AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Gaslygter i Aarhus

2019-12-20T12:17:25Z

Thorup: Oprettede siden med "Man kunne i godt 100 år opleve gasgadebelysning i Aarhus. De første gaslygter blev tændt 2. januar 1855, og kun kortvarigt afbrudt af 2. verdenskrig blev gaslygter benytt..."

Man kunne i godt 100 år opleve gasgadebelysning i Aarhus. De første gaslygter blev tændt 2. januar 1855, og kun kortvarigt afbrudt af 2. verdenskrig blev gaslygter benyttet uafbrudt frem til d. 10. januar 1957 hvor den sidste lygte blev slukket. Gaslygterne blev særligt udbredte i villakvarterer. Før 1917 blev lygterne tændt manuelt af lygtetænder, men Imellem 1917 og 1922 blev lygtetændingen automatiseret. Gaslygternes antal toppede i 1913 hvor 1322 lygter var opstillet i byen, i de følgende årtier fik gaslygterne i stigende grad konkurrence af elektrisk gadebelysning. De sidste lygter forsvandt langsomt i løbet af 50erne: I 1952 var der lygternes antal nede på 396, i 1955 var der 184 lygter og i 1957 var det altså slut.

== Kilder ==

* Århus kommunes beretning 1956/57, s. 337
* Århus kommunes beretning 1954/55
* Århus kommunes beretning 1952/53

Aarhus' historie

2019-12-18T12:45:08Z

Thorup: /* Nye bebyggelser */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===

<mapframe text="Efter udbyggelser og vækst igennem middelalderen nåede Aarhus i 1500-tallet omtrent den fysiske udstrækning den beholdt 1800-tallet. Kortet markerer i grove træk dette område." width=400 height=400 zoom=12 align=right latitude=56.156925 longitude=10.210845>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"properties": {},
"geometry": {
"type": "Polygon",
"coordinates": [
[
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
],
[
10.214066505432129,
56.15584030064613
],
[
10.213637351989744,
56.15772844087841
],
[
10.214259624481201,
56.16017810477468
],
[
10.211856365203857,
56.16096674381235
],
[
10.211191177368164,
56.160763611062876
],
[
10.207414627075195,
56.15883977117505
],
[
10.204946994781494,
56.158409582615874
],
[
10.201942920684814,
56.157071187402316
],
[
10.199539661407469,
56.15630636920257
],
[
10.199410915374756,
56.15572079497737
],
[
10.199968814849854,
56.15538617712727
],
[
10.202693939208984,
56.155063507154594
],
[
10.204131603240967,
56.15305572199134
],
[
10.20627737045288,
56.15287645035689
],
[
10.209174156188965,
56.153187187325024
],
[
10.211985111236572,
56.153234992789415
],
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
]
]
]
}
}
]
}
</mapframe>

Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-18T12:41:23Z

Thorup: /* Nye bebyggelser */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===

<mapframe text="-title-" width=400 height=400 zoom=12 align=right latitude=56.156925 longitude=10.210845>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"properties": {},
"geometry": {
"type": "Polygon",
"coordinates": [
[
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
],
[
10.214066505432129,
56.15584030064613
],
[
10.213637351989744,
56.15772844087841
],
[
10.214259624481201,
56.16017810477468
],
[
10.211856365203857,
56.16096674381235
],
[
10.211191177368164,
56.160763611062876
],
[
10.207414627075195,
56.15883977117505
],
[
10.204946994781494,
56.158409582615874
],
[
10.201942920684814,
56.157071187402316
],
[
10.199539661407469,
56.15630636920257
],
[
10.199410915374756,
56.15572079497737
],
[
10.199968814849854,
56.15538617712727
],
[
10.202693939208984,
56.155063507154594
],
[
10.204131603240967,
56.15305572199134
],
[
10.20627737045288,
56.15287645035689
],
[
10.209174156188965,
56.153187187325024
],
[
10.211985111236572,
56.153234992789415
],
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
]
]
]
}
}
]
}
</mapframe>

Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-18T12:39:59Z

Thorup: /* Nye bebyggelser */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===

<mapframe text="-title-" width=400 height=400 zoom=12 align=left latitude=56.156925 longitude=10.210845>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"properties": {},
"geometry": {
"type": "Polygon",
"coordinates": [
[
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
],
[
10.214066505432129,
56.15584030064613
],
[
10.213637351989744,
56.15772844087841
],
[
10.214259624481201,
56.16017810477468
],
[
10.211856365203857,
56.16096674381235
],
[
10.211191177368164,
56.160763611062876
],
[
10.207414627075195,
56.15883977117505
],
[
10.204946994781494,
56.158409582615874
],
[
10.201942920684814,
56.157071187402316
],
[
10.199539661407469,
56.15630636920257
],
[
10.199410915374756,
56.15572079497737
],
[
10.199968814849854,
56.15538617712727
],
[
10.202693939208984,
56.155063507154594
],
[
10.204131603240967,
56.15305572199134
],
[
10.20627737045288,
56.15287645035689
],
[
10.209174156188965,
56.153187187325024
],
[
10.211985111236572,
56.153234992789415
],
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
]
]
]
}
}
]
}
</mapframe>

Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-18T12:34:37Z

Thorup: /* Nye bebyggelser */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===

<mapframe text="-title-" width=400 height=400 zoom=12 latitude=56.156925 longitude=10.210845>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"properties": {},
"geometry": {
"type": "Polygon",
"coordinates": [
[
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
],
[
10.214066505432129,
56.15584030064613
],
[
10.213637351989744,
56.15772844087841
],
[
10.214259624481201,
56.16017810477468
],
[
10.211856365203857,
56.16096674381235
],
[
10.211191177368164,
56.160763611062876
],
[
10.207414627075195,
56.15883977117505
],
[
10.204946994781494,
56.158409582615874
],
[
10.201942920684814,
56.157071187402316
],
[
10.199539661407469,
56.15630636920257
],
[
10.199410915374756,
56.15572079497737
],
[
10.199968814849854,
56.15538617712727
],
[
10.202693939208984,
56.155063507154594
],
[
10.204131603240967,
56.15305572199134
],
[
10.20627737045288,
56.15287645035689
],
[
10.209174156188965,
56.153187187325024
],
[
10.211985111236572,
56.153234992789415
],
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
]
]
]
}
}
]
}
</mapframe>

Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-18T12:32:07Z

Thorup: /* Senmiddelalderen 1340-1536 */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===

<mapframe text="-title-" width=350 height=200 zoom=12 latitude=56.139427 longitude=10.076535>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"properties": {},
"geometry": {
"type": "Polygon",
"coordinates": [
[
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
],
[
10.214066505432129,
56.15584030064613
],
[
10.213637351989744,
56.15772844087841
],
[
10.214259624481201,
56.16017810477468
],
[
10.211856365203857,
56.16096674381235
],
[
10.211191177368164,
56.160763611062876
],
[
10.207414627075195,
56.15883977117505
],
[
10.204946994781494,
56.158409582615874
],
[
10.201942920684814,
56.157071187402316
],
[
10.199539661407469,
56.15630636920257
],
[
10.199410915374756,
56.15572079497737
],
[
10.199968814849854,
56.15538617712727
],
[
10.202693939208984,
56.155063507154594
],
[
10.204131603240967,
56.15305572199134
],
[
10.20627737045288,
56.15287645035689
],
[
10.209174156188965,
56.153187187325024
],
[
10.211985111236572,
56.153234992789415
],
[
10.214431285858154,
56.154465963012505
]
]
]
}
}
]
}
</mapframe>

Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-18T09:09:06Z

Thorup: /* Renæssancen og enevælden 1536-1770 */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==

===Byråd og konge===

[[Fil:Aarhusgård 1675 Resenatlas.jpg|300px|thumbnail|Udsnit af [[Kort over Aarhus|Resens Atlas]] 1675. Aarhusgården er nederst til højre mellem tallene 5 og 6, som ligger nord for Domkirken. 51 er gaden Bag Bispegaard, i dag [[Rosensgade]]. Kortets orientering Syd øverst, Nord nederst]]

Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-18T08:49:57Z

Thorup: /* Kongens kontrol strammes */

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af
[[Aarhus Byråd|byråd]] var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”[[De 24 mænd]]”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved [[Aarhus' historie#Renæssancen og enevælden 1536-1770|reformationen i 1536]] forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-18T08:49:19Z

Thorup: /* Kongens kontrol strammes */

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af
[[Aarhus Byråd|byråd]] var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”[[De 24 mænd]]”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved [[Aarhus' historie#Renæssancen og enevælden 1536-1770|reformationen]] i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-18T08:48:02Z

Thorup:

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af
[[Aarhus Byråd|byråd]] var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”[[De 24 mænd]]”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-18T08:47:17Z

Thorup:

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af
[[Aarhus Byråd|byråd]] var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”[[De 24 mænd]]” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-18T08:35:27Z

Thorup:

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af
[[Aarhus Byråd|byråd]] var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T08:28:36Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationens]] indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”[[De 24 mænd]]”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i [[Aarhus Byråd#Den første borgerrepræsentation|byrådets moderne styreformer]]. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T08:27:44Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationens]] indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”[[De 24 mænd]]”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i [[Aarhus Byråd#Den første borgerrepræsentation|Aarhus byråds moderne styreformer]]. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T08:22:14Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationens]] indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”[[De 24 mænd]]”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i Aarhus byråds moderne styreformer. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T08:18:14Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationens]] indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”De 24 mænd”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i Aarhus byråds moderne styreformer. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T08:17:53Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til [[Stadsarkitektens byplaner og byggerier|borgerrepræsentationens]] indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”De 24 mænd”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i Aarhus byråds moderne styreformer. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-18T07:58:19Z

Thorup:

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til borgerrepræsentationens indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”De 24 mænd”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå i et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i Aarhus byråds moderne styreformer. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Aarhus' historie

2019-12-13T11:18:00Z

Thorup: /* Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870 */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

[[Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg|400px|thumb|right|Aarhus fra Wallensteins Skanse under den tidlige industrialisering, byen var i disse år under kraftig udvikling, 1864-1865.]]

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Fil:Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse, 1864-1865.jpg

2019-12-13T11:12:47Z

Thorup: Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse (hvor Skansepalæet i dag er opført). Hads Herreds Vejen løber ind mod Aarhus (nuværende Spanien) med Prins Ferdinands Ridehus til højre for vejen. Øst for vejen ses kalkværket, overfor her ses Jægergaar...

== Beskrivelse ==
Udsigt mod Aarhus fra Wallensteins Skanse (hvor Skansepalæet i dag er opført). Hads Herreds Vejen løber ind mod Aarhus (nuværende Spanien) med Prins Ferdinands Ridehus til højre for vejen. Øst for vejen ses kalkværket, overfor her ses Jægergaardsvejen (i dag jægergårdsgade) mod vest. Jægergården er den lille hvide bygning, der ses til venstre i billedet.

