2015-05-12T10:23:43Z

Malthe82: Oprettede siden med 'Gaden går fra Klostergade til Nørre Allé. Gammel Munkegade fik først officielt sit navn i 1985. Men i folkemunde har den altid heddet Gammel Munkegade. Formelt h...'

Ny Munkegade

2015-05-12T07:17:41Z

Malthe82:

[[Fil:Ny Munkegade 1905, postkort.jpg|350px|thumb|right|Ny Munkegade ca. 1905 set mod syd med den nyopførte [[Aarhus Brandstation|brandstation]] til højre i billedet.]]

'''Ny Munkegade''' ligger mellem [[Langelandsgade]] og [[Nørre Allé]]. Gaden opstod som en naturlig forlængelse af den gamle [[Gammel Munkegade|Munkegade]]. Ny Munkegade blev tidligere kaldt Munkebakken, Galgebakkevej, og i slutningen af 1800-tallet hed den Jordbrovej. Da den hed Galgebakkevej førte den til [[Galgebakken]], hvor en af byens galger stod. I 1882 fik gaden sit nuværende navn.

=== Bødlen og rakkeren i Ny Munkegade ===
For 300-400 år siden var Ny Munkegade ikke et sted, aarhusianere færdedes af lyst. Dengang startede den optrampede jordvej ved [[Munkeport]], og på turen nordpå kunne man både risikere at støde ind i bødlen i [[Bøddelgyde]] eller natmanden i rakkerkulen. Længere ude ad jordvejen fandtes byens galge, hvor tyveknægte og banditter hang eller var sat på hjul og stejle. Natmanden, der også blev kaldt rakkeren, tog sig af alt det urene og afskysvækkende arbejde, som andre ikke ville røre ved. Han rensede eksempelvis latringruber, fjernede kadavere, skidt og skarn fra byens gader, og ofte fungerede han også som bødlens højre hånd. Folk som rakkeren og bødlen ville aarhusianerne ikke have boende tæt på, og derfor var deres usle embedsboliger placeret uden for byens mure ved den nuværende Ny Munkegade. Grundet Nu Munkegades faciliteter blev vejen også kaldt Galgebakkevej. Ironisk nok lå Galgebakken, hvor oplysningens højborg, [[Aarhus Universitet|Universitetet]], ligger i dag.

=== Fra markvej til gade ===
[[Fil:Steinbrennes Teglværk 1880.jpg|350px|thumb|left|Udsigt over den sydlige del af Ny Munkegade i ca. 1880 med [[Steinbrenners Teglværk]] med den høje skorsten i midten af billedet.]]

Oprindeligt var Ny Munkegade et isoleret kvarter, der ikke blev videreført af en landevej, men kun blev benyttet af byens egne borgere, når de skulle ud til deres jordlodder nordvest for byen. Isolationen gjorde, at stedet var godt egnet til byens krudttårn; langt væk fra byen og dens mange brandfarer. Udover krudttårnet, lå der i starten af 1800-tallet en række fattighaver i området omkring den nordlige del af gaden, mens [[Steinbrenners Teglværk|Steinbrenners store Teglværk]] var at finde i gadens nederste vestlige del omkring 1870.
I årene 1872-1900 begyndte Ny Munkegade, som vi kender den i dag at tage form, og den tidligere markvej blev belagt med chaussesten. I 1875 blev byens nye [[Epidemisygehuset i Ny Munkegade|epidemisygehus]] opført på hjørnet af Ny Munkegade og [[Samsøgade]], men da der ved [[Marselisborg Hospital|Marselisborg Hospitals]] indvielse i 1913 endnu ikke havde været et af de frygtede kobber- eller koleraudbrud, blev sygehuset nedrevet til fordel for opførslen af [[Samsøgades Skole]].

I 1882 fik gaden sit nuværende navn Ny Munkegade, og syv år senere indtog 3. artilleriafdeling [[Artillerikasernen|en nybygget kaserne]] for enden af Ny Munkegade - i dag beliggende på [[Langelandsgade]]. Den nye kaserne brugte sammen med [[Infanterikasernen]] i [[Høegh-Guldbergs Gade]] ofte området omkring Ny Munkegade som øvelsesareal, hvilket flere gange fik [[Peter Sabroe]] til at indrykke klager i [[Demokraten]] over den brutale adfærd og tone, der var blandt soldaterne.

