[[Fil:Tørv.jpg|thumb|400px|Småpiger samler tørv på jernbaneterrænet 1945]]
Den 9. april blev Danmark besat. Væksten i butikshandlen stoppede brat, og århusianerne kom i modsætning til under Første Verdenskrig næsten med det samme til at mærke rationeringen af tøj, brændsel, sæbe mm.

Det blev den konservative minister John Christmas Møller, der blev udpeget til at løse problemet, og han oprettede Direktoratet for Vareforsyning, som fik til opgave at opbygge et system, der skulle fordele varerne ligeligt mellem borgerne. Samtidig besluttede regeringen at indføre en maksimalprisordning eller maksimal-avance, der udover at holde lønningerne i ro skulle forhindre, at landbruget, industrien og de handlende benyttede vareknapheden til at sætte priserne op.

Direktoratet stod også for rationeringen der foregik ved at hver borger fik tildelt rationeringsmærker for de særligt sparsomme varegrupper såsom sukker, brændsel, fedtstof mm. Direktoratet udtænkte systemet sådan, at der skulle tages individuelle hensyn til borgerne, når rationeringsmærkerne skulle uddeles. Personer der havde et særligt hårdt fysisk arbejde var således berettiget til ekstra rationer, mens gravide kvinder fik tildelt mælkekort og købekort til udstyr til babyen. Endvidere kunne mindrebemidlede borgere få tildelt særlige rabatmærker, der gav dem mulighed for at kunne købe ekstra dyre varer.

Det blev pålagt kommunerne at administrere den kvartalsvise uddeling af rationeringsmærker til borgerne, og samtidig blev kommunerne også ansvarlig for pris og kvalitetskontrollen.

Både kunder og butikker kom til at lide under varemanglen, og i løbet af besættelsen, blev der udvist stor opfindsomhed – men erstatnings- og blandingsprodukterne var både dårligere og dyrere.

===Kolonihaver, grise og høns===
Det var dog heller ikke alle, der følte rationeringer og begrænsninger lige belastende. Stor set alle der havde et stykke jord, som de kunne opdyrke, eller et baghus i gården til grise og høns, benyttede sig af muligheden for at skaffe lidt ekstra på bordet.
Byboerne købte smågrisene hos landmænd selvom det var ulovligt. Ifølge handelsaftalerne med Tyskland måtte landmændene nemlig kun selv beholde grise til eget forbrug. Men da det stort set var umuligt for myndighederne at føre en effektiv kontrol foregik der et livligt salg af både levende smågrise og andet kød ved stalddøren.

===Rationering på gas – og der skulle spares på elektriciteten===
Selv om man havde skaffet sig kød hos slagteren eller bonden, skulle kødet og tilbehøret også tilberedes. Det kunne blive et problem. Der skulle spares på gassen og hver husholdning havde kun en vis mængde gas til rådighed. Gassen produceredes ved hjælp af kul (kulgas), men da kullene først og fremmest var øremærket til industrien, blev forsyningerne til gasværkerne utilstrækkelige og regeringen måtte indføre rationering for at nedsætte forbruget.

Samtidig skulle der spares på elektricitet. Elektricitetsværkerne havde også svært ved at få brændselsforsyningerne til at slå til. Her løste befolkningen problemet ved simpelthen at huskede at slukke for al unødvendig brug af elektricitet, og samtidig skiftede man til pærer med et lavere watt-forbrug.

===Brændselsrationering===
Allerede den 31. maj 1940 udsendte Varedirektoratet er bekendtgørelse om brændselsrationering, hvilket betød, at forbrugere på landet kun havde adgang til at købe indenlandsk brændsel – tørv og senere også brunkul. I byerne fik befolkningen derimod adgang til udenlandsk brændsel i form af en beskeden mængde af kul og koks. Hvis man ønskede med måtte man selv sørge for at supplere med andet brændsel.Det var gerne affaldstræ, der var blevet tilovers efter skovhugsten – hvis man havde købt et sankekort hos skovfogeden.

