AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Restaurant Tarantella

2024-03-27T11:58:51Z

Uffe: Zoomede ind

<div class="tright">
{{#display_map:
56.15157971817528, 10.205733592077088~[[Tarantella]];
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.15157971817528, 10.205733592077088
}}
</div>

'''Tarantella''' var navnet på den restaurant, som hørte til [[Aarhus-Hallen]]. Hallen og restauranten blev indviet 1. april 1938.

Konsul [[Frederik Laurits Viltoft]] stod for driften af Tarantella, hvis vægge var dekoreret med Aarhus-motiver, malet af [[Carl Faarup]].
125 tjenere var tilknyttet restauranten, og det store køkken var indrettet til at kunne bespise op til 2000 gæster i hallen.

Restauranten blev samlingspunkt for de kulturelle aarhusianere, og højst usædvanligt skulle man betale entré for overhovedet at komme ind på restauranten. Men var man først inde, var man sikret gedigen underholdning. Restauranten var opdelt i terrasser med fint opdækkede borde. På en balkon spillede orkestret, mens artister, sangere, dansere osv. optrådte på scenen, som kunne skydes ud over dansegulvet.

I de første to år af restaurantens levetid lykkedes det at tiltrække flere store udenlandske navne. Allerede samme måned som åbningen kunne man opleve den verdensberømte amerikanske jazzpianist ”Fats” Waller sammen med Svend Asmussen, mens det i november 1938 var Josephine Baker der svingede med sit bananskørt på scenen.

Forlystelseslivet i Aarhus fortsatte under besættelsestiden, men på grund af den forværrede økonomi måtte det aarhusianske publikum nu nøjes med danske artister i stedet for internationale stjerner. Aarhusianernes fortsatte forlystelsesliv blev i længden for meget for besættelsesmagten og 30. september 1944 blev restauranten ramt af Schalburgtage.

Også [[Aarhus Håndværkerforening|Håndværkerforeningen]], [[Molles Kro]] i [[Skolegade]] og [[Vennelystpavillonen|Pavillonen]] i [[Vennelystparken]] blev sprængt i luften mellem oktober 1944 og januar 1945. Tarantella var den eneste af de ovennævnte, som blev genopbygget.

Restauranten Tarantella, som efter 1960 blev drevet af [[Gunnar Gravholt]], blev i 1970 omdøbt til [[Palmehaven]]. Allerede året efter i 1971 genåbnede restauranten, med ny ejer, under navnet [[Tropicana]].

==Restaurant Tarantella på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?organisations=110890 Restaurant Tarantella]}}

== Litteratur og kilder ==
*Bernhardt Jensen; Som Århus morede sig, Universitetsforlaget i Aarhus, 1966
*Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
*Kurt Lundskov: Det gamle Aarhus, Kurt Lundskov, 2008
*Georg Andersen, ''Min Århus-kavalkade - Erindringer fra et journalistvirke 1933-1982'', Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget, 1982
*Aarhus-Hallens arkiv, Erhvervsarkivet
*Jyllands-Posten 02.11.2008, Da rocken tog strøm på Århus, Kasper Schütt-Jensen
*[http://www.virk-info.dk/Aarhus1/Restaurant/S/SctKnudsTorv.htm virk-info.dk]

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Folkekultur & dagligliv]]
[[Kategori:Mad & drikke]]
[[Kategori:Musik]]

Restaurant Friheden

2024-03-27T11:58:23Z

Uffe: Ændrede rækkefølge på map og billede

[[Fil:Pavillonen Friheden 31.07.1904.jpg|450px|thumb|right|Pavillonen Friheden ved for-indvielse 29. juli 1904. Ejeren [[Hans Peter Danielsen Rising (1872-1959)]] ses længst til venstre ved det midterste bord. Herren i det grå jakkesæt ved samme bord var den senere redaktør og pølsevogns-konge [[Louis Carl Georg Andersen (1885-1943)]]. Stående nr. otte fra højre er det byrådsmedlem [[Anton Aksel Scheel Thomsen (1846-1937)|Thomsen]].]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.13728210028759, 10.198104669939115~[[Restaurant Friheden]];
|width=378
|height=200
|zoom=15
|center=56.13728210028759, 10.198104669939115
|align=right
}}</div>

'''Restaurant Friheden''' blev opført i skovområdet [[Friheden]] i den bynære del af [[Marselisborgskovene]] i 1904. I dag hedder pavillonen '''Restaurant Terrassen''' og er en del af [[Tivoli Friheden]].

===Kogt vand i Ladegaardsskoven===
For 110 år siden var området Friheden velbesøgt og ved skovfogeden i [[Humlehavehuset]] kunne man få kogt vand til sin kaffe. Området hed egentligt Ladegaardsskoven, men var i folkemunde kendt under Friheden.

Tilnavnet skyldes, at der i skovområdet - i modsætning til resten af Marselisborgsskovene - til tider var adgang for almindelige aarhusianerne, og da der i 1896 blev lukket helt op for Marselisborgsskovene blev området umådeligt populært.

[[Arthur Edvard Pries (1859-1919)|Skovrider Pries]] var dog ved at være træt af, at hans skovfoged i Humlehavehuset brugte mere tid på servering, der til og med var illegal, end han gjorde på arbejdet i skoven. Det var på tide, at der blev opført en ordentlig restaurationspavillon i området, og en ung tjener ved navn [[Hans Peter Danielsen Rising (1872-1959)]] blev hurtigt involveret i foretagendet.

===Anmodning til byrådet===
Rising var vokset op på [[Frederikshøj Kro]], som først [[Hans Peter Danielsen (1819-1879)|morfaren]] og senere stedfaderen [[Rasmus Christensen (1849-1939)]] drev. Restaurationsbranchen var derfor langt fra fremmede for den unge Rising.

Selv om Rising kun havde få penge lykkedes det ham at samle investorer, der troede på projektet. Især bryggeriet på [[Trøjborg]] spyttede mange penge i projektet mod, at de kunne få serveret deres øl ved den kommende pavillon. Med en tegning fra arkitekt [[Sophus Frederik Kühnel |Kühnel]] i hånden kunne Hans Rising 10. marts 1904 henvende sig til [[Aarhus Byråd|byrådet]] med en officiel anmodning:

''”For de mange Skovgæster, som besøge Marselisborg Skov ’Friheden’, har det længe været et stærkt følt Savn, at der ikke i denne findes en hyggelig og moderne indrettet Restauration. Undertegnede Hans Rising har med dette for Øje grundig sat mig ind i Forholdene, og jeg nærer den faste Overbevisning, at der ikke alene er Trang til en saadan Restauation, men at denne ogsaa vil kunne betale sig.”''

===Hurtig opførelse===
5. maj 1904 indgik byrådet og Rising en overenskomst med ti punkter, som blandt andet fastsatte, at Rising for egen regning skulle opføre en restaurationspavillon til 25.000 kr., svarende til ca. 1.700.000 kr. i dag. Bygningen ville efter 22½ år tilfalde [[Aarhus Kommune|kommunen]] – at Rising nåede at være vært på Friheden i over 50 år, var der nok ikke nogen, der havde forudset i 1904.

Da overenskomsten var indgået, gik det stærkt, og allerede 31. juli kunne Hans Rising indvie sin nye pavillon.

Rising havde selv bopæl i pavillonen og 17. november 1904 måtte byrådet endnu engang behandle forholdende ved Friheden; denne gang med henblik på om Rising måtte holde hund.

===Søndagsudflugter i Friheden===
Med en placering ganske tæt ved sporvognens endestation, blev Restaurant Friheden hurtigt et yndet mål for aarhusianernes søndagsudflugt. Hver søndag spille et orkester på en lille friluftsscene og rundt om pavillonen var opstillet 125 faste borde og 235 små borde. Også Rising selv blev populær blandt aarhusianere. Pressen skrev positivt om hans etablissement og i tilfælde af, at han ikke havde fået udsolgt sine kager, inviterede han ofte skole- og børnehavebørn på kage og sodavand om mandagen.

Rising var en foregangsmand, der med kulørte lamper og de mest populære sangere kunne trække tusindvis af gæster til sit etablissement. Ved særlige lejligheder fik han endda overtalt byrådet til at spærre området af, så han kunne forlange entré ved sine særlige fyrværkerishows.

===Folkeparken Friheden===
[[Fil:Leonhard Hansen, Fotograf Aage Fredslund Andersen.jpg|300px|thumb|right|Den [[Socialdemokratiet|socialdemokratiske]] [[Leonhard Hansen (1887-1956)|Leonhard Hansen]] taler ved 1. maj-arrangement i [[Friheden]] i 1938.]]

Det store besøgstal kaldte på en udvidelse af etablissementet og i 1927 kunne en ny festsal tegnet af Draiby tages i brug. Rising havde nu omkring 1000 indendørspladser og 3000 udendørspladser.

Området var blevet et sted, hvor aarhusianerne samlede sig ved store arrangementer som grundlovsdag, Skt. Hans og ikke mindst 1. maj. Mange store socialdemokrater som [[Hans Hedtoft]] og [[Hans Christian Svane Hansen (1906-1960)|H.C. Hansen]] har gennem tiderne holdt 1.maj-taler i hvad der fra 1958 officielt hed [[Folkeparken Friheden]]. Ved de store begivenheder blev som regel også sat midlertidige forlystelser om, hvilket banede vejen for tankerne om et permanent [[Tivoli Friheden|tivoli]].

===Hårde tider===
Allerede i slutningen af 1930’erne var der planer om at omdanne Folkeparken Friheden til et tivoli, men med krigen faldt planerne til jorden. Samtidigt fik Rising sværere og sværere ved at trække folk til sin park. Tiderne havde forandret sig og efterhånden som aarhusianerne havde fået bil, søgte de gerne længere væk på deres søndagsudflugter. I forbindelse med pavillonens 50 års jubilæum spurgte Stiftstidendes reporter om jubilæet skulle fejres med endnu et fyrværkerishow, hvortil Rising svarede:

''”Tiderne er ikke til det, priserne jager folk fra restaurationerne, og hvor er de gode borgere henne? Forleden kom der en dame – en dame, siger jeg – og bestilte en porter og en lang cigar, og saa satte hun sig hen til vinduet for at kikke efter manden, der var ude at sværme med en anden … lille børn, hvad skal den slags dog ikke blive til.”''

Hans Risings pavillon ligger dog stadigt ude i Friheden. Lige ved siden af Pjerrots lille hus og [[Risings Have]]. I dag hedder den gamle pavillon Restaurant Terrassen. Selv om man ikke længere kan få en flaske akvavit til 27 øre, kan man stadigt fornemme stemningen, fra dengang Hans Rising bød velkommen til Friheden.

==Restaurant Friheden på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=150315 Find arkivalier omhandlende Restaurant Friheden på AarhusArkivet]}}

==Kilder==
* Aarhus Byråds Forhandlinger 10.03.1904, 05.05.1904, 17.11.1904
* Demokraten 30.07.1904, 17.03.1959
* Århus Stiftstidende 14.03.1954
* Bernhardt Jensen; Som Århus morede sig, Universitetsforlaget i Aarhus, 1966

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Mad & drikke]]
[[Kategori: Folkekultur & dagligliv]]
[[Kategori: Forlystelser, spil & idræt]]

Regina-Teatret

2024-03-27T11:42:58Z

Uffe: tilføjede map

[[Fil:Regina Teatret 1922.jpg|250px|thumbnail|Regina-Teatrets indgang. Foto 1922]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.15306307887342, 10.20549199932643~Regina Teatret;
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.15306307887342, 10.20549199932643
|align=right
}}</div>
[[Fil:Regina Teatret annonce 1920.png|200px|thumbnail|Regina-Teatrets annonce ved åbningsforestillingen 1. januar 1921. Med forfilm om kongeparrets udenlandsrejse]]
[[Fil:Regina Olsenbanden annonce 1981.png|200px|thumbnail|Olsen-banden-film i Regina <br>2. november 1981]]
På hjørnet af [[Søndergade]] og [[Sønder Allé]] ligger det store Regina-kompleks, som også har givet navn til [[Regina-krydset]]. Her kunne aarhusianere fra 1. januar 1921 se film i byens mest moderne biograf '''Regina-Teatret'''. I mange år var Regina-Teatret et fyrskib i det aarhusianske biografmiljø, og det var også her, man kunne opleve den første talefilm udenfor København.

=== Opførelse ===
I den første halvdel af 1900-tallet var der gode penge i filmindustrien og produktionsselskabet [[A/S Fotorama]] formåede med en lang række filmproduktioner for en kort periode at gøre Aarhus til Hollywood. Samtidigt havde selskabet lejet bevillingen til stort set alle de aarhusianske biografer, så selskabet i 1917, sad på hele den aarhusianske biograf- og filmbranche. Det var, også A/S Fotorama som i 1919 stod bag købet af [[Frichs fabrikken|Frichs store fabriksgrund]] på hjørnet af Søndergade og Sønder Allé, og med [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)|Høeg-Hansen]] som arkitekt, lod de her opføre den store nyklassicistiske bygning, som kom til at huse Regina-Teatret.

Budgetteringen var sat til 2,5 mill. Kr., men byggeriet endte med at koste over 4 mill. kr. For de mange penge fik byen ved den officielle indvielse 1. januar 1921, foruden Regina-Teatret, både restaurant, butikker, selskabslokaler, kontorer, [[Hotel Regina|hotel]] med køkken, vaskeri og personaleværelser. Den monumentale bygning blev pudset med porfyrit og vaser og sokkel blev udført i granit. Billedhuggeren Svend Rathsacks stod for dekorationerne i den store sal, samt den forgyldte [[Harlekin]], som stadig står i bygningens rotunde. Biografsalen havde 939 nummererede pladser, balkoner, loger og endda en kavalerloge til de fornemmeste gæster.

=== Dronningen og jomfruen til indvielse ===
Meget passende overværede Dronning Alexandrine indvielse af Regina, hvor [[Hans Hartvig Seedorff (1892-1986)]] i skikkelse af Kong Harlekin fremførte en prolog. Ved den officielle åbning blev der vist film fra kongeparrets seneste udenlandsrejse, samt den amerikanske film ”Jomfruen fra Stambul”. Åbningsfilmen faldt i god jord hos [[Århus Stiftstidende]], som efterfølgende skrev: ''”…Teatret har til Aabningsforestilling valgt en af disse Films, der en Undskyldning for mange af de Forsyndelser mod den gode Smag, der til daglig præsteres paa det hvide Lærred…”''
Da filmene de første år var stumfilm blev de akkompagneret af et orkester med kapelmester [[Harald Andersen]] i spidsen. Harald Andersen og hans orkester stod også for musikken i [[Café-Regina]], som lå på 1. sal. Her forvandlede de sig til et svingende jazzorkester, som gav forestilling hver dag fra 16.00-17.30 og igen efter kl. 20.00.

=== Lyd på filmen ===
I løbet af 1928 begyndte økonomien at halte for Regina. Inspireret af Palladium biografen i London indførte Regina i 1929 artistprogrammer for at lokke ekstra gæster i biografen. Publikum kunne således før hver forestilling i Regina opleve både balletdansere, akrobater og operasangere, som alligevel var hyret til at optræde i Café-Regina.

Artistprogrammerne fik kun en kort levetid, hvilket skyldes talefilmens premiere 14. september 1929. Den dag kunne blandt andre borgmester [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]] overvære premieren på ”Den syngende nar”, som var den første talefilm i Danmark, der blev vist udenfor København. De næste to år var Regina den eneste biograf i Aarhus, som kunne fremvise talefilm. Der var dermed ikke længere behov for at have artistprogrammer for at trække aarhusianerne til Regina-Teatret.

=== Bevillingsstrid ===
I 1946 døde Oluf Jensen, der havde ledet biografen siden indvielsen i 1921 og teatermaler og instruktør fra Det kongelige Teater [[Svend Gade]] fik tildelt bevillingen af justitsministeriet. Gade flyttede fra København til Aarhus og fik film af høj kvalitet til Regina. Under Gade strakte repertoiret sig fra Ditte Menneskebarn til Askepot. Ved Gades død i 1952 tildelte justitsministeren Reginas bevilling til den københavnske skuespiller Johannes Siegfred Meyer, som på trods af et par lejede værelse på [[Park Allé]] ikke flyttede til byen. Dette faldt [[Aarhus Byråd|byrådet]] for brystet, da bevillingshaveren ifølge biografloven skulle have bopæl nær biografen. Flere gange forsøgte byrådet at få bevillingen frataget Johannes Meyer, men det lykkedes først i 1960, hvor [[Aarhus Kommune|kommunen]] selv overtog driften af Regina-Teatret.

=== Døde med Olsenbanden ===
I 1973 blev Regina-Teatret ombygget, så den nu indeholdt to biografsale med hhv. 601 og 108 pladser. Den lille sal blev kaldet Regina 2 og i den blev der fremvist kunstneriske film, for de mere kræsne aarhusianere, som især var unge studerende fra universitetet. Salen var lille og de store film, skulle stadig ses i den store sal.
Da Regina i 1970’erne kun havde Nordisk Film som fast filmleverandør, var det primært Olsenbanden, som holdt liv i biografen. Da ”Olsen-banden over alle bjerge” blev vist som den sidste Olsenbandefilm på Reginas hvide lærred i slutningen af 1981, var det også begyndelsen til enden for Regina. I maj 1983 besluttede byrådet at lukke Regina Teatret og i juni blev ”Døden i grotterne” vist, som den sidste film i Regina-Teatrets levetid.

==Regina-Teatret på AarhusArkivet==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=110077 Regina-Teatret]}}

<big>Se også</big>
----
* [[Biografer i Aarhus]]

== Kilder ==
* Ib Gejl, REGINA – en storbiograf gennem tiderne, i Århus-årbog 1984, Århus byhistoriske Udvalg

* Bernhardt Jensen, Som Århus morede sig, Århus byhistoriske Udvalg, 1966

* Ib Gejl, Århus - byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998

* Ib Gejl, Århus - byens historie 1945-1995, bind 4, Århus Byhistoriske Udvalg, 1995

* Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008

[[Kategori: Teater, film, radio & tv]]
[[Kategori: Folkekultur & dagligliv]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Æggepakkeriet i Carl Blochs Gade

2024-02-28T11:46:41Z

Uffe: Ændrede rækkefølge af billede og kort

[[Fil:P1011955.JPG|thumb|right|350px|Æggepakkeriet fra 1939 i Carl Blochs Gade 37 fremstår i dag originalt i funktionalistisk stil med dekorative murstensbånd på soklen og tårnene, hvilket giver mindelser om mellemkrigstidens art déco-stil.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.15443257046781, 10.193558097809053~[[Æggepakkeriet]];
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.15443257046781, 10.193558097809053
|align=right
}}</div>

'''Æggepakkeriet''' i Carl Blochs Gade 37 er en to etagers bygning med kælder opført i 1939 som æggepakkeri, lager og kontor for [[Fyens Ægexport]], der havde adresse i Odense og havde filial i Aarhus. Der var æggepakkeri i bygningen til 1973, hvorefter bygningen frem til 2008 rummede osteeksportfirmaet J. Hansen, hvis indehaver var kendt som [[Knud S. Hansen|Oste-Hansen]]. Arkitektonisk fremstår bygningen i funktionalistisk stil med elementer, der giver mindelser om art déco, og den er tildelt en høj bevaringsværdi i Aarhus Kommuneatlas.

Nyere boligbebyggelse fra slutningen af 2010'erne tog navnet Æggepakkeriet til sig, og derfor omfavner Æggepakkeriet udover de gamle bygninger også en rødstensbygning med erhverv i stueetagen, en længere gulstensbygning samt et betonhøjhus.

==== Arkitekterne ====
Arkitekten og skribenten [[Thyge Klemann]] har tilskrevet [[Michael Djervad (1891-1960)|Michael Djervad]] rollen som arkitekt, men af [[Aarhus Kommune]]s byggesagsarkiv fremgår det, at Djervad tegnede bygningen i et tæt samarbejde med arkitekt [[H. Th. Andersen]] fra Holstebro. Andersen var kendt som arkitekt bag solide murstensbyggerier i Vestjylland, bl.a. Lemvig Bank.

==== Stilarter ====
[[Fil:P1011968.JPG|thumb|right|350px|De rødbrune murstensbånd giver den funktionalistiske gulstensfacade på æggepakkeriet i Carl Blochs Gade 37 et præg af art déco-stil, men kan også minde om mauriske rød-hvide båndudsmykninger kendt fra middelalderens Spanien.]]
Bygningens ydre fremstår originalt som i 1939 i en kasseformet funktionalistisk stil med en gulstensfacade og tagpapbelægning. Facaden brydes af to tårnagtige fremspring, der er symmetrisk placeret og er dekoreret med rødbrune vandrette murstensbånd. De dekorative murstensbånd minder om mellemkrigstidens interesse for dekorativ modernisme kaldet art déco, men giver også mindelser om mauriske rød-hvide båndudsmykninger kendt fra middelalderens Spanien. Båndene genfindes i rammer om vinduerne og på bygningens sokkel, ligesom der som afslutning ved taget findes en smal gesims af samme type rødbrune mursten. Murstensbåndene har samtidig paralleller til lignende bånd på [[Amtssygehuset]], der blev opført i 1935 efter tegninger af [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)]].

I hvert tårnfremspring ses runde koøjevinduer, der er et karakteristisk træk ved funktionalismens leg med geometriske former. Karakteristisk for funktionalismen er også de øvrige hvidmalede vinduer, der i de fleste tilfælde er enten enkelfags eller tofags, hvilket har givet mulighed for større vinduesfacader end ved traditionelle småsprossede vinduer. Modsat, hvad der ofte sås ved mellemkrigstidens funktionalisme, er ingen vinduer placeret yderst i hjørnerne, hvilket har givet bygningen et solidt og massivt udtryk.

==== Jernbeton og mursten ====
Trods brugen af mursten består bygningen under facaden af jernbetonkonstruktioner, der blev udført af civilingeniør [[Oscar Lock-Hansen]] fra Aarhus og ingeniør Søren Jensen fra Silkeborg. Førstnævnte blev senere gift med [[Marie Lock-Hansen]], der i 1967 blev slået ihjel i det berømte, men til dato uopklarede [[Højbjergmordet|Højbjergmord]].

Jernbetonkonstruktionen er karakteristisk for tidens internationale modernistiske ideal om at benytte de seneste tekniske innovationer med henblik på at skabe størst mulig komfort og funktionalitet i byggeriet, men samtidig er facadens murstensbelægning og dekorationer karakteristisk for et ofte set skandinavisk kompromis, hvor traditionelle murermestermetoder blev inddraget.

=== Virksomheder i bygningen ===
Funktionen som æggepakkeri begyndte i 1939 og fortsatte frem til midten af 1970’erne; 1940-60 havde [[Fyens Ægexport]] til huse i bygningen, og 1961-73 havde [[Robinson Andersen & Co.]], æg engros til huse i bygningen.

Derefter fik osteeksportfirmaet J. Hansen til huse i bygningen. Osteeksportfirmaet var startet i 1899 af [[Jens Peter Hansen]] og blev ved hans død i 1938 overtaget af sønnen [[Knud S. Hansen]], der var kendt som Oste-Hansen. Ved overtagelsen var Oste-Hansen kun 20-år gammel, og i de følgende ca. 50 år stod han i spidsen for firmaet, der fik succes med eksport af dansk ost til hele verden. Eksportmarkederne var bl.a. Kina og Japan, og derudover blev flødeosten Samos 99 særligt populær på det franske marked. I begyndelsen af 1990’erne skete der et generationsskifte i firmaet, og i 2008 blev firmaet opkøbt af [[Arla]], hvorefter det flyttede til Arlas hovedsæde i [[Viby]].

Udover ovennævnte har andre firmaer i kortere perioder lejet dele af bygningen, i 00’erne bl.a. reklamebureauet [[Dot & Line]] og handelsselskabet [[A-Dale Denmark]]. I dag rummer bygningen Telemarketingbureauet [[Tele-Mark]].

=== Tidslinje over bygningens historie ===
* 1939: Bygningen blev opført som æggepakkeri, lager og kontor for Fyens Ægexport.
* 1951 og 1953: Nogle garager blev opført ved siden af bygningen.
* 1961: DSB købte bygningen og lejede den ud til Robinson Andersen & Co., æg engros.
* 1973: Robinson Andersen & Co. forlod bygningen, hvorefter funktionen som æggepakkeri var slut. I stedet lejede osteeksportfirmaet J. Hansen bygningen.
* 1995: Garagerne ved siden af bygningen blev nedrevet.
* 1997: En større ombygning af bygningens indre til kontorformål.
* 2008: Osteeksportfirmaet J. Hansen blev opkøbt af Arla og forlod bygningen.
* Telemarketingbureauet Tele-Mark har i de seneste år haft til huse i bygningen.
* 2014: Købt af Anpartsselskabet Æggepakkeriet, der er ejet af erhvervsfolkene [[Rune Kilden]] og [[Lars-Erik Larsen]]. Planen er at bevare bygningen og på arealerne ved siden af opføre boligkarréer i 5-11 etager.

[[Fil:Carl-Blochs-Gade37-Facadetegning1939.jpg|thumb|center|875px|Facadetegning af æggepakkeriet i Carl Blochs Gade 37 udført af Michael Djervad og H. Th. Andersen i 1939.]]

=== Bevaringsværdi ===
I [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/ Aarhus Kommuneatlas] er Carl Blochs Gade 37 tildelt en høj bevaringsværdi jf. følgende:

'''Samlet bevaringsværdi: 3''' tildelt med afsæt i følgende vurderinger:

* Arkitektur: 3
* Kultur: Ingen vurdering
* Miljø: 3
* Originalitet: 3
* Tilstand: 4

(Forklaring: Høj værdi: 1, 2, 3; Middel værdi: 4, 5, 6; Lav værdi: 7, 8, 9)

== Æggepakkeriet i Carl Blochs Gade på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=%C3%86ggepakkeriet+i+Carl+Blochs+Gade+ Æggepakkeriet i Carl Blochs Gade]}}

== Litteratur og kilder ==
* [http://www.arla.dk/om-arla/nyheder/2008/pressrelease/arla-koeber-j-hansen-group-758166/ Arla køber J. Hansen Group, pressemeddelelse, arla.dk].
* [http://stiften.dk/aarhus/byggeprojekt-ved-godsbanen-11-etagers-boligtaarn-og-aeggepakkeri "Byggeprojekt ved Godsbanen: 11 etagers boligtårn og æggepakkeri"], ''Århus Stiftstidende'', 31/1 2016.
* [http://byggesager.aarhuskommune.dk/Byggesag/Liste?ejendomsnummer=62710&husnummer=37&vejnavn=Carl%20Blochs%20Gade Byggesagsarkivet, Aarhus Kommune om Carl Blochs Gade 37].
* [https://tidsskrift.dk/index.php/Handelsregistrene Handelsregisteret om Fyens Ægexport].
* [http://stiften.dk/aarhus/nyt-projekt-sparker-baade-godsbanen-og-ny-bygade-i-gang-0 "Nyt projekt sparker både Godsbanen og ny bygade i gang"], ''Århus Stiftstidende'', 31/1 2016.
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/Aarhuslitteratur-paa-laesesalen.aspx?sc_lang=da Preben Rasmussens udklipssamling]
* [https://www.sa.dk/ao-soegesider/rif/rif-collection/10 Tingbøger om ejerforhold på Arkivalieronline].
* [https://www.tinglysning.dk/m/#/ejendomme/03126c6e-90fb-4ef8-b9e0-966f37e893d5 Tinglysningen om ejerforhold].
* [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/ Aarhus Kommuneatlas].

[[Kategori:Arkitektur]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Østbanegården

2024-02-28T11:45:13Z

Uffe: Ændrede rækkefølge af billede og kort

[[Fil:B775100 CD0094 050552.jpg|350px|thumb|right|Østbanegården og dens ansatte.<br>Ukendt fotograf, 1895, Den Gamle Bys billedsamling.]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.16323871040139,10.216445449071834~[[Østbanegården]];
|width=378
|height=200
|zoom=15
|center=56.16323871040139,10.216445449071834
|align=right
}}</div>

'''Østbanegården''' blev opført i 1877 som hovedbanegård for [[Ryombanen|Aarhus-Ryomgård-banen]]. Der havde gennem mange år været snak om at lave en banestrækning til Ryomgård, så det var afslutningen på en lang debat da stationen åbnede i 1877.

Banen var en privatbane lige som de fleste andre jernbaner på den tid, og var derfor finansieret af privatpersoner. Østbanegården var placeret lige uden for byen i nærheden af virksomheder, hvis varer banen kunne transportere. Området omkring den nye østbanegård blev først bebygget i 1890’erne.

=== Bygningen ===
Østbanegården blev tegnet af N. P. C. Holsøe, som havde tegnet en lang række jernbanerelaterede bygninger. Han havde blandt andet tegnet Fåborg Banegård i 1882, hvis tegninger stort set er magen til Østbanegården. Bygningen blev opført fra 1876-1877. I 1904 blev stueetagen udvidet med en større ventesal.

=== Driften af jernbanen ===
Jernbanedriften Aarhus-Ryomgård var drevet af privat personer, da det var en privatejet jernbane. Det var dog ikke nogen succes for de private investorer. Jernbanen gav underskud, og allerede i 1881 blev selskabet overtaget af ”De Jysk-Fynske Statsbaner.” Den nye ejer udvidede banenettet, i 1898 blev der anlagt linje fra Trustrup til Ebeltoft, og senere kom også Djurslandsbanen og Gjerrild-Grenå banen til. Alle disse baner transporterede varer fra [[Aarhus Havn]].

[[Fil:000138001.jpg|325px|thumb|left|Lirekassemand på perronen med kiosken i baggrunden. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, 1955, Århus Stiftstidendes billedsamling, Erhvervsarkivet leveret af Aarhus Stadsarkiv.]]

Der blev også transporteret passagerer med banen. De kom ofte med tog til [[Aarhus Hovedbanegård]] og måtte derefter enten gå eller tage en hestevogn til Østbanegården, hvor de kunne komme videre.

Da statsbanerne overtog banen i 1881 kom der fast hestevognsdrift mellem Hovedbanegården og Østbanegården. Det var først i 1894 at der kom togforbindelse mellem Hovedbanegården og Østbanegården. Det var dog stadig Østbanegården, der var hovedstationen for Ryombanen. Det var her, at toget blev lastet og pakket.

Banen transporteret også aarhusianerne, når de skulle på tur i [[Riis Skov]]. Toget havde holdeplads i området, hvor [[Den Permanente]] ligger i dag. Herfra kunne aarhusianerne tage på tur til [[Ferdinandspladsen]] og [[Salonen]]. Den del af togstrækningen gik under navnet ”skovtoget” og blev nedlagt i 1898. Der var også mange der tog toget ud til [[Vejlby]] fed, hvor [[Aarhus Cykle Club|Aarhus Bicycle Club]] havde en cykelbane. Aarhus Bicycle Club kunne i 1894 indvie stien langs jernbanesporet til [[Risskov]]. De første år var det kun medlemmer, der kunne køre gratis, alle andre skulle betale ved en kontrolpost, når de kørte ind på stien.

=== Bygningens funktioner ===
Bygningen havde mange funktioner. Den skulle fungere som ventesal, billetsalg, kiosk, og stationsforstanderen boede i den øverste etage. Der var også et pakhus og en remise til at opbevare togene i, når de ikke kørte. Remisen gik ud af brug, da banen blev integreret med [[Aarhus Hovedbanegård]] og brændte senere ned. Også pakhuset gik ud af brug med tiden. De øvrige funktioner forsvandt også langsomt fra bygningen. Billetsalget og kiosken lukkede.

I perioden ca. 1914-1970 husede bygningen også Østbanegårdens Restauration. I 1914 hed restauratøren Th. Andersen, og i årene 1923-1926 blev stedet drevet af frk. Kirstine Dahl, som herefter blev afløst af frk. Minna Jensen.

=== Bygningen uden banegården ===
I 1971 var der overvejelser om at oprette en nærbane omkring Aarhus. Man håbede fra [[Aarhus Kommune]]s side, at det kunne lette lidt af presset på [[Grenåvej]]. Det krævede nogle moderniseringer og opdateringer, som stod færdige i 1979. Det betød, at Østbanegården funktion som banegård forsvandt, og bygningen gik ud af brug. Bygningen stod tom, og i perioder var den besat af BZ’ere. I 1982 var der en mindre brand i tagkonstruktionen.

[[Fil:B775100-CD0465-123768.jpg|350px|thumb|right|Østbanegården.<br>Fotograf: Thomas Pedersen, 1986, Den Gamle Bys billedsamling.]]

I begyndelsen af 1980’erne stod bygningen foran nedrivning. Den var efterhånden forfaldet, og man ønskede at udvide [[Kystvejen]] foran bygningen med flere spor. Det førte til, at en gruppe byrådsmedlemmer begyndte at undersøge bygningens historie for at modarbejde nedrivningen. Resultatet blev oprettelsen af ”Den Selvejende Institution Østbanegården” i 1984. Dens formål var, at bevare og drive bygningen. Institutionen blev ledet af et repræsentantskab bestående af rådmænd og byrådsmedlemmer på tværs af partigrænserne. Der indgik også flere fremtrædende fagfolk indenfor arkitektur- og museumsverdenen.

Efter flere møder med trafikministeren fik institutionen lov til at drive bygningen med Aarhus Kommune som lejer. Bygningen blev sat i stand for to millioner kroner. Institutionen fik lov at fremleje bygningen indtil 2020. Det var nødvendigt at søge en række fonde om tilskud til renovering af bygningen og til de projekter, som man ønskede at bruge bygningen til. I 1988 var renoveringen færdig, og indretningsarkitektfirmaet ''Indretning på Østbanen'' flyttede ind i bygningen. Firmaet fusionerede i 2000 med Paustian, som i befandt sig i bygningen indtil 2019. Efter blot tre uger på markedet flyttede den Aarhus-baserede teknologivirksomhed og nye bank Lunar ind i den gamle banegård.

== Østbanegården på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Østbanegården Østbanegården]}}

== Litteratur og kilder ==
* Preben Rasmussens samling
* Viggo Jonasen ”Østbanegården i Århus – tilblivelse, funktion og bevaring” udgivet af Forlaget Saxo og Århus Byhistoriske Fond i 2014.
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Servicesider/Nyheder/2014/3-kvartal/Historien-om-redningen-af-Oestbanegaarden-er-bevaret.aspx?sc_lang=da Artikel på Stadsarkivets hjemmeside om redningen af Østbanegården]
* John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 135

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Trafik & transport]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus

2024-02-28T11:44:11Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Østergades Hotel.jpg|thumb|right|350px|I midten forsamlingsbygningens forhus, som fra 1875-1975 husede Østergades Hotel. Foto: Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.154229738114985, 10.20573149242411~[[Østergade 12]];
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.154229738114985, 10.20573149242411
|align=right
}}</div>

Den 4. juni 1875 blev det annonceret i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, at et gæstgiveri med plads til 2-300 personer og en forsamlingssal til 1500-2000 personer ville være til leje fra oktober flyttetid samme år. Til gæstgiveriet var blandt andet knyttet en stald med foderplads til at ca. 200 heste om dagen og en lejlighed, hvor kuskene kunne blive beværtet.<br>
Gæstgiveriet blev snart kendt som [[Østergades Hotel]], og mange nulevende aarhusianere vil huske forsamlingssalen som stedet, der gennem årtier dannede rammen om alt fra faglige møder til koncerter og juletræsfester.

===Ligesom om man var hjemme===
Forsamlingsbygningen blev opført i en tid, hvor bønderne gennem bedre skolegang og højskoleophold havde fået større boglig viden og med indførslen af den almindelige valgret i 1849 var begyndt at manifestere sig politisk. Men mange byfolk betragtede stadig bønderne som uvidende om, hvordan man opførte sig, og anså det for utænkeligt, at de skulle have større politisk magt. Venstrevælgerforeningen Jydsk Folkeforening fandt det tiltagende svært ved at få adgang til at holde møder i ”de fine Lokaler, hvor Storborgerne breder sig”<sup>1</sup>, som højskole- og Venstremanden [[Lars Bjørnbak (1824-1878)|Lars Bjørnbak]] i 1874 skrev i sit blad [[Aarhus Amtstidende]]<sup>1</sup>. Derfor opstod tanken om at opføre et ”tidssvarende og komfortabelt indrettet forsamlingssted”, hvor man kunne møde ligesindede, holde møder og ”komme ligesom om man var hjemme”<sup>2</sup>, som Udvalget for Opførelsen af en folkelig Forsamlingsbygning i Aarhus skrev i den indbydelse til aktietegning, som sendte ud i juni 1873.<br>
På trods af de borgerliges gentagne advarsler mod at skyde penge i foretagendet lykkedes det efterhånden, ikke mindst takket være Bjørnbaks gode overtalelsesevner, at rejse så mange midler, at idéen kunne realiseres. Især gårdmænd, men også en del husmænd, håndværkere og småhandlende, mange af dem unge, støttede op om projektet. Knap halvdelen af de 208,327 kr., som projektet kom til at koste, kom fra salg af aktier. Den anden halvdel blev tilvejebragt gennem lån i egnens sparekasser og banker.