Mere kæft, trit og retning var der på [[Ny Munkegades Skole]], som blev indviet i 1890. Skolen blev hurtigt fyldt op med drenge fra det de renæssance-inspirerede ejendomme, som skød frem i Ny Munkegade i perioden 1890-1899. Skolebygningerne blev i 1992 købt af [[Elise Smiths Skole]], som stadigt holder til i den gamle drengeskole.

=== På cykel i Ny Munkegade ===
Ny Munkegade kandiderer stærkt til betegnelse Aarhus´Alpe d’huez, og for 100 år siden vakte gadens stejle beskaffenhed også problemer for byens cyklister. I 1913 behandlede [[Aarhus Byråd]] flere gange en indstilling fra Politimester [[Bernt August Goll]] om at forbyde cykelkørsel på Ny Munkegades nederste del. Indstillingen kom efter gentagende ulykker med cyklister, som ikke nåede at bremse inden de ramte [[Nørre Allé]]. Borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]] mente dog, at ''”…Efterhånden kunde der blive saa mange Paabud, at man kunde risikere at blive mulkteret [idømt bøde], naar man færdedes paa Gaderne.”'' Ikke desto mindre blev indstillingen i vedtaget.

Den stejle bakke blev dog en fordel, da byens nye og moderne [[Aarhus Brandstation|brandstation]] blev taget i brug i 1904. Ved udrykningen kunne brandkøretøjerne hurtigt få fart på ned ad Ny Munkegade. Noget langsommere gik det, når de hestetrukne køretøjer skulle hjem igen. Bag tegningerne til den nye brandstation stod arkitekt [[Sophus Frederik Kühnel|S. F. Kühnel]], som også tegnede Ny Munkegades Skole.

== Kilder ==
* Aarhus Byrådsforhandlinger 1913,
* Århus – Byens historie 1720-1870, bind 2, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1997
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Dengang og nu, 2. samling, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1972
* Bernhardt Jensen beretter om Aarhus, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1979
* Ø-Gade kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, 1983

[[Kategori:Gader & veje]]

Ny Munkegade

2015-05-12T07:17:14Z

Malthe82:

[[Fil:Ny Munkegade 1905, postkort.jpg|350px|thumb|right|Ny Munkegade ca. 1905 set mod syd med den nyopførte [[Aarhus Brandstation|brandstation]] til højre i billedet.]]

'''Ny Munkegade''' ligger mellem [[Langelandsgade]] og [[Nørre Allé]]. Gaden opstod som en naturlig forlængelse af den gamle [[Gammel Munkegade|Munkegade]]. Ny Munkegade blev tidligere kaldt Munkebakken, Galgebakkevej, og i slutningen af 1800-tallet hed den Jordbrovej. I 1882 fik gaden sit nuværende navn. Da den hed Galgebakkevej førte den til [[Galgebakken]], hvor en af byens galger stod.

=== Bødlen og rakkeren i Ny Munkegade ===
For 300-400 år siden var Ny Munkegade ikke et sted, aarhusianere færdedes af lyst. Dengang startede den optrampede jordvej ved [[Munkeport]], og på turen nordpå kunne man både risikere at støde ind i bødlen i [[Bøddelgyde]] eller natmanden i rakkerkulen. Længere ude ad jordvejen fandtes byens galge, hvor tyveknægte og banditter hang eller var sat på hjul og stejle. Natmanden, der også blev kaldt rakkeren, tog sig af alt det urene og afskysvækkende arbejde, som andre ikke ville røre ved. Han rensede eksempelvis latringruber, fjernede kadavere, skidt og skarn fra byens gader, og ofte fungerede han også som bødlens højre hånd. Folk som rakkeren og bødlen ville aarhusianerne ikke have boende tæt på, og derfor var deres usle embedsboliger placeret uden for byens mure ved den nuværende Ny Munkegade. Grundet Nu Munkegades faciliteter blev vejen også kaldt Galgebakkevej. Ironisk nok lå Galgebakken, hvor oplysningens højborg, [[Aarhus Universitet|Universitetet]], ligger i dag.