Knapheden på brændsel blev meget hurtigt mærkbar i modsætning til fødevareforsyningerne, hvor der gik et par år før knapheden her kunne mærkes. Kul og koks var således rationerede til et minimum og samtidig var produktionen af brunkul og tørv endnu ikke rigtig begyndt. Men som den hjemlige produktion af brunkul og tørv for alvor begyndte løbet af 1941 forbedredes brændselssituationen en smule

==Stor opfindsomhed==
[[Fil:Kaffe.jpg|thumb|400px|Kaffekø i [[Guldsmedgade]] 1941]]

===Det er Rich's der drikk's – det er Danmarks der du'r===
Når familien eller nabokonen skulle inviteres på kaffe, bryggede husmoderen den sikkert på de to konkurrerende erstatningsmærker Richs eller Danmark. Så længe lagrene var fyldte, kunne man med rationeringsmærker købe kaffe, the og kakao. Men ved årsskiftet 1941-42 var lagrene tømte, og man måtte ty til kaffeerstatninger lavet på roer og cikorierødder.

Der florerede mange andre opskrifter og i nogle suppleredes cikorierødderne med dadelkerner eller agern. Blev ingredienserne bare brændt hårdt nok, skulle de nok få den helt rigtige kaffefarve. I folkemunde blev denne ”kaffe” kendt som ”løbesod”. Til at afslutte dagen var den bedste måde med en kop ”Beta bouillon” tilsat en rå æggeblomme og en enkelt snitte, mens købmandsforretningen Chas E. i Ryesgade reklamerede for ægte ungarsk hybente.

===Vin og spiritus===
Vin og spiritus forsvandt også hurtigt fra hylderne. Resultatet blev at konserves- og saftfabrikkerne begyndte at fremstille vin af danske frugter som rabarber, æbler, kirsebær, solbær og stikkelsbær. Således produceredes dansk ”rødvin” med det franskklingende navn Moulin Royal mens konservesfabrikken Beauvais skabte en ”ægte kakaolikør”.

På grund af kartoffelmangel mindskes produktionen af Rød Ålborg. Til gengæld begyndte man at destillere gin, whisky og likør og mens erstatningsprodukterne fra de andre fabrikker forsvandt fra markedet, da man igen kunne købe de originale produkter, solgte Spritfabrikkerne deres likør til langt ind i 1960erne.

[[Fil:Tobak.jpg|thumb|300px|Hjemmedyrket tobaksplante 1941]]

===Alt kan ryges===
Danskerne var et storrygende folkefærd, og i takt med at den fine importerede råtobak fra USA forsvandt fra lagrene, begyndte man allerede i sommeren 1940 at tale om at genoplive den gamle tobaksarvl. Indtil 1900 havde Danmark faktisk haft en ret stor tobaksarvl, og snart begyndte mindre landbrug at dyrke tobak – og i 1941 fik man den første høst i hus.

Også private kastede sig ud i tobaksarvl. I Gartnerierne kunne man købe små tobaksplanter til udplantning, og snart var bondetobakken, som den kom til at hedde lige så almindelig i de danske køkkenhaver som gulerødder og kartofler.

Tobakshungeren og opfindsomheden var så stor, at man endda begyndte at tilsætte en masse spændende ting i tobakken – lige fra æbleblade og kirsebærblade til hakket grønkål og sveskesovs. Det lykkedes aldrig at producere en anstændig dansk tobak og cigaretmærket Powhattan Mixture blev i folkemunde til Pu-hada.

===Amager-fars fra Aarhus Oliefabrik===
Kød og flæsk blev aldrig rationeret. Dog blev der indført forskellige forholdsregler, som skulle begrænse forbruget. Den 10. maj 1943 indførtes købekort til kød, så myndighederne kunne føre kontrol med fordelingen af kødet. Det betød, at slagteren ikke kunne få leveret det kød han ønskede. Derfor måtte han ”rationere” det til de ”faste kunder”.

