AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Dynkarken

2014-12-22T12:54:59Z

Jkm:

[[Fil:Dynkarken-1895-db.jpg|thumb|300px|right|Dynkarken i 1895. Set mod hjørnet af [[Mindegade]]]]
'''Dynkarken''' var oprindeligt en gade uden for byens [[Mindeport]], hvilket blev anset for at være langt uden for byen. Trods dens lidenhed kom den, udover fattighuse, til at rumme både købmandsgårde, tobaksfabrik, realskole og sygehus, som lå på adressen [[Dynkarken 12]]. I dag har Aarhus Politigård og spillestedet Train hjemme i gaden.

Gaden er en forlængelse af [[Spanien]] fra [[Sønder Allé]] mod [[Havnegade]].

Tidligere var det mest fattige småfolk og søfolk som boede her. De boede i såkaldte lejerboder (boliger), der var små én-etages huse med meget små boligrum. Husene var ikke bredere en én, to, tre eller fire fag. Lejeboligerne blev opført af købmænd til udlejning. I 1682 var der 18 huse i Dynkarken, som var ejet af rådmand [[Jens Wegerslev]]. Købmand [[Mogens Blach]], der selv boede i [[Vestergade]], ejede i 1761 14 lejeboder i Dynkarken.

I 1700-tallet blev der opført flere købmandsgårde, på den østlige side af vejen, bl.a. Malling-familiens i [[Købmandsgården Dynkarken 39-41|nr. 39-43]]. H.C. Andersen var gæst i Dynkarken 43 i 1850'erne, i en periode hvor huset var udlejet til [[Anton Christian Kjærulff]].

==Den Videnskabelige Realskole==
[[Fil:B775100-CD0385-111236.jpg|thumb|300px|right|Et kig igennem den lille gade [[Ridderstræde]] til Dynkarken. Husene blev revet ned i 60'erne, i dag danner gaden indgang til en parkeringsplads bag politistationen.]]
1840-41 opførtes på den vestlige side, hvor politistationen ligger i dag, [[Den Videnskabelige Realskole]]. Den havde i to år haft til huse i lejede lokaler i [[Vestergade]], men ved det ny års begyndelse 1842 stod skolen færdig. I forhold til de gamle lokaler var den nye skole fornemt indrettet. Det var straks værre med beliggenheden: i modsætning til Vestergade lå Dynkarken, efter aarhusianske forhold, langt fra de fleste studerende.

Den videnskabelige realskole blev ikke nogen succes - selvom nogle af dens elever fik stor betydning i byen, fx [[Frichs fabrikken|fabriksgrundlægger Søren Frich]]. I starten var der stor tilstrømning, men den afsluttende eksamen gav ikke adgang til noget arbejde, og da skolen blev nedlagt i 1853, var der kun 29 elever tilbage. De blev overført til katedralskolen, der oprettede en realafdeling.

Den næsten nybyggede skole stod ikke tom længe, for i sommeren 1853 nåede koleraen Aarhus. Den kom fra København – med dampskib – og i form af en enkelt rejsende, der efter ankomsten indlogerede sig på [[Hotel Skandinavien]], hvor sygdommen brød ud. Byens eneste sygehus lå da i Vestergade, og havde kun plads til 28 patienter, så for at imødegå epidemien, blev den gamle skole omdannet til koleralazaret. Efter sygdomsudbruddet – der kostede 213 århusianere, omkring 2,5 % af byens indbyggere, livet – købte kommunen bygningen, og begyndte at indrette den til byens fremtidige hospital. Det var i brug 1856-93, indtil den første af det nye [[Aarhus Kommunehospital]]s bygninger stod færdig ved [[Randersvej]].

To år senere blev det gamle hospital overtaget af købmandssønnen [[Thomas Thomassen Sabroe]]. Han indrettede bygningen til produktion af køleanlæg, og med tiden blev man også leveringsdygtig i iskrememaskiner, køleskabe, og udstyr til kølehuse. [[Sabroe kølemaskiner og Dania A/S|Sabroe-fabrikken]] gennemgik en støt udvikling, og de gamle sygehusbygninger blev løbende udvidet, så fabrikken til sidst optog hele hjørnet af Dynkarken-Sønder Allé. 1958 var midtbyen blevet for trang, og i de følgende år opførtes nye bygninger i Holme. Det gamle fabriksanlæg blev revet ned 1967-70. I dag har fabrikken hjemme i Hornslet, under navnet Sabro A/S.

==Dynkarken får sin nuværende form==
[[Fil:B775100-CD0491-125092.jpg|thumb|350px|right|Området omkring Dynkarken, marts 1958. Billedet er taget fra syd, året før den østlige side af gaden blev revet ned, for at gøre plads til udvidelse af vejen.]]
Fra omkring 1960 begyndte Dynkarken så småt at indtage den form, den har i dag. Hele den østlige side af gaden var blevet revet ned 1959-60. Det var gamle, saneringsmodne beboelsesejendomme med propfyldte baggårde – og de lå i vejen for den hastigt voksende trafik i midtbyen og til havnen. Efter nedrivningen blev vejen udvidet til fire spor, med skrå parkeringspladser i hver side. De blev sløjfet i 1970, da trafikken igen var blevet for hektisk – den var øget med 75 % på ti år – og i stedet blev der anlagt en midterrabat.

På pladsen hvor den gamle Sabroe-fabrik havde ligget, blev der i første omgang indrettet en parkeringsplads, men i 1979 gjorde gravemaskinerne de første spadestik til Aarhus’ nye politigård. Den stod færdig 1984, og har siden da, sammen med spillestedet Train og First Hotel Atlantic, på den modsatte side, udgjort Dynkarken.

==Dynkarkens navn==
Der er flere gisninger om, hvad gadenavnet Dynkarken i Aarhus egentlig kommer af:

'''Dunkerque.''' Navnet stammer fra den franske by Dunkerque, fordi man mener havnens forskellige oplagspladser i sin tid blev opkaldt efter forskellige skibsdestinationer. Enten fordi Aarhus havde kontakt med byen, eller fordi nogle skippere havde forbindelse med byen.

'''Søren Dynker.''' Omkring 1650 boede nær [[Mindet]] ved Dynkarken en sømand ved navn Søren Dynkerker (dynkerker var dengang udtryk for en sørøver), som måske har givet anledning til navnet på en eller anden måde - at kvarteret var et skummelt 'sørøverkvarter'.

'''Dynke-kar.''' Navnet skulle komme af 'dynke-kar', dvs. et kar hvori man stænkede (dynkede) tøj efter vask. Ordet 'dynke' betyder ifølge Ordbog over det Danske Sprog: væde, fugte.

'''Mudderkrog.''' Navnet kommer af dynd og kværk=krog, dvs. en mudderkrog som muligvis fandtes her. 'Kværk' er også gamle maritime udtryk for et sejls øverste hjørne, eller en vinkelformet sammenføjning af bjælker.
'''

'''Dønkokkeriet.''' Navnet kommer af et gammelt stednavn i Vejlby: Dønkokkeriet (døn= tøve, bie; altså et sted hvor man dvælede for at spise og drikke).

==Kilder==
* Første version af artiklen oprettet fra: ''Kurt Lundskov:'' Det gamle Aarhus. Historier fra byen. Byens historie. 2011.

* Vagn Dybdahl: ''Århus dengang og nu'', Århus Byhistoriske udvalg, 1971
* Preben Rasmussens samling: Dynkarken, Erhvervsarkivets læsesal
* Emanuel Sejr: ''Gamle Århusgader. Anden Samling'', Universitetsforlaget i Aarhus, 1961
* http://www.tanker-i-gang.dk/turforslag/hcandersen/havnen/dynkarken.php

[[Kategori:Gader & veje]]

Fil:Ridderstræde 1954.jpg

2014-12-22T12:52:07Z

Jkm: Udsyn igennem Ridderstæde mod Dynkarken. Fotograf Thomas Pedersen, 1954. I Den Gamle Bys billedsamling.

== Beskrivelse ==
Udsyn igennem Ridderstæde mod Dynkarken.
Fotograf Thomas Pedersen, 1954. I Den Gamle Bys billedsamling.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Dynkarken

2014-12-22T12:20:42Z

Jkm: /* Dynkarken får sin nuværende form */

[[Fil:Dynkarken-1895-db.jpg|thumb|300px|right|Dynkarken i 1895. Set mod hjørnet af [[Mindegade]]]]
'''Dynkarken''' var oprindeligt en gade uden for byens [[Mindeport]], hvilket blev anset for at være langt uden for byen. Trods dens lidenhed kom den, udover fattighuse, til at rumme både købmandsgårde, tobaksfabrik, realskole og sygehus, som lå på adressen [[Dynkarken 12]]. I dag har Aarhus Politigård og spillestedet Train hjemme i gaden.

Gaden er en forlængelse af [[Spanien]] fra [[Sønder Allé]] mod [[Havnegade]].

Tidligere var det mest fattige småfolk og søfolk som boede her. De boede i såkaldte lejerboder (boliger), der var små én-etages huse med meget små boligrum. Husene var ikke bredere en én, to, tre eller fire fag. Lejeboligerne blev opført af købmænd til udlejning. I 1682 var der 18 huse i Dynkarken, som var ejet af rådmand [[Jens Wegerslev]]. Købmand [[Mogens Blach]], der selv boede i [[Vestergade]], ejede i 1761 14 lejeboder i Dynkarken.

I 1700-tallet blev der opført flere købmandsgårde, på den østlige side af vejen, bl.a. Malling-familiens i [[Købmandsgården Dynkarken 39-41|nr. 39-43]]. H.C. Andersen var gæst i Dynkarken 43 i 1850'erne, i en periode hvor huset var udlejet til [[Anton Christian Kjærulff]].

==Den Videnskabelige Realskole==
1840-41 opførtes på den vestlige side, hvor politistationen ligger i dag, [[Den Videnskabelige Realskole]]. Den havde i to år haft til huse i lejede lokaler i [[Vestergade]], men ved det ny års begyndelse 1842 stod skolen færdig. I forhold til de gamle lokaler var den nye skole fornemt indrettet. Det var straks værre med beliggenheden: i modsætning til Vestergade lå Dynkarken, efter aarhusianske forhold, langt fra de fleste studerende.

Den videnskabelige realskole blev ikke nogen succes - selvom nogle af dens elever fik stor betydning i byen, fx [[Frichs fabrikken|fabriksgrundlægger Søren Frich]]. I starten var der stor tilstrømning, men den afsluttende eksamen gav ikke adgang til noget arbejde, og da skolen blev nedlagt i 1853, var der kun 29 elever tilbage. De blev overført til katedralskolen, der oprettede en realafdeling.

Den næsten nybyggede skole stod ikke tom længe, for i sommeren 1853 nåede koleraen Aarhus. Den kom fra København – med dampskib – og i form af en enkelt rejsende, der efter ankomsten indlogerede sig på [[Hotel Skandinavien]], hvor sygdommen brød ud. Byens eneste sygehus lå da i Vestergade, og havde kun plads til 28 patienter, så for at imødegå epidemien, blev den gamle skole omdannet til koleralazaret. Efter sygdomsudbruddet – der kostede 213 århusianere, omkring 2,5 % af byens indbyggere, livet – købte kommunen bygningen, og begyndte at indrette den til byens fremtidige hospital. Det var i brug 1856-93, indtil den første af det nye [[Aarhus Kommunehospital]]s bygninger stod færdig ved [[Randersvej]].

To år senere blev det gamle hospital overtaget af købmandssønnen [[Thomas Thomassen Sabroe]]. Han indrettede bygningen til produktion af køleanlæg, og med tiden blev man også leveringsdygtig i iskrememaskiner, køleskabe, og udstyr til kølehuse. [[Sabroe kølemaskiner og Dania A/S|Sabroe-fabrikken]] gennemgik en støt udvikling, og de gamle sygehusbygninger blev løbende udvidet, så fabrikken til sidst optog hele hjørnet af Dynkarken-Sønder Allé. 1958 var midtbyen blevet for trang, og i de følgende år opførtes nye bygninger i Holme. Det gamle fabriksanlæg blev revet ned 1967-70. I dag har fabrikken hjemme i Hornslet, under navnet Sabro A/S.

==Dynkarken får sin nuværende form==
[[Fil:B775100-CD0491-125092.jpg|thumb|350px|right|Området omkring Dynkarken, marts 1958. Billedet er taget fra syd, året før den østlige side af gaden blev revet ned, for at gøre plads til udvidelse af vejen.]]
Fra omkring 1960 begyndte Dynkarken så småt at indtage den form, den har i dag. Hele den østlige side af gaden var blevet revet ned 1959-60. Det var gamle, saneringsmodne beboelsesejendomme med propfyldte baggårde – og de lå i vejen for den hastigt voksende trafik i midtbyen og til havnen. Efter nedrivningen blev vejen udvidet til fire spor, med skrå parkeringspladser i hver side. De blev sløjfet i 1970, da trafikken igen var blevet for hektisk – den var øget med 75 % på ti år – og i stedet blev der anlagt en midterrabat.

På pladsen hvor den gamle Sabroe-fabrik havde ligget, blev der i første omgang indrettet en parkeringsplads, men i 1979 gjorde gravemaskinerne de første spadestik til Aarhus’ nye politigård. Den stod færdig 1984, og har siden da, sammen med spillestedet Train og First Hotel Atlantic, på den modsatte side, udgjort Dynkarken.

==Dynkarkens navn==
Der er flere gisninger om, hvad gadenavnet Dynkarken i Aarhus egentlig kommer af:

'''Dunkerque.''' Navnet stammer fra den franske by Dunkerque, fordi man mener havnens forskellige oplagspladser i sin tid blev opkaldt efter forskellige skibsdestinationer. Enten fordi Aarhus havde kontakt med byen, eller fordi nogle skippere havde forbindelse med byen.

'''Søren Dynker.''' Omkring 1650 boede nær [[Mindet]] ved Dynkarken en sømand ved navn Søren Dynkerker (dynkerker var dengang udtryk for en sørøver), som måske har givet anledning til navnet på en eller anden måde - at kvarteret var et skummelt 'sørøverkvarter'.

'''Dynke-kar.''' Navnet skulle komme af 'dynke-kar', dvs. et kar hvori man stænkede (dynkede) tøj efter vask. Ordet 'dynke' betyder ifølge Ordbog over det Danske Sprog: væde, fugte.

'''Mudderkrog.''' Navnet kommer af dynd og kværk=krog, dvs. en mudderkrog som muligvis fandtes her. 'Kværk' er også gamle maritime udtryk for et sejls øverste hjørne, eller en vinkelformet sammenføjning af bjælker.
'''

'''Dønkokkeriet.''' Navnet kommer af et gammelt stednavn i Vejlby: Dønkokkeriet (døn= tøve, bie; altså et sted hvor man dvælede for at spise og drikke).

==Kilder==
* Første version af artiklen oprettet fra: ''Kurt Lundskov:'' Det gamle Aarhus. Historier fra byen. Byens historie. 2011.

* Vagn Dybdahl: ''Århus dengang og nu'', Århus Byhistoriske udvalg, 1971
* Preben Rasmussens samling: Dynkarken, Erhvervsarkivets læsesal
* Emanuel Sejr: ''Gamle Århusgader. Anden Samling'', Universitetsforlaget i Aarhus, 1961
* http://www.tanker-i-gang.dk/turforslag/hcandersen/havnen/dynkarken.php

[[Kategori:Gader & veje]]

Dynkarken

2014-12-22T12:19:14Z

Jkm:

[[Fil:Dynkarken-1895-db.jpg|thumb|300px|right|Dynkarken i 1895. Set mod hjørnet af [[Mindegade]]]]
'''Dynkarken''' var oprindeligt en gade uden for byens [[Mindeport]], hvilket blev anset for at være langt uden for byen. Trods dens lidenhed kom den, udover fattighuse, til at rumme både købmandsgårde, tobaksfabrik, realskole og sygehus, som lå på adressen [[Dynkarken 12]]. I dag har Aarhus Politigård og spillestedet Train hjemme i gaden.

Gaden er en forlængelse af [[Spanien]] fra [[Sønder Allé]] mod [[Havnegade]].

Tidligere var det mest fattige småfolk og søfolk som boede her. De boede i såkaldte lejerboder (boliger), der var små én-etages huse med meget små boligrum. Husene var ikke bredere en én, to, tre eller fire fag. Lejeboligerne blev opført af købmænd til udlejning. I 1682 var der 18 huse i Dynkarken, som var ejet af rådmand [[Jens Wegerslev]]. Købmand [[Mogens Blach]], der selv boede i [[Vestergade]], ejede i 1761 14 lejeboder i Dynkarken.

I 1700-tallet blev der opført flere købmandsgårde, på den østlige side af vejen, bl.a. Malling-familiens i [[Købmandsgården Dynkarken 39-41|nr. 39-43]]. H.C. Andersen var gæst i Dynkarken 43 i 1850'erne, i en periode hvor huset var udlejet til [[Anton Christian Kjærulff]].

==Den Videnskabelige Realskole==
1840-41 opførtes på den vestlige side, hvor politistationen ligger i dag, [[Den Videnskabelige Realskole]]. Den havde i to år haft til huse i lejede lokaler i [[Vestergade]], men ved det ny års begyndelse 1842 stod skolen færdig. I forhold til de gamle lokaler var den nye skole fornemt indrettet. Det var straks værre med beliggenheden: i modsætning til Vestergade lå Dynkarken, efter aarhusianske forhold, langt fra de fleste studerende.

Den videnskabelige realskole blev ikke nogen succes - selvom nogle af dens elever fik stor betydning i byen, fx [[Frichs fabrikken|fabriksgrundlægger Søren Frich]]. I starten var der stor tilstrømning, men den afsluttende eksamen gav ikke adgang til noget arbejde, og da skolen blev nedlagt i 1853, var der kun 29 elever tilbage. De blev overført til katedralskolen, der oprettede en realafdeling.

Den næsten nybyggede skole stod ikke tom længe, for i sommeren 1853 nåede koleraen Aarhus. Den kom fra København – med dampskib – og i form af en enkelt rejsende, der efter ankomsten indlogerede sig på [[Hotel Skandinavien]], hvor sygdommen brød ud. Byens eneste sygehus lå da i Vestergade, og havde kun plads til 28 patienter, så for at imødegå epidemien, blev den gamle skole omdannet til koleralazaret. Efter sygdomsudbruddet – der kostede 213 århusianere, omkring 2,5 % af byens indbyggere, livet – købte kommunen bygningen, og begyndte at indrette den til byens fremtidige hospital. Det var i brug 1856-93, indtil den første af det nye [[Aarhus Kommunehospital]]s bygninger stod færdig ved [[Randersvej]].

To år senere blev det gamle hospital overtaget af købmandssønnen [[Thomas Thomassen Sabroe]]. Han indrettede bygningen til produktion af køleanlæg, og med tiden blev man også leveringsdygtig i iskrememaskiner, køleskabe, og udstyr til kølehuse. [[Sabroe kølemaskiner og Dania A/S|Sabroe-fabrikken]] gennemgik en støt udvikling, og de gamle sygehusbygninger blev løbende udvidet, så fabrikken til sidst optog hele hjørnet af Dynkarken-Sønder Allé. 1958 var midtbyen blevet for trang, og i de følgende år opførtes nye bygninger i Holme. Det gamle fabriksanlæg blev revet ned 1967-70. I dag har fabrikken hjemme i Hornslet, under navnet Sabro A/S.

==Dynkarken får sin nuværende form==
[[Fil:B775100-CD0491-125092.jpg|thumb|350px|right|Området omkring Dynkarken, marts 1958. Billedet er taget fra syd. året før den østlige side af gaden blev revet ned, for at gøre plads til udvidelse af vejen.]]
Fra omkring 1960 begyndte Dynkarken så småt at indtage den form, den har i dag. Hele den østlige side af gaden var blevet revet ned 1959-60. Det var gamle, saneringsmodne beboelsesejendomme med propfyldte baggårde – og de lå i vejen for den hastigt voksende trafik i midtbyen og til havnen. Efter nedrivningen blev vejen udvidet til fire spor, med skrå parkeringspladser i hver side. De blev sløjfet i 1970, da trafikken igen var blevet for hektisk – den var øget med 75 % på ti år – og i stedet blev der anlagt en midterrabat.

På pladsen hvor den gamle Sabroe-fabrik havde ligget, blev der i første omgang indrettet en parkeringsplads, men i 1979 gjorde gravemaskinerne de første spadestik til Aarhus’ nye politigård. Den stod færdig 1984, og har siden da, sammen med spillestedet Train og First Hotel Atlantic, på den modsatte side, udgjort Dynkarken.

==Dynkarkens navn==
Der er flere gisninger om, hvad gadenavnet Dynkarken i Aarhus egentlig kommer af:

'''Dunkerque.''' Navnet stammer fra den franske by Dunkerque, fordi man mener havnens forskellige oplagspladser i sin tid blev opkaldt efter forskellige skibsdestinationer. Enten fordi Aarhus havde kontakt med byen, eller fordi nogle skippere havde forbindelse med byen.

'''Søren Dynker.''' Omkring 1650 boede nær [[Mindet]] ved Dynkarken en sømand ved navn Søren Dynkerker (dynkerker var dengang udtryk for en sørøver), som måske har givet anledning til navnet på en eller anden måde - at kvarteret var et skummelt 'sørøverkvarter'.

'''Dynke-kar.''' Navnet skulle komme af 'dynke-kar', dvs. et kar hvori man stænkede (dynkede) tøj efter vask. Ordet 'dynke' betyder ifølge Ordbog over det Danske Sprog: væde, fugte.

'''Mudderkrog.''' Navnet kommer af dynd og kværk=krog, dvs. en mudderkrog som muligvis fandtes her. 'Kværk' er også gamle maritime udtryk for et sejls øverste hjørne, eller en vinkelformet sammenføjning af bjælker.
'''

'''Dønkokkeriet.''' Navnet kommer af et gammelt stednavn i Vejlby: Dønkokkeriet (døn= tøve, bie; altså et sted hvor man dvælede for at spise og drikke).

==Kilder==
* Første version af artiklen oprettet fra: ''Kurt Lundskov:'' Det gamle Aarhus. Historier fra byen. Byens historie. 2011.

* Vagn Dybdahl: ''Århus dengang og nu'', Århus Byhistoriske udvalg, 1971
* Preben Rasmussens samling: Dynkarken, Erhvervsarkivets læsesal
* Emanuel Sejr: ''Gamle Århusgader. Anden Samling'', Universitetsforlaget i Aarhus, 1961
* http://www.tanker-i-gang.dk/turforslag/hcandersen/havnen/dynkarken.php

[[Kategori:Gader & veje]]

Fil:B775100-CD0491-125092.jpg

2014-12-22T11:50:58Z

Jkm: Området omkring Dynkarken, set fra syd, året før den østlige side af gaden blev revet ned, for at gøre plads til udvidelse af vejen. Fotograf Sylvest Jensen, marts 1958. I Den Gamle Bys billedsamling.

== Beskrivelse ==
Området omkring Dynkarken, set fra syd, året før den østlige side af gaden blev revet ned, for at gøre plads til udvidelse af vejen.
Fotograf Sylvest Jensen, marts 1958. I Den Gamle Bys billedsamling.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Aarhus Gasværk

2014-12-12T12:58:22Z

Jkm:

[[Fil:Midtkraft ny skorsten 1952.jpg|350px|thumb|right|Udsigt over Midtkraft 1952. En ny skorsten er under opførelse. I midten ses turbinehallen, og tværs over den, det lange kul-forsyningsbånd. Yderst til venstre skimtes domkirken.]]
=== Fra tran- til gaslamper ===
Omkring år 1800 bestod den natlige belysning i Aarhus dels af lygterne fra de omkringgående [[Vægtere i Aarhus|vægtere]], dels af lyset fra husenes vinduer, og dels af tre tranlamper. To af tranlamperne hang ved rådhusets dør, mens den tredje var anbragt ved [[Immervad|Immervadbroen]] over [[Aarhus Å|åen]] som sikkerhedsforanstaltning.