===”Et vidtløftigt sammensurium”===
Var det udtryk, som redaktøren af Højre-avisen [[Aarhus Stiftstidende|Aarhus Stifts-Tidende]] brugte, da han skrev om forsamlingsbygningen tegnet af arkitekten [[Vilhelm Carl Puck (1844-1926)|Vilhelm Carl Puck]] og de tilstødende, opkøbte bygninger på forsiden af avisen i juni 1877<sup>3</sup>.
[[Fil:Den folkelige Forsamlingsbygning.jpg|thumb|left|350px|Den folkelige Forsamlingsbygning før nedrivningen. Foto: Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet, 2008]]Ud over forhuset, som rummede [[Østergades Hotel]], og som stadig præger bybilledet med sin facade i historistisk stil, bestod forsamlingsbygningen af flere andre bygninger.<br>
Forsamlingssalen, som var rigt dekoreret med forgyldte og farvede ornamenter og arabesker, var placeret på 1. salen i en sidebygning og kunne med sine to balkoner rumme ca. 1.700 mennesker. Den blev oplyst med 108 gasblus, og 25 ventiler i loftet og i salen sørgede for udluftningen. Gulvet blev båret af svære jernsøjler, som jernstøber [[Søren Frich (1827-1901)|Søren Frich]] blev tilbudt at levere. Opgaven gik til en anden, da han betingede sig, at Bjørnbak blev hængt i en af dem! Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Andre bygninger rummede garderober og klosetkamre.<br>
Det var en bygning, som ikke stod tilbage for borgerskabets huse. Et udtryk for, hvad bønderne kunne udrette i fællesskab og skabt til at aftvinge respekt og inspirere bygningens brugere til at tænke stort. Sfinkser og karyatider symboliserede den demokratisk engagerede borger, som Bjørnbak ved indvielsen overdrog huset til med håbet om, at det ville danne ramme om ”Fred, Frihedssind og Kærlighed”.<br>
Bygningen er løbende blevet moderniseret. Elektrisk lys blev installeret fra 1908 og centralvarme i 1912. Ti år senere blev der tilføjet to fag, anlagt palmehave og indrettet konditori og barbersalon.<br>

===Livet i bygningen===
[[Fil:20.bataljon i Den folkelige Forsamlingsbygning 1910.jpg|thumb|right|350px|Den folkelige Forsamlingsbygning har gennem tiden dannet ramme om mange forskellige arrangementer. Her er det 20. Batallion, der holder 50 års jubilæumsfest i 1910. Fotograf: Peder Hansen Hadrup. Den Gamle Bys billedarkiv]]
I starten blev forsamlingsbygningen mest brugt til politiske forsamlinger. Men også til teaterforestillinger, som blev vist for et trofast publikum, først på en ambulant og senere på en fast scene i den store sal. Cirkus fandt i de tidlige år også vej til salen, som blev delvist omdannet til manege med jord på gulvet. De medvirkende heste blev ført op og ned ad bagtrappen.<br>
Ved 1900-tallets start dominerede varieté og baller. Det blev der sat en stopper for efter kritik af, at forsamlingsbygningen var kommet for langt væk fra sit oprindelige formål. Under Chr. Jørgensens værtsskab fra 1903-1921 blev stedet landskendt for sin gode mad og properhed og brugt til mange forskellige sammenkomster af folk fra forskellige samfundslag. Under efterfølgeren Søren Randa blev forsamlingsbygningen flittigt brugt til afholdelse af møder. Men man kunne også opleve boksestævne og den fransk-amerikanske Josephine Baker, der 8 år tidligere blev verdensberømt ved at optræde kun iført bananskørt.<br><br>

[[Fil:A6523.jpg|thumb|left|350px|Kommunalrevy i forsamlingsbygningen. Fotograf: Børge Venge, 1961, Aarhus Stiftstidendes billedarkiv]]
I krigens begyndelse holdt byens civilbetjente, der skulle beskytte civilbefolkningen under luftbombardementer, til i forsamlingsbygningen. Men fra efteråret 1942 til kapitulationen i 1945 blev den beslaglagt og anvendt som hovedkvarter af besættelsesmagten, der ikke længere kunne klare sig med sine hidtidige lokaler i [[Hotel Royal]], og salen blev brugt som kasino for de tyske officerer.<br><br>

Forsamlingsbygningen oplevede en ny blomstringsperiode fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970erne. Værten hed nu Carl Ove Søgaard. Han overtog i 1956 efter at have drevet [[Hotel Skandinavien]] og skabte sammen med bestyrelsen nye aktiviteter på bekostning af møder og baller. I 1967 indrettedes et cafeteria ved siden af hotellet og to år senere restaurant "[[Flaskehalsen]]" i hotellets kælderetage. Året efter at værtsskabet i 1972 blev overtaget af J. Bue Nielsen åbnede diskotek "[[Fyrtøjet]]" med indgang fra [[Asylgade]], nu [[Hans Hartvig Seedorffs Stræde]].<br><br>

Forsamlingsbygningen og hotellet nåede at holde fejre både 50 og 75 års jubilæumsfester med flere hundrede deltagere. Men et par måneder før 100-års-jubilæet i 1975 måtte forsamlingsbygningen lukke, da Bue Nielsen gik konkurs. Stedet genåbnede for en kort tid et par måneder, igen med Søgaard som forpagter.<br>

[[Fil:Nedrivning af forsamlingsbygningen.jpg|thumb|right|350px|Den folkelige Forsamlingsbygning under nedrivning i april 2010. Foto: Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet]]
Omkring 1978 overtog ejendomsinvesteringsselskabet Cevo-Invest bygningen, og i 1981 blev Aktieselskabet Den folkelige Forsamlingsbygning omdannet til Investeringsselskabet af 1.januar 1981 Aps. Hermed var en epoke slut.<br><br>

I marts 2009 offentliggjorde Aarhus byråd lokalplan 863, der tillod nedrivningen af Den folkelige Forsamlingsbygning på nær facaden af forhuset, som i 1984 blev kategoriseret som bevaringsværdig af Stadsarkitekten og Udvalget for bygnings- og miljøbevaring. Flere mente, at også sidebygningen med forsamlingssalen burde bevares og protesterede mod nedrivningen. Men forgæves, og i 2010 tog gik nedrivningsarbejdet i gang.<br>
Vil man i dag genopfriske, hvordan forsamlingssalen så ud, må man ty til billeder eller film: Forsamlingssalen er blandt andet foreviget i [[Niels Malmros]] film "Kundskabens træ" fra 1981 i scenen, hvor der er afdansningsbal.

===Kilder og litteratur===
1. Østergaard, N.P.: ”Rejsningen af Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus ved 75 Aars Jubilæet 18.okt. 1950” s.3, Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri, 1950 s.3 med reference til Aarhus Amtstidende 15.jan. 1874<br>
2. N.P. Østergaard: Rejsningen af Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus ved 75 Aars Jubilæet 18.okt. 1950, Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri, 1950 s. 8-9<br>
3. Aarhus Stifts-Tidende d.9.juni 1877 s.1 "Bjørnbaks Forsamlingsbygning".

* Andrésen, red. Georg: ”Aarhus under Besættelsen”, Forlaget Aros, Aarhus 1945 s.31
* Gierlev, F. og E. Westphall: ”Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus, Festskrift med et historisk rids i anledning af forsamlingsbygningens 50 aars jubilæum, 1875-18.oktober-1925”
* Hingsberg, O. Chr. og Emanuel Sejr: ”Teater” i Aarhus gennem tiderne, Nyt Nordisk Forlag s.394
* Ifversen, Karsten R.S.: "Nyt hotel i Aarhus er et sted, som ingen kan elske", artikel i Politikens arkitektursektion 16. juli 2012
http://politiken.dk/kultur/arkitektur/ECE1690110/nyt-hotel-i-aarhus-er-et-sted-som-ingen-kan-elske/
* Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger nr. 126, 117. aargang, den 4. juni 1875 s.4
*Planafdelingen, Center for Byudvikling og Mobilitet i Aarhus: Lokalplan 863, Område til cityformål ved H. H. Seedorffs Stræde og Østergade
* Sørensen, red. Barsøe, Hans Rishøj og O. Stegger Sørensen: ”Aarhus i billeder under besættelse og befrielse” unummereret, Gravers Andersens Forlag 1946
* Sørensen, V.: ”En vesterbrodreng” i ”Sådan husker vi Aarhus 1915-60…”, HB Grafisk 1994
* Østergaard, N.P.: ”Rejsningen af Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus ved 75 Aars Jubilæet 18.okt. 1950”, Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri, 1950 s.22-23
* "Østergades forsamlingsbygning i 100 år i Århus årbog 1976, s.50-53
* Aagaard, Michelle Vang og Louise Thorndahl Christensen: "Østergades Hotel" i ”Antikken i Århus” red.Vinnie Nørskov, Århus 2006 s.74-83
* Aarhus Stiftstidende 1.juni 1984 s.17

[[Kategori:Forlystelser, spil & idræt‏‎]]
[[Kategori:Folkekultur & dagligliv]]
[[Kategori:Foreninger]]
[[Kategori:Kooperation]]

Saralystgården

2024-02-28T10:18:55Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.12213740338822, 10.197014400834375~Saralystgården;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|center=56.12213740338822, 10.197014400834375
|align=right
}}</div>

Ét af de få stadig eksisterende gamle huse, der stod færdig i 1795, i [[Højbjerg]]-området.

Ejendommen er opført i slutningen af 1780´erne som en såkaldt "hovedgård" under herregården og baroniet [[Marselisborg]].

Det var i netop dén periode at begrebet ''hovedgårdsdrift'' var populær som en måde, hvorpå man drev godser.
Ledelsesformen bestod i, at en forpagter for egen regning drev gården og samtidig "svare forpagtningsafgift" til herremanden, i denne sammenhæng, baron Gersdorff.

== Baggrunden for og navn til Saralystparken ==

Saralystgårdens forpagter hed Mads Kierulf, der var gift med den tidligere stuepige ''Sara'', født Brunau - heraf navnet til den senere ''Saralystkvarteret'', hvis navn senere blev ændret til [[Saralystparken]].

== Saralystgårdens virke efter Kierulfs død ==

Efter at Mads Kierulf døde i 1834 skiftede gården ejere.

1917 var året hvor grunden blev udstykket og den gik fra landbrugsjord til parcelhusbyggeri.

I løbet af 1960´erne blev Saralystgården drevet af ''Landsforeningen for Sukkersyge'' og fra 1981 fungerede gården som ungdomspension, drevet af [[Andelsforeningen Saralystgården]].

==Saralystgården på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Saralystg%C3%A5rden Saralystgården]}}

== Kilder ==

* Billeder af Højbjergs historie, Børge Møller-Madsen

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

Fredens Torv 7

2024-02-19T11:28:47Z

Uffe: Rettede Aarhud til Aarhus

<div class="tright">{{#display_map:
56.15391377699126,10.209531228562033~[[Fredens Torv 7]];
|width=378
|height=200
|zoom=15
|center=56.15391377699126,10.209531228562033
|align=right
}}</div>

'''Fredens Torv 7''' er en adresse på [[Fredens Torv]] i Aarhus.

Hjørneejendommen på Fredens Torv 7 har også adressen [[Fredensgade 9]] (i perioder benævnt Fredensgade 7-9) og regnes for Aarhus' første udlejningsejendom.

Ejendommen er opført af arkitekt [[Hans Wilhelm Schrøder (1810-1888)]], der selv havde købt grunden i 1852. Her boede berømtheder som den kgl. bygningsinspektør [[Vilhelm Theodor Walther (1819-1892)|Vilhelm Theodor Walther]] og ”hedens opdyrker” [[Enrico Mylius Dalgas]]. I 1863 kunne [[Århus Stiftstidende|Aarhuus Stiftstidende]] bekendtgøre, at [[Aarhus Telegrafstation]] flyttede til arkitekt '''Schrøders gård'''. [[Fengers Skole]] blev o. 1870 etableret her og holdt til i ejendommen de første år.

=== Restaurationer i Fredens Torv 7 ===
* [[Lido-bar]] (c. 1930-1947). Indehaver restauratør H. Mikkelsen.
* [[Ellys Spiserestaurant]] (1947-1950'erne).
* [[Pan]] (1950'erne-1960'erne).
* [[Kahytten]] (1970'erne-1996). Med Kahytten bliver stedet til et værtshus.
* [[Kurts mor]] (1996-nu).

=== Se også ===
* Bygninger og adresser på [[Fredens Torv]].

== Fredens Torv 7 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=23661 Fredens Torv 7]}}

== Kilder og litteratur ==
* John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 164

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Mad & drikke]]

Fredensgade 40

2024-02-19T09:02:11Z

Uffe: Zoomede

<div class="tright">{{#display_map:
56.15228580864389, 10.208090143158504~[[Fredensgade 40]];
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.15228580864389, 10.208090143158504
|align=right
}}</div>

Bygning opført i 1882 for og af arkitekt J. Erichsen.
I 1930'erne blev der drevet pensionat på adressen.

=== Se også ===
* Bygninger og adresser i [[Fredensgade]].

== Fredensgade 40 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=23732 Fredensgade 40]}}

== Kilder og litteratur ==
* John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 235

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Kost & logi]]

Fredensgade 44

2024-02-19T09:01:48Z

Uffe: Zoomede

<div class="tright">{{#display_map:
56.152105065748756, 10.2079023687177~Fredensgade 44;
|width=378
|height=200
|zoom=17
|center=56.152105065748756, 10.2079023687177
|align=right
}}</div>

Ejendommen er opført for skipper B. Tanck i 1871 ved murermester Christian Lund.
Direktør [[Harald Martin Peter Skovby (1832-1896)|Harald Skovby]] overtog bygningen og brugte den som legatbolig

== Fredensgade 44 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=23737 Fredensgade 44]}}

== Kilder ==

* Preben Rasmussens samling, Fredensgade 30-58 - Fredericiagade 32, Fredensgade 44, Aug. 1985

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Fredensgade 44

2024-02-19T09:01:13Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.152105065748756, 10.2079023687177~Fredensgade 44;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|center=56.152105065748756, 10.2079023687177
|align=right
}}</div>

Ejendommen er opført for skipper B. Tanck i 1871 ved murermester Christian Lund.
Direktør [[Harald Martin Peter Skovby (1832-1896)|Harald Skovby]] overtog bygningen og brugte den som legatbolig

== Fredensgade 44 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=23737 Fredensgade 44]}}

== Kilder ==

* Preben Rasmussens samling, Fredensgade 30-58 - Fredericiagade 32, Fredensgade 44, Aug. 1985

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Fredensgade 50

2024-02-19T08:50:24Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Fredensgade 50 ca 1925.jpg|300px|thumb|right|Fredensgade 50 / Rosenkrantzgade 1. Foto taget omkr. 1925. <br> Foto: Den Gamle By.]]
'''Fredensgade 50''' var en adresse på [[Fredensgade]] i det centrale Aarhus. Bygningen findes stadig, men adressen Fredensgade 50 eksisterer ikke længere, og nu tilhører ejendommen, beliggende på Matr. 1386, formelt adressen [[Rosenkrantzgade 1]]. Hjørneejendommens facader har i dag front mod [[Aarhus Rutebilstation]] på Fredensgade, og [[Rosenkrantzgade]].

<div class="tright">{{#display_map:
56.1517773075035, 10.207689481787263~Fredensgade 50
|width=378
|height=200
|zoom=15
|center=56.1517773075035, 10.207689481787263
|align=right
}}</div>

Hjørneejendommen blev opført i 1868 af tømrermester [[P. Woldum]]. I 1895 blev ejendommen købt af vognmand [[Christian Rasmussen]]. Bygningerne havde hidtil gået under navnet "Herr Particulier Kilsgaards ejendom". Particulier Kilsgaard havde ejet ejendommen fra 1887.

==Fredensgade 50 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Fredensgade+50 Fredensgade 50]}}

== Litteratur og kilder ==

* Preben Rasmussens Samling, Fredensgade 30-58 - Fredericiagade
* Den indre by Århus. Registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer / : Århus kommune. Magistratens 2.afdeling ; : Århus (kommune). Udvalget for bygnings- og miljøbevaring

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Thorkild Peter Juncker Hansen

2024-01-26T11:40:04Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:B775100-CD0553-131551.jpg|300px|thumb|right|Thorkild Juncker i 1938]]

Direktør '''Thorkild''' Peter '''Juncker''' Hansen.

Født 3. oktober 1897 - død 28 november 1955.

Juncker blev i 1914 ansat som lærling ved [http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98K| Østasiatisk Kompagni(ØK)]. Han var da 16 år og havde lige bestået sin realeksamen. Sideløbende med arbejdet gik han på Købmandsskolen. Han tog også aftenundervisning i forskellige fag.

I 1917 kom Juncker ind i Livgarden. Her skulle han aftjene sin værnepligt. Han blev hjemsendt i 1918 og genoptog arbejdet hos ØK.

=== [[Aarhus Oliefabrik]] ===
Juncker blev i 1919 ansat hos [[Aarhus Oliefabrik]], der var en konkurrent til ØK. Her var han ansat som direktionschef fra 1919-1926. I 1926 blev han udnævnt til prokurist, og allerede året efter i 1927 blev han direktør i firmaet. Den post besad han indtil 1945, hvor han stoppede på grund af anklager om samarbejde med tyskerne under krigen.

Juncker arbejdede i 1930’erne for at få forbedret medarbejdernes forhold. Han oprettede pensionskasser, understøttelsesfond og en stiftelse til afgåede medarbejdere. Han var også med til at købe et feriecenter for arbejderne og sommerhuse til funktionærer.

I 1930’erne blev Juncker set som en af Danmarks førende erhvervsfolk. Denne position gjorde, at han i 1929 blev medlem af Industrirådet. Han var også med i delegationer udsendt af regeringen til England, hvor de ad tre omgange førte handelsforhandlinger. I 1937 blev Juncker medlem af statsministeriets produktions- og rådstofudvalg og fra 1939-1940 i det erhvervsøkonomiske råd.

=== Juncker og [[Aarhus Universitet]] ===
Juncker arbejdede i løbet af 1930’erne for oprettelse af et økonomisk- og erhvervsfakultet ved [[Aarhus Universitet]]. Han var formand for udvalget vedrørende oprettelsen af et erhvervsfakultet ved Aarhus Universitet. Det økonomiske fakultet blev oprettet i 1936. Junckers store arbejde var en vigtig faktor i oprettelsen. Han var også inde over arbejdet på fakultet efterfølgende.

=== Juncker under [[Anden Verdenskrig i Aarhus|anden verdenskrig]] ===
Junckers forhold til nazismen er et meget omdiskuteret emne. Juncker blev en del af det store retsopgør efter krigen, og her blev han anklaget og dømt for sit samarbejde med tyskerne under krigen. Baggrunden for dommen var:

* Juncker bifaldt den industrielle politik, som nazisterne førte i 1930’erne. Han indførte dele af den såkaldte ''”Kraft durch Freude”'' ideologi på sin fabrik.

* Juncker havde forbindelser blandt tyske nazister, men var ikke medlem af DNSAP, det danske naziparti. Han havde også et noget anstrengt forhold til Frits Clausen, som var formand i partiet.

* I 1940 blev der stiftet en Dansk-Tysk Forening i Danmark. Den skulle fremme samarbejdet. Juncker blev formand for [[Dansk-Tysk Selskab]] i Aarhus.

* Juncker udgav i 1941 en artikel i Berliner Børsen Zeitung, som var et ledende nazistisk organ. Den handlede om hans tanker om den nazistiske storrumstanke, som han tilsluttede sig. Det var dog ikke kun en positiv artikel, Juncker udfordrede den rolle, Danmark havde i storrumstanken. Danmark var primært tiltænkt en rolle som fødevareleverandør. Det var den rolle, Juncker var uenig med.

* Juncker var formand for Udenrigsministeriets Østrumsudvalg, som skulle udvikle erhvervslivets interesser mod øst.

* I 1942 blev Aarhus Oliefabrik bombet af RAF. Mange i byen var af den opfattelse, at det skyldtes Junckers forhold til tyskerne. Det blev dog efter krigen bekræftet, at bombeflyene var kommet på afveje på grund af dårligt vejr. De havde sigtet efter Wismar i det nordlige Tyskland. Da de ikke kunne komme dertil på grund af vejret, forsøgte de at ramme de tyske krigsskibe i [[Aarhus Havn]], da de skød efter flyene.

* Juncker støttede ikke op om den nazistiske ideologi, men han troede, at Tyskland ville vinde krigen. Denne opfattelse gjorde, at Juncker forsøgte at forberede sin virksomhed til den verden, han troede ville komme efter krigene.

Junckers forhold til besættelsesmagten gjorde, at han blev dømt i retsopgøret efter anden verdenskrig. Han blev i 1947 idømt to års fængsel og fradømt almen tillid i fem år. Retten lagde vægt på, at han i 1940 havde udarbejdet et memorandum om sine evner. Det overgav han til den tyske SS-Sturmbannfuhrer von Low. Retten tolkede det som, at Juncker tilbød sin ekspertise til besættelsesmagten.

=== Efter krigen ===
Efter retsopgøret og afskeden med Aarhus Oliefabrik flyttede Juncker fra 1947 til 1949 til Sydafrika, hvor han var med til at planlægge olieproduktion.

I 1949 købte Juncker et aarhusiansk instrumentværksted. Det var en forholdsvis lille virksomhed. Juncker udviklede den dog hurtigt til et større foretagende. Firmaet kendes i dag under navnet [[Terma]], som beskæftiger sig med højteknologisk elektronik. Da han købte firmaet, havde det en håndfuld medarbejdere - ved hans død i 1955 var der 150 ansatte.

=== Privatliv ===
Juncker blev i 1922 gift med [[Thyra Kristiane Nielsen]] i [[Vor Frue Kirke]]. Thyra var lærer på [[N. Kochs Skole]]. Parret rejste meget i udlandet, både i forbindelse med Junckers arbejde og privat. Thyra og Thorkild flyttede først i 1930’erne ind en stor lejlighed i [[Skansepalæet]]. Her boede de indtil 1937, hvor de flyttede ind i [[Villa Aros]] på [[Strandvejen]] 102. Huset og haven blev de næste år renoveret. Ægteskabet blev opløst i 1939 - blandt andet på grund af Thyras psykiske sygdom.

I 1940 blev Juncker gift med Elisabeth Gravgaard i [[Katolsk Vor Frue Kirke]] på [[Ryesgade]]. Der havde inden vielsen været en del administrativt arbejde, da Elisabeth var katolik og skulle have tilladelse fra Vatikanet for at gifte sig med en fraskilt. Parret boede i huset på Strandvejen indtil 1944, hvor de flyttede til et hus på [[Skovbrynet]] 10. Parret fik syv børn.

== Henvisninger ==
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Direkt%C3%B8r/Thorkild_Juncker Om Juncker i Dansk Biografisk Leksikon]
* [http://da.wikipedia.org/wiki/Thorkild_Juncker Om Juncker på Wikipedia]
* [http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/tag/thorkild-juncker/ Den Gamle By om angrebet på Aarhus Oliefabrik]
* Birgitte Juncker: ”Thorkild Juncker – Stor industrileder i det 20. århundrede” udgivet i 2013

[[Kategori: Erhvervsfolk]]

Thorkild Simonsen (1926-2022)

2024-01-26T11:37:44Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:Thorkild Simonsen (1926-).jpg|thumbnail|Thorkild Simonsen]]
Skoleinspektør, [[Borgmester i Aarhus|borgmester]] og indenrigsminister '''Thorkild Simonsen''', medlem af [[Aarhus Byråd]] 1966-1997 for [[Socialdemokratiet]].

Født den 7. juli 1926 i Øster Rubjerg, Vendsyssel. Ældste barn af malermester Alfred Simonsen og hustru Anna Simonsen.
Siden 25. juli 1953 gift med Edny Simonsen (f. Jensen), Frøken Læsø 1951. De har to børn: Hanne og Helle.

===Simonsens tidlige karriere===
Efter endt læretid i faderens malerfirma og ophold på Hadsten Håndværkerskole, der blev okkuperet af tyskerne, kom han til Aarhus og blev der udlært maler i marts 1945, men måtte senere ophøre med arbejdet på grund af overfølsomhed. Han blev elev på Haslev Udvidede Højskole 1947-48 og tog lærereksamen fra Ribe Statsseminarium i 1953, hvor han sikrede sin økonomi ved at arbejde i byen som malermester, hvorefter han samme år blev ansat på [[N.J. Fjordsgades Skole]]. Da han selv havde været usikker med hensyn til erhvervsvalg, faldt det ham naturligt at udnytte sine erfaringer som erhvervsvejleder af unge. Det fortsatte han med til 1961, da han blev udnævnt til først viceskoleinspektør, siden skoleinspektør ved [[Brobjergskolen]], en post han beklædte frem til 1970.

===Aarhus Byråd===
[[Fil:Thorkild Simonsen 1966.jpg|300px|thumb|right|Skoleinspektør Thorkild Simonsen for fuld udblæsning ved [[Brobjergskolen]]s sidste skoledag i 1966]]
I 1966 blev Thorkild Simonsen valgt til [[Aarhus Byråd]] for [[Socialdemokratiet]]. I 1970 fik han sin første rådmandspost, Magistratens 4. afd. (Undervisning og kultur), som han beholdt, indtil han ved årsskiftet 1981/1982 kunne overtage [[Orla Schartau Hyllested (1912-2000)|Orla Hyllested]]s borgmesterpost. Sideløbende bestred han en bestyrelsespost i Kommunernes Landsforening 1978-97, formand 1979-82 og 1986-92, samt næstformand 1994-97.

===Borgmesterposten===
Thorkild Simonsen havde som rådmand haft ansvaret for opførelsen af [[Musikhuset Aarhus|Musikhuset]], og som borgmester kunne han indvie det den 27. august 1982 for siden at overdrage det daglige, politiske ansvar til [[Socialistisk Folkeparti|SF]]-rådmanden [[Thorkild Ibsen (1948-)|Thorkild Ibsen]]. Det var sidstnævnte ikke udelt begejstret for, da partiet havde været stærke modstandere af projektet.

Økonomien var vanskelig som følge af [[Kommunalreformen i 1970|kommunalreformen]]. Alle i kommunen krævede samme serviceniveau: børnehaver, vuggestuer, nye skoler, pasningsgaranti, hjemmepleje for ældre, nye ældreboliger foruden bedre veje, kollektiv transport, biblioteker og meget mere. Der skulle prioriteres, opkræves skatter og lånes penge for at få det hele til at nå sammen. Alt det krævede et samlet økonomisk overblik. Der ventede den nye borgmester en vanskelig opgave i det splittede byråd. SF søgte at udnytte situationen ved overbudspolitik, men partiet havde forregnet sig. Det var en stærk borgmester, der nu sad for bordenden, og samtidig havde han menneskelige egenskaber, der gjorde ham højt respekteret på tværs af partiskel. Ved de kommende valg styrkede han sin position. De personlige stemmetal steg kraftigt. Ved valget 16. november 1993 nåede han op på ca. 37.000 stemmer eller godt 55 procent af alle socialdemokratiske stemmer. Det var landets hidtil største personlige stemmetal. Partiet vandt tre mandater, til i alt 15, og var dermed kun et enkelt mandat fra det absolutte flertal. Stiftstidendes overskrift sagde det hele i én sætning: ”Thorkild Simonsen trak Socialdemokratiet frem til et kanonvalg”.

Thorkild Simonsen sad på borgmesterposten indtil 1. januar 1998, efter han den 20. oktober 1997 var blevet udnævnt til indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. I alt nåede Thorkild Simonsen at sidde 31 år i byrådet.
Thorkild Simonsen blev efterfulgt af [[Flemming Knudsen (1946-)|Flemming Knudsen]] på borgmesterposten.

===Initiativer i borgmesterperioden===
Der blev taget store og kostbare initiativer i Thorkild Simonsens borgmestertid: Her skal blot peges på opførelsen af det nye kunstmuseum [[Aros]], modernisering af [[Atletion]], og ikke mindst blev der investeret store summer i renseanlæg mange steder i den store kommune. Det var resultatet af det såkaldte ”Terningenotat”, en samlet plan som stadsdirektør Poul Erik Jensen og Thorkild Simonsen stod bag. Det var alt eller intet. Der kunne ikke vælges til og fra i notatet.

Det var ikke altid lige let at styre den store socialdemokratiske byrådsgruppe. Der blev talt om fløje, og flere benyttede da også borgmesterens meget fravær til at promovere sig selv. Lettere blev det ikke af, at [[Vagn Særkjær (1942-)|Vagn Særkjær]] i 1986 udgav en bog under titlen ”Politik bag dørene”, der karakteriserede byrådsgruppen og samarbejdet i denne. Som følge heraf måtte Vagn Særkjær 31. marts 1986 forlade byrådsgruppen.

===Tiden i indenrigsministeriet===
20. oktober 1997 blev han anmodet af statsminister Poul Nyrup Rasmussen om at indtræde i regeringen som indenrigsminister.
Som indenrigsminister i regeringen blev en af Simonsens hovedopgaver at gennemføre en ny strammere flygtninge- og indvandrerpolitik, et område han havde god erfaring med fra Aarhus. Allerede i 1998 kunne han præsentere udkastet til Danmarks første egentlige integrationslov, som blev vedtaget i juli samme år. På den post fortsatte han frem til dens afgang 23. februar 2000. Efter at være fratrådt som minister, blev han i 2005 af den borgerlige regering bedt om at bistå med råd og mægling i forbindelse med den omfattende kommunalreform. Her betingede han sig, at han måtte hente bistand hos tidligere stadsdirektør Poul Erik Jensen. De to havde i Thorkild Simonsens borgmestertid udgjort et meget stærkt og fagligt solidt makkerpar.

Efter sin fratræden som minister 23. februar 2000, forud for den kommunale strukturreforms ikrafttræden (1. januar 2007), blev han i 2005 indkaldt til forhandlingerne og fik titel af opmand. Her arbejdede han især ud fra en af sine gode gamle deviser: "Ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter".

===Tiden efter den politiske karriere===
Efter et (foreløbigt) særdeles aktivt politisk liv og deltagelse i talrige foreninger og bestyrelser, er Thorkild Simonsen trappet lidt ned efter at have været på banen udover den sædvanlige pensionsalder. For Simonsen er der dog ikke en "tredje alder": Der er kun to aldre; barndommen – og så arbejdslivet. Det bliver bl.a. til en hel del foredrag om året samt socialt arbejde for bl.a. Rotary. Thorkild nyder stor respekt i vide kredse – ikke mindst pga. hans store arbejdsevne og -iver, forhandlings- og samarbejdsevne, vilje og evne til at styre med både mild og fast hånd samt at kunne holde masser af bolde i luften på én gang. Dette har været med til at forskaffe ham nogle tilnavne: Bykongen, Thorkild Tusindben, Teflon-Thorkild.
Det blev engang sagt, at han har en københavners dynamik, en jydes eftertænksomhed og en fynbos humor. Det vil han muligvis, med et vendsysselsk glimt i øjet, erklære sig enig i.

=== Medlem af... ===
*Udvalg for hospitaler og sociale institutioner 1966-1970.

== Kilde ==
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968''; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968
*Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Borgmester & byråd]]
[[Kategori: Embedsmænd]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Jens Perregaard (1880-1953)

2024-01-26T11:37:13Z

Uffe: fjernede gamle koordinator til hans bolig.

[[Fil:Jens Perregaard (1880-1953).jpg|thumbnail|Jens Perregaard]]
Tømrer '''Jens Perregaard''', medlem af [[Aarhus Byråd]] 14. august 1924 - 31. marts 1933 for [[Socialdemokratiet]].

Født 18. april 1880 i Borbjerg, Ringkøbing amt, død 3. august 1953 i Aarhus.

Forældre: gårdejer Lars Perregaard og hustru Nielsine Petersen.
Gift 17. juli 1906 med Andrea Adsersdatter Damtoft, født 15. marts 1877 i Mejrup sogn, Ringkøbing amt, død 5. juni 1945 i Aarhus, datter af gårdejer Adser Damtoft og hustru Christine.

===Næstformand som 30-årig===
[[Fil:Hustømrernes Fagforening, ca 1915.jpg|thumb|right|300px|Jens Perregard (nr. to fra højre) på udflugt i [[Marselisborgskovene]] med [[Hustømrernes Fagforening]] omkring 1915.]]
I 1901 blev der udstedt et svendebrev til en 21 årig tømrer, der var kommet til Aarhus fra Vestjylland. Her foregik der ikke nok for den unge ambitiøse svend, der snarere så store muligheder i den by, der netop havde rundet de 50.000 indbyggere og havde store planer for fremtiden. Han fandt dog hurtigt ud af, at lønnen var højere i København, så her valgte den unge Jens at arbejde om sommeren, mens han om vinteren vendte tilbage til Aarhus for at sikre sig en uddannelse på byens [[Teknisk Skole|tekniske skole]] som bygningskonstruktør.
Det var dog i Aarhus han så de bedste fremtidsmuligheder, og i de følgende år fik han rig lejlighed til at vise, hvad han duede til.

Det første skridt var en indmeldelse i [[Hustømrerne_A/S|Hustømrernes Fagforening]]. Her kunne han øjensynligt ikke holde mund, for allerede i 1910, blot 30 år gammel, blev han næstformand, så fulgte kassererposten før han i 1915 blev formand. I den lokale fagbevægelsen var Perregaard blevet en kendt person, der ofte tog ordet. Han fik da også sæde i bestyrelsen af [[Arbejdernes Produktionsforening]], blev formand for sygekassen, og i de følgende år fulgte flere bestyrelsesposter efter.

===Initiativernes mand===
Perregaard knoklede på i fagbevægelsen og snart også i eget regi. Det kunne snart være svært at afgøre, om han var mester eller svend. Den konflikt skulle siden spidse til. Forinden havde han i 1918 dog taget initiativ til etablering af [[Hustømrernes Stiftelse og Enkekasse]], der økonomisk havde sin baggrund i en mindre lotteriseddel. Det var også ham, der i 1919 tog initiativ til stiftelsen af byens ældste boligforening: [[Arbejdernes Andelsboligforening]]. Det første projekt gik ud på at opføre havebyen [[Skovbakken]] ved [[Marienlund]]. De smukke dobbelthuse står der endnu, og i et af dem - [[Dronning Margrethes Vej]] [[Dronning Margrethes Vej 95|95]] - fik Perregaard bolig helt frem til han faldt bort i 1953. Flere af dem blev opført af [[Hustømrerne A/S]], en kooperativ virksomhed, som han også havde taget initiativ til at stifte, og hvor han i de første år varetog rollen som forretningsfører. Pædagogisk forklarede han svendene, at ''”de ikke måtte tro, at der kunne tjenes mere og bestilles mindre hos Hustømrernes A/S end andre steder, for så gik det galt”''.

Der fulgte hurtigt nye initiativer: [[Christiansgade 20|Jubilæumsbygningen]] på hjørnet af [[Mørksgade]] og [[Christiansgade]], der indeholdt større som mindre lejligheder og kontorer mod gaden. Projektet ville foruden af hævde tømrerne også sikre fagforeningens medlemmer arbejde i en svær tid. Selv om der var fem toværelseslejligheder og fire med tre værelser, så var huslejen for høj for en almindelig tømrersvend. Men også det havde Perregaard en plan for, og få år efter blev det besluttet et bygge et større antal mindre lejligheder på [[Trøjborg]].

===Private initiativer===
Jens Perregaard kunne åbenbart ikke få nok, hvilket synes at være forklaringen på, at han på Trøjborg begyndte at bygge for egen regning, selv om Hustømrernes Enkekasse i 1927 allerede kunne oplyse, at den disponerede over 100 lejligheder. Perregaard havde appetit på mere. Han ville også være politiker, så han kunne følge byggeriet tættere på. I 1924 havde han fået sæde i byrådet på en suppleantplads og efterfølgende blev han valgt og fik naturligvis sæde i bl.a. Svendeprøvekommissionen og Udvalget for bygninger og inventar, som det noget bureaukratisk hed. Endelig var der også blevet en plads til ham i [[Skolekommissionen]]. Her stod man overfor at skulle udnævne en ny skoledirektør, en opgave Perregaard tog så alvorligt, at han sendte det berømte telegram til en af ansøgerne med spørgsmålet: ''”Er De medlem af Socialdemokratisk Forbund? Svar omgående: Ja eller nej. ”'' Underskrevet Perregaard, Byrådskontoret.

===I modvind===
Det gav ballade, og gjorde det lokale skolevæsen berømt i hele landet. Få år senere fulgte endnu en politisk brøler, idet han i 1930 udtalte, at ''”de arbejdsløse skulle under kontrol, samt at de, der ikke ville kontrolleres, skulle indfanges med en lasso og uskadeliggøres”''. Lettere blev det ikke for partiet, at han endog offentligt havde kritiseret regeringens socialminister, K.K. Steincke. Balladen medførte, at han blev ekskluderet af partiet. Yderligere havde fagforeningen krævet, at han skulle fremlægge en liste over sine mange lejligheder. Dem var der efterhånden en del af, og den oversigt blev indklæbet i forhandlingsprotokollen.

I 1932 blev han dog genoptaget i partiet, og i de lokale vittighedsblad ”Vaskebrættet” kunne byens borger se en tegning, hvor byens borgmester, [[Hans Peder Christensen (1869-1945)|H.P. Christensen]], med en rød malerkost spørger forsamlingen: ''”Er han nu rød nok? ”''. Det var han, men snart efter blev han igen ekskluderet. Hans tid i den lokale fagforening var også forbi. I stedet fik han en opgave som rejsesekretær for hovedforbundet. Her var han igen for bramfri og initiativrig og i 1939 var det slut.

===Kommunalvalget 1943 og et eftermæle===
Perregaard havde fået smag for det lokalpolitiske arbejde, og når nu socialdemokraterne ikke ville stille ham op, så kunne han selv finde en løsning for at få indfriet de politiske ambitioner: Han stillede op på en Uafhængig arbejderliste. De tre kredse i byen gav dog ikke valg, men blot 1736 stemmer til listens to kandidater. Det er næste umuligt at se, hvad listen politisk gik ud på, da hverken byens borgerlige aviser eller Demokraten ønskede at omtale listen eller Perregaards initiativ. Det blev blot til en enkelt karikaturtegning. Heller ikke på Hustømrernes generalforsamling, blev initiativet fra den tidligere fagforeningsformand omtalt. Han skulle kort og godt ties ihjel.

3. august 1953 døde Jens Perregaard. Da havde han allerede i flere år været tavs. En nekrolog blev det dog til i [[Demokraten]]. Her lød karakteristikken, at han gennem hele livet havde været ''”impulsiv og opfarende over alle grænser”''. Den fortsatte med at konstatere, at han ''”busede lige på og manglede diplomatiske evner”''. Men, avisen fremførte også at den aarhusianske arbejderbevægelse skyldte ham tak for de mange frodige initiativer og den flittige indsats, han havde ydet i sine velmagtsdage.

Begravelsen fandt sted i stilhed og først annonceret, da den havde fundet sted og underskrevet ”Børnene”. I fagbevægelsen havde det ellers været sædvane, at man hyldede afdøde kammerater med fanebærer og fagforeningsfanen, men heller ikke den var til stede ved Jens Perregaards begravelse.

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
*Udvalget for andragender 1924-25
*Biblioteksudvalget 1924-25
*Bestyrelsen for [[Kong Christian IX børnehjem|Christian d. IX's Børnehjem]] 1924-25
*Havneudvalget 1924-33
*[[Biblioteker_i_Aarhus|Biblioteksbestyrelsen]] 1925-29
*Svendeprøvekommissionen 1925-31
*Udvalget for bygninger og inventariesager, formand, 1925-33
*[[Skolevæsenet_i_Aarhus|Skolekommissionen]] 1925-33
*Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1929-33
*Endvidere hegnsynsmand 1918-25 og taksationsmand 1925-31

==Litteratur og kilder==
* Første version af artikel skrevet af historiker Henrik Fode
* [https://www.aarhus.dk/da/politik/Byraadet/Byens-raad-dengang/Byraadsdatabase/Byraadsmedlemmer/P/Jens-Perregaard.aspx Borgere i Byens Råd]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Arkitekter & bygmestre]]
[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Martin Frederik Lausen (1866-1959)

2024-01-26T11:35:58Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:Martin frederik lausen.jpg|350px|thumb|right|Martin Frederik Lausen]]

'''Martin Frederik Lausen''' blev født i Odense 25. August 1866, hvorfra han, efter sin uddannelse hos kornfirmaet Stokkebye & Hvalsøe, på Grüners Handelsakademi samt efter flere længerevarende ophold i Hamborg og London, kom til Aarhus.

