed strakte sig langt ud over Byens Grænser, og Jylland, ja hele Landet stod i Taknemmelighedsgæld til ham … Broges Navn vilde stedse være knyttet til Aarhus Bys Historie…”.'' Også Århus Stiftstidende hyldede Broge med følgende: ''"…med Hans Broge begraver vi Høvdingen fra en Tidsperiode, der nu er Fortid; Sørgefesten i Dag er Tegnet paa, at Døren er lukket i bag et historisk Affsnit i vort Folkeliv, et ejendommeligt, stærkt personlig præget Afsnit, hvor det var de Enkelte, der ragede op over Mængden og satte Mærke på Tiden."''

Men Hans Broge blev også hyldet, mens han levede. Allerede i 1860’erne dukker tilnavnet Kong Hans frem og ved Broges sølvbryllup med hustruen Inger Kirstine i oktober 1874 flagede hele byen for parret.

[[Fil:1910 Broges statue.jpg|400px|thumb|right|Aksel Hansens statue af Hans Broge afsløres på [[Tietgens Plads]] i 1910.]] I 1901 fik den 78-årige Hans Broge opkaldt den [[Hans Broges Gade|nyanlagte vej]] på [[Frederiksbjerg]] fra [[Skt. Pauls Kirke]] til [[Dalgas Avenue]] efter sig. I 1910, to år efter Broges død, blev en statue af Hans Broge udført af billedhuggeren Axel Hansen rejst ved [[Tietgens Plads]], således at Broge den dag i dag står og skuer ud over sin egen gade.

Også i [[Brabrand]] kan man i dag se spor efter Hans Broge. Området som i dag kaldes Hans Broges bakker var tidligere hjemsted for Hans Broges sommerbolig. På den tilhørende grund fik Broge anlagt et stort anlæg, som han i 1901 skænkede kommunen. Området blev efterfølgende benyttet som festplads.
Hans Broges villa blev nedrevet i 1987, men til gengæld kan man stadigt finde [[Hans Broges Vej]] i Brabrand.

Derudover lagde Hans Broge navn til passagerfærgen der sejlede mellem Aarhus og København fra 1939 til 1969.

=== Familie ===

* Hustru [[Inger Kirstine Broge]] f. Broch, død maj 1894 efter faldulykke
* Datter [[Anna Sophie Mønsted]] - gift med [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]
* Datter [[Severine Rømer]] - gift med [[Christian Carl Nicolai Rømer|Christian Rømer]]
* Datter Bertha Broge – død 9 år gammel 22.10.1870
* Søn [[Henrik Broge]] – født 23.02.1860 – død 09.02.1899 af tuberkulose
* Søn [[Hans Broch Broge]] - død 05.01.1921 (68 år), far til [[Hans Carl Broge]]
* Søn Niels Broge – død 3½ år gammel af strubehoste 21.05.1860
* Mor Ane Sophie Broge f. de Hemmer – død 23.06.1874 (87 år gammel)
* Far Niels Broge, skipper - død ved drukneulykke i 1828

[[Kategori: Personer]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Embedsmænd]]

=== Skovby om Broge ===
Om Hans Broge privatliv vides ikke meget. Et enkelt brev skrevet til sønnen Henrik, og nogle beretninger fra Broges sidste lærling er med til at belyse, hvordan Hans Broge var som menneske.

Derudover er bevaret en stor brevsamling fra købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank|Privatbanken]] [[Harald Peter Martin Skovby|Harald Skovby]] til vennen Carl Ploug, der var redaktør på ’Fædrelandet’. I flere breve nævnes Hans Broge og brevene er med til at give et andet billede af manden Hans Broge.

I forbindelse med en privat middag skriver Ploug blandt andet:

02.03.1874

''”Broge er overmaade livlig og da han tillige er heftig, saa have [[Otto Henrik Nors|Nors]] og jeg stor Morskab ud af at drille ham og skjønt vi kun var 6 tilbords, var skaalernes Tal mere end det dobbelte – Halvten spydige – venskabelige med mere eller mindre morsomme Hib til nye og gamle Synder”''

At Skovby ikke nødvendigvis havde de højeste tanker om Hans Broge ses blandt andet ved dette brev:

02.12.1873

''”Broge, der ellers holder sig til den sidste Spalte havde formelig studeret den (en bestemt politisk artikel) og talte længe med mig om ’Fædrelandet’s Fortrinlighed – hvad han slet ikke forstaar sig paa.”''

Ligeledes skriver Skovby til Ploug om Hans Broges sølvbryllup:

10.10.1874

”I dag fejrer Kong Hans sit sølvbryllup … Et Forsøg paa at faa Byraadet til at komplimentere Brudeparret myrdede ogsaa Nors og jeg, da dette dog ikke bør begynde paa at forherlige Familiefestligheder.”