Efterhånden forøgedes antallet af tranlamper, idet bystyret indførte en gadebelysning i egentlig forstand, betalt og forvaltet af byen. I 1837 var der 64 lamper, der tændtes i årets mørkeste måneder. I december 1852 besluttede bystyret at erstatte tranlamperne med gaslamper, hvilket indebar, at der skulle bygges et gasværk og nedlægges gasrør.
I januar 1853 undertegnede bystyret en kontrakt med Det Danske Gaskompagni, som fik eneret i 25 år på at levere gas til Aarhus. Gasværket blev placeret på østsiden af [[Spanien]], umiddelbart foran den daværende kystlinje. Da der blev tændt for gassen i januar 1855, havde bystyret opstillet 164 gadelygter. Et net af gasrør var nedlagt i gaderne, og med en samlet længde af 9 km strakte rørnettet sig fra gasværket ud i det, som i nutiden er den inderste gamle bykerne.

Gasforbruget i Aarhus steg støt i takt med at byen voksede. Gaslamperne gav stabil og bekvem belysning på alle tidspunkter, inden- såvel som udendørs, og de blev efterspurgt fra mange sider. Den udvidede [[Aarhus Havn|havn]], [[Aarhus Hovedbanegård|den nye banegård]], fabrikker, butikker, forlystelsessteder, private borgere og offentlige institutioner, eller i ét ord: samfundet, ønskede gaslamper.

=== Et kommunalt gasværk ===
Da den 25-årige koncession stod foran at udløbe, gik byrådet og gaskompagniet i forhandling om en ny aftale i maj-juni 1879. Parterne gik imidlertid fejl af hinanden, og da gaskompagniet til sidst accepterede alle [[Aarhus Byråd|byrådets]] krav om blandt andet en nedsættelse af gasprisen, var det for sent. I mellemtiden havde byrådet besluttet, at koncessionen ikke skulle fornyes efter udløbet til nytår 1880, og at der skulle opføre et konkurrerende kommunalt gasværk. Sådan kom det dog ikke til at gå. Med forretningsmanden [[Hans Broge]] som formidler lykkedes det byrådet og gaskompagniet at nå til enighed om en aftale, hvor kommunen købte det eksisterende gasværk.

Omkring år 1900 steg gasforbruget kraftigt. Aarhus voksede stærkt, og brugen af gas vandt frem i de lavere lag af befolkningen. Gasbelysning blev almindeligt i private hjem, og gas begyndte langsomt at fortrænge kul som brændsel i opvarmning og madlavning.

Gasværket blev udvidet og moderniseret i mange omgange, og nogle tal kan belyse denne udvikling. I 1905 var gasnettet 54 km langt, og i 1940 var dets længde vokset til 165 km. Gasrørene blev dog ikke kun længere, men også mere rummelige og holdbare. Fra 1880 til 1940 voksede gasværkets produktion fra 0,7 mill. m3 til 12,7 mill. m3.

=== Elektriciteten vinder frem ===
Alt imens gasværket voksede, skete der en afgørende ny udvikling i byens energiforsyning, da produktionen af elektricitet tog sin begyndelse. De første projekter til et elkraftværk kom fra privat side i 1890’erne, men de førte ikke til noget. I 1899 besluttede byrådet, at kommunen skulle opføre en elektrisk lys- og kraftstation. Elværket blev placeret umiddelbart ved siden af gasværket, og de to værker fik fælles administration og økonomi under det nye navn [[Aarhus Belysningsvæsen]].

Elværkets kundekreds og produktion voksede stærkt i de følgende årtier, og værket blev moderniseret og udvidet over flere omgange. Stort set alle private hjem fik elektrisk belysning, strømmen fortrængte gassen fra den offentlige belysning, og i 1904 blev der indført elektrisk sporvognsdrift. Industrien gik ligeledes over til at bruge strøm som sin vigtigste energikilde.

1930'erne bragte to store forbedringer i udnyttelsen af elektricitet. Den første store forbedring bestod i, at elværket skiftede sin produktion fra jævnstrøm til vekselstrøm. Skiftet betød, at strøm kunne føres over meget længere afstande end før, og da mange elværker rundt omkring på samme tid ligeledes skiftede fra jævnstrøm til vekselstrøm, var vejen åbnet for, at elværket i Aarhus kunne indgå i et stadigt større forsyningsfællesskaber med andre byer og landsdele. Den anden store forbedring bestod i oprettelsen af fjernvarmenettet. Elværket begyndte at bruge overskudsvarmen fra dets strømproduktion til at opvarme vand, som derefter via et rørnet blev sendt gennem radiatorerne hos forbrugerne. Når vandet havde afgivet sin varme, løb det tilbage til elværket til fornyet opvarmning.

=== 65.000 tons kul ===
[[Fil:B0283.jpg|350px|thumb|right|Midtkraft var upopulært blandt naboerne, pga. den til tider store mængde af sod o.a. der regnede ned over kvarteret. I 1980'erne blev der ad flere omgange udbetalt erstatninger for bl.a. vasketøj, der blev beskadiget når syreholdige dampe fra elværket regnede ned.]]
Det samlede kompleks, som gasværket og elværket udgjorde, blev efterhånden stort. I 1880 havde gasværket et bebygget areal på 670 m2, og i 1940 havde de to værker tilsammen et bebygget areal på 12.189 m2. I det samme tidsrum voksede de to værkers totale areal fra 3.700 m2 til 50.400 m2. Deres samlede kulforbrug voksede fra 2.650 tons til 65.000 tons, og gasværkets beholderrumfang voksede fra 1.000 m3 til 90.000 m3. Tallene er omtrentlige, men de giver et indtryk af den ændring af dimensionerne, som fandt sted i løbet af 60 års perioden 1880-1940. De to værker blev en iøjnefaldende del af bybilledet med deres store hovedbygninger og høje rygende skorstene, kulbjergene, elværkets kilometerlange højspændingsledninger og gasværkets monumentale beholdere.

Under den tyske besættelse 1940-45 blev gas- og elværkskomplekset underkastet omfattende sikkerhedsforanstaltninger rettet mod eventuelle bombeangreb fra tyskersympatisører, administrationsbygningen fik indrettet indvendigt beskyttelsesrum og skadestue, og brandslukningsgrupper blev uddannet. Komplekset kom stort set uskadt gennem besættelsen.
Bemærkelsesværdigt nok overlod tyskerne det til et dansk værn at beskytte gas- og elværkskomplekset, frem for selv at besætte det med soldater.

Under eksplosionen i et tysk skib den [[4. juli katastrofen|4. juli 1944]] blev gasbeholderen ved havnen ramt og gik i brand, men personalet og de frivillige hjælpere fik dæmpet trykket og slukket branden, inden der skete ulykker.

=== Midtkraft og Elsam ===
I efterkrigstiden mistede gassen langsomt betydning som energikilde, gasværket blev underskudsgivende, og i 1979 blev det nedlagt. På det tidspunkt var der omkring 36.000 kunder tilbage hos gasforsyningen, og ca. 8.000 af dem brugte kun gassen som strategisk reserve i forhold til eventuelle strømsvigt. Mens gassen blev udkonkurreret af strømmen, blev den lokale elforsyning opslugt af større organisationer.

I begyndelsen var det de lokale elkraftværker, som etablerede landsdelsdækkende forsyningsfællesskaber i form af selskaber, hvori de selv var andelshavere eller interessenter. Men efterhånden fik disse selskaber stadig flere selvstændige funktioner og overtog suverænitet fra de stiftende elværker, og med tiden fusionerede de forskellige selskaber med hinanden til endnu større geografiske enheder.

I 1939 blev en række lokale forsyningskontrakter samlet i én kontrakt mellem Aarhus Elværk, Gudenaacentralen ved Tange Sø opdæmningen og en række kraftværker i Midt- og Østjylland. Ved kontraktens udløb i 1949 blev den erstattet med et fællesejet selskab med de deltagende kraftværker som interessenter. Det nye selskab fik navnet Midtkraft I/S og trådte i funktion i 1951. Det overtog Aarhus Elværk fra kommunen og anvendte det i begyndelsen som den centrale energikilde.

I 1957 gik Midtkraft sammen med de øvrige landsdelsdækkende elkraftselskaber i Jylland og på Fyn om et fælles samarbejde kaldet Elsam. I 1960 begyndte Midtkraft at planlægge bygningen af et nyt stort kraftværk ved Studstrup, og i 1968 stod værket færdigt. Det blev kraftigt udvidet i 1980-85, og det overtog efterhånden en stor del af Aarhus Elværks opgaver. I 1994-95 blev Aarhus Elværk nedlagt.

Det gamle brændselsstof kul er på vej ud af billedet i Århus til fordel for drivhusgasneutrale energikilder, idet et stigende antal vindmøller er blevet anlagt siden 1990'erne, og Studstrupværket omlægger fra kul til træpiller, m.v.

==kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
*Ole Hyldtoft, Den lysende gas – Etableringen af det danske gassystem 1800-1890, Viborg 1994.
*Jørgen Fink, "Byens rum", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 7-76, især s. 23. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Bodil Olesen, "Byens mennesker", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 77-154, især s. 96-98. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Erik Korr Johansen, "Byens liv: Erhverv og arbejde", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 157-214, især s. 189. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Henrik Fode, "Byens styre", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 209-363, især s. 321, s. 342 og s. 353. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Sigvard Preben Skov, "Bystyre 1837-1919", i: Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 2, København 1940, s. 298-345, især s. 314-315, s. 330 og s. 340-341. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08035512 Bestil materiale]
*Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 4, København 1941, s. 82-88. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08035539 Bestil materiale]
*Aarhus Gasværk, Aarhus Gasværk og dets 50-årige udvikling 1855-1880-1905, Århus 1905. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172526 Bestil materiale]
*Franz Gierlev (red.), Aarhus Elektricitetsværk, Århus 1930 [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91283530 Bestil materiale]
*Århus Belysningsvæsen, Århus Elværk 1901-1951, Århus 1951. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91170051 Bestil materiale]
*Norman V. Steenstrup, Fra grueild til gas: Gasværket i Århus 1855-1955, Århus 1955. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08146675 Bestil materiale]
*Midtkraft, Midtkrafts verden: Midtkraft fejrer jubilæum 1950-2000, Århus 2000. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A42383163 Bestil materiale]
*Aarhus Elektricitetsværk, Regnskaber og beretninger 1901-6.[http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91454211 Bestil materiale]
*Århus Belysningsvæsen, Beretninger 1906-19, 1951-52. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91157357 Bestil materiale]
*Aaby Kommune, Aaby Kommunale værker 1913-1963, Åbyhøj 1963. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172615 Bestil materiale]
*I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Jubilæumsskrift 1910-1960, Brabrand 1960. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172011 Bestil materiale]
*I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Det hvide lys: jubilæumsskrift 75 år 1910-1985, Århus 1985. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91283557 Bestil materiale]
*Bernhardt Jensen, "Da Jyllands hovedstad kom foran København: gaslygternes indtog i Århus", Demokraten 24.2.1974.
*Jan Knudsen, "Stadig færre bruger bygassen i Århus", Århus Stiftstidende 17.1.1979.
*Uffe Normand, "For 100 år siden så vi lyset", Århus Stiftstidende 17.2.2001.
*Uffe Normand, "Århus fulgte strømmen", Århus Stiftstidende 24.2.2001.
*Mogens Weinreich, "Lokalhistorie: Kollektive varme baseret på strøm", Jyllands-Posten JP Århus 25.10.2003.
*Erik Nørby, "Sol og vind skal give varme til århusianerne", Jyllands-Posten JP Århus 24.11.2009.

[[Kategori:Håndværk & industri]]

[[Kategori:Det 19. århundrede]]

[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Fil:Midtkraft ny skorsten 1952.jpg

2014-12-12T12:54:02Z

Jkm: Udsigt fra syd over Midtkraft. Fotograf Børge Venge, september 1952. Århus Stiftstidendes billedarkiv, Erhvervsarkivet, leveret af Aarhus Stadsarkiv.

== Beskrivelse ==
Udsigt fra syd over Midtkraft.
Fotograf Børge Venge, september 1952. Århus Stiftstidendes billedarkiv, Erhvervsarkivet, leveret af Aarhus Stadsarkiv.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Aarhus Gasværk

2014-12-12T12:48:00Z

Jkm:

[[Fil:Udsigt over Århus fra vest (Ukendt) 1949.jpg|400px|thumb|right|Udsigt over Århus fra vest 1949. I forgrunden [[Silkeborgvej]] og Dollerupvej. Midt i billedet ses De forenede jyske Farverier og Trikotagebabriker, Aarhus og til højre gasbeholderen tilhørende Aarhus Gasværk.]]
=== Fra tran- til gaslamper ===
Omkring år 1800 bestod den natlige belysning i Aarhus dels af lygterne fra de omkringgående [[Vægtere i Aarhus|vægtere]], dels af lyset fra husenes vinduer, og dels af tre tranlamper. To af tranlamperne hang ved rådhusets dør, mens den tredje var anbragt ved [[Immervad|Immervadbroen]] over [[Aarhus Å|åen]] som sikkerhedsforanstaltning.

Efterhånden forøgedes antallet af tranlamper, idet bystyret indførte en gadebelysning i egentlig forstand, betalt og forvaltet af byen. I 1837 var der 64 lamper, der tændtes i årets mørkeste måneder. I december 1852 besluttede bystyret at erstatte tranlamperne med gaslamper, hvilket indebar, at der skulle bygges et gasværk og nedlægges gasrør.
I januar 1853 undertegnede bystyret en kontrakt med Det Danske Gaskompagni, som fik eneret i 25 år på at levere gas til Aarhus. Gasværket blev placeret på østsiden af [[Spanien]], umiddelbart foran den daværende kystlinje. Da der blev tændt for gassen i januar 1855, havde bystyret opstillet 164 gadelygter. Et net af gasrør var nedlagt i gaderne, og med en samlet længde af 9 km strakte rørnettet sig fra gasværket ud i det, som i nutiden er den inderste gamle bykerne.

Gasforbruget i Aarhus steg støt i takt med at byen voksede. Gaslamperne gav stabil og bekvem belysning på alle tidspunkter, inden- såvel som udendørs, og de blev efterspurgt fra mange sider. Den udvidede [[Aarhus Havn|havn]], [[Aarhus Hovedbanegård|den nye banegård]], fabrikker, butikker, forlystelsessteder, private borgere og offentlige institutioner, eller i ét ord: samfundet, ønskede gaslamper.

=== Et kommunalt gasværk ===
Da den 25-årige koncession stod foran at udløbe, gik byrådet og gaskompagniet i forhandling om en ny aftale i maj-juni 1879. Parterne gik imidlertid fejl af hinanden, og da gaskompagniet til sidst accepterede alle [[Aarhus Byråd|byrådets]] krav om blandt andet en nedsættelse af gasprisen, var det for sent. I mellemtiden havde byrådet besluttet, at koncessionen ikke skulle fornyes efter udløbet til nytår 1880, og at der skulle opføre et konkurrerende kommunalt gasværk. Sådan kom det dog ikke til at gå. Med forretningsmanden [[Hans Broge]] som formidler lykkedes det byrådet og gaskompagniet at nå til enighed om en aftale, hvor kommunen købte det eksisterende gasværk.

Omkring år 1900 steg gasforbruget kraftigt. Aarhus voksede stærkt, og brugen af gas vandt frem i de lavere lag af befolkningen. Gasbelysning blev almindeligt i private hjem, og gas begyndte langsomt at fortrænge kul som brændsel i opvarmning og madlavning.

Gasværket blev udvidet og moderniseret i mange omgange, og nogle tal kan belyse denne udvikling. I 1905 var gasnettet 54 km langt, og i 1940 var dets længde vokset til 165 km. Gasrørene blev dog ikke kun længere, men også mere rummelige og holdbare. Fra 1880 til 1940 voksede gasværkets produktion fra 0,7 mill. m3 til 12,7 mill. m3.

=== Elektriciteten vinder frem ===
Alt imens gasværket voksede, skete der en afgørende ny udvikling i byens energiforsyning, da produktionen af elektricitet tog sin begyndelse. De første projekter til et elkraftværk kom fra privat side i 1890’erne, men de førte ikke til noget. I 1899 besluttede byrådet, at kommunen skulle opføre en elektrisk lys- og kraftstation. Elværket blev placeret umiddelbart ved siden af gasværket, og de to værker fik fælles administration og økonomi under det nye navn [[Aarhus Belysningsvæsen]].

Elværkets kundekreds og produktion voksede stærkt i de følgende årtier, og værket blev moderniseret og udvidet over flere omgange. Stort set alle private hjem fik elektrisk belysning, strømmen fortrængte gassen fra den offentlige belysning, og i 1904 blev der indført elektrisk sporvognsdrift. Industrien gik ligeledes over til at bruge strøm som sin vigtigste energikilde.

1930'erne bragte to store forbedringer i udnyttelsen af elektricitet. Den første store forbedring bestod i, at elværket skiftede sin produktion fra jævnstrøm til vekselstrøm. Skiftet betød, at strøm kunne føres over meget længere afstande end før, og da mange elværker rundt omkring på samme tid ligeledes skiftede fra jævnstrøm til vekselstrøm, var vejen åbnet for, at elværket i Aarhus kunne indgå i et stadigt større forsyningsfællesskaber med andre byer og landsdele. Den anden store forbedring bestod i oprettelsen af fjernvarmenettet. Elværket begyndte at bruge overskudsvarmen fra dets strømproduktion til at opvarme vand, som derefter via et rørnet blev sendt gennem radiatorerne hos forbrugerne. Når vandet havde afgivet sin varme, løb det tilbage til elværket til fornyet opvarmning.

=== 65.000 tons kul ===
[[Fil:B0283.jpg|350px|thumb|right|Midtkraft var upopulært blandt naboerne, pga. den til tider store mængde af sod o.a. der regnede ned over kvarteret. I 1980'erne blev der ad flere omgange udbetalt erstatninger for bl.a. vasketøj, der blev beskadiget når syreholdige dampe fra elværket regnede ned.]]
Det samlede kompleks, som gasværket og elværket udgjorde, blev efterhånden stort. I 1880 havde gasværket et bebygget areal på 670 m2, og i 1940 havde de to værker tilsammen et bebygget areal på 12.189 m2. I det samme tidsrum voksede de to værkers totale areal fra 3.700 m2 til 50.400 m2. Deres samlede kulforbrug voksede fra 2.650 tons til 65.000 tons, og gasværkets beholderrumfang voksede fra 1.000 m3 til 90.000 m3. Tallene er omtrentlige, men de giver et indtryk af den ændring af dimensionerne, som fandt sted i løbet af 60 års perioden 1880-1940. De to værker blev en iøjnefaldende del af bybilledet med deres store hovedbygninger og høje rygende skorstene, kulbjergene, elværkets kilometerlange højspændingsledninger og gasværkets monumentale beholdere.

Under den tyske besættelse 1940-45 blev gas- og elværkskomplekset underkastet omfattende sikkerhedsforanstaltninger rettet mod eventuelle bombeangreb fra tyskersympatisører, administrationsbygningen fik indrettet indvendigt beskyttelsesrum og skadestue, og brandslukningsgrupper blev uddannet. Komplekset kom stort set uskadt gennem besættelsen.
Bemærkelsesværdigt nok overlod tyskerne det til et dansk værn at beskytte gas- og elværkskomplekset, frem for selv at besætte det med soldater.

Under eksplosionen i et tysk skib den [[4. juli katastrofen|4. juli 1944]] blev gasbeholderen ved havnen ramt og gik i brand, men personalet og de frivillige hjælpere fik dæmpet trykket og slukket branden, inden der skete ulykker.

=== Midtkraft og Elsam ===
I efterkrigstiden mistede gassen langsomt betydning som energikilde, gasværket blev underskudsgivende, og i 1979 blev det nedlagt. På det tidspunkt var der omkring 36.000 kunder tilbage hos gasforsyningen, og ca. 8.000 af dem brugte kun gassen som strategisk reserve i forhold til eventuelle strømsvigt. Mens gassen blev udkonkurreret af strømmen, blev den lokale elforsyning opslugt af større organisationer.

I begyndelsen var det de lokale elkraftværker, som etablerede landsdelsdækkende forsyningsfællesskaber i form af selskaber, hvori de selv var andelshavere eller interessenter. Men efterhånden fik disse selskaber stadig flere selvstændige funktioner og overtog suverænitet fra de stiftende elværker, og med tiden fusionerede de forskellige selskaber med hinanden til endnu større geografiske enheder.

I 1939 blev en række lokale forsyningskontrakter samlet i én kontrakt mellem Aarhus Elværk, Gudenaacentralen ved Tange Sø opdæmningen og en række kraftværker i Midt- og Østjylland. Ved kontraktens udløb i 1949 blev den erstattet med et fællesejet selskab med de deltagende kraftværker som interessenter. Det nye selskab fik navnet Midtkraft I/S og trådte i funktion i 1951. Det overtog Aarhus Elværk fra kommunen og anvendte det i begyndelsen som den centrale energikilde.

I 1957 gik Midtkraft sammen med de øvrige landsdelsdækkende elkraftselskaber i Jylland og på Fyn om et fælles samarbejde kaldet Elsam. I 1960 begyndte Midtkraft at planlægge bygningen af et nyt stort kraftværk ved Studstrup, og i 1968 stod værket færdigt. Det blev kraftigt udvidet i 1980-85, og det overtog efterhånden en stor del af Aarhus Elværks opgaver. I 1994-95 blev Aarhus Elværk nedlagt.

Det gamle brændselsstof kul er på vej ud af billedet i Århus til fordel for drivhusgasneutrale energikilder, idet et stigende antal vindmøller er blevet anlagt siden 1990'erne, og Studstrupværket omlægger fra kul til træpiller, m.v.

==kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
*Ole Hyldtoft, Den lysende gas – Etableringen af det danske gassystem 1800-1890, Viborg 1994.
*Jørgen Fink, "Byens rum", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 7-76, især s. 23. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Bodil Olesen, "Byens mennesker", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 77-154, især s. 96-98. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Erik Korr Johansen, "Byens liv: Erhverv og arbejde", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 157-214, især s. 189. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Henrik Fode, "Byens styre", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 209-363, især s. 321, s. 342 og s. 353. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A22312294 Bestil materiale]
*Sigvard Preben Skov, "Bystyre 1837-1919", i: Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 2, København 1940, s. 298-345, især s. 314-315, s. 330 og s. 340-341. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08035512 Bestil materiale]
*Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 4, København 1941, s. 82-88. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08035539 Bestil materiale]
*Aarhus Gasværk, Aarhus Gasværk og dets 50-årige udvikling 1855-1880-1905, Århus 1905. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172526 Bestil materiale]
*Franz Gierlev (red.), Aarhus Elektricitetsværk, Århus 1930 [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91283530 Bestil materiale]
*Århus Belysningsvæsen, Århus Elværk 1901-1951, Århus 1951. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91170051 Bestil materiale]
*Norman V. Steenstrup, Fra grueild til gas: Gasværket i Århus 1855-1955, Århus 1955. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A08146675 Bestil materiale]
*Midtkraft, Midtkrafts verden: Midtkraft fejrer jubilæum 1950-2000, Århus 2000. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A42383163 Bestil materiale]
*Aarhus Elektricitetsværk, Regnskaber og beretninger 1901-6.[http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91454211 Bestil materiale]
*Århus Belysningsvæsen, Beretninger 1906-19, 1951-52. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91157357 Bestil materiale]
*Aaby Kommune, Aaby Kommunale værker 1913-1963, Åbyhøj 1963. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172615 Bestil materiale]
*I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Jubilæumsskrift 1910-1960, Brabrand 1960. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91172011 Bestil materiale]
*I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Det hvide lys: jubilæumsskrift 75 år 1910-1985, Århus 1985. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91283557 Bestil materiale]
*Bernhardt Jensen, "Da Jyllands hovedstad kom foran København: gaslygternes indtog i Århus", Demokraten 24.2.1974.
*Jan Knudsen, "Stadig færre bruger bygassen i Århus", Århus Stiftstidende 17.1.1979.
*Uffe Normand, "For 100 år siden så vi lyset", Århus Stiftstidende 17.2.2001.
*Uffe Normand, "Århus fulgte strømmen", Århus Stiftstidende 24.2.2001.
*Mogens Weinreich, "Lokalhistorie: Kollektive varme baseret på strøm", Jyllands-Posten JP Århus 25.10.2003.
*Erik Nørby, "Sol og vind skal give varme til århusianerne", Jyllands-Posten JP Århus 24.11.2009.