===Direktør for Aarhus Oliefabrik===
Blot 25 år gammel blev Frederik Lausen i 1892 ansat som leder på [[Aarhus Oliefabrik]]. At den uprøvede Lausen blev leder i så tidlig en alder, kan med god sandsynlighed tilskrives direktøren Erik Stokkebye fra Stokkebye & Hvalsøe. Stokkebye var blandt pengemændene i Aarhus Oliefabrik, og det er nærliggende at tro, at det er ham, som bragte Lausen på banen.

Han blev nødtørftigt sat ind i olieproduktionen af den tidligere direktør for Aarhus Oliefabrik, [[Alfred V. Kieler]] assisteret bl.a. af en ingeniør for [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberier og Maskinfabrik]]. Derefter måtte Lausen drage sine egne erfaringer.

===Samarbejde med Otto Mønsted===
I samarbejde med en af virksomhedens stærke pengemænd, margarineproducent og bestyrelsesmedlem [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Otto Mønsted]], udviklede og forfinede Lausen med uvurderlig hjælp fra virksomhedens tekniske leder kemiingeniøren [[Malthe Conrad Holst|M. C. Holst]] produktionen af spiseolier til margarineindustrien.

Siden oprettelsen i 1871 havde [[Aarhus Palmekernefabrik]], som oliefabrikken oprindeligt hed, produceret såkaldte palmekager, der primært blev anvendt i landbruget. Et biprodukt i denne produktion var den vegetabilske olie, som blev presset ud af palmekernerne. Olien eksporteredes de første mange år, og blev efterhånden en vigtigere produktion end palmekagerne.

Otto Mønsted oprettede i 1883, som et supplement til sin store købmandsforretning, en produktion af margarine. Til produktionen skulle bl.a. anvendes vegetabilske olier, og den kunne oliefabrikken passende levere til [[Otto Mønsted Aarhus - OMA|Otto Mønsted A/S]].

Samspillet med Otto Mønsted A/S var medvirkende til at give den ellers hensygnende fabrik luft under vingerne og efterhånden udviklede sig til et verdensforetagende.

===Verden som arbejdsplads===
Af ejerkredsen havde Lausens fået besked på at udvide forretningen, og han tog fat på opgaven med imponerende ildhu. Lausen var overbevist om, at virksomheden kun kunne vokse gennem en stigende eksport. På mindre end 10 år havde Lausen udvidet fabrikken i Aarhus, etableret en ny fabrik ved Hamborg, oprettet flere handelsstationer i Vestafrika og Sydøstasien og oprettet et datterselskab i England. Lausen var en berejst mand, og dengang foregik den megen rejseaktivitet med tog eller skib til tider med måneds fraværd til følge.

I 1910 blev fabrikken imidlertid solgt til ejeren af en engelsk margarinekoncern. En omstændighed der dog ikke ændrede på, at Lausen fortsatte som fabrikkens direktør.
I 1918 lykkedes det Lausen at samle en dansk aktionærkreds, som herefter købte, og overtog ledelsen med virksomheden – fortsat med Lausen som direktør og nu også som bestyrelsesformand.

===Exit og dog===
I begyndelsen af 1920erne kom Aarhus Oliefabrik i økonomiske vanskeligheder. Virksomhedens voldsomme ekspansion og dårlige kontrakter gav kritik af Lausen dispositioner i bestyrelsen. Specielt bestyrelsesmedlem, højesteretssagfører [[C. L. David]], gik forrest i kritikken af Lausen. I 1922 fratrådte Lausen sin post som bestyrelsesformand. Foranlediget af flere uheldige sager blev forholdet mellem bestyrelse og direktion frem mod midten af 1920erne efterhånden så anspændt, at Lausen i 1926, efter 34 år, også trak sig som direktør.

Lausen slap dog ikke Aarhus Oliefabrik. Han trådte efterfølgende ind i oliefabrikkens bestyrelse, hvor han forblev medlem frem til sin død i 1959.

Efter tiden på Aarhus Oliefabrik flyttede Lausen til Kibæk. Her påbegyndte han nedrivningen og genopbygningen af godset Clasonborg, hvis jorder han opdyrkede til brug for kartoffelavl. Han oprettede i forbindelse med udvidelsen af godset De samvirkende jyske kartoffelsektioner (SAJYKA), som han selv var formand for fra 1936 til 1939.

Foruden sit engagement i oliefabrikken og kartoffeldyrkningen sad Lausen også i bestyrelsen for Frichs Maskinfabrik og Kedelsmedie A/S og i repræsentantskabet for [[Aarhus Privatbank]]. Han var endvidere medlem af Industrirådet og brasiliansk vicekonsul. I 1920 var Lausen gennem en donation med til at muliggøre oprettelse af et [[Naturhistorisk Museum]]. Tanken med museet var, at det skulle styrke byen i kampen om at få et universitet til byen.

===Idyllisk stadion===
[[Fil:Frederik Lausen, Børge Venge.jpg|300px|thumb|left|I 1954 blev Frederik Lausen inviteret til genåbningen efter krigens sabotageaktion mod [[Aarhus Idrætspark|Idrætsparkens hovedbygning]]. Bag ham ses en tavle ophængt i 1936, der stadig hænger i Søjlegården. Teksten på tavlen lyder: ''Aarhus Idrætspark er rejst på initiativ af Direktør Fr. Lausen og rejst med Hans, [[Aarhus Byråd|Byraadets]] og mange Borgeres støtte.]]

Lausen var en verdensmand, men har var også en lokalpatriot og donerede i flere afgørende situationer enorme summer til fremadskuende projekter i byen.
Frederik Lausen blev formand for [[AGF]] i 1916, Aarhus største sportsklub, og var dermed en naturlig leder i planerne om en ny idrætspark.

Lausen var opsat på at få opført idrætsanlægget, og tog på studietur til stadionanlæg i både Sverige og København. Med sig havde han, foruden repræsentanter fra [[Aarhus Byråd|byrådet]], også arkitekter, ingeniører og journalister, samt den senere [[Socialdemokratiet|socialdemokratiske]] borgmester [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]].

Indenfor sportens verden var der dog strid om et nyt idrætsanlægs beliggenhed samt om, hvad der skulle ske med de fire ældre og nedslidte idrætsanlæg eller ”øvelsespladser”, som også blev brugt af kommuneskolerne. Endvidere var der i flere omgange ikke enighed blandt politikere og i Lausens eget AGF.

Lausen tog kontakt til de lokale sportsklubber i Aarhus, og fik som den første skabt et overblik over sporten i byen. Han gjorde alt for at undgå kritik af sine planer om et nyt stadion, og nedsatte i 1916 et forretningsudvalg med sig selv som formand, samt et særligt agitationsudvalg, der skulle sælge ideen til politikere og befolkning.

Lausen havde udset sig byens sydlige kant, hvor der i disse år blev bygget i stor stil, og hvor der desuden var planer om at opføre en ny kirke, [[Skt. Lukas Kirke]]. Ideen opstod, at den kommende idrætsparks hovedbygning kunne forbindes i en lige linie med kirken.

Byggeriet af den samlede idrætspark blev godkendt af [[Aarhus Byråd]] den 16. maj 1918. Arealet var en gave fra byen, staten leverede genbrugte buer til de to haller fra Københavns Hovedbanegård, [[Aarhus Kommune|kommunen]] bidrog med 280.000 kr., mens de resterende 363.000 kr. blev indsamlet hos private.

Lausens var særdeles aktiv i indsamlingen. Hans brede netværk gjorde den succesfuld. [[Aarhus Idrætspark]] var dog ikke blevet til uden en enorm donation fra Lausen selv. Han betalte således af egen lomme 143.600 kr. eller hvad der svarer til mere 20 % af de manglende driftsmidler på 643.360 kr.!

Det 97 meter lange idrætsanlæg stod færdigt i 1920. Anlægget rummede to haller – til venstre for indgangen en tennishal og overfor en hal til såkaldt ”fri idræt”. Hver hal kunne rumme 900 tilskuere.

===Universitetssagen===
Den måske største indsats lagde Lausen i at få oprettet et universitet i byen. Han var 1919–25 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet.

Lausens hovedformål med at gå ind i universitetsarbejdet var at sikre, at et kommende universitet fik til opgave at uddanne akademikere, der kunne varetage stillinger inden for dansk erhvervsliv.

I sin egen virksomhed havde Lausen følt et savn efter tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, som kunne sendes ud i verdenen. Lausen slog til lyd for, at der skulle oprettes et særligt handelsfakultet eller erhvervsfakultet, og i 1920 fik han af Generalforsamlingen bemyndigelse til at donere 100.000 kr. til fremme af ”Oprettelse af [[Aarhus Universitet|Universitet i Aarhus]]”.

Lausen havde svært ved at skjule sin skuffelse, da man, i 1928 af strategiske årsager og for overhovedet at komme i gang, valgte at begynde med humanistiske fag. Skuffelsen var dog ikke mere vedholdende, end at Lausen, da det kneb med at få indsamlet de nødvendige midler til opførelsen af Aarhus Universitets første bygning, forbarmede sig, og endnu en gang donerede et betydeligt beløb, som sikrede, at sagen kunne gennemføres.

===Hovedperson i Drachmannværk===
Lausen kom i 1916 i forbindelse med Povl Drachmann, som var sekretær i Industrirådet. Povl Drachmann, der var søn af den store danske forfatter Holger Drachmann, havde selv et skønlitterært forfatterskab bag sig med bøgerne Kraft (1912) og Gennembrud (1914). P. Drachmann blev så betaget af Lausen og hans arbejde, at han skrev romanen Kampens Mænd, hvis hovedperson er et portræt af Lausen og dennes ensomme kamp mod den udenlandske trust. Lausen var glad for bogen og foreslog den efterfølgende filmatiseret.

==Litteratur og kilder==
*Ib Gejl (red.): Århus. Byens borgere 1165-2000. Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
*Per H. Hansen og Kurt Jacobsen (red.): Trangen til vækst. Danske erhvervsledere 1870-2010. Syddansk Universitetsforlag 2011.
* Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte XII Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus
* Jørgen Fink, Kampens mand, i Trangen til vækst, danske erhvervsledere 1870-2010. Syddansk Universitetsforlag, 2011

==Henvisninger==
*http://www.au.dk/uhu/mb/marts2009/
*http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Fabrikant/Frederik_Lausen?highlight=Martin%20Frederik%20Lausen

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Hilmar Vestesen (1860-1943)

2024-01-26T11:31:44Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:HilmarVestesen 1909.jpg|350px|thumb|right|Fabrikant Hilmar Vestesen, fotograferet 1909]]

Civilingeniør, fabrikant '''Hilmar Vestesen''' medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 6. januar 1903 - 31. december 1908 for [[Det Konservative Folkeparti]]. Ridder af Dannebrog, Kommandør af 2. grad af Dannebrog, samt Dannebrogsmand.

Født 30. januar 1860 i Vinding sogn, Skanderborg amt, død 28. december 1943 på Frederiksberg.
Forældre: sognepræst Børge Qvist Vestesen og hustru Anna Frich.
Gift 24. marts 1886 i Roskilde med Anna Louise Jørgensen, født 16. februar 1862 i Roskilde, død 24. august 1932 på Frederiksberg, datter af manufakturhandler Hans Christian Jørgensen og hustru Adelaide Wilhelmine Martine Svendsen.

__TOC__

===Karriere ved Frichs fabrikken===
Hilmar Vestesen startede sin uddannelse på Roskilde Lærde Skole, men skiftede studieretning og tog eksamen som civilingeniør ved Den Polytekniske Læreanstalt, og i 1884 blev Hilmar Vestesen som 24-årig cand.polyt. Det første år efter sin eksamen vikarierede han som ingeniør ved Faxe Kalkbrud, hvorefter han rejste til Aarhus og blev ansat hos sin onkel på [[Frichs fabrikken]]. Samme år, i 1885, overdrog morbroderen [[Søren Frich (1827-1901)|S. Frich]] ham halvparten af sin virksomhed, der nu fik navnet [[Frichs fabrikken#Søren Frichs Efterfølgere|S. Frichs Efterfølgere]]. Vestesen videreførte virksomheden i samarbejde med sin studiekammerat [[John Valdemar Wied]]. Da virksomheden i 1912 omdannedes til Akts. Frichs Maskinfabrik og flyttedes fra [[Reginakrydset]] til [[Åbyhøj]], blev Vestesen direktør. I de følgende år lykkedes det ham gennem et dygtigt arbejde at hæve den jernindustrielle virksomhed til en af landets største og mest ansete.

===Foreningslivet===
Hans faglige viden og hans organisatoriske evner kom gennem hans virketrang mange til gode. I 1895 var han medstifter af "Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i Provinserne", og med posten som næstformand her og fra 1910 som formand var vejen åbnet til en fremtrædende rolle i ledelsen af Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han gjorde sig bemærket ved "sin saglige indsigt og gode forhandlingsevner". Vestesen følte sig som industrimand og nærede en stærk tro på industriens fremtidsmuligheder herhjemme. Af sine fagfæller blev han karakteriseret som "stilfærdig og nobel". Mange faglige sammenslutninger og foreninger nød godt af Vestesens virke. Af talrige tillidsposter kan her nævnes:

*Formandskabet for Elektroinstallatørforeningen 1910-1925
*Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Jern- og Metalindustrien i Danmark 1912-20
*Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer i Jernindustrien 1903-1940
*Bestyrelsespost i Dansk Forening for Beskyttelse af industriel Ejendomsret 1910-1930
*I 1911 indvalgtes Vestesen i Arbejdsrådet, hvor han sad til 1937
*Hovedbestyrelsen for Dansk Arbejdsgiverforening, hvis forretningsudvalg han året efter blev medlem af, et medlemskab, der varede til 1927, og hvorigennem han deltog i The International Labor Conference i Washington 1919 og i Genua 1921
*Medlem af Industriforeningens repræsentantskab fra 1912
*Medlem af Industrirådet 1915-25
*I en høj alder blev Vestesen i 1937 medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber

===Vestesens videnskabelige udgivelser===
Vestesens teoretisk-faglige viden fandt ikke blot anvendelse i hans egen virksomhed men nåede videre ud. Han udgav i tidens løb en række videnskabelige skrifter:
*Overgang fra damp til vædske (1911)
*Mættet damp og dråbe (1912)
*Den kritiske tilstand (1917)
*Produktet af tryk og volumen (1918)
*Umættet damp og hyperkritisk tilstand (1922)
*Elektrolyterne (1932)
*Organiske forbindelser (1938)
*Atomernes mekanik (1935)

===Vestesens andre projekter===
Skønt Vestesen i alle disse gøremål må have forpligtet sig i et tidkrævende arbejde, nåede han alligevel at udtrykke en levende interesse for lokale forhold, en interesse, der kombineredes med et politisk tilhørsforhold. I 1898 møder vi ham som stiller for [[Christopher Julius Emil Høegh-Guldberg (1842-1901)|Høegh-Guldberg]] og figurerende på [[Højre|Højres]] valgmandsliste. I byrådet havde han sæde fra 1903 til 1908, i 1909 var han medlem af forretningsudvalget for [[Landsudstillingen i Aarhus]], og 1924-30 virkede han som formand for Det konservative Folkepartis amtsudvalg.

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
*Udvalget for [[Aarhus Offentlige Slagtehus|det offentlige slagtehus]] 1903-04
*Svendeprøvekommissionen 1903-04
*Brolægnings- og vejudvalget 1903-08
*Udvalget for [[Aarhus Gasværk|gas- og elektricitetsværket]] 1905-08
*Forretningsudvalget for [[landsudstillingen]] 1909
*Nævningelisteudvalget 1921-31
*Endvidere taksationsmand 1903-31

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
*Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]

== Links ==
*[[http://frichs.dk/Frichs_historie_da.asp?id=35325| Frich´s Fabrik]]
*[[http://da.wikipedia.org/wiki/Frichs| Frichs på Wikipedia]]

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Hingelberg guldsmedeforretning

2024-01-26T11:30:54Z

Uffe: fjernede gamle koordinator. Tilføjede i toppen m ny plugin

[[Fil:Frantz j hingelberg.jpg|250px|thumb|right|Hingelbergs grundlægger [[Frantz Jacob Hingelberg]].]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.15702626702463, 10.208946592579837~Store Torv 3;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|align=right
}}</div>

'''Hingelberg''' havde til huse på [[Store Torv]] i 117 år indtil virksomheden lukkede i 2014. Forretningen blev grundlagt 1. maj 1897 af den 26-årige aarhusianske guldsmedemester [[Frantz Jacob Hingelberg]]. Fra 1959 til lukningen i september 2014 holdt forretningen til på [[Store Torv 3]].

===Hård aarhusiansk konkurrence===
Frantz Jacob Hingelberg blev udlært guldsmed hos [[I. P. Sørensen]] på [[Immervad]] 9 med sølvmedalje.
Forretningen fik adresse i [[Løveapoteket]]s bygning på [[Store Torv#Ejendomme | Store Torv 5]]. Konkurrencen var på den tid hård. Aarhus havde i 1900 hele 13 guldsmede, men gode håndværksmæssige evner og et stort handelstalent gjorde, at Hingelberg efter ganske få år kunne udvide værkstedet i bagbygninen og begynde at producere og designe egne smykker. Mange nye kunder kom til – også de lokale kirker. Således averterede han i 1905 med, at de hellige kar til den nye [[Sct. Johannes Kirke]] på Trøjborg var udstillet i hans butiksvindue.

I kølvandet på 1. Verdenskrig fulgte den spanske syge. Den nåede også Aarhus, hvor den kostede mere end 300 livet. Heriblandt var Frantz Hingelberg. Han døde i 1919 blot 48 år gammel, og han efterlod sig udover familien den største guldsmedeforretning i provinsen.
Frem til 1924 drev enken [[Ninna Hingelberg]] firmaet godt hjulpet af Frantz søster, [[Anne Hingelberg]], hvorefter sønnen [[Vilhelm Hingelberg]] overtog.

===Sølvtøj, succes og udland===
Vilhelm Hingelberg drev forretningen frem med fortsat succes. For at kunne følge med det stigende antal bestillinger ansatte han i 1928 den talentfulde sølvsmed [[Svend Weihrauch]].

[[Fil:Christianskirken, dåbsfad og kande, Poul Pedersen.jpg|300px|thumb|left|[[Christianskirken]]s dåbsfad og kande i sølv udført Hingelberg.]]

Han var en enestående håndværker og kunster, som bragte de meste moderne teknikker ind i virksomhedens fremstillingsproces. Han havde en original og smuk formsans, som gennem hans karriere udviklede sig fra funktionalismens rene linier over mod et mere rundt og organisk formsprog.

Hingelberg udstillede på verdensudstillingerne i Brussels 1935, New York 1939, men specielt verdensudstillingen i Paris i 1937, hvor Weihrauch modtog guldmedalje for sit arbejde, gav international omtale. Flere af hans værker har så høj kvalitet, at de i dag står på førende kunst- og industrimuseer verden over.

Succes skabte travlhed hos Hingelberg. Værkstedbygningerne i baggården på Store Torv 5 var små og utidssvarende. Trods krigens forsyningsproblemer valgte Vilhelm Hingelberg i 1943 at købe ’[[Pressejernet]]’, den spidse ejendom på hjørnet af Åboulevarden og Skolegade. Bygningen blev indrettet til nye og moderne værkstedslokaler. Da antallet af svende var på sit højeste umiddelbart efter krigen, beskæftigede Hingelberg 50 mand på værkstedet. I samme periode blev Hingelberg udpeget som Kongelig Hofleverandør, og man fik til opgave at designe og fremstille Aarhus første [[borgmesterkæde]].

Vilhelm Hingelberg følte en stærk tilknytning til de lokaler, hvor hans far havde lagt grundstenen til virksomhedens historie og succes. Trods dette valgte han i 1959 at flytte forretningen ind i den modernistiske nabobygning, Store Torv 3, som Landmandsbanken havde opført. Bygningen var tegnet af arkitekt [[Knud Blach Petersen (1919-2008)]], og indretningen af forretningen var elegant udført af den velkendte møbelarkitekt Mogens Koch med reolmoduler i Rio Palisander og loft i ahorn.

===Sølvet blev umoderne===
[[Fil:Hingelberg 1986.jpg|300px|thumb|right|Nytårsnat blev vinduet til guldsmed Hingelberg på [[Store Torv 3]] smadret. Indehaveren [[Jørn Hingelberg]] valgte at tage sagen fra den humoristiske side.]]

Værkstedet og produktionen fortsatte i Pressejernet frem til slutningen af 1960erne, men den tids store samfundsforandringer og nye moder medførte et stærkt fald i efterspørgslen på specielt sølvvarer. Værkstedet flyttede nogle ganske få år til [[Aldersrovej]], hvorefter det blev kraftigt neddroslet.
Under et ferieophold i Norge i 1966 døde Vilhelm Hingelberg pludseligt. Firmaet blev overtaget af sønnen, [[Jørn Hingelberg]]. Også han var uddannet guldsmed og havde i nogle år været ansat i virksomheden under Svend Weihrauch. Den nye ejer tog firmaet i en anden retning. Gennem uddannelse i USA var han blevet en af landets førende eksperter inden for diamanter, og dette blev et nyt satsningsområde.

Jørn Hingelberg drev virksomheden frem til 1986, hvor han afhændede den til guldsmedene [[Torben Andkjær]] og [[Peter Aaquist]]. Ved at satse på den stærke tradition for smuk kunsthånd-værk og individuelle design har de drevet forretningen videre i den oprindelige ånd. Nu designes og produceres Hingelbergs fornemme juveler, guld- og sølvvare ikke længere, men varer med Hingelbergs stempel vil med sikkerhed være i høj kurs, når de bliver handlet på auktionshuse verden over.

===Hingelberg familien===
*[[Frantz Jacob Hingelberg]] (1871-1919)
*[[Christian Peter Hingelberg]] (1876-1952)
*[[Vilhelm Hingelberg]] (1899-1966, Karen Hingelberg, Nina Hingelberg
*[[Jørn Hingelberg|Frantz Jørn Hingelberg]] (1925-2004)

== Kilder ==
* Annegrete Dybdahl, Guld, sølv og ædle stene i Århus Årbog, 1987 s. 56-65
* Erhvervsarkivets udklipssamling mappe 52 s. 35, 89 s. 46, 91 s. 1, 298 s. 4

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Kosmorama

2024-01-26T11:27:01Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater. Fjernede gammel map plugin

[[Fil:Kosmorama StoreTorv 1930.jpg|thumbnail|Kosmorama på Store Torv. Ca. 1930]]
Med ”Røvere overfalder og plyndrer et tog i Mexico” på programmet åbnede '''Kosmorama''' som den første biograf i Aarhus 15. april 1905. De næste 80 år kunne Aarhusianere blive underholdt med danske og udenlandske film i Aarhus ældste biograf.
<div class="tright">{{#display_map:
56.157403570725606, 10.207990007881827~Kosmorama;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|align=right
}}</div>

=== Da filmen kom til Aarhus ===
Man havde kunnet se filmfremvisning i Aarhus allerede fra 1898, hvor der i [[Aarhus Håndværkerforening|Håndværkerforeningen]] blev vist tre daglige forestillinger. De første filmfremvisninger, eller levende billede, som man kaldte dem, viste primært folkeliv på gaden og jernbanetog i fart. De første udenlandske film med dramatisk handling kom frem lige efter århundredeskiftet og biograferne fulgte hurtigt efter. I et butikslokale på hjørnet af [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]], hvor [[Føtex]] har indgang i dag, slog Kosmorama i 1905 dørene op til Aarhus første biograf.

Grundlæggeren af Kosmorama var [[Constantin Philipsen]], som inden Kosmoramas åbning, havde rejst rundt i verden og vist lysbilleder. Philipsen var et par år for tidligt ude i Aarhus, og havde svært ved at trække folk ind i biografsalen. I stedet flyttede han til København, hvor han havde langt mere succes i filmverden. Den næste indehaver af Kosmorama, [[Niels le Tort]], havde stor succes med driften, men han blev frataget sin bevilling i 1912 på grund af pligtforsømmelse. I stedet tilfaldt Kosmoramas bevilling byrådsmedlemmet [[Mikael Johansen (1854-1931)|Mikael Johansen]].

=== Aarhuswood ===
Selv om det gik lidt trægt med billetsalget det første år, fik aarhusianerne hurtigt smag for filmen, og Aarhus udviklede sig til at være en rigtig filmby i starten af århundredet. Især Kosmoramas konkurrent [[Fotorama]], som åbnede i 1906, producerede en lang række film under produktionsnavnent A/S Fotorama. Det var blandt andet film som 'Den Lille Hornblæser', 'Valdemar Sejr', 'Den hvide Slavehandel', 'Ansigtstyven' og 'Den Sorte Drøm'. Sidstnævnte film var endda med de verdensberømte skuespillere Asta Nielsen og Valdemar Psilander i hovedrollerne.

=== Trængsel i biografsalen ===
Den stigende interesse for filmen, gjorde at Kosmorama allerede i 1912 måtte flytte til et større lokale. 1. oktober 1912 på [[Store Torv]] 11, hvor McDonalds holder til i dag, åbnede Kosmorama dørene op igen; nu med 325 siddepladser, heraf nogle på balkoner på begge sider af operatørrummet. Indgangen var flankeret af græske søjler og inde i salen hang tre krystallysekroner. Komforten blev også lovet at være bedre end den havde været på Guldsmedgade, men da Kosmorama som regel lukkede langt flere mennesker ind, end der var plads, måtte folk stå stuvet sammen på gangene. Den Spanske Syge i 1918 gjorde dog, at der kom restriktionerne på, hvor mange man måtte lukke ind i biografen, og at der skulle være pause mellem hver fremvisning, så der kunne luftes ud i salen.

=== På plakaten ===
[[Fil:Kosmorama StoreTorv WestSide 1963.jpg|300px|thumbnail|I 1963 viste Kosmorama West Side Story]]
På trods af den stigende danske filmproduktion bestod langt de fleste filmforestillinger af små sammensatte udenlandske film og naturdokumentarer. I Kosmorama i januar 1911 bestod filmprogrammet eksempelvis af:

*”En frygteligt hemmelighed” eller Postrøveren fra Canada” (begge amerikanske dramaer)

*”Gennem floden Tarns slugter” (Naturdokumentar fra Sydfrankrig)

*”Lotte Bach på landet” (Fransk lystspil)

*”Det natlige nihilistmøde” eller ”Tjener nr. 5” (begge amerikanske dramaer)

Da filmene i Kosmorama og andre biografer var stumfilm, blev filmene akkompagneret af levende pianospil. Omkring 1930 ramte de første tonefilm, eller lydfilm, de danske biografer, hvilket medførte en renæssance for biografen, som eller havde ligget i hård konkurrence med teateret i 1920’erne.

=== Nye tider for Kosmorama ===
I 1932 blev Kosmorama overtaget af [[Aarhus Lærerforening]], og biografindtægten kom til at fungere som indtægtskilde for [[Århuskolonien|svagsbørnskolonien]] ved Ahl Strand.
Biografsalen blev med tiden for lille og i 1954 blev det besluttet at rive den gamle bygning ned, og opføre en helt ny biograf på samme sted. Kosmoramas nye lokale blev indviet i 1955. Denne gang var der plads til 789 personer og biografen var det første specialbygget Cinemascope-teater i Danmark. I 1976 blev den store sal delt, så der nu var to sale med henholdsvis 345 og 289 siddepladser.

I 1985, 80 år efter dets åbning, drejede Aarhus’ ældste biograf Kosmorama nøglen om.

<big>Se også</big>
----
* [[Biografer i Aarhus]]

== Litteratur og kilder ==
*Første version af artiklen er skrevet af Connie Jantzen og overført fra Århus Leksikon
*Bernhardt Jensen: ''Som Århus morede sig'', Universitetsforlaget i Aarhus, 1966
*Ib Gejl (red.): ''Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3'', Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
*Kurt Lundskov: ''Det gamle Aarhus. Historier fra byen, byens historie''. 2008

[[kategori: Teater, film, radio & tv]]
[[Kategori:Folkekultur & dagligliv]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Aarhus Telefonselskab

2024-01-26T11:19:31Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:Jydsk Telefon 1922.jpg|300px|thumb|right|Aarhus Telefonselskabs - senere [[Jydsk Telefon|Jydsk Telefon]] - centralbygning bag [[Søndergade]] 4-6 med samlingstårnet på taget.]]

'''Aarhus Telefonselskab A/S''' blev dannet af kunstsmedemester og senere formand for [[Aarhus Håndværkerforening]] i Aarhus [[Jens Mogens Christian Larsen (1844-1927)|J.M. Chr. Larsen]] og bygnings- og brandinspektør [[Eduard Ludvig Frederik Springborg|Springborg]].

I september 1882 anmodede Larsen og Springborg [[Aarhus Byråd|byrådet]] om tilladelse til at anbringe telefonledninger over byen, for ''”…at delagtiggjøre Aarhus By i det Gode, som en telefonist Forbindelse mellem Autoriteterne, [[Aarhus Hovedbanegård|Banegaarden]], Dampskibsexpedetionerne, Børsen, Bankerne, de større handlende, Fabrikanterne og Haandværkerne, [[Risskov|Riis Skov]] og Landliggerne er, agte vi undertegnede, hvis et tilstrækkeligt stort Antal Abonnenter tegne sig, endnu i indeværende Efteraar at paabegynde Anlægget af en Centraltelefonstation med dertil hørende Ledning”.''

Abonnenterne skulle betale 125 kr. årligt (dette blev dog hurtigt nedsat til 75 kr.). Til gengæld ville Larsen og Springborgs telefonselskab opsætte de nødvendige telefonledninger, udlåne et telefonapparat, samt stå for alle eventuelle reparationer. Abonnenten måtte binde sig for fem år, men kunne så til gengæld benytte tjenesten hver dag fra 8 morgen til 8 aften, hvor centralstationen havde åbent.

1. juli 1883 kunne 61 abonnenter for første gang tage deres nye kaldeapparat i brug. Blandt de første abonnenter og aktietegnere var prominente aarhus-borgere som købmændene [[Otto Langballe (1843-1910)|Langballe]] og [[Frederik Carl Christian Johansen Baune (1848-1933)|Baune]], overretssagfører [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Kier]] og bankdirektør [[Jens Christian Seidelin (1827-1888)|Jens Christian Seidelin]].

Alle kommunale telefoner blev tilknyttet en telefoncentral på politistationen, der havde til huse på [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhuset]] - i dag [[Kvindemuseet]]. Brandinspektør Springborg havde tidligt set muligheden i at erstatte trommer og kirkeklokke med telefonen i forbindelse med brandalarmering, og derfor havde telefoncentralen på politistationen døgnåbent. Den anden telefoncentral fik lokaler på øverste sal hos [[Hotel Skandinavien]] på [[Skt. Clemens Torv]].

=== En ny centralbygning ===
I 1890 kunne Telefonselskabet tage en centralbygning - tegnet af arkitekt [[Carl Christian Eduard Lange (1828-1900)|Carl Lange]] - i brug, bygget på grunden bag [[Søndergade]] 4-6. På bygningens anden sal fandtes centralbordene, hvorfra telefonledningerne blev ført op til samlingstårnet, der var en stor stålkonstruktion ovenpå bygningen.

Ved indvielsen i 1890 bragte [[Århus Stiftstidende|Aarhus Stiftstidende]] følgende reportage fra centralbygningen: ''”… Hvis man ønsker at blive Vidne til Travlhed … gives der intet bedre Sted at modtage et saadant Indtryk en paa Aarhus Telefoncentral. Og hvis man … undertiden eller maaske ofte har gjort Erfaring i Retning af Utaalmodighed eller Pirrelighed naar Apparatet ringede, bør man ikke forsømme at gaa op paa Centralstationen. Her ringer det uafladeligt, monotone Klappers Fald og kontrollerende Nøglers Flytning lyder uafbrudt, ledsaget af et velmenende ”Klar”, et ”Hallo” og undertiden en stille Latter. Det sidste et umiskendeligt Tegn paa at der er en i Telefonen, der er ugalant, ja, paa den Maade optager de flittige Damer Brøsighed og Ubehageligheder … Ethvert Vagthold har en Arbeidstid af 6 Timer, men det maa utrykkeligt bemærkes, at det ikke er Normalarbeide, under hvilket man har Tid til at ofre Pynt eller Frisure overflødige Tanker.”''

=== Jydsk Telefon dannes ===
I maj 1889 udvidede Aarhus Telefonselskab med forbindelser til både Odder, Horsens og Kolding. I 1895 kunne man telefonere så langt som til København. For at fremme udbygningen af telefonnettet og undgå en statslig overtagelse gik Aarhus Telefonselskab i slutningen af 1895 sammen med en række andre mindre telefonselskaber og dannede [[Jydsk Telefon|Jydsk Telefonselskab]]. Selskabet fik hovedsæde i Aarhus og overtog Aarhus Telefonselskabs bygning, samtidigt med at det også lejede sig ind i det nyopførte [[Clemensborg]].

== Kilder ==
* Gunner Rasmussen, En Århus-bygning der kom på museum - Århus’ ældste telefonkiosk i Århus-årbog 1974, Århus Byhistoriske Udvalg
* Henrik Fode, Da telefonen kom til byen i Århus-årbog 1982, Århus Byhistoriske Udvalg
* Henrik Fode, Drej nummeret i Det talte man om … - rids fra Århus i 100 år, Århus Byhistoriske Udvalg, 1986
* Lisa Abel Christensen, Da Århus koblede sig på verden i Århus i Verden – Fra bjerget til byen 2, Aarhus Universitetsforlag 2006
* Jydsk Telefon – Aktieselskab, Alfabetisk Fortegnelse over Telefon-Abonnenter 1897, Aarhus, Erhvervsarkivet
* Aarhus Byråds Forhandlinger 30.01.1879, 27.03.1879, 21.09.1882, 19.10.1882, 08.03.1883
* Århus Stiftstidende 18.12.1877, 21.01.1878, 19.03.1882, 03.04.1887, 03.09.1889, 26.10.1890

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Kommunikation & medier]]

Hasle Skole

2024-01-26T11:17:59Z

Uffe: fjernede gamle koordinator og putter map i toppen

<div class="tright">{{#display_map:
56.1690675419792, 10.163122909232197~Hasle Skole;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Løbedegnen fra latinskolen i det nærliggende Århus blev for Hasles vedkommende afløst af en fastboende degn i 1724. Niels Isachsen Schanderborg, der som sædedegn fik ansvaret for menighederne i ikke alene Hasle, men også i annekssognene Skejby og Lisbjerg, skulle udover sine kirkelige opgaver varetage hvervet som skoleholder i sit hjemsogn samt for børnene i Åby. I Skejby og Lisbjerg måtte sognefolkene selv sørge for på den ene eller den anden måde at få børnene oplært.

Schanderborg var ved sin tiltræden i Hasle en ung mand på 24 år, netop dimitteret som student fra Århus Skole. Det skulle gå ham ilde. Utilfredsheden med degnen ulmede længe, og i 1742 brød den med fire gårdmænds klage til stiftsprovsten ud i lys lue. Fra Århus gik sagen til København, og Christian 6. lod Schanderborg arrestere. Ved retten fandt man degnen skyldig, men han var død forinden. I Århus Domsogns kirkebog står der: "Død 11. nov. 1743 Niels Isachsen, elendig og fattig. Beg.(ravet) på domkirkens kirkegård." Hvor løbedegnene og Hasles første sædedegn underviste deres elever, ved man ikke. Med festligholdelsen af 250 års jubilæet 4. december 1993 markerede Hasle Skole, at på denne dag i 1743 blev den først kendte skolebygning taget i brug, samtidig med at Balthazar Lagesen som ny degn efter Schanderborg blev indsat i det embede, hvortil han var kaldet. Det var sognets største jordbesidder, godsejer [[Johan Arentsen Althalt (1635-1728)]] til [[Lyngbygård]], som i henhold til skoleforordningen af 1739 forestod opførelsen af skolehuset i Hasle. Det har ligget på Viborgvejens østside, lige syd for kirken og lidt vest for den nuværende skole.

Hasle var i disse tider den af oplandets landsbyer, som lå Århus nærmest, men langt frem i tiden forblev den sig selv og var kun i ringe grad påvirket af at være nabo til den store købstad. Forholdene forblev landlige og på skoleområdet i mange henseender utilstrækkelige, også efter skoleloven af 1814. Den gamle skole fra 1740´rne var i almindelighed dårlig vedligeholdt, og lærernes adfærd gav ofte anledning til kritik. I 1813 siges det således om skolen, at "den er mørk og skidden samt uværdig sin bestemmelse". Der skulle alligevel gå næsten et halvt århundrede, før man i 1859 besluttede sig for at bygge nyt. Det blev til den "røde" skole, som, beliggende der hvor inspektørboligen er i dag, fungerede indtil endnu en ny skole stod færdig i 1917, hvorefter den frem til slutningen af 1940´rne benyttedes som overlærerbolig. 1917-skolen, som var tegnet af arkitekt S. Knudsen Sørensen (andre arkitekter, bl.a. Peter J. Vedel, Ali Rasmussen og Th. Bang Thermansen, skulle i senere udbygningsfaser komme til), forlængedes i 1929 mod øst, og hermed indledtes striben af udvidelser, som sluttelig resulterede i det meget omfattende skolekompleks, der i dag opleves som en klynge af større og mindre huse beliggende mellem Viborgvej og Herredsvej.

Udbygningen i 1940 med en skole- og gymnastiksalsfløj mod Herredsvej var markant og indvarslede nye tider. Århus var rykket nærmere, og det købstadordnede skolevæsen med den 7-klassede skole blev indført. Mellem- og realskolen kom til ti år senere, i 1950. Anders Pihlkjær gjorde det meste af denne udvikling med. Først som enelærer fra 1911 til 1922, derefter som førstelærer i 18 år, for til sidst at slutte som overlærer fra 1940 til 1943. Til at begynde med havde han ansvaret for 38 børn; da han gik af, var antallet af elever steget til det firdobbelte. Da Pihlkjær forlod skolen, var tyskerne på vej ind. Først indlogerede de sig i de ældre dele af skolen, fra årsskiftet 1944/45 beslaglagde de alt, og skolegangen måtte forlægges til Haslegårdens hovedbygning. Af en eller anden grund lod tyskerne et par måneder før befrielsen skolen male sort, og gulstensbygningerne fra 1940 blev aldrig helt sig selv igen. Den sorte farve kunne ikke fjernes, der måtte males nyt ovenpå, og den "hvide" skole kom til verden.