Hans Broges datters forlovelse med latinskolens [[Georg Frederik Wilhelm Lund|rektor Lunds]] søn, bliver også viderebragt til Carl Ploug:

06.06.1876

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtsakb, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

=== Eksterne links ===
[http://aarhusfilm.dk/video/49226778 Film fra Hans Broges begravelse]

== Kilder ==
* Finn H. Lauridsen, Hans Broge – Købmand og igangsætter i De skabte Aarhus, Århus Byhistorisk Udvalg, 1991
* Århus – Byens borgere, red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 2000
* Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
* Peter Nilsen, Sejr i stiften – En citatbibliografi, Statsbiblioteket 1989
* Aarhus Byråds forhandlinger 05.05.1881, 26.03.1908
* Århus Stiftstidende 23.05.1860, 29.01.1867, 05.01.1968, 24.10.1870, 26.06.1874, 10.10.1874, 09.02.1899, 25.03.1980, 26.03.1908, 30.03.1908, 01.04.1908, 06.01.1921
* Brevsamling fra Harald Skovby til Carl Ploug i Sejrs Sedler, Aarhus Stadsarkiv
[[Kategori: Historiske personer]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.153095|10.201163}}
{{#coordinates:56.153739|10.211164}}
{{#coordinates:primary|56.167592|10.215119}}

Hans Broge (1822-1908)

2016-06-09T08:01:43Z

Venni sale: /* En sparsommelig konge */

[[Fil:Hans Broge ca 1890.jpg|350px|thumb|right|Hans Broge]]

Storkøbmand, grundlægger af [[Hans Broge og co.]], Dannebrogsmand, ridderkorset, fortjenstmedalje i guld, kommandør af 1. grad '''Hans Broge'''.

Født 4. december 1822 Grenå – død 25. marts 1908 Aarhus

Det var ikke for ingenting, at Hans Broge blev kaldt for ''Jydernes Kong Hans''. Fra 1860’erne og frem til århundrede skiftet var Hans Broge en hovedkraft indenfor Aarhus’ udvikling.

=== Grenå, Meulengracht og Hamborg ===
Hans Broge blev født i Grenå i 1822; forældrene var skipper Niels Broge og moderen Anne Sofie. Som seksårig mistede Hans Broge sin far i en drukneulykke, hvorefter moderen blev alene med fire børn. 15 år gammel kom Broge i handelslære i Aarhus hos købmand [[Harboe Meulengracht]] på [[Lille Torv]].

Efter sin læretid hos [[Meulengracht-slægten]] opholdt Broge sig nogle år ved et tysk handelshus i Hamborg efterfulgt af en tid som kommis i Randers. I 1847 vendte Broge tilbage til Aarhus, hvor han etablerede sig som selvstændig købmand i [[Mindegade]] 8. Grundet sine tyske forbindelser gennem sin bror Henrik, der var købmand i Hamborg, kunne Broge fortsætte sin handelsvirksomhed under de tyske belejringer i [[Besættelsen af Aarhus i 1849|1849]] og i [[Besættelsen af Århus i 1864|1864]]. Krigen i 1864 viste sig på flere måder at give Hans Broge en fordel i forhold til sine konkurrenter. Samme år blev han valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]] med 205 af de i alt 214 afgivne stemmer, og i 1866 var Broge byens største skatteyder med 790 rigsdaler og 60 skilling.

=== Smøreksport til England ===
Efter 1864 vendte Hans Broge sin opmærksomhed mod England, hvor han i stor stil kom til at eksportere landbrugsvarer - primært smør, til gengæld for kul og andre råstoffer. Det danske smør havde dog ikke noget godt omdømme i udlandet, hvilket Hans Broge satte sig for at gøre noget ved. I denne mission havde han en allieret i sin svigersøn [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]], grundlæggeren af [[Otto Mønsteds Margarinefabrik|OMA-margarine]] – også ofte omtalt som prins Otto. Sammen lagde de kræfter i at få uddannet landmændene, for derigennem at højne smørkvaliteten, og i 1868 introducerede de vintersmør for de danske landmænd ved en stor udstilling. Samtidigt startede Broge en import af kraftfoder, så køerne kunne blive fodret godt vinteren igennem, og derved producere mere og bedre smør året rundt.

Smøreksporten til England blev en stor succes og Broge blev en pioner indenfor landbrugseksporten til England. Aarhus’ position som førende jysk handelsby blev efterhånden slået fast, og [[Aarhus Havn]] måtte gennemgå flere udvidelser for at kunne håndtere den stigende mængde af handelsskibe, der lagde til havnen. Hans Broge kom også til at sætte et mere direkte præg på skibsdriften. Selv ejede han fire handelsskibe, opkaldt efter familiemedlemmer. Derudover blev Broge i 1860’erne medstifter af Jysk-Engelsk Dampskibsselskab og Dampskibsselskabet Aarhus-København. Ligeledes fik Broge indflydelse på landtransporten. I 1877 var han med til at oprette [[Grenåbanen|Aarhus-Ryomgårdbanen]], ligesom han også var aktiv indenfor oprettelsen af [[Odderbanen|Aarhus-Odderbanen]].

Af andre virksomheder som Hans Broge var medstifter af kan nævnes [[Aarhus Svineslagteri]], Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til [[Aarhus Oliefabrik]] og [[Korn- og Foderstof Kompagniet]]. Herudover ejede Broge selv flere virksomheder, blandt andet et par teglværker. Broge var desuden gennem mange år medlem af [[Aarhus Handelsforening]]s bestyrelse.

[[Fil:1908 Broges begravelse.jpg|400px|thumb|left|Hans Broges kiste bæres til ligvognen ved [[Aarhus Domkirke|domkirken]] i 1908.]]