=== Fra markvej til gade ===
[[Fil:Steinbrennes Teglværk 1880.jpg|350px|thumb|left|Udsigt over den sydlige del af Ny Munkegade i ca. 1880 med [[Steinbrenners Teglværk]] med den høje skorsten i midten af billedet.]]

Oprindeligt var Ny Munkegade et isoleret kvarter, der ikke blev videreført af en landevej, men kun blev benyttet af byens egne borgere, når de skulle ud til deres jordlodder nordvest for byen. Isolationen gjorde, at stedet var godt egnet til byens krudttårn; langt væk fra byen og dens mange brandfarer. Udover krudttårnet, lå der i starten af 1800-tallet en række fattighaver i området omkring den nordlige del af gaden, mens [[Steinbrenners Teglværk|Steinbrenners store Teglværk]] var at finde i gadens nederste vestlige del omkring 1870.
I årene 1872-1900 begyndte Ny Munkegade, som vi kender den i dag at tage form, og den tidligere markvej blev belagt med chaussesten. I 1875 blev byens nye [[Epidemisygehuset i Ny Munkegade|epidemisygehus]] opført på hjørnet af Ny Munkegade og [[Samsøgade]], men da der ved [[Marselisborg Hospital|Marselisborg Hospitals]] indvielse i 1913 endnu ikke havde været et af de frygtede kobber- eller koleraudbrud, blev sygehuset nedrevet til fordel for opførslen af [[Samsøgades Skole]].

I 1882 fik gaden sit nuværende navn Ny Munkegade, og syv år senere indtog 3. artilleriafdeling [[Artillerikasernen|en nybygget kaserne]] for enden af Ny Munkegade - i dag beliggende på [[Langelandsgade]]. Den nye kaserne brugte sammen med [[Infanterikasernen]] i [[Høegh-Guldbergs Gade]] ofte området omkring Ny Munkegade som øvelsesareal, hvilket flere gange fik [[Peter Sabroe]] til at indrykke klager i [[Demokraten]] over den brutale adfærd og tone, der var blandt soldaterne.

Mere kæft, trit og retning var der på [[Ny Munkegades Skole]], som blev indviet i 1890. Skolen blev hurtigt fyldt op med drenge fra det de renæssance-inspirerede ejendomme, som skød frem i Ny Munkegade i perioden 1890-1899. Skolebygningerne blev i 1992 købt af [[Elise Smiths Skole]], som stadigt holder til i den gamle drengeskole.

=== På cykel i Ny Munkegade ===
Ny Munkegade kandiderer stærkt til betegnelse Aarhus´Alpe d’huez, og for 100 år siden vakte gadens stejle beskaffenhed også problemer for byens cyklister. I 1913 behandlede [[Aarhus Byråd]] flere gange en indstilling fra Politimester [[Bernt August Goll]] om at forbyde cykelkørsel på Ny Munkegades nederste del. Indstillingen kom efter gentagende ulykker med cyklister, som ikke nåede at bremse inden de ramte [[Nørre Allé]]. Borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]] mente dog, at ''”…Efterhånden kunde der blive saa mange Paabud, at man kunde risikere at blive mulkteret [idømt bøde], naar man færdedes paa Gaderne.”'' Ikke desto mindre blev indstillingen i vedtaget.

Den stejle bakke blev dog en fordel, da byens nye og moderne [[Aarhus Brandstation|brandstation]] blev taget i brug i 1904. Ved udrykningen kunne brandkøretøjerne hurtigt få fart på ned ad Ny Munkegade. Noget langsommere gik det, når de hestetrukne køretøjer skulle hjem igen. Bag tegningerne til den nye brandstation stod arkitekt [[Sophus Frederik Kühnel|S. F. Kühnel]], som også tegnede Ny Munkegades Skole.

== Kilder ==
* Aarhus Byrådsforhandlinger 1913,
* Århus – Byens historie 1720-1870, bind 2, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1997
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Dengang og nu, 2. samling, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1972
* Bernhardt Jensen beretter om Aarhus, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1979
* Ø-Gade kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, 1983

[[Kategori:Gader & veje]]

Ny Munkegade

2015-05-12T07:16:02Z

Malthe82:

[[Fil:Ny Munkegade 1905, postkort.jpg|350px|thumb|right|Ny Munkegade ca. 1905 set mod syd med den nyopførte [[Aarhus Brandstation|brandstation]] til højre i billedet.]]