Elevtallet steg efter krigen til et niveau på mellem seks og syv hundrede, det kulminrede i 70´rne med omkring tusinde for derefter på ny at falde til 633 elever fra børnehaveklasse til 10. klasse med 139 børn tilmeldt skolefritidsordningen ved årsskiftet 1999/2000. [[Ellekærskolen]] på Jernaldervej, som skulle aflaste Hasle Skole, blev taget i brug i skoleåret 1973/74 og var fuldt udbygget fra og med skoleåret 1979/80. Planer om en skole ved Herredsvej stilledes i bero allerede 1973.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*Rasmus Bendixen i Århus Stifts Årbøger (bind 60/1967, bind 62/1969) om Hasle Skole [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06683940 Bestil materiale]

[[Kategori: Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.169300 longitude=10.163680>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.163680, 56.169300] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

Jens Christian Møller (1858-1945)

2024-01-26T11:13:40Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

[[Fil:Jens christian møller.jpg|300px|thumb|right|Billedtekst]]
Fabrikant '''Jens Christian Møller''', medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 1. april 1909 - 15. november 1934 for [[Det Konservative Folkeparti]]. Landstingsmand for Det Konservative Folkeparti fra 1918. Ridder af Dannebrog.

Født 8. august 1858 i Skovby, Hammerum, Gjellerup sogn, Ringkøbing amt, død 29. august 1945 i Aarhus.
Forældre: Husmand Peter Christensen Møller (kaldet Steensberg) og hustru Ane Margrethe Christensen.
Gift 18. april 1882 i Ikast sogn, Ringkøbing amt, med Anthonette Christine Givskou, født 16. maj 1864 i Ikast, død 31. august 1953 i Aarhus, datter af farver Anthon Martin Givskou og hustru Sophie Petersen.

=== Fabriksvirksomhed ===
Møller etablerede sig som trikotagehandler i Aarhus i 1883 efter at have udstået sine læreår i en manufakturhandel i Vejle. Først nedsatte hans sig i Vestergade i kompagniskab med [[Christian Christensen]], siden i den såkaldte Wernerske Gaard. I 1890 påbegyndte han fabriksvirksomhed og efter at have udvidet fra kun en enkelt maskine måtte fabrikken flyttes til [[Hjelmensgade]] i 1898 og derpå til [[Skt. Pauls Gade]]. I 1898 udtrådte Møller af firmaet og oparbejdede sin egen store fabrikation og engroshandel i trikotagebranchen. Det blev til en af de største af den art herhjemme. I 1914 optoges hans mangeårige medarbejder [[Niels Valdemar Wohlert|V. Wohlert]] og dennes to sønner L. og J. Wohlert som partnere i firmaet. Selv ledede Møller den store virksomhed til 1938.

===Byrådsperioden===
Møller var medlem af byrådet 1909-34 og var i disse 25 år de konservatives ordfører og ubestridte leder og "byrådets rigeste mand". Han sad i alle de vigtigste byrådsudvalg og var med til at gennemføre [[Borgporten|Borgportens]] udvidelse og [[Bispetorv|Bispetorvets]] frilæggelse. Endelig var Møller medlem af Landstinget 1918-28 og medlem af bestyrelsen for dette tings konservative gruppe 1920-28.

=== Æresposter og deltagelse i offentligt liv ===
Formand for [[A/S De forenede jydske Farverier og Trikotagefabrikker]] til 1919 og igen fra 1922, formand for [[Trikotage-Grossistforeningen]] 1904-1914, medlem af bestyrelsen for Tekstilfabrikantforeningen til 1939 og for Aarhus Konservative Vælgerforening 1904-1922 (1923?). Medlem af Aarhus Byråd og Skolekommission fra 1909, i byrådet indtil 1934, kirkeværge for [[Sct. Pauls Kirke]] 1905-15, næstformand i bestyrelsen for [[Handels- og Kontoristforeningen]], medlem af repræsentantskabet for [[Aarhus Teater]] fra 1909 til 1937 og Sct. Pauls Kirkes bestyrelse fra 1916. Medlem af repræsentantskabet for [[Aarhus Privatbank]] fra 1917, næstformand 1932 m.v.

===Eftermæle===
Møller blev ved sin 80-års-fødselsdag karakteriseret som en self-made man, der havde langt større lokalpolitisk indflydelse end landspolitisk. Han blev tilskrevet en kompromissøgende politisk stil, der var med til at fremme samarbejdet i byrådet. Ikke desto mindre blev han af sine partifæller presset ud af byrådet på grund af hans høje alder. Ved sin død omtaltes hans ”tillidvækkende aabne Ansigt og gode, faste Haandtryk”, og han tildeltes en plads blandt de ”gode, gamle Aarhusborgere, som efterhaanden falder for Alderens Krav, men hvis Gerning paa mange omraader har præget Byen og dens store Udvikling.”

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
[[Fil:Jens Christian Møller (1858-1945).jpg|thumbnail|Jens Christian Møller]]
*[[Udvalget for fattigvæsenet]] 1909-11
*Udvalget for skovene og [[Marselisborg Gods]] 1909-13
*Udvalget for [[Aarhus Belysningsvæsen|belysningsvæsenet]] 1909- 17
*Udvalget til at gennemgå repartitionen på amtets købstæder 1909-21
*[[Skolevæsenet_i_Aarhus|Skolekommissionen]] 1909-21
*Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1910-25 og 1928-34
*Repræsentantskabet for [[Aarhus Teater]] 1910-37
*Repræsentantskabet for [[Århus-Randers elektriske bane]] 1913-19 og 1921-22
*Lønudvalget 1917-21
*Bestyrelsen for [[Sct. Pauls Kirke]] 1917- 22
*Kasse- og regnskabsudvalget 1917-34
*Bestyrelsen for [[Aarhus Sporvej|sporvejene]] 1921-28
*Repræsentantskabet for [[Mindeparken]] 1925-35
*Biblioteksudvalget 1928-33
*[[Biblioteker_i_Aarhus|Biblioteksbestyrelsen]] 1928-34
*[[Havneudvalget]] 1933-34
*Endvidere kirkeværge for [[Skt. Pauls Kirke]] 1909-17

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
*Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]
* Holstein-Rathlou, 1923.
* Demokraten 8. august 1938.
* Børsen 31. august 1945.
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968.
* Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte VII Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus.
* [https://www.aarhus.dk/da/politik/Byraadet/Byens-raad-dengang/Byraadsdatabase/Byraadsmedlemmer/S/Peter-Vincentz-Stampe.aspx Borgere i byens råd, aarhus.dk].
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/~/media/Subsites/AarhusStadsarkiv/PDF-til-download/Preben-Rasmussens-samling.pdf Preben Rasmussens udklipssamling], opstillet på Stadsarkivets læsesal.
* [http://www.sejrssedler.dk/search_listing?collection_tags=Peter+Vincent+Stampe Sejrs Sedler].

[[Kategori:Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Aarhus Symfoniorkester

2024-01-26T11:12:06Z

Uffe: fjernede gamle koordinator

Indtil åbningen af [[Aarhus Teater|Aarhus Theater]] i år 1900 havde Århus ikke noget fast orkester på nær de to militærorkestre i byen. Ved enkelte lejligheder lykkedes det dog at samle musikere sammen til egentlige koncerter, blandt andet i [[Vennelystpavillonen]]. På den tid da Aarhus Theater blev indstiftet, var det endnu almindeligt, at teatrene spillede musik for publikum i pauserne mellem akterne, og dette var et af hovedformålene, da teatret ansatte en lille gruppe musikere til at danne et fast orkester. Antallet af musikere lå mellem ti og tyve og varierede i takt med de ydre økonomiske omstændigheder for teatret. I 1919 blev der dannet det private Aarhus philharmoniske Selskab, der for sine betalende medlemmer garanterede adgang til seks årlige koncerter i Aarhus Theater. Da teatrets husorkester derved begyndte at afholde koncerter uden for skuespilsprogrammet, blev det begyndelsen til, at orkestret udviklede en selvstændig identitet i forhold til teatret.

Den spirende selvfølelse hos musikerne gav sig udslag i mange rivninger med teatret om orkestrets lønninger og størrelse i året 1927. Den nytiltrådte dirigent Thomas Jensen måtte som sin første opgave søge at få standset den strejke som musikerne havde igangsat, og i januar 1928 lykkedes det ham at få musikken i gang igen. Thomas Jensen havde internationalt ry for sine evner som dirigent, han var afholdt i orkestret, og han arbejdede igennem sine tre årtier som dets dirigent målbevidst på at udvide dets kunnen. I 1933 dannede musikerne deres egen forening kaldet Aarhus philharmoniske Orkester og begyndte for første gang at afholde regelmæssige koncerter uden for teatret. Det skete i form af en ugentlig prøveaften med gratis adgang for publikum, som fandt sted i den gamle børsbygning på havnen. Den 14. januar 1935 blev Aarhus By-Orkester som institution indstiftet på et møde på det nyåbnede [[Biblioteket i Mølleparken|Folkebibliotek i Mølleparken]]. Orkestret var også tænkt som Jyllands orkester, og det gik hurtigt i gang med at opdyrke en strategisk publikumsstøtte ved koncerter, især i Sønderjylland. Finansieringsgrundlaget bestod dels i orkestrets arbejde som Aarhus Theaters kapel, dels i indtægter fra egne koncerter, dels i bidrag fra Århus Kommune og en række private foreninger. Ledelsen kom hovedsagelig til at bestå af repræsentanter for Aarhus philharmoniske Selskab og byrådet, samt Aarhus Theaters kapelmester.

Omkring 1950’erne var der planer om bygningen af et stort musikhus i Århus, men enden på det blev et mere begrænset projekt, hvor Aarhus Theater i 1955 blev udbygget med Scala Salen. Det var en stor skuffelse for Thomas Jensen, der havde set frem til bygningen af noget der svarede til det musikhus, som Århus fik årtier senere. Thomas Jensen ønskede et musikhus med god akustik og plads til et stort orkester, og han længtes efter at få store rammer med tilsvarende koncertindtægter der kunne bringe orkestret ud af spilleforpligtelsen for Aarhus Theater. Da byrådet i realiteten ikke ville tilbyde ham andet end en biografsal inden for teatret, valgte han at forlade stillingen som dirigent i 1957. Der fulgte et forsøg fra teatrets side på direkte at genindlemme orkestret, og en overgang havde teatret via dets forbundsfæller i byrådet tilsyneladende skaffet sig flertal inden for orkesterledelsen for at opløse det. Men mindretallet i ledelsen udnyttede det efterhånden veludviklede samarbejde med andre landsdelsorkestre til at sikre sig tilsagn fra fremtrædende folketingspolitikere om udvidet statsstøtte. På den baggrund blev byrådet også villigt til at forøge støtten, og orkestret overlevede. Forskellig lovgivning på landsplan, især landsdelsorkesterloven af 1961, kommunalreformen af 1971 og musikloven af 1977, har gradvist forøget orkestrets organisatoriske selvstændighed og finansielle råderum. Med tiden er det også blevet et stort orkester med mange instrumenttyper. Ved bygningen af [[Musikhuset]] i 1980’erne og dettes senere tilbygninger har orkestret fået det længe ønskede spillerum. I 1983 skiftede det navn til Aarhus Symfoniorkester, og det udgiver musik i eget navn.

2018-2024 er Allan Gravgaard Madsen tilknyttet Aarhus Symfoniorkester som huskomponist.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
*Gustav Albeck, Aarhus By-Orkester – Jydsk Symfonisk Orkester 1935-1945, Århus 1945. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D08089353 Bestil materiale]
*Janne Lauritzen, Jens Rossel (red.), Aarhus Symfoniorkester 50 år 1935-1985, Århus 1985. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06326307 Bestil materiale]
*Ib Gejl, "Kultur og fritid", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 215-268, især s. 229-232. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D22312294 Bestil materiale]
*Ib Gejl, "I fritiden", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 4: 1945-1995, Århus 1995, s. 170-243, især s. 208-215. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21139580 Bestil materiale]
*De danske landsdels-orkestre, betænkning afgivet til Undervisningsministeriet af Landsdelsorkestrenes Samarbejdsudvalg, Århus 1955. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07745745 Bestil materiale]

[[Kategori:Musik]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Mediehus Aarhus

2024-01-26T08:31:28Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator og links til M-drevet!

'''Fonden Mediehus Aarhus''' var en almennyttig fond i Aarhus der producerede både radio og TV.

Med et tiltagende foranderligt mediebillede, har historien om Mediehus Aarhus, været kendetegnende ved en konstant tilpasning til nye udfordringer af både økonomisk, teknisk, redaktionel og ledelsesmæssig karakter. Allerede i 1992 blev et Mediehus etableret på [[Jægergårdsgade]] [[Jægergårdsgade 152|152]] som en overbygning mellem [[Aarhus Filmværksted]], [[Det Åbne Båndværksted]] og [[Århus Videoworkshop]]. Tv-produktionerne var i starten meget få og korte, men fra 1997 fik Mediehuset sin egen sendetilladelse, effektueret særligt i Mediehusets Tv-station. Det blev for alvor startskuddet til en opblomstring af forskellige magasinprogrammer, der var loyale overfor den lokale tilknytning. Efter en årrække med stigende produktivitet og en diskussion om at blive adskilt fra Aarhus Filmværksted, blev det i 2005 besluttet at stifte '''Fonden Mediehus Aarhus''' som et selvstændigt foretagende fra d. 1 januar 2006. Mediehus Århus har gennem årene frem til dets konkurs i 2013 bidraget til en vigtig dokumentation af Aarhus og omegns historie. Samlingen Mediehus Aarhus indeholder over tusind lokaltproducerede udsendelser fra forskellige programserier, samt diverse reprotager fra begivenheder i og omkring Aarhus fra perioden 2000-2013. Selvom grundlaget er lokalt, udgøre produktionerne også et kalejdoskopisk tværsnit af den nationale kulturhistorie både hvad angår indhold og form.

===Baggrunden for Mediehus Aarhus===
Selvom Mediehus Aarhus formelt blev stiftet i 2006 som en selvstændig fond, er dets tidlige historie uløseligt forbundet med Aarhus Filmværksteds (AFV) lokale tv-produktion som begyndte i 1987 med små tv-produktioner til [[TV Århus]], men for alvor tog fart i slutningen af 1990’erne.

I 1992 flyttede AFV ind i lokalerne på Jægergårdsgade 152, som i forvejen husede lokalradiostationen Det Åbne Båndværksted (DÅB) og Århus Video Workshop (ÅVW), som lavede kurser i videoproduktion og Lokal-tv. Det var derfor nærliggende at indlede et samarbejde mellem de tre og lave overbygningen, [[Den Selvejende Institution Mediehuset Aarhus]]. Et praktisk udslag af dette, var etableringen i 1997 af en uddannelsesaktivitet, [[Medieskolen Aarhus]], hvis etårige uddannelse med indbygget praktik tilførte arbejdsressourcer til AFV og DÅB. Da ÅVW via en sammenlægning med TV-Århus blev til den kommercielle TV-station, [[TvDanmark Århus]], tog AFV endvidere taktstokken og fungerede de facto som produktionsselskab for tre sendetilladelser.

Mediehusets i Jægergårdsgade fik på den baggrund dets egen lokale sendetilladelse – [[Mediehusets TV-station]] (MTVS). Foruden MTVS havde to andre sendetilladelser på værkstedet deres redaktion: [[Århus Nyheds-TV]] (ANTV), oprettet af fagbevægelsen helt tilbage i 1970’erne, men senere overtaget af AFV, samt [[Indvandrer-TV]] (ITV), der særligt satte fokus på det multikulturelle Aarhus.

De lokale tv-produktioner blev sendt på det reklamefinansierede TvDanmark. For at få sin sendetilladelse af radio-tv nævnet, forpligtede TvDanmark sig til at stille et vindue til rådighed for ikke-kommercielt lokal-tv. Det var dog ikke helt uproblematisk at anvende denne sendeflade. Dels fordi sendetiderne på TvDanmark var særdeles ringe uden for prime time, men også fordi den kommercielle mainstream kanal hurtigt blev kendt som klassens frække dreng med programtyper, som appellerede til andre målgrupper end hvad MTVS tilbød og vice versa. Med oprettelsen af MTVS steg produktiviteten af lokal-tv. I efteråret 1997 og foråret 1998 sendte MTVS ca. 7 timers lokal tv pr. uge, hvor det førhen blot var en halv times tv hver anden torsdag. Den lokale sendetilladelse MTVS kom således efterhånden til at fylde mere og mere i dagligdagen på værkstedet, godt hjulpet på vej af Licensforliget i 1996, der gav lokalradio/TV en årlig støtte på 60 mio.

Det havde været en klar mission siden 1970’erne og 1980’erne at skabe et mediegrundlag i Aarhus, så folk kunne både se og høre lokalt forankrede nyheder, reportager og diskussioner. Med MTVS blev dette styrket. Med et kommunalt tilskud hvert år, der på sit højeste var 1,5 mio. kr., var man forpligtet til dels at sikre et mere alsidigt og ikke-kommercielt mediebillede, men også den demokratiske proces via begrebet public access, dvs. borgernes offentlige og frie adgang til at udtrykke sig gennem elektroniske medier.

===Tilblivelsen af Fonden Mediehus Århus===
I 2002 blev kunsthistoriker og journalist [[Erik Meistrup]] tilknyttet værkstedet og fik ansvaret for at drive den lokale tv-dækning. En af hans fremmeste opgaver blev at strukturer tv-dækningen og rydde lidt op i den overdrevne ”kreativitet”, der herskede i den redaktionelle afdeling. Programfladen savnede på det tidspunkt en fællesnævne i forhold til, hvad der blev sendt og hvornår. Med Meistrups indtræden blev programmerne samlet i nogle overordnede programserier, med bestemte sendetidspunkter. KulturboX blev en programserie om lokal og regional kultur ud fra et bredt kulturbegreb, mens politiske diskussioner og debatter blev samlet i programserien X-felt Århus. Siden slutningen af 1990’erne og ikke mindst i begyndelsen af 00’erne var der sket en forandring i måden at se tv på. Der kom et større behov for at få en mere klar indikator for hvad programmerne indeholdte, hvem der havde lavet dem, samt hvornår de blev lavet. Med mediehusets mere systematiske tilgang til tv-dækningen, forsøgte man at imødekomme denne udvikling og skabe en egentlig programflade seerne kunne orientere sig ud fra.

Allerede fra starten af 1990’erne havde AFV rettet blikket mod Det Danske Filminstitut, da man så muligheder i at finansieringen på sigt skulle komme derfra i kraft af en styrket talentudvikling. Op til årtusindskiftet var interessen gensidig og AFV begyndte at få en smule støttekroner fra Filminstituttet og rettede efterhånden fokus væk fra lokal-tv. Filminstituttet ønskede af gode grunde ikke at skyde penge i en organisation, der også producerede lokal-tv. Nye regler betød også, at AFV ikke kunne modtage økonomisk kommunal støtte fra samme pulje som radio og tv, men at den kommunale støtte skulle være knyttet samme med den statslige støtteordning. Efter en længere politisk proces blev det i februar 2005 besluttet at lade AFV udtræde af bestyrelsen for Den selvejende Institution Mediehuset Århus og overgå til at blive til en selvstændig erhvervsdrivende fond fra januar 2006.

I sammenhæng med AFVs farvel til lokal radio/tv, kørte der en diskussion om der skulle ske en sammenlægning af tv- og radiodelen, som nu var de tilbageværende parter i Mediehuset, samt om fordelingen af den fælles bevilling, som i 2005 udgjorde 2,215 mio. Trods modstand fra DÅBs ledelse, endte det med en fusion, der samlede de ikke-kommercielle medieudbud i Aarhus under et mediehus med et samlet tilskud på ca. 1,28 mio. samt vederlagsfrie kommunale lokaler. For fremtiden skulle Århus Kommunes sendetilladelser med virkning fra 1. januar 2006 administreres af Fonden Mediehus Aarhus. Den Selvejende Institution Mediehuset Aarhus, som havde eksisteret siden 1992 blev samtidig nedlagt.

Hensigten med sammenlægningen var blandt andet at sikre en bedre ressourceudnyttelse, etablere en fælles uddannelse for frivillige og forberede parterne til en fremtidig digitalisering på området. Mediehusets stationer skulle finansieres dels via et kommunalt driftstilskud og dels via Kulturministeriet. I forbindelse med budgetforliget for 2008 blev den kommunale bevilling, der på det tidspunkt var på ca. 1 mio. kr. årligt, samt vederlagsfrie kommunale lokaler - øget med et midlertidigt tilskud på ca. 0,5 mio. kr. i perioden 2008-2010 for blandt andet at imødegå udfordringerne med den fremtidige digitalisering.

===2006-2009: Økonomiske efterslæb og ressourcestærke samarbejdspartnere===
Mediehus Aarhus bestod nu af en radiodel plus de tre lokale sendetilladelser: MTVS, ANTV og ITV. Efter polemikken omkring sammenlægningen af tv- og radiodelen, trak ledelsen for DÅB sig. Det viste sig efterfølgende at radiodelen havde kørt med underskud på op mod en halv million i en periode op til sammenlægningen, så opstarten af Mediehus Aarhus som en selvstændig organisation blev præget af et økonomisk efterslæb.

Selvom Mediehus Aarhus formelt set var adskilt fra AFV, opretholdte partnerne et stærkt samarbejde. Det kom særligt førstnævnte til gode nu man skulle stå på egne ben på et faretruende økonomisk grundlag. Ledelsen i AFV med [[Peder Andersen]] og [[Ulrik Lyhne]] i spidsen udviste i den henseende en meget åben og generøs holdning til Mediehus Aarhus’ fremtidige virke. Det gav Erik Meistup & Co mulighed for at kunne udvikle Mediehuset og trække på nogle af de tunge drenge i AFV, f.eks. når det kom til tekniske ressourcer og kopiringsfaciliteter. Samarbejdet mellem Mediehus Aarhus og AFV fortsatte helt frem til konkursen i 2013.

En anden betydningsfuld faktor for Mediehus Aarhus var måden driften efter 2006 bliver organiseret på. Det blev muligt at ansætte folk med et fysisk eller psykiske handicap gennem statslige støtteordninger. På den måde kunne man have folk ansat næsten gratis og derved højne både kvaliteten og kvantiteten af programudbuddet, da der nu er flere om at lave dem. Efter forhandling med Teknisk Skole i Viborg, fik Mediehus Aarhus også lov til at beholde retten til at have praktikanter og lærlinge, som kunne uddannes - dette også selvom mediehuset ikke havde volumen til at gøre det. Med overlapspraktikanter og konstant to lærlinge tilknyttet, blev udviklingen af fonden styrket og gav nye perspektiver til forbedringer af driften.

I slutningen af 2008 beslutter Erik Meistrup at udskille de to sendetilladelser ANTV og ITV fra Mediehus Aarhus. De personer som reelt drev tv-stationerne fik dem i realiteten ”foræret”, så ansvaret helt igennem hvilede på dem. To af dem, som havde været med helt fra starten, var [[Lise Jul]] og [[Rui Monteiro]]. Lise Jul havde med ANTV særligt lavet tv for og til psykisk syge, handicappede og andre minoriteter. Det forsatte hun med og som selvstændig Tv-station kunne hun nu søge om kulturministeriets midler til driften. Det samme gjorde sig gældende for Rui Monteiro, der på ITV lavede udsendelser om kulturmøder, samfund og politik. Både ANTV og ITV eksisterer den dag i dag. Fra 2008-2013 bestod Mediehus Aarhus dermed kun af en radiostation og én tv-station, MTVS.

===Lokal TV på regional TV===
I 2009 blev der forhandlet et nyt medieforlig på plads. Hvor det tidligere havde været TvDanmark, der skulle stille et vindue til rådighed på deres sendeflade til lokal TV, skulle udsendelserne fremover sendes på en frekvens under TV2s regioner: i kontekst [[TV2 Østjylland]]. Vinduet på regional tv-kanalerne skulle nu bestyres af en forening for hvert regionalområde, hvor Erik Meistrup blev formand for Østjylland. Formålet med denne overgang til lokal TV på regional TV var, at man fra politisk side ønskede at skærpe kontrollen med sendetilladelserne og sikre at disse rent faktisk var regionalt funderet. Smuthuller i den tidligere organisering gjorde det nemlig muligt for særligt de religiøse kanaler at udnytter systemet og få lokale sendetilladelser (og dermed økonomisk tilskud), selvom de var bestyret centralt.

I årene hvor mediehusets tv-produktioner blev sendt på TvDanmark havde man som beskrevet tidligere oplevet, hvordan sendetiderne for Mediehusets programmer ofte var særdeles dårlige uden for prime time. I et høringssvar fra Mediehus Aarhus til Mediesekretariatet nærede Erik Meistrup samme bekymring ved overgangen til at indgå i [[Kanal Østjylland]]s sendetidsfordeling. I høringssvaret ser man positivt på samarbejdet om en regional platform, men ønsker sikring på at ''”lokal-tv igen ikke bliver sorteper og henvises til formiddagstimerne”''. I årene efter viste bekymringen sig at være reel. MTVS produktioner blev sendt på omskiftelige tidspunkter og fik dermed ikke den nødvendige gennemslagskraft, fordi der ikke var så mange der så udsendelserne. For at få sine programmer bredere ud begynder MTVS i samme periode også at levere indslag til [[Århus Antenneforening]]/[[Brabrand Boligforening]], som har kanalen TvAarhus.

===Ny kurs med ny leder===
Fra januar 2011 afløste [[Søren Højlund]] den mangeårige ansvarshavende leder Erik Meistrup i chefstolen. Med en baggrund som journalist, samt presse- og kommunikationsrådgiver skulle Højlund gøre den lokale medieoplevelse både mere synlig og interaktiv på internettet. Bag udskiftningen lå en uoverensstemmelse om hvilken kurs Mediehus Aarhus skulle følge i fremtiden. Skulle man fortsætte i samme spor med programmer, som belyste kulturen i regionen med særlig fokus på kunst og scene, litteratur og arkitektur eller skulle man eftertragte at kombinere det lokale med en mere mainstream tilgang til tv-mediet? Bestyrelsen valgte at satse på det sidste og bestyrelsesformand, [[Torben Dreier]], udtalte ved Søren Højlunds tiltrædelse en latent kritik af hans forgænger: ''”Jeg er glad for, at vi nu får en kompetent og handlekraftig person i lederstolen. Her vil vi ikke kun få glæde af Sørens indgående kendskab til medier, men også af hans kommercielle erfaring og baggrund.''

Erik Meistrup fortsatte dog som menig programmedarbejder i mediehuset frem til november 2011.
I årene under Søren Højlund steg antallet af programmer massivt i forsøget på at nå ud til et bredt publikum. Forskellige magasinprogrammer så dagens lys og handlede om alt lige fra arkitektur, sport, ungdomskultur, litteratur, mad, musik, foredrag og politik mm. Det store udbud af programmer var også et resultat af, at man forsøgte at få flere frivillige, folk i praktik og løntilskud med ind i Mediehuset og producerede derfor også programmer efter deres ønske. I efteråret 2011 indledte man også et samarbejde med [[Århus Stiftstidende]], der skulle styrke mediedækningen for begge parter. Eksempelvis gik man sammen om en tv-transmitteret valgdebat på [[Cafe Stiften]] i 2011. Den 3. oktober samme år lancerede Mediehus Aarhus og YouSee i fælleskab en helt ny lokal tv-kanal. Kanalen kom ud til ca. 120.000 århusianske husstande og fik navnet [[Aarhus Lokal-tv -ALT]]. På den måde fik Mediehusets sin egen tv-kanal, så deres programmer ikke alene blev sendt på Kanal Østjylland og til dels via Århus Antenneforening på TvAarhus.

===Konkursen===
Selvom det gennem årene efterhånden var blevet teknologisk både lettere og billigere at producere tv, gjorde adgangskravene og den stigende konkurrence imellem tv-stationerne det samtidig sværere at opnå succes som lille lokal tv-station. Det stigende og varierede udbud af programmer som Søren Højlunds iværksatte havde ikke den nødvendige gennemslagskraft og evne til at fastholdelse af tv-seerne som håbet. Samarbejdet med TV2 Østjylland, som MTVS skulle dele sendeflade med, blev også forsat vanskeligere, da Tv2 regionen satte sig på prime time sendetiderne og bragte MTVS ud i en blindgyde.

I forbindelse med budgetforliget for 2012 mistede Mediehus Aarhus en tredjedel af sit kommunale tilskud, eller det der svarede til det midlertidige driftstilskud på 0,5 mio. Trods forsøg på at påvirke politikerne, gennem bl.a. forslag og høringssvar under overskriften ”Rethink de lokale medier”, formåede Søren Højlund & Co ikke at fastholde de økonomiske privileger som Mediehus Aarhus i de første år under ledelse af Erik Meistrup havde tække til at forhandle igennem med kommunen. Efter flere år med økonomisk underskud og faldende offentlige tilskud blev det på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at lukke Fonden Mediehus Aarhus. På det tidspunkt beskæftigede huset fem ansatte og ca. 45 frivillige.

==Litteratur og kilder==

====Litteratur====
* Rossou, Steen, Fra Kælder til mediehus – Århus Filmværksted 1978-98, Århus Filmværksted, 1998

====Artikler====
* Lokalavisen, Søren Højlund Carlsen ny leder af Mediehus Århus, 2 november, 2010
* Lokalavisen, Aarhus får en ny tv-kanal, 30 september, 2011
* Mediearbejdsgiveren, Mere lokal-tv i Århus Stiftstidende, 9 september, 2011

====Interviews====
* Interview med tidligere leder for Mediehus Aarhus, Erik Meistrup, 1 marts 2017.
* Interview med tidligere leder for Aarhus Filmværksted, Peder Andersen, 10 maj 2017

====Skrivelser og høringssvar====
* Århus Kommune, Magistratens 4. afdeling, De Fremtidige organisationsforhold for Mediehuset Aarhus, 22 november, 2005
* Aarhus Kommune, Århus Filmværksteds fremtidige organisationsforhold, 28 okt. 2004.
* Aarhus Kommunes Kulturpolitik 2008-2011: http://www.aarhus.dk/~/media/Dokumenter/Kultur-og-Borgerservice/Kulturforvaltningen/Kulturpolitik/Kulturpolitik-2008-2011/KULTURPOLITIK-med-bilag---ENDELIG-VERSION---PDF.ashx, 2008

* Mediesekretariatet skrivelse ang. fremtidig lokal TV-ordning til offentlig høring

* Høringssvar fra Fonden mediehus Aarhus d. 15 sep. 2008

* Aarhus Kommune, Mediehuset søger frivillige, 12 marts, 2012: https://www.aarhus.dk/da/omkommunen/nyheder/2012/1-Kvartal/Mediehus-Aarhus-soeger-frivillige.aspx

[[Kategori: Kommunikation & medier]]
[[Kategori: Teater, film, radio & tv]]

Sabroe kølemaskiner

2024-01-26T08:25:54Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

[[Fil:Sabroe (Ukendt) 1899.jpg|400px|thumb|right|Thomas Ths. Sabroe & Co Kølemaskinfabrik som fabrikken så ud i 1899.]]

Sabroe var med fra starten, da kølemaskinen vandt indpas i slutningen af 1800-tallet. Firmaet har udført pionerarbejde indenfor køleindustrien, der er internationalt anerkendt. På [[Dynkarken]] i Aarhus midtby lå det iøjnefaldende hovedkvarter i en menneskealder.

Sabroe blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af [[Thomas Thomassen Sabroe (1863-1942)]]– fætter til den berømte aarhusianske politiker og samfundsagitator, [[Rasmus Peter Sabroe (1867-1913)|Peter Sabroe]]. Thomas Thomasen Sabroe blev født i Silkeborg i 1863, hvor hans far arbejdede som købmand og handelsagent. I 1880 tog han en præliminæreksamen fra [[Aarhus Katedralskole]], og var derefter et halvt år på handelsakademi i København. De følgende år var han ansat som kontorist og bogholder i forskellige handelsvirksomheder i København, Hamborg, Hobro og Aarhus. I samme periode fangede han interesse for de nye væltepetere og blev derfor agent for en tysk cykelfabrik.

I slutningen af 1880erne handlede han med forbrugsstoffer, reservedele og drivmidler til det hastigt voksende antal mejerier, som skød op landet over. I 1890 overtog han farens engrosforretning i Silkeborg, der solgte mel, korn og jern. Dette fortsatte dog kun et par år, hvorefter han udelukkende fokuserede på salg af mejerimaskiner. Hans opfindsomhed førte til, at han snart efter solgte forskellige egenkonstruktioner såsom flødeelevatorer og pasteuriseringsmaskiner.

=== En fremmed kommer til byen ===
I 1893 etablerede [[Thomas Thomassen Sabroe (1863-1942)]] et maskinværksted i [[Kannikegade]] 12. Herfra blev der de næste par år lavet og solgt mejerimaskiner. I dag holder forretningen Museums Kopi Smykker til på adressen. Det Jyske Musikkonservatorium og Studenterforeningen er tidligere lejere.

Efter lokalerne blev for små i [[Kannikegade]] købte han i 1896 det gamle sygehus på [[Dynkarken]] 12-14 – grunden hvor politistationen ligger i dag. Det gamle sygehus var blevet ledigt, da [[Aarhus Kommunehospital|Kommunehospitalet]] på [[Randersvej]] stod færdigt i 1893. Det gamle sygehus blev erhvervet for 100.000 kr. ved salg af bl.a. diverse patentrettigheder.

Umiddelbart inden købet af det gamle sygehus, blev han i 1895 kompagnon med ingeniør [[Carl Gottlieb]], som fungerede som teknisk leder i virksomheden. Omkring samme tidspunkt gik det op for Thomas Thomasen Sabroe, at en specialisering af produktionen var nødvendig af økonomiske og tekniske grunde. Således begyndte fabrikken at fremstille kølemaskiner. En sådan produktion var relativt ny i Danmark, og efterspørgslen fra bl.a. levnedsmiddelindustrien var stor, da det muliggjorde opbevaring og transport af letfordærvelige madvarer over længere afstande. Sabroe konkurrerede i Danmark kun med Tuxen & Hammerich i Nakskov samt et tysk firma. I modsætning til disse firmaer, brugte Sabroes kølemaskiner kulsyre som kølemiddel, mens de andre brugte ammoniak og svovlsyre. Dette gjorde at Sabroe blev den foretrukne leverandør af mejerikøleanlæg i Danmark.

Den 29. juli 1897 blev firmaet omdannet til aktieselskabet Thomas Ths. Sabroe & Co. De fremtrædende grosserere [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]], [[Frederik Carl Christian Johansen Baune (1848-1933)| Johannes Baune]] og [[Hans Schourup]] udgjorde bestyrelsen. Omdannelsen skete for at tilvejebringe kapital til ombygningen og udvidelsen af det gamle sygehus. Sabroe udvidede herefter produktionen, og i 1902 konstruerede de et skibskøleanlæg for DFDS. Det viste sig som en succes, og blev derefter indført i alle deres skibe. Noget der for alvor satte et kvalitetsstempel på firmaets produktion.

Den danske succes gik ikke ubemærket hen. I Jyllandsposten blev det den 17. marts 1902 bemærket at ”En maskine til fremstilling af kunstig is, bygget af Ths. Sabroe & Co., er leveret til Emiren af Bochara. En maskine af samme konstruktion er udstillet for tiden på den internationale fiskeriudstilling i St. Petersborg, hvor den har fået guldmedalje. Udstillingens højeste udmærkelse.”

=== Skiftedag ===
I 1903 stoppede Thomas Thomasen Sabroe som direktør. Dette skete efter flere års sygdom, samt et anspændt forhold til bestyrelsesformanden den aarhusianske storgrosserer, [[Frederik Carl Christian Johansen Baune (1848-1933)|Johannes Baune]]. Kontroverserne fortsatte dog, da Thomas Thomasen Sabroe stadig havde en del aktier i selskabet. Uenigheden bundede hovedsageligt i selskabets økonomiske forhold og valget af hans afløser, [[Theodor Hald]].

Virksomheden var i store økonomiske vanskeligheder i en periode efter århundredeskiftet. Fabrikken havde øget eksporten, men fortjenesten var lav pga. konkurrence fra den københavnske kølefabrik Atlas A/S. I 1910 kom det frem at [[Theodor Hald]], bogholder Larsen og en Frk. Frederiksen havde bedraget firmaet for ca. 25.000 kr. Herefter fortsatte [[Carl Gottlieb]] som enedirektør. Dette fjernede den indre uro i firmaet, og samtidig steg den generelle efterspørgsel efter kølemaskiner. Således blev det konstateret på generalforsamlingen i foråret 1911, at fortjenesten i 1910 var større end noget foregående år, og bestillingerne strømmede ind. På det tidspunkt arbejdede 190 på fabrikken fordelt på dag- og nathold. Fremtiden så igen lys ud.

I 1910-11 udviklede firmaet kølekompressoren ”Kolibri”, der var så lille, at den kunne monteres i husholdningskøleskabe. Sortimentet blev også udvidet med elektriske skibskølemaskiner. Deres største bedrift kom i 1912, da de konstruerede det første fiskefrysningsanlæg. Den patenterede teknik indebar at fiskene blev indefrosset i en umættet saltopløsning. Først i 1930erne blev teknikken erstattet med indfrysning i kolde luftstrømme.

[[Fil:H.C. Hansen Sabroe fabrik, 1959, Ib Rahbek-Clausen .jpg|450px|thumb|right|Statsminister [[Hans Christian Svane Hansen (1906-1960)|H.C. Hansen]] besøger Sabroes fabrikker i 1959. Her ses han i samtale med arbejderne.]]

=== Mod fremmede himmelstrøg ===
I 1920erne fik firmaet sværere ved at fastholde den kraftige fremgang. Konkurrencen fra andre danske virksomheder var stigende, og samtidig bidrog en stærk dansk kronekurs fra midten af 1920erne til, at danske varer blev dyrere i udlandet.

Nye teknikker og investeringer bragte virksomheden videre. Man investerede kraftigt i helautomatiske kølemaskiner, der fra slutningen af 1920erne blev populært i levnedsmiddelforretninger og private hjem. Fabrikslokalerne blev udvidet; der kom en ekstra etage på hovedbygningen, og i 1925 blev to nye værksteder taget i brug. Derudover oprettede man den første udenlandske filial, da danskeren Gudmand Akselbo i 1926 stiftede maskinfabrikken Nippon Sabroe Co. i Japan, hvor Sabroe købte 57 % af aktiekapitalen. Dette var begyndelsen på en udlandsekspansion, der for alvor tog fart efter anden verdenskrig, hvor Sabroe fik datterselskaber og samarbejdspartnere i mange lande.

=== En kort krise ===
I starten af 1930erne mærkede Sabroe krisen som så mange andre. Således blev der i 1932 ikke udbetalt udbytte til aktionærerne. Det var første gang siden 1911 - året efter direktør [[Theodor Hald|Halds]] bedrageri.