I løbet af besættelsen var der en nedgang i tilførslen af oksekød, hvilket dog blev opvejet af en forøgelse af flæsk og senere undersøgelser har vist at forbruget af kød ikke blev sat ret meget ned i de første besættelsesår. Det var først fra 1943, at man så en egentlig nedgang

''Det er ikke alle der kan være kæreste med en slagter'' blev der sagt da der ikke længere kunne købes ordentlig kød, så for at mætte den kødhungrende befolkning skabte [[Aarhus Oliefabrik]]; Amager Vegetabil Fars. Et produkt, sagde reklamerne, ''der smager så godt, at det vil blive anvendt, også når kød ikke længere er rationeret''. Ved tilberedning antog det farve og smag som rigtig kød, og da farsen samtidig skulle indeholde en høj næringsværdi, kunne den uden problemer anvendes i den daglige husholdning – gerne i forbindelse med kød- og flæskefars eller serveret alene.

Uanset hvor meget fabrikkerne end anstrengte sig, kunne erstatningerne ikke måle sig med de originale produkter, og danskerne blev aldrig glade for erstatningsprodukterne.

== Litteratur og Kilder ==

* Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45, Christensen, Claus Bundgård, Joachim Lund, Niels Wium Olesen, Jakob Sørensen, 2005
* Levevilkår under besættelsen. Træk af den økonomiske og sociale udvikling i Danmark under den tyske besættelse 1940–45, Sigurd Jensen, 1971
* Århus besat, red. Henrik Fode, 2005

[[Kategori: Besættelsen]]
[[Kategori:Det 21. århundrede]]
[[Kategori: Detailhandel & service]]

2013-01-30T10:36:15Z

Søren P. Andersen: /* Litteratur og Kilder */

==== En idyllisk spadserevej ====

[[Fil:Aarhus mølleport.jpg|thumb|300px|I forgrunden vejforløbet "Vejen bag om byen" med plankeværk og byport, 1823]]

I erindringer om Aarhus, som byen så ud i 1849, fortælles det, at der fra ”[[Spanien]] førte en nydelig spadserevej op forbi kirkegården til Frederiksport, en dejlig stille vej med skønne udsigter over skov og by, med fuglesang og Kattegattets mumlen".

Spadserevejen, der beskrives så idyllisk i Illustreret tidende fra 1885, er ”vejen bag om byen”, som afgrænsede byen fra markerne og som en ydre ringvej forbandt byens syv byporte. Her kunne byens borgere gå romantiske ture ligesom københavnerne gjorde det på voldene. Trods al sin romantiske idyl var der knyttet en mere lyssky forretning til vejen. Ved byens porte skulle der betales afgifter (accise og portkonsumtion), af de varer der førtes ind i byen. Det var en afgift, der ikke var populær, hvorfor der blev smuglet gennem haverne ud til vejen. Der var tit ”løse” brædder i det plankeværk, der gjorde det ud for en bymur. Det blev endda fortalt, at de købmænd, der lå bekvemt i forhold til denne form for smugleri havde bedre chancer for at blive velhavende end andre.

==== Byen vokser ====

Aarhus var i 1849 ikke særlig stor, og kun få skridt på den anden side af [[Skt. Clemens Torv]] var man var ude af byen. Det voksende indbyggertal skabte imidlertid et behov for en byudvidelse. Den var besværlig at gennemføre på grund af byens plankeværk, der i 1850/1851 stadig gjorde det ud for en bymur. En egentlig bebyggelse langs gaderne – Sønder Allé, Vester Allé, Nørre Allé og Nørregade – kom derfor først i gang, efter plankeværket blev sløjfet.

Det stykke af ”vejen bag om byen” som gik fra [[Spanien]] til Frederiksport – Sønder Allé – var længe omgivet af græsmarker; endog da Søren Frichs maskinfabrik i 1854 blev anlagt ved det nuværende Reginakryds. Før Sønder Allé blev endelig bebygget, var der i 1813 blevet anlagt en ny kirkegård omtrent der, hvor rutebilstationen ligger i dag. Meget hurtigt viste det sig dog, at den nye kirkegård var uegnet, da grundvandstanden lå på ”halvanden alens dybde”. Det blev endda ved flere lejligheder testamenteret, at en begravelse ikke måtte finde sted på Kirkegården, da det blev sagt ”at de bliver druknet i stedet for at blive begravet”. Den mislykkede kirkegård blev hurtigt sløjfet, og en ny blev indviet lige uden for Frederiksport på det nuværende rådshus’ plads.