'''Ny Munkegade''' ligger mellem [[Langelandsgade]] og [[Nørre Allé]]. Gaden opstod som en naturlig forlængelse af den gamle [[Gammel Munkegade|Munkegade]]. Ny Munkegade blev tidligere kaldt '''Munkebakken''', '''Galgebakkevej''', og i slutningen af 1800-tallet hed den '''Jordbrovej'''. Først i 1882 fik gaden sit nuværende navn. Da den hed '''Galgebakkevej''' førte den til [[Galgebakken]], hvor en af byens galger stod.

=== Bødlen og rakkeren i Ny Munkegade ===
For 300-400 år siden var Ny Munkegade ikke et sted, aarhusianere færdedes af lyst. Dengang startede den optrampede jordvej ved [[Munkeport]], og på turen nordpå kunne man både risikere at støde ind i bødlen i [[Bøddelgyde]] eller natmanden i rakkerkulen. Længere ude ad jordvejen fandtes byens galge, hvor tyveknægte og banditter hang eller var sat på hjul og stejle. Natmanden, der også blev kaldt rakkeren, tog sig af alt det urene og afskysvækkende arbejde, som andre ikke ville røre ved. Han rensede eksempelvis latringruber, fjernede kadavere, skidt og skarn fra byens gader, og ofte fungerede han også som bødlens højre hånd. Folk som rakkeren og bødlen ville aarhusianerne ikke have boende tæt på, og derfor var deres usle embedsboliger placeret uden for byens mure ved den nuværende Ny Munkegade. Grundet Nu Munkegades faciliteter blev vejen også kaldt Galgebakkevej. Ironisk nok lå Galgebakken, hvor oplysningens højborg, [[Aarhus Universitet|Universitetet]], ligger i dag.

=== Fra markvej til gade ===
[[Fil:Steinbrennes Teglværk 1880.jpg|350px|thumb|left|Udsigt over den sydlige del af Ny Munkegade i ca. 1880 med [[Steinbrenners Teglværk]] med den høje skorsten i midten af billedet.]]

Oprindeligt var Ny Munkegade et isoleret kvarter, der ikke blev videreført af en landevej, men kun blev benyttet af byens egne borgere, når de skulle ud til deres jordlodder nordvest for byen. Isolationen gjorde, at stedet var godt egnet til byens krudttårn; langt væk fra byen og dens mange brandfarer. Udover krudttårnet, lå der i starten af 1800-tallet en række fattighaver i området omkring den nordlige del af gaden, mens [[Steinbrenners Teglværk|Steinbrenners store Teglværk]] var at finde i gadens nederste vestlige del omkring 1870.
I årene 1872-1900 begyndte Ny Munkegade, som vi kender den i dag at tage form, og den tidligere markvej blev belagt med chaussesten. I 1875 blev byens nye [[Epidemisygehuset i Ny Munkegade|epidemisygehus]] opført på hjørnet af Ny Munkegade og [[Samsøgade]], men da der ved [[Marselisborg Hospital|Marselisborg Hospitals]] indvielse i 1913 endnu ikke havde været et af de frygtede kobber- eller koleraudbrud, blev sygehuset nedrevet til fordel for opførslen af [[Samsøgades Skole]].

I 1882 fik gaden sit nuværende navn Ny Munkegade, og syv år senere indtog 3. artilleriafdeling [[Artillerikasernen|en nybygget kaserne]] for enden af Ny Munkegade - i dag beliggende på [[Langelandsgade]]. Den nye kaserne brugte sammen med [[Infanterikasernen]] i [[Høegh-Guldbergs Gade]] ofte området omkring Ny Munkegade som øvelsesareal, hvilket flere gange fik [[Peter Sabroe]] til at indrykke klager i [[Demokraten]] over den brutale adfærd og tone, der var blandt soldaterne.

Mere kæft, trit og retning var der på [[Ny Munkegades Skole]], som blev indviet i 1890. Skolen blev hurtigt fyldt op med drenge fra det de renæssance-inspirerede ejendomme, som skød frem i Ny Munkegade i perioden 1890-1899. Skolebygningerne blev i 1992 købt af [[Elise Smiths Skole]], som stadigt holder til i den gamle drengeskole.