Hurtigt blev krisen afløst af fornyet fremgang. Det skete, da køle- og frysemaskiner vandt indpas på nye områder. For eksempel udviklede man iscrememaskiner, airconditionanlæg og kølehuse. Dette var tidspunktet, hvor man også tog det i dag så forhadte freon i brug som kølemiddel. En anden væsentlig fornyelse var udviklingen i årene før anden verdenskrig og i 1940 af den første skælismaskine, der blev patenteret i flere lande. Skælisen, som bestod af isflager, var langt lettere at håndtere end de hidtil anvendte blokis.

=== Udvidelser ===
Væksten gjorde, at man udbyggede og flyttede produktionen. I 1940 købte Sabroe [[De Forenede Jernstøberier]]s grund og fabrikker på [[Østboulevarden]]. Overtagelsen skete efter en brand i 1939, hvorefter [[De Forenede Jernstøberier]] flyttede til Frederiksværk. I 1939 forsøgte man også at etablere et datterselskab i England, men dette måtte opgives pga. krigen. Efter krigen etablerede man et datterselskab i Göteborg.

I befrielsesåret erhvervede man en tilstødende grund ved hovedfabrikken, den såkaldte [[Hans Broges Gård]], med adresse på Mindegade 8. I 1946-47 byggede firmaet et jernstøberi i [[Finlandsgade]]. Fabrikken blev et selvstændigt datterselskab kaldet [[Jernstøberiet Dania]].
Under krigen 1939-45 lykkedes det for fabrikken omtrent at opretholde beskæftigelsen, og i efterkrigstidens første tre årtier voksede den kraftigt. I 1947 var antallet af ansatte vokset til 425, foruden ca. 100 funktionærer.

=== Nye landvindinger ===
I 1950erne fortsatte produktionen af industrianlæg og køleanlæg med at være Sabroes hovedindtjeningskilde. Derudover øgede man fokus på handelssektoren i form af opførelsen af køle- og frysemøbler samt fællesfryserier til supermarkeder, hospitaler mv. Dertil oprettede man diverse salgs- og serviceafdelinger rundt omkring i landet. Disse afdelinger blev varetaget af et nyt selskab, Royal-Sabroe A/S. Selskabet blev solgt fra til det svenske Elektrolux i 1976.

Det var dog udviklingen af en ny kompressortype i 1950erne, der var den væsentligste nyskabelse. I USA havde man i efterkrigstiden opfundet en multicylindret kompressor, der var mere effektiv, fleksibel og støjsvag. I 1950 tog Sabroe til Chicago, hvor de fremviste deres skælismaskine. Fremvisningen var i den kvælende sommervarme en bragende succes. Herefter blev kontakter etableret og dørene åbnet til de amerikanske kølefirmaer. Med sig hjem fra USA havde de således medbragt diverse maskindele fra de nye kompressorer. I 1955 kunne de som det første europæiske firma sende multicylindrede stempelkompressorer på markedet. I slutningen af 1950erne fik man også etableret efterkrigstidens to væsentligste udenlandske filialer i Vesttyskland og Brasilien.

[[Fil:Sabroe i Holme, Fotograf Børge Venge, 1962.jpg|400px|thumb|left| Som følge af manglende udvidelsesmuligheder flyttede Sabroe sit hovedkvarter fra Dynkarken til Holme. Flytningen blev påbegyndt i slutningen af 1950erne og afsluttet i 1969. Hovedkvarteret har stadig til huse i Holme. Her ses projektet i 1962.]]

=== Væk fra indre by ===
Den nye kompressortype var medvirkende til en voldsom vækst i 1950erne og 1960erne. Selvom firmaet arealmæssigt var tredoblet med købet af [[Hans Broges Gård]] og [[De Forenede Jernstøberier]]s grund på [[Østboulevarden]], var udvidelsesmulighederne ved at være udtømt. Efter uforløste forhandlinger med kommunen om at udvide i midtbyen, købte man i 1957 en byggegrund i det nyudlagte industrikvarter i [[Holme]]. I 1959 blev en del af det nyt fabrikskompleks taget i brug, og ti år senere blev den endelige udflytning afsluttet, da administrationsbygningen stod færdig. Derved afsluttede firmaet sin mangeårige tilstedeværelse i indre by. Kommunen overtog grunden i [[Dynkarken]]. I første omgang udlejede de bygningerne til [[Teknisk Skole]]. I 1970 blev området delvist ryddet til parkeringspladser, og fra 1983 har det været hjemsted for [[Aarhus Politi|Aarhus Politigård]].

I 1970 blev [[Jernstøberiet Dania]] i [[Finlandsgade]] delt. Maskinformeriet blev flyttet til Aars og tog navnet Dania med sig. Det blev aktieselskab i 1987, og ejermæssigt blev det efterhånden adskilt fra Sabroe. Håndformeriet forblev i [[Finlandsgade]] indtil 1992, hvor det flyttede til et nyt anlæg i Hornslet. Herefter blev Dania Kollegiet bygget, som tog navn efter fabrikken.

I 1977 solgte Sabroe grunden ved [[Østboulevarden]] til kommunen. I en lokalplan fra 1984 vedtog kommunen, at området hovedsageligt skulle benyttes til beboelse og beboerhus. Hermed gik det med Sabroe som så mange af de andre tidligere industrimastodonter, der pga. manglende udvidelsesmulighed måtte søge væk fra Aarhus centrum.

=== Opslugt ===
I 1968 indgik Sabroe en samarbejdsaftale med Atlas A/S, der var landets anden store kølevirksomhed. I de følgende år købte Atlas aktier i Sabro, således at Sabroe blev et datterselskab af Atlas i 1974. På dette tidspunkt var der ansat 767 arbejdere og 355 funktionærer. Den forholdsmæssigt større tilvækst i beskæftigelsen på funktionærsiden skyldtes den stigende anvendelse af avanceret teknologi, som overflødiggjorde megen manuel arbejdskraft, men som til gengæld øgede behovet for planlægning, teknisk udvikling, m.v.

Fra den 1. januar 1985 havde Atlas købt så mange aktier, at de nu var eneaktionær. Herved kom Sabroe fabrikken ind under J. Lauritzen-koncernen, som havde aktiemajoriteten i Atlas. Samarbejdet mellem de to tidligere konkurrenter gik ikke godt, og det fandt sin afslutning ved, at Sabroe fabrikken i 1985 købte Atlas’ køleafdeling og overtog alle køleaktiviteter i Lauritzen-koncernen.

I 1996 skete der en ændring af ejendomsforholdene, idet Lauritzen-koncernen gennem oprettelsen af et nyt aktieholdingselskab for Sabroe fabrikken indirekte frasolgte halvdelen af sit ejerskab af fabrikken til det svenske investeringsselskab Scandinavian Equity Partners Ltd. På samme tidspunkt havde firmaet Sabroe i alt 4.500 medarbejdere, deraf 900 ved moderselskabet i Aarhus og 3.600 ved datterselskaber i udlandet.

En ny ændring indtraf i 1999, da Sabroe fabrikken blev solgt til den amerikansk ejede kølekoncern York International Corporation. I 2004 blev håndstøberiet i Hornslet frasolgt, hvorved det skiftede navn til Sabro A/S. I dag er det blandt Danmarks største producenter af håndformet støbegods. I 2005 blev York International Corporation overtaget af en anden industrikoncern ved navn Johnson Controls.

Siden starten af det nye årtusinde har antallet af medarbejdere været faldende, ligesom det generelt har været for industrivirksomheder i Østjylland. I 1999 havde de ca. 900 medarbejdere i Aarhus - i dag har de ca. 470. En væsentlig årsag er, at man ikke længere laver delene selv, men køber dem fra underleverandører i Asien og Europa.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
*Erik Korr Johansen, "Sabroe – kølemaskiner fra Dynkarken", i: Ib Gejl (red.), De skabte Århus: 12 foretagere og deres værk, Århus 1991, s. 87-96. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07304137 Bestil materiale]
*Erik Korr Johansen, "Byens liv: Erhverv og arbejde", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 157-214, især s. 193-194. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D22312294 Bestil materiale]
*Erik Korr Johansen, "Byens liv: På arbejde", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 4: 1945-1995, Århus 1995, s. 117-169, især s. 126. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21139580 Bestil materiale]
*Erik Eriksen (red.), Sabroe – et verdensnavn i køling: Sabroe Refrigeration A/S 1897-1997, Århus 1997. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21966274 Bestil materiale]
*Ib Asboe Jørgensen, "Sabroe i Japan", i: Jørgen Fink & Chr. R. Jansen (red.), Erhvervshistorisk Årbog 2004, bd. 53, s. 197-266. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06596746 Bestil materiale]
*Jesper Høberg, "Selskabs-fyldninger: Strøm af kapitalforhøjelser", Jyllands-Posten Erhverv og Økonomi 29.11.2002.
*Ann Nissen, "York-direktør fratræder", Jyllands-Posten Erhverv og Økonomi 3.12.2002.
*Ritzau, "Ny chef i York Refrigeration", Jyllands-Posten Erhverv og Økonomi 13.3.2003.
*Bente Tahmasbi Hansen, "Stor fyringsrunde på Johnson Controls", Århus Stiftstidende 24.9.2009.
*Ib Geil (red.), "De skabte Aarhus", Århus 1991, s.87-96
*Jyllands-Posten, 17.03.1902.

==Henvisninger==
[http://www.sabroe.com/ Sabroe by Johnson Controls hjemmeside]

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Gartnernes Salgsforening i Aarhus

2024-01-26T08:21:57Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

Andelssammenslutningen Gartnernes Salgsforening i Aarhus blev stiftet i slutningen af 1929. Det skete et halvt år efter at gartnere i Odense som de første i landet havde oprettet en salgsforening efter inspiration fra Holland (1).

Foreningens formål var at fremme afsætningen af gartneriprodukter, som før havde fundet sted på Aarhus Torv (2), ved at holde auktioner, forbedre sorteringen (3), og standardisere emballagen (4).

Ved opstarten havde foreningen 216 medlemmer, hvilket svarede til næsten alle egnens gartnere. Godt 10 år senere var medlemstallet steget til 400 (1).

__TOC__
== Salg ”under uret” ==
[[Fil:Auktionsur.jpg|200px|right|thumb|Auktionsur som det, der blev brugt ved de første gartneriauktioner.
Uret er udstillet på [http://www.detdanskegartnerimuseum.dk/ Det Danske Gartnerimuseum]. Foto: Trine Schmidt Nielsen, juni 2012]]
Salgsforeningen fik til at begynde med til huse i [[Gebauersgade]] 3-11 på et 6400 m2 stort område, og den første auktion blev afholdt i maj 1930 i den 1400 store auktionshal (1).

Auktionen foregik ”under uret” efter hollandsk model. Det vil sige, at køberne afgav deres bud ved at trykke på en knap på bordkanten ud for deres plads, når urets viser pegede på den pris, de var villige til at give. Herefter lyste køberens nummer op på urskiven. Der kunne på den måde indgås op til 400 handler på en time (1).

I en artikel i [[Århus Stiftstidende]] fra 1939 anslås det, at mellem 80 og 90% af salget skete ved auktion, selvom gartnerne stadigvæk havde mulighed for at afsætte deres varer på torvet og i løssalg (1).

I takt med den teknologiske udvikling ændrede både auktionsformen og -uret sig. Ifølge tidligere auktionarius Ole Wiberg er der siden sket en fuldautomatisering af de fysiske auktioner, og fjernauktioner via Internettet har i stort omfang afløst de fysiske auktioner. I dag foregår der parallelt auktioner i Odense, Aalborg og Aarhus, så kunderne via Internettet kan byde ind på alle tre, og antallet af handler er bragt op på 7-800 i timen.(5)

Han fortæller, at da han startede i faget i 1967, skrev auktionarius det meste i hånden, og han måtte være god til at regne og holde styr på kundenumre, pris og antal, som køberne råbte højt. Senere blev det muligt for køberne selv at taste antal ind (5).

Journalist Jørgen Hejlsvig tegner i en artikel i Aarhus Stiftstidende i 1979 et stemningsbillede af, hvordan auktionerne på det tidspunkt fandt sted:

"I auktionshallen, der er indrettet næsten som en biograf, sidder blomsterhandlerne ved små borde for at følge med. De er rutinerede, og de kan godt drikke kaffe imens. Lynhurtigt trykker de på knappen under bordpladen, når den rigtige vare bliver holdt op. Auktionarius Karl Erik Jensen ser ikke op. Han har travlt med at følge med på sin lille TV-skærm, men på mystisk vis er der god kontakt mellem "opholder" og auktionarius.
Blomsterhandlerne noterer, trykker og taler i telefon. De største opkøbere har egen telefon foran sig. De kan på den måde holde sig i kontakt med deres "agenter" i andre byer, mens auktionen skrider frem." (6)

Auktionarius havde friheden til selv at bestemme, hvor prisen skulle starte, og både køber og auktionarius havde mulighed for at trække deres bud tilbage en gang.

Man skulle stå tidligt op for at sikre sig de gode varer, da auktionerne startede klokken 5.30 på hverdage og 4.30 ved højtiderne. (6)

Da Gartnernes Salgsforening - nu kaldet GASA Århus - i marts 1987 holdt sin første auktion af blomster til hjemmemarkedet i nyopførte bygninger i Tilst, beskrives uret i Gartner Tidende som så teknisk kompliceret, at "alle var spændte på, om de mange ledninger til kundernes trykknapper og GASAs EDB apparatur var forbundet rigtigt". Det var de, og der blev omsat for en kvart million på den første auktionsdag. (7)

Auktionen af frugt og grønt under hollandsk ur beskrives i 1987 i Gartner Tidende som værende i aftagen til fordel for salg til faste priser (8). Ikke desto mindre blev et nyt ur og avanceret teknik i følge Aarhus Stiftstidende taget i brug ved indvielsen af nye auktionslokaler i Tilst i marts 1988.(9)

== Udvidelse og flytning til Finlandsgade ==
På trods af flere udvidelser af lokalerne i Gebauersgade stod det i årene efter 2. Verdenskrigs afslutning klart, at der var behov for større og mere tidssvarende forhold, og der blev udskrevet en konkurrence om et nyt kompleks, som skulle ligge på en 32.000 m2 stor grund i den vestlige del af byen (1) mellem [[Finlandsgade]], [[Helsingforsgade]], ''Aabogade'' og [[Paludan-Müllers Vej]] (10).

Af de fem indkomne forslag blev det arkitekterne Tage Nielsen og Erik Møllers forslag, der enstemmigt løb ad med sejren. Der blev ved udvælgelsen blandt andet lagt vægt på, at auktionslokalernes placering gav gode arbejds- og tilkørselsforhold, og at forslaget gav en ”smuk udnyttelse af terrainets naturlige fald” (10).

[[Fil:Storcenter Nord GASA bygninger.jpeg|400px|right|thumb|GASAs bygninger i Finlandsgade genanvendt som indkøbscentret [[Storcenter Nord]]. Foto: Trine Schmidt Nielsen, juni 2012]]

Bygningerne blev indviet i april 1952, og udgjorde 15.800 m2. De omfattede blandt andet tre auktionslokaler hver med 200 pladser til henholdsvis frugt, grønt og blomster, ekspeditionslokaler og kølelagre, og var på den tid Danmarks største (3). Det var dog kun de to af auktionssalene, der blev brugt som sådan, mens det tredje kom til at fungere som kølerum. Det lokale, der blev brugt i forbindelse med blomsterauktion, fungerer nu som [[Storcenter Nord]]s konferencesal (5).

Byggeriet blev i forbindelse med indvielsen omtalt i begejstrede vendinger i Gartner-Tidende som ”et fuldbårent bygningsværk både inde og ude, hvis mage man skal lede Europa rundt for at finde […] en symfoni i beton og stål fra kælder til kvist […] et af Danmarks syv underværker, som folk vil komme langvejs fra for at beundre” (3 s.167).

Århusgartnerne forudså, at byggeriet med sin størrelse og moderne indretning også ville opfylde kommende gartnergenerationers behov, og så derfor stort på, at byggeriet var blevet dyrere end først antaget (2).

== Navneændring og udflytning af eksportafdelingen til Tilst ==
Gartnernes optimisme med hensyn til erhvervets udvikling viste sig at være velbegrundet, idet de kommende år bød på så stor fremgang inden for både hjemme- og eksportmarkedet, at man allerede ti år efter indvielsen af salgsforeningen i Finlandsgade indså, at der inden længe ville blive behov for mere plads.

Især eksportmarkedet voksede hastigt, og salgsforeningen erhvervede derfor en ejendom i [[Tilst]] på 25 tdr. land i september 1962 med henblik på udvidelse. Hensigten var først at bygge pakkecentral for eksportafdelingen og senere flytte andre afdelinger fra Finlandsgade (11 og 12). "Gartnernes Salgsauktion i Aarhus" ændrede ved samme lejlighed navn til "GASA Århus". Navnet GASA havde fungeret som fællesmærke/logo for De danske Andels-Salgsforeninger for Gartneri og frugtavl siden 1960, og var blevet brugt som varemærke af Gartnernes Salgsforening i Odense siden 1957. (13).

Eksportafdelingen blev udskilt og flyttede til bygningerne i Tilst i 1964. Den fortsatte fremgang i eksporten af især potteplanter, men også grønsager, frugt, snitblomster og udplantningsplanter, førte til en udvidelse af bygningsarealet til det dobbelte i 1971. (14). GASA Eksport tog helt nye bygninger i brug i oktober 1978, - en begivenhed, der blev markeret med udstillingen "Miljø og Blomster" - (15), og en ventet stigning af eksportmængden på 50% inden for de næste 5 år fik i 1982 GASAs ledelse til at overveje, hvordan man skulle løse de pladsproblemer, det ville medføre. (16).

== GASA samles i Tilst ==
Et af ledelsens scenarier var en total udflytning af GASAs aktiviteter til Tilst, og det endte med at blive løsningen. I februar 1986 blev salget af bygningerne i Finlandsgade til Salling A/S samt beslutningen om at bygge nyt i Tilst for 100 millioner offentliggjort i Gartner Tidende. GASA fortsatte med at leje sig ind i lokaler i Finlandsgade, indtil sidste del af byggeriet kunne tages i brug 1. marts 1988. Det nye byggeri omfattede fire dele: en udvidelse af administrationen på 2.800 etagemeter, en blomsterhal til salg på hjemmemarkedet på 6.300 m2; en frugt- og grønsagshal på 13.300 m2 og en emballagehal på 2.500 m2.(17).

Efter udflytningen fortsatte fremgangen. GASA Århus producerede i 1989 1 milliard potteplanter, og meddelelsen gjorde ifølge Aarhus Stiftstidende direktør Bent Kjeldsen "så glad, at han straks gik i gang med at regne ud, hvor meget en milliard 10-centimeters-potter fylder, hvis de sættes på en lang række. De når lige præcis fra den nordligste kunde i Finland til den sydligste på Sicilien - og retur!" (18).

Dansk gartneris succes tilskrives dels at dansk gartneri befandt sig på et teknisk højt stade, og at danske gartnerne var veluddannede. (6).

==Fra fremgang til nedtur==
Men i starten af 1990erne var det slut med GASA Århus' fremgang, og salgsforeningen beskrives i en artikel i Aarhus Stiftstidende fra maj 1994 som "kørt helt ned". (19). Som konsekvens heraf deltes den i midten af 1994 i to selskaber: GASA Aarhus Frugt & Grønt og GASA Aarhus Blomster. Aarhus Stiftstidendes erhvervsskribent Jørgen Hejsvig angiver fejlslagne projekter og ledelsens manglende evne til at forudse udviklingen som årsag til de store økonomiske tab, der nødvendiggjorde opsplitningen i 1994. (20). Og GASA Aarhus Blomsters overtagelse af det svenborgensiske Exposa A/S i 1995, og af GASA Aalborgs blomsterdel i 1998, som resulterede i stiftelsen af et Midt- og et Nordjysk blomsterselskab (13 s.142), formåede ikke at vende udviklingen.

Allerede i 1972 havde udsigten til Danmarks indtræden i Det Europæiske Fællesmarked (nu EU) og konkurrence på lige vilkår med store gartnerproducerende lande som Holland og Italien, - en konkurrence som man især forventede ville påvirke det danske grønsagsmarkedet, - ført til planer om en sammenlægning med GASA Odense. (21). Nu kom et samarbejde med GASA Odense, som var den anden store spiller på det danske blomstereksport-marked, igen på tale. (19). Men planerne om en fusion mellem de to blomsterafdelinger mødte stor modstand, og blev først realiseret i 2001, hvor man dog valgte at bruge betegnelsen en "virksomhedsgruppe" for den nye selskabskonstruktion GASA Group. (22).

I første omgang fortsatte afdelingerne i Aarhus og Odense deres virke som selvstændige selskaber (23). Dårlig økonomi med et stort minus på bundlinjen førte dog til, at der de første tre år af GASA Groups levetid blev skåret kraftigt i antallet af medarbejdere både i Odense og Aarhus . I februar 2004 var der i alt ca. 565 medarbejdere tilbage, hvoraf de 135 var beskæftiget i afdelinger i Aarhus området. De 120 af dem kunne dog se frem til at miste deres arbejde inden for to-tre år, hvis ikke de var indstillet på at flytte eller bruge længere tid på transport, da der på det tidspunkt blev taget beslutning om at samle aktiviterne i et nyt domicil i trekantsområdet tæt ved Lillebæltsbroen.

Samtidig med beslutningen om udflytning til trekantsområdet blev det annonceret, at GASA Group skulle have ny struktur for at kunne klare sig på det moderne marked, som blandt andet var karakeriseret ved, at få store europæiske grossister havde afløst mindre grossister og blomsterhandlere. IT systemer forventedes med tiden at erstatte kontakten mellem telefonsælgere og kunder, og medarbejderressourcerne skulle i stedet bruges på at opdyrke nye europæiske markeder.
(24). GASA Group ændrede herefter navn til GASA Group Denmark. (23).

== Kilder og litteratur ==
*1. ”Uhret Slaar – Blomsten gaar”, Georg Andrésen i Århus Stiftstidende 3. december 1939 s.10-11 og s.16
*2. http://www.petersminde.dk/petersminde100.dk.html
*3. "Gartner-Tidende. Organ for Alm. Dansk Gartnerforening", 68. årg. Nr. 17. Mandag den 28.april 1952. s.169
*4. "Aarhus Amt : Aarhus Amtsraadskreds" i serien Danske Byer og Sogne bd.5 1932 s.191
*5. Tidligere auktionarius Ole Wiberg, telefonsamtale 9.juli 2012
*6. "Blomstrende arbejdsplads". Jørgen Hejlsvig, Aarhus Stiftstidende tillæg 4.nov. 1979
*7. "GASA Århus' blomster-salgsur har holdt flyttedag til Tilst", Gartner Tidende 12/1987 s.329, lep
*8. "GASA Århus holder rejsegilde på frugt- og grønsagshal, Gartner Tidende 40, 1987 s.1153
*9. "Den sidste auktion er flyttet til Tilst. Aarhus Stiftstidende ca. marts 1988 (udateret udklip fra Lokalhistorisk Samling, Hovedbiblioteket Mølleparken)
*10. "Indbudt Konkurrence om Gartnernes Salgsforenings Auktionshal i Aarhus", Tage Nielsen og Erik Møller, M.A.A. Konkurrenceprojekt tildelt 1. præmie. 1. sals plan af restaurationsbygningen
*11. "Gartnernes har nu købt Tilst-gården", Demokraten, 15.september 1962
*12. "Gartnernes Salgsforening køber landejendom i Tilst", Demokraten, 9.september 1962
*13. "Dansk Gartnerierhverv 1887-2012. En kalejdoskopisk fortælling om dansk gartnerierhverv før og nu", Palle Dahl, Dansk Gartneri: 2012, s.135
*14. http://www.tilstarkiv.dk/tilst200aar/industri/gasa.htm
*15. "Blomster-firmaer i voldsom vækst", gart., Aarhus Stiftstidende 10.okt. 1978
*16. "GASA Århus tvunget til udvidelser", Aarhus Stiftstidende 7.aug. 1982
*17. "GASA Århus bygger nyt i Tilst for 100 millioner kr.", Gartner Tidende 8/1986 (feb.) s.261, lep
*18. "40.000 kvm. jord mere under glas", Jørgen Hejlsvig, Aarhus Stiftstidende, 9/12-1989
*19. "Gasa Aarhus tvunget til blomster-fusion", Jørgen Heilsvig i Aarhus Stiftstidende, 26.maj 1994, 1.del s.9
*20. "Nyt selskab for frugt og grønt i Århus", Jørgen Hejlsvig i Aarhus Stiftstidende 22.nov. 1994
*21. "GASA i Århus og Odense sammensluttes med en samlet omsætning på 250 mill., Demokraten 6.feb. 1972
*22. "GASA i Odense og Århus danner gigantselskab", Dennis Lindgaard i fyens.dk, 22. sept. 2000
*23. "Den grønne tidslinie", GASA Group http://www.gasagroup.com/AboutGASAGROUP/History.aspx
*24. "120 job forsvinder fra Tilst", Bjarne Jensen i Aarhus Stiftstidende 28.feb. 2004

[[Kategori:Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Aarhus Gymnastikforening

2024-01-26T08:16:11Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator. koordinatet var stadion: 10.193740, 56.132177

[[Fil:AGF, 1887.jpg|550px|thumb|right|AGF - Aarhus Gymnastik Forening 1887]]

'''Aarhus Gymnastikforening''' eller blot '''AGF''' blev stiftet 26. september 1880. Foreningen omfatter i dag mange forskellige sportsgrene, der har base forskellige steder i byen.

Selvom AGF i dag er mest kendt for sit fodboldhold, var hverken Aarhus eller AGF først på banen, da fodboldsporten begyndte at brede sig over det ganske land i slutningen af 1800-tallet. I København havde man spillet turneringsfodbold lige siden 1888, mens den første turnering i Aarhus først blev afholdt i 1902, samme år som AGF kunne starte en fodboldafdeling. Vi skal dermed 22 år ind i foreningens levetid, før der kom fodbold på programmet i AGF.

===Stiftelse===
Aarhus Gymnastikforenings fundament var derimod – som navnet antyder – [[AGF Gymnastik|gymnastik]]. Foreningen blev stiftet på initiativ af [[C. Christensen]], [[Chr. Nielsen]], [[Laurids Marius Christian Ravn Byberg|C.R. Byberg]], [[E. Floor]], købmand [[Axel Schmidt]], [[O. Dewsen]], boghandler [[Chr. Poulsen]], [[J. Philipson]], [[N. Pommerincke]], cand. jur. [[M. Anchersen]], [[A. Hvilsted]].

Foreningens oprindelige formål var ''"at fremme og udvikle færdighed i legemsøvelser og våbenbrug blandt sine medlemmer"''. Senere blev det ændret til: ''"at virke for gymnastikkens og andre legemsøvelsers udbredelse til så vide kredse som muligt "''. I god forlængelse af disciplinerne inden for våbenbrug blev foreningens første formand, stabschef og senere generalmajor [[Christian Heinrich Ferdinand Raymund Baumann (1835-1907)|Christian Heinrich Ferdinand Baumann]], fundet inden for militærets rækker. Baumann var nu heller ikke ubekendt med gymnastikken, da han fungerede som gymnastiklærer på Katedralskolen.

Yderligere medlemmer af den første bestyrelse var: Grosserer [[Carl Bertelsen (1842-1916)|Carl Bertelsen]] som kasserer, købmand Axel Schmidt som sekretær. Desuden valgtes boghandler Chr. Poulsen og cand. jur. sagførerfuldmægtig A.H.M. Anchersen.

Foreningen betegnede sig selv som et barn af det aarhusianske borgerskab, men i løbet af nogle år ændrede foreningen imidlertid formål til at udbrede idrætten til hele byens befolkning.

[[Fil:AGF atletik, Aage Fredslund Andersen, 1933.jpg|thumb|right|230px|Herrer fra AGFs [[AGF Atletik|atletikafdeling]] poserer ved [[Nævefægteren]] i søjlehallen på [[Aarhus Stadion]] i 1933.]]

===Atletik===
I 1896 kom der også [[AGF Atletik|atletik]] på programmet i AGF. Det var sergent [[J.C. Jensen]], som tog initiativ til oprettelsen af atletikafdelingen, der i de første år primært dyrkede stangspring.

Hvor gymnastikken holdt til i [[Valdemarsgade Skole]]s gymnastiksal, kneb det med at finde plads til atletikken, der blev dyrket udendørs. Først i 1910 fik atletikafdelingen stillet et område ved [[Dalgas Avenue]] til rådighed, og i 1912 var afdelingen stærk nok til at arrangere sit første stævne med 69 deltagere fra hele Jylland. Til stævnet brillerede flere af foreningens unge medlemmer, blandt andre brødrene [[Charles Hammerschmidt|Charles]] og [[Arthur Hammerschmidt]], hvoraf især sidstnævnte senere opnåede flotte resultater inden for 100 meter og stangspring.

===Fodbold===
[[Fil:AGF fodbold, 1957 Børge Venge.jpg|thumb|left|250px|Med flere sejre i den bedste række i fodbold hører 1950’erne til AGF’s guldalder. På billedet fejrer fodbolddrengene på hjemmebane deres tredje sejr i træk.]]

I 1902 blev 13 af foreningens bedste gymnaster forsøgsvis rekrutteret til et fodboldhold. Initiativtager til oprettelse af en [[AGF Fodbold|fodboldafdeling]] var den foretagsomme [[H.M. Lind]]. Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union, og allerede i sæsonen 1907/08 vandt man det jyske mesterskab, der ellers hidtil kun havde haft Aalborg som vinder. Fodbolden var kommet for at blive.

I AGF’s 50 års jubilæumsskrift fra 1930 kunne lærer [[Ejnar Kirkegaard]] skrive, at ''”Gymnastikken er Idrættens Alfa og Omega. Eller burde være det, set fra det ideelle Synspunkt. Men det er ikke for meget sagt, at Gymnastikken i Foreningen, som andet Steds er blevet stillet i Skygge af sin langt yngre Søsterdisciplin: Spillet med den faste Læderkugle, Fodbolden.”''

1950’erne står stadigt som AGF Fodbolds gyldne periode. Med den ungarske [[Geza Toldi]] på trænerbænken og spillere som [[John Amdisen]], [[Henry From]] og [[Aage Rou Jensen]] på grønsværen hev fodbolddrengene sejren hjem i den bedste række i 1955-1957 og i 1960. Halvdelen af holdet blev før eller siden en del af landsholdet.

===De andre===
[[Fil:AGF håndbold, 1957, Ib Rahbek-Clausen.jpg|thumb|300px|right|I 1957 kunne [[AGF Håndbold|håndbolddrengene]] fra AGF vinde sit første danske mesterskab. På holdet var blandt andre [[Ole Rauendahl]], [[Leif Gelvad]], [[Gustav Valder]], [[Poul Locht]] og [[Jørgen Lundbye]].]]

I 1902 kunne AGF åbne op for en [[AGF Svømning|svømmeafdeling]]. Træningen foregik ved byens søbadeanstalter, der dog måtte flyttes i takt med havnens udvidelser. Først da [[Badeanstalten Spanien]] åbnede i 1933, fik svømningen tag over hovedet.

1902 blev også året, hvor kvinder for første gang kunne blive medlem af foreningen. Med base på [[Christiansgades Skole|pigeskolen]] i [[Christiansgade]] åbnede i dette år nemlig en særlig damegymnastikafdeling. Året efter blev børn også budt velkomne i klubben med en drenge- og pigegymnastikafdeling.

I 1905 blev det på foreningens generalforsamling besluttet at oprette en [[AGF Tennis|tennisafdeling]]. De tennisudøvende i AGF måtte dog vente helt til 1918, før de fik sine egne træningsanlæg. Indtil da var baner ved [[Vennelystparken]], [[Mølleengen]] og ved [[Marselisborg Kostskole]] - i dag [[Marselisborg Gymnasium]] - blevet lejlighedsvis lejet.

Derefter skulle der gå næsten 30 år, før den næste afdeling kom til – [[AGF Håndbold|håndboldafdelingen]] – som i 1935 startede op under atletikafdelingens beskyttende vinger, men to år senere blev gjort til en selvstændig afdeling. Og så skulle der gå næsten 60 år, før AGF fik den foreløbig seneste afdeling – [[AGF Basketball|basketball]] – på programmet. Det skete i 1992.

===Tilholdssteder===
[[Fil:AGF svømning, Aage Fredslund Andersen ca. 1935.jpg|thumb|left|250px|I 1933 fik [[AGF Svømning|AGFs svømmeafdeling]] tag over hovedet, da [[Badeanstalten Spanien]] blev indviet. Her er medlemmer af afdelingens ungdomsmedlemmer fotografet omkring 1935.]]

I begyndelsen havde AGF lokaler på blandt andre [[Frederiks Allés Skole|Søndre Skole]], hvor der blev dyrket den oprindelige disciplin gymnastik. Men efterhånden som foreningen fik flere idrætsgrene på programmet opstod behovet for at leje sig ind andre steder i byen.

Svømningen foregik som nævnt eksempelvis i starten i [[Aarhus Bugt]]. Fodboldafdelingen startede med at holde til på [[Galgebakken]], men flyttede siden til det grønne område ved [[Dalgas Avenue]] - hvor også atletikken holdt til. Efter [[Landsudstillingen]] i 1909 overtog man her en af udstillingens pavilloner, som af medlemmerne blev rullet fra området ved [[Tangkrogen]] og op på Dalgas Avenue.

I forbindelse med indvielsen af [[Aarhus Idrætspark]] i 1920 (som især AGF havde taget initiativ til blev opført) flyttede AGF en del af sine aktiviteter herud. Det gjalt især for atletikken og fodboldens vedkommende - især i forbindelse med afviklingen af idrætskampene.

====Fredensvang====
I 1935 købte AGF et stort markareal i [[Fredensvang]] i [[Viby Sogn]]. I de følgende år blev markerne omlagt til fodbold- og tennisbaner, ligesom der blev opført et klubhus. Hele det smukke idrætsanlæg blev indviet i 1942.

AGF holder stadig til på dette område, for så vidt angår tennis- og fodboldafdelingen. Svømmeafdelingen forlod efterhånden det kolde vand i bugten og lagde aktiviteterne ind i [[Badeanstalten Spanien]], og flyttede herfra mange år senere ud til det nyopførte [[Aarhus Svømmestadion]] på [[Ingerslev Boulevard]].

Herre- og damegymnastikafdelingerne blev efterhånden slået sammen til én afdeling, og har gennem alle årene holdt til på forskellige skoler i byen, indtil [[Marselisborg Gymnastikcenter]] på Dalgas Avenue blev etableret. Håndboldafdelingen holdt fra starten til i den Gamle Stadionhal (en del kampe blev dog afviklet i [[Aarhus-Hallen]] i midtbyen), indtil man i starten af 1950'erne fik helt fantastiske forhold med opførelsen af Den ny Stadionhal (siden er så Arenaen også kommet til).

Basketball holdt fra starten til i hallen ved Svømmestadion på Ingerslev, men har også aktiviteter i Aarhus Idrætspark.

===Foreninger===
AGF deltog som sagt i arbejdet omkring etableringen af Aarhus Idrætspark og var også med, da Fællesforeningen for Jydske Idrætsforeninger, [[S.I.K.A.]] og Fællesforeningen for Jydske Gymnastikforeninger dannedes. Fællesforeningen for Jydske Gymnastikforeninger fik i første omgang en kort levetid. Den startede 20. juni 1866 med måtte opgives allerede to år efter, i 1868. Igen i 1897 gjordes et nyt forsøg, ved at starte Sammenslutningen af Jydske Gymnastikforeninger.

===Danske mesterskaber===
[[Fil:Einar August Møbius, Vilhelm Høch, 1912.jpg|thumb|right|230px|AGFs første danske mester, lokomotivfører [[Einar August Møbius]].]]

I 1912 vandt [[Einar August Møbius]] AGF's første danske mesterskab. Disciplinen var enkeltmandsgymnastik. Det blev starten på de mange danske mesterskaber - især hjemført af svømme- og atletikafdelingen, men også af fodbold- og håndboldafdelingen - som har placeret Aarhus Gymnastikforening af 1880 (AGF), som den suverænt mest vindende idrætsklub i Danmark. Langt over 300 officielle DIF-mesterskaber har AGF vundet - og der er meget luft ned til nummer to på listen!

I 1880, da foreningen startede var der ca. 40 medlemmer, i 2012 har foreningen over 3700 medlemmer.

===At svede for samme sag===
I dag anvendes "Sudare pro communi causa" - eller 'At svede for samme sag' ofte som AGFs slogan. Det kom dog først til i 1980.

AGF's oprindelige slogan, som står på en loftsbjælke i klubhuset i Fredensvang er: "Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige."
Da AGF i 1980 fyldte 100 år blev der udgivet en bog om klubbens historie. Den var skrevet/redigeret af Aarhus-journalisterne [[Knud Esmann]] og [[Max Bendixen]]. En af bogens andre skribenter var den gamle håndboldkæmpe (engang kaldet verdens bedste håndboldspiller) [[Aage Holm-Pedersen]] - bedre kendt som Holm-P - som dengang var chefredaktør på Aarhuus Stiftstidende.
Holm-P skrev et afsnit om AGF's guldaldertid i håndbold i 1950'erne, og brugte bl.a. vendingen: "Det gav sammenhold at være på samme side i slagsmålet, og svede for samme sag."
Den stjal redaktørerne øjeblikkelig og gjorde "Svede for samme sag" til jubilæumsbogens titel.
Den gik rent ind hos AGF'erne. "Svede for samme sag" blev siden brugt overalt i gymnastikforeningen.

AGF's "fodboldprofessor" Ole Hall og Lars Svendsen, mangeårigt medlem af AGF, talte om, at sådan et fantastisk slogan burde være på latin - som gamle, fine slogans jo ofte er - og så tog de initiativ til at lave en "omvendt". Vi opsøgte nogle latin-professorer på Aarhus Universitet, og bad dem skabe "Svede for samme sag" på latin.
Nogen tid efter afleverede de så "undersættelsen" SUDARE PRO COMMUNI CAUSA, som siden er tryk på alt muligt i AGF.
Men sloganet er altså oprindeligt skabt på dansk i 1980, og de meget sigende ord er forfattet af Aage Holm-Pedersen.

===Aarhus Elite A/S===
AGF har sammen med andre aktionærer et børsnoteret aktieselskab, kaldet Aarhus Elite A/S. Dette selskab forpagter og driver i dag Aarhus Idrætspark og det er også i dette selskab Superligaholdet i fodbold hører til. Licensen til at spille fodbold i DBU's turneringer ligger dog fortsat hos moderklubben Aarhus Gymnastikforening af 1880. Superliga-fodbolden (Aarhus Elite A/S) lejer sig i det daglige ind hos AGF i Fredensvang ifm. træning. På AGF's baneanlæg i Fredensvang er der både almindelige græsfodboldbaner, men også en topmoderne kunstgræs-fodboldbane, foruden tennisbaner og tennishal.