[[Kategori:Håndværk & industri]]

[[Kategori:Det 19. århundrede]]

[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Fil:B0283.jpg

2014-12-12T12:45:51Z

Jkm: Jkm lagde en ny version af "Fil:B0283.jpg" op

== Beskrivelse ==
Midtkraft var upopulært blandt naboerne, pga. den til tider store mængde af sod o.a. der regnede ned over kvarteret. I 1980'erne blev der ad flere omgange udbetalt erstatninger for bl.a. vasketøj, der blev beskadiget når syreholdige dampe fra elværket regnede ned.
Fotograf Ib Rahbeck-Clausen, april 1957. Aarhus Stiftstidendes billedarkiv, Erhvervsarkivet, leveret af Aarhus Stadsarkiv.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Fil:B0283.jpg

2014-12-12T12:43:54Z

Jkm: Midtkraft var upopulært blandt naboerne, pga. den til tider store mængde af sod o.a. der regnede ned over kvarteret. I 1980'erne blev der ad flere omgange udbetalt erstatninger for bl.a. vasketøj, der blev beskadiget når syreholdige dampe fra elvæ...

Spanien

2014-12-01T14:03:23Z

Jkm:

[[Fil:spanien-1905.jpg|thumb|200px|left|Spanien set mod Dynkarken. 1905]]
[[Fil:Jernbanebroen Spanien ca 1895.jpg|thumb|200px|right|Den ældste jernbanebro, bygget 1862, set fra syd mod Dynkarken ca. 1895.]]
'''Spanien''' er i Århus et gadenavn. Den ligger i forlængelse af [[Strandvejen]] (den tidligere Hads Herredsvej) mod [[Dynkarken]] ved [[Sønder Allé]]. Gaden blev anlagt omkring 1800.

Navnet stammer fra 1808, da den franske kejser Napoleon sendte franske og spanske hjælpetropper til Danmark, under ledelse af marskal Bernadotte, den senere kong Karl 14. Johan af Sverige. I marts 1808 kom en spansk militærenhed til Århus. De blev indkvarteret i dette område. Allerede i august 1808 fortrak spanierne pludseligt, da de skulle tilbage til Spanien for at kæmpe mod franskmændene. I området efterlod de sig blandt andet vagtbygninger og hestestalde, som først blev afviklet ved auktion i 1815.

Gadenavnet ses første gang i byrådets protokoller i 1828, da Henrik Winderslew købte en grund "paa det saakaldede Spanien" uden for [[Mindeport]] (ved nuværende Sønder Allé).

Oprindeligt var området ved det nuværende baneterræn ved Spanien, udset til at være kirkegård. Denne plan måtte dog udsættes på grund af spaniernes indkvartering.

I Spanien ligger [[Badeanstalten Spanien|Svømmehallen]], der blev indviet i 1933. Gaden har endvidere lagt adresse til blandt andet [[Århus Belysningsvæsen]], kul- og koksfirmaet [[Kampmann, Møller & Herskind]] og H.A. Langballes [[Aarhus Kalkværk]].

===Polakhaven===
[[Fil:Spanien 65.jpg|thumb|300px|right|Krydset [[Jægergårdsgade]]-Spanien set fra syd, ca. 1925. Bygningen i midten er [[Aarhus Kalkværk]]s kontorbygning, Spanien 65, opført 1908.]]
Ved hjørnet af Sønder Allé og Spanien ligger i dag [[Rutebilstationen|rutebilstation]] fra 1930. I dette område havde polske hjælpetropper i 1659 slået sig ned under svenskernes angreb på byen. Derved blev dette område efterfølgende kendet under navnet ''Polakhaven''.

==Litteratur==
*''Rathlou, Viggo J.v. Holstein:'' Aarhus. Historisk-topografisk Beskrivelse med Biografier. 1920
*''Sejr, Emanuel:'' Gamle Århusgader. Anden Samling. 1961

[[Kategori:Gader & veje]]

Fil:Jernbanebroen Spanien ca 1895.jpg

2014-12-01T14:02:29Z

Jkm: Den ældste jernbanebro fra 1862, set fra syd mod Dynkarken, 1895. Ukendt oprindelse, i Preben Rasmussens samling: Spanien, Aarhus Stadsarkiv.

== Beskrivelse ==
Den ældste jernbanebro fra 1862, set fra syd mod Dynkarken, 1895.
Ukendt oprindelse, i Preben Rasmussens samling: Spanien, Aarhus Stadsarkiv.
== Licensering ==
{{cc-PD}}

Banegårdspladsen

2014-11-24T14:06:33Z

Jkm:

'''Banegårdspladsen''' ligger mellem [[Banegårdsgade]] og [[Ny Banegårdsgade]].
[[Fil:Plan for Banegårdspladsen . set mod park alle, 1922, ukendt fotograf, plan af A. Høeg-Hansen.jpg|300px|thumb|right|Høeg-Hansens plan for Banegårdspladsen. Set mod Park Alle. 1922]]
Banegårdspladsen har gennem tiden haft mange forskellige udformninger; den nuværende er den tredje version. Det skyldes, at pladsen er blevet tilpasset, hver gang der er kommet ny [[Aarhus Hovedbanegård|hovedbanegård]]. Den sidste store omlægning skete i 1920’erne.
I dag hænger Banegårdspladsen arkitektonisk sammen med [[Park Allé]] og hovedbanegården. Det skyldes at hele anlægget er planlagt på en gang. I 1920 vandt stadsingeniør [[Oscar Jørgensen]] og arkitekt [[Axel Høeg-Hansen]] en arkitektkonkurrence udskrevet af [[Aarhus Byråd]] om hvordan området omkring den nye hovedbanegård skulle se ud. [[Fil:Banegården ved indvielsen i 1929, ukendt fotograf.jpg|300px|thumb|left|Indvielsen af Hovedbanegården i 1929]]Hovedbanegården stod færdig i 1929 og da var byggeriet af ejendommene omkring begyndt. En del af Jørgensen og Høeg-Hansens plan var at husene omkring skulle være i gule mursten ligesom hovedbanegården.

Høeg-Hansen og Jørgensens plan blev næsten gennemført hele pladsen rundt, dog med enkelte undtagelser. Et eksempel på det er Banegårdspladsen 20, hvor [[Demokraten]] i 1935 købte en byggegrund og fik en anden arkitekt til at tegne huset. Arkitekten blev [[Carl Vilhelm Puck]] som tegnede et hus med en markant anderledes facade end Høeg-Hansens bygninger.
[[Fil:Banegårdspladsen, 1932, E. A. Ebbesen.jpg|300px|thumb|right|Banegårdspladseni 1932]]
=== Trafik ===
Banegårdspladsen har længe været et knudepunkt i den aarhusianske trafik. Det var her man kom ind med togene fra forstæderne og andre byer, og det var her, Aarhus' fire sporvognslinjer begyndte. Senere blev Banegårdspladsen og Park Allé også knudepunkt for bustrafikken.

== Kilde ==
*Preben Rasmussens samling
*Kurt Lundskov: Det gamle Aarhus. Historier fra byen. Byens Historie. 2008
* [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/gadebeskrivelser/Gade_Banegaardsplads.htm Om Banegårdspladsen i Aarhus Kommuneatlas]

[[Kategori: Gader & veje]]

Banegårdspladsen

2014-11-24T14:05:37Z

Jkm:

'''Banegårdspladsen''' ligger mellem [[Banegårdsgade]] og [[Ny Banegårdsgade]].
[[Fil:Plan for Banegårdspladsen . set mod park alle, 1922, ukendt fotograf, plan af A. Høeg-Hansen.jpg|300px|thumb|right|Høeg-Hansens plan for Banegårdspladsen. Set mod Park Alle. 1922]]
Banegårdspladsen har gennem tiden haft mange forskellige udformninger; den nuværende er den tredje version. Det skyldes, at pladsen er blevet tilpasset, hver gang der er kommet ny [[Aarhus Hovedbanegård|hovedbanegård]]. Den sidste store omlægning skete i 1920’erne.
I dag hænger Banegårdspladsen arkitektonisk sammen med [[Park Allé]] og hovedbanegården. Det skyldes at hele anlægget er planlagt på en gang. I 1920 vandt stadsingeniør [[Oscar Jørgensen]] og arkitekt [[Axel Høeg-Hansen]] en arkitektkonkurrence udskrevet af [[Aarhus Byråd]] om hvordan området omkring den nye hovedbanegård skulle se ud. [[Fil:Banegården ved indvielsen i 1929, ukendt fotograf.jpg|300px|thumb|left|Indvielsen af Hovedbanegården i 1929]]Hovedbanegården stod færdig i 1929 og der var byggeriet af ejendommene omkkring begyndt. En del af Jørgensen og Høeg-Hansens plan var at husene omkring skulle være i gule mursten ligesom hovedbanegården.

Høeg-Hansen og Jørgensens plan blev næsten gennemført hele pladsen rundt, dog med enkelte undtagelser. Et eksempel på det er Banegårdspladsen 20, hvor [[Demokraten]] i 1935 købte en byggegrund og fik en anden arkitekt til at tegne huset. Arkitekten blev [[Carl Vilhelm Puck]] som tegnede et hus med en markant anderledes facade end Høeg-Hansens bygninger.
[[Fil:Banegårdspladsen, 1932, E. A. Ebbesen.jpg|300px|thumb|right|Banegårdspladseni 1932]]
=== Trafik ===
Banegårdspladsen har længe været et knudepunkt i den aarhusianske trafik. Det var her man kom ind med togene fra forstæderne og andre byer, og det var her, Aarhus' fire sporvognslinjer begyndte. Senere blev Banegårdspladsen og Park Allé også knudepunkt for bustrafikken.

== Kilde ==
*Preben Rasmussens samling
*Kurt Lundskov: Det gamle Aarhus. Historier fra byen. Byens Historie. 2008
* [http://gis.aarhus.dk/kommuneatlas/gadebeskrivelser/Gade_Banegaardsplads.htm Om Banegårdspladsen i Aarhus Kommuneatlas]

[[Kategori: Gader & veje]]

Spanien

2014-11-24T13:47:19Z

Jkm:

[[Fil:spanien-1905.jpg|thumb|200px|right|Spanien set mod Dynkarken. 1905]]
'''Spanien''' er i Århus et gadenavn. Den ligger i forlængelse af [[Strandvejen]] (den tidligere Hads Herredsvej) mod [[Dynkarken]] ved [[Sønder Allé]]. Gaden blev anlagt omkring 1800.

Navnet stammer fra 1808, da den franske kejser Napoleon sendte franske og spanske hjælpetropper til Danmark, under ledelse af marskal Bernadotte, den senere kong Karl 14. Johan af Sverige. I marts 1808 kom en spansk militærenhed til Århus. De blev indkvarteret i dette område. Allerede i august 1808 fortrak spanierne pludseligt, da de skulle tilbage til Spanien for at kæmpe mod franskmændene. I området efterlod de sig blandt andet vagtbygninger og hestestalde, som først blev afviklet ved auktion i 1815.

Gadenavnet ses første gang i byrådets protokoller i 1828, da Henrik Winderslew købte en grund "paa det saakaldede Spanien" uden for [[Mindeport]] (ved nuværende Sønder Allé).

Oprindeligt var området ved det nuværende baneterræn ved Spanien, udset til at være kirkegård. Denne plan måtte dog udsættes på grund af spaniernes indkvartering.

I Spanien ligger [[Badeanstalten Spanien|Svømmehallen]], der blev indviet i 1933. Gaden har endvidere lagt adresse til blandt andet [[Århus Belysningsvæsen]], kul- og koksfirmaet [[Kampmann, Møller & Herskind]] og H.A. Langballes [[Aarhus Kalkværk]].

===Polakhaven===
[[Fil:Spanien 65.jpg|thumb|300px|right|Krydset [[Jægergårdsgade]]-Spanien set fra syd, ca. 1925. Bygningen i midten er [[Aarhus Kalkværk]]s kontorbygning, Spanien 65, opført 1908.]]
Ved hjørnet af Sønder Allé og Spanien ligger i dag [[Rutebilstationen|rutebilstation]] fra 1930. I dette område havde polske hjælpetropper i 1659 slået sig ned under svenskernes angreb på byen. Derved blev dette område efterfølgende kendet under navnet ''Polakhaven''.

==Litteratur==
*''Rathlou, Viggo J.v. Holstein:'' Aarhus. Historisk-topografisk Beskrivelse med Biografier. 1920
*''Sejr, Emanuel:'' Gamle Århusgader. Anden Samling. 1961

[[Kategori:Gader & veje]]

Fil:Spanien 65.jpg

2014-11-24T13:44:22Z

Jkm: Krydset Jægergårdsgade-Spanien set fra syd ca. 1925. Huset i midten er Aarhus Kalkværks kontorbygning, Spanien 65, opført 1908. Aarhus, bind 1 s. 402, V. J. von Holstein Rathlou, Historisk topografisk forlag, 1920.

== Beskrivelse ==
Krydset Jægergårdsgade-Spanien set fra syd ca. 1925. Huset i midten er Aarhus Kalkværks kontorbygning, Spanien 65, opført 1908.
Aarhus, bind 1 s. 402, V. J. von Holstein Rathlou, Historisk topografisk forlag, 1920.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Grønland

2014-11-24T12:06:52Z

Jkm:

[[Fil:Grønland 1933.jpg|thumb|right|400px|Småhuse på Grønland kort for nedrivelsen]]

'''Grønland''' var tidligere et gadenavn i Aarhus. Navnet kendes fra 1817, hvor der i byrådsprotollen står ''"...paa det saakaldede Grønland at opføre Bygninger"''. Den lå parallelt med gaden [[Spanien]] og havde tilkørsel derfra.

===Det grønne land===
De første småhuse, der hovedsageligt var beboet af søfolk, blev opført her i starten af 1800-tallet. Området, der 100 år tidligere stod under vand, var opstået ved en kombination af sand, skyllet op af bølgerne, og affald der blev påfyldt fra byen. Dengang lå området udenfor byen, ved [[Mindeport|Mindeporten]], der lå omtrent ved krydset [[Sønder Allé]] - [[Dynkarken]]. Der finder man forklaringen på navnet ''Grønland'': Her begyndte det grønne land, her voksede græs.

Den idyl gadenavnet klinger af var dog noget misvisende: Området blev først og fremmest kendetegnet af den industri, der opstod i Aarhus i starten af 1800-tallet. Her lå skibsbyggeri, tømmergård, rebslageri og saltkogeri, og i 1834 opførte man et trankogeri - et særdeles ildelugtende foretagende, der var i funktion indtil starten af 1850’erne. Tranen, der blandt andet forsynede byens tranlygter, stammede fra briggen Thetis, et forhenværende engelsk orlogsfartøj. Hvert forår sejlede den til de arktiske farvande, og hvert efterår vendte den hjem, typiske med en fangst på 2000-3000 sæler.

===Badeanstalter===
[[Fil:Århus midtby 1925.jpg|thumb|250px|left|Spanien og Grønland findes på kortet felt E3-E4 (klik for at se større kort)]]

I betragtning af den megen og ildelugtende industri var det måske ikke det mest oplagte sted til en badeanstalt. Ikke desto mindre var det netop her, man 1848 anlagde [[Aarhus Søbadeanstalt]]. Bag badeanstalten stod justitsråd [[J.M.A. Müller]], sammen med ejeren af [[Aarhus Mølle]], [[Andreas Severin Weis]] og hans bror lægen [[Hans Christian Weis]]. Med de berømte nordtyske badesteder, især badeanstalten ved Føhr, som forbillede. Det var et fint sted, med gratis adgang for ''”tjenestefolk, som til opvartning ledsager deres herskaber eller disses børn”'', og i perioder var der fast kørsel fra [[Store Torv]] til badeanstalten. I starten gik det godt, men borgerne syntes det var for langt uden for byen; og heldigt var det heller ikke, at naboen var trankogeriet. Søbadeanstalten blev derfor i 1885 overtaget af [[Aarhus Kommune]].

Det blev dog ikke enden for badelivet ved Grønland. I 1909 blev [[Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt]] opført på den ligeledes nu forsvundne [[Badevej]] ved Grønland. Indtil da havde de mindrebemidlede været tvunget til at benytte badefaciliteter på [[Kommunehospitalet|kommunehospitalet]] eller [[Fattiggården|fattiggården]]. Badefaciliteterne var dog ret simple i folkebadeanstalten, som var blevet opført i en ombygget kostald med bølgebliktag. I 1926 lukkede Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt, der var den første kommunale badeanstalt i byen. Efter 17 års brug var den simple badeanstalt blevet udslidt og uhygiejnisk. Samtidig skulle grunden bruges til udvidelsen af elværket, der havde vokset sig stort på nabogrunden.

===Fra tran til gas===
Da man i 1853 besluttede at udskifte byens gamle tranlamper med gaslamper, blev Grønland udvalgt som placering for det gasværk, der med tiden skulle komme til helt at erobre området. Bystyret indgik aftale med Det Danske Gaskompagni, om at forsyne byen med gas de næste 25 år, og i januar 1855 stod [[Aarhus Gasværk|det nye gasværk]] færdig. Sammen med det nys nedgravede, ni kilometer lange rørnetværk leverede det gas til byens 164 gadelygter.

Efter i en del år at have diskuteret muligheden for at oprette et elværk i Aarhus, besluttede byrådet i 1899, at tiden var moden. Det var blandt andet muligheden for ved samme lejlighed at indføre [[Aarhus Sporveje|sporvogne]] i Aarhus, som kunne blive hovedaftagere af strømmen, der overbeviste byrådet - og hvor var mere passende at placere et nyt elværk, end ved siden af gasværket på Grønland. I 1880 var dét blevet købt af bystyret, og da elværket stod færdig 1901, blev de to værker forenet i selskabet [[Aarhus_Gasværk#Elektriciteten_vinder_frem|Aarhus Belysningsvæsen]]. Hermed fik de fælles administration og økonomi.

===Belysningsvæsenet opslugte Grønland===
[[Fil:Grønland, Aarhus Belysningsvæsen 1910.jpg|400px|thumb|right|Indgangen til [[Aarhus Belysningsvæsen]] på Grønland, ca. 1910]]

Med oprettelsen af Aarhus Belysningsvæsen var Grønlands skæbne forseglet. Efterspørgslen på energi voksede de følgende år endnu hurtigere end byen, og i 1925 udvidede man første gang gasværket. I 1934 opførte man en forbrændingsanstalt, hvis kedler blev sat i forbindelse med elværkets turbiner. Året efter begyndte opførelsen af en ny administrationsbygning til belysningsvæsenet. Dermed forsvandt det sidste stykke af gaden Grønland, hvis sidste huse kommunen for længst havde opkøbt.

I 1979 blev gasværket nedlagt. På det tidspunkt havde elværket gennemgået en række fusioner. I 1949 var det blevet en del af det midt- og østjyske [[Midtkraft I/S]] – sidenhen Elsam, nu DONG - der i 1968 opførte [[Studstrupværket]]. Det overtog med tiden Aarhus’ elværks funktion, og i 1995 lukkede man for elproduktionen i Aarhus.

Tilbage står [[Turbinehallen]], opført år 1900, som i dag ligger ramme om forskellige festlige arrangementer.

==Litteratur==
*''Emanuel Sejr:'' Gamle Århusgader. Anden samling. 1961
*''Kurt Lundskov:'' Det gamle Århus. Historier fra byen. Byens historie. 2011

[[Kategori:Gader & veje]]

Rottefestivalen

2014-11-03T10:10:40Z

Jkm:

[[Fil:Rottefestivallen1.jpg|300px|thumb|right|Allerede i 1985 blev Rottefestivalen rullende. Her er det et optog gennem Randers for at gøre reklame for festivalen.]]
[[Fil:Rottefestivallen2.jpg|300px|thumb|right|Trods scenen var på hjul, måtte der fortsat slides med mukkerten for at få logistikken på plads.]]
'''Rottefestivalen''' blev etableret i Aarhus i 1984 og blev afholdt i [[Ø-gade kvarteret|Øgadekvarteret]].

Blandt initiativtagerne til ''Rottefestivalen'' var [[Uffe Elbæk]], kulturminister i perioden 3. oktober 2011-5. december 2012. Festivalen var en ungdomsfestival, og indholdet var mangfoldigt. Det bestod blandt andet af lokale kælderbands, scateboarddrenge, tryllemestre, gøglere og akrobater.

I en pressemeddelelse i 1984 kan man læse begrundelsen for etableringen af festivalen:

:::”''En festival hvor vi vil vise, at det ikke kun er Schlüter, der kan det der med rotter og rottereder - hvordan det egentligt er.''”´

Senere blev ''Rottefestivallen'' til ''Den Rullende Rottefestival'', da den i 1985 for første gang begav sig på turné rundt i Jylland.

Miljøet omkring blandt andet Rottefestivalen og [[De Flyvende Pisbønner]], som var et andet sideløbende kulturprojekt, udviklede sig senere hen til det, som vi i dag kender som [[Frontløberne]]. Også der var Uffe Elbæk en bærende kraft.

==Litteratur og kilder==
*Kilder: Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 1984 nr. 165 og 166.
*Wikipedia opslag [http://da.wikipedia.org/wiki/Frontl%C3%B8berne Frøntløberne]

[[Kategori:Arrangementer & festtraditioner]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Musik]]
[[Kategori:Folkekultur & dagligliv]]

Vægtere i Aarhus

2014-11-03T08:21:18Z

Jkm: /* Med fare for helbred og anseelse */

I omkring 250 år patruljerede '''vægterne''' i Aarhus’ gader om natten. Indtil 1869, hvor deres arbejde blev overtaget af politiet, forhindrede de slagsmål og tyverier, og alarmerede den sovende by i tilfælde af brand. Klædte i mørkeblå kavaj, med blanke knapper med kongens navnetræk, fedtlæderstøvler og en læderkabuds på hovedet, holdte de ro ved hjælp af en fløjte og den drabelige morgenstjerne – en slags lang kølle med jernpigge på hovedet.

I Aarhus kendes vægterne tilbage fra omkring år 1600. Den første tid var vægterkorpset begrænset til to-tre mand, men i starten af 1700-tallet blev det bedre organiseret. I 1704 samledes de seks vægtere hver aften kl. 21 på [[Store Torv]], for herfra, to og to, at begive sig ud på deres ruter. Hver time bekendtgav de klokkeslættet og deres tilstedeværelse, ved at afsynge deres vægtervers. Foruden slagsmål og tyveri var det en del af arbejdet at holde den generelle nattero, ligesom de kunne hyres til morgenvækning, hvis man skulle særlig tidligt op, og andre små opgaver.

I 1733 kom tårnvægteren til: Han havde plads i [[Aarhus Domkirke|domkirkens]] tårn, hvorfra det var hans opgave at alarmere byen i tilfælde af brand. Da skulle han stikke en lygte ud af et vindue, i retning af branden. Herudover skulle han hvert kvarter mod nord, syd og vest udråbe vindretning og klokkeslæt.
[[Fil:Nytårsappel.jpg|300px|thumb|right|Billedet her stammer fra [[Aarhus Nattevagt]]s årlige nytårsappel, januar 1945, og blev oprindeligt bragt under overskriften ”Vægterne fik Tobak”. Billedteksten lød ”Efter spisningen hyggede man sig med en Del Tobak, som venlige Aarhusianere havde sendt efter Opfordringen forleden i Aarhuus Stiftstidende.” På samme side kunne man læse historien om en københavnsk sortbørshandl, der samme dag var anholdt i [[Frederiksgade]] – for at sælge tobak. Eventuel sammenhæng måtte læserne dog selv spekulere over…]]

=== Med fare for helbred og anseelse ===
Det var hverken et ufarligt eller ærefuldt erhverv at være vægter. De blev jævnligt udsat for overfald på den natlige rute, og særlig populært var det at erhverve sig morgenstjernen, og bruge den mod vægteren selv eller blot knække den over.