=== På cykel i Ny Munkegade ===
Ny Munkegade kandiderer stærkt til betegnelse Aarhus´Alpe d’huez, og for 100 år siden vakte gadens stejle beskaffenhed også problemer for byens cyklister. I 1913 behandlede [[Aarhus Byråd]] flere gange en indstilling fra Politimester [[Bernt August Goll]] om at forbyde cykelkørsel på Ny Munkegades nederste del. Indstillingen kom efter gentagende ulykker med cyklister, som ikke nåede at bremse inden de ramte [[Nørre Allé]]. Borgmester [[Borgmester Jakob Jensen|Jakob Jensen]] mente dog, at ''”…Efterhånden kunde der blive saa mange Paabud, at man kunde risikere at blive mulkteret [idømt bøde], naar man færdedes paa Gaderne.”'' Ikke desto mindre blev indstillingen i vedtaget.

Den stejle bakke blev dog en fordel, da byens nye og moderne [[Aarhus Brandstation|brandstation]] blev taget i brug i 1904. Ved udrykningen kunne brandkøretøjerne hurtigt få fart på ned ad Ny Munkegade. Noget langsommere gik det, når de hestetrukne køretøjer skulle hjem igen. Bag tegningerne til den nye brandstation stod arkitekt [[Sophus Frederik Kühnel|S. F. Kühnel]], som også tegnede Ny Munkegades Skole.

== Kilder ==
* Aarhus Byrådsforhandlinger 1913,
* Århus – Byens historie 1720-1870, bind 2, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1997
* Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
* Århus – Dengang og nu, 2. samling, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1972
* Bernhardt Jensen beretter om Aarhus, Aarhus Byhistoriske Udvalg, 1979
* Ø-Gade kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, 1983

[[Kategori:Gader & veje]]

AGF Fodbold

2015-05-08T07:16:52Z

Malthe82:

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom AGF tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887, og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem Århus 1900 og klubben Olympia. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastikforening]] et fodboldhold - et hold som med tiden skulle dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat var spillerne fra Randers voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen]] i 1909, hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg skoles banen ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B 93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på hotel [[Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.

Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.

1953/54 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og [[Centralhotellet]] i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det Nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra Skovbakken havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
Idrætten i Århus 1920-95. Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.

Statistik over diverse fodboldturneringer.

AGF Fodbold

2015-05-08T07:06:52Z

Malthe82:

Fodbolden i Aarhus har en flot historie, der kan føres mere end 100 år tilbage. I 1920 blev [[Aarhus Stadion]] indviet under overværelse af kongeparret Christian 10. og dronning Alexandrine. Selvom AGF tabte indvielseskampen mod Akademisk Boldklub København med 2-0 var det en god kamp. Direktøren for [[Århus Oliefabrik]] samt formand for AGF [[Frederik Lausen]], kunne omsider se resultatet af deres hårde arbejde.

===Begyndelsen===
Allerede ved indvielsen af stadionet havde man i mindst 23 år spillet fodbold i Aarhus. Det første eksempel kan findes i en notits fra 4. maj 1897, hvor det blev meddelt at en fodboldkamp skulle afholdes om søndagen på eksercerpladsen ved fodfolkskasernen i [[Høegh-Guldbergs Gade]]. I dag er kasernen nedlagt og [[Steno Museet]] opført i stedet. Kampen stod mellem to udvalgte hold fra latinskolerne i Randers og Aarhus, hvor 3-400 tilskuere kunne se Aarhusholdet vinde 4-0. Ifølge [[Århus Stiftstidende]] stod spillerne fra Randers for den rå kraft, mens aarhusianerne stod for finesserne.

I slutningen af århundredet blev spillet hurtigt populært, men Aarhus var stadig ikke nogen stor fodboldby. Man kunne f.eks. ikke stille hold, da man modtog udfordringer fra Aalborg og København. I København havde man spillet allerede fra 1887 og i 1888 var der 20 klubber. På foranledning af KB spillede man også den første turnering – som KB vandt. I Aarhus blev den første turnering afholdt i 1902 på eksercerpladsen, finalen kom til at stå mellem Århus 1900 og klubben Olympia. Kampen endte uafgjort, men i omkampen vandt Olympia og blev dermed den første Aarhusmester.