1864-1865

Foto: Andreas Fritz (1828-1906)

Kirker i Aarhus Kommune

2019-12-13T10:39:25Z

Thorup:

'''Oversigtskort - Kirker i Aarhus'''
<mapframe text="Træk i kortet for at se kirker uden for den centrale del af Aarhus. Rød markør viser lokationen for nedrevne kirker." width=850 height=650 zoom=13 latitude=56.154939 longitude=10.193927 align=center>
{
"type": "FeatureCollection",
"features": [
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.210567, 56.156916] },
"properties": {
"title": "[[Aarhus Domkirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.206814, 56.160055] },
"properties": {
"title": "[[Apostolsk Kirke]]",
"description": "[[File:Apostolsk kirke noerre alle 1890-1900 hammerschmidt.jpg|175px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.195584, 56.177663] },
"properties": {
"title": "[[Christianskirken]]",
"description": "[[File:Christianskirken 15-04-2019 01.jpg|150px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.101424, 56.151845] },
"properties": {
"title": "[[Brabrand Kirke]]",
"description": "[[Fil:Brabrand Kirke 1962. Børge Andre Venge.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.133946, 56.155774] },
"properties": {
"title": "[[Gellerup Kirke]]",
"description": "[[Fil:Gellerup Kirke.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.174450, 56.114290] },
"properties": {
"title": "[[Holme Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.204440, 56.151540] },
"properties": {
"title": "[[Katolsk Vor Frue Kirke]]",
"description": "[[File:Katolsk vor frue kirke ca 1928 dgb.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.194528, 56.039659] },
"properties": {
"title": "[[Malling Kirke]]",
"description": "[[Fil:Malling Kirke 1956, Thomas Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.182620, 56.165751] },
"properties": {
"title": "[[Møllevangskirken]]",
"description": "[[Fil:Møllevangskirken 1970, Thomas Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.203960, 56.146150] },
"properties": {
"title": "[[Sct. Pauls Kirke]]",
"description": "[[File:Sct pauls kirke hammerschmidt fotosamling 1893-1897.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.210169, 56.169155] },
"properties": {
"title": "[[Skt. Johannes Kirke]]",
"description": "[[File:Skt johannes ca 1909 den gamle by.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.193923, 56.144788] },
"properties": {
"title": "[[Skt. Lukas Kirke]]",
"description": "[[File:Skt lukas kirke boerge venge 1951.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.197655, 56.160850] },
"properties": {
"title": "[[Skt. Markus Kirke]]",
"description": "[[File:Skt Markus Kirke 15-04-2019 01.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.200214, 56.150914] },
"properties": {
"title": "[[Skt. Nikolajs Kirke]]",
"description": "[[File:Apostolsk kirke sct nikolajs kirke boerge venge 1956.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.213044, 56.158357] },
"properties": {
"title": "[[Skt. Olufs Kirke]]",
"description": "[[File:Sct Olufs Kirke 15-04-2019 01.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "FF0000"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.165708, 56.128211] },
"properties": {
"title": "[[Viby Kirke]]",
"description": "[[Fil:Viby Kirke 1954, Thomas Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.204861, 56.158106] },
"properties": {
"title": "[[Vor Frue Kirke]]",
"description": "[[File:Vor frue kirke ca 1905 dgb.jpg|175px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.157309, 56.155116] },
"properties": {
"title": "[[Åbyhøj Kirke]]",
"description": "[[Fil:Åbyhøj Kirke 1954, Poul Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.162327, 56.145637] },
"properties": {
"title": "[[Gl. Åby Kirke]]",
"description": "[[Fil:Gl. Åby Kirke.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.187247, 56.109285] },
"properties": {
"title": "[[Lyseng Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.183557, 56.129223] },
"properties": {
"title": "[[Fredenskirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.178386, 56.141008] },
"properties": {
"title": "[[Langenæskirken]]",
"description": "[[File:Langenæs kirken boerge venge 1966.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.202141, 56.160957] },
"properties": {
"title": "[[Betlehemskirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Metodist Kirke 15-04-2019 .jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.236320, 56.188192] },
"properties": {
"title": "[[Risskov Kirke]]",
"description": "[[Fil:Jørn Timm Risskov Kirke 1962.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.194848, 56.192284] },
"properties": {
"title": "[[Skelager Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.174678, 56.199871] },
"properties": {
"title": "[[Skejby Kirke]]",
"description": "[[Fil:Skejby Kirke 1951, Børge Andre Venge.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.211815, 56.195161] },
"properties": {
"title": "[[Vejlby Kirke]]",
"description": "[[Fil:Vejlby Kirke, Jørn Timm 1961.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.217810, 56.202135] },
"properties": {
"title": "[[Ellevang Kirke]]",
"description": "[[Fil:Ellevang Kirke 1977, Poul Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.265325, 56.216576] },
"properties": {
"title": "[[Egå Kirke]]",
"description": "[[Fil:Egå Kirke 1961, Jørn Timm.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.304557, 56.234084] },
"properties": {
"title": "[[Skæring Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.234103, 56.235499] },
"properties": {
"title": "[[Lystrup Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.167629, 56.180254] },
"properties": {
"title": "[[Helligåndskirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.161186, 56.169720] },
"properties": {
"title": "[[Hasle Kirke]]",
"description": "[[Fil:Hasle kirke børge venge 1953.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.159854, 56.169126] },
"properties": {
"title": "[[Citykirken]]",
"description": "[[Fil:Citykirken.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.186631, 56.165249] },
"properties": {
"title": "[[Aarhus Adventistkirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.187228, 56.108544] },
"properties": {
"title": "[[Saralystkirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.142631, 56.122670] },
"properties": {
"title": "[[Ravnsbjergkirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.060490, 56.124771] },
"properties": {
"title": "[[Ormslev Kirke]]",
"description": "[[Fil:Ormslev Kirke 1963, Pedersen, Thomas.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.070924, 56.109365] },
"properties": {
"title": "[[Kolt Kirke]]",
"description": "[[Fil:Kolt Kirke 1957, Børge Andre Venge.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.061819, 56.103109] },
"properties": {
"title": "[[Bering Valgmenighedskirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.134896, 56.091936] },
"properties": {
"title": "[[Tranbjerg Kirke]]",
"description": "[[Fil:Tranbjerg Kirke 1998, Jens Tønnesen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.160336, 56.067683] },
"properties": {
"title": "[[Mårslet Kirke]]",
"description": "[[Fil:Mårslet Kirke 1956, Thomas Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.216597, 56.059696] },
"properties": {
"title": "[[Beder Kirke]]",
"description": "[[Fil:Beder Kirke 1935, Aage Fredslund Andersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.200351, 56.195000] },
"properties": {
"title": "[[Gratiakirken]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.131103, 56.209083] },
"properties": {
"title": "[[Kasted Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.122228, 56.174064] },
"properties": {
"title": "[[Skjoldhøj Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.111325, 56.192993] },
"properties": {
"title": "[[Tilst Kirke]]",
"description": "[[Fil:Tilst Kirke1955, Thomas Pedersen.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.070082, 56.209769] },
"properties": {
"title": "[[Fårup Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.168546, 56.221356] },
"properties": {
"title": "[[Lisbjerg Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.197695, 56.241669] },
"properties": {
"title": "[[Elev Kirke]]",
"description": "[[Fil:Elev Kirke, Børge Andre Venge 1956.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.265087, 56.252330] },
"properties": {
"title": "[[Hjortshøj Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.191578, 56.146311] },
"properties": {
"title": "[[Immanuelskirken|Immanuelskirken (Aarhus Baptistkirke)]]",
"description": "[[Fil:Immanuelskirken (Aarhus Baptistkirke) 1970, Børge Andre Venge.jpg|400px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.229123, 56.245646] },
"properties": {
"title": "[[Elsted Kirke]]",
"description": "[[File:Aarhus Domkirke 1902.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.200470, 56.178512] },
"properties": {
"title": "Reginehøj Bedesal/[[Christianskirken]] (1895-1946)",
"description": "[[Fil:Christianskirken Randersvej 1945.png|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "FF0000"
}
},
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.167833, 56.151585] },
"properties": {
"title": "[[Aarhus Valgmenighed]]",
"description": "[[Fil:Aarhus Valgmenighed.jpg|200px]]",
"marker-symbol": "religious-christian",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
]
}
</mapframe>

== Liste over kirker i Aarhus: ==

* [[Aarhus Domkirke]] på [[Store Torv]]
* [[Apostolsk Kirke]] på [[Nørre Allé]]
* [[Brabrand Kirke]] i [[Brabrand]]
* [[Christianskirken]] på [[Christiansbjerg]]
* [[Fredenskirken]] i [[Viby]]
* [[Gellerup Kirke]] i [[Gellerup]]
* [[Gl. Åby Kirke]] i [[Åby]]
* [[Holme Kirke]] i [[Holme]]
* [[Katolsk Vor Frue Kirke]] på [[Ryesgade]]
* [[Malling Kirke]] i [[Malling]]
* [[Møllevangskirken]] på hjørnet af [[Fuglebakkevej]] og [[Fuglesangsallé]]
* [[Sct. Pauls Kirke]] på [[Skt. Pauls Kirkeplads]]
* [[Skt. Johannes Kirke]] på [[Trøjborg]]
* [[Skt. Lukas Kirke]] på [[Ingerslevs Boulevard]]
* [[Skt. Markus Kirke]] på [[Skt. Markus Kirkeplads]] ved [[Langelandsgade]]
* [[Skt. Nicolai Domkirke]] – Aarhus tidligere domkirke. Det eneste der er tilbage er krypen under [[Vor Frue Kirke]]
* [[Skt. Nikolajs Kirke]] på [[Frederiks Allé]] 37
* [[Skt. Olufs Kirke]] lå på hjørnet af [[Sankt Olufs Gade]] og [[Skolebakken]]. Kirken styrtede sammen i 1548.
* [[Viby Kirke]] i Viby
* [[Vor Frue Kirke]] på [[Vestergade]]. Kirken er en del af [[Vor Frue Kloster]]
* [[Åbyhøj Kirke]] i [[Åbyhøj]]

[[Kategori: Kirker]]

Fil:Citykirken.jpg

2019-12-13T10:37:55Z

Thorup: Citykirken 2019. Foto: Benjamin Thorup

== Beskrivelse ==
Citykirken 2019. Foto: Benjamin Thorup

Aarhus Byråd

2019-12-13T10:23:34Z

Thorup:

'''Aarhus Byråd''' er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i [[Aarhus Kommune]]. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).

===Oprindelsen i middelalderen===
''Uddybende artikel:[[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde]]''

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede Århus alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret som vi kender det fra i dag.

Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer. Dette antal blev dog formindsket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Foruden rådsmedlemmerne var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat. Magistratens hovedopgaver var at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens betaling til kongen.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

===Eligerede borgere===
''Uddybende artikel:[[De eligerede borgere]]''

Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.

I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem, traf stiftamtmanden beslutning.

===Aarhus Borgerrepræsentation===
''Uddybende artikel:[[Aarhus Borgerrepræsentation]]''

Borgerrepræsentationer afløste i 1837 de eligerede borgere. Det lyder fornemt, men i praksis var der tale om, at magistraten foreslog nogle kandidater, som borgerne kunne vælge imellem. Magistraten bestod af en kongevalgt borgmester, der dog i de større byer som Aarhus var flankeret af en eller flere borgerlige rådmænd, men de var valgt eller godkendt af staten.