7. december 1842 meldte Århus Stiftstidende, at fem aarhusianske læredrenge var blevet dømt ved overretten i Viborg, for at have overfaldet en vægter "med Skældsord og Steenkast". En idømmes ti rottingslag (spanskrør), to af dem fem dages fængsel på vand og brød og to idømmes ti dages fængsel på almindelig fangekost.

Vægternes løn var dårlig, hvad der nok afspejlede den lave status de besad i deres medborgeres øjne. De havde rygte for at være upålidelige og fordrukne, og som en del af arbejdet var de i kontakt med nogle af samfundets laveste; de kriminelle og andre nattevandrere. At vægterne ikke var ansete i offentligheden, kom også til udtryk i læserbreve. I Århus Stiftstidende 13. december 1854 harcelerede en beboer i Graven, med henvisning til vægterskatten, således over indsatsen med ordene: ''”Af og til, men langtfra ikke hver Time, høres rigtignok en Mumlen igjennem Gaden, snarere lignende en drukken Mands Enetale, end et højt og tydeligt Vægterraab.”''

Udover vagtarbejdet varetog de forskellige arbejdsopgaver. De blev ofte brugt som ligbærere når byens fattige, eller en selvmorder, skulle begraves. Det var opgaver som byens officielle ligbærerlaug ikke ville påtage sig.

29. april 1840 offentliggøres det i Århus Stiftstidende, at der er indgået samarbejde mellem byens skoler og vægtervagtmester Dabelsteen. Han skal afhente de af byens børn, der ikke møder i skole om morgenen, og, med mindre der angives en god grund til fraværet, føre dem til skolen. Hvis de, f.eks. pga. sygdom, med god grund ikke er mødt, da skal forældrene idømmes en bøde for ikke at have meldt fraværet til barnets skole.

Vægterne holdt også gang i de 40 tranlygter, der endelig kom til Aarhus i 1820. Indtil da havde fem gadelygter gjort det ud for hele byens nattebelysning. De var kun tændt på den mørkeste tid af året – og ikke på nætter med måneskin – men afhjalp dog noget af faren ved at færdes på den ujævne brolægning. Alligevel druknede en toldbetjent i 1834, på vej hjem over [[Mindebro|Mindebroen]], da han i mørke og storm faldt i åen. Da tran blev afløst af gaslygter i 1855, blev vægterne frataget det arbejde.

=== Politiet overtager ===
I løbet af 1800-tallet var de første politibetjente kommet til Aarhus, og i 1860’erne begyndte man at arbejde på en afløsning af det noget gammeldags vægterkorps. 1869 blev en ny politiordning implementeret, og de 12 vægtere blev afløst af ligeså mange patruljebetjente. Ligesom vægterne begyndte de deres vagt kl. 21, og patruljerede natten igennem i byens gader, på jagt efter uromagere og smugkroer.

== Kilder ==
*''Aarhus Gennem Tiderne'', Bd. 1-4, Nyt Nordisk Forlag, København, 1939
*Bernhardt Jensen, ''Beretter om Aarhus. Erindringer, natten og mennesker'', Universitetsforlaget i Århus, 1979
*Rasmus Nielsen, ''Aarhus i Fyrrerne'', Th. Thrues bogtrykkeri, Aarhus, Ukendt år
*Århus Stiftstidende 29/4 1840, 7/12 1842, 13/12 1854

[[Kategori: Politi, brand & redning]]

Vægtere i Aarhus

2014-11-03T08:21:03Z

Jkm:

I omkring 250 år patruljerede '''vægterne''' i Aarhus’ gader om natten. Indtil 1869, hvor deres arbejde blev overtaget af politiet, forhindrede de slagsmål og tyverier, og alarmerede den sovende by i tilfælde af brand. Klædte i mørkeblå kavaj, med blanke knapper med kongens navnetræk, fedtlæderstøvler og en læderkabuds på hovedet, holdte de ro ved hjælp af en fløjte og den drabelige morgenstjerne – en slags lang kølle med jernpigge på hovedet.

I Aarhus kendes vægterne tilbage fra omkring år 1600. Den første tid var vægterkorpset begrænset til to-tre mand, men i starten af 1700-tallet blev det bedre organiseret. I 1704 samledes de seks vægtere hver aften kl. 21 på [[Store Torv]], for herfra, to og to, at begive sig ud på deres ruter. Hver time bekendtgav de klokkeslættet og deres tilstedeværelse, ved at afsynge deres vægtervers. Foruden slagsmål og tyveri var det en del af arbejdet at holde den generelle nattero, ligesom de kunne hyres til morgenvækning, hvis man skulle særlig tidligt op, og andre små opgaver.

I 1733 kom tårnvægteren til: Han havde plads i [[Aarhus Domkirke|domkirkens]] tårn, hvorfra det var hans opgave at alarmere byen i tilfælde af brand. Da skulle han stikke en lygte ud af et vindue, i retning af branden. Herudover skulle han hvert kvarter mod nord, syd og vest udråbe vindretning og klokkeslæt.
[[Fil:Nytårsappel.jpg|300px|thumb|right|Billedet her stammer fra [[Aarhus Nattevagt]]s årlige nytårsappel, januar 1945, og blev oprindeligt bragt under overskriften ”Vægterne fik Tobak”. Billedteksten lød ”Efter spisningen hyggede man sig med en Del Tobak, som venlige Aarhusianere havde sendt efter Opfordringen forleden i Aarhuus Stiftstidende.” På samme side kunne man læse historien om en københavnsk sortbørshandl, der samme dag var anholdt i [[Frederiksgade]] – for at sælge tobak. Eventuel sammenhæng måtte læserne dog selv spekulere over…]]

=== Med fare for helbred og anseelse ===
Det var hverken et ufarligt eller ærefuldt erhverv at være vægter. De blev jævnligt udsat for overfald på den natlige rute, og særlig populært var det at erhverve sig morgenstjernen, og bruge den mod vægteren selv eller blot knække den over.

7. december 1842 meldte Århus Stiftstidende, at fem aarhusianske læredrenge var blevet dømt ved overretten i Viborg, for at have overfaldet en vægter "med Skældsord og Steenkast". En idømmes ti rottingslag (spanskrør), to af dem fem dages fængsel på vand og brød og to idømmes ti dages fængsel på almindelig fangekost.

Vægternes løn var dårlig, hvad der nok afspejlede den lave status de besad i deres medborgeres øjne. De havde rygte for at være upålidelige og fordrukne, og som en del af arbejdet var de i kontakt med nogle af samfundets laveste; de kriminelle og andre nattevandrere. At vægterne ikke var ansete i offentligheden, kom også til udtryk i læserbreve. I Århus Stiftstidende 13. december 1854 harcelerede en beboer i Graven, med henvisning til vægterskatten, således over indsatsen med ordene: ''”Af og til, men langtfra ikke hver Time, høres rigtignok en Mumlen igjennem Gaden, snarere lignende en drukken Mands Enetale, end et højt og tydeligt Vægterraab.”''

Udover vagtarbejdet varetog de forskellige arbejdsopgaver. De blev ofte brugt som ligbærere når byens fattige, eller en selvmorder, skulle begraves. Det var opgaver som byens officielle ligbærerlaug ikke ville påtage sig.

29. april offentliggøres det i Århus Stiftstidende, at der er indgået samarbejde mellem byens skoler og vægtervagtmester Dabelsteen. Han skal afhente de af byens børn, der ikke møder i skole om morgenen, og, med mindre der angives en god grund til fraværet, føre dem til skolen. Hvis de, f.eks. pga. sygdom, med god grund ikke er mødt, da skal forældrene idømmes en bøde for ikke at have meldt fraværet til barnets skole.

Vægterne holdt også gang i de 40 tranlygter, der endelig kom til Aarhus i 1820. Indtil da havde fem gadelygter gjort det ud for hele byens nattebelysning. De var kun tændt på den mørkeste tid af året – og ikke på nætter med måneskin – men afhjalp dog noget af faren ved at færdes på den ujævne brolægning. Alligevel druknede en toldbetjent i 1834, på vej hjem over [[Mindebro|Mindebroen]], da han i mørke og storm faldt i åen. Da tran blev afløst af gaslygter i 1855, blev vægterne frataget det arbejde.

=== Politiet overtager ===
I løbet af 1800-tallet var de første politibetjente kommet til Aarhus, og i 1860’erne begyndte man at arbejde på en afløsning af det noget gammeldags vægterkorps. 1869 blev en ny politiordning implementeret, og de 12 vægtere blev afløst af ligeså mange patruljebetjente. Ligesom vægterne begyndte de deres vagt kl. 21, og patruljerede natten igennem i byens gader, på jagt efter uromagere og smugkroer.

== Kilder ==
*''Aarhus Gennem Tiderne'', Bd. 1-4, Nyt Nordisk Forlag, København, 1939
*Bernhardt Jensen, ''Beretter om Aarhus. Erindringer, natten og mennesker'', Universitetsforlaget i Århus, 1979
*Rasmus Nielsen, ''Aarhus i Fyrrerne'', Th. Thrues bogtrykkeri, Aarhus, Ukendt år
*Århus Stiftstidende 29/4 1840, 7/12 1842, 13/12 1854

[[Kategori: Politi, brand & redning]]

Vægtere i Aarhus

2014-11-03T07:42:37Z

Jkm:

I omkring 250 år patruljerede '''vægterne''' i Aarhus’ gader om natten. Indtil 1869, hvor deres arbejde blev overtaget af politiet, forhindrede de slagsmål og tyverier, og alarmerede den sovende by i tilfælde af brand. Klædte i mørkeblå kavaj, med blanke knapper med kongens navnetræk, fedtlæderstøvler og en læderkabuds på hovedet, holdte de ro ved hjælp af en fløjte og den drabelige morgenstjerne – en slags lang kølle med jernpigge på hovedet.

I Aarhus kendes vægterne tilbage fra omkring år 1600. Den første tid var vægterkorpset begrænset til to-tre mand, men i starten af 1700-tallet blev det bedre organiseret. I 1704 samledes de seks vægtere hver aften kl. 21 på [[Store Torv]], for herfra, to og to, at begive sig ud på deres ruter. Hver time bekendtgav de klokkeslættet og deres tilstedeværelse, ved at afsynge deres vægtervers. Foruden slagsmål og tyveri var det en del af arbejdet at holde den generelle nattero, ligesom de kunne hyres til morgenvækning, hvis man skulle særlig tidligt op, og andre små opgaver.

I 1733 kom tårnvægteren til: Han havde plads i [[Aarhus Domkirke|domkirkens]] tårn, hvorfra det var hans opgave at alarmere byen i tilfælde af brand. Da skulle han stikke en lygte ud af et vindue, i retning af branden. Herudover skulle han hvert kvarter mod nord, syd og vest udråbe vindretning og klokkeslæt.
[[Fil:Nytårsappel.jpg|300px|thumb|right|Billedet her stammer fra [[Aarhus Nattevagt]]s årlige nytårsappel, januar 1945, og blev oprindeligt bragt under overskriften ”Vægterne fik Tobak”. Billedteksten lød ”Efter spisningen hyggede man sig med en Del Tobak, som venlige Aarhusianere havde sendt efter Opfordringen forleden i Aarhuus Stiftstidende.” På samme side kunne man læse historien om en københavnsk sortbørshandl, der samme dag var anholdt i [[Frederiksgade]] – for at sælge tobak. Eventuel sammenhæng måtte læserne dog selv spekulere over…]]

=== Med fare for helbred og anseelse ===
Det var hverken et ufarligt eller ærefuldt erhverv at være vægter. De blev jævnligt udsat for overfald på den natlige rute, og særlig populært var det at erhverve sig morgenstjernen, og bruge den mod vægteren selv eller blot knække den over.

Deres løn var dårlig, hvad der nok afspejlede den lave status de besad i deres medborgeres øjne. De havde rygte for at være upålidelige og fordrukne, og som en del af arbejdet var de i kontakt med nogle af samfundets laveste; de kriminelle og andre nattevandrere. Ligeledes blev de ofte brugt som ligbærere når byens fattige, eller en selvmorder, skulle begraves – en opgave byens officielle ligbærerlaug ikke ville påtage sig. At vægterne ikke var ansete i offentligheden, kom også til udtryk i læserbreve. I Århus Stiftstidende 13. december 1854 harcelerede en beboer i Graven, med henvisning til vægterskatten, således over indsatsen med ordene: ''”Af og til, men langtfra ikke hver Time, høres rigtignok en Mumlen igjennem Gaden, snarere lignende en drukken Mands Enetale, end et højt og tydeligt Vægterraab.”''

Sandheden om vægterne var nok et sted midt imellem: det var et lavstatus-arbejde, men de holdte trods alt en vis orden om natten, og slog alarm ved brand. De holdte også gang i de 40 tranlygter, der endelig kom til Aarhus i 1820. Indtil da havde fem gadelygter gjort det ud for hele byens nattebelysning. De var kun tændt på den mørkeste tid af året – og ikke på nætter med måneskin – men afhjalp dog noget af faren ved at færdes på den ujævne brolægning. Alligevel druknede en toldbetjent i 1834, på vej hjem over [[Mindebro|Mindebroen]], da han i mørke og storm faldt i åen.

=== Politiet overtager ===
I løbet af 1800-tallet var de første politibetjente kommet til Aarhus, og i 1860’erne begyndte man at arbejde på en afløsning af det noget gammeldags vægterkorps. 1869 blev en ny politiordning implementeret, og de 12 vægtere blev afløst af ligeså mange patruljebetjente. Ligesom vægterne begyndte de deres vagt kl. 21, og patruljerede natten igennem i byens gader, på jagt efter uromagere og smugkroer.

== Kilder ==
*''Aarhus Gennem Tiderne'', Bd. 1-4, Nyt Nordisk Forlag, København, 1939
*Bernhardt Jensen, ''Beretter om Aarhus. Erindringer, natten og mennesker'', Universitetsforlaget i Århus, 1979
*Rasmus Nielsen, ''Aarhus i Fyrrerne'', Th. Thrues bogtrykkeri, Aarhus, Ukendt år

[[Kategori: Politi, brand & redning]]

Århus Stiftstidende

2014-10-08T09:10:38Z

Jkm:

[[Fil:Aarhus-stiftstidende-1915-db.jpg|thumb|450px|right|Aarhuus Stiftstidende flyttede i 1915 til Kannikegade 14]]
'''Århus Stiftstidende''' blev grundlagt 1794, af den københavnskfødte bogtrykker [[Niels Lund]]. Det er Aarhus' ældste og længstlevende avis. Den udkom oprindeligt under navnet ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'', og lagde sig efter flere variationer i 1821 fast på ''Aarhuus Stifts-Tidende'', der i 1989 fik den nuværende form ''Århus Stiftstidende''.

Avisen er oprindeligt grundlagt sammen med ''Aarhus Stiftsbogtrykkerie'', der i 1920 adskiltes fra avisen som aktieselskab af daværende ejer og chefredaktør [[Thomas Julius Funch Thomsen]]. Avisen omdannedes 1937 til aktieselskab, og overgik 1976 til fondseje.

===Tiden op til avisens grundlæggelse===
Det er uklart præcis hvornår [[Niels Lund]] kom til Aarhus. Han var født i København 1757, i hvad der formentligt var en fattig familie, og kom tidligt i lære som bogtrykker. Siden rykkede han til provinsen hvor han arbejdede som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg, og endelig i 1785 gjorde sit første forsøg på at etablere sig som bogtrykker. Her indgik Lund i kompagniskab med toldforvalter og justitsråd Peter von Westen, der havde privilegium på addressekontor og trykkeri i Fredericia. Det samarbejde kom Lund snart fra med et betydeligt underskud – presset ud, som han senere selv beskrev det, af von Westen.

De dårlige erfaringer slog ikke Lund ud, og omkring to år senere søgte og modtog han, 30. november 1787, første gang privilegium til at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus. Et ''adressekonto'' dækkede oprindeligt over bekendtgørelser om ledige stillinger og værelser, men inkluderede med tiden også mere regulært nyhedsmateriale, og i provinsen blev det almindeligvis oprettet i forbindelse med et trykkeri.

I en del år optil var der flere ansøgninger om privilegium, på at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus, der på daværende tidspunkt var Danmarks eneste stift uden. Ansøgninger skulle først vurderes af byens ''stiftsøvrighed'', bestående af stiftamtmanden og biskoppen, i Aarhus [[Ove Høegh-Guldberg]] og [[Jørgen Hee]]. Efter deres vurdering sendtes ansøgningen til kongen, der traf en endelig beslutning. I Aarhus havde Høegh-Guldberg og Hee hidtil modsat sig ansøgningerne, bl.a. fordi de ikke gik på at oprette virksomhed i Aarhus, men i stedet underlægge Aarhus stift et trykkeri og avis udgående fra andre områder af landet.

Men i 1787 blev Niels Lunds ansøgning modtaget med velvilje, og med stiftsøvrighedens anbefaling, blev den sendt videre til kongen. Med til anbefaling hørte dog et ønske om, at privilegiet skulle udstedes med en frist på et år for oprettelse af trykkeri og avis. Den var Lund ikke i stand til at indfri. Han var stadig ved at komme sig økonomisk efter forsøget i Fredericia, og han lykkedes ikke med at organisere et lån til formålet.

I de følgende år måtte Niels Lund derfor igen ernære sig som bogtrykkersvend. Men han havde ikke glemt Aarhus, og i 1792 gik han atter på jagt efter finansiering. Den fandt han hos Ove Høegh-Guldberg, der havde vist sig positivt stillet ved den første ansøgning i ’87, og biskop [[Hector Frederik Janson]]. Med i sin forespørgsel sendte Lund en række anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere og udlejere, der bevidnede hans ærlige karakter, samt et grundigt overslag over udgifter, som han forventede ville beløbe sig til 900-1000 rigsdaler. Selv forhørte de to långivere sig til gengæld om Lunds ægteskabelige status – han var gift – og hvorvidt han havde gæld: det havde han, 216 rigsdaler, men långiveren kammerherre Christian Rosenørn Teilmann var indstillet på at vente.

Før arbejdet kunne begynde, skulle privilegiet dog fornyes. Det har Niels Lund nok set som en rent formel sag, for han kunne jo stole på stiftsøvrighedens anbefaling, eftersom de selv finansierede. Det nye privilegium blev udstedt 12. april 1793 – efter Lund, på baggrund af sin fattigdom, havde fået nedsat gebyret fra 24 rigsdaler til 4. Som en tilføjelse, i forhold til det ældre privilegium, anførtes desuden, at Lund havde pligt til, at indrykke diverse bekendtgørelser fra kongelige embedsmænd og stiftets borgere gratis.

I løbet af sommeren 1793 gik Lund i gang med at anskaffe materiel, og i september købte han en gård i Mejlgade. I alt kom oprettelsen af trykkeriet til at koste 1322 rigsdaler, men så kunne Lund også endelig, d. 3. januar 1794, sende første nummer på gaden.

===Avisen i Niels Lunds tid 1794-1812===
Fredag d. 3. januar 1794 udkom avisen første gang, på fire sider i kvart format. Prisen var sat til 1 rigsdaler årligt for indenbys abonnenter, mere for udenbys pga. portoafgifter. Den udkom to gange ugentligt, inden længe tre gange ugentligt, og fra 1811 fire gange ugentligt, hvad der dog måtte sættes ned til tre igen i 1813.

Starten af 1800-tallet var generelt hårde tider for bladene pga. udbredt økonomisk krise og prisstigninger. Reklameindtægterne var endnu små, og mange af de nyheder private kunne være interesserede i at oplyse til offentligheden, havde Lund alligevel pligt til at trykke vederlagsfrit. Det er både godt og skidt for avisens omsætning, for på den ene side må Lund åbne spalterne uden honorar; på den anden side er det med til at sikre efterspørgslen, at avisen på den måde kommer til at fungere som det officielle organ for lokale oplysninger om ejendomshandler o.lign., og bekendtgørelse af nye love og forordninger.

Selvom Lund forsøgte sig med flere forskellige tidsskrifter, og en lang række småudgivelser og pamfletter – de første bl.a. af litterær karakter, de andre først og fremmest prædikener og sange - var det primært avisen, der leverede indtægtsgrundlaget. Den bestod hovedsageligt af aftryk af de københavnske blade og lidt oversættelse fra Hamborg-aviser. Det lokale stof var indskrænket til nogle få og kortfattede meddelelser om indtrufne begivenheder og rent praktiske oplysninger.

Det var i tråd med provinsens andre blade, og i det hele taget kunne det være svært, og risikabelt, at udgive aviser. 1770 havde Struensees godt nok hævet pressecensuren, men fra napoleonskrigenes udbrud 1799 strammedes den igen om det udenrigspolitiske stof, der ellers var stor efterspørgsel på i tiden efter den franske revolution 1789. Der blev udstedt forbud mod rygter, uneutrale ytringer og informationer der kunne være fjenden behjælpelig, og dødsstraffen for de groveste forseelser, som opfordring til oprør, blev genindført. Fra 1810 måtte udenrigspolitiske nyheder kun bringes af aviser med et særligt privilegium, der kunne fratages dem ved fejlgreb, og desuden pålagde dem særlig censur. Det privilegium blev forbeholdt fem af landets stiftstidender - herunder Aarhus’ - samt tre provinsblade og tre københavnske blade.

===Avisen skifter ejer===
Trykkeri og avis flyttede adresse to gange under Lund: første gang 1801, til en ny og større gård i Mejlgade, og i 1811 til Studsgade. Umiddelbart efter flytningen til Studsgade må Lund have besluttet at det var på tide at finde en afløser. Samme år indledte han forhandlinger med den unge [[Adolph Frederik Elmquist]], der netop havde åbnet byens første boghandel. De to må være kommet godt overens, og samme år overtog Elmquist bestyrelsens af trykkeriet, og begyndte at redigere avisen sammen med Lund. Året efter, i maj 1812, ansøgte Elmquist om overtagelse af Lunds privilegium på Aarhus’ Stiftsbogtrykkerie og Adresse-Kontor.

Med ansøgningen fulgte bl.a. en udtalelse fra Lund om, at han ”som en gammel og svagelig Mand” havde overdraget Elmquist driften. På det tidspunkt havde de to allerede truffet aftale om overdragelsen, der blev bestemt til en pris af 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt til Lund, indtil hans død.

===Avisen under A. F. Elmquist 1812-1863===
Adolph Friedrich Elmquist var søn af en indvandret svensk skomager og blev født 1788 i København. Han arbejdede en tid som skriver i rentekammeret i København, og deltog i forsvaret af byen under den engelske belejring i 1807. Efter en tid at have arbejdet som embedsmand gik han i lære hos boghandler J. H. Schubote, hvorefter han søgte til Aarhus.

Her kastede Elmquist sig straks over forretningerne, og han virkede i de næste år med meget stor energi og ved mange forskellige projekter i sin nye hjemby: 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også forskellige instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier.

Efter to år i Mejlgade 48 rykkede han 1816 hele foretagendet – bogtrykkeri, lejebibliotek og boghandel - til Mejlgade 64. Den unge Elmquist havde travlt, og han ser i perioden ud til at have lagt det meste af sin energi udenfor trykkeriet. Således var det kommet i dårlig stand da han i 1819 ansatte den erfarne typograf S. Warberg, og denne gennemførte samme år en større restaurering af trykkeriet. Fra Warberg selv ved vi, at restaureringen skete med opbakning fra Niels Lund, der altså endnu i den tid har haft sin gang i trykkeriet.

===Avisen vokser===
Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

Det var dog stadigvæk avisen, der udgjorde trykkeriets økonomiske basis. Fra 400 abonnenter ved overtagelsen 1812, var antallet i 1824 vokset til 1500, og det til trods for, at privilegiet i 1810, med åbningen af Randers Avis var indskrænket – hvad det yderligere blev med åbningen af Vejle Amts Avis 1828.