I 1902 etablerede [[Aarhus Gymnastikforening]] et fodboldhold, et hold som med tiden skulle komme til at dominere i byen. Hvor det tidligere havde været latinskolerne der havde spillet, kunne man nu arrangere kampe mellem AGF og Randers Freja – f.eks. spillede klubberne i juni 1944 2-2. Ifølge det lokale referat, hvor troværdigt det så er, var spillerne fra Randers stadig voldsomme og brutale. Det gik sågar så vidt, at AGF fik tildømt ét frispark! AGF lå ellers til at vinde kampen, inden der i afslutningen blev dømt et straffefrispark imod AGF, da en af deres spillere tog bolden med hånden.

Fra 1. januar 1906 blev AGF indmeldt i Jydsk Boldspil Union (JBU), og allerede i sæsonen 1907/08 og 1908/09 vandt man det jyske mesterskab, der ellers var domineret af holdene fra Ålborg, som havde vundet alle turneringer hidtil. Samme år fik man besøg af AB, med et sviende nederlag til AGF på 6-1 som følge. Bedre var det gået tidligere hvor man havde været på første udlandstur til Flensborg og havde vundet 16-1. AGF vandt yderligere en særlig turnering i forbindelse med [[Landsudstillingen]] i 1909, hvor de besejrede Ringkøbing i den sidste kamp spillet på Marselisborg skoles banen ved [[Friheden]].

I dag kendes klubben som hjemmehørende i [[Fredensvang]], men i starten af 1900-tallet havde idrætsforeningen til huse i centrum. Efter landsudstillingen blev fodbolden henlagt til foreningens egne baner ved [[Dalgas Avenue]].

===De gode 20’ere===
Selvom der var flere fodboldklubber i Aarhus i 1920’erne, bl.a. det i 1918 oprettede [[Arbejdernes Idrætsklub Århus]] (AIA), stod der AGF på det sportslige, som gennem 20’erne spillede mange vigtige kampe på det nye stadion. I 1921 og 1923 vandt man det det jyske mesterskab og provinsmesterskabet. De vundne mesterskaber skyldtes især fire spillere som udmærkede sig: Målmanden [[Carl Voigt]], back’en [[Kaj Andersen]], venstre wing [[Knud Thiede]] og AGF’s første landsholdsspiller [[Haldur Lastein]], der senere flyttede til København og spillede for B 93.

Igen i 1925 vandt AGF det jyske mesterskab, med en sejr over Randers Freja på 3-1 i den afgørende kamp. Vejen til mesterskabet var dog mere simpel, da der kun var 6 hold i JBU’s bedste række. Med det jyske mesterskab kom retten til at spille om provinsmesterskabet, der i 1925 foregik i Odense. Her mødte man først de fynske mestre OB, der efter en hård kamp blev slået 4-3. I finalen mødte man B 1901, som var mestre fra Lolland-Falster. B1901 havde i deres semi-finale slået de sjællandske mestre fra Korsør Boldklub. Et svagt spillende AGF mandskab vandt finalen 4-1, og kunne dermed kalde sig provinsmestre. I denne periode begyndte AGF også at få tilhængere med til udekampe. Finalekampen blev f.eks. overværet af 3-400 medrejsende aarhusianere.

Med provinsmesterskabet hjemme var man klar til kampen om danmarksmesterskabet, der blev spillet som en kamp mellem provinsmesteren og københavnsmesteren. Normalt blev kampen spillet på provinsmesterens bane, men i 1925 slog DBU’s sekretær, alene på sit kontor, terning om placeringen, og københavnsmestrene KB fik hjemmebane. Selvom KB blev anset som favoritter, var man i den københavnske presse positivt indstillet overfor AGF, der blev beskrevet som værende fri for det man kaldte provinsspil, altså knokkelspil. Selvom flere af AGF’s spillere også blev beskrevet i rosende vendinger forsvarede KB favoritværdigheden og vandt kampen 9-2. Herefter blev det sagt at aarhusianerne godt vidste hvordan man skulle spille. De var dog for langsomme og kunne ikke samtidigt tæmme bolden og finde ud af hvad de skulle gøre med den, så det blev svært for dem at sætte deres ellers gode vilje igennem. Med i regnestykket skal man dog huske, at det først i 1954 lykkedes provinsen, repræsenteret ved Køge Boldklub, at vinde danmarksmesterskabet.