=== Handlingens mand ===
Ud over at være en driftig købmand var Hans Broge, som de fleste andre af byens ledende borgere, også involveret i politik. I 1865 blev Hans Broge valgt til rigsrådet. Medlemskabet blev dog en kort fornøjelse, da rigsrådet allerede året efter blev opløst.

[[Aarhus Byråd]] kom Hans Broge derimod til at sætte et større præg på. Første gang han blev valgt til byrådet var i 1857 og her sad indtil 1869, hvorefter han ikke ønskede at genopstille. Sigende for Broges popularitet var at selv efter, at han havde annonceret, at han ikke genopstillede, var der folk der stemte på ham. Hans Broges afgang fra byrådet betød langt fra, at han var færdig med at blande sig i aarhusiansk politik.

I 1879 skulle byrådet genforhandle sin kontrakt med det engelskejede ’Det danske gaskompagni’, som drev [[Aarhus Gasværk|gasværket i Aarhus]]. Parterne kunne ikke blive enige om betingelserne for den nye kontrakt, så byrådet overvejede i stedet at opføre sit eget gasværk. Hans Broge, som på dette tidspunkt ikke længere sad i byrådet, havde dog en anden løsning på problemet. Egenhændigt købte han for en sum af 350.000 kr. gasværket, og tilbød byrådet at købe det af ham for samme sum. Hvis byrådet afslog det generøse tilbud, ville han selv drive værket – det gjorde de ikke.

Omkring 1880 var Hans Broge raget uklar med byens skattevæsen, som mente, han skyldte byen 14.000 kr. 5. maj 1881 modtog byrådet et brev fra Hans Broge, hvor han skrev, at betingelsen for tilbagebetalingen af de 14.000 kr. var, at to projekter skulle realiseres. Det ene projekt var etableringen af [[Skt. Clemens Bro]], mens det andet projekt var en jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Odder. Den eneste betingelse var, at der skulle forelægge afsluttende kontrakter på begge projekter inden for et år. Til gengæld ville Hans Broge donere 10.000 kr. til opførslen af Skt. Clemens Bro. Da byens pengekasse var noget slunken efter købet af gasværket, tog byrådet i mod Hans Broges tilbud. Både Odderbanen og Skt. Clemens Bro kunne indvies i 1884.

=== En sparsommelig konge ===
Selv om Hans Broge gik under tilnavnet Kong Hans, var der ikke meget konge over Hans Broges udseende. På fødderne havde han som regel lange træskostøvler og en grov jakke dækkede kroppen. ''”Der leves over Evne i Stat, Kommune og i Privatlivet i Danmark”'' var et udtryk Broge, ifølge [[Århus Stiftstidende]], ofte benyttede. Efter Broges død kunne man i Stiften læse om Hans Broges økonomiske vanskeligheder i 1880’erne. Det store københavnske firma Mohr & Kjær gik bankerot, og med sig tog de en masse handelshuse landet over. Broge blev hårdt ramt af dette, men klarede sig ifølge Stiften igennem ved at skære kraftigt ned på udgifterne, og personligt rejse ud til kunderne. Rejserne foregik på 3. klasse og måltider blev indtaget ved de billige jernbanerestauranter, fremfor de fine og dyre hoteller.

=== Hans Broges arv ===
Hans Broge døde 25. marts 1908. At Broge var en populær mand, kan man blandt andet se ved opbuddet af mennesker der var kommet for at følge Broge på sin sidste færd fra [[Aarhus Domkirke|domkirken]] til familiegravstedet på [[Søndre Kirkegård]]. Søndre Kirkegård blev dog senere nedlagt, for at give plads til [[Aarhus Rådhus|rådhuset]] og [[Rådhusparken|rådhusparken]], hvorfor Broges grav i 1936 blev flyttet til [[Nordre Kirkegård]], hvor han hviler endnu.

I byrådet blev Hans Broge hyldet med følgende ord fra borgmester [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|Drechsel]]: ''”Hans Broges Virksomhed strakte sig langt ud over Byens Grænser, og Jylland, ja hele Landet stod i Taknemmelighedsgæld til ham … Broges Navn vilde stedse være knyttet til Aarhus Bys Historie…”.'' Også Århus Stiftstidende hyldede Broge med følgende: ''"…med Hans Broge begraver vi Høvdingen fra en Tidsperiode, der nu er Fortid; Sørgefesten i Dag er Tegnet paa, at Døren er lukket i bag et historisk Affsnit i vort Folkeliv, et ejendommeligt, stærkt personlig præget Afsnit, hvor det var de Enkelte, der ragede op over Mængden og satte Mærke på Tiden."''

Men Hans Broge blev også hyldet, mens han levede. Allerede i 1860’erne dukker tilnavnet Kong Hans frem og ved Broges sølvbryllup med hustruen Inger Kirstine i oktober 1874 flagede hele byen for parret.

[[Fil:1910 Broges statue.jpg|400px|thumb|right|Aksel Hansens statue af Hans Broge afsløres på [[Tietgens Plads]] i 1910.]] I 1901 fik den 78-årige Hans Broge opkaldt den [[Hans Broges Gade|nyanlagte vej]] på [[Frederiksbjerg]] fra [[Skt. Pauls Kirke]] til [[Dalgas Avenue]] efter sig. I 1910, to år efter Broges død, blev en statue af Hans Broge udført af billedhuggeren Axel Hansen rejst ved [[Tietgens Plads]], således at Broge den dag i dag står og skuer ud over sin egen gade.