Borgerrepræsentationerne var et lille skridt mod demokratiet. Meget lille. Valgret blev kun givet til mænd, der enten havde grundejendom af en vis værdi eller var selvstændige erhvervsudøvere, det vil sige havde borgerskab. Vælges kunne man kun, hvis man betalte tilpas meget i næringsskat.

Valget foregik i mange år på byens gamle [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], som dengang lå placeret umiddelbart foran [[Domkirken]]. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten.

I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

Det fik ikke folk til at flokkes på valgdagene. I 1840 var 15 procent af de stemmeberettigede mødt frem for at stemme, i 1848 – der ellers var det år, de store borgerlige revolutioner rullede hen over Europa, og folk overalt gik på barrikaderne for deres politiske rettigheder – var det kun 8 procent.

I 1860 blev reglerne om kommunal valgret demokratiseret, hvilket gjorde, at flere borgere fik mulighed for at stemme.

I 1857 fik byen nyt [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], hvor også Aarhus Borgerrepræsentation holdt til. Før holdt Borgerrepræsentationen til i et ældre [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] på [[Store Torv]].

[[Fil:Byråd 1899.jpg|400px|thumb|right|[[Aarhus Byråd]] med den samlede administration på deres årlige udflugt til [[Pavillonen i Riis Skov|Pavillonen]] i [[Riis Skov]] i 1899.]]

=== Den første borgerrepræsentation ===
Til selve valghandlingen i 1838 indfandt der sig en talrig forsamling. [[Borgmester i Aarhus|Borgmesteren]], justitsråd [[Hans Alstrup Fleischer]], holdt som indledning en tale, hvori han opfordrede vælgerne til at vælge de dygtigste og bedste kandidater for byen uden hensyn til egne interesser.

Byens seks eligerede borgere købmand og oliemøller [[Christian Bang (1794-1870)|Christian Bang]], skibsbygmester [[Bonne Bonnesen (1783-1846)|Bonne Bonnesen]], skræddermester [[Jens Sejersbøll Pedersen Røgind (1793-1853)|Jens Sejersbøll Pedersen Røgind]] og købmændene [[Jens Poulsen Hald (1787-1849)|Jens Poulsen Hals]], [[Jens Sørensen Simmelkjær (1785-1848)|Jens Sørensen Simmelkiær]] og [[Søren Jensen Søegaard (1779-1843)|Søren Jensen Søegaard]] gik uden nyvalg over i borgerrepræsentationen, mens ni nye medlemmer blev valgt. De nyvalgte var tobaksfabrikanterne [[Thomas Pedersen Funder (1804-1860)|Thomas Pedersen Funder]] og [[Anders Grarup (1802-1871)|Anders Grarup]], urmager [[Georg Holstebroe (1783-1849)|Georg Holstebroe]], guldsmed [[Asmus Harald Høegh (1826-1880)|Asmus Harald Høegh]], murermester [[Johan Casper Preis (1794-1865)|Johan Casper Preis]], købmændene [[Jens Pedersen Hammershøj (1796-1868)|Jens Pedersen Hammershøj]], [[Peder Christian Raae (1790-1849)|Peder Christian Raae]], [[Hans Christian Bursche (1806-1874)|Hans Christian Bursche]] og nålemagermester [[Johan Frederik C. Zehmann (1777-1848)|Johan Frederik C. Zehmann]] I 1844 var der således blot 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

En af den nyvalgte forsamlings første handlinger var at købe nyt møblement til rådhuset. Forsamlingen var jo vokset, og alle skulle have noget at sidde ved og på. Ellers var byens største udgifter til indkvartering af militær, fattig- og skolevæsenet i nævnte rækkefølge.

Ifølge bestemmelserne skulle der være valg hvert år i begyndelsen af januar. Der opstilledes ikke lister, der kunne i stedet stemmes på alle valgbare, der havde ladet sig indskrive i valgprotokollen. Valgkamp var der ikke noget af.

Under hver kandidats navn blev navnene indført på dem, som stemte på vedkommende. Hemmelig og skriftlige afstemninger, som vi i dag tager som en selvfølge, kendte man ikke til dengang.
Fornyelsen skete kun gradvis, og systemet sikrede derfor en vis form for kontinuitet i borgerrepræsentation.

Borgerrepræsentationen blev karakteriseret som meget mådeholdende med bevillingerne. De var dog ikke mere mådeholdende, end at byen i 1857 kunne tage et nyt rådhus i brug. En bygning, som havde kostet 57.000 rigsbankdaler, hvoraf Aarhus Kommune betalte mere end halvdelen. Det var et astronomisk beløb, men byen, som efterhånden begyndte at vokse ganske voldsomt, havde brug for et nyt og tidssvarende rådhus.

=== Nye valgregler ===
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af byrådet skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede.
[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|left|[[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]] blev i 1868 udpeget som den første kongeligt udpegede borgmester i Aarhus.]]

===Aarhus Byråd 1868/1869===
Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et '''byråd'''. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.

Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende, dvs. overvejende købmænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.

Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.

Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse, havn, fattig- og skolevæsen, brolægning, vej, bygning, belysnings, sygehus, legat, skov, forskønnelse og markvæsen.

Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.

Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv [http://www.aarhusarkivet.dk på AarhusArkivet.dk].

===De første byrådspolitikere===
Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær [[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]]. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af [[Skt. Clemens Bro]]. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af [[Frederik Christian Bernhard Stephan Vestergaard (1837-1917)|Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard]].

I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da [[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]] i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.

===Kvindelig valgret og flere medlemmer===
Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.

Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. [[Hulda Hansen]] og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’

Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for [[Dagmar Wilhelmine Petersen (1868-1951)|Dagmar Wilhelmine Petersen]], Socialdemokratiet, og [[Mathilde Krarup]], Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

=== Folkestyrets gennembrud ===
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester [[Ernst Christopher Lorentz Drechsel (1858-1932)|Ernst Christopher Lorentz Drechsel]] havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.

Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]] blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.

Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.

Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget [[Aarhus Rådhus|rådhus]] på [[Rådhuspladsen]], hvor byrådet stadig holder til.

=== Den hårde borgmesterpost ===
Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.

Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester [[Hans Peder Christensen (1869-1945)|H.P. Christensen]], der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Einar Stecher Christensen]] til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsens]] 2707 stemmer.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ''”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”''. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

=== Kommunisterne i byrådet ===
Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]] mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten [[Thomas Dyhr Christensen (1883-1952)|Thomas Dyhr Christensen]] ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.

=== Magistratsstyret indføres ===
Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af [[Magistratsstyre|magistratsstyret]] i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.

===Kommunesammenlægning===
Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under [[Aarhus Kommune]], og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.

Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev [[Skejby]] og [[Lisbjerg]] allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.

Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

===Nye ansigter i byrådet===
Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.

Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange periode været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner, der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.

I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, [[Socialistisk Folkeparti]] havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.

1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.

Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester [[Orla Schartau Hyllested (1912-2000)|Orla Hyllested]] at indføre begrænset taletid.

Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som [[Fremskridtspartiet]], [[Venstresocialisterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]].

[[Fil:28.02.1958 Valgplakat A.jpg|300px|thumb|left|[[Socialdemokratiet|Socialdemokratisk]] valgplakat ved [[Aarhus Havn|havnen]] ved kommunalvalget i 1958.]]

===Fra parti til kandidat===
Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.

De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ''”Stauning eller Kaos”''. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet i gennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”'' Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

==Læs mere om==
* [[Aarhus Byråd]]
* [[Aarhus Kommune]]
* [[Borgmester i Aarhus]]
* [[Medlemmer af byens råd]]
* [[Magistratsstyre]]
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Politiske partier]]
* [[Valgperioder]]

== Kilder og litteratur ==

* Clausen, Jens et al.: ''Aarhus Gennem Tiderne'', bind II. 1940
* Degn, Ole og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968''. Universitetsforlaget 1968
* Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Gejl, Ib: ''Århus – byens historie'', bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
* Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011

[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Borgmester & byråd]]
[[Kategori: Kommunal forvaltning]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.152613 longitude=10.203024>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.203024, 56.152613] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

Aarhus Byråd

2019-12-13T10:23:21Z

Thorup:

'''Aarhus Byråd''' er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i [[Aarhus Kommune]]. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).

===Oprindelsen i middelalderen===
''Uddybende artikel:[[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde]]''

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede Århus alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret som vi kender det fra i dag.

Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer. Dette antal blev dog formindsket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Foruden rådsmedlemmerne var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat. Magistratens hovedopgaver var at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens betaling til kongen.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

===Eligerede borgere===
''Uddybende artikel:[[De eligerede borgere]]''
Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.

I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem, traf stiftamtmanden beslutning.

===Aarhus Borgerrepræsentation===
''Uddybende artikel:[[Aarhus Borgerrepræsentation]]''

Borgerrepræsentationer afløste i 1837 de eligerede borgere. Det lyder fornemt, men i praksis var der tale om, at magistraten foreslog nogle kandidater, som borgerne kunne vælge imellem. Magistraten bestod af en kongevalgt borgmester, der dog i de større byer som Aarhus var flankeret af en eller flere borgerlige rådmænd, men de var valgt eller godkendt af staten.

Borgerrepræsentationerne var et lille skridt mod demokratiet. Meget lille. Valgret blev kun givet til mænd, der enten havde grundejendom af en vis værdi eller var selvstændige erhvervsudøvere, det vil sige havde borgerskab. Vælges kunne man kun, hvis man betalte tilpas meget i næringsskat.

Valget foregik i mange år på byens gamle [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], som dengang lå placeret umiddelbart foran [[Domkirken]]. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten.

I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

Det fik ikke folk til at flokkes på valgdagene. I 1840 var 15 procent af de stemmeberettigede mødt frem for at stemme, i 1848 – der ellers var det år, de store borgerlige revolutioner rullede hen over Europa, og folk overalt gik på barrikaderne for deres politiske rettigheder – var det kun 8 procent.

I 1860 blev reglerne om kommunal valgret demokratiseret, hvilket gjorde, at flere borgere fik mulighed for at stemme.

I 1857 fik byen nyt [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], hvor også Aarhus Borgerrepræsentation holdt til. Før holdt Borgerrepræsentationen til i et ældre [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] på [[Store Torv]].

[[Fil:Byråd 1899.jpg|400px|thumb|right|[[Aarhus Byråd]] med den samlede administration på deres årlige udflugt til [[Pavillonen i Riis Skov|Pavillonen]] i [[Riis Skov]] i 1899.]]

=== Den første borgerrepræsentation ===
Til selve valghandlingen i 1838 indfandt der sig en talrig forsamling. [[Borgmester i Aarhus|Borgmesteren]], justitsråd [[Hans Alstrup Fleischer]], holdt som indledning en tale, hvori han opfordrede vælgerne til at vælge de dygtigste og bedste kandidater for byen uden hensyn til egne interesser.

