AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Jægergården

2014-05-07T13:04:54Z

TrineG:

Når man i dag går på Frederiksbjerg og forbi [[Jægergårdsgade]], så er det formentlig de færreste der overvejer hvordan denne gade oprindeligt fik sit navn.

'''Jægergården''' var oprindeligt et markhus under [[Marselisborg Gods]]. Den blev efter nybygning i 1724 kaldt ''Marselisborg Jægergaard''. Navnet bæres dog fortsat videre i dag, idet Aarhus kommune i 2001 valgte at give sin administrationsbygning på Værkmestergade navnet ''Jægergården''.
Selvom bygningen er ny, er administration på Jægergården det dog ikke. Helt tilbage til den oprindelige bygning har der været administrative kræfter forbundet til denne.

==Aarhus under Jægergårdens opførelse==
[[Fil:Billede 2. Udsigt fra Wallensteins skanse 1870.jpg|right|thumb|350px|Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse(Nuværende [[Skanseparken]]) ca. år 1870. I forgrunden th. ses [[Elvirasminde]] og bagved Hads Herredsvejen ind mod Aarhus(nuværende [[Spanien]]). Øst for vejen ses kalkværket (uden skorsten), overfor her ses Jægergaardsvejen mod vest. Jægergården er skjult bag træerne.]]

Nuværende [[Marselisborg Allé]] var oprindelig en marksti der forbandt Jægergården med herregården og den gamle jægergård tjente bl.a. som bolig for skovridere, samt aftægtsbolig for enker og pensionerede forvaltere.

I midten af 1800-tallet var befolkningstallet i Aarhus fortsat forholdsvis lavt, og de knap 8.000 indbyggere boede bag plankeværk og byens syv byporte. I syd, ud mod Jægergården, var portene ved [[Dynarken]] (v/nuværende politistation) og Frederiksport (Ved [[Frederiksgade]]s udmunding ved [[Sønder Allé]]). Selvom byen her kridtede sit skel op imellem land og by, gik byens bebyggelse endnu ikke helt ud til portene. Byen var fortsat centreret omkring domkirke kvarteret, mens området syd for åen fortsat var primært gartnerjord og jordlodder.
Udenfor byen var der nogle få indfaldsveje til Aarhus, hvoraf Hads Herredsvejen (beliggende på nuværende [[Spanien]], [[Strandvejen]] og [[Oddervej]])gik forholdsvis tæt forbi Jægergården.
Udover vejene talte bebyggelsen ikke meget udenfor byen. Jægergården og [[Magdalenemøllen]] ved [[Vibyvej]], var de eneste før Marselisborg og [[Viby]].
På nuværende [[Langenæs]] var området præget af røgelkrat, mens [[Wallensteins Skanse]] (området omkring [[Skanseparken]] v/Odensegade) knejsede sig op i det åbne landskab mod øst.

==Vekslende ejerskab==
[[Fil:Frederik Danneskjold-Samsø.jpg|left|thumb|240px|[[Frederik Danneskjold-Samsøe]] (1703 1/11 - 1770 18/7) Ejer af Marselisborg 1719-70]]
Alt areal syd for byen hørte under [[Marselisborg]], der dengang lå omtrent hvor [[Marselisborg Gymnasium]] ligger i dag. Daværende Marselisborg havde intet, udover navnet, tilfælles med nuværende Marselisborg.
På Jægergårdens tid var Marselisborg gods tilknyttet herregården [[Havreballegård]], men efter enevældets indførelse i 1660 blev godset overdraget til [[Gabrielle Marselis]]. Han overdrog det til sin søn [[Constantin Marselis]], der omdøbte gården til Marselisborg.
Selve Marselisborg blev brændt under svenskerkrigene, og mens der blev opført nye avlsbygninger kom der aldrig en ny hovedbygning. Efter Constantins død, overgik godset først til [[Ulrik Christian Gyldenløve]] og herefter [[Frederik Danneskjold-Samsøe]]. Det var under Frederik Danneskjold-Samsøe at Jægergården oprindeligt blev opført i midten af 1700-tallet.

Efter Danneskjold-Samsøe, overdrog [[Christian VI]] Marselisborg til den første Gersdorff – [[R. Ph. Gersdroff]]- hvorefter flere Gersdorff’er fulgte. Efter Napoleons krigene gik så den daværende ejer stiftamtmand Güldencrone fallit, og Marselisborg blev opkøbt af endnu en Gersdorff. Denne gik dog fallit, og Marselisborg blev købt af Aarhus-sagfører og politiker [[Casper P.R. Ingerslev]] i 1833. Gården blev senere overgivet til dennes søn, senere indenrigsminister [[H.P. Ingerslev]] – På dette tidspunkt var Jægergården dog solgt fra godset.