==== Tyfus-epidemi i Nørregade ====

Byudvidelsen gik så stærkt, at den sidste rest af landlig idyl i Nørregade allerede i 1872 var blevet afløst af et ”utilgiveligt svineri”, hvor det praktisk talt var umuligt at komme fra den ene side af gaden til den anden.

En tyfus-epidemi holdt i særlig grad holdt til i kvarteret ved Nørregade som en understregning af de foruroligende forhold. Sundhedskommissionen afgav en betænkning til byrådet, hvori man udtrykte, at ”det mindre gode drikkevand, det manglende afløb for grundvandet og, for Nørregades vedkommende, den aldeles manglende brolægning have været væsentlig medvir-kende årsager til sygdommens opkomst, udbredelse og hårdnakkede vedbliven”. Byrådet besluttede derfor straks at brolægge Nørregade. At den offentlige rendesten løb forbi en hel del huse, så kommissionen interessant nok ikke som et væsentligt problem.

==== Mølleparken og Vester Allé ====

[[Fil:Aarhus Mølle.jpg|350px|thumb|Aarhus Mølle ved Vester Allé omkring 1860. Til højre ses Mølledammen]]

Den del af ”vejen bag om byen” som længst bevarede sin landlige idyl, var stykket fra Frederiksport til [[Århus Mølle]] – Vester Allé. Først i 1870’erne begyndte udvidelsen her. Byens vækst havde indtil da hovedsageligt koncentreret sig i nord og syd. Mod vest lå [[Århus Mølle]] og mølledammen i vejen for en de mest oplagte udvidelser. Men først da sluserne i 1873 blev nedlagt fordi møllen nu skulle drives med dampkraft blev mølledammen drænet og på ganske kort tid opstod der grønne enge der hvor dammen havde været.

Samtidig med at mølledammen blev udlagt til senere bebyggelse opførte man midt på Jeronimusbakkens sydlige side Forsørgelsesanstalten 1869-1870 (hvor ARoS ligger i dag), mens man i årene 1875-1878 byggede en dragonkaserne på Borgmestertoften – lige over for det nuværende rådhus.

Indtil 1870 havde Klosterbygningen ved [[Vor Frue Kirke]] huset de forarmede aarhusianere. Men på grund af pladsmangel opførte man Forsørgelsesanstalten eller [[fattiggården]] som den også blev kaldt. Da den blev taget i brug var den placeret langt uden for byen, og de fattige må næsten have følt det som en deportation at blive anbragt langt uden for byens grænser. Var man først blevet anbragt på fattiggården, overtog fattigvæsenet den fulde forsørgelse, og fattiglemmerne måtte afgive enhver form for selvbestemmelse. Kosten var til gengæld gratis om end hverken nærende eller rigelig. Til gengæld var der både en fnat- og badestue, hvor lemmerne kunne gennemgå en måske tiltrængt renselsesproces. I folkemunde kom [[Jeronimusbakken]] med tiden til at hedde [[fattiggårdsbakken]].

Dragonkasernen eller Rytterikasernen som den officielt kom til at hedde var den første af de militære bygninger som man tog fat på at bygge. Placeringen skyldtes blandt andet at dragonerne i forvejen havde et ridehus her – bygget i 1860. Foruden ridehuset kom kaserne ud mod Vester Allé til at bestå af den såkaldte skolekaserne, der kunne tages i brug i 1876. Her blev rekrutterne placeret når de blev indkaldt – deraf også navnet Skolekasernen.