Trods den forøgede konkurrence forblev avisen populær. Først og fremmest havde Elmquist sans for at skaffe underholdende materiale, ligesom faste underretninger fra København øgede avisens nyhedsværdi. Efterhånden fik Stiftstidende således status som den mest udbredte af provinsens aviser, dog stadig væsentlig mindre end de to førende københavnske aviser Berlingske Tidende og Adresseavisen. Elmquist fik i 1830 desuden den ære at se sit trykkeri omtalt i udgivelsen Provincial-Lexicon over Danmark som ”et stort Bogtrykkerie, udentvivl det betydeligste i Jylland”. (Sejr, s. 101)

===Monopolet udfordres===
I 1840 blev den første ansøgning om bevilling til at oprette yderligere et bogtrykkeri i Aarhus indsendt til forvaltningen i København. Bag den stod [[Mads Bjørn Falkenberg]], der selv var udlært som typograf ved Elmquists trykkeri. Ansøgningen, der lagde vægt på byens seneste vækst, måtte imidlertid først godkendes i Aarhus’ borgerrepræsentation. Her var medlemmerne ikke overbeviste om, at byen på det tidspunkt kunne opretholde endnu et trykkeri, hvorfor ansøgningen afvistes.

Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser.

Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ”overdreven Hang til Penge”. (Sejr, s. 132)

Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt.

Hvorom alting er, blev Elmquist en velhavende mand. Avisen var en succes, og i løbet af 1840’erne nåede annonceindtægterne op på over 3000 rigsdaler årligt, for i 50’erne at nå over 4000. I 1860’erne var Elmquist en af byens største skattebidragere.

===A. F. Elmquists sidste år===
Selvom Elmquists formue voksede, fulgte avisen kun dårligt med tidens udvikling på området. Den levede ikke rigtig op til de nye standarder der begyndte at gøre sig gældende for nyhedsformidlingen på landets aviser, og stoffet bestod stadig af forholdsvis korte referater af andre avisers dækning.

Modsat tendensen var avisen stort set uden politisk stof - den var partipolitisk neutral, om end klart konservativ, hvad der stemte overens med Elmquists opfattelse af provinsbladenes opgave. Den formulerer han i 1862, i anledning af sit eget 50-års jubilæum på avisen: ”Provindsbladene i Almindelighed have en fra hovedstadens store Blade til deels forskjellig Opgave. Det er nemlig, mener jeg, ikke saa meget deres sag just at lede den Offentlige Mening som at referere Begivenheder og de dertil knyttede Tilstande, ei heller har jeg nogensinde kunnet beqvemme mig til at giøre Aarhuus Stiftstidende til et partiblad, men stedse holdt paa, at forskjellige, ja modsatte Anskuelser og Meninger kunne faa Adgang til deri at udtale sig.” (E. Sejr s. 153)

===H. F. Elmquist og Karen Elmquist 1867-1889===
I 1867 overlod A. F. Elmquist avisen til sin søn [[Harald Fridleif Gudmans Elmquist]]. I modsætning til sin far, blev H. F. Elmquists arbejde ved avisen relativt kort: 20. august 1883 døde han 65 år gammel, efter i 16 år at have varetaget avis og trykkeri.

I Århus Stiftstidendes historie er det en periode uden stor udvikling. Avisens oplag holdt sig konstant omkring 3000, men udfordredes fra 1866 af oprettelsen af [[Aarhus Amtstidende]]. Den nye avis fik hurtigt opbakning fra oplandets bønder og tidens voksende bondebevægelse, der længe havde savnet et politisk talerør i Aarhus. Fra slutningen af 1860’erne var der ellers blevet forsøgt rettet op på stiftens svage politiske profil, navnlig ved ansættelsen af folketingsmedlem for Højre (1861-73) [[Johannes Magnus Mørk]]. Ved sin udtrædelse af folketinget 1873 overtog han posten som ansvarshavende redaktør, hvor han fortsatte indtil april 1889.

Ligeledes den sideløbende bogtrykkerivirksomhed var udsat for hård lokal konkurrence, og arbejdsopgaverne synes i perioden at have været yderst begrænsede her. Som den eneste undtagelse var et omfattende trykkearbejde for De danske Statsbaner, der i 1880’erne kom til at udgøre langt den største post i trykkeriet.

Ved H. F. Elmquists død overtog hans kone Karen Elmquist avis og trykkeri. Hun var energisk, men hendes arbejde er siden blevet karakteriseret som impulsivt og manglende en fast linje. Indtil 1890 drev hun avis og trykkeri videre uden de store ændringer.

===Theodor Julius Funch Thomsen overtager 1889-1920===
11. august 1890 underskrev Karen Elmquist og [[Theodor Funch Thomsen]] en kontrakt om sidstnævntes forpagtning af avis og trykkeri, gældende for de næste 12 år. Efter en stagnationsperiode under H. F. og Karen Elmquist, skulle perioden under Funch Thomsens lederskab, i lighed med A. F. Elmquists, vise sig at blive en ny blomstringsperiode for Aarhus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie.

Funch Thomsen var født i Slagelse 6. april 1859, men siden rykket til Aarhus. Her arbejdede han 1878-80 som journalist ved den konkurrerende Aarhus-avis Jyllands-Posten, grundlagt 1871. Allerede i tiden efter A. F. Elmquists død i 1883, ved vi, at Funch Thomsen har gået med tanker om at overtage Århus Stiftstidende: han skal her have opsøgt Karen Elmquist og forhørt hende om muligheden for at købe virksomheden, hvad hun ved den lejlighed afviste.

Da muligheden for finansiering viste sig i 1888, kontaktede han sammen med en forretningspartner igen Karen Elmquist, denne gang igennem sin sagfører. Købet var lige ved at gå igennem – prisen var sat til 425.000 kr., hvoraf 100.000 skulle betales straks – men da Karen Elmquist, ved de sidste forhandlinger, forhøjede prisen med 25.000 kr., måtte Funch Thomsen og kompagnon afslå.

Dermed var den afgørende kontakt mellem Karen Elmquist og Funch Thomsen dog skabt. Ifølge Emanuel Sejr var hun blevet så indtaget af den energiske unge mand, at hun tilbød at ansætte ham som redaktør. Funch Thomsen accepterede - på den betingelse, at der skulle anskaffes nye maskiner til trykkeriet, trykkerilokalerne udvides og avisens format laves om. 1. april 1889 afløste [[Funch Thomsen]] så [[J. M. Mørk]] som redaktør.

Resultatet af de nye kræfter udeblev ikke: i løbet af det næste år steg abonnements- og annonceindtægterne til det højeste siden H. F. Almquists død. Det var nok medvirkende til at Funch Thomsen året efter, 11. august 1890, kunne indgå en 12-årig aftale om forpagtning af hele forretningen. Hermed overtog han redaktion og drift, mod en forpagtningsafgift til Karen Elmquist på årligt 24.000 kr. for avisen, og en varierende sats af 4-6000 kr. for trykkeriet, afhængigt af indtægterne. Funch Thomsen forpligtede sig til ikke uden Karen Elmquists samtykke at ændre udgivelsesmåde, format (”særligt ogsaa den nuværende Titel og Tiltelbillede”) og abonnements- og avertissementspris ”i nogen væsentlig Henseende”. (E. Sejr, tillæg nr. 55, s. 285ff.) Til gengæld opnåede han forkøbsret til foretagendet, hvis Karen Elmquist skulle beslutte sig for at sælge.

Forpagtningen forløb problemfrit, og i 1904 indgik de to endelig aftale om salg for i alt 75.000 kr., et årligt beløb på 24.000 kr. indtil Karen Elmquists død, og ved denne 100.000 kr. til hendes bo eller arvinger. Karen Elmquist døde 28. juli 1908.

Helt fra begyndelsen af Funch Thomsens forpagtning kom der skub i udviklingen af avis og trykkeri. Avisens opsætning blev fornyet, der kom mere fokus på det lokale og almene nyhedsstof og der blev tilføjet en borgerlig, polemisk kant, der ikke tidligere var set. Særligt i løbet af 1890’erne var lykkedes det desuden at udvide trykkeriets ordremængde meget betydeligt.

Den voksende succes betød et behov for nye og større lokaler, og i 1900 flyttede både avisredaktion og trykkeri til [[Teaterbodegaen|Emilienborg]], Mejlgade 11, ved [[Bispetorv]]. Her var der plads til det hele: i stuen trykkeri og ekspedition, 1. sal sætteri og redaktion, 2. sal stentrykkeri, og 3. sal bogbinderi. Her residerede Århus Stftstidende og Stiftsbogtrykkerie indtil 1915, hvor pladsen atter blev for trang. Da overtog og ombyggede man [[Polyhymnia#Polyhymnias_Teater|Polyhymias gamle klubbygning]] i [[Kannikegade]], lige overfor [[Aarhus Teater]].

===Avis og trykkeri adskilles===
I 1920, tre år før sin død, gennemførte Funch Thomsen en adskillelse af Aarhus Stiftstidende og Aarhus Stiftsbogtrykkerie, der siden 1794 havde fungeret sammen. Dermed blev trykkeriet udskilt som særskilt aktieselskab under ledelse af Funch Thomsens søn [[Th. Funch Thomsen, jr.]], og Århus Stiftstidende blev solgt til den daværende redaktionssekretær, og derefter medredaktør, [[Louis Schmidt]]. Den endelige adskillelse skete 1. januar 1927, hvor Schmidt overtog ejendommen i Kannikegade, samt avissætteri og –trykkeri.

Endnu delte de to virksomheder dog adresse; avisen som ejer, trykkeriet som lejer. Det fortsatte de med indtil 1937, hvor trykkeriet flyttede til en nyopført bygning på [[Åboulevarden]].

===Louis Schmidt===
Da [[Louis Schmidt Nielsen]] (1885-1952) købte avisen for 1,2 millioner kr. i 1920, havde han allerede arbejdet ved avisen 12 år. Han var en ambitiøs mand, der hele livet havde arbejdet i avisbranchen - som avisbud, typograf, journalist og nu altså redaktør - og han ønskede at fortsætte avisens udvidelse. Til det formål nedtonede Louis Schmidt den politiske vinkling: han ville bringe avisen i øjenhøjde med aarhusianerne, og han fokuserede på de lokale og menneskelige historier.

Århus Stiftstidende blev en moderne avis, og efter i begyndelsen af 1900-tallet at have ligget under Demokraten, steg oplagstallet støt igennem hele mellemkrigsperioden. Fra et oplag på 11.000 aviser i 1920 var det næsten firedoblet til 42.000 i 1950, og dermed stod Århus Stiftstidende igen som byens største.

===Sidenhen===
Efter Louis Schmidts død i 1952, fortsatte hans søn Erik Schmidt udviklingen. 1978, to år efter avisen var overgået til fondseje, toppede oplaget med 78.000 i hverdage, og søndage knap 100.000. I den tid havde avisen bredt sig langt ud over rammerne af huset i Kannikegade, og havde nu hjemme i en halv snes bygninger i den umiddelbare nærhed, og på begge sider af [[Åboulevarden]].

Sidst i 1980’erne var pladsen i midtbyen definitivt blevet for trang, og efter næsten 200 år i området omkring domkirken flyttede hele avisen i ’89 til Skejby. Her havde man fået opført et nyt bladhus på 14.500 kvadratmeter.

===Avisens oplag gennem tiden===
{| class="wikitable"
|-
! År !! Oplag !! Søndagsoplag
|-
| 1812 || ca. 400 ||
|-
| 1824 || 1500 ||
|-
| 1840 || 2800 ||
|-
| 1860 || 3000 ||
|-
| 1870 || 3200 ||
|-
| 1880 || 3000 ||
|-
| 1890 || 3800 ||
|-
| 1895 || 4700 ||
|-
| 1901 || 6300 ||
|-
| 1906 || 6800 ||
|-
| 1910 || 7300 ||
|-
| 1913 || 8600 ||
|-
| 1916 || 9400 ||
|-
| 1920 || 11.300 ||
|-
| 1925 || 12.600 ||
|-
| 1930 || 17.600 ||
|-
| 1935 || 22.000 ||
|-
| 1941 || 27.600 ||
|-
| 1945 || 37.100 || 49.500
|-
| 1953 || 44.100 || 72.700
|-
| 1958 || 48.500 || 81.900
|-
| 1963 || 56.600 || 89.500
|-
| 1968 || 65.100 || 92.100
|-
| 1973 || 67.800 || 96.000
|-
| 1978 || 74.000 || 98.000
|-
| 1983 || 69.000 || 90.800
|-
| 1988 || 71.300 || 89.300
|-
| 2007 || 31.000 || 42.000
|-
| 2009 || 24.000 || 31.000
|-
| 2011 || 20.000 || 25.000
|-
| 2013 || 16.000 || 19.000
|}

==Litteratur==
*Aarhuus Stiftstidende Hundrede og Halvtreds Aar 1794-1944
*Aarhuus Stiftstidende jubilæums magasin 175 år
*De danske aviser 1634-1989, Jette Søllinge og Niels Thomsen
*Emanuel Sejr, Arhuus Stiftsbogtrykkerie, Aarhus, 1937
*Århus Stiftstidende 200 år
*www.dedanskeaviser.dk/newspapers/59-1#this
*www.statistikbanken.dk

[[Kategori:Kommunikation & medier]]

Århus Stiftstidende

2014-10-08T08:22:45Z

Jkm: /* Tiden op til avisens grundlæggelse */

[[Fil:Aarhus-stiftstidende-1915-db.jpg|thumb|450px|right|Aarhuus Stiftstidende flyttede i 1915 til Kannikegade 14]]
'''Århus Stiftstidende''' blev grundlagt 1794, af den københavnskfødte bogtrykker [[Niels Lund]]. Det er Aarhus' ældste og længstlevende avis. Den udkom oprindeligt under navnet ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'', og lagde sig efter flere variationer i 1821 fast på ''Aarhuus Stifts-Tidende'', der i 1989 fik den nuværende form ''Århus Stiftstidende''.

Avisen er oprindeligt grundlagt sammen med ''Aarhus Stiftsbogtrykkerie'', der i 1920 adskiltes fra avisen som aktieselskab af daværende ejer og chefredaktør [[Thomas Julius Funch Thomsen]]. Avisen omdannedes 1937 til aktieselskab, og overgik 1976 til fondseje.

===Tiden op til avisens grundlæggelse===
Det er uklart præcis hvornår [[Niels Lund]] kom til Aarhus. Han var født i København 1757, i hvad der formentligt var en fattig familie, og kom tidligt i lære som bogtrykker. Siden rykkede han til provinsen hvor han arbejdede som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg, og endelig i 1785 gjorde sit første forsøg på at etablere sig som bogtrykker. Her indgik Lund i kompagniskab med toldforvalter og justitsråd Peter von Westen, der havde privilegium på addressekontor og trykkeri i Fredericia. Det samarbejde kom Lund snart fra med et betydeligt underskud – presset ud, som han senere selv beskrev det, af von Westen.

De dårlige erfaringer slog ikke Lund ud, og omkring to år senere søgte og modtog han, 30. november 1787, første gang privilegium til at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus. Et ''adressekonto'' dækkede oprindeligt over bekendtgørelser om ledige stillinger og værelser, men inkluderede med tiden også mere regulært nyhedsmateriale, og i provinsen blev det almindeligvis oprettet i forbindelse med et trykkeri.

I en del år optil var der flere ansøgninger om privilegium, på at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus, der på daværende tidspunkt var Danmarks eneste stift uden. Ansøgninger skulle først vurderes af byens ''stiftsøvrighed'', bestående af stiftamtmanden og biskoppen, i Aarhus [[Ove Høegh-Guldberg]] og [[Jørgen Hee]]. Efter deres vurdering sendtes ansøgningen til kongen, der traf en endelig beslutning. I Aarhus havde Høegh-Guldberg og Hee hidtil modsat sig ansøgningerne, bl.a. fordi de ikke gik på at oprette virksomhed i Aarhus, men i stedet underlægge Aarhus stift et trykkeri og avis udgående fra andre områder af landet.

Men i 1787 blev Niels Lunds ansøgning modtaget med velvilje, og med stiftsøvrighedens anbefaling, blev den sendt videre til kongen. Med til anbefaling hørte dog et ønske om, at privilegiet skulle udstedes med en frist på et år for oprettelse af trykkeri og avis. Den var Lund ikke i stand til at indfri. Han var stadig ved at komme sig økonomisk efter forsøget i Fredericia, og han lykkedes ikke med at organisere et lån til formålet.

I de følgende år måtte Niels Lund derfor igen ernære sig som bogtrykkersvend. Men han havde ikke glemt Aarhus, og i 1792 gik han atter på jagt efter finansiering. Den fandt han hos Ove Høegh-Guldberg, der havde vist sig positivt stillet ved den første ansøgning i ’87, og biskop [[Hector Frederik Janson]]. Med i sin forespørgsel sendte Lund en række anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere og udlejere, der bevidnede hans ærlige karakter, samt et grundigt overslag over udgifter, som han forventede ville beløbe sig til 900-1000 rigsdaler. Selv forhørte de to långivere sig til gengæld om Lunds ægteskabelige status – han var gift – og hvorvidt han havde gæld: det havde han, 216 rigsdaler, men långiveren kammerherre Christian Rosenørn Teilmann var indstillet på at vente.

Før arbejdet kunne begynde, skulle privilegiet dog fornyes. Det har Niels Lund nok set som en rent formel sag, for han kunne jo stole på stiftsøvrighedens anbefaling, eftersom de selv finansierede. Det nye privilegium blev udstedt 12. april 1793 – efter Lund, på baggrund af sin fattigdom, havde fået nedsat gebyret fra 24 rigsdaler til 4. Som en tilføjelse, i forhold til det ældre privilegium, anførtes desuden, at Lund havde pligt til, at indrykke diverse bekendtgørelser fra kongelige embedsmænd og stiftets borgere gratis.

I løbet af sommeren 1793 gik Lund i gang med at anskaffe materiel, og i september købte han en gård i Mejlgade. I alt kom oprettelsen af trykkeriet til at koste 1322 rigsdaler, men så kunne Lund også endelig, d. 3. januar 1794, sende første nummer på gaden.

===Avisen i Niels Lunds tid 1794-1812===
Fredag d. 3. januar 1794 udkom avisen første gang, på fire sider i kvart format. Prisen var sat til 1 rigsdaler årligt for indenbys abonnenter, mere for udenbys pga. portoafgifter. Den udkom to gange ugentligt, inden længe tre gange ugentligt, og fra 1811 fire gange ugentligt, hvad der dog måtte sættes ned til tre igen i 1813.

Starten af 1800-tallet var generelt hårde tider for bladene pga. udbredt økonomisk krise og prisstigninger. Reklameindtægterne var endnu små, og mange af de nyheder private kunne være interesserede i at oplyse til offentligheden, havde Lund alligevel pligt til at trykke vederlagsfrit. Det er både godt og skidt for avisens omsætning, for på den ene side må Lund åbne spalterne uden honorar; på den anden side er det med til at sikre efterspørgslen, at avisen på den måde kommer til at fungere som det officielle organ for lokale oplysninger om ejendomshandler o.lign., og bekendtgørelse af nye love og forordninger.

Selvom Lund forsøgte sig med flere forskellige tidsskrifter, og en lang række småudgivelser og pamfletter – de første bl.a. af litterær karakter, de andre først og fremmest prædikener og sange - var det primært avisen, der leverede indtægtsgrundlaget. Den bestod hovedsageligt af aftryk af de københavnske blade og lidt oversættelse fra Hamborg-aviser. Det lokale stof var indskrænket til nogle få og kortfattede meddelelser om indtrufne begivenheder og rent praktiske oplysninger.

Det var i tråd med provinsens andre blade, og i det hele taget kunne det være svært, og risikabelt, at udgive aviser. 1770 havde Struensees godt nok hævet pressecensuren, men fra napoleonskrigenes udbrud 1799 strammedes den igen om det udenrigspolitiske stof, der ellers var stor efterspørgsel på i tiden efter den franske revolution 1789. Der blev udstedt forbud mod rygter, uneutrale ytringer og informationer der kunne være fjenden behjælpelig, og dødsstraffen for de groveste forseelser, som opfordring til oprør, blev genindført. Fra 1810 måtte udenrigspolitiske nyheder kun bringes af aviser med et særligt privilegium, der kunne fratages dem ved fejlgreb, og desuden pålagde dem særlig censur. Det privilegium blev forbeholdt fem af landets stiftstidender - herunder Aarhus’ - samt tre provinsblade og tre københavnske blade.

===Avisen skifter ejer===
Trykkeri og avis flyttede adresse to gange under Lund: første gang 1801, til en ny og større gård i Mejlgade, og i 1811 til Studsgade. Umiddelbart efter flytningen til Studsgade må Lund have besluttet at det var på tide at finde en afløser. Samme år indledte han forhandlinger med den unge [[Adolph Frederik Elmquist]], der netop havde åbnet byens første boghandel. De to må være kommet godt overens, og samme år overtog Elmquist bestyrelsens af trykkeriet, og begyndte at redigere avisen sammen med Lund. Året efter, i maj 1812, ansøgte Elmquist om overtagelse af Lunds privilegium på Aarhus’ Stiftsbogtrykkerie og Adresse-Kontor.

Med ansøgningen fulgte bl.a. en udtalelse fra Lund om, at han ”som en gammel og svagelig Mand” havde overdraget Elmquist driften. På det tidspunkt havde de to allerede truffet aftale om overdragelsen, der blev bestemt til en pris af 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt til Lund, indtil hans død.

===Avisen under A. F. Elmquist 1812-1863===
Adolph Friedrich Elmquist var søn af en indvandret svensk skomager og blev født 1788 i København. Han arbejdede en tid som skriver i rentekammeret i København, og deltog i forsvaret af byen under den engelske belejring i 1807. Efter en tid at have arbejdet som embedsmand gik han i lære hos boghandler J. H. Schubote, hvorefter han søgte til Aarhus.

Her kastede Elmquist sig straks over forretningerne, og han virkede i de næste år med meget stor energi og ved mange forskellige projekter i sin nye hjemby: 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også forskellige instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier.

Efter to år i Mejlgade 48 rykkede han 1816 hele foretagendet – bogtrykkeri, lejebibliotek og boghandel - til Mejlgade 64. Den unge Elmquist havde travlt, og han ser i perioden ud til at have lagt det meste af sin energi udenfor trykkeriet. Således var det kommet i dårlig stand da han i 1819 ansatte den erfarne typograf S. Warberg, og denne gennemførte samme år en større restaurering af trykkeriet. Fra Warberg selv ved vi, at restaureringen skete med opbakning fra Niels Lund, der altså endnu i den tid har haft sin gang i trykkeriet.

===Avisen vokser===
Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

Det var dog stadigvæk avisen, der udgjorde trykkeriets økonomiske basis. Fra 400 abonnenter ved overtagelsen 1812, var antallet i 1824 vokset til 1500, og det til trods for, at privilegiet i 1810, med åbningen af Randers Avis var indskrænket – hvad det yderligere blev med åbningen af Vejle Amts Avis 1828.

Trods den forøgede konkurrence forblev avisen populær. Først og fremmest havde Elmquist sans for at skaffe underholdende materiale, ligesom faste underretninger fra København øgede avisens nyhedsværdi. Efterhånden fik Stiftstidende således status som den mest udbredte af provinsens aviser, dog stadig væsentlig mindre end de to førende københavnske aviser Berlingske Tidende og Adresseavisen. Elmquist fik i 1830 desuden den ære at se sit trykkeri omtalt i udgivelsen Provincial-Lexicon over Danmark som ”et stort Bogtrykkerie, udentvivl det betydeligste i Jylland”. (Sejr, s. 101)

===Monopolet udfordres===
I 1840 blev den første ansøgning om bevilling til at oprette yderligere et bogtrykkeri i Aarhus indsendt til forvaltningen i København. Bag den stod [[Mads Bjørn Falkenberg]], der selv var udlært som typograf ved Elmquists trykkeri. Ansøgningen, der lagde vægt på byens seneste vækst, måtte imidlertid først godkendes i Aarhus’ borgerrepræsentation. Her var medlemmerne ikke overbeviste om, at byen på det tidspunkt kunne opretholde endnu et trykkeri, hvorfor ansøgningen afvistes.

Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser.

Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ”overdreven Hang til Penge”. (Sejr, s. 132)

Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt.