Byens seks eligerede borgere købmand og oliemøller [[Christian Bang (1794-1870)|Christian Bang]], skibsbygmester [[Bonne Bonnesen (1783-1846)|Bonne Bonnesen]], skræddermester [[Jens Sejersbøll Pedersen Røgind (1793-1853)|Jens Sejersbøll Pedersen Røgind]] og købmændene [[Jens Poulsen Hald (1787-1849)|Jens Poulsen Hals]], [[Jens Sørensen Simmelkjær (1785-1848)|Jens Sørensen Simmelkiær]] og [[Søren Jensen Søegaard (1779-1843)|Søren Jensen Søegaard]] gik uden nyvalg over i borgerrepræsentationen, mens ni nye medlemmer blev valgt. De nyvalgte var tobaksfabrikanterne [[Thomas Pedersen Funder (1804-1860)|Thomas Pedersen Funder]] og [[Anders Grarup (1802-1871)|Anders Grarup]], urmager [[Georg Holstebroe (1783-1849)|Georg Holstebroe]], guldsmed [[Asmus Harald Høegh (1826-1880)|Asmus Harald Høegh]], murermester [[Johan Casper Preis (1794-1865)|Johan Casper Preis]], købmændene [[Jens Pedersen Hammershøj (1796-1868)|Jens Pedersen Hammershøj]], [[Peder Christian Raae (1790-1849)|Peder Christian Raae]], [[Hans Christian Bursche (1806-1874)|Hans Christian Bursche]] og nålemagermester [[Johan Frederik C. Zehmann (1777-1848)|Johan Frederik C. Zehmann]] I 1844 var der således blot 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

En af den nyvalgte forsamlings første handlinger var at købe nyt møblement til rådhuset. Forsamlingen var jo vokset, og alle skulle have noget at sidde ved og på. Ellers var byens største udgifter til indkvartering af militær, fattig- og skolevæsenet i nævnte rækkefølge.

Ifølge bestemmelserne skulle der være valg hvert år i begyndelsen af januar. Der opstilledes ikke lister, der kunne i stedet stemmes på alle valgbare, der havde ladet sig indskrive i valgprotokollen. Valgkamp var der ikke noget af.

Under hver kandidats navn blev navnene indført på dem, som stemte på vedkommende. Hemmelig og skriftlige afstemninger, som vi i dag tager som en selvfølge, kendte man ikke til dengang.
Fornyelsen skete kun gradvis, og systemet sikrede derfor en vis form for kontinuitet i borgerrepræsentation.

Borgerrepræsentationen blev karakteriseret som meget mådeholdende med bevillingerne. De var dog ikke mere mådeholdende, end at byen i 1857 kunne tage et nyt rådhus i brug. En bygning, som havde kostet 57.000 rigsbankdaler, hvoraf Aarhus Kommune betalte mere end halvdelen. Det var et astronomisk beløb, men byen, som efterhånden begyndte at vokse ganske voldsomt, havde brug for et nyt og tidssvarende rådhus.

=== Nye valgregler ===
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af byrådet skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede.
[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|left|[[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]] blev i 1868 udpeget som den første kongeligt udpegede borgmester i Aarhus.]]

===Aarhus Byråd 1868/1869===
Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et '''byråd'''. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.

Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende, dvs. overvejende købmænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.

Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.

Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse, havn, fattig- og skolevæsen, brolægning, vej, bygning, belysnings, sygehus, legat, skov, forskønnelse og markvæsen.

Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.

Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv [http://www.aarhusarkivet.dk på AarhusArkivet.dk].

===De første byrådspolitikere===
Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær [[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]]. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af [[Skt. Clemens Bro]]. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af [[Frederik Christian Bernhard Stephan Vestergaard (1837-1917)|Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard]].

I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da [[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]] i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.

===Kvindelig valgret og flere medlemmer===
Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.

Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. [[Hulda Hansen]] og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’

Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for [[Dagmar Wilhelmine Petersen (1868-1951)|Dagmar Wilhelmine Petersen]], Socialdemokratiet, og [[Mathilde Krarup]], Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

=== Folkestyrets gennembrud ===
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester [[Ernst Christopher Lorentz Drechsel (1858-1932)|Ernst Christopher Lorentz Drechsel]] havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.

Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]] blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.

Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.

Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget [[Aarhus Rådhus|rådhus]] på [[Rådhuspladsen]], hvor byrådet stadig holder til.

=== Den hårde borgmesterpost ===
Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.

Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester [[Hans Peder Christensen (1869-1945)|H.P. Christensen]], der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Einar Stecher Christensen]] til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsens]] 2707 stemmer.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ''”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”''. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

=== Kommunisterne i byrådet ===
Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]] mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten [[Thomas Dyhr Christensen (1883-1952)|Thomas Dyhr Christensen]] ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.

=== Magistratsstyret indføres ===
Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af [[Magistratsstyre|magistratsstyret]] i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.

===Kommunesammenlægning===
Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under [[Aarhus Kommune]], og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.

Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev [[Skejby]] og [[Lisbjerg]] allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.

Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

===Nye ansigter i byrådet===
Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.

Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange periode været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner, der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.

I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, [[Socialistisk Folkeparti]] havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.

1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.

Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester [[Orla Schartau Hyllested (1912-2000)|Orla Hyllested]] at indføre begrænset taletid.

Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som [[Fremskridtspartiet]], [[Venstresocialisterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]].

[[Fil:28.02.1958 Valgplakat A.jpg|300px|thumb|left|[[Socialdemokratiet|Socialdemokratisk]] valgplakat ved [[Aarhus Havn|havnen]] ved kommunalvalget i 1958.]]

===Fra parti til kandidat===
Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.

De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ''”Stauning eller Kaos”''. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet i gennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”'' Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

==Læs mere om==
* [[Aarhus Byråd]]
* [[Aarhus Kommune]]
* [[Borgmester i Aarhus]]
* [[Medlemmer af byens råd]]
* [[Magistratsstyre]]
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Politiske partier]]
* [[Valgperioder]]

== Kilder og litteratur ==

* Clausen, Jens et al.: ''Aarhus Gennem Tiderne'', bind II. 1940
* Degn, Ole og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968''. Universitetsforlaget 1968
* Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Gejl, Ib: ''Århus – byens historie'', bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
* Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011

[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Borgmester & byråd]]
[[Kategori: Kommunal forvaltning]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.152613 longitude=10.203024>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.203024, 56.152613] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

Eligerede borgere i Aarhus

2019-12-13T10:22:33Z

Thorup: Oprettede siden med "De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til borgerrepræsentationens indførsel i 1837. Under de..."

De eligerede borgere var en slags borgerråd som udgjorde en del af bystyret i Aarhus i knap 100 år, fra 1740 frem til borgerrepræsentationens indførsel i 1837.

Under det tidlige enevælde fra 1660 havde Aarhus borgerne ikke haft nogen formel indflydelse på bystyret. Byens magistrat (byrådet og borgmesteren) var i høj grad domineret af en magtelite som primært repræsenterede deres egne, og nogle gange statens, interesser. Tidligere, i 1500- og starten af 1600-tallet, havde et borgerudvalg kaldet ”De 24 mænd”, haft en lejlighedsvis indflydelse på Bystyret, men med enevældens indførsel lader dette til at have fået sin ende. De eligerede borgere kan på den måde siges at være en slags genindførsel af borgerråd og dermed direkte borgerindflydelse på bystyret.

Op til ordningens indførsel i 1740 var magistratens forhold til både byens borgere og til statsmagten, repræsenteret af stiftamtmanden, præget af konflikt. Konflikten skyldes blandt andet at magistratens medlemmer udnyttede deres position til at skabe personlig økonomiske fordele og vindinger. Dette danner baggrunden for at amtsstifttmanden i 1740 pålagde bystyret at oprette rådet bestående af de eligerede borgere.

Magistraten mistede ikke med et alt sin magt efter 1740, men den måtte nu i stigende grad dele den med de eligerede borgere. Disse kom til at indgå et ofte velfungerende samarbejde med amtsstifttmanden, og opnåede således derigennem stor indflydelse på bystyret. I 1787 blev de eligeredes formelle position sidestillet med magistraten, på den måde at denne ikke længere kunne tage beslutninger uden om de eligerede, med mindre det havde amtsstifttmandens opbakning.

Hvor magistraten i stigende grad kan siges at have bestået af udefrakommende embedsmænd som repræsenterede den danske centralmagt, kom de eligerede til sammenligning fra den lokale købmandselite. De første eligerede i 1740, blev 6 købmænd fra byen. Købmændene mistede dog deres monopol på magt i bystyret da den første håndværker, skrædder Villadsen, i 1798 blev valgt som eligeret borger. I tiden herefter var der altid mindst en håndværker iblandt de eligerede.

De eligerede borgere kan i modsætning til magistraten siges til en vis grad at have repræsenteret byens borgere, men de var på den anden side ikke demokratisk valgte på samme måde som man kan sige det om de valgte i Aarhus byråds moderne styreformer. Ordningen kan altså opfattes som et slags mellemtrin i bystyrets udvikling.

I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en borgerrepræsentation valgt af 174 valgbare borgere.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-13T08:46:00Z

Thorup: /* Kongens kontrol strammes */

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Aarhus' historie

2019-12-12T07:07:37Z

Thorup: /* Byråd og konge */

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig nu igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T15:37:17Z

Thorup:

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T15:35:48Z

Thorup: /* Romersk bad til det bedre borgerskab */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:Badeanstalt Kystvejen.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T15:32:05Z

Thorup: /* Byen efter 1800-tallet */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som [[Århus Oliefabrik]] og [[Frichs fabrikken|Frichs Fabrikker]] som førende virksomheder. Efter [[Aarhus Universitet|Universitets]] åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T15:29:54Z

Thorup: /* Byen efter 1800-tallet */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900. Aarhus var dog fortsat i 1900-tallet en udpræget industriby, med virksomheder som Århus Oliefabrik og Frichs Fabrikker som førende virksomheder. Efter Universitets åbning i 1928 har byen også i stigende grad fået en central rolle som uddannelsesby.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T15:10:37Z

Thorup: /* Renæssancen og enevælden 1536-1770 */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|bystyret]].

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus Byråd

2019-12-11T15:06:03Z

Thorup: /* Oprindelsen i middelalderen */

'''Aarhus Byråd''' er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i [[Aarhus Kommune]]. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).

===Oprindelsen i middelalderen===
''Uddybende artikel:[[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde]]''

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede Århus alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret som vi kender det fra i dag.

Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer. Dette antal blev dog formindsket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Foruden rådsmedlemmerne var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat. Magistratens hovedopgaver var at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens betaling til kongen.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

===Eligerede borgere===
Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.

I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem, traf stiftamtmanden beslutning.

===Aarhus Borgerrepræsentation===
''Uddybende artikel:[[Aarhus Borgerrepræsentation]]''

Borgerrepræsentationer afløste i 1837 de eligerede borgere. Det lyder fornemt, men i praksis var der tale om, at magistraten foreslog nogle kandidater, som borgerne kunne vælge imellem. Magistraten bestod af en kongevalgt borgmester, der dog i de større byer som Aarhus var flankeret af en eller flere borgerlige rådmænd, men de var valgt eller godkendt af staten.