Også i [[Brabrand]] kan man i dag se spor efter Hans Broge. Området som i dag kaldes Hans Broges bakker var tidligere hjemsted for Hans Broges sommerbolig. På den tilhørende grund fik Broge anlagt et stort anlæg, som han i 1901 skænkede kommunen. Området blev efterfølgende benyttet som festplads.
Hans Broges villa blev nedrevet i 1987, men til gengæld kan man stadigt finde [[Hans Broges Vej]] i Brabrand.

Derudover lagde Hans Broge navn til passagerfærgen der sejlede mellem Aarhus og København fra 1939 til 1969.

=== Familie ===

* Hustru [[Inger Kirstine Broge]] f. Broch, død maj 1894 efter faldulykke
* Datter [[Anna Sophie Mønsted]] - gift med [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]
* Datter [[Severine Rømer]] - gift med [[Christian Carl Nicolai Rømer|Christian Rømer]]
* Datter Bertha Broge – død 9 år gammel 22.10.1870
* Søn [[Henrik Broge]] – født 23.02.1860 – død 09.02.1899 af tuberkulose
* Søn [[Hans Broch Broge]] - død 05.01.1921 (68 år), far til [[Hans Carl Broge]]
* Søn Niels Broge – død 3½ år gammel af strubehoste 21.05.1860
* Mor Ane Sophie Broge f. de Hemmer – død 23.06.1874 (87 år gammel)
* Far Niels Broge, skipper - død ved drukneulykke i 1828

[[Kategori: Personer]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Embedsmænd]]

=== Skovby om Broge ===
Om Hans Broge privatliv vides ikke meget. Et enkelt brev skrevet til sønnen Henrik, og nogle beretninger fra Broges sidste lærling er med til at belyse, hvordan Hans Broge var som menneske.

Derudover er bevaret en stor brevsamling fra købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank|Privatbanken]] [[Harald Peter Martin Skovby|Harald Skovby]] til vennen Carl Ploug, der var redaktør på ’Fædrelandet’. I flere breve nævnes Hans Broge og brevene er med til at give et andet billede af manden Hans Broge.

I forbindelse med en privat middag skriver Ploug blandt andet:

02.03.1874

''”Broge er overmaade livlig og da han tillige er heftig, saa have [[Otto Henrik Nors|Nors]] og jeg stor Morskab ud af at drille ham og skjønt vi kun var 6 tilbords, var skaalernes Tal mere end det dobbelte – Halvten spydige – venskabelige med mere eller mindre morsomme Hib til nye og gamle Synder”''

At Skovby ikke nødvendigvis havde de højeste tanker om Hans Broge ses blandt andet ved dette brev:

02.12.1873

''”Broge, der ellers holder sig til den sidste Spalte havde formelig studeret den (en bestemt politisk artikel) og talte længe med mig om ’Fædrelandet’s Fortrinlighed – hvad han slet ikke forstaar sig paa.”''

Ligeledes skriver Skovby til Ploug om Hans Broges sølvbryllup:

10.10.1874

”I dag fejrer Kong Hans sit sølvbryllup … Et Forsøg paa at faa Byraadet til at komplimentere Brudeparret myrdede ogsaa Nors og jeg, da dette dog ikke bør begynde paa at forherlige Familiefestligheder.”

Hans Broges datters forlovelse med latinskolens [[Georg Frederik Wilhelm Lund|rektor Lunds]] søn, bliver også viderebragt til Carl Ploug:

06.06.1876

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtsakb, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

=== Eksterne links ===
[http://aarhusfilm.dk/video/49226778 Film fra Hans Broges begravelse]

== Kilder ==
* Finn H. Lauridsen, Hans Broge – Købmand og igangsætter i De skabte Aarhus, Århus Byhistorisk Udvalg, 1991
* Århus – Byens borgere, red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 2000
* Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
* Peter Nilsen, Sejr i stiften – En citatbibliografi, Statsbiblioteket 1989
* Aarhus Byråds forhandlinger 05.05.1881, 26.03.1908
* Århus Stiftstidende 23.05.1860, 29.01.1867, 05.01.1968, 24.10.1870, 26.06.1874, 10.10.1874, 09.02.1899, 25.03.1980, 26.03.1908, 30.03.1908, 01.04.1908, 06.01.1921
* Brevsamling fra Harald Skovby til Carl Ploug i Sejrs Sedler, Aarhus Stadsarkiv
[[Kategori: Historiske personer]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.153095|10.201163}}
{{#coordinates:56.153739|10.211164}}
{{#coordinates:primary|56.167592|10.215119}}

Hans Broge (1822-1908)

2016-06-09T07:28:55Z

Venni sale: /* Grenå, Meulengracht og Hamborg */

[[Fil:Hans Broge ca 1890.jpg|350px|thumb|right|Hans Broge]]

Storkøbmand, grundlægger af [[Hans Broge og co.]], Dannebrogsmand, ridderkorset, fortjenstmedalje i guld, kommandør af 1. grad '''Hans Broge'''.