==Jægergården og skovriderne==
Fra herregården, kunne man ikke overskue opsynet med godset og flere ’administrations’ huse var derfor opført. Dengang var dette navn naturligvis ikke knyttet, men husene blev netop opført for, at administrere godset på de områder som herregården ikke selv kunne nå ud til.

I starten af 1700-tallet, beskrives det, at [[Peder Nielsen]] boede i Marselisborg Markhus. Da han også var skytte blev det af og til betegnet som ''Skyttehuset'', men endnu ikke som Jægergården. Huset har formenligt også haft mindre prangende karakter dengang. I 1724 blev markhuset erstattet af en mere standsmæssigbygning, der for første gang omtales som ''Marselisborg Jægergaard''. Denne bindingsværksgård, lå omtrent midt imellem Aarhus og Marselisborg, og bygningens første beboer – [[Johan Christoffer Redder]]- fik titlen ''skovrider''. Nogen rider kunne han dog ikke ligefrem forbindes med, idet der findes flere eksempler på voldsdomme og lignende i hans forholdsvis korte arbejdstid på Jægergården.
Efter ham, blev [[Just Meihenerhausen]] gjort til skovrider og han passede, i langt højere grad end sin forgænger, sit embede frem til sin død i 1751.
I 1754 omtales den nye skovrider [[Johan Wræum]] for første gang, og han fortsatte sin forgængers dedikerede eksempel.

==Jægergården som traktørsted==
Efter Johan Wræum ændrede Jægergårdens formål sig. Skovriderne blev centreret i Skovridergården i syd, og Jægergården i nord begyndte således at ændre karakter. Den tjente herefter i flere forskellige foretagender, heriblandt som enkesæde og tjenestebolig for Marselisborgs ansatte. Huset var ikke selv af prangende karakter, det blev i 1778 beskrevet til at bestå af stuehus, sidehus, lade, kreaturstald og et lille vognhus.
Det var i langt højere grad de omkringliggende herligheder, der tilskrev Jægergården værdi. I 1788 sikrede Marselisborgs gartner [[Henrik Anton Flentie]] sig selv og sin hustru lejemål for livstid i boligen og de tilknyttede herligheder. I 1793 blev herligheden udvidet med en mark der vendte ind imod Aarhus, og rettede dermed også Jægergården fokus ind imod Aarhus borgernes behov.
Aarhus’ borgere skulle have frugt og grønt, og derudover nærede de også et behov for at komme ud af de trange kår i byen. Derfor indrettede Henrik Anton Flentie i slutningen af 1790erne Jægergården som eftertragtet traktørsted. Omrking år 1800 sikrede byens fornemste klub - kronprinsens klub- sig særaftale med Flentie. Efter Flenties død i 1819 var der ikke nogen der åbnede samme succes.

==Den anden Jægergård==
[[Fil:Billede 3 Jægergården 1880.jpg|right|thumb|400px|Jægergårdens gårdsplads, som den omtrent tog sig ud i M.P. Bruuns tid. Fotografi af C.C. Petersen, der var fotograf i Aarhus 1884-1888.]]
1831 udbrød koleraepidemi, og Jægergården blev bestemt til isolations lokaler såfremt Aarhus skulle blive ramt. Epidemien gik dog Aarhus forbi, men beredskabet bestod fortsat og først i 1837 blev der indbudt til auktion på koleralazarettets inventarer for Jægergården.
Omkring 1830 blev en ny bygning opført, det er dog ikke fastsat præcis hvornår. Det formodes dog, at det hang sammen med Amtmand [[Carl Gustav Rosenørn]]s bolignød i 1833, hvor stiftsamtmandens kontor flyttede til Jægergården og byens autoritet dermed rykkede udenfor byen.

Rosenørn måtte på grund af øjensygdom fratræde embedet og dermed fraflytte Jægergården i 1843, han blev herefter afløst af [[Jens Andreas Graah]]. Hvor Rosenørn havde været festlig og vellidt, var Graah langt mere stivbenet og arrogant. Han vandt derfor i sin tid hverken anerkendelse eller autoritet.