1925 blev også året hvor den første landskamp blev spillet i provinsen, da Aarhus Stadion lagde græs til landsholdets første kamp mod Finland. Til kampen blev hjemmebanefavoritten Haldur Lasthein udtaget, ifølge nogle kun fordi at københavnerne kun stillede med spillere fra KB og Frem til rådighed, da de øvrig var optagede af den københavnske pokalturnering - i alt var der dog stadig 8 spillere. Venstre wing Knud Thiede skulle også have været på banen, men var søndagen forinden røget ind i et rækværk ved en unionskamp i Odense og havde brækket et ribben og forvredet en hånd. Fra finnerne fremhævede man især målmand Tammisalo, der året forinden i en kamp mellem Finland og Norge havde haft intet mindre end 50 redninger i finnernes 2-0 sejr. Man havde derfor store forventninger i Aarhus, men dagen bød på silende regn og der dukkede kun 6.000 tilskuere op, hvor man havde forventet op mod 10.000. Resultaterne udeblev også, da man spillede 3-3, efter at Danmark havde været bagud 3-1 ved pausen – dette på trods af at finnerne havde overnattet i Fredericia og derfor først ankom med middagstoget til banegården mens de første tilskuere allerede var på vej ind på stadion. Danskerne mødte et finsk hold der spillede resolut og som både var udholdende og hurtige. Samtidig undgik de driblinger og spillede i stedet ”short-passing” fodbold. Danskerne kom ellers foran på et finsk selvmål efter et kvarter, men i sidste halvdel af halvlegen lavede finnerne 3 mål, hvor af to var på drop fra KB’s målmand, Poul Graae. Selvom to mål af Pauli Jørgensen reddede lidt af æren, blev dagen altså aldrig en succes. Måske derfor skulle der gå hele 22 år inden man igen spillede en landskamp i provinsen - det foregik 27. september 1947 og endnu engang var det i Aarhus mod Finland.

AGF havde dog i 20’erne også besøg af andre internationale hold. I 1921 kom et skotsk hold, i 1922 Wiener Sports-Club, og i 1925 forsøgte man at få Arsenal til Aarhus, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre økonomisk. I maj 1927 lykkedes det at få et stærkt Middlesborough hold til Aarhus, der kom dagen før og overnattede på hotel [[Skandinavien]]. Kampen i sig selv var ikke nogen succes for AGF. De kunne være nogenlunde med spillemæssigt, men tabte kampen 6-2. Englænderne sagde at de var overraskede over det gode spil, da de i København havde fået at vide man ikke kunne spille fodbold i Aarhus. Der var dog også en generel holdning om at englænderne nok havde skruet lidt ned for tempoet, så AGF’erne kunne være med, selv om de var pressede.

===Århus Fodbold Club===
I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme aften, en fredag i August, som B 1921 blev nedlagt skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelona klubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.

Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

===Fodbold under krigen===
Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

===De gyldne år===
Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.

1953/54 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og [[Centralhotellet]] i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

===AGF i Europa===
Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det Nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

===Fodbolden bliver professionaliseret===
De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.

At man i 1977 igen rykkede op i den bedste række, var dog noget af et lykketræf. Det år indførte man nemlig betalingsfodbolden i Danmark. I starten blev penge spredt over divisionerne, men hurtigt skete der en koncentration af penge - især efter indførelsen af Superligaen i 1991. I starten var professionalismen ikke en let leg i Aarhus. Især AGF’s konkurrent fra Skovbakken havde det svært. Her havde man ikke råd til en seriøs økonomisk drift. Alligevel blev det til to sæsoner i 1. division, i 1978 og 1979, hvor man også spillede fire lokalopgør mod AGF, som vandt de tre af kampene og spillede den sidste uafgjort.

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.

==Kilder==
Idrætten i Århus 1920-95. Redigeret og tilrettelagt af Ib Gejl. Århus Byhistoriske Udvalg.

Statistik over diverse fodboldturneringer.