Født 4. december 1822 Grenå – død 25. marts 1908 Aarhus

Det var ikke for ingenting, at Hans Broge blev kaldt for ''Jydernes Kong Hans''. Fra 1860’erne og frem til århundrede skiftet var Hans Broge en hovedkraft indenfor Aarhus’ udvikling.

=== Grenå, Meulengracht og Hamborg ===
Hans Broge blev født i Grenå i 1822; forældrene var skipper Niels Broge og moderen Anne Sofie. Som seksårig mistede Hans Broge sin far i en drukneulykke, hvorefter moderen blev alene med fire børn. 15 år gammel kom Broge i handelslære i Aarhus hos købmand [[Harboe Meulengracht]] på [[Lille Torv]].

Efter sin læretid hos [[Meulengracht-slægten]] opholdt Broge sig nogle år ved et tysk handelshus i Hamborg efterfulgt af en tid som kommis i Randers. I 1847 vendte Broge tilbage til Aarhus, hvor han etablerede sig som selvstændig købmand i [[Mindegade]] 8. Grundet sine tyske forbindelser gennem sin bror Henrik, der var købmand i Hamborg, kunne Broge fortsætte sin handelsvirksomhed under de tyske belejringer i [[Besættelsen af Aarhus i 1849|1849]] og i [[Besættelsen af Århus i 1864|1864]]. Krigen i 1864 viste sig på flere måder at give Hans Broge en fordel i forhold til sine konkurrenter. Samme år blev han valgt til [[Aarhus Byråd|byrådet]] med 205 af de i alt 214 afgivne stemmer, og i 1866 var Broge byens største skatteyder med 790 rigsdaler og 60 skilling.

=== Smøreksport til England ===
Efter 1864 vendte Hans Broge sin opmærksomhed mod England, hvor han i stor stil kom til at eksportere landbrugsvarer - primært smør, til gengæld for kul og andre råstoffer. Det danske smør havde dog ikke noget godt omdømme i udlandet, hvilket Hans Broge satte sig for at gøre noget ved. I denne mission havde han en allieret i sin svigersøn [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]], grundlæggeren af [[Otto Mønsteds Margarinefabrik|OMA-margarine]] – også ofte omtalt som prins Otto. Sammen lagde de kræfter i at få uddannet landmændene, for derigennem at højne smørkvaliteten, og i 1868 introducerede de vintersmør for de danske landmænd ved en stor udstilling. Samtidigt startede Broge en import af kraftfoder, så køerne kunne blive fodret godt vinteren igennem, og derved producere mere og bedre smør året rundt.

Smøreksporten til England blev en stor succes og Broge blev en pioner indenfor landbrugseksporten til England. Aarhus’ position som førende jysk handelsby blev efterhånden slået fast, og [[Aarhus Havn]] måtte gennemgå flere udvidelser for at kunne håndtere den stigende mængde af handelsskibe, der lagde til havnen. Hans Broge kom også til at sætte et mere direkte præg på skibsdriften. Selv ejede han fire handelsskibe, opkaldt efter familiemedlemmer. Derudover blev Broge i 1860’erne medstifter af Jysk-Engelsk Dampskibsselskab og Dampskibsselskabet Aarhus-København. Ligeledes fik Broge indflydelse på landtransporten. I 1877 var han med til at oprette [[Grenåbanen|Aarhus-Ryomgårdbanen]], ligesom han også var aktiv indenfor oprettelsen af [[Odderbanen|Aarhus-Odderbanen]].

Af andre virksomheder som Hans Broge var medstifter af kan nævnes [[Aarhus Svineslagteri]], Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til [[Aarhus Oliefabrik]] og [[Korn- og Foderstof Kompagniet]]. Herudover ejede Broge selv flere virksomheder, blandt andet et par teglværker. Broge var desuden gennem mange år medlem af [[Aarhus Handelsforening]]s bestyrelse.

[[Fil:1908 Broges begravelse.jpg|400px|thumb|left|Hans Broges kiste bæres til ligvognen ved [[Aarhus Domkirke|domkirken]] i 1908.]]

=== Handlingens mand ===
Ud over at være en driftig købmand var Hans Broge, som de fleste andre af byens ledende borgere, også involveret i politik. I 1865 blev Hans Broge valgt til rigsrådet. Medlemskabet blev dog en kort fornøjelse, da rigsrådet allerede året efter blev opløst.

[[Aarhus Byråd]] kom Hans Broge derimod til at sætte et større præg på. Første gang han blev valgt til byrådet var i 1857 og her sad indtil 1869, hvorefter han ikke ønskede at genopstille. Sigende for Broges popularitet var at selv efter, at han havde annonceret, at han ikke genopstillede, var der folk der stemte på ham. Hans Broges afgang fra byrådet betød langt fra, at han var færdig med at blande sig i aarhusiansk politik.

I 1879 skulle byrådet genforhandle sin kontrakt med det engelskejede ’Det danske gaskompagni’, som drev [[Aarhus Gasværk|gasværket i Aarhus]]. Parterne kunne ikke blive enige om betingelserne for den nye kontrakt, så byrådet overvejede i stedet at opføre sit eget gasværk. Hans Broge, som på dette tidspunkt ikke længere sad i byrådet, havde dog en anden løsning på problemet. Egenhændigt købte han for en sum af 350.000 kr. gasværket, og tilbød byrådet at købe det af ham for samme sum. Hvis byrådet afslog det generøse tilbud, ville han selv drive værket – det gjorde de ikke.