Da Rosenørn fratrådte i 1843, solgte godsejer Ingerslev Jægergården og de tilhørende 26 tønder land til købmand [[Anders Malling]]. Da Graah flyttede fra Jægergården og ind i byen i 1845, flyttede Malling selv ud på gården. Efter et par år måtte han dog indse, at det heller ikke var noget for ham at bo ’så langt uden for byen’, og også han flyttede tilbage. I 1851 solgte han Jægergården igen.
Denne gang var det kammerjunker [[Wichfeldt]] fra Lolland der overtog gården, han havde dog, ligesom sin forgængere, kort tid som ejer af Jægergården. I 1857 opkøbte Mads Pagh Bruun Jægergården, og dermed fulgte nye tider.

Under M.P. Bruun blomstrede Jægergården op på ny, men denne opblomstring forstrede samtidig dens endelige. [[Mette Marie Dalgas]] -barnebarn af Enrico Mylius Dalgas – har senere skildret livet på Jægergården som farverigt og skønt.

==Jernbanens indtog og Jægergårdens udgang==
[[Fil:Jægergården-1900.jpg|350px|thumb|left|Jægergården omkring 1900. Blev nedrevet i 1910.]]
Allerede i 1862 kom Den jyske jernbane til Aarhus, og dette fik stor betydning for eftertiden i Aarhus. Da jernbane skulle udvides mod syd begyndte der, at opstå røre i andedammen. Flere højtstående i hovedstaden så det provinsielle Aarhus som en stor konkurrent, og talte derfor for, at jernbane udvidelsen skulle gå fra Brabrand. Således skulle Aarhus blot blev et sidespor i stedet for en direkte konkurrent. Imod det forslag rejste der sig enorme protester og de betydningsfulde mænd i Aarhus gik sammen for, at sikre jernbaneudvidelsen. Blandt andre gik godsejer Ingerslev og M.P. Bruun på Jægergården sammen for, at sikre at deres repræsentant J.M. Mørk fik en plads og en stemme i Folketinget. Mørk sikrede med denne hjælp, at jernbaneudvidelsen kom til at gå fra Aarhus.
Først i 1867 blev den daglige drift af jernbanen overtaget af staten, men frem til da besad M.P. Bruun en vigtig plads i bestyrelsen, som aktionærernes valgte repræsentant.

Året efter jernbaneanlæggets anlæg i 1862, blev det britiske banekompagni anlagt og dette var i en årrække byens største industrielle arbejdsplads. I begyndelsen var arbejdet ikke særlig omfattende, men med jernbaneudvidelsen på ca. 750 km. i 1880erne var der pludselig nok at gøre.
I 1880 blev de Danske Statsbaner(DSB) oprette og jernbaneværkstedet i Aarhus blev herunder gjort til hovedværksted for Jylland og Fyn. I den forbindelse skiftede det navn til ´´Centralværkstedet´´. Dette krævede yderlige udvidelser, og under disse var Jægergården efterhånden ved at blive klemt inde.
Under sin levetid havde M.P. Bruun allerede frasolgt sig områder til denne udvidelse, og kort tid efter hans død i 1884 solgte hans enke Jægergården til DSB.

Herefter blev Jægergården igen ramme for administration, idet Centralværkstedet indrettede kontorer og tjenesteboliger i gården. Jægergården blev som tilknytning til DSB brugt til flere forskellige formål, men en udbygningsplan der strakte sig fra 1908-1918 gav Jægergården dødsstødet.

Jægergården, der havde startet sine dage som en storslået bygning udenfor byen, stod nu som et faldefærdigt fremmedelement mellem Centralværkstedets bygninger. Den blev derfor nedrevet, og den nye administrationsbygning blev opført i 1910 lidt længere oppe af gaden og var bygget i treetager samt under og overkælder.
For at koble de nye til det gamle, malede kunstneren C. Milton Jensen et maleri af Jægergården, der blev ophængt i den nye bygning.

[[Fil:Ny Jægergården 2005.jpg|thumb|350px|right|Kommunens administrationsbygning Jægergården, Foto 2005]]
Centralværkstederne blev nedrevet i 1998, hvorefter Århus Kommune opførte en ny administrationsbygning på samme grund, som den gamle gård havde ligget. Den har genantaget navnet Jægergården. Den fik adresse på den nyanlagte [[Værkmestergade]].

Den nye Jægergårde er opført af NCC Rasmussen og Schiøtz, med rådgivende arkitektfirma 3xNielsen og rådgivende ingeniørfirma Rambøll. Byggeriet blev påbegyndt 15. oktober 1999 og blev indviet ved rådmand for Magistratens 1. Afdeling Lis Særkjær den 9. marts 2001.