I 1932 blev regimentet lagt sammen med 5. Dragonregiment og flyttede til Randers under navnet Jyske Dragonregiment. I forbindelse med sammenlægningen oprettedes under Jyske Dragonregiment to cyklisteskadroner og et panservognskompagni, som begge fik garnison på Rytterikasernen. Samtidig rykkede to feltartilleriregimenter med deres hestetrukne kanoner ind. Men det egentlige rytteri – dragonerne – var væk, og i 1934 besluttede man, at det gamle navn Rytterikasernen skulle erstattes med Kasernen, Vester Allé.

== Litteratur og Kilder ==

* Århus - Dengang og nu, bind 1,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1971
* Århus - Dengang og nu, bind 2,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1972
* Gamle Århusgader, bind 1, Emanuel Sejr, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1960
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* [http://www.illustrerettidende.dk
illustreret tidende, Det Konkelige Bibliotek]

[[Kategori:Gader & veje]]

2013-01-10T12:00:57Z

Søren P. Andersen:

===== En idyllisk spadserevej =====

[[Fil:Aarhus mølleport.jpg|thumb|300px|I forgrunden vejforløbet "Vejen bag om byen" med plankeværk og byport, 1823]]

I erindringer om Aarhus, som byen så ud i 1849, fortælles det, at der fra ”[[Spanien]] førte en nydelig spadserevej op forbi kirkegården til Frederiksport, en dejlig stille vej med skønne udsigter over skov og by, med fuglesang og Kattegattets mumlen".

Spadserevejen, der beskrives så idyllisk i Illustreret tidende fra 1885, er ”vejen bag om byen”, som afgrænsede byen fra markerne og som en ydre ringvej forbandt byens syv byporte. Her kunne byens borgere gå romantiske ture ligesom københavnerne gjorde det på voldene. Trods al sin romantiske idyl var der knyttet en mere lyssky forretning til vejen. Ved byens porte skulle der betales afgifter (accise og portkonsumtion), af de varer der førtes ind i byen. Det var en afgift, der ikke var populær, hvorfor der blev smuglet gennem haverne ud til vejen. Der var tit ”løse” brædder i det plankeværk, der gjorde det ud for en bymur. Det blev endda fortalt, at de købmænd, der lå bekvemt i forhold til denne form for smugleri havde bedre chancer for at blive velhavende end andre.

===== Byen vokser =====

Aarhus var i 1849 ikke særlig stor, og kun få skridt på den anden side af [[Skt. Clemens Torv]] var man var ude af byen. Det voksende indbyggertal skabte imidlertid et behov for en byudvidelse. Den var besværlig at gennemføre på grund af byens plankeværk, der i 1850/1851 stadig gjorde det ud for en bymur. En egentlig bebyggelse langs gaderne – Sønder Allé, Vester Allé, Nørre Allé og Nørregade – kom derfor først i gang, efter plankeværket blev sløjfet.

Det stykke af ”vejen bag om byen” som gik fra [[Spanien]] til Frederiksport – Sønder Allé – var længe omgivet af græsmarker; endog da Søren Frichs maskinfabrik i 1854 blev anlagt ved det nuværende Reginakryds. Før Sønder Allé blev endelig bebygget, var der i 1813 blevet anlagt en ny kirkegård omtrent der, hvor rutebilstationen ligger i dag. Meget hurtigt viste det sig dog, at den nye kirkegård var uegnet, da grundvandstanden lå på ”halvanden alens dybde”. Det blev endda ved flere lejligheder testamenteret, at en begravelse ikke måtte finde sted på Kirkegården, da det blev sagt ”at de bliver druknet i stedet for at blive begravet”. Den mislykkede kirkegård blev hurtigt sløjfet, og en ny blev indviet lige uden for Frederiksport på det nuværende rådshus’ plads.

===== Tyfus-epidemi i Nørregade =====

Byudvidelsen gik så stærkt, at den sidste rest af landlig idyl i Nørregade allerede i 1872 var blevet afløst af et ”utilgiveligt svineri”, hvor det praktisk talt var umuligt at komme fra den ene side af gaden til den anden.