'''Ceres Park & Arena'''

Idrætsparken blev renoveret i 2000-01 og der blev bygget en ny sportshal. Ceres Arena, med plads til 5.000 siddende tilskuere. Sportskomplekset består derudover af det udendørs stadion Ceres Park med plads til 20.000 tilskuere ved fodboldkampe og op til 35.000 ved koncerter, samt tre indendørs sportshaller. I 2015 skiftede det navn til Ceres Park efter den nuværende sponsor Royal Unibrews lokale produkt Ceres. I dag ejer Aarhus Kommune Ceres Park og lejer idrætsparken ud til Aarhus Elite A/S. Ceres Park & Arena er fast hjemmebane for fodboldklubben AGF.

===Underafdelinger===
* [[AGF Atletik]]
* [[AGF Basketball]]
* [[AGF Fodbold]]
* [[AGF Gynmastik]]
* [[AGF Håndbold]]
* [[AGF Svømning]]
* [[AGF Tennis]]
* [[AGF Hercules Sport]]
* [[AGF Idrætsskole]]

Find materiale om [https://www.aarhusarkivet.dk/collections/208 Aarhus Gymnastik Forening] på AarhusArkivet

==Litteratur og kilder==
* Knud Esmann, ''Svede for samme sag - Ansigter i en idrætsklub - AGF i 100 år'', 1980
* [[Ejnar Kirkegaard]], ''Aarhus Gymnastikforening 1880-1930, Tryk P. Busch, 1930
* Afsnittet om AGFs slogan er forfattet af Lars Svendsen

==Henvisninger==
*[http://agf1880.dk/ AGFs hjemmeside]

[[Kategori:Foreninger]]
[[Kategori:Forlystelser, spil & idræt]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Svend Unmack Larsen (1893-1965)

2024-01-26T08:13:34Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

[[Fil:Svend Unmack Larsen (1893-1965).jpg|thumbnail|Svend Unmack Larsen]]
[[Borgmester i Aarhus|Borgmester]] '''Svend Unmack Larsen''', medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 1. april 1933 - 31. marts 1937 og 1. april 1943 - 1. oktober 1958. Borgmester 21. juni 1945 - 1. oktober 1958 for [[Socialdemokratiet]].

Født 23. september 1893 i Aarhus, død 23. marts 1965 i Aarhus.
Forældre: fattiginspektør (socialdirektør) L.M. Larsen og hustru Thyra Vilhelmine Unmack.
Gift 27. november 1919 med Ingeborg Carla Held Andersen, født 8. juli 1894 i Aarhus, død 15. januar 1961 i Aarhus, datter af postmester J.M. Andersen og hustru Alma Cathinka Jacobine Held.

===Opvækstens indblik i sociale vilkår===
Skønt Unmack Larsen egentlig var en friluftsnatur, som hellere ville have uddannet sig til skovrider end til jurist, var han i sjælden grad knyttet til Aarhus. Her var han født og vokset op, og hans barndom på [[Fattiggården]], hvor hans fader var inspektør, stillede ham tidligt over for de sociale problemer. Han har selv i nogle erindringer med lune og menneskelig forståelse fortalt om "denne blanding af tragedie og barok, makaber komik", som afsløredes ved omgangen med datidens fattiglemmer, der var en yderst broget forsamling. Drengen registrerede kun disse tragedier men senere "i en modnere alder blev de taget frem til overvejelse og bedømmelse", og der er ingen tvivl om, at barndomsindtrykkene fra fattiggården var med til at præge hans sociale synspunkter, åbne hans øjne for samfundets skyggesider: Konfrontationen med alkoholismens tragiske følger, som ikke mindst var iøjnefaldende, virkede så stærkt på ham, at han selv hele ungdomstiden igennem var afholdsmand. Efter at være blevet student fra [[Aarhus Katedralskole]] studerede han jura efter den strenge faders ønske - eller om man vil ordre - blev cand.jur. 1918 og havde derefter i de følgende år en normal juridisk karriere. Unmack Larsen blev i 1918 byfogedfuldmægtig i Randers og var fra 1919 dommerfuldmægtig i Aarhus kriminalret.

===Foreningslivet===
Det varede ikke længe, før Unmack Larsen kom ind i det offentlige liv. I 1920-24 var han formand for Sct. Pauls sogns huslejenævn, fra 1926 formand for Biblioteksforeningen i Aarhus og for Amtsarbejdsanvisningskontorets bestyrelse, ligesom han 1929-33 var medlem af Aarhus søndre sogns værgeråd. Samtidig tumlede han med spekulationer over socialismens teorier og var stærkt optaget af Henri de Mans værker og deres diskussion om den etiske og psykologiske side af socialismen. Fra 1933 til 1937 sad han første gang i Aarhus Byråd, men følte sig ikke altid veltilpas.

===Foreningsarbejdet før tiden i byrådet===
Som den idealist han var, kunne han tage skarpe, ofte følelsesbetonede standpunkter, og den daglige politiks taktiske manøvrer og nødvendige kompromiser bød ham imod. Det betød dog ikke, at han undlod at kaste sig ud i arbejdet med sit sædvanlige gåpåmod. Allerede i årene før sin indtræden i byrådet havde han som formand for Biblioteksforeningen og i samarbejde med yngre byrådsmedlemmer søgt at skabe bedre forhold for [[Folkebiblioteket]], der i en ynkværdig tilstand havde til huse i den gamle friskole i [[Vestergade]]. Unmack Larsen kom derved i et modsætningsforhold til borgmester [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]], som ikke helt forstod bibliotekets store betydning, men ønskede at samle alle kræfter om oprettelsen af [[Aarhus Universitet]]. Som rimeligt var, blev begge opgaver løst, og så snart Unmack Larsen var blevet medlem af byrådet, indvalgtes han i udvalget for folkebibliotekets opførelse. Han lod sig imidlertid ikke opstille ved valget i 1937, måske fordi han havde andre planer for fremtiden. I 1939 søgte og fik han politimesterembedet i Lemvig og omtalte altid senere denne periode som en meget lykkelig tid. Den varede dog kun få måneder.

===Indtrædelsen i Staunings ministerium===
I Staunings berømte notesbog var Unmack Larsen for længst opført som en politisk mulighed, og det førte til, at han i september 1939 - efter eget sigende modstræbende — trådte ind i ministeriet Stauning som justitsminister. Her oplevede han [[Den tyske besættelse|9. april 1940]] og kom på denne tunge dag i nær kontakt med kong Christian og følte altid senere stor hengivenhed for kongens person, som det også smukt kom til udtryk i hans tale ved afsløringen af [[Rytterstatue af Christian 10. (Bispetorvet)|Christian X's rytterstatue]] på [[Bispetorvet]] i 1955. Da samlingsregeringen dannedes i sommeren 1940, gled Unmack Larsen ud og erstattedes, vistnok efter tysk »henstilling«, af en ikke-politiker.

===Unmack Larsen tilbagevenden til Aarhus===
I 1941 vendte han tilbage til Aarhus som civildommer, og ved byrådsvalget 1943 kom han igen ind i kommunalpolitikken og blev straks medlem af byrådets mest betydningsfulde udvalg, budgetudvalget. Ved borgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Stecher Christensens]] pludselige død i 1945 opfordrede den socialdemokratiske byrådsgruppe enstemmigt Unmack Larsen til at overtage borgmesterposten, og fra borgerlig side undlod man at opstille en modkandidat.

===Indtræden i byrådet og Unmack Larsens programtale===
Ved byrådsmødet den 21. juni 1945 tiltrådte Unmack Larsen som borgmester og holdt en programtale, der fremhævede en række af de områder, hvor han ønskede at sætte ind - og også i flere tilfælde opnåede resultater i de følgende år. Indledningsvist omtalte han byrådets styreform, som han fandt burde ændres: "Vi byrådsmedlemmer må trække os bort fra detaljer og gå efter de store linjer". Ændringen blev den senere magistratsordning. Som den første opgave pegede han i øvrigt på beskæftigelsen, der efter besættelsens ophør måtte følges op. Han talte om socialvæsenet, der ikke måtte udvikle sig til "et rent understøttelseskassesystem". Dernæst trængte boligspørgsmålet sig på, ligesom han gerne ville gøre noget for kolonihavefolkene. Endelig var der adgangen til naturen omkring Aarhus og muligheden for at skabe grønne områder, hvad han fandt meget vigtigt; til sidst talte han mod bureaukratisme: "Jeg vil ikke finde mig i, at der på nogen måde hersker uhøflighed på kontorerne i strid med sand demokratisk ånd". Som afslutning udtalte han højtideligt og lidt patetisk, som han undertiden kunne være: "Jeg lover at anvende al min energi og arbejdsevne til arbejde for denne by, som vi alle elsker så højt". Og han holdt ord.

===Borgmesterposten===
[[Fil:Unmack Larsen 1956.jpg|350px|thumb|right|Borgmester Svend Unmack Larsen på plads i sin borgmesterstol i 1956 omgivet af spejdere fra [[DUI]]]]
Unmack Larsen var en umådelig flittig borgmester. Han mødte som den første om morgenen og sad ofte på sit kontor om aftenen og om søndagen. Han syntes at have ubegrænset arbejdsevne, i hvert fald i perioder, men han var ingenlunde en papir-borgmester, tværtimod elskede han at dukke op uanmeldt på institutionerne, som regel i sit bedste lune. Han fik på denne måde et uformelt indtryk af det daglige arbejde og de enkelte personer. Noget af det første, han kastede sig over, var boligspørgsmålet. Det var på hans initiativ, man søgte at afhjælpe den værste bolignød ved opstilling af elementhuse og ved køb af [[Finnebyen|finske trævillaer]]. Det var også Unmack Larsen, der som formand for boligkommissionen fik sat fart i det socialfilantropiske boligbyggeri. Allerede før han blev borgmester, havde han som formand for det lokale naturfredningsnævn gjort sig store anstrengelser for at beskytte egnens naturværdier. Som borgmester gik han aktivt ind i arbejdet for at sikre befolkningen stranden og skovene mod syd ved kommunens erhvervelse af Fløjstrup skov og Mariendals jorder. Også anlægget af [[Brabrandstien]] skyldes hans idé og initiativ. Endelig havde alle kulturelle spørgsmål hans varme interesse. Selv var han ivrig amatørarkæolog, og musik, teater, billedkunst og biblioteksvæsen støttede han så vidt muligt, i ønsket om, at enhver borger skulle have let adgang til de åndelige værdier, som kunne hentes her. Han sad i bestyrelsen for de fleste af byens kulturelle institutioner, og ved sin 60 års fødselsdag blev han hyldet med et lokalhistorisk festskrift "Seksten Århusrids", tilegnet ham som en tak for hans »alsidige og aktive deltagelse i arbejdet for fremme af byens kulturliv«. Meget fik Unmack Larsen udrettet i sin borgmesterperiode, for både menneskeligt og politisk havde han format ud over det almindelige. Det var blandt andet under Unmack Larsen, at [[Magistratsstyre|magistratstyret]] i Aarhus blev indført. En af grundene til indførelsen var blandt andet at aflaste det borgmesterembede, som havde slidt Stecher Christensen op.

===Den temperamentsfulde Unmack Larsen===
Hans handicap var et svingende sind og et impulsivt temperament, der undertiden kunne bringe ham i ubehagelige situationer. Han kunne være mørk som en tordensky, lukket og utilnærmelig, men også drengekåd og med overstrømmende humør. Han kunne endelig eksplodere i vrede, der dog aldrig var varende. Hans karakters retlinethed og hans politiske hæderlighed gjorde ham respekteret af alle, og han nød ubegrænset tillid hos den brede befolkning. Hans sinds mørke perioder, der efterhånden fik depressionens karakter, blev i hans senere år så hyppige, at han i 1958 måtte opgive sit embede.

===Kærligheden til Aarhus===
Unmack Larsen var aarhusianer med hele hjertet. Selv om han havde været minister i København, tordnede han mod det københavnske regime. Han mente ikke, at provinsen blev taget højtidligt. Denne holdning kom blandt andet til udtryk under [[Kulkrisen i 1947|kulkrisen i 1947]], hvor statens isbrydere koncentrerede sig om at holde København fri for is, mens Aarhus mere eller mindre blev overladt til sig selv. I Unmack Larsens velmagtsdage kunne man undertiden søndag formiddag temmelig tidligt - han var morgenmand - træffe ham på spadseretur rundt om i byen. Han var måske nok på inspektion og noterede sig ting, der trængte til at rettes, samt kiggede ind i saneringsmodne baggårde og lignende. Men fuldt så meget glædede han sig over at se byen gro på alle kanter, i form af havnens udvidelser og bygninger under opførelse. Han kendte byen i detaljer og tog det alt sammen til sig, for han elskede Aarhus og ønskede at gøre noget for dens trivsel.

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
*Udvalget for skolebørnsbespisningen 1933-34
*[[Ole Rømer Observatoriet |Observatoriets]] bestyrelse 1933-36 og 1944-52
*Børneværnsudvalget 1933-36
*Udvalget til at gennemgå repartitionen på amtets købstæder 1933-37
*Udvalget for socialforsorgen 1933-37
*Bestyrelsen for amtsarbejdsanvisningskontoret. 1933-37
*Århus amts skoleråd 1936-40
*Vurderingskommissionen 1940-44
*[[Boligkommissionen]] 1941-52, 1954 og 1957-58
*Kasse- og regnskabsudvalget 1944-50
*Bevillingsnævnet 1944-52 og 1954
*Bestyrelsen for [[Naturhistorisk Museum]] 1944-46 og 1947-52
*Bestyrelsen for [[Jysk Musikkonservatorium|Det jydske Musikkonservatorium]] 1944-52 og 1954
*Sygehusudvalget 1944-46
*Udvalget for andragender 1944-45
*Biblioteksudvalget 1944-50
*Udvalget for børnebiblioteker 1944-50
*[[Havneudvalget]] 1944-59
*Velfærdsudvalget 1945-46
*Indkvarteringsudvalget 1945-50
*Udvalget for opførelse af boliger for aldersrentenydere 1945-50
*Legatudvalget 1945-50
*Parkudvalget 1945-50
*Prisudvalget 1945-52
*[[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]] 1945-52
*[[Kirkegårdsbestyrelsen]] 1945-52.
*Universitetsbestyrelsen 1945-52 og 1954
*Repræsentantskabet for [[Aarhus Teater]] 1945-52
*Repræsentantskabet for Købstadmuseum [[Den Gamle By]] 1945-52
*Bestyrelsen for Købstadmuseum Den gamle By 1945-52
*Bestyrelsen for [[Aarhus Turistforening]]
*Styrelsen for [[Erhvervsarkivet]] 1945-65 (formand)
*Bestyrelsen for [[Aarhus-Hallen]]
*Kommissionen angående ordning af trafikforholdene i Aarhus 1946-50
*Det kommunale ungdomsnævn 1946-52
*Sportsudvalget 1946-47
*Repræsentantskabet for [[Mindeparken]] 1946-52
*Repræsentantskabet for [[Den jyske Opera]] 1947-52
*Repræsentantskabet for Jysk Byplanråd 1948-52 og 1954
*Stor-Aarhus-kommission 1948-52
*Bestyrelsen for dansk kommunalkursus i Aarhus 1950-52
*Civilforsvarskommisionen for det aarhusianske område 1950-52 og 1954
*Repræsentantskabet for [[Midtkraft I/S|I/S Midtkraft]] 1950-52
*Byudviklingsudvalget for Aarhus-egnen 1950-52 og 1954
*[[Biblioteker_i_Aarhus|Biblioteksbestyrelsen]] 1950-52
*Fredningsnævnet 1954
*Arbejdsnævnet for Aarhus amt

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
*Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Aarhus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Schouw & Co

2024-01-26T08:12:07Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

I mere end 100 år var Schouw & Co. en fokuseret emballagevirksomhed. Historien begynder i en baggård i København og kulminerer med storproduktion af Pure-Pak kartoner i [[Lystrup]] ved Aarhus. I dag har virksomheden domicil i [[Villa Alba]] ved [[Christian Filtenborgs Plads]].

== 1878: Victor Schouw ==

Grundlæggeren af Aktieselskabet Schouw & Co., [[Victor Schouw]], tilbragte sine lærlingeår på Drewsens Papirfabrik "Strandmøllen" ved Skodsborg, og efter en årrække med ansættelse i forskellige handelsselskaber startede han den 10. januar 1878 egen virksomhed i et par lejede smårum i baggården til ejendommen Nordvestvej 14 (den senere Rantzausgade 14) på Nørrebro i København.

Starten var yderst beskeden, og af fremmed arbejdskraft var der kun nogle få unge piger, der sad og klistrede papirposer i hånden. Maskinel posefabrikation var på daværende tidspunkt endnu ikke kendt herhjemme.

Virksomheden voksede støt og kom efterhånden til at omfatte flere papir- og emballageaktiviteter. Victor Schouw havde ingen livsarvinger, og han fik derfor virksomheden omdannet til et aktieselskab i 1911.
[[Fil:Jyllands papir-værk 1925.jpg|250px|thumb|right|Personale ved Jyllands Papir-værk. 1925.<br> Foto: Den Gamle By]]
== 1930: Jyllands Papir-Værk ==
I 1930 overtog Schouw & Co. [[Jyllands Papir-Værk A/S]] i Aarhus. I årene herefter var fabrikation af papirposer stadig virksomhedens vigtigste aktivitet, men senere kom vokspapir til rugbrød og andre typer emballage af karton og papir til at udgøre en voksende del af produktionen.

Jyllands Papir-Værk var blandt de allerførste herhjemme, der optog den maskinelle fremstilling af karton og papemballager i farvestrålende offsettryk, og med årene blev alle aktiviteterne koncentreret i Aarhus.

===1956 Pure-Pak===
I 1956 opnår Jyllands Papir-Værk, som den første virksomhed i Europa, licens til at producere de amerikanske Pure-Pak kartoner. Kartonerne til mælk, som på dette tidspunkt er ukendte på det danske marked, afsættes via Tyrstrup Mejeri til de amerikanske tropper i Tyskland. Fremstillingen af kartoner sker på traditionelle tryk- og stansemaskiner.

I 1967 indføres Pure-Pak kartoner som mælkeemballage i Danmark, og Jyllands Papir-Værk opfører en ny fabrik i Lystrup uden for Aarhus, med specialmaskiner til produktion af Pure-Pak kartoner. I 1973 flyttes også administrationen og den resterende del af produktionen fra Aarhus til Lystrup.

== 1986: Det moderne SCHOUW ==
I 1986 ændrer Jyllands Papir-Værk navn til SCHOUW Packing A/S. Produktionen baseres nu udelukkende på Pure-Pak kartoner, og den resterende emballageproduktion frasælges.

I 1988 sælges 50% af aktierne i SCHOUW Packing til det norske Elopak a.s., som i mellemtiden har erhvervet rettighederne til Pure-Pak konceptet på verdensplan. Pengene fra dette salg banede vejen for Schouw & Co.’s afgørende strategiskifte: Fra fokus på et enkelt forretningsområde til udviklingen af et omfattende industrikonglomerat.

Partnerskabet med Elopak blev starten på en succesfuld periode, hvor aktiviteterne blev udvidet til også at omfatte Polen og Sverige.

===1988-2000: Konglomeratet opbygges===
I 1988 overtager Schouw & Co. hele aktiekapitalen i A/S P. Grene fra Grene-familien som led i et generationsskifte. Grene består på daværende tidspunkt væsentligst af moderselskabet A/S P. Grene samt de to driftsselskaber Chr. C. Grene A/S (reservedele og tilbehør til landbruget i Danmark) og Hydra-Grene A/S (hydraulik til landbrug og industri i Danmark).

I 1989 erhverver Schouw & Co. de første aktier i Schulstad Gruppen A/S, og i de følgende år udvides ejerandelen gradvist. I 1999 skifter Schulstad Gruppen navn til Schulstad A/S, og ved udgangen af 2001 var ejerandelen 37,3%.

I marts 2002 erhvervede Schouw & Co. yderligere 24,4% af aktierne i Schulstad og opnåede derved en samlet ejerandel på 61,7%.

Ved indgangen til 2003 blev alle aktiviteterne i Schulstad afhændet til svenske Cerealia.

I 1994 erhverver Schouw & Co. 25% af aktierne i Micon A/S. Erhvervelsen sker i forlængelse af, at Micons grundlægger trækker sig tilbage, og i de følgende år øges ejerandelen.

I 1997 fusioneres Micon A/S med det børsnoterede Nordtank Energy Group A/S til virksomheden NEG Micon A/S, hvor Schouw & Co. stadig er den største aktionær.

I 2004 sammenlægges NEG Micon A/S med Vestas Wind Systems A/S. Schouw & Co. har herefter en aktiepost i Vestas Windsystems A/S.

I maj 1999 erhverver Schouw & Co. aktiemajoriteten i den børsnoterede virksomhed Martin Gruppen A/S fra selskabets store aktionærer. I den efterfølgende periode øges ejerandelen yderligere, og ved udgangen af 2000 udgjorde ejerandelen 69,2%.

I marts 2001 afgav Schouw & Co. købstilbud til alle aktionærerne i Martin Gruppen med henblik på at opnå fuldt ejerskab, hvilket blev opnået i juli 2001, og virksomheden blev herefter afnoteret fra Københavns Fondsbørs.

===2001-2005: Et større og stærkere Schouw & Co.===
Efter at Jens Bjerg Sørensen tiltrådte som adm. direktør i Schouw & Co. i 2000, blev strategien ’et større og stærkere Schouw & Co.’ lanceret. Målet var at øge antallet af virksomheder i porteføljen og sikre, at Schouw & Co. havde en størrelse, der kunne få den nødvendige opmærksomhed på Fondsbørsen.

I juni 2000 deltog Schouw & Co. i etableringen af Udviklingsparken i Aarhus. I februar 2001 blev engagementet i det østjyske iværksættermiljø for alvor styrket med etableringen af udviklings- og ventureselskabet Incuba A/S, som i 2013 har skiftet navn til Incuba Invest A/S, hvor Schouw & Co. aktuelt ejer 49%.

Incuba Invest har deltaget i etableringen af ventureaktiviteter, ligesom selskabet har et medejerskab af innovationsmiljøet og forskerparkerne i Aarhus.

I februar 2001 indgik Schouw & Co. aftale om nytegning af aktier i Dansk Biogas A/S. Da tegningen i årets løb blev fuldt gennemført, opnåede Schouw & Co. en ejerandel på 50%. I 2004 købte Schouw & Co. de resterende aktier i Dansk Biogas A/S, hvorefter alle aktiviteter blev overdraget til Xergi A/S.

I marts 2001 erhvervede Schouw & Co. 50% af aktierne i det svenske Elopak AB. Erhvervelsen skete som en naturlig konsekvens af det stigende behov for koordinering af emballageaktiviteterne på tværs af landegrænserne. I konsekvens af overtagelsen skiftede Schouw Packing A/S den 1. oktober 2002 navn til Elopak Denmark A/S.

I marts 2002 erhvervede Schouw & Co. hele aktiekapitalen i Fibertex A/S med den hensigt at støtte fortsættelsen af virksomhedens vækststrategi.

På daværende tidspunkt bestod aktiviteterne i Fibertex væsentligst af nonwovens til teknisk og industriel anvendelse. De to første produktionslinjer til hygiejneanvendelser var etableret i Danmark, og Fibertex havde markante planer for ekspansion i Sydøstasien.

I 2004 indgik Schouw & Co. i et fællesejet selskab med [[Det Danske Hedeselskab|Hedeselskabet]], hvor begge parter indskød driftsaktiviteter og ny kapital, således at hver part ejer 50% af aktierne i selskabet, som fik navnet Xergi. Selskabets aktivitet er etablering af biogasanlæg m.v.

I 2005 købte Schouw & Co. 68,82% af det børsnoterede selskab BioMar Holding A/S af Norsk Hydro.

Købet af BioMar var den største enkeltinvestering i Schouw & Co.’s historie, og investeringen løftede koncernens omsætning og indtjening betydeligt.

===2006 til i dag: Større og stærkere virksomheder===
Efter købet af BioMar i 2005 havde porteføljen en tilfredsstillende størrelse. Strategien ændredes fra at skabe en større portefølje til at skabe større og stærkere virksomheder i porteføljen. Dette skifte medførte også en fokusering i Schouw & Co., hvor hensigtsmæssige salg af virksomheder blev en realitet.

Schouw & Co. skaber i perioden værdi og vækst gennem aktivt ejerskab.

I efteråret 2006 blev de 50%-ejede emballagevirksomheder Elopak Denmark A/S og Elopak AB solgt til den norske medejer Elopak AS, og dermed skete der et brud med 129 års historie med emballageproduktion i Schouw & Co.

Salget var en naturlig konsekvens af den stigende internationalisering, hvor et samlet ejerskab styrkede virksomhedens udviklingsmuligheder.

I november 2007 overtog BioMar Provimis fiskefoderaktiviteter i Chile, Danmark og Spanien for 647 mio. kr. på gældfri basis. Med overtagelsen opnåede BioMar et væsentligt styrket sortiment med produkter, der supplerer hinanden på tværs af fiskearter, livscyklus og foderstrategier.

Købet cementerede BioMars position som verdens tredjestørste producent af kvalitetsfoder til industrialiseret fiskeopdræt.

I april 2008 opnåede Schouw & Co. fuldt ejerskab af BioMar ved at fusionere BioMar Holding A/S med moderselskabet Schouw & Co.

I forbindelse med fusionen udstedets fondsaktier i forholdet 1:1 til aktionærerne i Schouw & Co., og herefter blev én aktie i BioMar Holding byttet med én aktie i Schouw & Co.

Med regnskabsmæssig virkning fra den 1. januar 2009 blev Hydra-Grene A/S spaltet ud fra A/S P. Grene.

Formålet var at sikre den fortsatte udvikling af både Grene og Hydra-Grene og udbygge de respektive positioner som henholdsvis en førende leverandør af reservedele og tilbehør til landbruget og en førende leverandør af hydraulik og relaterede serviceydelser til landbrug og industri.

I september 2010 indgik BioMar aftale om at afhænde sin 51% ejerandel i den norske opdrætsvirksomhed Sjøtroll Havbruk.

BioMar blev medejer af Sjøtroll i 2004 som en del af en refinansieringsløsning og opnåede en forrentning af investeringen på ca. 17% p.a.

Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens er på mange måder to helt forskellige virksomheder, og rent fysisk havde de i mange år været helt adskilt. Det var derfor helt naturligt at sikre fokus på en optimal udvikling af begge virksomheder ved at spalte det oprindelige Fibertex.

Personal Care aktiviteterne blev med virkning fra årsskiftet 2010/2011 udskilt i et separat selskab direkte under Schouw & Co., mens de industrielle aktiviteter fortsatte i det hidtidige selskab under navnet Fibertex Nonwovens.

I marts 2011 købte Fibertex Nonwovens 85% af aktierne i den franske producent af nonwovens Tharreau Industries.

Købet styrkede Fibertex Nonwovens platform inden for specielt automobilområdet, og gav en optimal geografisk tilstedeværelse for virksomheden, der efter købet har europæisk produktion i Tjekkiet, Danmark og Frankrig. Omsætningen i Fibertex Nonwovens blev næsten fordoblet ved købet.

I 2012 blev de resterende 15% aktier erhvervet, og den franske virksomhed er i dag et 100% ejet datterselskab under Fibertex Nonwovens.

Verdens førende producent af intelligent lys, Martin Professional, blev i slutningen af 2012 solgt til amerikanske Harman.

Martin blev ualmindelig hårdt ramt af den finansielle krise, men en markant tilpasning af forretningsmodellen og betydelige investeringer i innovation og produktudvikling betød, at Martin på salgstidspunktet havde en meget stærk platform til videre udvikling. Den vellykkede transformation var sammen med de synergier, der kan opnås ved at gå til markedet med et samlet tilbud om lyd, lys og video, medvirkende til, at Harman var villige til at sætte en meget markant værdi på Martin.

Salget af Martin var hensigtsmæssigt og understregede strategien om at afhænde virksomheder, hvis Schouw & Co. ikke længere er den ’bedste ejer’.

I 2013 blev Grene fusioneret med hollandske Kramp, og dermed blev Europas absolut største leverandør og distributør til landbruget skabt. Schouw & Co. fortsatte den mangeårige involvering i sektoren og fik efter fusionen en ejerandel på 20% i det nye selskab.

Ultimo 2013 afhændede Schouw & Co. den resterende beholdning af aktier i Vestas til et samlet nettoprovenu på 612 mio. kr.

Schouw & Co. har været investor i vindmølleindustrien siden 1994, hvor selskabet blev aktionær i det daværende Micon. I 1997 var Schouw & Co. en af initiativtagerne til fusionen mellem Micon og det dengang børsnoterede Nordtank Energy Group, som skabte NEG Micon, og i årene herefter reducerede Schouw & Co. gradvist ejerandelen til 25%. I 2004 blev NEG Micon en del af Vestas, og ved den sammenlægning fik Schouw & Co. en ejerandel på 5% i den samlede virksomhed, som til gengæld blev verdens førende vindmølleproducent.

Den samlede investering i vindmølleindustrien har udgjort 815 mio. kr., og den har givet et afkast på i alt 1.785 mio. kr. svarende til en årlig forrentning (IRR) på 27%.

I dag er Schouw & Co. under forandring, og et afgørende strategiskifte er under udvikling.

=== Direktører og formænd===
'''Administrerende Direktører:'''

1878 – 1911 Fabrikant [[Victor Schouw]]

1911 – 1927 Direktør [[Hans Hornsyld]]

1927 – 1961 Direktør [[Svend Hornsyld]]

1961 – 1971 Direktør [[Johannes Bitsch-Larsen]]

1971 – 1985 Direktør [[Erik Jørgen Jensen]] og Direktør [[A. Osterland]]

1985 - 2000 Direktør [[Erling Lindahl]]

2000 - Direktør [[Jens Bjerg Sørensen]]

'''Bestyrelsesformænd:'''

1911 – 1916 Fabrikant [[Victor Schouw]]

1916 – 1943 Ingeniør [[Eigil Neergaard]]

1943 – 1952 Overretssagfører [[Alb. Helweg-Larsen]]

1952 – 1961 Direktør [[Svend Hornsyld]]

1961 – 1977 Advokat [[J. Helweg-Larsen]]

1977 – 1982 Direktør [[Børge Ries]]

1982 – 1990 Konsul [[T. Bjerglund Andersen]]

1990 - Advokat [[Jørn Ankær Thomsen]]

==Litteratur og eksterne henvisninger:==
Teksten er skrevet af Scouw & Co og er lånt fra [http://www.schouw.dk/Historien.632.aspx Schouw & Co's hjemmeside].

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Aagården

2024-01-26T08:04:23Z

Uffe:

[[Fil:Aagården090.jpg|300px|thumb|right|Aagården 1934]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.156454, 10.204620~[[Aagården]];
|width=378
|height=200
|zoom=16
|center=56.156454, 10.204620
|align=right
}}</div>

'''Aagården''' ligger på [[Åboulevarden]] 82-84 i Aarhus. Det var ingeniør [[Hans Ove Christensen]]s første byggeri.

Aagården blev bygget i 1933. Det var det første boligbyggeri i Aarhus i jernbeton. Det er en funktionalistisk bygning.

Da Aagården åbnede, var det med et klart socialt koncept. Beboerne skulle blive til et fællesskab. Dette skulle blandt andet opnås via motionsrum, tennisbaner og fælleslokaler. Bygningen var også meget fremme i tiden med både køleskabe, underjordisk parkeringskælder og dørtelefon. Der var 20 lejligheder i ejendommen på mellem 100 og 120 kvm. Det var derfor et byggeri for de velstillede og blev i tiden anset som luksus byggeri.

Ove Christiansen tegnede og byggede selv projektet. Da det stod færdigt, flyttede han ind i bygningen med sin familie. Ove Christensen byggede også en ejendom i [[Schleppegrellsgade]] 18A og 18B, to ejendomme i [[Carl Bertelsens Gade]] 3-9 og 2-10 og [[Klintegården]] på [[Skovvejen]] 44-46.

==Aagården på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Aag%C3%A5rden Aagården]}}

== Kilder ==
*Artikel i Aarhus Stiftidende den 31. 8. 2013-09

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Finsensgades Skole

2024-01-26T08:02:39Z

Uffe:

[[Fil:Finsensgades Skole og Skt. Johannes Kirke. Set mod Skt. Johannes Allé og Finsensgade. I baggrunden Langelandsgades Kaserne (Michele Alessio Caprani) 1909.jpg|200px|thumb|right|Finsensgades Skole og [[Skt. Johannes Kirke]]. Set mod Skt. Johannes Allé og [[Finsensgade]]. I baggrunden [[Artillerikasernen|Langelandsgades Kaserne]], 1909]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.16983831241824, 10.21001989697248~Finsensgades Skole;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|align=right
}}</div>

I år er det 110 år siden, [[Aarhus Byråd]] besluttede at anlægge en ny byskole på [[Trøjborg]]. Baggrunden for beslutningen var akut pladsmangel på de eksisterende skoler på grund af et støt stigende antal skolebørn i Aarhus.

Finsensgades Skole blev opført i 1906-07 af arkitekt [[Ludvig Adolph Petersen (1848-1935)|Ludvig Adolph Petersen]]. Skolen bestod af en hovedfløj i tre etager foruden kælder- og loftslokaler og kunne huse 24 normalklasser. Derudover rådede skolen over et fritliggende gymnastikhus. Som den første skole i Aarhus gik man fra at anvende gasbelysning til elektronisk belysning. Regnskabet for byggeriet lød på 350.716 kroner og 34 øre – eller godt 24,3 millioner kr. i nutids penge.

===Fra byrådsforhandlinger til åbning og indvielse===
Forslaget om en ny skole blev fremsat for byrådet i marts 1906. Situationen på dette tidspunkt var, at alle kommuneskolepladser var optaget både for formiddags- og eftermiddagsklasserne. Mens man i byrådet hurtigt blev enige om, at behovet for en ny skole var reelt, gik debatten på størrelsen og beliggenheden for den nye skole. Valget faldt på en større byskole af samme type som [[Ingerslev Boulevards Skole]], og den nye skole skulle placeres på [[Trøjborg]] tæt ved [[Johannes Kirken]]. Grundet en forholdsvis kort tidsfrist besluttede byrådet at anvende arkitekt Ludvig A. Petersen, som også havde tegnet skolen på [[Frederiksbjerg]] og derfor med sine erfaringer herfra hurtigt kunne komme op med et projekt i samme stil. Petersen kom senere også til at tegne skolerne på [[Samsøgade]], [[N.J. Fjordsgade]] og [[Læssøesgade]].

Skolen blev indviet den 11. juli 1907 ved et festligt arrangement med taler fra skoleudvalgets formand [[Jakob Jensen]], formand for skolekommissionen [[pastor Lyngby]] og skolens overlærer [[Vilhelm Stilling]]. Inviteret var alle lokale skoleautoriteter, byrådet, arkitekten, bygningskonduktør og håndværkere samt kommuneskolernes samlede lærepersonale. Også pressen var til stede, og [[Aarhus Stiftstidende]] kunne efterfølgende berette om ”… et smukt og imponerende bygningskompleks, indrettet med alle den moderne tekniks fremskridt på skolebygningens og hygiejnens område. ”

Dagen efter blev skolen taget i brug af 1185 børn heraf 589 piger og 596 drenge samt skolens nyansatte lærere. Eftersom indvielsen af skolen lå midt i sommerferieperioden, blev eleverne allerede sendt på ferie efter første skoledag. Først efter sommerferien tog eleverne hul på undervisningen på den nye Finsensgades Skole.

===Tidligt fri i vintertid===
Om de første år på Finsensgades Skole berettes det, hvordan elever fra [[Christiansbjerg]] blev sendt hjem en time eller to før tid om vinteren, når vejret var rigtigt slemt. Man ville undgå at eleverne ikke farrede vild i vintermørket. På det tidspunkt lå der ikke meget ud over den nye skole og Sankt Johannes Kirken på toppen af bakken på Trøjborg. Der hvor [[hospitalet]] i dag ligger, lå der, ud over den gamle hovedbygning med sidebygning og enkelte små blokke, således kun marker. I området hvor [[universitetet]] i dag ligger, lå dengang en grusgrav. Den nye skolebygning ragede altså - sammen med kirken - godt op i landskabet, da de første elever kom vandrende nede fra byen, for at tage den nye skole i brug.

===’Forsømmerbogen’===
I 1916 satte skolen rekord. Med 712 ulovlige forsømmelser var skolen den Aarhusskole med flest forsømmelser. Forsømmelser blev noteret ned af overlæreren, som hver morgen mellem klokken 8 og 9 besøgte hver klasse. Forsømmelser blev noteret ned i ’Forsømmerbogen’; en protokol der gav overlæreren overblik over de hyppigste syndere blandt eleverne.

Forsømmelserne skyldtes ofte, at forældrene havde brug for børnenes hjælp i erhvervet. Mange virksomheder var drevet på familiebasis, og det var nødvendigt, at børnene hjalp til med virksomhedens drift. Drengene hjalp som regel til i værkstedet eller som bude, mens pigerne assisterede i hjemmet eller i forretningen.

Som straf for forsømmelserne havde skolen mulighed for at idømme forældrene en mulkt (en bødestraf). Et eksempel herpå var 12 øre for førstegangsforseelser og herefter kunne den stige op til 1 krone ved gentagne overtrædelser.

===Skolegang under besættelsen===
Under [[besættelsen]] var flere aarhusianske skoler beslaglagt af tyskerne. De fungerede som indkvartering af både soldater og krigsfanger samt militære undervisningsfaciliteter. Det startede med fire ud af tolv kommuneskoler i [[Aarhus]] i 1942. For Finsensgades Skole fortsatte skolegangen frem til 1945, hvor skolen sammen med yderligere fire andre skoler blev beslaglagt af den tyske besættelsesmagt. Den 3. marts rykkede tyskerne ind og indrettede Finsensgades Skole først som underofficersskole og kort efter som lazarret.

Først tre måneder efter befrielsen var lokalerne på Finsensgades Skole rømmet, istandsat og rengjorte, og eleverne kunne igen tage skolen i brug. Genåbningen af skolen foregik under store festligheder med musik, taler og optog, præcis som det var tilfældet på de andre beslaglagte skoler. Efter krigen opførte skolen en mindeplade for tidligere elever af skolen, der havde mistet livet i modstandskampen.

===Faldende elevtal og lukning===

Skolen oplevede i tiden efter krigen svingende elevtal. Efter rekordantal i midten af 1950’erne på omkring 1500 børn, kæmpede skolen med faldende elevtal og tomme lokaler. I 1988 var det slut med kommunal skolegang på Finsensgade, da byrådet besluttede at lukke skolen ned, og privatskolen [[N. Kochs Skole]] overtog bygningerne.