Nogle af husets ydervægge er beklædt med ca. 1400 glasplader, hvoraf 420 er beklædt med silketryk med motiver lavet over alfabetets bogstaver - kaldes 'kalligrammer'. Motiverne er udarbejdet af designer og arkitekt Finn Sködt.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Kenn Tarbensen og overført fra Århus Leksikon
*''Kurt Lundskov'' (red): Jægergården - fra landsted til byhus. Artikel af Kenn Tarbensen. 2001. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A23400596 Bestil materiale]
*''Kurt Lundskov'': Den nye Jægergaard. Artikel i Personalebladet Mag'et. Nr.4. 1999
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori:Land- & skovbrug]]

2014-03-19T14:13:16Z

TrineG:

[[Fil:Valdemarsgades skole 1880.jpg|thumb|250px|right|Valdemarsgades Skole 1880]]
'''Valdemarsgades Skole''' blev med [[Vilhelm Puck]] som arkitekt bygget 1879/1880 og taget i brug som fælleskole for drenge og piger i maj 1880.
I henhold til Vedtægt for 'Aarhus Købstads Skolevæsen af 1880' var det officielle navn på Valdemarsgades Skole ''Søndre Byskole'', og opstod som et supplement til [[Paradisgades Skole|Nordre Byskole]] i [[Paradisgade]]. Både Nordre og Sønder byskole var Friskoler og dermed "bestemt for alle skolepligtige børn fra (8)9 til 14 års alder, som ikke på anden måde modtager lovbefalet undervisning". De var altså et modstykke til de betalingspligtige borgerskoler.
Valdemarsgades Skole opstod, efter en forbedring af Aarhus skolevæsenet, i et forsøg på at nedsætte antallet af elever i klasserne.

Hovedbygningen i to etager med kælder havde plads til 14 normalklasser og en overlærerbolig, og hertil kom et fritliggende gymnastikhus, som med sin enlige gymnastiksal befriede den nye skoles elever for at skulle tage turen til byens hidtil eneste gymnastiksal i Paradisgade. Skolens indretning blev snart genstand for offentlig kritik, og det måtte stå klart, at foretagne besparelser havde haft et forkert sigte.

Valdemarsgades Skole blev i 1961 lagt sammen med [[Frederiks Allés Skole]] og omdøbt til [[Brobjergskolen]].

==Litteratur og kilder==
*Chr. Buur: Aarhus Skolevæsens historie

[[Kategori:Undervisning & uddannelse ]]

2014-03-06T13:54:37Z

TrineG:

Frants Otto Lassen

2014-03-06T13:47:19Z

TrineG:

2014-02-12T13:28:27Z

TrineG:

=== Etablering af fabrikken ===
'''Dansk Konservesfabrik A/S''' blev etableret i [[Munkegade]] 19 i december 1914 af direktør [[Aage Herschend]] og landbrugskandidat [[Jesper Jørgen Jespersen]] med en begyndende aktiekapital på 20.000 kr. Fabrikken strakte sig over fire etager, og indeholdte bl.a. byens største køleanlæg.

Under krigen blev der udvidet af flere omgange, og gav arbejde til op imod 70 medarbejder og funktionærer.
Fabrikken opstod på baggrund af nye afsætningsmuligheder på det tyske fødevaremarked under 1. verdenskrig, hvor bl.a. afsætningen af den danske gullaschproduktion opnåede nye højder. Dansk Konservesfabrik havde da også gullaschen som et af sine hovedprodukter, mens leverpostej og bouillonterninger også var at finde i produktionen. Da produktionen var på sit højeste, kunne fabrikken producere op imod 70.000 bouillonterninger om dagen. Disse blev, efter den fuldautomatiske produktion, pakket i blikdåser så saltet i terningerne ikke fordampede.

=== Herschends gullaschfabrik ===
Dansk Konservesfabrik var ikke af enestående karakter, og flere fabrikker med lignende produktioner opstod på baggrund af krigsspekulationer overalt i Danmark under krigen. Disse havde sjældent et godt rygte med sig, og blev ofte forbundet direkte med en fødevareproduktion af ganske tvivlsom karakter. Dette var også tilfældet i Aarhus.