Borgerrepræsentationerne var et lille skridt mod demokratiet. Meget lille. Valgret blev kun givet til mænd, der enten havde grundejendom af en vis værdi eller var selvstændige erhvervsudøvere, det vil sige havde borgerskab. Vælges kunne man kun, hvis man betalte tilpas meget i næringsskat.

Valget foregik i mange år på byens gamle [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], som dengang lå placeret umiddelbart foran [[Domkirken]]. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten.

I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

Det fik ikke folk til at flokkes på valgdagene. I 1840 var 15 procent af de stemmeberettigede mødt frem for at stemme, i 1848 – der ellers var det år, de store borgerlige revolutioner rullede hen over Europa, og folk overalt gik på barrikaderne for deres politiske rettigheder – var det kun 8 procent.

I 1860 blev reglerne om kommunal valgret demokratiseret, hvilket gjorde, at flere borgere fik mulighed for at stemme.

I 1857 fik byen nyt [[Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)|rådhus]], hvor også Aarhus Borgerrepræsentation holdt til. Før holdt Borgerrepræsentationen til i et ældre [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] på [[Store Torv]].

[[Fil:Byråd 1899.jpg|400px|thumb|right|[[Aarhus Byråd]] med den samlede administration på deres årlige udflugt til [[Pavillonen i Riis Skov|Pavillonen]] i [[Riis Skov]] i 1899.]]

=== Den første borgerrepræsentation ===
Til selve valghandlingen i 1838 indfandt der sig en talrig forsamling. [[Borgmester i Aarhus|Borgmesteren]], justitsråd [[Hans Alstrup Fleischer]], holdt som indledning en tale, hvori han opfordrede vælgerne til at vælge de dygtigste og bedste kandidater for byen uden hensyn til egne interesser.

Byens seks eligerede borgere købmand og oliemøller [[Christian Bang (1794-1870)|Christian Bang]], skibsbygmester [[Bonne Bonnesen (1783-1846)|Bonne Bonnesen]], skræddermester [[Jens Sejersbøll Pedersen Røgind (1793-1853)|Jens Sejersbøll Pedersen Røgind]] og købmændene [[Jens Poulsen Hald (1787-1849)|Jens Poulsen Hals]], [[Jens Sørensen Simmelkjær (1785-1848)|Jens Sørensen Simmelkiær]] og [[Søren Jensen Søegaard (1779-1843)|Søren Jensen Søegaard]] gik uden nyvalg over i borgerrepræsentationen, mens ni nye medlemmer blev valgt. De nyvalgte var tobaksfabrikanterne [[Thomas Pedersen Funder (1804-1860)|Thomas Pedersen Funder]] og [[Anders Grarup (1802-1871)|Anders Grarup]], urmager [[Georg Holstebroe (1783-1849)|Georg Holstebroe]], guldsmed [[Asmus Harald Høegh (1826-1880)|Asmus Harald Høegh]], murermester [[Johan Casper Preis (1794-1865)|Johan Casper Preis]], købmændene [[Jens Pedersen Hammershøj (1796-1868)|Jens Pedersen Hammershøj]], [[Peder Christian Raae (1790-1849)|Peder Christian Raae]], [[Hans Christian Bursche (1806-1874)|Hans Christian Bursche]] og nålemagermester [[Johan Frederik C. Zehmann (1777-1848)|Johan Frederik C. Zehmann]] I 1844 var der således blot 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

En af den nyvalgte forsamlings første handlinger var at købe nyt møblement til rådhuset. Forsamlingen var jo vokset, og alle skulle have noget at sidde ved og på. Ellers var byens største udgifter til indkvartering af militær, fattig- og skolevæsenet i nævnte rækkefølge.

Ifølge bestemmelserne skulle der være valg hvert år i begyndelsen af januar. Der opstilledes ikke lister, der kunne i stedet stemmes på alle valgbare, der havde ladet sig indskrive i valgprotokollen. Valgkamp var der ikke noget af.

Under hver kandidats navn blev navnene indført på dem, som stemte på vedkommende. Hemmelig og skriftlige afstemninger, som vi i dag tager som en selvfølge, kendte man ikke til dengang.
Fornyelsen skete kun gradvis, og systemet sikrede derfor en vis form for kontinuitet i borgerrepræsentation.

Borgerrepræsentationen blev karakteriseret som meget mådeholdende med bevillingerne. De var dog ikke mere mådeholdende, end at byen i 1857 kunne tage et nyt rådhus i brug. En bygning, som havde kostet 57.000 rigsbankdaler, hvoraf Aarhus Kommune betalte mere end halvdelen. Det var et astronomisk beløb, men byen, som efterhånden begyndte at vokse ganske voldsomt, havde brug for et nyt og tidssvarende rådhus.

=== Nye valgregler ===
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af byrådet skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede.
[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|left|[[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]] blev i 1868 udpeget som den første kongeligt udpegede borgmester i Aarhus.]]

===Aarhus Byråd 1868/1869===
Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et '''byråd'''. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.

Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende, dvs. overvejende købmænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.

Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.

Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse, havn, fattig- og skolevæsen, brolægning, vej, bygning, belysnings, sygehus, legat, skov, forskønnelse og markvæsen.

Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.

Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv [http://www.aarhusarkivet.dk på AarhusArkivet.dk].

===De første byrådspolitikere===
Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær [[Ulrich Christian von Schmidten (1815-1886)|Ulrich Christian von Schmidten]]. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af [[Skt. Clemens Bro]]. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af [[Frederik Christian Bernhard Stephan Vestergaard (1837-1917)|Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard]].

I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da [[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]] i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.

===Kvindelig valgret og flere medlemmer===
Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.

Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. [[Hulda Hansen]] og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’

Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for [[Dagmar Wilhelmine Petersen (1868-1951)|Dagmar Wilhelmine Petersen]], Socialdemokratiet, og [[Mathilde Krarup]], Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

=== Folkestyrets gennembrud ===
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester [[Ernst Christopher Lorentz Drechsel (1858-1932)|Ernst Christopher Lorentz Drechsel]] havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.

Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]] blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.

Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.

Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget [[Aarhus Rådhus|rådhus]] på [[Rådhuspladsen]], hvor byrådet stadig holder til.

=== Den hårde borgmesterpost ===
Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.

Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester [[Hans Peder Christensen (1869-1945)|H.P. Christensen]], der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester [[Einar Stecher Christensen (1899-1945)|Einar Stecher Christensen]] til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsens]] 2707 stemmer.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ''”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”''. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

=== Kommunisterne i byrådet ===
Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]] mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten [[Thomas Dyhr Christensen (1883-1952)|Thomas Dyhr Christensen]] ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.

=== Magistratsstyret indføres ===
Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af [[Magistratsstyre|magistratsstyret]] i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.

===Kommunesammenlægning===
Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under [[Aarhus Kommune]], og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.

Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev [[Skejby]] og [[Lisbjerg]] allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.

Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

===Nye ansigter i byrådet===
Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.

Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester [[Bernhardt Jensen (1910-1978)|Bernhardt Jensen]] i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange periode været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner, der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.

I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, [[Socialistisk Folkeparti]] havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.

1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.

Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester [[Orla Schartau Hyllested (1912-2000)|Orla Hyllested]] at indføre begrænset taletid.

Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som [[Fremskridtspartiet]], [[Venstresocialisterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]].

[[Fil:28.02.1958 Valgplakat A.jpg|300px|thumb|left|[[Socialdemokratiet|Socialdemokratisk]] valgplakat ved [[Aarhus Havn|havnen]] ved kommunalvalget i 1958.]]

===Fra parti til kandidat===
Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.

De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ''”Stauning eller Kaos”''. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet i gennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”'' Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

==Læs mere om==
* [[Aarhus Byråd]]
* [[Aarhus Kommune]]
* [[Borgmester i Aarhus]]
* [[Medlemmer af byens råd]]
* [[Magistratsstyre]]
* [[Politik i Aarhus]]
* [[Politiske partier]]
* [[Valgperioder]]

== Kilder og litteratur ==

* Clausen, Jens et al.: ''Aarhus Gennem Tiderne'', bind II. 1940
* Degn, Ole og Vagn Dybdahl: ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968''. Universitetsforlaget 1968
* Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Gejl, Ib: ''Århus – byens historie'', bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
* Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011

[[Kategori: Samfund]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Borgmester & byråd]]
[[Kategori: Kommunal forvaltning]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Det 21. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.152613 longitude=10.203024>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.203024, 56.152613] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-11T15:00:56Z

Thorup: /* Litteratur: */

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 ned til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-11T15:00:43Z

Thorup:

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 ned til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

===Litteratur:===
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde

2019-12-11T14:59:15Z

Thorup: Oprettede siden med "===Baggrund=== Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af..."

===Baggrund===
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen i Aarhus kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede byen alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen men linjerne imellem disse forskellige magthaveres indflydelse var ikke altid så klart optrukket som vi i dag er vant til fra mordene politik. ¨

===Rådsmedlemmer og rådsopgaver===
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer, derudover var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat (ej at forveksle med det moderne kommunale magistratstyrer i Aarhus).

Byrådets hovedopgaver var, sammen med borgmestrene, at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens skattebetaling til kongen.

Rådsmedlemmerne blev udvalgt blandt byens købmænd som selv valgte hvilke nye medlemmer der skulle indtræde i rådet. Købmændene, som udgjorde en slags overklasse i byen, stod ofte i modsætning til byens håndværkere. I 1422 blev det ved kongelig forordning formelt forbudt håndværkere at deltage i byrådene. Rådet blev altså styret af byens økonomiske spidser.

Var man blevet valgt til byrådet blev man typisk siddende på livstid, med mindre højere stillinger eller muligheder udenbys åbnede sig, eller hvis man omvendt skulle gå hen af falde i økonomisk og social stand. De fleste medlemmer af rådet havde tidligere administrative erfaringer og var således allerede noget oppe i årene. Rådet bestod således efter tidens standart af halvgamle mænd, oftest i alderen 30-60 år, med en gennemsnitsalder midt i 40erne.

At side i byrådet var ikke direkte lønnet, men gav alligevel en række fordele. Foruden prestige og indflydelse på byens politik var rådsmedlemmerne blandt andet fritaget fra betaling til den beskedne men faste årlige byskat.

===Andre institutioner i byen===
Byrådet var ikke den eneste institution hvorigennem borgerne yde indflydelse på byens styre: fra midten af 1500-tallet kendes et råd kaldet ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen. Dette råd indeholdt i modsætning til byrådet både købmænd og håndværkere, og repræsenterede således et bredere udsnit af byens borgere og ikke kun købmandsoverklassen. Byrådsmedlemmerne havde ofte været en af ”De 24 mænd” før de blev optaget i byrådet.

Byrådet i Århus arbejdede tæt sammen med kongens mand i byen: Byfogeden. Denne fogede kunne dog også i nogle sager stå som en slags modstander til bystyret selvstændige magt idet han jo netop repræsenterede kongen dog dennes indflydelse. Oftest var fogeden dog en lokal borger som også havde lokale interesser. Det var således primært på højere administrativt niveau, kongen forsøgte at udøve sin magt over byen. Dette skete igennem lensmanden, som efter reformationen i 1536 holdt til på Aarhusgård.