Hvorom alting er, blev Elmquist en velhavende mand. Avisen var en succes, og i løbet af 1840’erne nåede annonceindtægterne op på over 3000 rigsdaler årligt, for i 50’erne at nå over 4000. I 1860’erne var Elmquist en af byens største skattebidragere.

===A. F. Elmquists sidste år===
Selvom Elmquists formue voksede, fulgte avisen kun dårligt med tidens udvikling på området. Den levede ikke rigtig op til de nye standarder der begyndte at gøre sig gældende for nyhedsformidlingen på landets aviser, og stoffet bestod stadig af forholdsvis korte referater af andre avisers dækning.

Modsat tendensen var avisen stort set uden politisk stof - den var partipolitisk neutral, om end klart konservativ, hvad der stemte overens med Elmquists opfattelse af provinsbladenes opgave. Den formulerer han i 1862, i anledning af sit eget 50-års jubilæum på avisen: ”Provindsbladene i Almindelighed have en fra hovedstadens store Blade til deels forskjellig Opgave. Det er nemlig, mener jeg, ikke saa meget deres sag just at lede den Offentlige Mening som at referere Begivenheder og de dertil knyttede Tilstande, ei heller har jeg nogensinde kunnet beqvemme mig til at giøre Aarhuus Stiftstidende til et partiblad, men stedse holdt paa, at forskjellige, ja modsatte Anskuelser og Meninger kunne faa Adgang til deri at udtale sig.” (E. Sejr s. 153)

===H. F. Elmquist og Karen Elmquist 1867-1889===
I 1867 overlod A. F. Elmquist avisen til sin søn [[Harald Fridleif Gudmans Elmquist]]. I modsætning til sin far, blev H. F. Elmquists arbejde ved avisen relativt kort: 20. august 1883 døde han 65 år gammel, efter i 16 år at have varetaget avis og trykkeri.

I Århus Stiftstidendes historie er det en periode uden stor udvikling. Avisens oplag holdt sig konstant omkring 3000, men udfordredes fra 1866 af oprettelsen af [[Aarhus Amtstidende]]. Den nye avis fik hurtigt opbakning fra oplandets bønder og tidens voksende bondebevægelse, der længe havde savnet et politisk talerør i Aarhus. Fra slutningen af 1860’erne var der ellers blevet forsøgt rettet op på stiftens svage politiske profil, navnlig ved ansættelsen af folketingsmedlem for Højre (1861-73) [[Johannes Magnus Mørk]]. Ved sin udtrædelse af folketinget 1873 overtog han posten som ansvarshavende redaktør, hvor han fortsatte indtil april 1889.

Ligeledes den sideløbende bogtrykkerivirksomhed var udsat for hård lokal konkurrence, og arbejdsopgaverne synes i perioden at have været yderst begrænsede her. Som den eneste undtagelse var et omfattende trykkearbejde for De danske Statsbaner, der i 1880’erne kom til at udgøre langt den største post i trykkeriet.

Ved H. F. Elmquists død overtog hans kone Karen Elmquist avis og trykkeri. Hun var energisk, men hendes arbejde er siden blevet karakteriseret som impulsivt og manglende en fast linje. Indtil 1890 drev hun avis og trykkeri videre uden de store ændringer.

===Theodor Julius Funch Thomsen overtager 1889-1920===
11. august 1890 underskrev Karen Elmquist og [[Theodor Funch Thomsen]] en kontrakt om sidstnævntes forpagtning af avis og trykkeri, gældende for de næste 12 år. Efter en stagnationsperiode under H. F. og Karen Elmquist, skulle perioden under Funch Thomsens lederskab, i lighed med A. F. Elmquists, vise sig at blive en ny blomstringsperiode for Aarhus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie.

Funch Thomsen var født i Slagelse 6. april 1859, men siden rykket til Aarhus. Her arbejdede han 1878-80 som journalist ved den konkurrerende Aarhus-avis Jyllands-Posten, grundlagt 1871. Allerede i tiden efter A. F. Elmquists død i 1883, ved vi, at Funch Thomsen har gået med tanker om at overtage Århus Stiftstidende: han skal her have opsøgt Karen Elmquist og forhørt hende om muligheden for at købe virksomheden, hvad hun ved den lejlighed afviste.

Da muligheden for finansiering viste sig i 1888, kontaktede han sammen med en forretningspartner igen Karen Elmquist, denne gang igennem sin sagfører. Købet var lige ved at gå igennem – prisen var sat til 425.000 kr., hvoraf 100.000 skulle betales straks – men da Karen Elmquist, ved de sidste forhandlinger, forhøjede prisen med 25.000 kr., måtte Funch Thomsen og kompagnon afslå.

Dermed var den afgørende kontakt mellem Karen Elmquist og Funch Thomsen dog skabt. Ifølge Emanuel Sejr var hun blevet så indtaget af den energiske unge mand, at hun tilbød at ansætte ham som redaktør. Funch Thomsen accepterede - på den betingelse, at der skulle anskaffes nye maskiner til trykkeriet, trykkerilokalerne udvides og avisens format laves om. 1. april 1889 afløste [[Funch Thomsen]] så [[J. M. Mørk]] som redaktør.

Resultatet af de nye kræfter udeblev ikke: i løbet af det næste år steg abonnements- og annonceindtægterne til det højeste siden H. F. Almquists død. Det var nok medvirkende til at Funch Thomsen året efter, 11. august 1890, kunne indgå en 12-årig aftale om forpagtning af hele forretningen. Hermed overtog han redaktion og drift, mod en forpagtningsafgift til Karen Elmquist på årligt 24.000 kr. for avisen, og en varierende sats af 4-6000 kr. for trykkeriet, afhængigt af indtægterne. Funch Thomsen forpligtede sig til ikke uden Karen Elmquists samtykke at ændre udgivelsesmåde, format (”særligt ogsaa den nuværende Titel og Tiltelbillede”) og abonnements- og avertissementspris ”i nogen væsentlig Henseende”. (E. Sejr, tillæg nr. 55, s. 285ff.) Til gengæld opnåede han forkøbsret til foretagendet, hvis Karen Elmquist skulle beslutte sig for at sælge.

Forpagtningen forløb problemfrit, og i 1904 indgik de to endelig aftale om salg for i alt 75.000 kr., et årligt beløb på 24.000 kr. indtil Karen Elmquists død, og ved denne 100.000 kr. til hendes bo eller arvinger. Karen Elmquist døde 28. juli 1908.

Helt fra begyndelsen af Funch Thomsens forpagtning kom der skub i udviklingen af avis og trykkeri. Avisens opsætning blev fornyet, der kom mere fokus på det lokale og almene nyhedsstof og der blev tilføjet en borgerlig, polemisk kant, der ikke tidligere var set. Særligt i løbet af 1890’erne var lykkedes det desuden at udvide trykkeriets ordremængde meget betydeligt.

Den voksende succes betød et behov for nye og større lokaler, og i 1900 flyttede både avisredaktion og trykkeri til [[Teaterbodegaen|Emilienborg]], Mejlgade 11, ved [[Bispetorv]]. Her var der plads til det hele: i stuen trykkeri og ekspedition, 1. sal sætteri og redaktion, 2. sal stentrykkeri, og 3. sal bogbinderi. Her residerede Århus Stftstidende og Stiftsbogtrykkerie indtil 1915, hvor pladsen atter blev for trang. Da overtog og ombyggede man [[Polyhymnia#Polyhymnias_Teater|Polyhymias gamle klubbygning]] i [[Kannikegade]], lige overfor [[Aarhus Teater]].

===Avis og trykkeri adskilles===
I 1920, tre år før sin død, gennemførte Funch Thomsen en adskillelse af Aarhus Stiftstidende og Aarhus Stiftsbogtrykkerie, der siden 1794 havde fungeret sammen. Dermed blev trykkeriet udskilt som særskilt aktieselskab under ledelse af Funch Thomsens søn [[Th. Funch Thomsen, jr.]], og Århus Stiftstidende blev solgt til den daværende redaktionssekretær, og derefter medredaktør, [[Louis Schmidt]]. Den endelige adskillelse skete 1. januar 1927, hvor Schmidt overtog ejendommen i Kannikegade, samt avissætteri og –trykkeri.

Endnu delte de to virksomheder dog adresse; avisen som ejer, trykkeriet som lejer. Det fortsatte de med indtil 1937, hvor trykkeriet flyttede til en nyopført bygning på [[Åboulevarden]].

===Louis Schmidt===
Da [[Louis Schmidt Nielsen]] (1885-1952) købte avisen for 1,2 millioner kr. i 1920, havde han allerede arbejdet ved avisen 12 år. Han var en ambitiøs mand, der hele livet havde arbejdet i avisbranchen - som avisbud, typograf, journalist og nu altså redaktør - og han ønskede at fortsætte avisens udvidelse. Til det formål nedtonede Louis Schmidt den politiske vinkling: han ville bringe avisen i øjenhøjde med aarhusianerne, og han fokuserede på de lokale og menneskelige historier.

Århus Stiftstidende blev en moderne avis, og efter i begyndelsen af 1900-tallet at have ligget under Demokraten, steg oplagstallet støt igennem hele mellemkrigsperioden. Fra et oplag på 11.000 aviser i 1920 var det næsten firedoblet til 42.000 i 1950, og dermed stod Århus Stiftstidende igen som byens største.

===Sidenhen===
Efter Louis Schmidts død i 1952, fortsatte hans søn Erik Schmidt udviklingen. 1978, to år efter avisen var overgået til fondseje, toppede oplaget med 78.000 i hverdage, og søndage knap 100.000. I den tid havde avisen bredt sig langt ud over rammerne af huset i Kannikegade, og havde nu hjemme i en halv snes bygninger i den umiddelbare nærhed, og på begge sider af [[Åboulevarden]].

Sidst i 1980’erne var pladsen i midtbyen definitivt blevet for trang, og efter næsten 200 år i området omkring domkirken flyttede hele avisen i ’89 til Skejby. Her havde man fået opført et nyt bladhus på 14.500 kvadratmeter.
==Litteratur==
*Aarhuus Stiftstidende Hundrede og Halvtreds Aar 1794-1944
*Aarhuus Stiftstidende jubilæums magasin 175 år
*De danske aviser 1634-1989, Jette Søllinge og Niels Thomsen
*Emanuel Sejr, Arhuus Stiftsbogtrykkerie, Aarhus, 1937
*Århus Stiftstidende 200 år

[[Kategori:Kommunikation & medier]]

Århus Stiftstidende

2014-09-30T08:22:44Z

Jkm:

[[Fil:Aarhus-stiftstidende-1915-db.jpg|thumb|250px|right|Aarhuus Stiftstidende flyttede i 1915 til Kannikegade 14]]
'''Århus Stiftstidende''' blev grundlagt 1794, af den københavnskfødte bogtrykker [[Niels Lund]]. Det er Aarhus' ældste og længstlevende avis. Den udkom oprindeligt under navnet ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'', og lagde sig efter flere variationer i 1821 fast på ''Aarhuus Stifts-Tidende'', der i 1989 fik den nuværende form ''Århus Stiftstidende''.

Avisen er oprindeligt grundlagt sammen med ''Aarhus Stiftsbogtrykkerie'', der i 1920 adskiltes fra avisen som aktieselskab af daværende ejer og chefredaktør [[Thomas Julius Funch Thomsen]]. Avisen omdannedes 1937 til aktieselskab, og overgik 1976 til fondseje.

===Tiden op til avisens grundlæggelse===
Det er uklart præcis hvornår Niels Lund kom til Aarhus. Han var født i København 1757, i hvad der formentligt var en fattig familie, og kom tidligt i lære som bogtrykker. Siden rykkede han til provinsen hvor han arbejdede som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg, og endelig i 1785 gjorde sit første forsøg på at etablere sig som bogtrykker. Her indgik Lund i kompagniskab med toldforvalter og justitsråd Peter von Westen, der havde privilegium på addressekontor og trykkeri i Fredericia. Det samarbejde kom Lund snart fra med et betydeligt underskud – presset ud, som han senere selv beskrev det, af von Westen.

De dårlige erfaringer slog ikke Lund ud, og omkring to år senere søgte og modtog han, 30. november 1787, første gang privilegium til at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus. Et ''adressekonto'' dækkede oprindeligt over bekendtgørelser om ledige stillinger og værelser, men inkluderede med tiden også mere regulært nyhedsmateriale, og i provinsen blev det almindeligvis oprettet i forbindelse med et trykkeri.

I en del år optil var der flere ansøgninger om privilegium, på at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus, der på daværende tidspunkt var Danmarks eneste stift uden. Ansøgninger skulle først vurderes af byens ''stiftsøvrighed'', bestående af stiftamtmanden og biskoppen, i Aarhus [[Ove Høegh-Guldberg]] og [[Jørgen Hee]]. Efter deres vurdering sendtes ansøgningen til kongen, der traf en endelig beslutning. I Aarhus havde Høegh-Guldberg og Hee hidtil modsat sig ansøgningerne, bl.a. fordi de ikke gik på at oprette virksomhed i Aarhus, men i stedet underlægge Aarhus stift et trykkeri og avis udgående fra andre områder af landet.

Men i 1787 blev Niels Lunds ansøgning modtaget med velvilje, og med stiftsøvrighedens anbefaling, blev den sendt videre til kongen. Med til anbefaling hørte dog et ønske om, at privilegiet skulle udstedes med en frist på et år for oprettelse af trykkeri og avis. Den var Lund ikke i stand til at indfri. Han var stadig ved at komme sig økonomisk efter forsøget i Fredericia, og han lykkedes ikke med at organisere et lån til formålet.

I de følgende år måtte Niels Lund derfor igen ernære sig som bogtrykkersvend. Men han havde ikke glemt Aarhus, og i 1792 gik han atter på jagt efter finansiering. Den fandt han hos Ove Høegh-Guldberg, der havde vist sig positivt stillet ved den første ansøgning i ’87, og biskop [[Hector Frederik Janson]]. Med i sin forespørgsel sendte Lund en række anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere og udlejere, der bevidnede hans ærlige karakter, samt et grundigt overslag over udgifter, som han forventede ville beløbe sig til 900-1000 rigsdaler. Selv forhørte de to långivere sig til gengæld om Lunds ægteskabelige status – han var gift – og hvorvidt han havde gæld: det havde han, 216 rigsdaler, men långiveren kammerherre Christian Rosenørn Teilmann var indstillet på at vente.

Før arbejdet kunne begynde, skulle privilegiet dog fornyes. Det har Niels Lund nok set som en rent formel sag, for han kunne jo stole på stiftsøvrighedens anbefaling, eftersom de selv finansierede. Det nye privilegium blev udstedt 12. april 1793 – efter Lund, på baggrund af sin fattigdom, havde fået nedsat gebyret fra 24 rigsdaler til 4. Som en tilføjelse, i forhold til det ældre privilegium, anførtes desuden, at Lund havde pligt til, at indrykke diverse bekendtgørelser fra kongelige embedsmænd og stiftets borgere gratis.

I løbet af sommeren 1793 gik Lund i gang med at anskaffe materiel, og i september købte han en gård i Mejlgade. I alt kom oprettelsen af trykkeriet til at koste 1322 rigsdaler, men så kunne Lund også endelig, d. 3. januar 1794, sende første nummer på gaden.

===Avisen i Niels Lunds tid 1794-1812===
Fredag d. 3. januar 1794 udkom avisen første gang, på fire sider i kvart format. Prisen var sat til 1 rigsdaler årligt for indenbys abonnenter, mere for udenbys pga. portoafgifter. Den udkom to gange ugentligt, inden længe tre gange ugentligt, og fra 1811 fire gange ugentligt, hvad der dog måtte sættes ned til tre igen i 1813.

Starten af 1800-tallet var generelt hårde tider for bladene pga. udbredt økonomisk krise og prisstigninger. Reklameindtægterne var endnu små, og mange af de nyheder private kunne være interesserede i at oplyse til offentligheden, havde Lund alligevel pligt til at trykke vederlagsfrit. Det er både godt og skidt for avisens omsætning, for på den ene side må Lund åbne spalterne uden honorar; på den anden side er det med til at sikre efterspørgslen, at avisen på den måde kommer til at fungere som det officielle organ for lokale oplysninger om ejendomshandler o.lign., og bekendtgørelse af nye love og forordninger.

Selvom Lund forsøgte sig med flere forskellige tidsskrifter, og en lang række småudgivelser og pamfletter – de første bl.a. af litterær karakter, de andre først og fremmest prædikener og sange - var det primært avisen, der leverede indtægtsgrundlaget. Den bestod hovedsageligt af aftryk af de københavnske blade og lidt oversættelse fra Hamborg-aviser. Det lokale stof var indskrænket til nogle få og kortfattede meddelelser om indtrufne begivenheder og rent praktiske oplysninger.

Det var i tråd med provinsens andre blade, og i det hele taget kunne det være svært, og risikabelt, at udgive aviser. 1770 havde Struensees godt nok hævet pressecensuren, men fra napoleonskrigenes udbrud 1799 strammedes den igen om det udenrigspolitiske stof, der ellers var stor efterspørgsel på i tiden efter den franske revolution 1789. Der blev udstedt forbud mod rygter, uneutrale ytringer og informationer der kunne være fjenden behjælpelig, og dødsstraffen for de groveste forseelser, som opfordring til oprør, blev genindført. Fra 1810 måtte udenrigspolitiske nyheder kun bringes af aviser med et særligt privilegium, der kunne fratages dem ved fejlgreb, og desuden pålagde dem særlig censur. Det privilegium blev forbeholdt fem af landets stiftstidender - herunder Aarhus’ - samt tre provinsblade og tre københavnske blade.

===Avisen skifter ejer===
Trykkeri og avis flyttede adresse to gange under Lund: første gang 1801, til en ny og større gård i Mejlgade, og i 1811 til Studsgade. Umiddelbart efter flytningen til Studsgade må Lund have besluttet at det var på tide at finde en afløser. Samme år indledte han forhandlinger med den unge [[Adolph Frederik Elmquist]], der netop havde åbnet byens første boghandel. De to må være kommet godt overens, og samme år overtog Elmquist bestyrelsens af trykkeriet, og begyndte at redigere avisen sammen med Lund. Året efter, i maj 1812, ansøgte Elmquist om overtagelse af Lunds privilegium på Aarhus’ Stiftsbogtrykkerie og Adresse-Kontor.

Med ansøgningen fulgte bl.a. en udtalelse fra Lund om, at han ”som en gammel og svagelig Mand” havde overdraget Elmquist driften. På det tidspunkt havde de to allerede truffet aftale om overdragelsen, der blev bestemt til en pris af 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt til Lund, indtil hans død.

===Avisen under A. F. Elmquist 1812-1863===
Adolph Friedrich Elmquist var søn af en indvandret svensk skomager og blev født 1788 i København. Han arbejdede en tid som skriver i rentekammeret i København, og deltog i forsvaret af byen under den engelske belejring i 1807. Efter en tid at have arbejdet som embedsmand gik han i lære hos boghandler J. H. Schubote, hvorefter han søgte til Aarhus.

Her kastede Elmquist sig straks over forretningerne, og han virkede i de næste år med meget stor energi og ved mange forskellige projekter i sin nye hjemby: 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også forskellige instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier.

Efter to år i Mejlgade 48 rykkede han 1816 hele foretagendet – bogtrykkeri, lejebibliotek og boghandel - til Mejlgade 64. Den unge Elmquist havde travlt, og han ser i perioden ud til at have lagt det meste af sin energi udenfor trykkeriet. Således var det kommet i dårlig stand da han i 1819 ansatte den erfarne typograf S. Warberg, og denne gennemførte samme år en større restaurering af trykkeriet. Fra Warberg selv ved vi, at restaureringen skete med opbakning fra Niels Lund, der altså endnu i den tid har haft sin gang i trykkeriet.

===Avisen vokser===
Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

Det var dog stadigvæk avisen, der udgjorde trykkeriets økonomiske basis. Fra 400 abonnenter ved overtagelsen 1812, var antallet i 1824 vokset til 1500, og det til trods for, at privilegiet i 1810, med åbningen af Randers Avis var indskrænket – hvad det yderligere blev med åbningen af Vejle Amts Avis 1828.

Trods den forøgede konkurrence forblev avisen populær. Først og fremmest havde Elmquist sans for at skaffe underholdende materiale, ligesom faste underretninger fra København øgede avisens nyhedsværdi. Efterhånden fik Stiftstidende således status som den mest udbredte af provinsens aviser, dog stadig væsentlig mindre end de to førende københavnske aviser Berlingske Tidende og Adresseavisen. Elmquist fik i 1830 desuden den ære at se sit trykkeri omtalt i udgivelsen Provincial-Lexicon over Danmark som ”et stort Bogtrykkerie, udentvivl det betydeligste i Jylland”. (Sejr, s. 101)

===Monopolet udfordres===
I 1840 blev den første ansøgning om bevilling til at oprette yderligere et bogtrykkeri i Aarhus indsendt til forvaltningen i København. Bag den stod [[Mads Bjørn Falkenberg]], der selv var udlært som typograf ved Elmquists trykkeri. Ansøgningen, der lagde vægt på byens seneste vækst, måtte imidlertid først godkendes i Aarhus’ borgerrepræsentation. Her var medlemmerne ikke overbeviste om, at byen på det tidspunkt kunne opretholde endnu et trykkeri, hvorfor ansøgningen afvistes.

Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser.

Endelig i januar 1846 åbnes et nyt stentrykkeri af typograf [[Magnus Heymann]]. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begynder Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmper Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: han afviser påstandene om, at han har flere bestillinger end han kan nå at ekspedere, og fremhæver stentrykkens konkurrence, og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjælper det: Magistraten og borgerrepræsentationen har fået nok af Elmquist, der bl.a. anklages for en ”overdreven Hang til Penge”. (Sejr, s. 132)

Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St. St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt.

Hvorom alting er, blev Elmquist en velhavende mand. Avisen var en succes, og i løbet af 1840’erne nåede annonceindtægterne op på over 3000 rigsdaler årligt, for i 50’erne at nå over 4000. I 1860’erne var Elmquist en af byens største skattebidragere.

===A. F. Elmquists sidste år===
Selvom Elmquists formue voksede, fulgte avisen kun dårligt med tidens udvikling på området. Den levede ikke rigtig op til de nye standarder der begyndte at gøre sig gældende for nyhedsformidlingen på landets aviser, og stoffet bestod stadig af forholdsvis korte referater af andre avisers dækning.

Modsat tendensen var avisen stort set uden politisk stof - den var partipolitisk neutral, om end klart konservativ, hvad der stemte overens med Elmquists opfattelse af provinsbladenes opgave. Den formulerer han i 1862, i anledning af sit eget 50-års jubilæum på avisen: ”Provindsbladene i Almindelighed have en fra hovedstadens store Blade til deels forskjellig Opgave. Det er nemlig, mener jeg, ikke saa meget deres sag just at lede den Offentlige Mening som at referere Begivenheder og de dertil knyttede Tilstande, ei heller har jeg nogensinde kunnet beqvemme mig til at giøre Aarhuus Stiftstidende til et partiblad, men stedse holdt paa, at forskjellige, ja modsatte Anskuelser og Meninger kunne faa Adgang til deri at udtale sig.” (E. Sejr s. 153)

===H. F. Elmquist og Karen Elmquist 1867-1889===
I 1867 overlod A. F. Elmquist avisen til sin søn [[Harald Fridleif Gudmans Elmquist]]. I modsætning til sin far, blev H. F. Elmquists arbejde ved avisen relativt kort: 20. august 1883 døde han 65 år gammel, efter i 16 år at have varetaget avis og trykkeri.

I Århus Stiftstidendes historie er det en periode uden stor udvikling. Avisens oplag holdt sig konstant omkring 3000, men udfordredes fra 1866 af oprettelsen af [[Aarhus Amtstidende]]. Den nye avis fik hurtigt opbakning fra oplandets bønder og tidens voksende bondebevægelse, der længe havde savnet et politisk talerør i Aarhus. Fra slutningen af 1860’erne var der ellers blevet forsøgt rettet op på stiftens svage politiske profil, navnlig ved ansættelsen af folketingsmedlem for Højre (1861-73) [[Johannes Magnus Mørk]]. Ved sin udtrædelse af folketinget 1873 overtog han posten som ansvarshavende redaktør, hvor han fortsatte indtil april 1889.