Med sin start i 1914 var Dansk Konservesfabrik derfor nem at sætte i direkte forbindelse med disse krigsspekulanter, der i Danmark blev kendt som de Folkevittige ’Gullaschbaroner’. I Aarhus fik ’Gullaschbaronerne’ også plads i Folkevittigheden, her der blev talt om at dåserne med gullasch kunne bruges som håndgranater, og dermed var både til at leve og dø af. Dette var dog ikke noget Dansk Konservesfabrik forbandt sig selv med, og også Århus Stiftstidende tog Aage Herschends fabrik i forsvar. Den bragte i august 1916 en artikel med en rundvisning på fabrikken i Munkegade. Her viste Herschend sin fabrik frem, og fortalte historier om fabrikkens produktion. Her var produkterne, ifølge Herschend, ikke at sammenligne med håndgranater, men derimod af ganske fornem karakter. Om produktionen af Gullasch, fortalte han bl.a.:

''’’Forleden’, fortæller han, ’kom der en Dame herhen og spurgte, om hun kunde købe noget af vor Sauce. Den blev jo lavet paa hotel ”royal”, havde man fortalt hende, og den var ekstra. Jeg Maatte jo saa forklare hende, at den fra Royal var skam ikke nær god nok til os, og at vi derfor lavede den selv’''.

Efter rundvisningen var Århus Stiftstidende da også så overbeviste, at artiklen afsluttedes med en konklusion om ''’… at hr. Herschends Gullasch ikke egner sig til haandgranater. Den er ikke til at dø af ’''.

Fabrikkens medvind i krigsårene afspejlede sig også tydeligt i aktiekapitalen som blev udvidet af flere omgange. I 1915 med 10.000 kr. og i 1916 blev først 120.000 kr. tilføjet mens yderlig 500.000 kr. blev tilføjet i efteråret. Herschends tro på at hans produkt adskilte sig fra de øvrige krigsproducenters, kunne også ses i fabrikkens fremtidsvisioner. Flere ejendomme blev opkøbt for at føre foretagendet videre, også efter krigens afslutning. I 1917 blev slagtermester [[Frederik Hasles]] forretning på [[Lille Torv]] 6A opkøbt, og i 1918 blev otte ejendomme i [[Norsgade]] og to på [[Nørre Allé]] tilføjet. I 1918 blev der ydermere udvidet med en filial i København.

=== Visionen om det danske hjemmemarked ===
Udover filialen i hovedstaden udgav fabrikken også kogebogen 'D.K. Kogebog for den daglige Madlavning' i 1918. Dette var en 40 siders moderne kogebog der indeholdte opskrifter, rim og økonomiske tips til den danske husmoder. Alle disse var naturligvis bygget på brug af Dansk Konservesfabriks bouillonterninger. Terninger blev i bogen fremstillet som det nye vigtige grundprodukt i den danske husholdning, så husmoderen aldrig igen ville ''’komme i forlegenhed, naar Sausen og Suppen skulde gives Smag, Kraft og Fylde’''. Kogebogen afspejlede en hel ny vision, og det var nu tydeligt at det var det danske marked der skulle erobres. Der blev lagt stor vægt på at terningerne var af dansk produktion, og dette blev understreget af flere forskellige rim om dette:

''’Hvorfor søge bestandig det udenlandske, husk: D.K-terning de ere Danske!’'' og ''’D.K. er hverken Tysk eller Fransk, men er det første og sidste Bogstavi i DANSK’''

Disse rim var at finde på hver enkel side i bogen. Udover danskheden lagde rimene også stor vægt på de mange besparelser som terningerne kunne hjælpe den danske husmoder til. Kogebogen leverede også opskrifter og spisesedler på alt fra suppe til svinekam, hvilket naturligvis alt sammen var produceret med hjælp fra D.K. terningerne.
I 1919 nåede fabrikkens aktiekapital op på 1 million kroner. Dog sluttede gullasch-eventyret brat for Dansk Konservesfabrik, da eksporten til Tyskland ophørte. I 1920 leverede den et nettounderskud på 1,5 millioner, og i 1921 blev selskabet likvideret. Visionen om at omvende den danske husmoder, og vinde det danske hjemmemarked havde slået fejl.

== Litteratur og kilder ==
* Aarhus gennem tiderne II, Nyt nordisk forlag, 1940
*Det talte man om … - rids fra Århus i 100 år, Århus byhistorisk Udvalg, Universitetsforlaget, 1986
* D.K. Kogebog, udgivet af Dansk Konservesfabrik A/S 1918
*Århus Stiftstidende den 27.08.1916

[[Kategori: Håndværk & industri]]