===Kongens kontrol strammes===
I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Århus endnu ikke underlagt lensmanden stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog konge i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning, ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen, og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkedes kongens lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 ned til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd der formelt valgtes af kongen.

Litteratur:
*Århus byens historie bind 1.
*Aarhus gennem tiderne bind 1.

Aarhus' historie

2019-12-11T14:54:28Z

Thorup: /* Byråd og konge */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:35:19Z

Thorup: /* Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det [[Aarhus Byråd#Aarhus Byråd 1868/1869|moderne Aarhus Byråd]] blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:33:07Z

Thorup: /* På vej imod industrialiseringen */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første [[:Kategori:Håndværk & industri|industrivirksomheder]] i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:32:09Z

Thorup: /* Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870 */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt [[Aarhus under industrialiseringen|industrivirksomhed]] efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:23:48Z

Thorup: /* Magten i byen */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. [[Kalø Slot]] blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:22:51Z

Thorup: /* Byens vokseværk */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og [[Borgmester i Aarhus|borgmestre]] er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:20:53Z

Thorup: /* Magtfulde biskopper og ny domkirke */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og [[Aarhus Domkirke|større domkirke]] (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:20:01Z

Thorup: /* Fra vikingetid til middelalder */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev [[Aarhus Domkirke#Byens første domkirke|den første domkirke]] opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor [[Vor Frue Kirke]] i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:09:42Z

Thorup: /* Aarhus´ grundlæggelse */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord ([[Brabrandfjorden]]), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T14:08:30Z

Thorup: /* Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870 */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. [[Aarhus mark|Byens mark]], som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T13:59:50Z

Thorup: /* Byens vokseværk */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. Byens mark, som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T13:58:48Z

Thorup: /* Vikingetiden 770 – 1060 */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen blev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[byens råd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. Byens mark, som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T13:56:15Z

Thorup: /* Højmiddelalder 1060-1340 */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen bæev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalderen 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[byens råd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. Byens mark, som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]

Aarhus' historie

2019-12-11T13:54:34Z

Thorup: /* Aarhus´ grundlæggelse */

[[Fil:Aarhus tegning Hoffmeyer.jpg|thumb|350px|right|Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903]]

'''Aarhus' historie''' falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.

==Vikingetiden 770 – 1060==
===Aarhus´ grundlæggelse===

De nærmere omstændigheder ved grundlæggelsen af bydannelsen ved Aarhus kendes ikke, men arkæologiske udgravninger viser, at der med sikkerhed har været bebyggelse ved Aarhus allerede i 700-tallet. [[Aarhus Å]], som oprindeligt var en fjord (Brabrandfjorden), gav mulighed for at bringe skibe i sikkerhed inde i landet, hvilket sandsynligvis har været byens tidligste eksistensgrundlag. Helt ind til 1800-tallet lå havnen i Aarhus langs åen. I 900-tallet blev en vold opført omkring byen. Dette fæstningsværk har visse lighedstræk med de samtidige ringborge, hvilket sammen med dets størrelse tyder på, at dets opførsel har været et stort kongeligt organiseret projekt. Aarhus var således tidligt en fæstningsby og har dermed også været en kongelig magtbase. Byen bæev i første omgang kendt under navnet [[Aros]].

I vikingetiden var byer endnu ikke et udbredt fænomen i Danmark. Aarhus er således en af landets ældste byer. Mens der endnu kun var grundlag for bydannelser ganske andre steder i Skandinavien, har fæstningen i Aarhus været med til at skabe rammerne for, at en permanent bybefolkning kunne bosætte sig.

Ikke kun strategisk, men også økonomisk har Aarhus haft en god placering midt i den frugtbare østjyske landbrugsjord og midt på flere naturlige handelsveje op langs den jyske kyst og fra Jylland til de danske øer, Norge og Skåne. Handelsforbindelser, som skulle blive vigtige mange århundreder frem i tiden.
Aarhus som by adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved at huse folk, der ikke bare beskæftigede sig med landbrug, men med handel og specialiseret håndværk. Landbrug på markerne omkring byen (byens mark) var dog også en vigtig del af byboernes økonomiske liv helt ind til 1800-tallet.

Alt dette har været med til at sikre, at Aarhus har udviklet sig til en by af en vis betydning. Man må dog ikke overvurdere dens tidlige størrelse i vikingetiden. Det er næsten umuligt at sige noget præcist om det tidlige befolkningstal, men der har næppe været over 1.000 indbyggere. Den dominerende hustype i vikingetidens Aarhus har været grubehuset, bygget i træ og nedgravet i jorden

==Højmiddelalder 1060-1340==
===Fra vikingetid til middelalder===
Da vikingetiden ebbede ud og middelalderen begyndte, var Aarhus stadig en lille by, omkranset af en vold, på nordsiden af Aarhus Ås udmunding. I 1060 oprettede kong Svend Estridsen et bispedømme med hovedsæde i Aarhus, og i slutningen af 1000-tallet blev den første domkirke opført. Kirken blev dog bygget uden for byens volde på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag befinder sig. Placeringen uden for byen skyldes sandsynligvis enten, at der ganske enkelt ikke var plads inde i byen, eller at kristendommen endnu ikke var udbredt nok til, at den var velkommen inden for voldene. Senere i 1100-tallet blev flere kirkebygninger opført i og omkring byen. Den katolske kirke var således allerede på dette tidspunkt stærkt til stede i Aarhus.

Volden var ikke kun et levn fra vikingetiden, men den blev derimod forstærket og udvidet i løbet af 1100- og 1200-tallet. Den befæstede by Aarhus har således stadig været et vigtigt magtcenter for de danske kongers kontrol over Østjylland i starten af dansk middelalder. I selve byen blev kongens magt fra 1200-tallet repræsenteret af byfogeden. Fogederne har været med til at sikre, at skatter til kongen blev betalt. Allerede i 1000-tallet var skatter fra byer som Aarhus nemlig en vigtig indtægtskilde for de danske konger.

===Magtfulde biskopper og ny domkirke===
Omkring år 1200 påbegyndtes opførslen af en ny og større domkirke (Sct. Clemens Kirke). På dette tidspunkt var biskoppen i byen en rig og magtfuld mand ved navn [[Peder Vognsen]]. Det var på Vognsens foranledning, og takket være hans personlige midler, at byggeriet påbegyndtes. Byggeriets konsekvenser kom dog til at række langt ud over Vognsens levetid. For det første, fordi Aarhus Domkirke fik sin nutidige, centrale, fysiske placering i byen inden for voldene. For det andet, fordi opførslen af den nye domkirke kan siges at markerer en øget kirkelig tilstedeværelse og magt i Aarhus, hvilket skulle komme til at præge byens historie resten af middelalderen.

Den øgede kirkelige tilstedeværelse bestod, ud over domkirken selv, blandt andet i, at en ny bispegård og en ny [[Aarhus Katedralskole|katedralskole]] blev opført, samt i Helligåndshospitalet, som kendes fra omkring år 1300. Samtidig blev den gamle domkirke doneret til dominikanermunkeordenen, som omdannede den til et kloster i løbet af 1200-tallet. Vigtigst af alt var dog måske de store mængder gods i byens omegn, som kom under biskoppens kontrol og dermed sikrede bispesædet stor økonomisk magt. Selve den nye domkirke blev opført i romansk stil, som stadig i år 1200 var den dominerende byggemode i Danmark. Kirkebyggeriet nåede imidlertid først sin foreløbige afslutning år 1300, kun 30 år før kirken brændte.

===Byens vokseværk===
Ikke alle nye bygninger i byen blev opført af kirken. Eksempelvis kan det nævnes, at den første kendte [[Aarhus Mølle|mølle]] ved Aarhus Å også er fra omkring år 1300. Omtrent samtidig, i begyndelsen af 1300-tallet, blev det første [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhus]] i byen opført. Rådhuset kan ses som et tegn på, at byens borgere på mere organiseret vis end tidligere blandede sig i byens styre. Vi ved, at [[byens råd|Aarhus Byråd]] med rådsmedlemmer (hvis antal varierede over tid, men på et tidspunkt var oppe på 10) og borgmestre er opstået engang i 1200-tallet. Det ældste tegn på bystyret stammer fra omkring 1250. Rådmændene og borgmestrene gik også sammen under navnet ”byens magistrat”. Selvom de første kendte [[Århus købstads privilegium|købstadsprivilegier]] først dukker op i 1441, har byen sandsynligvis allerede på dette tidspunkt haft status af købstad.

Aarhus var generelt i vækst, og nye bebyggelser begyndte derfor også, i højere grad end tidligere, at sprede sig ud over voldene. Indbyggertallet er stadig på dette tidspunkt svært at sige noget præcist om, men hvor det i vikingetidens Aarhus nok skulle tælles i hundreder, er der næppe tvivl om, at middelalderens skal tælles i tusinder. Den første bro over åen er sandsynligvis anlagt ved [[Immervad]] i midten af 1200-tallet. Byen begyndte på denne tid også for alvor at sprede sig på begge sider af åen. Almindelige borgeres huse har normalt været bygget af træ, ler og bindingsværk. Kirkens store teglstensbygninger har således ikke været til at overse, men har hævet sig over den nærmest bondeagtige by og givet et stærkt indtryk.

Hvor voldene og byens rolle som fæstning har været grundlag for byens tidlige eksistens, er der næppe tvivl om, at kirkens massive tilstedeværelse må tilskrives en stor betydning for det stigende indbyggertal i højmiddelalderen. De kirkelige institutioner behøvede mad og andre varer og tiltrak dermed håndværkere og handel. Desuden førte Aarhusbispernes store godsbesiddelser, med dertil hørende produktion af landbrugsvarer, også handel til byen.

At Aarhus voksede i 1100- og 1200-tallet, var dog ikke enestående sammenlignet med andre byer. I netop denne periode opstod de fleste danske købstæder, og de, som allerede fandtes, voksede yderligere. Byernes vokseværk skyldtes en udvikling af middelalderens økonomi. Tiden var præget af befolkningsvækst og stigende handel i det meste af Europa. Handlen foregik i byerne, som derfor voksede og blev flere. Denne udvikling gik selvfølgelig ikke Aarhus forbi og må altså også tilskrives en stor del af grunden til byens vækst. Den gode østjyske landbrugsjord har tilladt et overskud af kornproduktion, som gennem Aarhus er blevet kanaliseret ud i et større dansk og nordeuropæisk handelsnetværk, i stigende grad med den tyske handelsby Lybeck som vigtigste forbindelse for Aarhus.

==Senmiddelalderen 1340-1536==
===Krise og genopblomstring===
I årene omkring 1350 hærgede pesten i Aarhus såvel som i resten af Europa, hvilket kostede mange mennesker livet. Det er svært præcist at sige, hvor stor en del af borgerne og bønderne i og omkring Aarhus, der døde. Man ved dog med sikkerhed, at udviklingen har påvirket Aarhus markant, idet det er anslået, at Danmark mistede omkring 40 % af sin befolkning i disse år.