===Nils Malmros på Finsensgades Skole===
Filminstruktør [[Nils Malmros]] var i midten af 1950’erne elev i underskolen på Finsensgades Skole. I slutningen af 1960’erne vendte han tilbage til skolen for at optage filmen ”Lars Ole, 5c”. Filmen havde til formål at forsøge at indfange stemningen fra Malmros’ egen barndom og ungdom i 50’erne. Det gjaldt ikke mindst hans tid på Finsensgade Skole. Filmen havde et yderst begrænset budget, hvorfor Nils Malmros måtte hyre lokale skolebørn ind som skuespillere. Nogle af børneskuespillerne arbejdede for op til 5 kroner om dagen, mens andre gik med til at skyde et par scener, for til gengæld at filminstruktøren gik med til at spille en fodboldkamp efterfølgende.

Optagelserne på Finsensgades Skole stod på i omkring 2,5 år, hvor skolen, som Nils Malmros selv fortæller, aldrig mistede tålmodigheden med instruktør og filmhold. Det viste sig at være besværet værd, da filmen blev lidt af et gennembrud for Malmros og skaffede ham en Bodil for filmen i 1975.

===Øvelsesskole for lærerseminariet===
[[Kvindeseminariet]] i Aarhus indledte sin virksomhed i 1909, og allerede året efter var man med indflytningen i bygningen på [[Trøjborgvej]] blevet nærmeste genbo til skolen på den anden side af gaden. Et samarbejde kom hurtigt i gang, og fra 1912 fungerede Finsensgade som eneste øvelsesskole for seminariet. I 1947 udviklede Finsensgades Skole og Aarhus Seminarium sit samarbejde med en årlig praktiklejrskole. Her fik seminariets elever muligheder for at styrke deres faglighed på praktisk vis og få kendskab til den særlige form for undervisning, der blev praktiseret på lejrskolerne.

Senere blev der brug for flere øvelsesskoler, men det var Finsensgades Skole, som i 1970 officielt fik betegnelsen "fast øvelsesskole". Som en følge af det fortsat faldende elevtal på skolen reduceredes virket som øvelsesskole, og værdigheden overgik i 1979 til [[Vejlby Skole]].

===Skolens sang===
Vor skole, vor skole på bjergets barske top,

med tykke og vejrbidte mure.

Ved kirken du løfter dig over byen op

ungdommelig uden en fure.

Du livets og lærdommens forpost mod nord,

vi hylder dig af hjertet med begejstring stor:

FINSENSGADE – vi skal aldrig glemme

minderne du gav os om vor bardomstid.

Bag de røde mure er vi hjemme,

om din ære vil vi holde vagt med flid.

Vor skole, vor skole vi mødte første gang

med mor eller far fast i hånden;

vi snøfted’ os gennem den første time lang

og blev så fortrolig med ånden.

For venskabet, som ud af hverdagen gror

vi hylder dig af hjertet med begejstring stor:

FINSENSGADE …

Vor skole, vor skole – tålmodig år for år

du fører os gennem dit rige.

Dit mål er det skønne, at alle stadig når

et trin mer’ på dannelsens stige.

Din stræben vi ærer med taktfyldte ord;

vi hylder dig af hjertet med begejstring stor:

FINSENSGADE …

Vor skole, vor skole – du viser vejen frem,

du leder vor tanke og færden;

i timen du åbner os porten lidt på klem

til visdommens ældgamle verden.

Til livets sejlads får vi tømret et ror;

vi hylder dig af hjertet med begejstring stor:

FINSENSGADE …

Vor skole, vor skole – du barndomstidens borg

på bjergets den stormende tinde.

Ved afskeden med dig i glæden blandes sorg,

vi elsker jo livet derinde.

Hvor skæbnen end strør os ud over vor jord,

vi hylder dig af hjertet med begejstring stor:

FINSENSGADE …

===Overlærere og inspektører===
1907-1932: Overlærer [[Vilhelm Stilling]]

1933-1954: Overlærer og senere inspektør [[Johannes Riber]]

1954-1973: Inspektør [[Jens Gerhard Søndergård]]

1973-1988: Inspektør [[Henning Bjerring]]

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*[http://byraadet.aarhusarkivet.dk/ Aarhus Byrådsforhandlinger]: 08.03.1906, 15.03.1906, 22.03.1906, 29.03.1906, 23.09.1909
*Finsensgades Skole 1907-1957. 1957. [https://www.aakb.dk/ting/object/775100-katalog%3A91156474 Bestil materiale]
*Finsensgades Skole 1907-1982. 1982. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D91156482 Bestil materiale]
*Aarhus Stiftstidende: 12.07.1907
*Skoler og Skolegang i Aarhus 1930-1970, Ib Gejl red., Århus Byhistoriske Udvalg, 1978 [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A05348420 Bestil materiale]
====Se også====
* [[Skolevæsenet i Aarhus]]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Finsensgades Skole

2024-01-26T08:02:12Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

Finsensgades Skole

2024-01-26T08:01:48Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

Aarhus Byråd

2024-01-26T07:58:16Z

Uffe: fjernede gamle og forældede koordinator

'''Aarhus Byråd''' er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i [[Aarhus Kommune]]. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).

===Oprindelsen i middelalderen===
''Uddybende artikel: [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde]]''

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede Århus alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret, som vi kender det fra i dag.

Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer. Dette antal blev dog formindsket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Foruden rådsmedlemmerne var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat. Magistratens hovedopgaver var at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens betaling til kongen.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog kongen i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

===Eligerede borgere===
''Uddybende artikel: [[De eligerede borgere]]''

Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.

I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem traf stiftamtmanden beslutning.

===Aarhus Borgerrepræsentation===
''Uddybende artikel: [[Aarhus Borgerrepræsentation]]''

Borgerrepræsentationer afløste i 1837 de eligerede borgere. Det lyder fornemt, men i praksis var der tale om, at magistraten foreslog nogle kandidater, som borgerne kunne vælge imellem. Magistraten bestod af en kongevalgt borgmester, der dog i de større byer som Aarhus var flankeret af en eller flere borgerlige rådmænd, men de var valgt eller godkendt af staten.

Borgerrepræsentationerne var et lille skridt mod demokratiet. Valgret blev kun givet til mænd, der enten havde grundejendom af en vis værdi eller var selvstændige erhvervsudøvere, det vil sige havde borgerskab. Vælges kunne man kun, hvis man betalte tilpas meget i næringsskat. Borgerrepræsentationen fik indflydelse på budgettet, skatteligningen og arbejdet i byens kommissioner for bl.a. fattig-, havne- og skolevæsen.

Valget foregik i mange år på byens gamle [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], som dengang lå placeret umiddelbart foran [[Domkirken]]. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten. I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

[[Fil:Byråd 1899.jpg|400px|thumb|right|[[Aarhus Byråd]] med den samlede administration på deres årlige udflugt til [[Pavillonen i Riis Skov|Pavillonen]] i [[Riis Skov]] i 1899.]]

=== Nye valgregler ===
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af borgerrepræsentationen skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede. Kravet om borgerskab for at opnå valgbarhed og valgret forsvand.
[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|left|[[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]] blev i 1868 udpeget som den første kongeligt udpegede borgmester i Aarhus.]]

===Aarhus Byråd 1868/1869===
Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et '''byråd'''. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.

Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende mænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.

Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.

Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse-, havne-, fattig- og skolevæsen, brolægnings-, vej-, bygnings, belysnings-, sygehus-, legat-, skov-, forskønnelses- og markvæsen.

Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.

Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at referater af byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv [http://www.aarhusarkivet.dk på AarhusArkivet.dk].

===De første byrådspolitikere===
Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær [[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]]. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af [[Skt. Clemens Bro]]. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af [[Frederik Christian Bernhard Stephan Vestergaard (1837-1917)|Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard]].

I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da [[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]] i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.

===Kvindelig valgret og flere medlemmer===
Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.

Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. [[Hulda Hansen]] og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes længe om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’

Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for [[Dagmar Wilhelmine Petersen (1868-1951)|Dagmar Wilhelmine Petersen]], Socialdemokratiet, og [[Karen Mathilde Andrea Krarup (1873-1959)|Mathilde Krarup]], Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

=== Folkestyrets gennembrud ===
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester [[Ernst Christopher Lorentz Drechsel (1858-1932)|Ernst Christopher Lorentz Drechsel]] havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.

Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]] blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.

Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.

Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget [[Aarhus Rådhus|rådhus]] på [[Rådhuspladsen]], hvor byrådet stadig holder til.

=== Den hårde borgmesterpost ===
Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.

Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester [[Hans Peder Christensen (1869-1945)|H.P. Christensen]], der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Einar Stecher Christensen]] til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsens]] 2707 stemmer.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ''”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”''. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

=== Kommunisterne i byrådet ===
Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]] mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten [[Thomas Dyhr Christensen (1883-1952)|Thomas Dyhr Christensen]] ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.

=== Magistratsstyret indføres ===
Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af [[Magistratsstyre|magistratsstyret]] i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.

===Kommunesammenlægning===

''Uddybende artikel [[Kommunalreformen i 1970]]''

Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under [[Aarhus Kommune]], og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.

Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev [[Skejby]] og [[Lisbjerg]] allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.

Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

===Nye ansigter i byrådet===
Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.

Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange perioder været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.

I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, [[Socialistisk Folkeparti]] havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.

1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.

Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester [[Orla Schartau Hyllested (1912-2000)|Orla Hyllested]] at indføre begrænset taletid.

Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som [[Fremskridtspartiet]], [[Venstresocialisterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]].

[[Fil:28.02.1958 Valgplakat A.jpg|300px|thumb|left|[[Socialdemokratiet|Socialdemokratisk]] valgplakat ved [[Aarhus Havn|havnen]] ved kommunalvalget i 1958.]]

===Fra parti til kandidat===
Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.

De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ''”Stauning eller Kaos”''. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet igennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”'' Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

==Læs mere om==
* [[Landkommunalstyret (sognekommuner)]]
* [[Aarhus Kommune]]
* [[Borgmester i Aarhus]]
* [[Medlemmer af byens råd]]
* [[Magistratsstyre]]
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Politiske partier]]
* [[Valgperioder]]

== Kilder og litteratur ==

* Clausen, Jens et al.: ''Aarhus Gennem Tiderne'', bind II. 1940
* Degn, Ole og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968''. Universitetsforlaget 1968
* Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Gejl, Ib: ''Århus – byens historie'', bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
* Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011

[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Borgmester & byråd]]
[[Kategori: Kommunal forvaltning]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Esbjergkollegiet

2024-01-25T09:45:42Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater for de to bygninger

<div class="tright">{{#display_map:
56.1719388170486, 10.207947511078881~Villa Solvænge;
56.17198404665545, 10.208210364499209~Villa Mimosa;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

'''Esbjergkollegiet''' (også kaldet Esbjerg-Kollegiet) var et kollegium bestående af 20 værelser beliggende i de to villaer [[Nordre Ringgade 58|''Villa Solvænge'']] og [[Villa Mimosa|''Villa Mimosa'']] på Nordre Ringgade 58 og 60 umiddelbart øst for [[Århus_aftenseminarium|Lærerseminariet]]. De to villaer var opført i henholdsvis år 1900 og 1901. Kollegiet blev oprettet i 1969 og var fra starten forbeholdt studerende fra Esbjerg. Værelser anvistes ved henvendelse til advokat Kier i Kongensgade i Esbjerg, og huslejen for et værelse lå på mellem 150 og 195 kr.

Kollegiet eksisterede frem til ca. 1998 (?). Der eksisterer dog fortsat i dag (2016) et CVR-nr. for kollegiet administreret af [[Kollegiekontoret i Aarhus|Kollegiekontoret]].

=== Se også ===
* [[Kollegier i Aarhus]].

==Esbjergkollegiet på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?organisations=118750 Esbjergkollegiet]}}

== Litteratur og Kilder ==
* Lokalplan nr. 561, Aarhus Kommune, 1998. Kan ses '''[http://gis.aarhus.dk/lokalplaner/pdf/Aarhus/Pdf/LOKPLAN.150/561!.pdf her]'''.
* Rigsarkivets materiale om Esjbergkollegiet. Se '''[https://www.sa.dk/daisy/ng?id=13656920 her]'''.
* ''Stud hvad? Århus-Studenternes Håndbog 1969'', Aarhus Universitet og Studenterrådet, 1969. Esbjergkollegiet er omtalt på s. 51.
* Villaer: Der findes billeder af Villa Solvænge og Villa Mimosa på danskebilleder.dk og danskkulturarv.dk.
* Virk.dk: [https://datacvr.virk.dk/data/visenhed?enhedstype=virksomhed&id=11590748&soeg=Esbjergkollegiet&type=Alle Esbjergkollegiets CVR-nr].

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Undervisning & uddannelse]]

Erhvervsarkivet

2024-01-25T09:40:28Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.15493432625292, 10.1936296722828655~Erhvervsarkivet 1957 - 1962;
56.154655263784754, 10.20031561163998~Erhvervsarkivet 1962 - 2016;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

'''Erhvervsarkivet''', Statens Erhvervshistoriske Arkiv, var en del af Statens Arkiver. Arkivet havde til opgave at indsamle og bevare væsentligt historisk kildemateriale om dansk erhvervslivs udvikling og gøre det tilgængeligt for forskningen. Erhvervsarkivet dækker hele landet. Som et resultat af en ændring af organisationen inden for Statens Arkiver blev Erhvervsarkivets navn d. 1. oktober 2014 ændret til Rigsarkivet Aarhus. I 2015 blev det afviklet.

Erhvervsarkivets samlinger omfattede omkring 48 km reolhylder. Det ældste materiale var fra 1500-årene. Fra slutningen af 1700-årene blev samlingerne stadig mere fyldige, og hovedparten stammede fra perioden 1850-1950. Der fandtes omkring 7000 arkiver fra virksomheder af enhver art. Hovedvægten lå på materiale fra handels-, industri- og håndværksfirmaer, men der var også betydelige samlinger fra bl. a. transportsektoren, penge-, kredit- og forsikringsselskaber samt liberale erhverv. Der var bevaret arkiver fra omkring 800 erhvervs- og fagorganisationer. Til de væsentligste hørte omfattende samlinger fra erhvervenes hovedorganisationer og de store arbejdsgiversammenslutninger.

[[Fil:Erhvervsarkivets læsesal, Ib Rahbek-Clausen, 1964.jpg|400px|thumb|right|Erhvervsarkivet forbindes med Hack Kampmann smukke bygning, i folkemunde kaldet ”Smykkeskrinet”. Udskiftning af pærer og vedligeholdelse af de imponerende lysekroner og loftshvælvinger har dog alle dage været ret besværligt, her i 1964.]]
=== Reddede historien om købmandsgårde og fabrikker ===
Erhvervsarkivet åbnede ganske vist først i 1948, men allerede i 1942 trådte Komiteen for Oprettelse af et Erhvervsarkiv i Aarhus sammen. Formanden var byens borgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Einar Stecher Christensen]], og også rigsarkivaren, Axel Lindvald, var med, i øvrigt sammen med folk fra universitetet og andre af byens organisationer.

De første år arbejdedes der i lokaler på [[Aarhus Rådhus|rådhuset]]. I 1950 gav universitetet adgang til større lokaler, men da samlingerne voksede, tog man i 1957 den nedlagte [[Hammelbanegården|Hammelbanegård]] i brug. Arkivet blev direkte underlagt rigsarkivarens tilsyn, og heri lå en markering af, at selvom det var et lokalt foretagende, løftede arkivet en national opgave.

Erhvervsarkivets opgave har gennem alle årene været at dokumentere erhvervslivets historie fra hele landet. De første skridt var taget af landsarkiverne og forskellige forskergrupper i København i 1920’erne og 1930’erne. De ville tilføje historieskrivningen en samfundsfaglig relevans. Historikerne skulle løfte blikket fra de statslige og officielle papirer og se på civilsamfundet og ikke mindst virksomhederne og deres organisationers betydning. Det var i virkeligheden en revolutionerende ny tilgang. Ingen kunne dog skabe en blivende ramme om ambitionerne før Erhvervsarkivet.

Universitetet og Aarhus Kommune så med det samme betydningen og ydede ideen al mulig støtte. Byen var fattig på videninstitutioner, og jeg tror også, at den lidt rebelske opfattelse af, hvad der var vigtigt i historien, passede til byens selvforståelse. Professoren [[Albert Olsen]], der var universitetets første historiker, foreslog i 1942 ligefrem, at man nedlagde landsarkiverne i Aabenraa og Viborg for at samle kræfterne om et nyt arkiv i Aarhus.

Rigsarkivet havde måttet melde pas på opgaven. Tiden – især i 1950’erne – var præget af store forandringer af dansk erhvervsliv. Gamle virksomheder lukkede eller slog sig sammen, og mange forlod de gamle anlæg i bymidterne og flyttede ud til forstæderne, og så var det nærliggende at skille sig af med de gamle arkiver. Fantastiske samlinger blev reddet af Erhvervsarkivet, og protokoller og dokumenter fra købmandsgårde, handelshuse og fabrikker tilbage fra 1700-tallet fandt vej til hylderne.

Der var behov for yderligere plads, og i 1962/63 kunne Erhvervsarkivet overtage [[Statsbiblioteket]]s bygning på [[Vester Allé 12]], Hack Kampmanns eventyrlige mesterværk. Men huset var statsejet, og derfor skulle arkivet også overgå til staten for at komme i betragtning som bruger. En særlig arkivlov banede vejen. I øvrigt lod byens nye borgmester, [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]], sig indvælge i bestyrelsen. Kommunen udvidede hele tiden samarbejdet, og fra disse år stammer aftalen om, at Erhvervsarkivet fik overdraget kommunens arkiv.

=== By og arkiv ===
Erhvervsarkivet påtog sig flere og flere byhistoriske aktiviteter og har gennem tiden fungeret som et historisk foreningshus. Byhistorisk Udvalg så dagens lys i 1956 og har med tiden udgivet hen ved 100 bøger foruden en række lokalhistoriske årbøger. Arbejdet dannede skole, og arkivet blev forbillede for professionaliseringen af lokalhistorie landet over.

Erhvervsarkivet dannede også skole i arkivkredse. Erhvervslivet er ikke forpligtet til at aflevere sine arkiver, og længe før begrebet var opstået, viste arkivets leder [[Vagn Dybdahl (1922-2001)]] vejen for en netværksorienteret kulturinstitution. Han og hans efterfølgere forstod, at tætte kontakter med erhvervsliv, politikere og organisationer var nødvendige, og at en kulturinstitutions relevans også måles på graden af formidling. Forskningen fulgte efter, og vores viden om Danmarks overgang fra landbrugs- til industrination ville ikke være det samme uden Erhvervsarkivet samlinger og forskere.

I 1992 blev Erhvervsarkivet en del af Statens Arkiver, i dag Rigsarkivet. Det forandrede vilkårene for arkivet, og huset fik på godt og ondt forandret sin historiske profil ved at få sit arbejde lagt ind i en større organisation. Universitetets og erhvervslivets interesse kølnedes også. Det var blevet andre tider.

Erhvervsarkivet var måske verdens første af sin slags, og det giver god mening at se det som en af de største innovationer inden for sit felt i Danmark. Dets betydning rækker helt ind i stuerne hos aarhusianerne, hvor de byhistoriske værker står på tusinder af reoler. I 2011 indgik Rigsarkivet og Aarhus Kommune en aftale om at lade det nye stadsarkiv flytte ind i Erhvervsarkivet.

=== Farvel til Erhvervsarkivet ===
I september 2014 blev det annonceret, at Erhvervsarkivet i 2016 vil flytte fra Aarhus til Viborg, hvor det fremover vil blive placeret som en del af '''Rigsarkivet Viborg''' (tidligere kaldet Landsarkivet for Nørrejylland). Fredag d. 18. december 2015 kunne læsesalsvagten på Erhvervsarkivet for sidste gang løfte stemmen over for den tavse flok af flittige gæster ved skrivebordene og meddele, at nu var det tid til at aflevere arkivpakkerne og klappe computeren sammen. Dermed afsluttedes 73 års arkivhistorie i Aarhus.

==Erhvervsarkivet på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=120796 Erhvervsarkivet]}}

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henrik Vedel Schmidt og overført fra Århus Leksikon

[[Kategori: Kulturinstitutioner]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

Ellengården

2024-01-25T09:33:12Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.18426499649769, 10.207493091238943~Ellengården;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|align=right
}}</div>
'''Ellengården''' er opkaldt efter stifteren af foreningen [[Jysk Børneforsorg]], [[Ellen Rafn Schepelern]].

Den blev senere kendt under navnet "mødre- og spædbørnehjemmet [[Riisvangen]]" på adressen [[Bethesdavej]] 81 i bydelen [[Riisvangen]] i [[Aarhus N]].

Ellen Scheperlern etablerede i 1906 et opsøgende, socialt arbejde med henblik på at hjælpe - virke iblandt - socialt udsatte kvinder i Aarhus.

I 1950 købte foreningen [[Jysk Børneforsorg-Fredehjem]] ejendommen. Opkøbet skete som følge af en forudgående landsindsamling og at ejendommen var placeret på en grund, som [[Aarhus Amt]] havde skænket. Ejendommen udgjorde således frem til 1987 rammen om et mødre- og spædbørnehjem, "Riisvangen" som foreningen drev i samarbejde med Aarhus Amt.

=== Amtslige omlægninger===

Omlægninger indenfor institutionsdriften i amtet blev dog årsag til, at forsorgshjemmet blev nedlagt.

Dermed så Jysk Børneforsorg-Fredehjem en ny mulighed for organisatorisk nytænkning. Ombygningen har Lokalavisen (18.2.1989) beskrevet: "Bygningsmæssigt er familiepensionen nydannende i kraft af, at den er indrettet med selvstændige værelses lejligheder, hvilket er en klar niveauhævning i forhold til tidligere tiders institutioner".

Fremadrettet kom det konkret til udtryk i at ejendommen - som institution skulle drives af henholdsvis Jysk Børneforsorg-Fredehjem, [[Aarhus Kommune]] og [[Aarhus Amtskommune]], og skulle huse henholdsvis arbejdstræning og oplæring - i husets kantine - samt pension og vuggestue for udsatte familier, der både skulle supplere hinanden og indgå i en række tværgående opgaver.

Der var også planer om at husets underetage skulle tages i anvendelse til såkaldte udadrettede aktiviteter: Eksempelvis oplysningsvirksomhed, kurser med videre.

==Ellengården på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?organisations=110856 Ellengården]}}

== Kilder ==

*Preben Rasmussens Samling: Lokalavisen 18.2.1989 om indvielsen af Ellengården

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Beskæftigelse & arbejdsløshed]]
[[Kategori:Foreninger]]
[[Kategori: Kommunal forvaltning]]
[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori: Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: Kooperation]]

Dynkarken 11

2024-01-25T09:26:30Z

Uffe: fjernede koordinater da de var placeret under forkerte antagelser.

Adressen er nedlagt.

=== Restaurationer og pensionater i [[Dynkarken]] 11 ===
*Café Bristol (-1923). I 1923 flyttede indehaveren Oluf M. Olsen caféen til [[Dynkarken 1-3]].
*Efter Bristol forlod adressen i 1923 blev der drevet pensionat på adressen frem til ca. 1930.

== Dynkarken 11 på Aarhusarkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=151474 Dynkarken 11]}}

== Litteratur & kilder ==
* John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 160-161, 235

[[Kategori: Mad & drikke]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Dynkarken 11

2024-01-25T09:13:49Z

Uffe: 8000

<div class="tright">{{#display_map:
56.152097271918336, 10.211148332050515~Dynkarken 11;
|width=378
|height=200
|zoom=17
|align=right
}}</div>

Adressen er nedlagt.

=== Restaurationer og pensionater i [[Dynkarken]] 11 ===
*Café Bristol (-1923). I 1923 flyttede indehaveren Oluf M. Olsen caféen til [[Dynkarken 1-3]].
*Efter Bristol forlod adressen i 1923 blev der drevet pensionat på adressen frem til ca. 1930.

== Dynkarken 11 på Aarhusarkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=151474 Dynkarken 11]}}

== Litteratur & kilder ==
* John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 160-161, 235

[[Kategori: Mad & drikke]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Dybbølvej 16

2024-01-25T08:54:03Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.19353508492175, 10.220793849028121~Dybbølvej 16;
|width=378
|height=200
|zoom=16
|align=right
}}</div>

Ejendommen er opført efter den på det tidspunkts anerkendte arkitekt Bechs tegning i 1900 og har tilhørt malermester [[M. Jensen Møller]], der blev født i Sverige i 1884.

'''Dybbølvej 16''' blev senere udvidet med værksteder til [[Møllers Automobillakereri]], oprettet i 1920.

== Aarhus Guldvarefabrik ==
Huset fungerede som ramme for [[Aarhus Guldvarefabrik]], som fabrikanten [[Vilhelm Graugaard]] oprettede i 1920.
Graugaard er født i 1893 i Løgstør og uddannet udenlands, i Tyskland.

==Dybbølvej 16 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=16195 Dybbølvej 16]}}

== Kilder ==

* Dybbølgade 16, Holstein Rathlou, 1923

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Dronning Margrethes Vej 71

2024-01-25T08:50:52Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater. Rettede addresse til "Peder Skrams Gade 1A idag" fra "dronnings margrethe gade 1A idag"

<div class="tright">{{#display_map:
56.173081707679586, 10.220679311251338~Dronning Margrethes Vej 71;
|width=378
|height=200
|zoom=17
|align=right
}}</div>

Peder Skrams Gade 1A i dag. Ejendommen går under navnet ''Villa Nordris'' og er - tegnet af og - opført i 1908 af tømrermester P. Davidsen.

Huset er en 1,5 etages pudset, lysegulmalet villa med høj kælder. Ejendommen har en gavlkvist, 1 kvist og 3 ovenlysvinduer.

Huset er endvidere placeret mod [[Peder Skramsgade]].

Af betydningsfulde personer har huset været beboet af civilingeniør og direktør [[Ove Schrøder]].

== European Business Centre ==

Mandag den 1. juli 1991 åbnede "European Business Centre" i ejendommen. Initiativtageren var direktør Bjarne Sønke.

European Business Centres virke bestod i blandt andet at afholde udvalgte udstillinger og samarbejde med tilsvarende centre i henholdsvis London, Malaysia og Bruxelles.

==Dronning Margrethes Vej 71 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=16049 Dronning Margrethes Vej 71]}}

== Kilder ==

* Preben Rasmussens Samling, Domkirkepladsen - Dybbølgade 22

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]] [[Kategori:Gader & veje]]

Dronning Margrethes Vej 4

2024-01-25T08:47:05Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater. Udfra Aarhus Arkiv billeder var nr 4 ud til vejen og lidt nord for T-krydset

[[Fil:Dronning Margrethes Vej 4.jpg|350px|thumb|right|Villa Trøjborg (nedrevet), Dronning Margrethes Vej 4. Foto: Poul Pedersen, august 1982. Den Gamle By.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.16877752865416, 10.219294232658406~Dronning Margrethes Vej 4;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Nedrevet villaejendom på [[Dronning Margrethes Vej]].

====Villa Trøjborg====
Villa Trøjborg blev opført på adressen '''Dronning Margrethes vej 4''' i 1891 for gartner [[Gustav Birkefeldt]]. Villaen blev dog revet ned i 1982 til fordel for en etageboligbebyggelse, der blev opført i 1983 for Boligforeningen Ringgården og tegnet af arkitekterne [[Friis og Moltke]].

====Villakolonien ved Dronning Margrethes Vej====
Villa Trøjborg blev opført som en del af en lille villakoloni, der voksede frem på Dronning Margrethes vej omkring 1890. Det var en del af Trøjborgkvarterets første bebyggelse, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Villaerne beliggende på Dronning Margrethes vej blev opført med inspiration fra den italienske landbolig og palazzo-arkitektur og omfatter i dag villa Tårnborg på [[Dronning Margrethes Vej 6]], villa Riisbo på [[Dronning Margrethes Vej 8]], villa Tamina på [[Dronning Margrethes Vej 10-12]] og Villa Pax på [[Dronning Margrethes Vej 14]].

====Se også====
*Læs mere om Aarhus' gamle byvillaer, bevaringsværdier og SAVE-systemet i artiklen [[Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)]].

==Dronning Margrethes Vej 4 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=120592 Dronning Margrethes Vej 4]}}

====Kilder====
*Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
* Preben Rasmussens Udklipssamling, (1800-1990). Aarhus Stadsarkiv.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

Dronning Margrethes Vej 8

2024-01-25T08:34:07Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Dronning Margrethes Vej 8 (villa Riisbo) og 10-12 (villa Tamina) .jpg|350px|thumb|right|Th. villa Riisbo, Dronning Margrethes Vej 8. Tv. villa Tamina, Dronning Margrethes Vej 10-12. Fotograf Thomas Pedersen, august 1982. Den Gamle By.]]

<div class="tright">{{#display_map:
56.16902493602312, 10.220233779711991~Dronning Margrethes Vej 8;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>
'''Dronning Margrethes Vej 8''' er en adresse på [[Dronning Margrethes Vej]] i bydelen [[Trøjborg]].

På adressen ligger ejendommen Villa Riisbo (tidligere benævnt Marielyst, Marialyst og Marienlyst), der er en toetagers gulstensbungalow. Villaen blev opført omkring 1890 for bogtrykker [[Sophus Backhausen]].

===Villakolonien på Dronning Margrethes Vej===
Villa Riisbo blev opført som en del af en lille villakoloni, der voksede frem på Dronning Margrethes vej omkring 1890. Det var en del af Trøjborgkvarterets første bebyggelse, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Villaerne beliggende på Dronning Margrethes vej er opført med inspiration fra den italienske landbolig og palazzo-arkitektur og omfatter udover villa Riisbo også villa Tårnborg på [[Dronning Margrethes Vej 6]], villa Tamina på [[Dronning Margrethes Vej 10-12]], villa Pax på [[Dronning Margrethes Vej 14]] og tidligere også den nu nedrevne villa Trøjborg på [[Dronning Margrethes Vej 4]].

===SAVE-registrering===
I 2012 blev villa Riisbo SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middel bevaringsmæssig værdi på 5.

===Se også====
*Læs mere om Aarhus' gamle byvillaer, bevaringsværdier og SAVE-systemet i artiklen [[Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)]].

==Dronning Margrethes Vej 8 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=16009 Dronning Margrethes Vej 8]}}

==Kilder og litteratur==
*Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
*Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
*Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

Dronning Margrethes Vej 6

2024-01-25T08:32:50Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Dronning Margrethes Vej 6 (villa Tårnborg).jpg|350px|thumb|right|Villa Tårnborg, Dronning Margrethes vej 6. Foto: Poul Pedersen, august 1982. Den Gamle By.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.16880392611971, 10.219993722019025~Dronning Margrethes Vej 6;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Villaejendom på [[Dronning Margrethes Vej]].

====Villa Tårnborg====
Villa Tårnborg er en 1 1/2-etages gulstensvilla beliggende på [[Trøjborg]] på adressen '''Dronning Margrethes Vej 6'''. Villaen blev opført af Dyhn i 1891 for ingeniør og jernstøber J. J. Christensen.

Da villa Tårnborg i sin tid blev opført, adskilte bygningen sig fra mange af de andre villaer i kvarteret og Aarhus generelt. Som navnet måske antyder, blev villaen oprindelig opført med et højt rundt tårn med en kuppel på toppen, som var indrettet til et lille observatorium. Tårnmotivet var et meget karakteristisk arkitekturelement for perioden, og selvom det ikke dominerede villabyggeriet i Aarhus, vil det kunne findes i mange danske byer. Men tårnet, der gav villaen sit navn, blev senere revet ned og erstattet med et firkantet trappetårn.

====Villakolonien på Dronning Margrethes Vej====
Villa Tårnborg blev opført som en del af en lille villakoloni, der voksede frem på Dronning Margrethes vej omkring 1890. Det var en del af Trøjborgkvarterets første bebyggelse, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Villaerne beliggende på Dronning Margrethes vej er opført med inspiration fra den italienske landbolig og palazzo-arkitektur og omfatter udover villa Tårnborg også villa Riisbo på [[Dronning Margrethes Vej 8]], villa Tamina på [[Dronning Margrethes Vej 10-12]], villa Pax på [[Dronning Margrethes Vej 14]] og tidligere også den nu nedrevne villa Trøjborg på [[Dronning Margrethes Vej 4]].

====SAVE-registrering====
I 2012 blev villa Tårnborg SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middel bevaringsmæssig værdi på 5.

==Dronning Margrethes Vej 6 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=16007 Dronning Margrethes Vej 6]}}

====Se også====
*Læs mere om Aarhus' gamle byvillaer, bevaringsværdier og SAVE-systemet i artiklen [[Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)]].

====Kilder====
*Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
*Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
*Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

Dronning Margrethes Vej 14

2024-01-25T08:15:07Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Dronning Margrethes Vej 14 (villa Pax) .jpg|350px|thumb|right|Villa Pax, Dronning Margrethes Vej 14. Fotograf Poul Pedersen, august 1982. Den Gamle By.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.169138913376806, 10.219518857108902~Dronning Margrethes Vej 14;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Villaejendom på [[Dronning Margrethes Vej]].

====Villa Pax====
Villa Pax (tidligere: Flora) er en italiensk inspireret rødstensbungalow beliggende på [[Trøjborg]] på adressen '''Dronning Margrethes Vej 14'''. Villaen blev opført i 1886 af konsul Wulf.

Billedhuggeren [[Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964)]] (1873-1964), der blandt andet har lavet skulpturen af de to hunde, som står ved stien, der fører fra Dronning Margrethes Vej og ned mod Riis Skov, boede og arbejdede i villaen i mange år, hvor han havde indrettet sit atelier.

====Villakolonien på Dronning Margrethes Vej====
Villa Pax blev opført som en del af en lille villakoloni, der voksede frem på Dronning Margrethes vej omkring 1890. Det var en del af Trøjborgkvarterets første bebyggelse, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Villaerne beliggende på Dronning Margrethes vej er opført med inspiration fra den italienske landbolig og palazzo-arkitektur og omfatter udover villa Pax også villa Tårnborg på [[Dronning Margrethes Vej 6]], villa Riisbo på [[Dronning Margrethes Vej 8]], villa Tamina på [[Dronning Margrethes Vej 10-12]] og tidligere også den nu nedrevne villa Trøjborg på [[Dronning Margrethes Vej 4]].

====SAVE-registrering====
I 2012 blev villa Pax SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middelhøj bevaringsmæssig værdi på 4.

==Dronning Margrethes Vej 14 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=16014 Dronning Margrethes Vej 14]}}

====Se også====
*Læs mere om Aarhus' gamle byvillaer, bevaringsværdier og SAVE-systemet i artiklen [[Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)]].

====Kilder====
*Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
*Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
*Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

Dronning Margrethes Vej 10-12

2024-01-25T08:14:04Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

[[Fil:Dronning Margrethes Vej 8 (villa Riisbo) og 10-12 (villa Tamina) .jpg|350px|thumb|right|Th. villa Riisbo, Dronning Margrethes Vej 8. Tv. villa Tamina, Dronning Margrethes Vej 10-12. Fotograf Thomas Pedersen, august 1982. Den Gamle By.]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.169133816549476, 10.219955145332037~Dronning Margrethes Vej 10-12;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Villaejendom på [[Dronning Margrethes Vej]].

====Villa Tamina====
Villa Tamina er en ejendom på [[Trøjborg]] på adressen '''Dronning Margrethes Vej 10-12'''. Villaen blev opført i 1888 af maler Petersen og Sebastiansen.

Oprindelig blev villaen opført som et to-plans dobbelthus i italiensk landstil, og er, ligesom villa Tårnborg på Dronning Margrethes Vej 6, et af tidens mere utraditionelle villabyggerier.

====Villakolonien på Dronning Margrethes Vej====
Villa Tamina blev opført som en del af en lille villakoloni, der voksede frem på Dronning Margrethes vej omkring 1890. Det var en del af Trøjborgkvarterets første bebyggelse, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Villaerne beliggende på Dronning Margrethes vej er opført med inspiration fra den italienske landbolig og palazzo-arkitektur og omfatter udover villa Tamina også villa Tårnborg på [[Dronning Margrethes Vej 6]], villa Riisbo på [[Dronning Margrethes Vej 8]], villa Pax på [[Dronning Margrethes Vej 14]] og tidligere også den nu nedrevne villa Trøjborg på [[Dronning Margrethes Vej 4]].

====SAVE-registrering====
I 2012 blev villa Tamina SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middelhøj bevaringsmæssig værdi på 4.

==Dronning Margrethes Vej 10-12 på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Dronning+Margrethes+Vej+10-12 Dronning Margrethes Vej 10-12]}}

====Se også====
*Læs mere om Aarhus' gamle byvillaer, bevaringsværdier og SAVE-systemet i artiklen [[Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)]].

====Kilder====
*Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
*Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
*Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.

[[Kategori:Gader & veje]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]

De Gamles Hjem

2024-01-25T07:56:06Z

Uffe: Ændrede rækkefølge af billede og kort

[[Fil:De gamles hjem 1904.jpg|300px|thumb|right|De Gamles Hjem Kirkegårdsvej 1904]]
<div class="tright">{{#display_map:
56.16695120224094, 10.213458795700085~De Gamles Hjem;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Siden 1893 havde byens gamle boet i et asyl i [[Graven]], men her var forholdene meget dårlige. De Gamles Hjem blev indviet i 1904 på Kirkegårdsvej, Trøjborg. I dag huser bygningen Lokalcenter Trøjborg.

===Alderdomsloven af 1891===
I 1891 kom Loven om alderdomsunderstøttelse. Betingelserne for at oppebære alderdomsunderstøttelse var bl.a. at man var fyldt 60 år, at man ikke i de sidste 10 år havde modtaget fattighjælp - efter 1908 i 5 år – og at man desuden var en agtværdig person. Man sigtede mod at hjælpen skulle ske i eget hjem med hjælp til husleje, brændsel, mad og medicin. Dermed undgik de ældre fattigvæsenets umyndiggørelse. Understøttelsens størrelse blev fastsat af kommunen. Først i 1922 fastslog en ny aldersrentelov faste takster som alle ældre havde ret til, men aldersgrænsen for modtagelse blev sat op til 65 år.
Kunne man ikke klare sig i hjemmet længere, blev der med 1891-loven mulighed for at tilbringe alderdommen i kommunale asyler.

===Alderdomsasyl===
Århus’ første alderdomsasyl blev indviet i starten af 1890’erne i havehuset ved fattigvæsenets enkeboder på Graven. Asylet blev dog snart for småt og utidssvarende. Et år senere var alle 44 pladser optaget af 10 ægtepar og 24 enlige. De skulle, for at få mad og lidt lommepenge, indordne sig asylets regler. Bl.a. gå i seng kl. 21.30 og de måtte ikke tigge i asylet eller uden for. Asylet havde ingen bad og ingen afdeling for syge. Skulle den ældre have bad eller sygdomspleje, skete det på kommunehospitalet for alderdomsvæsenets regning.