Ligeledes den sideløbende bogtrykkerivirksomhed var udsat for hård lokal konkurrence, og arbejdsopgaverne synes i perioden at have været yderst begrænsede her. Som den eneste undtagelse var et omfattende trykkearbejde for De danske Statsbaner, der i 1880’erne kom til at udgøre langt den største post i trykkeriet.

Ved H. F. Elmquists død overtog hans kone Karen Elmquist avis og trykkeri. Hun var energisk, men hendes arbejde er siden blevet karakteriseret som impulsivt og manglende en fast linje. Indtil 1890 drev hun avis og trykkeri videre uden de store ændringer.

===Theodor Julius Funch Thomsen overtager 1889-1920===
11. august 1890 underskrev Karen Elmquist og [[Theodor Funch Thomsen]] en kontrakt om sidstnævntes forpagtning af avis og trykkeri, gældende for de næste 12 år. Efter en stagnationsperiode under H. F. og Karen Elmquist, skulle perioden under Funch Thomsens lederskab, i lighed med A. F. Elmquists, vise sig at blive en ny blomstringsperiode for Aarhus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie.

Funch Thomsen var født i Slagelse 6. april 1859, men siden rykket til Aarhus. Her arbejdede han 1878-80 som journalist ved den konkurrerende Aarhus-avis Jyllands-Posten, grundlagt 1871. Allerede i tiden efter A. F. Elmquists død i 1883, ved vi, at Funch Thomsen har gået med tanker om at overtage Århus Stiftstidende: han skal her have opsøgt Karen Elmquist og forhørt hende om muligheden for at købe virksomheden, hvad hun ved den lejlighed afviste.

Da muligheden for finansiering viste sig i 1888, kontaktede han sammen med en forretningspartner igen Karen Elmquist, denne gang igennem sin sagfører. Købet var lige ved at gå igennem – prisen var sat til 425.000 kr., hvoraf 100.000 skulle betales straks – men da Karen Elmquist, ved de sidste forhandlinger, forhøjede prisen med 25.000 kr., måtte Funch Thomsen og kompagnon afslå.

Dermed var den afgørende kontakt mellem Karen Elmquist og Funch Thomsen dog skabt. Ifølge Emanuel Sejr var hun blevet så indtaget af den energiske unge mand, at hun tilbød at ansætte ham som redaktør. Funch Thomsen accepterede - på den betingelse, at der skulle anskaffes nye maskiner til trykkeriet, trykkerilokalerne udvides og avisens format laves om. 1. april 1889 afløste [[Funch Thomsen]] så [[J. M. Mørk]] som redaktør.

Resultatet af de nye kræfter udeblev ikke: i løbet af det næste år steg abonnements- og annonceindtægterne til det højeste siden H. F. Almquists død. Det var nok medvirkende til at Funch Thomsen året efter, 11. august 1890, kunne indgå en 12-årig aftale om forpagtning af hele forretningen. Hermed overtog han redaktion og drift, mod en forpagtningsafgift til Karen Elmquist på årligt 24.000 kr. for avisen, og en varierende sats af 4-6000 kr. for trykkeriet, afhængigt af indtægterne. Funch Thomsen forpligtede sig til ikke uden Karen Elmquists samtykke at ændre udgivelsesmåde, format (”særligt ogsaa den nuværende Titel og Tiltelbillede”) og abonnements- og avertissementspris ”i nogen væsentlig Henseende”. (E. Sejr, tillæg nr. 55, s. 285ff.) Til gengæld opnåede han forkøbsret til foretagendet, hvis Karen Elmquist skulle beslutte sig for at sælge.

Forpagtningen forløb problemfrit, og i 1904 indgik de to endelig aftale om salg for i alt 75.000 kr., et årligt beløb på 24.000 kr. indtil Karen Elmquists død, og ved denne 100.000 kr. til hendes bo eller arvinger. Karen Elmquist døde 28. juli 1908.

Helt fra begyndelsen af Funch Thomsens forpagtning kom der skub i udviklingen af avis og trykkeri. Avisens opsætning blev fornyet, der kom mere fokus på det lokale og almene nyhedsstof og der blev tilføjet en borgerlig, polemisk kant, der ikke tidligere var set. Særligt i løbet af 1890’erne var lykkedes det desuden at udvide trykkeriets ordremængde meget betydeligt.

Den voksende succes betød et behov for nye og større lokaler, og i 1900 flyttede både avisredaktion og trykkeri til [[Teaterbodegaen|Emilienborg]], Mejlgade 11, ved [[Bispetorv]]. Her var der plads til det hele: i stuen trykkeri og ekspedition, 1. sal sætteri og redaktion, 2. sal stentrykkeri, og 3. sal bogbinderi. Her residerede Århus Stftstidende og Stiftsbogtrykkerie indtil 1915, hvor pladsen atter blev for trang. Da overtog og ombyggede man [[Polyhymnia#Polyhymnias_Teater|Polyhymias gamle klubbygning]] i [[Kannikegade]], lige overfor [[Aarhus Teater]].

===Avis og trykkeri adskilles===
I 1920, tre år før sin død, gennemførte Funch Thomsen en adskillelse af Aarhus Stiftstidende og Aarhus Stiftsbogtrykkerie, der siden 1794 havde fungeret sammen. Dermed blev trykkeriet udskilt som særskilt aktieselskab under ledelse af Funch Thomsens søn [[Th. Funch Thomsen, jr.]], og Århus Stiftstidende blev solgt til den daværende redaktionssekretær, og derefter medredaktør, [[Louis Schmidt]]. Den endelige adskillelse skete 1. januar 1927, hvor Schmidt overtog ejendommen i Kannikegade, samt avissætteri og –trykkeri.

Endnu delte de to virksomheder dog adresse; avisen som ejer, trykkeriet som lejer. Det fortsatte de med indtil 1937, hvor trykkeriet flyttede til en nyopført bygning på [[Åboulevarden]].

===Louis Schmidt===
Da [[Louis Schmidt Nielsen]] (1885-1952) købte avisen for 1,2 millioner kr. i 1920, havde han allerede arbejdet ved avisen 12 år. Han var en ambitiøs mand, der hele livet havde arbejdet i avisbranchen - som avisbud, typograf, journalist og nu altså redaktør - og han ønskede at fortsætte avisens udvidelse. Til det formål nedtonede Louis Schmidt den politiske vinkling: han ville bringe avisen i øjenhøjde med aarhusianerne, og han fokuserede på de lokale og menneskelige historier.

Århus Stiftstidende blev en moderne avis, og efter i begyndelsen af 1900-tallet at have ligget under Demokraten, steg oplagstallet støt igennem hele mellemkrigsperioden. Fra et oplag på 11.000 aviser i 1920 var det næsten firedoblet til 42.000 i 1950, og dermed stod Århus Stiftstidende igen som byens største.

===Sidenhen===
Efter Louis Schmidts død i 1952, fortsatte hans søn Erik Schmidt udviklingen. 1978, to år efter avisen var overgået til fondseje, toppede oplaget med 78.000 i hverdage, og søndage knap 100.000. I den tid havde avisen bredt sig langt ud over rammerne af huset i Kannikegade, og havde nu hjemme i en halv snes bygninger i den umiddelbare nærhed, og på begge sider af [[Åboulevarden]].

Sidst i 1980’erne var pladsen i midtbyen definitivt blevet for trang, og efter næsten 200 år i området omkring domkirken flyttede hele avisen i ’89 til Skejby. Her havde man fået opført et nyt bladhus på 14.500 kvadratmeter.
==Litteratur==
*Aarhuus Stiftstidende Hundrede og Halvtreds Aar 1794-1944
*Aarhuus Stiftstidende jubilæums magasin 175 år
*De danske aviser 1634-1989, Jette Søllinge og Niels Thomsen
*Emanuel Sejr, Arhuus Stiftsbogtrykkerie, Aarhus, 1937
*Århus Stiftstidende 200 år

[[Kategori:Kommunikation & medier]]

Theodor Julius Funch Thomsen (1859-1923)

2014-09-30T08:05:44Z

Jkm:

[[Fil:Theodor julius.jpg|300px|thumb|right|Theodor Julius Funch Thomsen]]

'''Thomas Julius Funch Thomsen''', journalist, født 6. april 1859 i Slagelse - død 20. december 1923.

Chefredaktør af [[Århus Stiftstidende]] fra 1. april 1889, forpagter af Århus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie fra 11. august 1890, fra 1904 ejer.

Arbejdede 1878-80 ved Jyllands-Posten i Aarhus. Allerede i tiden efter [[A. F. Elmquist]]s død i 1883, ved vi, at Funch Thomsen har gået med tanker om at overtage Århus Stiftstidende: han skal her have opsøgt [[Karen Elmquist]] og forhørt hende om muligheden for at købe virksomheden, hvad hun ved den lejlighed afviste.

I de følgende år studerede Funch Thomsen ved universitetet, hvor han erhvervede sig en statsvidenskabelig eksamen, og efter et ophold i Frankrig blev han i 1885 ansat som redaktør af Horsens Avis.

== Litteratur og kilder ==
* Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte VII Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus
* Emanuel Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937

[[Kategori: Journalister & fotografer]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-23T08:25:32Z

Jkm:

[[Fil:A. F. Elmquist 1960'erne.jpg|250px|thumb|right|Fotografi af A. F. Elmquist fra 1860'erne. I 1862 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog, og det er sandsynligvis den orden han her ses med på brystet.]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 55 år, 1812-1867, redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

===Elmquists virke i Aarhus===
Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]), som han året efter - efter at have opnået privilegium som bogtrykker - overtager fra Lund for 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt indtil Lunds død.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til Århus Stiftstidende, fra en mindre avis til en af provinsens største.

I 1867, efter 55 år i spidsen, overlod han avisen og trykkeriet til sin søn [[H. F. Elmquist]]. Herefter flyttede han tilbage til København, hvor han dog kun levede et år, før sin død i 1868. Begravelsen fandt sted i Aarhus, på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]], hvor han blev begravet ved siden af sin afdøde kone. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

===I det offentlige liv===
I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i det offentlige liv. Umiddelbart efter at have bosat sig i Aarhus gik han ind i [[Borgerbevæbningen]]. I 1816 udnævntes han til kaptajn, og i 1826 tog han afsked derfra som chef for borgerbevæbningens 2. afdeling.

I 1814 blev han regnskabsfører i Skolekommisionen, og var her med til af føre de store skolereformer af 1814 ud i praksis. 1821 optræder Elmquist som medstifter af [[Biblioteker_i_Aarhus#Biblioteker_i_Aarhus_f.C3.B8r_Folkebiblioteket|Aarhus Stiftsbibliotek]], hvor han i mange år sad i bestyrelsen. 1839-46 var han bestyrelsesmedlem af [[Aarhus Tekniske Skole]].

Elmquist engagerede sig ligeledes i [[Polyhymnia]]. Her var han et fremtrædende medlem, fungerede ad flere omgange som ''Direktør'', og engagerede sig særligt i klubbens teater. Elmquist støttede desuden klubben økonomisk og blev i 1861 udnævnt til ''æresmedlem''.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-23T08:17:00Z

Jkm:

[[Fil:A. F. Elmquist 1960'erne.jpg|250px|thumb|right|Fotografi af A. F. Elmquist fra 1860'erne. I 1862 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog, og det er sandsynligvis den orden han her ses med på brystet.]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 55 år, 1812-1867, redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

===Elmquists virke i Aarhus===
Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]), som han året efter - efter at have opnået privilegium som bogtrykker - overtager fra Lund for 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt indtil Lunds død.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til Århus Stiftstidende, fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1867 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868. Begravelsen fandt sted i Aarhus, på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]], hvor han blev begravet ved siden af sin afdøde kone. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

===I det offentlige liv===
I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i det offentlige liv. Umiddelbart efter at have bosat sig i Aarhus gik han ind i [[Borgerbevæbningen]]. I 1816 udnævntes han til kaptajn, og i 1826 tog han afsked derfra som chef for borgerbevæbningens 2. afdeling.

I 1814 blev han regnskabsfører i Skolekommisionen, og var her med til af føre de store skolereformer af 1814 ud i praksis. 1821 optræder Elmquist som medstifter af [[Biblioteker_i_Aarhus#Biblioteker_i_Aarhus_f.C3.B8r_Folkebiblioteket|Aarhus Stiftsbibliotek]], hvor han i mange år sad i bestyrelsen. 1839-46 var han bestyrelsesmedlem af [[Aarhus Tekniske Skole]].

Elmquist engagerede sig ligeledes i [[Polyhymnia]]. Her var han et fremtrædende medlem, fungerede ad flere omgange som ''Direktør'', og engagerede sig særligt i klubbens teater. Elmquist støttede desuden klubben økonomisk og blev i 1861 udnævnt til ''æresmedlem''.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Fil:A. F. Elmquist 1960'erne.jpg

2014-09-23T08:13:53Z

Jkm: A. F. Elmquist, efter fotografi, 1860'erne. E. Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937

== Beskrivelse ==
A. F. Elmquist, efter fotografi, 1860'erne.
E. Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-22T11:12:16Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 55 år, 1812-1867, redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]), som han året efter - efter at have opnået privilegium som bogtrykker - overtager fra Lund for 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt indtil Lunds død.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til Århus Stiftstidende, fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1867 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-22T11:11:56Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 55 år, 1812-1867, redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]), som han året efter - efter at have opnået privilegium som bogtrykker - overtager fra Lund for 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt indtil Lunds død.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til Århus Stiftstidende, fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1867 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-15T12:33:58Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 54 år redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]), som han, efter at have opnået privilegium som bogtrykker, overtager fra Lund for 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil Lunds død. I de føægende 54 år.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til Århus Stiftstidende, fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1866 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-15T12:33:13Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 54 år redaktør af ''Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende'' ([[Århus Stiftstidende]]).

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).

En tid arbejdede han som skriver i rentekammeret, men kom siden i lære hos boghandler J. H. Schubote. Han deltog i forsvaret af København, under den engelske belejring 1807, og deltog under Københavns Livjægerkorps i kampene i Cassens Have 31. august samme år.

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]), som han, efter at have opnået privilegium som bogtrykker, overtager fra Lund for 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil Lunds død. I de føægende 54 år.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift '''Læsefrugter''', der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til [[Åarhus Stiftstidende]], fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1866 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquists gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Niels Lund

2014-09-15T12:25:14Z

Jkm:

[[Fil:Niels Lund.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 1753 i København - død 1. november 1825 i Vium præstegård'''.

Bogtrykker og stifter af [[Aarhus Stiftstidende]] (oprindeligt ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'').

Niels Lund voksede op under fattige kår i København, og arbejdede siden som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg. I 1785 led han et større tab, efter at være indgået i samarbejde med justitsråd Peter von Westen om bogtrykkeri og avisudgivelse i Fredericia. To år senere lykkedes det ham at opnå kongeligt privilegium på bogtrykkeri og avisudgivelse i Aarhus stift, en plan der imidlertid først kunne realiseres i 1793, hvor han købte ejendom i [[Mejlgade]] og begyndte at indrette trykkeri der. Forinden har han truffet aftale med [[Jørgen Hee]], biskop i Aarhus, og stiftamtsmand [[Ove Høegh-Guldberg]], der har indvilget i at låne ham pengene til etableringen - et beløb, der i alt når op på 1322 Rdr. 4 Mrk. De har begge tidligere vist interesse for at få oprettet et selvstændigt trykkeri i Aarhus, og Lund kan forsyne dem med en lang række skriftlige anbefalinger og forsikringer om sin person, foruden en detaljeret plan over de forventede udgifter.

3. januar 1794 udgiver han første nummer af ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender''. Han udgav desuden tidsskrifter, bøger og mindre skrifter uden økonomisk succes, mens trykning af cirkulærer og blanketter samt avisen var en bedre forretning.

Foruden lånet til oprettelsen af trykkeriet, havde Lund en mindre gæld ved siden af. Med tiden arbejdede han sig ud af denne, og med salget af avisen til [[Adolph Frederik Elmquist]] i 1812 - for en sum af 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil sin død - kunne Lund trække sig tilbage som en velhavende mand.

Niels Lund var igennem 42 år gift med [[Margrethe Lovise Lund]], f. Richter, (1749-1/11 1827). Parret efterlod sig ingen arvinger - de fik én søn, der døde som treårig - og Margrethe Lund indsatte ved sin død A. F. Elmquist og hans kone som universalarvinger.

Lund var medlem af [[Kronprindsens Klub]]. Det er usikkert hvem hans forældre var - muligvis en Jens Jacob Lund, "visiterer i Fiolstræde" og Maren Iversdatter.

== Litteratur og kilder ==
*''Århus Byens Borgere 1165-2000'', udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000
*Emmanuel Sejr, ''Århuus Stiftsbogtrykkerie'', Århus 1937
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-15T12:24:10Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814). boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 54 redaktør af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]).

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]), som han, efter at have opnået privilegium som bogtrykker, overtager fra Lund for 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil Lunds død. I de føægende 54 år.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til [[Åarhus Stiftstidende]], fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1866 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquist gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-15T12:09:13Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Født 19. september 1788 i København - død 10. oktober 1868 i Århus'''.

Elmquist var søn af den svenskfødte skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814). boghandler, lejebiblioteksejer og igennem 54 redaktør af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]).

Omkring 1810 bosatte han sig i Aarhus, hvor han indtil sin død med stor energi førte forretninger. 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder, og med tiden også en række instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier. I 1811 indgår han sammen med [[Niels Lund]] i redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende' ([[Århus Stiftstidende]]), som han, efter at have opnået privilegium som bogtrykker, overtager fra Lund for 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil Lunds død. I de føægende 54 år.

Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-33 og 1839-40. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H. C. Andersen og specielt St. St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000, og han spillede således en meget væsentlig rolle i transformationen af det, der siden blev til [[Åarhus Stiftstidende]], fra en mindre avis til en af provinsens største. I 1866 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquist gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]
* Emmanuel Sejr, Århuus Stiftsbogtrykkerie, Århus 1937

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Niels Lund

2014-09-15T09:58:44Z

Jkm:

[[Fil:Niels Lund.jpg|250px|thumb|right]]
Født 1753 i København - død 1. november 1825 i Vium præstegård.

Bogtrykker og stifter af [[Aarhus Stiftstidende]] (oprindeligt ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'').

Niels Lund voksede op under fattige kår i København, og arbejdede siden som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg. I 1785 led han et større tab, efter at være indgået i samarbejde med justitsråd Peter von Westen om bogtrykkeri og avisudgivelse i Fredericia. To år senere lykkedes det ham at opnå kongeligt privilegium på bogtrykkeri og avisudgivelse i Aarhus stift, en plan der imidlertid først kunne realiseres i 1793, hvor han købte ejendom i [[Mejlgade]] og begyndte at indrette trykkeri der. Forinden har han truffet aftale med [[Jørgen Hee]], biskop i Aarhus, og stiftamtsmand [[Ove Høegh-Guldberg]], der har indvilget i at låne ham pengene til etableringen - et beløb, der i alt når op på 1322 Rdr. 4 Mrk. De har begge tidligere vist interesse for at få oprettet et selvstændigt trykkeri i Aarhus, og Lund kan forsyne dem med en lang række skriftlige anbefalinger og forsikringer om sin person, foruden en detaljeret plan over de forventede udgifter.

3. januar 1794 udgiver han første nummer af ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender''. Han udgav desuden tidsskrifter, bøger og mindre skrifter uden økonomisk succes, mens trykning af cirkulærer og blanketter samt avisen var en bedre forretning.

Foruden lånet til oprettelsen af trykkeriet, havde Lund en mindre gæld ved siden af. Med tiden arbejdede han sig ud af denne, og med salget af avisen til [[Adolph Frederik Elmquist]] i 1812 - for en sum af 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil sin død - kunne Lund trække sig tilbage som en velhavende mand.

Niels Lund var igennem 42 år gift med [[Margrethe Lovise Lund]], f. Richter, (1749-1/11 1827). Parret efterlod sig ingen arvinger - de fik én søn, der døde som treårig - og Margrethe Lund indsatte ved sin død A. F. Elmquist og hans kone som universalarvinger.

Lund var medlem af [[Kronprindsens Klub]]. Det er usikkert hvem hans forældre var - muligvis en Jens Jacob Lund, "visiterer i Fiolstræde" og Maren Iversdatter.

== Litteratur og kilder ==
*''Århus Byens Borgere 1165-2000'', udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000
*Emmanuel Sejr, ''Århuus Stiftsbogtrykkerie'', Århus 1937
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]

Fil:Niels Lund.jpg

2014-09-15T09:57:00Z

Jkm: Niels Lund, s. 49 i Emanuel Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937

== Beskrivelse ==
Niels Lund, s. 49 i Emanuel Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Adolph Frederik Elmquist (1788-1868)

2014-09-15T09:55:50Z

Jkm:

[[Fil:Elmquist.jpg|250px|thumb|right]]
'''Adolph Frederik Elmquist''' blev født 19. september 1788 i København, døde 10. oktober 1868 i Århus. Han var søn af skomagermester Gudmann Elmquist (ca.1729-1814).
Han var skomagersøn fra København og kom i boghandlerlære i Odense.

Han bosatte sig i Aarhus omkring 1810 og oprettede boghandel og lejebibliotek. I 1811 overtog han redaktionen af 'Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende', der senere blev til [[Århus Stiftstidende]], og året efter fik han bevilling som bogtrykker og overtog udgivelsen af avisen, som han redigerede i 54 år.

I hans tid ved avisen steg antallet af abonnenter fra 400 til 3000. Han udgav også litteraturtidsskrifterne 'Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark' - med bidrag af bl.a. St. St. Blicher og H.C. Andersen og udenlandske forfattere - og 'Almuevennen Cimbria'. I 1866 flyttede han tilbage til København, hvor han døde 1868.

Selvom Elmquist døde i København, fandt begravelsen sted i Aarhus på den nu nedlagte [[Søndre Kirkegård]]. Kirkegården blev senere omdannet til [[Rådhusparken|rådhuspark]], og Elmquist gravsten er en af de få bevarede gravsten, som stadigt kan ses i parken.

I Aarhus spillede han en fremtrædende rolle i blandt andet klubben [[Polyhymnia]], og blev desuden kaptajn i [[Borgervæbningen]] og beskæftigede sig med byggeforetagender og ejendomssalg.

== Litteratur og kilder ==
* Århus Byens Borgere 1165-2000, udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
* [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Medier/Bladudgiver/A._F._Elmquist Om A.F. Elmquist i Dansk Biografisk Leksikon]

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Kunst & litteratur]]

Fil:Elmquist.jpg

2014-09-15T09:53:32Z

Jkm: A. F. Elmquist, s. 87 i Emanuel Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937

== Beskrivelse ==
A. F. Elmquist, s. 87 i Emanuel Sejr, Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Niels Lund

2014-09-15T09:44:54Z

Jkm:

Født 1753 i København - død 1. november 1825 i Vium præstegård.
Bogtrykker og stifter af [[Aarhus Stiftstidende]] (oprindeligt ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender'').

Niels Lund voksede op under fattige kår i København, og arbejdede siden som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg. I 1785 led han et større tab, efter at være indgået i samarbejde med justitsråd Peter von Westen om bogtrykkeri og avisudgivelse i Fredericia. To år senere lykkedes det ham at opnå kongeligt privilegium på bogtrykkeri og avisudgivelse i Aarhus stift, en plan der imidlertid først kunne realiseres i 1793, hvor han købte ejendom i [[Mejlgade]] og begyndte at indrette trykkeri der. Forinden har han truffet aftale med [[Jørgen Hee]], biskop i Aarhus, og stiftamtsmand [[Ove Høegh-Guldberg]], der har indvilget i at låne ham pengene til etableringen - et beløb, der i alt når op på 1322 Rdr. 4 Mrk. De har begge tidligere vist interesse for at få oprettet et selvstændigt trykkeri i Aarhus, og Lund kan forsyne dem med en lang række skriftlige anbefalinger og forsikringer om sin person, foruden en detaljeret plan over de forventede udgifter.