En tyfus-epidemi holdt i særlig grad holdt til i kvarteret ved Nørregade som en understregning af de foruroligende forhold. Sundhedskommissionen afgav en betænkning til byrådet, hvori man udtrykte, at ”det mindre gode drikkevand, det manglende afløb for grundvandet og, for Nørregades vedkommende, den aldeles manglende brolægning have været væsentlig medvir-kende årsager til sygdommens opkomst, udbredelse og hårdnakkede vedbliven”. Byrådet besluttede derfor straks at brolægge Nørregade. At den offentlige rendesten løb forbi en hel del huse, så kommissionen interessant nok ikke som et væsentligt problem.

===== Mølleparken og Vester Allé =====

[[Fil:Aarhus Mølle.jpg|350px|thumb|Aarhus Mølle ved Vester Allé omkring 1860. Til højre ses Mølledammen]]

Den del af ”vejen bag om byen” som længst bevarede sin landlige idyl, var stykket fra Frederiksport til [[Århus Mølle]] – Vester Allé. Først i 1870’erne begyndte udvidelsen her. Byens vækst havde indtil da hovedsageligt koncentreret sig i nord og syd. Mod vest lå [[Århus Mølle]] og mølledammen i vejen for en de mest oplagte udvidelser. Men først da sluserne i 1873 blev nedlagt fordi møllen nu skulle drives med dampkraft blev mølledammen drænet og på ganske kort tid opstod der grønne enge der hvor dammen havde været.

Samtidig med at mølledammen blev udlagt til senere bebyggelse opførte man midt på Jeronimusbakkens sydlige side Forsørgelsesanstalten 1869-1870 (hvor ARoS ligger i dag), mens man i årene 1875-1878 byggede en dragonkaserne på Borgmestertoften – lige over for det nuværende rådhus.

Indtil 1870 havde Klosterbygningen ved [[Vor Frue Kirke]] huset de forarmede aarhusianere. Men på grund af pladsmangel opførte man Forsørgelsesanstalten eller [[fattiggården]] som den også blev kaldt. Da den blev taget i brug var den placeret langt uden for byen, og de fattige må næsten have følt det som en deportation at blive anbragt langt uden for byens grænser. Var man først blevet anbragt på fattiggården, overtog fattigvæsenet den fulde forsørgelse, og fattiglemmerne måtte afgive enhver form for selvbestemmelse. Kosten var til gengæld gratis om end hverken nærende eller rigelig. Til gengæld var der både en fnat- og badestue, hvor lemmerne kunne gennemgå en måske tiltrængt renselsesproces. I folkemunde kom [[Jeronimusbakken]] med tiden til at hedde [[fattiggårdsbakken]].

Dragonkasernen eller Rytterikasernen som den officielt kom til at hedde var den første af de militære bygninger som man tog fat på at bygge. Placeringen skyldtes blandt andet at dragonerne i forvejen havde et ridehus her – bygget i 1860. Foruden ridehuset kom kaserne ud mod Vester Allé til at bestå af den såkaldte skolekaserne, der kunne tages i brug i 1876. Her blev rekrutterne placeret når de blev indkaldt – deraf også navnet Skolekasernen.

I 1932 blev regimentet lagt sammen med 5. Dragonregiment og flyttede til Randers under navnet Jyske Dragonregiment. I forbindelse med sammenlægningen oprettedes under Jyske Dragonregiment to cyklisteskadroner og et panservognskompagni, som begge fik garnison på Rytterikasernen. Samtidig rykkede to feltartilleriregimenter med deres hestetrukne kanoner ind. Men det egentlige rytteri – dragonerne – var væk, og i 1934 besluttede man, at det gamle navn Rytterikasernen skulle erstattes med Kasernen, Vester Allé.

== Litteratur og Kilder ==

* Århus - Dengang og nu, bind 1,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1971
* Århus - Dengang og nu, bind 2,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1972
* Gamle Århusgader, bind 1, Emanuel Sejr, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1960
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* [http://www.http://illustrerettidende.dk Illustreret Tidende, Det Kongelige Bibliotek]

[[Kategori:Gader & veje]]