[[Aarhus Byråd]] modtog flere klager over forholdene med ønsker om forbedrede lokaler, forplejning og alderdomsstøttelsens beløb. Men byrådet mente ikke, at der var grund til at klage.
Efter indstilling fra Udvalget for Alderdomsunderstøttelse blev der dog ændret i spisereglementet for beboerne i asylet;

” …saaledes, at der kun hveranden Søndag gives Suppe med Daasekjød, medens der hver anden Søndag gives Sagosuppe vekslende med Sagovelling og Bøf samt hver anden Tirsdag Vandgrød og stegt Flæsk i Stedet for Kjærnemælksvælling og Labskovs.”

Få år senere tog Udvalget for Alderdomsunderstøttelse igen fat i byrådet og resultatet blev at spisereglementet igen blev ændret:

”...til Middagen den 8de Dag som Eftermad i Stedet for Spegesild med Kartofler gives Frikadeller elller Stegt Lever. at der i Morgendrikken i stedet for ½ Pot kogt Øl sættes I Kop Kaffe. at der med Hensyn til de til Morgen og Aften opførte Stykker Smørrebrød gives Ost paa 1 Stk ., og Kød paa 1 Stk., og at der i Asylet anvendes Smør i Stedet for Margarine."

===Peter Sabroe===
I 1900 blev Rasmus Peter Sabroe valgt ind i Aarhus Byråd for Socialdemokratier og blev formand for Alderdomsudvalget. Peter Sabroe var født i 1867 i Silkeborg. Som barn flyttede han med familien til Aarhus. Han var socialist og stærkt optaget af at skabe mere retfærdighed og lighed i samfundet for de svage grupper i samfundet. Sabroe rejste rundt i landet og afdækkede de sociale forhold, især for børnene, og hans hjem lignede ofte et børnehjem, da han husede nødstedte børn. Sabroe døde ved jernbaneulykken ved Bramminge i 1913, 46 år gammel.

[[Rasmus Peter Sabroe (1867-1913)|Peter Sabroe]] arbejdede også ihærdigt som formand for Alderdomsudvalget. Han var fra starten fortaler for et nyt alderdomshjem i Aarhus, for han ønskede at sikre de gamle en tryg alderdom. I 1899 besluttede Aarhus Byråd at bygge et nyt asyl på Trøjborg.

===De Gamles Hjem===
De Gamles Hjem blev indviet 5. november 1904 som byens første alderdomshjem af en stolt Peter Sabroe. Det var også ham, som viste kong Frederik den VIII rundt, da han i 1906 besøgte hjemmet;” "Også en konge har godt af at se, hvordan en arbejder behandler sine gamle."
Både byens spidser og repræsentanter for det jævne folk var med til indvielsen.

Den blev den første af en lang række af imponerende bygninger, som sammen med starten på [[Kommunehospitalet]], blev opført i de første ti år af 1900 tallet i området op til [[Trøjborg]].
Bygningen er ude fra set et flot stykke murerhåndværk, hvor der er kælet for de små detaljer, mens det indre i allerhøjeste grad tilgodeså de behov, som beboerne og personalet på den tid havde brug for.

”Indvielsesfesten begyndte den 5. november 1904, da klokkerne på den nyopførte [[Skt. Johannes Kirke]], slog tolv,” kan man læse i jubilæumsskriftet fra ”De gamles hjem”, som hurtigt blev asylets navn i folkemunde.
“De gamles hjem” blev indviet samtidig med, at Skt. Johannes kirken stod klar, men endnu ikke indviet. Kirken blev først indviet i februar 1905.

Alderdomshjemmet havde plads til 90 personer og en sygeafdeling til 50. I 1925 blev det udvidet med en ny fløj, så der var plads til 170 ældre og 80 syge. Det var det eneste offentlige hjem for ældre i byen, indtil man i 1930’erne opførte aldersrenteboliger på Marselisborg Boulevard og [[Skovvangsvej]]. Der fandtes dog også private alderdomsstiftelser rundt om i byen.

De Gamles Hjem blev, efter utallige om- og tilbygninger, i 1970’erne omdøbt til '''Lokalcenter Bakkegården''' og i 90’erne til '''Lokalcenter Trøjborg'''.

===Se også===
*[[Alderdoms- og plejehjem i Aarhus Kommune]]

==De Gamles Hjem på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=110150 De Gamles Hjem]}}

[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

De Gamles Hjem

2024-01-25T07:55:34Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

<div class="tright">{{#display_map:
56.16695120224094, 10.213458795700085~De Gamles Hjem;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

[[Fil:De gamles hjem 1904.jpg|300px|thumb|right|De Gamles Hjem Kirkegårdsvej 1904]]

Siden 1893 havde byens gamle boet i et asyl i [[Graven]], men her var forholdene meget dårlige. De Gamles Hjem blev indviet i 1904 på Kirkegårdsvej, Trøjborg. I dag huser bygningen Lokalcenter Trøjborg.

===Alderdomsloven af 1891===
I 1891 kom Loven om alderdomsunderstøttelse. Betingelserne for at oppebære alderdomsunderstøttelse var bl.a. at man var fyldt 60 år, at man ikke i de sidste 10 år havde modtaget fattighjælp - efter 1908 i 5 år – og at man desuden var en agtværdig person. Man sigtede mod at hjælpen skulle ske i eget hjem med hjælp til husleje, brændsel, mad og medicin. Dermed undgik de ældre fattigvæsenets umyndiggørelse. Understøttelsens størrelse blev fastsat af kommunen. Først i 1922 fastslog en ny aldersrentelov faste takster som alle ældre havde ret til, men aldersgrænsen for modtagelse blev sat op til 65 år.
Kunne man ikke klare sig i hjemmet længere, blev der med 1891-loven mulighed for at tilbringe alderdommen i kommunale asyler.

===Alderdomsasyl===
Århus’ første alderdomsasyl blev indviet i starten af 1890’erne i havehuset ved fattigvæsenets enkeboder på Graven. Asylet blev dog snart for småt og utidssvarende. Et år senere var alle 44 pladser optaget af 10 ægtepar og 24 enlige. De skulle, for at få mad og lidt lommepenge, indordne sig asylets regler. Bl.a. gå i seng kl. 21.30 og de måtte ikke tigge i asylet eller uden for. Asylet havde ingen bad og ingen afdeling for syge. Skulle den ældre have bad eller sygdomspleje, skete det på kommunehospitalet for alderdomsvæsenets regning.

[[Aarhus Byråd]] modtog flere klager over forholdene med ønsker om forbedrede lokaler, forplejning og alderdomsstøttelsens beløb. Men byrådet mente ikke, at der var grund til at klage.
Efter indstilling fra Udvalget for Alderdomsunderstøttelse blev der dog ændret i spisereglementet for beboerne i asylet;

” …saaledes, at der kun hveranden Søndag gives Suppe med Daasekjød, medens der hver anden Søndag gives Sagosuppe vekslende med Sagovelling og Bøf samt hver anden Tirsdag Vandgrød og stegt Flæsk i Stedet for Kjærnemælksvælling og Labskovs.”

Få år senere tog Udvalget for Alderdomsunderstøttelse igen fat i byrådet og resultatet blev at spisereglementet igen blev ændret:

”...til Middagen den 8de Dag som Eftermad i Stedet for Spegesild med Kartofler gives Frikadeller elller Stegt Lever. at der i Morgendrikken i stedet for ½ Pot kogt Øl sættes I Kop Kaffe. at der med Hensyn til de til Morgen og Aften opførte Stykker Smørrebrød gives Ost paa 1 Stk ., og Kød paa 1 Stk., og at der i Asylet anvendes Smør i Stedet for Margarine."

===Peter Sabroe===
I 1900 blev Rasmus Peter Sabroe valgt ind i Aarhus Byråd for Socialdemokratier og blev formand for Alderdomsudvalget. Peter Sabroe var født i 1867 i Silkeborg. Som barn flyttede han med familien til Aarhus. Han var socialist og stærkt optaget af at skabe mere retfærdighed og lighed i samfundet for de svage grupper i samfundet. Sabroe rejste rundt i landet og afdækkede de sociale forhold, især for børnene, og hans hjem lignede ofte et børnehjem, da han husede nødstedte børn. Sabroe døde ved jernbaneulykken ved Bramminge i 1913, 46 år gammel.

[[Rasmus Peter Sabroe (1867-1913)|Peter Sabroe]] arbejdede også ihærdigt som formand for Alderdomsudvalget. Han var fra starten fortaler for et nyt alderdomshjem i Aarhus, for han ønskede at sikre de gamle en tryg alderdom. I 1899 besluttede Aarhus Byråd at bygge et nyt asyl på Trøjborg.

===De Gamles Hjem===
De Gamles Hjem blev indviet 5. november 1904 som byens første alderdomshjem af en stolt Peter Sabroe. Det var også ham, som viste kong Frederik den VIII rundt, da han i 1906 besøgte hjemmet;” "Også en konge har godt af at se, hvordan en arbejder behandler sine gamle."
Både byens spidser og repræsentanter for det jævne folk var med til indvielsen.

Den blev den første af en lang række af imponerende bygninger, som sammen med starten på [[Kommunehospitalet]], blev opført i de første ti år af 1900 tallet i området op til [[Trøjborg]].
Bygningen er ude fra set et flot stykke murerhåndværk, hvor der er kælet for de små detaljer, mens det indre i allerhøjeste grad tilgodeså de behov, som beboerne og personalet på den tid havde brug for.

”Indvielsesfesten begyndte den 5. november 1904, da klokkerne på den nyopførte [[Skt. Johannes Kirke]], slog tolv,” kan man læse i jubilæumsskriftet fra ”De gamles hjem”, som hurtigt blev asylets navn i folkemunde.
“De gamles hjem” blev indviet samtidig med, at Skt. Johannes kirken stod klar, men endnu ikke indviet. Kirken blev først indviet i februar 1905.

Alderdomshjemmet havde plads til 90 personer og en sygeafdeling til 50. I 1925 blev det udvidet med en ny fløj, så der var plads til 170 ældre og 80 syge. Det var det eneste offentlige hjem for ældre i byen, indtil man i 1930’erne opførte aldersrenteboliger på Marselisborg Boulevard og [[Skovvangsvej]]. Der fandtes dog også private alderdomsstiftelser rundt om i byen.

De Gamles Hjem blev, efter utallige om- og tilbygninger, i 1970’erne omdøbt til '''Lokalcenter Bakkegården''' og i 90’erne til '''Lokalcenter Trøjborg'''.

===Se også===
*[[Alderdoms- og plejehjem i Aarhus Kommune]]

==De Gamles Hjem på AarhusArkivet ==
{{Aarhusarkivet|text=[https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=110150 De Gamles Hjem]}}

[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Dansk Kvindesamfunds Hus

2024-01-25T07:47:56Z

Uffe: Zoomede

'''Dansk Kvindesamfunds Hus''' (også kaldet Kvindernes Hus) er beliggende på [[Frue Kirkeplads]] 1 på hjørnet ved [[Vestergade]] 24. Huset er opført 1928-30 med boliger for enlige, selverhvervende kvinder og med lokaler til [http://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Kvindesamfund Dansk Kvindesamfunds] aktiviteter. Den fire etagers rødstensbygning blev tegnet af stadsarkitekt [[Frederik Marius Rasmussen Draiby (1877-1966)|Frederik Marius Rasmussen Draiby]] og blev drevet af Kvindesamfundet frem til 1991.
<div class="tright">{{#display_map:
56.15789141545901, 10.204241707153905~Dansk Kvindesamsfunds Hus;
|width=378
|height=200
|zoom=17
|align=right
}}</div>

[[Fil:FrueKirkeplads1975.jpg|thumb|400px|right|Frue Kirkeplads i 1975 med Dansk Kvindesamfunds palæagtige hus i baggrunden.]]

== Husets opførelse 1928-30 ==
Dansk Kvindesamfund blev grundlagt i 1871 med det formål at give kvinder mulighed for at blive mere selvstændige medlemmer af familie og stat bl.a. ved at åbne adgang for selverhvervelse. Kvindesamfundet blev dannet på en tid, hvor kvinder ikke havde valgret, hvor kvinder havde begrænset adgang til uddannelse, og hvor der ikke fandtes ligeløn. Kvinders adgang til at forsørge sig selv gennem arbejde uden for hjemmet var vanskelig, og enlige kvinder var ofte henvist til at bo hos familiemedlemmer.

Som en reaktion på de herskende forhold fremsatte Dansk Kvindesamfunds århusianske afdeling, der var oprettet i 1886, i 1917 et forslag om at opføre et hus med boliger til enlige selverhvervende kvinder, men det økonomiske grundlag for huset var på den tid ikke til stede. Først et årti senere i 1927 blev forslaget genfremsat af bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund fru Voldborg Ølsgaard, og i 1928 blev der gennem salg af aktier skabt grundlag for at oprette et selskab, der skulle opføre og drive det foreslåede hus. Det blev dog i de følgende år ikke uden vanskeligheder, at husets opførelse blev realiseret.

Stadsarkitekt Frederik Draiby blev hyret til at tegne huset, hvilket dog mødte modstand fra [[Aarhus Byråd|byrådet]], som tidligere havde modtaget klager over, at kommunale embedsmænd udførte arbejde for private. Så selvom Draibys første skitser hurtigt lå klar, forbød byrådet ham i første omgang at overdrage dem til Kvindesamfundet. Fru Voldborg Ølsgaard, der nu var blevet formand for husets bestyrelse, påpegede dog straks i skarpe vendinger det urimelige i, at Kvindesamfundet på denne måde blev taget som gidsel i konflikten, og enden blev da også, at Frederik Draiby fik lov at gøre sit arbejde færdigt.

Senere opstod der dog spændinger mellem Draiby og Kvindesamfundet. Kvinderne ønskede bl.a. bad og toilet i hver bolig, men Draiby mente, at det måtte være tilstrækkeligt med fælles bad og toilet på gangen, og sådan blev det. Endelig viste den eksisterende aktietegning sig ikke tilstrækkelig, for byggeriet kom til at koste væsentligt mere end budgetteret. [[Aarhus Oliefabrik|Aarhus Oliefabriks]] direktør [[Malthe Conrad Holst]] trådte til med kapital og blev en af husets største aktionærer, hvorfor han blev næstformand for husets bestyrelse. Dansk Kvindesamfunds Hus – eller Kvindernes Hus, som det også kaldtes – blev dermed endeligt færdigbygget og blev indviet på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts 1930. Ved indvielsen var der 48 lejemål, hovedsageligt værelser hver med et lille køkken.

Det arkitektoniske resultat blev en tre etagers bygning i røde mursten med en fire etagers bred frontispice symmetrisk placeret i midten. Den røde murstensfacade fremstår fortsat i dag med klassicistiske dekorationer såsom gesimser og en tandsnitsfrise under tagudhænget, og i hver ende afrundes bygningen med skrå hjørnefag, hvorefter to sidefløje fortsætter langs Vestergade og [[Nygade]]. Den palæagtige bygning var ved indvielsen en monumental modsætning til de omkringliggende lave huse. Der har igennem tiden været delte meninger om huset. Det er på humoristisk vis blevet kaldt ”det herreløse hus” med henvisning til beboersammensætningen bestående af kvinder. I 1972 kaldte [[Aarhus Stiftstidende]] huset for et arkitektonisk misfoster, idet der blev argumenteret med, at det med sin højde var for tungt og harmonerede dårligt med omgivelserne bl.a. bestående af [[Vor Frue Kirke|Vor Frue Kirke og Kloster]]. Aarhus Kommuneatlas har dog siden, i 1997, anerkendt huset som værende af en bygningskulturel værdi med en tildeling af bevaringsværdien 3, hvilket på skalaen svarer til ”høj bevaringsværdi.”

== Beboere og aktiviteter 1930-91 ==
Ifølge samtidens vejvisere bestod beboerne i de 48 lejemål i 1930’erne af forskelligartede grupper. Nogle var beskæftiget inden for kontorerhverv såsom kontorassistenter og bogholdersker, andre med tøjhandel og fremstilling såsom en broderihandlerske og en modehandler. Dertil kom arbejdersker, telefonistinder, en massøse og en farmaceut m.fl. Dansk Kvindesamfunds aktiviteter i huset omfattede på den tid debatmøder om aktuelle problemer og driften af en ungdomsklub.

[[Fil:Dansk Kvindesamfund, 1986.jpg|thumb|right|350px|[[Vestergade]] fik i 1986 nyt navn, da [[Dansk Kvindesamfund]] ønskede at hædre kvindesagsforkæmperen [[Mathilde Fibiger]] med ophængning af et nyt gadeskilt på gavlen af Kvindesamfundets Hus.]]

Disse aktiviteter blev i de følgende årtier øget, og i 1970’erne afholdt kvindesamfundet kurser i fødselsforberedelse, feministisk selvforsvar, tale- og mødeteknik og yoga. Frem til ca. 1970 var der permanente ventelister på værelserne i huset, men efter 1960’ernes kulturelle omvæltninger og økonomiske velstandsstigning, hvor bl.a. et stigende antal kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet og havde opnået en øget uafhængighed, begyndte antallet af ansøgninger at falde. Dansk Kvindesamfund holdt dog fortsat fast i, at husets boliger udelukkende skulle lejes ud til enlige selverhvervende kvinder. I 1973 rummede huset både et- og toværelses boliger, og huslejen lå på 170-300 kr., hvilket svarer til 1.000-1.800 kr. i 2014-kurs. En del kvindelige studerende forsøgte ellers på denne tid at få en bolig i huset, men blev afvist. Princippet var nemlig, at beboere ved indflytningstidspunktet skulle være på arbejdsmarkedet. Der var dog ikke noget i vejen for, at de på et senere tidspunkt kunne begynde at studere. Beboersammensætningen bestod i 1975 af et højt antal ansatte inden for sundhedssektoren svingende fra læger over sygeplejersker og hjemmehjælpere til læge- og tandlægestuderende. Dertil kom bogholdere og bankansatte, lærere og kontorassistenter samt en husassistent, en servitrice og en slagteriarbejder.

I 1986 markerede den århusianske afdeling af Dansk Kvindesamfund sit 100-års jubilæum med en udstilling på [[Kvindemuseet]] og med udgivelsen af en [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06442935 bog] om de forløbne 100 år. I Dansk Kvindesamfunds Hus blev jubilæet markeret med en opsigtsvækkende happening, da Kvindesamfundet valgte at omdøbe Vestergade til [[Mathilde Fibigers Gade]] ved at ophænge et nyt gadeskilt på husets facade mod Vestergade. Forfatteren [[Mathilde Fibiger]] (1830-1872) var en ledende skikkelse i grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund i København i 1871, og i Aarhus ønskede Kvindesamfundet i 1980’erne at opkalde en gade efter hende. Det var der dog ikke opbakning til i Aarhus Byråd, hvorfor samfundet altså tog sagen i egen hånd.

== Restauranter ==
Imens husets boliger var forbeholdt de selverhvervende kvinder, så blev stueetagen indrettet til forskellige erhvervslejemål uden nogen direkte forbindelse til Dansk Kvindesamfund.

Blandt andet lå herreekviperingsforretningen Tip-Top i de første år på adressen. Derudover havde [[Mejerier i Aarhus|Mejeriet Vesterbro]] på [[Silkeborgvej]] et butiksudsalg på stedet, og endelig har der uafbrudt siden 1930 været drevet restaurant på stedet. Den første restaurant havde navnet [[Kvindernes Køkken/Kloster-Kaféen|Kloster-Kaféen]] og blev drevet af restauratør J. Carlsen under sloganet ”Bedste madsted – ekstra god kaffe.” I begyndelsen var der diskussioner om, hvorvidt restauranten skulle have lov til at servere alkohol. Dansk Kvindesamfunds lokalformand i Aarhus, lærerinde [[Hulda Pedersen]], var engageret i afholdsbevægelsen og satte sig imod servering af alkohol i huset. Det ville imidlertid være umuligt at drive restaurant uden alkoholbevilling, hvorfor Kvindesamfundet måtte acceptere alkoholserveringen, idet udlejning af restaurationslokalerne var en vigtig del af husets økonomiske grundlag. I 1945 blev driften af Kloster-Kafeen overtaget [[Georg Østergaard Andersen]], der hidtil havde drevet restaurant i [[Aarhus-Hallen]]. Han omdøbte restauranten til [[Restaurant Klostergården]] og markedsførte sig med sloganet ”Munken med maden”.

Klostergården eksisterede frem til 1983, hvor den sidenhen lokalt kendte kok [[René Knudsen]] sammen med sin hustru Anita Knudsen åbnede [[Restaurant René]] i lokalerne. Under sloganet ”En stjerne i centrum” fik Restaurant René igennem 1980’erne og 1990’erne succes med servering af gourmetmad og med udlejning af selskabslokaler og lokaler til møder og konferencer. Siden 1996 har [[Restaurant Lotus]] været beliggende på adressen, hvor Chan A. Quach serverer kinesiske retter.

Liste over restauranter i huset:
* 1930: Kloster-Kafeen v. J. Carlsen.
* 1945: Restaurant Klostergården v. Georg Østergaard Andersen.
* 1983: Restaurant René v. René Knudsen.
* 1996: Restaurant Lotus v. Chan A. Quach.
* 2019: Mamma's v. Madklubben

== Ejerforhold ==
Det var Dansk Kvindesamfund, der stod for aktiviteterne i huset, men ejerskabet var dog overladt til aktieselskabet ”Dansk Kvindesamfunds Hus i Aarhus A/S”. Dette selskab var i udgangspunktet ejet af Dansk Kvindesamfund og en kreds af aktionærer, men som omtalt i afsnittet om husets opførelse 1928-30 skød Aarhus Oliefabriks direktør [[Malthe Conrad Holst]] penge i selskabet og blev storaktionær. I 1943 og 1944 blev selskabet ramt af økonomiske problemer, da en række håndværksmestre, som havde pant i huset, krævede deres penge udbetalt. Situationen var så alvorlig, at husets eksistens var truet. Malthe Conrad Holst skød atter penge i selskabet, og en række småaktionærer forærede deres aktier til Dansk Kvindesamfund, hvorved huset overlevede. Inden sin død i 1951 testamenterede Holst sin ejerandel til [[Aarhus Universitet]], som dog først endeligt fra 1958 kom til at indgå som medejer af selskabet, der nu blev omdannet til et interessentselskab. Dette fælles ejerskab varede frem til 1991, hvor Aarhus Universitet besluttede at afhænde sin ejerandel af selskabet. Dansk Kvindesamfund undersøgte mulighederne for selv at drive huset videre alene, hvilket ikke viste sig muligt, og Kvindesamfundet var derfor også tvunget til at afhænde sin ejerandel. Dermed var det slut med det formål, som huset var opført til.

Fra 1991 blev huset ejet af en privat investor, der dog allerede i 1995 solgte huset videre til det nystiftede selskab ”Frue Kirkeplads 1 I/S”, som var under ledelse af [[Marie Louise Ebdrup]], der var konservativt byrådsmedlem 1998-2001. I maj 2015 er huset atter sat til salg, og ejeren håber, at salget kan indbringe 94,5 mio. kr.

Liste over ejere:
* 1928: Dansk Kvindesamfund, Malthe Conrad Holst og en kreds af aktionærer.
* 1944: Dansk Kvindesamfund og Malthe Conrad Holst.
* 1960: Dansk Kvindesamfund og Aarhus Universitet, Købesum: 800.000 kr. Vurdering: 1.000.000 kr.
* 1991: Finn Toustrup. købesum: 11 mio. kr. Vurdering: 7,6 mio. kr.
* 1995: Frue Kirkeplads 1 I/S v. Tidligere byrådsmedlem Marie Louise Ebdrup. Købesum: 13 mio. kr. Vurdering: 15,7 mio. kr.
* 2015: Sat til salg til 94,5 mio. kr. Vurdering: 53 mio. kr.

== Litteratur og kilder ==
* [http://danskkvindesamfund.dk/hvem-er-vi/historie/historik.html Dansk Kvindesamfunds historie]
* Fink, Jørgen: ”Frederik Draiby”, ''Århus-årbog 1992'', s. 71-79.
* Lous, Eva og Hanne Rimmen Nielsen (red.): ''Kvinder undervejs. Dansk Kvindesamfund i Århus 1886-1986'', Aarhus Universitetsforlag, 1986. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06442935 Find bogen på biblioteket]
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/Aarhuslitteratur-paa-laesesalen.aspx?sc_lang=da Preben Rasmussen udklipssamling]
* [https://www4.sa.dk/content/dk/ao-forside/find_ejendomsoplysninger? Tingbøger online]
* [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/ Århus Kommuneatlas]
* Århus Vejviser, flere årgange.

[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Dansk Kvindesamfunds Hus

2024-01-25T07:47:42Z

Uffe: Tilføjede google maps koordinater

'''Dansk Kvindesamfunds Hus''' (også kaldet Kvindernes Hus) er beliggende på [[Frue Kirkeplads]] 1 på hjørnet ved [[Vestergade]] 24. Huset er opført 1928-30 med boliger for enlige, selverhvervende kvinder og med lokaler til [http://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Kvindesamfund Dansk Kvindesamfunds] aktiviteter. Den fire etagers rødstensbygning blev tegnet af stadsarkitekt [[Frederik Marius Rasmussen Draiby (1877-1966)|Frederik Marius Rasmussen Draiby]] og blev drevet af Kvindesamfundet frem til 1991.
<div class="tright">{{#display_map:
56.15789141545901, 10.204241707153905~Dansk Kvindesamsfunds Hus;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

[[Fil:FrueKirkeplads1975.jpg|thumb|400px|right|Frue Kirkeplads i 1975 med Dansk Kvindesamfunds palæagtige hus i baggrunden.]]

== Husets opførelse 1928-30 ==
Dansk Kvindesamfund blev grundlagt i 1871 med det formål at give kvinder mulighed for at blive mere selvstændige medlemmer af familie og stat bl.a. ved at åbne adgang for selverhvervelse. Kvindesamfundet blev dannet på en tid, hvor kvinder ikke havde valgret, hvor kvinder havde begrænset adgang til uddannelse, og hvor der ikke fandtes ligeløn. Kvinders adgang til at forsørge sig selv gennem arbejde uden for hjemmet var vanskelig, og enlige kvinder var ofte henvist til at bo hos familiemedlemmer.

Som en reaktion på de herskende forhold fremsatte Dansk Kvindesamfunds århusianske afdeling, der var oprettet i 1886, i 1917 et forslag om at opføre et hus med boliger til enlige selverhvervende kvinder, men det økonomiske grundlag for huset var på den tid ikke til stede. Først et årti senere i 1927 blev forslaget genfremsat af bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund fru Voldborg Ølsgaard, og i 1928 blev der gennem salg af aktier skabt grundlag for at oprette et selskab, der skulle opføre og drive det foreslåede hus. Det blev dog i de følgende år ikke uden vanskeligheder, at husets opførelse blev realiseret.

Stadsarkitekt Frederik Draiby blev hyret til at tegne huset, hvilket dog mødte modstand fra [[Aarhus Byråd|byrådet]], som tidligere havde modtaget klager over, at kommunale embedsmænd udførte arbejde for private. Så selvom Draibys første skitser hurtigt lå klar, forbød byrådet ham i første omgang at overdrage dem til Kvindesamfundet. Fru Voldborg Ølsgaard, der nu var blevet formand for husets bestyrelse, påpegede dog straks i skarpe vendinger det urimelige i, at Kvindesamfundet på denne måde blev taget som gidsel i konflikten, og enden blev da også, at Frederik Draiby fik lov at gøre sit arbejde færdigt.

Senere opstod der dog spændinger mellem Draiby og Kvindesamfundet. Kvinderne ønskede bl.a. bad og toilet i hver bolig, men Draiby mente, at det måtte være tilstrækkeligt med fælles bad og toilet på gangen, og sådan blev det. Endelig viste den eksisterende aktietegning sig ikke tilstrækkelig, for byggeriet kom til at koste væsentligt mere end budgetteret. [[Aarhus Oliefabrik|Aarhus Oliefabriks]] direktør [[Malthe Conrad Holst]] trådte til med kapital og blev en af husets største aktionærer, hvorfor han blev næstformand for husets bestyrelse. Dansk Kvindesamfunds Hus – eller Kvindernes Hus, som det også kaldtes – blev dermed endeligt færdigbygget og blev indviet på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts 1930. Ved indvielsen var der 48 lejemål, hovedsageligt værelser hver med et lille køkken.

Det arkitektoniske resultat blev en tre etagers bygning i røde mursten med en fire etagers bred frontispice symmetrisk placeret i midten. Den røde murstensfacade fremstår fortsat i dag med klassicistiske dekorationer såsom gesimser og en tandsnitsfrise under tagudhænget, og i hver ende afrundes bygningen med skrå hjørnefag, hvorefter to sidefløje fortsætter langs Vestergade og [[Nygade]]. Den palæagtige bygning var ved indvielsen en monumental modsætning til de omkringliggende lave huse. Der har igennem tiden været delte meninger om huset. Det er på humoristisk vis blevet kaldt ”det herreløse hus” med henvisning til beboersammensætningen bestående af kvinder. I 1972 kaldte [[Aarhus Stiftstidende]] huset for et arkitektonisk misfoster, idet der blev argumenteret med, at det med sin højde var for tungt og harmonerede dårligt med omgivelserne bl.a. bestående af [[Vor Frue Kirke|Vor Frue Kirke og Kloster]]. Aarhus Kommuneatlas har dog siden, i 1997, anerkendt huset som værende af en bygningskulturel værdi med en tildeling af bevaringsværdien 3, hvilket på skalaen svarer til ”høj bevaringsværdi.”

== Beboere og aktiviteter 1930-91 ==
Ifølge samtidens vejvisere bestod beboerne i de 48 lejemål i 1930’erne af forskelligartede grupper. Nogle var beskæftiget inden for kontorerhverv såsom kontorassistenter og bogholdersker, andre med tøjhandel og fremstilling såsom en broderihandlerske og en modehandler. Dertil kom arbejdersker, telefonistinder, en massøse og en farmaceut m.fl. Dansk Kvindesamfunds aktiviteter i huset omfattede på den tid debatmøder om aktuelle problemer og driften af en ungdomsklub.

[[Fil:Dansk Kvindesamfund, 1986.jpg|thumb|right|350px|[[Vestergade]] fik i 1986 nyt navn, da [[Dansk Kvindesamfund]] ønskede at hædre kvindesagsforkæmperen [[Mathilde Fibiger]] med ophængning af et nyt gadeskilt på gavlen af Kvindesamfundets Hus.]]

Disse aktiviteter blev i de følgende årtier øget, og i 1970’erne afholdt kvindesamfundet kurser i fødselsforberedelse, feministisk selvforsvar, tale- og mødeteknik og yoga. Frem til ca. 1970 var der permanente ventelister på værelserne i huset, men efter 1960’ernes kulturelle omvæltninger og økonomiske velstandsstigning, hvor bl.a. et stigende antal kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet og havde opnået en øget uafhængighed, begyndte antallet af ansøgninger at falde. Dansk Kvindesamfund holdt dog fortsat fast i, at husets boliger udelukkende skulle lejes ud til enlige selverhvervende kvinder. I 1973 rummede huset både et- og toværelses boliger, og huslejen lå på 170-300 kr., hvilket svarer til 1.000-1.800 kr. i 2014-kurs. En del kvindelige studerende forsøgte ellers på denne tid at få en bolig i huset, men blev afvist. Princippet var nemlig, at beboere ved indflytningstidspunktet skulle være på arbejdsmarkedet. Der var dog ikke noget i vejen for, at de på et senere tidspunkt kunne begynde at studere. Beboersammensætningen bestod i 1975 af et højt antal ansatte inden for sundhedssektoren svingende fra læger over sygeplejersker og hjemmehjælpere til læge- og tandlægestuderende. Dertil kom bogholdere og bankansatte, lærere og kontorassistenter samt en husassistent, en servitrice og en slagteriarbejder.

I 1986 markerede den århusianske afdeling af Dansk Kvindesamfund sit 100-års jubilæum med en udstilling på [[Kvindemuseet]] og med udgivelsen af en [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06442935 bog] om de forløbne 100 år. I Dansk Kvindesamfunds Hus blev jubilæet markeret med en opsigtsvækkende happening, da Kvindesamfundet valgte at omdøbe Vestergade til [[Mathilde Fibigers Gade]] ved at ophænge et nyt gadeskilt på husets facade mod Vestergade. Forfatteren [[Mathilde Fibiger]] (1830-1872) var en ledende skikkelse i grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund i København i 1871, og i Aarhus ønskede Kvindesamfundet i 1980’erne at opkalde en gade efter hende. Det var der dog ikke opbakning til i Aarhus Byråd, hvorfor samfundet altså tog sagen i egen hånd.

== Restauranter ==
Imens husets boliger var forbeholdt de selverhvervende kvinder, så blev stueetagen indrettet til forskellige erhvervslejemål uden nogen direkte forbindelse til Dansk Kvindesamfund.

Blandt andet lå herreekviperingsforretningen Tip-Top i de første år på adressen. Derudover havde [[Mejerier i Aarhus|Mejeriet Vesterbro]] på [[Silkeborgvej]] et butiksudsalg på stedet, og endelig har der uafbrudt siden 1930 været drevet restaurant på stedet. Den første restaurant havde navnet [[Kvindernes Køkken/Kloster-Kaféen|Kloster-Kaféen]] og blev drevet af restauratør J. Carlsen under sloganet ”Bedste madsted – ekstra god kaffe.” I begyndelsen var der diskussioner om, hvorvidt restauranten skulle have lov til at servere alkohol. Dansk Kvindesamfunds lokalformand i Aarhus, lærerinde [[Hulda Pedersen]], var engageret i afholdsbevægelsen og satte sig imod servering af alkohol i huset. Det ville imidlertid være umuligt at drive restaurant uden alkoholbevilling, hvorfor Kvindesamfundet måtte acceptere alkoholserveringen, idet udlejning af restaurationslokalerne var en vigtig del af husets økonomiske grundlag. I 1945 blev driften af Kloster-Kafeen overtaget [[Georg Østergaard Andersen]], der hidtil havde drevet restaurant i [[Aarhus-Hallen]]. Han omdøbte restauranten til [[Restaurant Klostergården]] og markedsførte sig med sloganet ”Munken med maden”.

Klostergården eksisterede frem til 1983, hvor den sidenhen lokalt kendte kok [[René Knudsen]] sammen med sin hustru Anita Knudsen åbnede [[Restaurant René]] i lokalerne. Under sloganet ”En stjerne i centrum” fik Restaurant René igennem 1980’erne og 1990’erne succes med servering af gourmetmad og med udlejning af selskabslokaler og lokaler til møder og konferencer. Siden 1996 har [[Restaurant Lotus]] været beliggende på adressen, hvor Chan A. Quach serverer kinesiske retter.

Liste over restauranter i huset:
* 1930: Kloster-Kafeen v. J. Carlsen.
* 1945: Restaurant Klostergården v. Georg Østergaard Andersen.
* 1983: Restaurant René v. René Knudsen.
* 1996: Restaurant Lotus v. Chan A. Quach.
* 2019: Mamma's v. Madklubben

== Ejerforhold ==
Det var Dansk Kvindesamfund, der stod for aktiviteterne i huset, men ejerskabet var dog overladt til aktieselskabet ”Dansk Kvindesamfunds Hus i Aarhus A/S”. Dette selskab var i udgangspunktet ejet af Dansk Kvindesamfund og en kreds af aktionærer, men som omtalt i afsnittet om husets opførelse 1928-30 skød Aarhus Oliefabriks direktør [[Malthe Conrad Holst]] penge i selskabet og blev storaktionær. I 1943 og 1944 blev selskabet ramt af økonomiske problemer, da en række håndværksmestre, som havde pant i huset, krævede deres penge udbetalt. Situationen var så alvorlig, at husets eksistens var truet. Malthe Conrad Holst skød atter penge i selskabet, og en række småaktionærer forærede deres aktier til Dansk Kvindesamfund, hvorved huset overlevede. Inden sin død i 1951 testamenterede Holst sin ejerandel til [[Aarhus Universitet]], som dog først endeligt fra 1958 kom til at indgå som medejer af selskabet, der nu blev omdannet til et interessentselskab. Dette fælles ejerskab varede frem til 1991, hvor Aarhus Universitet besluttede at afhænde sin ejerandel af selskabet. Dansk Kvindesamfund undersøgte mulighederne for selv at drive huset videre alene, hvilket ikke viste sig muligt, og Kvindesamfundet var derfor også tvunget til at afhænde sin ejerandel. Dermed var det slut med det formål, som huset var opført til.

Fra 1991 blev huset ejet af en privat investor, der dog allerede i 1995 solgte huset videre til det nystiftede selskab ”Frue Kirkeplads 1 I/S”, som var under ledelse af [[Marie Louise Ebdrup]], der var konservativt byrådsmedlem 1998-2001. I maj 2015 er huset atter sat til salg, og ejeren håber, at salget kan indbringe 94,5 mio. kr.

Liste over ejere:
* 1928: Dansk Kvindesamfund, Malthe Conrad Holst og en kreds af aktionærer.
* 1944: Dansk Kvindesamfund og Malthe Conrad Holst.
* 1960: Dansk Kvindesamfund og Aarhus Universitet, Købesum: 800.000 kr. Vurdering: 1.000.000 kr.
* 1991: Finn Toustrup. købesum: 11 mio. kr. Vurdering: 7,6 mio. kr.
* 1995: Frue Kirkeplads 1 I/S v. Tidligere byrådsmedlem Marie Louise Ebdrup. Købesum: 13 mio. kr. Vurdering: 15,7 mio. kr.
* 2015: Sat til salg til 94,5 mio. kr. Vurdering: 53 mio. kr.

== Litteratur og kilder ==
* [http://danskkvindesamfund.dk/hvem-er-vi/historie/historik.html Dansk Kvindesamfunds historie]
* Fink, Jørgen: ”Frederik Draiby”, ''Århus-årbog 1992'', s. 71-79.
* Lous, Eva og Hanne Rimmen Nielsen (red.): ''Kvinder undervejs. Dansk Kvindesamfund i Århus 1886-1986'', Aarhus Universitetsforlag, 1986. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06442935 Find bogen på biblioteket]
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/Aarhuslitteratur-paa-laesesalen.aspx?sc_lang=da Preben Rasmussen udklipssamling]
* [https://www4.sa.dk/content/dk/ao-forside/find_ejendomsoplysninger? Tingbøger online]
* [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/ Århus Kommuneatlas]
* Århus Vejviser, flere årgange.

[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori: Foreninger]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]