Omkring 1880 var Hans Broge raget uklar med byens skattevæsen, som mente, han skyldte byen 14.000 kr. 5. maj 1881 modtog byrådet et brev fra Hans Broge, hvor han skrev, at betingelsen for tilbagebetalingen af de 14.000 kr. var, at to projekter skulle realiseres. Det ene projekt var etableringen af [[Skt. Clemens Bro]], mens det andet projekt var en jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Odder. Den eneste betingelse var, at der skulle forelægge afsluttende kontrakter på begge projekter inden for et år. Til gengæld ville Hans Broge donere 10.000 kr. til opførslen af Skt. Clemens Bro. Da byens pengekasse var noget slunken efter købet af gasværket, tog byrådet i mod Hans Broges tilbud. Både Odderbanen og Skt. Clemens Bro kunne indvies i 1884.

=== En sparsommelig konge ===
Selv om Hans Broge gik under tilnavnet Kong Hans, var der ikke meget konge over Hans Broges udseende. På fødderne havde han som regel lange træskostøvler og mens en grov jakke dækkede kroppen. ''”Der leves over Evne i Stat, Kommune og i Privatlivet i Danmark”'' var et udtryk Broge, ifølge [[Århus Stiftstidende]], ofte benyttede. Efter Broges død kunne man i Stiften læse om Hans Broges økonomiske vanskeligheder i 1880’erne. Det store københavnske firma Mohr & Kjær gik bankerot, og med sig tog de en masse handelshuse landet over. Broge blev hårdt ramt af dette, men klarede sig ifølge Stiften igennem ved at skære kraftigt ned på udgifterne, og personligt rejse ud til kunderne. Rejserne foregik på 3. klasse og måltider blev indtaget ved de billige jernbanerestauranter, fremfor de fine og dyre hoteller.

=== Hans Broges arv ===
Hans Broge døde 25. marts 1908. At Broge var en populær mand, kan man blandt andet se ved opbuddet af mennesker der var kommet for at følge Broge på sin sidste færd fra [[Aarhus Domkirke|domkirken]] til familiegravstedet på [[Søndre Kirkegård]]. Søndre Kirkegård blev dog senere nedlagt, for at give plads til [[Aarhus Rådhus|rådhuset]] og [[Rådhusparken|rådhusparken]], hvorfor Broges grav i 1936 blev flyttet til [[Nordre Kirkegård]], hvor han hviler endnu.

I byrådet blev Hans Broge hyldet med følgende ord fra borgmester [[Ernst Christopher Lorenz Drechsel|Drechsel]]: ''”Hans Broges Virksomhed strakte sig langt ud over Byens Grænser, og Jylland, ja hele Landet stod i Taknemmelighedsgæld til ham … Broges Navn vilde stedse være knyttet til Aarhus Bys Historie…”.'' Også Århus Stiftstidende hyldede Broge med følgende: ''"…med Hans Broge begraver vi Høvdingen fra en Tidsperiode, der nu er Fortid; Sørgefesten i Dag er Tegnet paa, at Døren er lukket i bag et historisk Affsnit i vort Folkeliv, et ejendommeligt, stærkt personlig præget Afsnit, hvor det var de Enkelte, der ragede op over Mængden og satte Mærke på Tiden."''

Men Hans Broge blev også hyldet, mens han levede. Allerede i 1860’erne dukker tilnavnet Kong Hans frem og ved Broges sølvbryllup med hustruen Inger Kirstine i oktober 1874 flagede hele byen for parret.

[[Fil:1910 Broges statue.jpg|400px|thumb|right|Aksel Hansens statue af Hans Broge afsløres på [[Tietgens Plads]] i 1910.]] I 1901 fik den 78-årige Hans Broge opkaldt den [[Hans Broges Gade|nyanlagte vej]] på [[Frederiksbjerg]] fra [[Skt. Pauls Kirke]] til [[Dalgas Avenue]] efter sig. I 1910, to år efter Broges død, blev en statue af Hans Broge udført af billedhuggeren Axel Hansen rejst ved [[Tietgens Plads]], således at Broge den dag i dag står og skuer ud over sin egen gade.

Også i [[Brabrand]] kan man i dag se spor efter Hans Broge. Området som i dag kaldes Hans Broges bakker var tidligere hjemsted for Hans Broges sommerbolig. På den tilhørende grund fik Broge anlagt et stort anlæg, som han i 1901 skænkede kommunen. Området blev efterfølgende benyttet som festplads.
Hans Broges villa blev nedrevet i 1987, men til gengæld kan man stadigt finde [[Hans Broges Vej]] i Brabrand.

Derudover lagde Hans Broge navn til passagerfærgen der sejlede mellem Aarhus og København fra 1939 til 1969.