I første omgang medførte pesten og det faldende indbyggertal krise. Befolkningstilbagegangen førte dog på lidt længere sigt til ny økonomisk fremgang for mange af dem, som overlevede. På landet var der færre tilbage til at konkurrere om den gode landbrugsjord, hvilket betød, at bøndernes arbejdskraft blev mere værd. Denne mangel på arbejdskraft betød også, at lønningerne i byer som Aarhus steg. Samtidig skabte udviklingen på landet nye muligheder for byen. Det pludselige overskud af jord i forhold til bønder betød, at der kunne skabes et større overskud af fødevarer, eller at der kunne produceres mere værdifulde landbrugsvarer, som f.eks. okser, der i stort antal blev eksporteret fra Danmark. Det var denne landbrugsudvikling, som muliggjorde ny fremgang for handel og bydannelse.

Aarhus blev aldrig hovedby for okseeksporten, men byens købmænd tjente alligevel penge på den stigende handel. Okser var langt fra den eneste vare, der blev handlet med. Byen fungerede stadig som bindeled mellem landbrugssamfundet og den omkringliggende verden. På torvedagene handlede bønderne med købmændene i øl, korn, humle, fisk, salt, håndværksvarer og meget andet, som de enten behøvede i deres daglige liv, eller som de kunne tjene penge ved at sælge. Af [[Håndværk i Aarhus|håndværk]] praktiseret i Aarhus på denne tid kan blandt andet nævnes: smed, bager, bødker, glarmester, skomager, sværdfeger, grydestøber, skrædder og skinder. Både handel og håndværk blomstrede således, og mange flyttede til byen.

Efter krisen i 1300-tallet bød udviklingen altså på ny på fremgang for Aarhus op igennem 1400- og 1500-tallet. I 1570 kulminerede byens foreløbige befolkningstal på 5.000, hvilket gjorde den til en af Danmarks største.

===Nye bebyggelser===
Det stigende indbyggertal i Aarhus betød, at bebyggelserne spredte sig, og byområdet nåede efterhånden mere og mere ud over de gamle volde. Selve voldene mistede med tiden deres militære værdi, og der blev derfor fra 1477 givet kongelig tilladelse til at bebygge den del af volden som lå ud imod åen (Sønder vold). Sidenhen, i 1500-tallet, blev også voldens øvrige dele bebygget. Voldenes forsvinden betød dog ikke, at skellet imellem land og by blev udvisket. Det eksisterede stadig, blandt andet som en toldgrænse, når bønder eller handelsfolk kom til byen med deres varer.

Aarhus fik samtidig flere og flere teglstenshuse, særligt i bymidten (selvom de dog stadig langtfra blev den dominerende bygningstype), som dermed udviklede sig på en måde, der i stigende grad adskilte den tydeligt fra landsamfundet. I løbet af 1400-tallet blev domkirken også ombygget i den mere moderne gotiske stil med himmelstræbende former, så den i år 1500 nåede en form, der minder om, hvad den har i dag.

===Magten i byen===
Man kan anskue magten i middelalderens Aarhus som opdelt imellem tre parter: kirken, kongen og byens borgere. Af disse tre stod kirken, med biskoppen i spidsen, på mange måder stærkest. En del af årsagen til biskoppernes magt skal findes i de økonomiske forandringer, som pesten medførte. Krisen efter pesten i 1300-tallet havde givet Danmarks storgodsejere en fordel i konkurrencen med mindre jordbesiddere, som havde et mindre robust økonomisk grundlag, og storgodsejerne vandt således ofte mere land. Som Østjyllands største godsejer stod Aarhusbiskoppen dermed i en yderligere styrket position efter krisen i 1400-tallet. Kirken var naturligvis en vigtig magtfaktor de fleste steder i det middelalderlige samfund, men i Aarhus var den, med byens velhavende biskopper, således ekstra magtfuld. Dette kulminerede midt i 1400-tallet, da byen under Christian 1. blev pantsat til biskoppen, idet kongen skyldte ham penge.

I modsætning til kirken ser kongen derimod ud til at være blevet mindre betydningsfuld end tidligere i byens historie. Aarhus skulle dog stadig, som alle andre byer, betale skat til kongen, som var dens officielle overhoved. Ved lejlighed skulle den også stille med væbnede mænd til kongens krige, som i 1481, hvor byen leverede 80 mand til kongelig tjeneste. Med voldenes forfald og bebyggelse var det slut med Aarhus som militært kongeligt magtcenter. Kalø Slot blev i stedet ved 1300-tallets midte den nye kongelige base i Østjylland (det kongelige slot i Skanderborg har dog også spillet en rolle i forhold til Aarhus). Men selv denne fæstning, med dens tilhørende len, var i starten af 1400-tallet i en periode pantsat til den magtfulde biskop i Aarhus.

Byens tredje magtpol, aarhusborgerne selv, vandt til gengæld mere og mere indflydelse i deres egen by. De gode tider for handel og håndværk var baggrunden for denne udvikling. Håndværkere og købmænd organiserede sig i gilder og lav og styrkede derved deres position. Samtidig blev byrådet og borgmesterembederne mere betydningsfulde. Borgerne skal dog ikke i alle sammenhænge opfattes som en samlet gruppe. Det var særligt byens overklasse, nemlig købmændene, som sikrede sig den politiske magt. Det var f.eks. kun købmænd, der kunne blive byrådsmedlemmer, en ordning som på landsplan blev fastsat ved lov i 1422. Det bidrog også til handelsoverklassens kontrol med byrådet, at dette var selvsupplerende. Rådsmedlemmerne tilhørte således ikke blot den sammen lille økonomiske overklasse men endte også ofte med at være slægtninge eller have andre nære personlige forbindelser.

I 1500-tallet blev byrådets magt dog delvist udfordret af et nyt borgerråd, med en lidt bredere social forankring, kaldet ”[[De 24 mænd]]” (selvom disse ikke udelukkende repræsenterede købmandseliten, var der dog stadig tale mænd iblandt byens bedre stillede). De 24 mænd kom til at yde en vis indflydelse på byens økonomi og forfatning, og virker til ved lejlighed at have gjort sig gældende frem til enevældens indførsel.

Aarhusborgerne lænede sig i høj grad op ad kongen, når byens position skulle stadfæstes eller forbedres. Hos ham søgte de således igennem 1400-tallet privilegier, der gav dem eneret på handel. I 1505 opnåede de ligefrem (som den første købstad i landet) det kongelige privilegium, at bønderne i en afstand af fire mil fra byen kun måtte handle med borgerne i Aarhus, om end med respekt for nabokøbstædernes tilsvarende tomilegrænser. Byfogeden, som officielt var kongens embedsmand i byen, kom samtidig mere og mere under byrådets indflydelse. Man kan tale om en slags alliance eller gensidig afhængighed imellem byrådet og kongen. Kongen tilbød selvstændighed og privilegier til gengæld for bystyrets opbakning til skattebetaling og borgere i militærtjeneste.

==Renæssancen og enevælden 1536-1770==
===Byråd og konge===
Reformationen og borgerkrigen ”Grevens Fejde” skabte store omvæltninger i Danmark. Aarhus slap billigt igennem urolighederne sammenlignet med de fleste andre store danske byer. De magtfulde biskoppers tid var dog slut, idet kongen beslaglagde det meste af kirkens jord.

Kongen, hvis magt i byen havde været trængt af kirke og bystyre, meldte sig samtidig igen på banen som vigtig spiller i bypolitikken. Op igennem 1500-, 1600- og 1700-tallet styrkedes kongemagten i Aarhus såvel som i Danmark som helhed, hvilket blandt andet tydeligt kan ses i købstadsforordningen af 1619 og ved Enevældens indførelse i 1660. Dette skete blandt andet ved, at kongen i højere grad end tidligere udpegede borgmestre (hvilket officielt var hans ret) samt ved en stigende regulering af, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Antallet af rådsmedlemmer blev samtidig løbende reduceret og var i 1682 nede på tre. Der blev også udskrevet flere og flere store ekstraskatter, særligt i forbindelse med 1600-tallets mange krige (Danmarks købstæder betalte derudover allerede faste årlige byskatter til kongen, men disse var dog blevet så små, at beløbet nærmest var symbolsk). Kongens lensmand, som fra 1536 holdt til på [[Aarhusgård]], blev en vigtig skikkelse i den praktiske gennemførelse af udviklingen, og kongen styrkede løbende dennes magtbeføjelser. I 1660 blev lensmandens rolle overtaget af det nyoprettede embede som amtmand (i Aarhus fra 1671 stiftsamtsmand). Amtmændene kom dog fortsat til også som kongens repræsentanter igennem 1600- og 1700-tallet at spille en større og større rolle i bystyret.

På trods af kongemagtens stigende indflydelse var [[Aarhus Byråd|rådet i Aarhus]] ikke kørt helt ud på et sidespor, for selvom det mistede selvstændig magt over for kongen, havde det stadig stor indflydelse inden for byens grænser, og det kan endog siges, at det var med til at administrere kongens magt i Aarhus. Bystyret stod f.eks. selv for skatteopkrævningen og opretholdelse af ro og orden. Til gengæld kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvor vidt de tre rådmænd og to borgmestre rent faktisk repræsenterede borgernes interesser.

Borgerne vandt da også en ny mulighed for indflydelse i 1740 ved oprettelsen af et nyt borgerudvalg kaldet [[De eligerede borgere|de eligerede borgere]]. De eligerede borgere blev dog, ligesom rådmændene, hovedsaligt udvalgt fra byens købmænd. Rådet og borgmestrene skulle for fremtiden rådføre sig med de eligerede borgere. Ordningen blev indført på amtmandens initiativ, nok med inspiration fra andre danske byer som på samme tid indførte lignende ordninger. Det var nok snarere amtmandens mistillid til rådet og borgmestre, end det var demokratiske hensyn, som motiverede til ordningens indførsel. I årene op til indførelsen var forholdet imellem byrådet og amtmanden nemlig præget af konflikt, og særligt hvad angår byens finanser, lader rådmænds og borgmestres beslutninger til hovedsaligt at have afspejle egoistiske motiver. I 1787 blev de eligerede borgere officielt sidestillet med rådet og borgmestrene.

===En stagneret by===
Ved udgangen af middelalderen var Aarhus en blomstrende by, denne udvikling vendte dog fra omkring 1500-tallets slutning.

Aarhus bevarede handelsforbindelser til det meste af Nordeuropa, men der var ikke samme vækst som tidligere. Hvor byen slap nogenlunde helskindet igennem Grevens Fejde, var dette ikke tilfældet med 1600-tallets krige. Særligt de sene svenskekrige i 1600-tallets anden halvdel tog hårdt på byens resurser, både fordi byen flere gange blev både plyndret og besat, blandt andet af en svenske hær i 1657, men også fordi den stadigt stærkere kongemagt krævede hårdere og hårdere skatter af byen til finansiering af krigene. Samtidig gik mange handelsskibe med base i Aarhus tabt under urolighederne. Byen havde i 1600-tallets begyndelse haft Jyllands største handelsflåde, men mistede altså nu denne position. Da den sidste store svenskekrig (Store Nordiske Krig) endte i 1721, stod byen således nærmest over for en genopbygning.