=== Familie ===

* Hustru [[Inger Kirstine Broge]] f. Broch, død maj 1894 efter faldulykke
* Datter [[Anna Sophie Mønsted]] - gift med [[Rasmus Otto Mønsted|Otto Mønsted]]
* Datter [[Severine Rømer]] - gift med [[Christian Carl Nicolai Rømer|Christian Rømer]]
* Datter Bertha Broge – død 9 år gammel 22.10.1870
* Søn [[Henrik Broge]] – født 23.02.1860 – død 09.02.1899 af tuberkulose
* Søn [[Hans Broch Broge]] - død 05.01.1921 (68 år), far til [[Hans Carl Broge]]
* Søn Niels Broge – død 3½ år gammel af strubehoste 21.05.1860
* Mor Ane Sophie Broge f. de Hemmer – død 23.06.1874 (87 år gammel)
* Far Niels Broge, skipper - død ved drukneulykke i 1828

[[Kategori: Personer]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Embedsmænd]]

=== Skovby om Broge ===
Om Hans Broge privatliv vides ikke meget. Et enkelt brev skrevet til sønnen Henrik, og nogle beretninger fra Broges sidste lærling er med til at belyse, hvordan Hans Broge var som menneske.

Derudover er bevaret en stor brevsamling fra købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank|Privatbanken]] [[Harald Peter Martin Skovby|Harald Skovby]] til vennen Carl Ploug, der var redaktør på ’Fædrelandet’. I flere breve nævnes Hans Broge og brevene er med til at give et andet billede af manden Hans Broge.

I forbindelse med en privat middag skriver Ploug blandt andet:

02.03.1874

''”Broge er overmaade livlig og da han tillige er heftig, saa have [[Otto Henrik Nors|Nors]] og jeg stor Morskab ud af at drille ham og skjønt vi kun var 6 tilbords, var skaalernes Tal mere end det dobbelte – Halvten spydige – venskabelige med mere eller mindre morsomme Hib til nye og gamle Synder”''

At Skovby ikke nødvendigvis havde de højeste tanker om Hans Broge ses blandt andet ved dette brev:

02.12.1873

''”Broge, der ellers holder sig til den sidste Spalte havde formelig studeret den (en bestemt politisk artikel) og talte længe med mig om ’Fædrelandet’s Fortrinlighed – hvad han slet ikke forstaar sig paa.”''

Ligeledes skriver Skovby til Ploug om Hans Broges sølvbryllup:

10.10.1874

”I dag fejrer Kong Hans sit sølvbryllup … Et Forsøg paa at faa Byraadet til at komplimentere Brudeparret myrdede ogsaa Nors og jeg, da dette dog ikke bør begynde paa at forherlige Familiefestligheder.”

Hans Broges datters forlovelse med latinskolens [[Georg Frederik Wilhelm Lund|rektor Lunds]] søn, bliver også viderebragt til Carl Ploug:

06.06.1876

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtsakb, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

=== Eksterne links ===
[http://aarhusfilm.dk/video/49226778 Film fra Hans Broges begravelse]

== Kilder ==
* Finn H. Lauridsen, Hans Broge – Købmand og igangsætter i De skabte Aarhus, Århus Byhistorisk Udvalg, 1991
* Århus – Byens borgere, red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 2000
* Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
* Peter Nilsen, Sejr i stiften – En citatbibliografi, Statsbiblioteket 1989
* Aarhus Byråds forhandlinger 05.05.1881, 26.03.1908
* Århus Stiftstidende 23.05.1860, 29.01.1867, 05.01.1968, 24.10.1870, 26.06.1874, 10.10.1874, 09.02.1899, 25.03.1980, 26.03.1908, 30.03.1908, 01.04.1908, 06.01.1921
* Brevsamling fra Harald Skovby til Carl Ploug i Sejrs Sedler, Aarhus Stadsarkiv
[[Kategori: Historiske personer]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.153095|10.201163}}
{{#coordinates:56.153739|10.211164}}
{{#coordinates:primary|56.167592|10.215119}}

Georg Frederik Wilhelm Lund

2016-06-09T07:26:37Z

Venni sale:

[[Fil:Rektor Lund, 1868.jpg|250px|thumb|right|Georg Frederik Wilhelm Lund]]

Rektor ved [[Aarhus Katedralskole]] '''Georg Frederik Wilhelm Lund''' født 1820 - død 1891

Lund blev rektor for Aarhus Katedralskole i 1868 og bestred posten indtil 1885.

Samme år blev rektor Lund også medlem af Videnskabernes Selskab.

I 6. juni 1876 skriver købmand og senere direktør for [[Aarhus Privatbank]] [[Harald Skovby]] til vennen og redaktør på ’Fædrelandet’ Carl Ploug, om Lund og hans sønner. Anledningen var at en af storkøbmanden [[Hans Broge]]s døtre havde forlovet sig med en af rektor Lunds sønner.

''”Den yngste elskværdige Datter havde nemlig forelsket sig i en Laban – en Søn af den pjaltede Rektor Lund, hvis anden Søn er en liderlig Procurator her i Byen … Det var et Balbekjendtskab, og hun lavede et ”Ideal” af ham, da Faderen var imod Partiet…”'' Heldigvis for Hans Broge skriver Skovby videre, at da datteren ''”fik ham paa nært Hold, opdagede hun heldigvis, at han er en Pjalt, og hævede partiet.”''

[[Kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

{{#coordinates:primary|56.156620|10.211963}}

Kirks Telefonfabrik

2016-06-03T08:37:10Z

Venni sale:

Kirks Telefonfabrik, [[Fredensgade]] 17

Den lyse bygning med biludlejning var tidligere hjemsted for Kristian Kirks Telefonfabrik, som var en af landets største producenter af telefoner med faste leverancer til [[Jydsk Telefon]]. Fabrikken blev grundlagt i 1906, og bygningen blev opført i 1937 og 1960’erne med en stilren funktionalistisk facade. Blandt produkterne var den velkendte danske telefon med drejeskive kaldet F68. I 1969 flyttede fabrikken til [[Viby]] og senere til Horsens.

[[Kategori:Kommunikation & medier]]

{{#coordinates:primary|56.153547|10.209225}}

Nagelsvej

2016-06-03T08:29:40Z

Venni sale: /* Litteratur og kilder */

Anlagt i begyndelsen af 1900-tallet og siden opkaldt efter postmester '''Frederik Carl Hochberg Nagel''' (1854-1935). Efter tjeneste på forskellige steder i landet blev han i 1905 forflyttet til Århus, hvor han var postmester frem til 1924.

Han lod i 1908 opføre et hus på en grund ved vejen og kaldte det Møllebæk (Nuværende adresse: Nagelsvej 1A).

Nagelsvej ligger i [[Højbjerg]].
==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon

[[Kategori:Gader & veje]]

{{#coordinates:primary|56.117420|10.208804}}

Reginehøj Grundejerforening

2016-06-03T08:27:13Z

Venni sale:

Som følge af at mellem 400 og 500 mennesker flyttede til Aarhusbydelen [[Christiansbjerg]] oprettedes grundejerforeningen ''Reginehøj Grundejerforening''.
Bestyrelsen fremsatte et i 1897 et ønske til Byrådet om at ændre bydelens/kvarterets navn til Christiansbjerg, der i 1908 havde karakter af "en mærkelig blanding af by og landbrug" - på det tidspunkt havde bydelen fire købmænd, en bager, en slagter og en smed.

== Kilder ==

* Christiansbjerg, Fra bar mark til forstad, Lokalavisen 31.10.1984

[[Kategori:Foreninger]]

Niels Valdemar Wohlert (1861-1931)

2016-06-03T08:25:15Z

Venni sale: /* Litteratur og kilder */

[[Fil:Valdemar w.jpg|300px|thumb|right|Valdemar Wohlert]]
Fabrikant '''Valdemar Wohlert''', født i Viborg 25. maj 1861.

Lært i handel i Holstebro 1877-81. Etableret i Hobro 1886-90. Fabrikant borgerskab i Aarhus 1913. Efter i ca. 25 år at have været knyttet til [[J. Chr. Møllers Trikotagefabrik]] som Rejsende og Prokurist, indgået som medindehaver af firmaet den 1. januar 1914.

[[Kategori:Erhvervsfolk]]

== Litteratur og kilder ==
* [[Aarhus Borgere, 1915-1920]], Hæfte IX Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus

{{#coordinates:primary|56.146123|10.201073}}

Axel Seier-Pedersen

2016-06-03T08:23:30Z

Venni sale:

Malermester i Aarhus, født i 1888 - død i 1965 og boede i ejendommen [[Cort Adelers Gade]] 23.

Axel Seier-Petersen fungerede i løbet af sit virke som lærer på [[Teknisk Skole]] og Malerskolen.
Netop i egenskab af lærer øvede Seier-Petersen indflydelse på flere unge fra det århusianske malerlaug.

Seier-Petersen døde som 77 årig og efterlod sig en kone og flere børn.

== Kilder ==

* Preben Rasmussens Samling, Cort Adelers Gade - Dannebrogsgade

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

{{#coordinates:primary|56.173980|10.219663}}

Niels Ferdinand Theodor Otto Vilhelm Thuesen

2016-06-01T10:54:23Z

Venni sale:

[[Fil:Niels frede t o v thuesen.jpg|300px|thumb|right|Niels Ferdinand Theodor Otto Vilhelm Thuesen]]
Tobaksfabrikant '''Niels Ferdinand Theodor Otto Vilhelm Thuesen''', født i Nyborg 25. Marts 1868.
1895 oprettet Cigarfabrik i Aarhus under Firma [[Vilhelm Thuesen, Aarhus Cigarfabrik]].
Fra 1. Januar 1899 tillige direktør for [[A/S. J. Schmalfelds Fabriker]] (Røg- og Skråtobaksfabrikker).

[[Kategori:Erhvervsfolk]]

== Litteratur og kilder ==
* Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte XIV Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus

Folkeparken Friheden

2016-06-01T10:52:12Z

Venni sale: /* Litteratur og kilder */

'''Folkeparken Friheden''' var en slags forlystelsespark dannet i 1958 med de svenske folkeparker og Tivoli, København som forbillede. Folkeparken opstod omkring [[Hans Rising]]s [[Pavillonen Friheden|pavillon]] i [[Friheden|skovområdet Friheden]].

Indgik i 1966 i det større anlagte etablissement [[Tivoli Friheden]].

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon

[[Kategori:Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori:Turistvæsen]]
[[Kategori:Folkekultur & dagligliv]]

{{#coordinates:primary|56.137179|10.195890}}