Umiddelbart var der dog ikke fremgang i sigte, idet begyndelsen af 1700-tallet også bød på dårlige handelskonjunkturer og dermed dårlige vækstmuligheder for købstæderne. Da det var blevet svært af afsætte landbrugsvarer til Vesteuropa, blev Norge nu i stedet Aarhus´ primære langdistance-handelsforbindelse. Byen stod dog indenfor denne eksport i skyggen af Aalborg, som var Jyllands største købstad.

Der var også i 1700-tallet tegn på udpining af den ellers så frugtbare østjyske landbrugsjord. Samtidig var skovområderne (hvoraf [[Riis Skov]] var den betydeligste) omkring Aarhus blevet drevet hårdt, så man kom således i 1700-tallet til at mangle træ til bygninger og til brændsel. På mange måder kan man altså sige, at byen var stagneret, i hvert fald rent økonomisk. Sammenlignet med 1500-tallets vækst var der tale om tilbagegang. Indbyggertallet i Aarhus var da også faldet siden 1570, hvor det toppede med ca. 5.000, til kun at være på omkring 3.600 i 1769.

Byens indbyggere boede nu i overvejende grad i bindingsværkshuse. Imod 1700-tallets slutning begyndte teglsten dog for alvor at blive at blive anvendt som byggemateriale, idet træ til opførelsen af bindingsværk var blevet en mangelvare.

==Oplysningstid og begyndende industri 1770-1870==
===På vej imod industrialiseringen===
Fra omkring 1770 gik handlen i Danmark og i Aarhus lysere tider i møde. Allerede omkring 1740 var der tegn på forbedring, som dog i første omgang hovedsageligt kom København til gode. Den positive udvikling spredte sig dog med tiden til bl.a. Aarhus, som altså igen kom til at opleve stigende handel og tilflytning.

I begyndelsen af 1800-tallet indtraf en kort økonomisk opbremsning, bl.a. som følge af Danmarks indblanding i Napoleonskrigene. Men allerede i 1830’erne var der igen fremgang for Aarhus. Det var industrialiseringen i England og det øvrige Vesteuropa, som skabte efterspørgsel på danske landbrugsvarer og dermed satte gang i tingene. Handel og skibsfart accelererede yderligere som følge af anlæggelse, og senere udbygning, af en ny [[Aarhus Havn|havn]] efter beslutning i slutningen af 1830’erne.

Som noget nyt var det dog ikke kun handel med landbrugsvarer, som dannede grundlag for den økonomiske udvikling i byen. Omkring år 1800, vandt industrivirksomhed efterhånden også indpas i Aarhus selv. Op igennem 1700-tallet var der løbende gjort mindre forsøg på at producere varer på manufakturer i byen. For det meste løb disse foretagender dog ud i sandet grundet dårlig økonomi. En af udfordringerne for etableringen af industri bestod i juridiske begrænsninger på, hvem der måtte fremstille hvad. Blandt andet havde byens håndværkerlav eneret på fremstilling af mange varer. Fra 1700-tallets slutning blev begrænsningerne dog lempet, og der blev i stigende grad givet dispensationer til produktion af industrivarer.

I 1850’erne slog liberaliseringen for alvor igennem, og med afskaffelsen af lavene ved Næringsfrihedsloven i 1857 var vejen yderligere banet for Aarhus som industriby. Som en del af udviklingen fik byen også Jyllands første [[Jernbaneforbindelser til Aarhus|jernbaneforbindelse]] i 1862, som forbandt den med Randers. I de følgende årtier kom flere og flere forbindelser til.

De første industrivirksomheder i Aarhus var små. Mange beskæftigede i første omgang kun under 10 mand. Der var til gengæld stor alsidighed i de virksomhedstyper, som efter 1800 voksede frem i byen. Tekstil- og tobaksfabrikker fik i første omgang størst betydning. Fra århundredets midte voksede efterspørgslen på maskiner og andre jernprodukter eksplosivt i takt med, at industrien og jernbanernes udbygning vandt indpas. Jernstøberier og maskinfabrikker blev derfor efterhånden byens klart vigtigste industri. [[Frichs fabrikken|Frichs Jernstøberi og Maskinfabrik]], etableret i 1854, og [[Centralværkstedet|Jernbaneværkstedet]], etableret sammen med jernbanen 1862, blev på den måde byens vigtigste arbejdspladser. Ved industritællingen i 1855 var der 30 industrivirksomheder i Aarhus, som tilsammen beskæftigede 472 mand. I 1872 var begge disse tal steget markant til 43 virksomheder og 1.014 mand. Ud over at denne stigning i sig selv er voldsom, er det værd at bemærke, at de enkelte industrivirksomheder samtidig må være vokset, idet antallet af ansatte steg mere markant end antallet af virksomheder.

Sideløbende med industrien voksede selve byen. Alene fra 1840 - 1870 fordobledes indbyggertallet fra 7.000 til 15.000. I 1840 blev Aarhus stører end Randers, i 1850 blev Aalborg overhalet som Jyllands største by, og i 1870 var byen også blevet større end Odense. Aarhus var således blevet Danmarks næststørste by, kun overgået af København. Mange af byens nye indbyggere blev arbejdere på fabrikkerne, men udviklingen skabte også nye jobs i andre brancher, som for eksempel murere og smedehåndværkere. Samtidig fyldte landbrug mindre og mindre, idet landbrug drevet fra selve Aarhus på de omkringliggende marker løbende mistede sin betydning. Byens mark, som i århundreder var blevet drevet af borgerne i fællesskab, blev udskiftet, først delvist i 1801-02 og siden fuldstændigt i 1841-42.

Nye bygninger og gader skød op til at huse Aarhus’ nye beboere. Husene blev nu hovedsageligt bygget i teglsten, som altså ikke længere var forbeholdt særligt fornemme bygninger. I begyndelsen af 1800-tallet dannede det, der i dag er [[Sønder Allé]], [[Vestre Allé]] og [[Nørre Allé]], groft sagt bygrænsen. De følgende årtiers udbygninger fandt særligt sted syd for denne gamle by, omkring den nye banegård, og langs ydersiden af Nørre Allé.

===Nyt borgerskab og Borgerrepræsentationens indførsel===
Aarhus fik altså en arbejderklasse. Denne skulle dog ikke i første omgang forvente politisk indflydelse på bystyret. Overklassen derimod oplevede en stigende indflydelse på byens styre. I første omgang igennem de eligerede borgere, som løbende opnåede mere og mere indflydelse blandt andet gennem forbedret samarbejde med rådmænd og borgmestre. Rådmandsposterne og borgmesterposterne var, som tidligere, under kongelig kontrol, og disse kom nu i stigende grad til at minde om kongelige embedsmænd. Antallet af rådmænd blev også yderligere formindsket, først fra tre til to i 1766, og siden til én i 1803. I 1821 blev borgmesterposten ligefrem et formelt kongeligt embede, idet byfogeden overtog posten.

I 1800-tallet begyndte demokratiske strømninger at sprede sig i Europa, dette fik også sin virkning i Aarhus. I 1837 afskaffedes ordningen med de eligerede borgere til fordel for en demokratisk valgt [[Aarhus Borgerrepræsentation|borgerrepræsentation]]. Denne måtte foruden at deltage i byens styring sammen med borgmesteren og rådmændene også vælge, hvem der skulle besætte to nyoprettede rådmandsposter. Indflydelsen forblev dog hos overklassen, idet der var høje krav til økonomisk velstand, enten i form af fast ejendom eller borgerskab som næringsdrivende, for at opnå valgret. I 1844 havde kun 174 borgere, ud af en befolkning på ca. 7.000, således valgret. Borgerrepræsentationen fungerede frem til 1869, hvor det moderne Aarhus Byråd blev indført.

Ikke kun politisk men også kulturelt var 1800-tallet en ny og mere prægende tid for borgerskabet. Allerede ved 1700-tallets slutning gjorde nye strømninger deres indtog. Byen fik f.eks. sin første permanente avis, [[Århus Stiftstidende]] i 1794. Klubkulturen blev i disse år centrum for byens spidsers kulturelle liv. Den første og vigtigste klub blev stiftet i 1772, og fik med tiden navnet [[Kronprinsens Klub]]. Medlemmerne bestod af købmænd, officerer, lærere, præster og embedsmænd. Foruden daglig socialt samvær i klubbens lokaler, dannede den også rammerne for boglæsning, koncerter, baller, dramatiske forestillinger osv.

Den nye borgerkultur repræsenterede dog langt fra hele befolkningen. Langt størstedelen af de mange nye indbyggere i Aarhus levede stadig under, hvad vi i dag ville kalde kummerlige forhold og fattigdom.

==1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby==

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

====De fattigste nærede de rigeste====
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque.
Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

[[Fil:000186443_l.jpg|300px|thumb|left|Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. [[Aarhus Hovedbanegård|Jernbanen]] havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
[[Lille Torv]] og [[Store Torv]] havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad [[Vestergade]], fra syd ad [[Frederiksgade]] og fra nordvest ad [[Guldsmedgade]] og [[Klostergade]].

[[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

====Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles====

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navn[[Klugmann]]. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.]]

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.

[[Fil:000186097_l.jpg||300px|thumb|left|Badeanstalt_Kystvejen.jpg|Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

====Den ordnede by====
Alt ånder fred og idyl på dette billede af [[Sct. Clemens Torv]] fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af [[Nationalbankens Aarhus-filial]]s. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.
[[Fil:Sct._Clemens_Torv.jpg|300px|thumb|right|Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.]]

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor [[Bispetorvet]] i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede [[Sct. Clemens Bro]]. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede [[Aarhus Kioskselskab]] sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.

==Byen efter 1800-tallet==
I kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom [[Aarhus Museum]] i 1877, [[Statsbiblioteket]] i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt [[Aarhus Teater|teater]] i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet [[Aarhus Ø]]. Også opførelsen af [[Aros Kunstmuseum|kunstmuseet ARoS]] og udbygningen af [[Moesgaard Museum]] vidner om dette. I 2012 havde [[Aarhus Kommune]] 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.

==Henvisninger==
*Clausen, Jens, Haugsted, Ejler, Regnar, Knudsen og Sejr, Emanuel: Aarhus gennem tiderne bind 1. 1939
*Degn, Ole: Aarhus Historie, på Den Store Danske http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Jylland/Jylland_-_byer/%c3%85rhus/%c3%85rhus_(Historie)
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1, 1996
*Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 2, 1997
*Jantzen, Connie: Middelalderbyen Aarhus, 2013
*Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjorn: Danmarks byer i middelalderen, 2016
*Thestrup, Anna: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964
*Dansk Center for Byhistorie http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=74
*[[Vikingemuseet]]

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Historiske perioder & temaer]]