3. januar 1794 udgiver han første nummer af ''Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender''. Han udgav desuden tidsskrifter, bøger og mindre skrifter uden økonomisk succes, mens trykning af cirkulærer og blanketter samt avisen var en bedre forretning.

Foruden lånet til oprettelsen af trykkeriet, havde Lund en mindre gæld ved siden af. Med tiden arbejdede han sig ud af denne, og med salget af avisen til [[Adolph Frederik Elmquist]] i 1812 - for en sum af 5000 Rdr. samt 1000 Rdr. årligt indtil sin død - kunne Lund trække sig tilbage som en velhavende mand.

Niels Lund var igennem 42 år gift med [[Margrethe Lovise Lund]], f. Richter, (1749-1/11 1827). Parret efterlod sig ingen arvinger - de fik én søn, der døde som treårig - og Margrethe Lund indsatte ved sin død A. F. Elmquist og hans kone som universalarvinger.

Lund var medlem af [[Kronprindsens Klub]]. Det er usikkert hvem hans forældre var - muligvis en Jens Jacob Lund, "visiterer i Fiolstræde" og Maren Iversdatter.

== Litteratur og kilder ==
*''Århus Byens Borgere 1165-2000'', udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg 2000
*Emmanuel Sejr, ''Århuus Stiftsbogtrykkerie'', Århus 1937
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]

Infanterikasernen

2014-08-26T12:48:24Z

Jkm:

[[Fil:Høegh Guldbergs Gades Kaserne (Ukendt) 1905.jpg|300px|thumb|right|Fodfolkskasernen i Høegh-Guldbergs Gade 1905.]]

'''Infanterikasernen''', også kaldet ''Høgen'', var beliggende på [[Høegh-Guldbergs Gade]], mellem [[C. F. Møllers Allé]] og [[Vennelyst Boulevard]], der hvor [[Steno Museet]] i dag ligger. Kasernen blev opført årene 1875-79, og var en del af det omfattende kasernebyggeri, der desuden talte [[Vester Allé Kaserne|Rytterikasernen]] i [[Vester Allé]] og [[Artillerikasernen|kasernen i Langelandsgade]].

Ligesom Rytterikasernen blev Høegh-Guldbergs Gades kaserne tegnet af arkitekt og byrådsmedlem [[Carl Christian Eduard Lange|C. E. Lange]].

===Indkvartering===
[[Fil:Parade HG kaserne 18-4-1964.jpg|300px|thumb|right|Der afholdes mindeparade på Høegh-Guldbergs Gades kasernen i forbindelse med 100-året for slaget ved Dybbøl. I baggrunden ses Aarhus Universitets bygninger.]]
Allerede i 1864 var dele af 20. Bataljon blevet indkvarteret i Aarhus ved bl.a. [[Sukkerhuset]] i [[Brammersgade]].

* 1880-1913 14., 20. og 28. Bataljon af 8. Regiment og Regimentstab, samt Jydske Brigades stab.
* 1909-1921 Fodfolkets underofficersskole
* 1916-1918 Interneres omkring 15-20 britiske soldater
* 1922-1926 Fodfolkets sergentskole
* 1930-? Garnisonens infirmeri flyttes fra det gamle [[Garnisonssygehus]] i [[Valdemarsgade]] til Infanterikasernen
* 1932-1940 7. Artilleriafdeling, tung motoriseret artilleri
* 1940-1942 Eneste kaserne i Århus anvendt til dansk militær
* 1943-1945 Alle tre kaserner anvendt af tysk militær
* 1945-1951 ?
* 1951-1960 3. Trainafdeling samt Jydske Trainregiments stab
* 1954-1960 5. Trainafdeling
* 1961-1978 1961 forlader Trainregimentet Århus og flytter til Hvorup kaserne i Ålborg. Dog er lokaliteterne blevet benyttet af Hjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Kvindeligt Marinekorps.

===Britisk besøg===
Et af de mere usædvanlige besøg på kasernen fandt sted 1916-18, under 1. verdenskrig. Her blev omkring 15 engelske soldater interneret på kasernen. De stammede fra et nødlandet fly og en ubåd, der i august 1915 strandede på Saltholm i Øresund, og de blev, pga. Danmarks neutralitet, interneret bag hegn og under bevogtning af danske soldater.

Her sad de i to år under temmelig lempelige forhold. Opholdet blev betalt af den engelske stat, og de var velforsynede med mad, og sågar en kok og oppassere, ligesom de – mod at afgive æresord og en underskift – kunne komme på udgang i byen. Flere fik på den måde arbejde i Aarhus, og som ægte engelske gentlemen holdt de ord, og vendte altid pænt tilbage til kasernen. Med et par undtagelser: To officerer flygtede fra kasernen, og vendte hjem til England, hvor der var mangel på officerer.

===Rømning===
[[Fil:HG 1930.jpg|250px|thumb|right|Tegning over Høgh-Guldbergsgades kaserne som den tog sig ud 1930.]]
Da de sidste soldater i 1978 forlod Høegh-Guldbergs Gades kaserne, var det allerede i nogle år blevet diskuteret, hvad de gamle bygninger kunne bruges til. De omkring 800 mand, der op til 1. verdenskrig havde hjemme på kasernen, var de sidste år svundet ind til under 100, og de ni bygninger, med et etageareal på over 10.000 kvm., var i dårlig stand. Hertil kom et [[Aarhus Universitet|universitet]] med vokseværk, der gerne så grunden indlemmet i universitetsparken.

Så let gik det dog ikke. En blandet gruppe aarhusianske BZ’ere øjnede nemlig i den gamle infanterikaserne muligheden for at oprette et fristed med selvstyrende kollegieboliger. 14. november 1981 indtog op mod et par hundrede aktivister kasernens store hovedbygning – to uger efter Folketingets finansudvalg havde bevilget de 9,6 millioner kr. det ville koste Undervisningsministeriet at købe grunden af Forsvarsministeriet, rive bygningerne ned og udvide universitetsparken. Inden da havde stadsarkitekten foretaget en vurdering af muligheden for at indrette kollegieboliger i de gamle kasernebygninger, men var nået frem til, at et sådan projekt ville beløbe sig til 7,6 millioner kr. pga. bygningernes stand. Det blev fundet for dyrt.

Konflikten blev dækket ivrigt i byens medier, og både politikere og universitetets ledelse var opsat på hurtigst muligt at få ryddet grunden - ifølge aviserne ansporet af ”frygten for et nyt Christiania”. Så langt kom det ikke: Besættelsen fik kun lov at vare lidt over en måned. Tidlig morgen 16. december ryddede 124 betjente bygningen og anholdte de 17 aktivister. Kl. 9.30 gik bulldozerne i gang, og samme dag var bygningen revet ned. Året efter var de resterende bygninger enten revet ned eller bortsprængt, med undtagelse af officersbygningen. Der skulle gå over ti år, før [[Stenomuseet]] i marts 1994 kunne slå dørene op på det gamle kaserneareal.

I december 2013 blev den sidste tilbageværende kasernebygning, den gamle officersbygning, revet ned. [http://health.medarbejdere.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/pladsen-er-ryddet-til-nyt-biomedicin-byggeri/ Se video af nedrivning på AU's hjemmeside.]

==Litteratur og Kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*Aarhus: Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier bd. 3. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91230917 Bestil materiale]
*De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af Vestre Landdelskommando 1976 [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A05541573 Bestil materiale]
*Delfinen, nr. 148, april 2009
*Århus Stiftstidende 5/3-1979, 22/9-1981, 4/10-1981, 24/9-1981, 16/11-1981, 16/12-1981, 8/7-1983, 16/10-2004.

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori:Militær]]

Aarhus og militæret

2014-08-26T12:05:24Z

Jkm:

Aarhus har siden 1700-tallet været en fast garnisonsby. Før dette var byen ofte vært for forskellige regimenter. Før byens tre store kaserner blev opført i årene 1875-89 – [[Vester Allé Kaserne|Rytterikasernen]] på [[Vester Allé]], [[Infanterikasernen]] på [[Høegh-Guldbergs Gade]] og [[Artillerikasernen]] på [[Langelandsgade]] – måtte soldaterne indkvarteres rundt omkring i byen i private hjem og i interimistiske kaserner.

===Uglesete bøsseskytter===
25 bøsseskytter. Det var hvad købstaden Aarhus i 1568 måtte underholde med herberg og nødtørftig mad og øl. Det var før kasernerne og den stående hærs tid. Så kongens 25 bøsseskytter måtte byen selv finde ud af at indkvartere. Det var langt fra et populært hverv, at være hvert fra vært for sådanne soldater. I 1665 klagede byens borgerskab over ''”offuerflødig druchenschab, mord, vold og offuerlast”'', som soldaternes tilstedeværelse medførte, og man frygtede, at byen ''”endelig gandsche schal bliffue ruineret.”''

At skatter ofte blev inddrevet med militærets hjælp, hjalp bestemt ikke på aarhusianernes velvilje overfor soldaterne. Manglende betaling af skat kunne medføre en ekstraordinær indkvartering af soldater, som ikke forlod hjemmet, før skatterne var betalt.

Heller ikke soldater-fruerne var populære. Flere af dem drev smugkroer, og når byen i forbindelse med krige blev tømt for soldater, var prostitution blandt de tilbageladte koner heller ikke en sjældenhed.

===Indkvartering på lofter og kældre===
På trods af mange borgeres modvilje var Aarhus i midten af 1700-tallet blevet en fast garnisonsby. Garnisonen medførte dog også en stigning i byens omsætning, hvorfor byens handelsstand ofte så på militæret med mildere øjne. Ifølge reglements for indkvartering fra samme periode måtte der i hver seng anbringes to menige, eller en menig og hans kone, og lagner skulle skiftes hver måned. Soldaterne skulle have adgang til en varmekilde, og de skulle være at finde i deres kvarter inden klokken otte hver aften.

På trods af forsøg på at opstille sådanne reglementer forgik indkvarteringen i praksis i kældre, udhuse, lofter og hvor man ellers kunne finde at stuve soldaterne sammen. Grundejere kunne tjene en god skilling på at få opført barakker til både soldater og heste, og sådanne fandtes rundt om i byen. I 1802 havde [[Wolff Frederik Asmussen|farver Asmussen]] eksempelvis fire soldaterbarakker i Garvergyde (i dag [[Møllegade]]).

===Prins Frederik Ferdinands dragoner===
[[Fil:B775100-CD0417-121377.jpg|400px|thumb|right|Tegning af [[Rytterfægtningen]] i Aarhus i 1849, hvor 3. Dragonregiment deltog. De tyske styrker kan genkendes på deres cylindriske hovedbeklædning, kaldet en chakot.]]

I 1816 flyttede det 1. Jydske Infanteri Regiment til København efter at have haft Aarhus som base i 30 år. [[Århus Stiftstidende]] kunne i den forbindelse skrive, at ''”Aarhus' Indvaanere skiltes nødigt med dette vakre Regiment”''. Regimentet blev dog hurtigt afløst af et andet, og i 1818 slog Prins Frederik Ferdinands dragoner - opkaldt efter [[Arveprins Frederik Ferdinand]] - sig fast ned i Aarhus.

Mod en årlig afgift på 120 rbd. sølv, blev [[købmand Fullings]] [[Villa Elba]], lige uden for [[Mindeport]], lejet til munderingskammer og lokale for eksercerskolen, og året efter blev også [[Prins Ferdinands Ridehus]] opført til dragonerne. Indkvarteringen var dog stadig privat.

I 1823 blev indgået en aftale med købmandsfirmaet [[Meulengrachts & Søn]], som forpligtede sig til at indrette kaserne - kaldet Lewerckhusens kaserne - til nogle af soldaterne og hestene i [[Mindegade]] 10-12. Forholdende var dog stadigt tvivlsomme, og efter få år kunne der reporteres om utætte lofter, der gjorde at rekrutterne ikke kunne ligge tørre i deres senge. Kasernen i Mindegade forblev dog i brug indtil rytterikasernen blev oprettet i 1870'erne. Ud over ”kasernen” i Mindegade, boede dragonerne blandt adnet også i Bauditz’ kaserne i [[Søndergade]] - opkaldt efter bygherren [[Ferdinand Carl Adolph Bauditz]].

I 1842 kunne Stiftstidende bekymrende reportere, at en naboby havde tilbudt at bygge en ordentlig kaserne, og man frygtede nu, at garnisonen ville flytte. At garnisonen ifølge stiften skabte omsætning i byen for 60.-70.000 Rdl. om året, gjorde ikke bekymringen mindre.

Dragonernes forhold blev også beskrevet af den senere [[Borgmester i Aarhus|borgmester i Aarhus]] [[Ulrich Christian von Schmidten]], der i 1878 skrev i et manuskript til en tale for [[Aarhus Byråd|byrådet]]:

:''”Det faldt i min Lod i Aaret 1861 som Chef for Armeens Intendantur at bereise samtlige Garnisonsbyer, for til Ministeren at afgive Rapport … Jeg erindrer tydeligt, at min Beretning gik ud paa, at det Sted, hvor jeg havde fundet Indqvarteringen slettets, var Aarhuus, og Aarhuus havde da kun et Rytterregiment.”1''

Aarhusianernes holdning til garnisonerne ændrede sig i løbet af 1800-tallet til det bedre.
Prins Ferdinands Dragoners, der i 1839 havde ændret navn til 3. Dragonregiment, deltagelse [[Besættelsen af Aarhus i 1849|Treårskrigen 1848-1851]] bidrog i høj grad til dette. Dragonerne var blandt andet med i [[Rytterfægtningen]] ved Aarhus, og regimentets popularitet i Aarhus steg betragteligt efter krigen.

===Nyt infanteri til byen===
[[Fil:3. artilleriafdeling.jpg|350px|thumb|left|3. Artilleriafdelings øvelsesplads ved Hads Herreds Vej - i dag [[Strandvejen]]. I baggrunden ses chokoladefabrikken [[Elvirasminde]]. 3.Artilleriafdeling kom til byen i 1881, og var indtil 1923 den eneste artilleriafdeling i Jylland.]]

I forbindelse med krigen i 1864 blev garnisonerne i Aarhus forøget med 4 batailloner infanteri, og i 1867 rettede byrådet henvendelse til krigministeriet om at få lov til at beholde en større infanteristyrke i garnisonen. Et direkte svar fik byen ikke, men styrkerne blev, og ud over det allerede eksisterende infanteri fik også 2. Generalkommandos og 1. Jydske Brigades stab hovedsæde i Aarhus.

Det var dog stadigt ikke militærets, men byens opgave at indkvartere de mange ekstra soldater. De interimistiske ”kaserner” rundt om i byen var i forvejen fyldte og mangelfulde, så for at komme indkvarteringsproblemerne til livs, blev blandt andet [[M.P. Bruun]]s [[Sukkerhuset|”Sukkerhus”]] i [[Brammersgade]] lejet og indrettet til midlertidig kaserne til fodfolket.

I 1870 var omkring 1000 af byens ca. 15.000 indbyggere militærfolk. Krigsministeriet var begyndt at se skævt til indkvarteringsforholdende i Aarhus, og forbedringer var nødvendige, hvis byen ønskede at bevare sin status som provinsens største garnisonsby. Samtidigt rygtedes det at krigsministeriet fremover ville koncentrere forsvaret af Danmark til Sjælland og trække de fleste tropper ud af Jylland. Dette fik [[Aarhus Handelsforening]] til i starten af 1873 at opfordre byrådet til tage affære. Handelstanden frygtede, at byen helt ville miste sin garnison, og ønskede derfor, at byrådet snarest skulle rette henvendelse til krigsministeriet for at få vished om sagen, og gøre hvad der stod i byrådets magt for at formilde ministeriet. Anmodningen til byrådet var underskrevet af Handelsforeningens bestyrelsesmedlemmer [[Hans Broge]], [[Carl Andreas Schjødt]], [[J. Jørgensen]], [[A. Kaas]] og [[Otto Langballe]].

===Forhandlinger med krigsministeriet===
I første omgang sendte byrådet en skrivelse til krigsminister Thomsen, hvor [[Aarhus Kommune|kommunen]] blandt andet undskyldte for de midlertidige barakforhold:

[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|right|[[Ulrich Christian von Schmidten]] var i kraft af sin rolle som chef for Armeens Intendantur i Aarhus i 1861 for at inspicere byens indkvarteringsforhold. I 1866 blev han udpeget som borgmester i Aarhus, og her kom han til at spille en nøglerolle i oprettelsen af byens kaserner.]]

: ''”Kommunen ønsker meget ret snart at komme ud over denne midlertidige og, som vi vel indse, i Længden uholdbare Tilstand, saa meget mere, da vi ikke have kunnet give de herværende militære Autoriteter Uret i, at Forholdende her maa anses for ufyldestgjørende.”2''

Byrådet fik ikke noget svar sin skrivelse, og nedsatte i stedet et kaserneudvalg som skulle påbegynde forhandlinger med ministeriet. Udvalget kom til at bestå af borgmester Ulrich Christian von Schmidten, samt byrådsmedlemmerne [[August Bartholin Holm]], [[Johan Georg Frederik Colding]], [[Otto Henrik Nors]] og [[Carl Christian Eduard Lange]]. Da der ved anden henvendelse heller ikke indløb noget svar, blev en deputation sendt til København, og endeligt sendte ministeriet en officer til Aarhus for at forhandle. Et garnisonssygehus, en rytteri- og en fodfolkskaserne skulle i første omgang påbegyndes – for byens egen regning vel at mærke. Udvalget blev hurtigt enige om, at det var Lange selv, som skulle være arkitekt på de nye bygninger, hvorefter han trådte ud af udvalget.

===Fortsat privat indkvartering===
I løbet af de følgende 16 år blev tre store kaserner, samt et [[garnisonssygehus]] opført i Aarhus. På trods af kasernes opførelse fandtes, var der omkring 1900 stadig behov for privat indkvartering af soldater.

Grundejere kunne stadigt tjene penge på at leje kvarter ud til soldater, og mellemmænd som premierløjtnant [[Nørretranders]] kunne endog formidle kontakt for interesserede grundejere, der ikke selv havde plads til at have soldaterne boende. At forholdende for soldaterne til tider har været tvivlsomme, ses ved forskellige indlæg i avisen. I august 1900 formanede pastor Poulsen fra Elsted præstegård grundejerne til at tage ansvar for de indkvarterede soldaters forhold, også selv om de ikke boede under ens eget tag:

:''”…men de, der lejer Kvarter gennem en Mellemmand, ved jo slet ikke, hvor deres Folk kommer til at ligge, kan være det bliver i en af de modbydelige Buler i Byen og Grundejerne bærer da Ansvaret herfor. Jeg vil derfor indtrængende bede alle de Grundejere, der lejer Kvarter gennem en Mellemmand, om at forlange meddelt, hvor Kvarteret er lejet, og saa selv undersøge det og kassere det, om der er Grund dertil. Husk dog paa, hvor forfærdeligt det er for unge, maaske ubeskæftigede Mennesker at komme til at ligge i Kvarter, hvor de let fristes til Drik og Udskejelser. Gør alt for at forhindre det.”''

I slutningen af 1930’erne var de blot 50 år gamle kaserne nedslidte og utidssvarende. I begyndelse af 1940 var byrådet noget til enighed om, at ny kæmpekaserne skulle bygges ved [[Skejby Mark]]. Budgettet blev lagt og kommunen havde allerede købt 400 tdr. der skulle bruges til projektet. Krigen kom og kasernen blev aldrig realiseret.

==Kilder og litteratur==
* Aarhus Byråds Forhandlinger 20.06.1867, 20.02.1873, 01.08.1873, 05.08.1873, 19.03.1940
* P.E. Niemann, Feltartilleriet i Aarhus 1881-1969, Forlaget Zac, 1981
* Rytterikasernen i Århus – historie og nuværende tilstand, Århus Kommune 1977
* Århus Stiftstidende 09.06.1802, 24.05.1816, 29.08.1900,
* Christian R. Jansen, Den gamle rytterikaserne i Århus Årbog 1977, Århus byhistorisk Udvalg
* U.C. Schmidten, Om Casernesagen i Aarhus, 1878
* F. Zeemann, 3’ Dragon-Regiments Forening 1932-1942

''1) U.C. Schmidten, Om Casernesagen i Aarhus, 1878''

''2) Aarhus Byråds Forhandlinger 27.02.1873''

Aarhus og militæret

2014-08-26T12:04:27Z

Jkm:

Aarhus har siden 1700-tallet været en fast garnisonsby. Før dette var byen ofte vært for forskellige regimenter. Før byens tre store kaserner – [[Vester Allé Kaserne|Rytterikasernen]] på [[Vester Allé]], [[Infanterikasernen]] på [[Høegh-Guldbergs Gade]] og [[Artillerikasernen]] på [[Langelandsgade]] – måtte soldaterne indkvarteres rundt omkring i byen i private hjem og i interimistiske kaserner.

===Uglesete bøsseskytter===
25 bøsseskytter. Det var hvad købstaden Aarhus i 1568 måtte underholde med herberg og nødtørftig mad og øl. Det var før kasernerne og den stående hærs tid. Så kongens 25 bøsseskytter måtte byen selv finde ud af at indkvartere. Det var langt fra et populært hverv, at være hvert fra vært for sådanne soldater. I 1665 klagede byens borgerskab over ''”offuerflødig druchenschab, mord, vold og offuerlast”'', som soldaternes tilstedeværelse medførte, og man frygtede, at byen ''”endelig gandsche schal bliffue ruineret.”''

At skatter ofte blev inddrevet med militærets hjælp, hjalp bestemt ikke på aarhusianernes velvilje overfor soldaterne. Manglende betaling af skat kunne medføre en ekstraordinær indkvartering af soldater, som ikke forlod hjemmet, før skatterne var betalt.

Heller ikke soldater-fruerne var populære. Flere af dem drev smugkroer, og når byen i forbindelse med krige blev tømt for soldater, var prostitution blandt de tilbageladte koner heller ikke en sjældenhed.

===Indkvartering på lofter og kældre===
På trods af mange borgeres modvilje var Aarhus i midten af 1700-tallet blevet en fast garnisonsby. Garnisonen medførte dog også en stigning i byens omsætning, hvorfor byens handelsstand ofte så på militæret med mildere øjne. Ifølge reglements for indkvartering fra samme periode måtte der i hver seng anbringes to menige, eller en menig og hans kone, og lagner skulle skiftes hver måned. Soldaterne skulle have adgang til en varmekilde, og de skulle være at finde i deres kvarter inden klokken otte hver aften.

På trods af forsøg på at opstille sådanne reglementer forgik indkvarteringen i praksis i kældre, udhuse, lofter og hvor man ellers kunne finde at stuve soldaterne sammen. Grundejere kunne tjene en god skilling på at få opført barakker til både soldater og heste, og sådanne fandtes rundt om i byen. I 1802 havde [[Wolff Frederik Asmussen|farver Asmussen]] eksempelvis fire soldaterbarakker i Garvergyde (i dag [[Møllegade]]).

===Prins Frederik Ferdinands dragoner===
[[Fil:B775100-CD0417-121377.jpg|400px|thumb|right|Tegning af [[Rytterfægtningen]] i Aarhus i 1849, hvor 3. Dragonregiment deltog. De tyske styrker kan genkendes på deres cylindriske hovedbeklædning, kaldet en chakot.]]

I 1816 flyttede det 1. Jydske Infanteri Regiment til København efter at have haft Aarhus som base i 30 år. [[Århus Stiftstidende]] kunne i den forbindelse skrive, at ''”Aarhus' Indvaanere skiltes nødigt med dette vakre Regiment”''. Regimentet blev dog hurtigt afløst af et andet, og i 1818 slog Prins Frederik Ferdinands dragoner - opkaldt efter [[Arveprins Frederik Ferdinand]] - sig fast ned i Aarhus.

Mod en årlig afgift på 120 rbd. sølv, blev [[købmand Fullings]] [[Villa Elba]], lige uden for [[Mindeport]], lejet til munderingskammer og lokale for eksercerskolen, og året efter blev også [[Prins Ferdinands Ridehus]] opført til dragonerne. Indkvarteringen var dog stadig privat.

I 1823 blev indgået en aftale med købmandsfirmaet [[Meulengrachts & Søn]], som forpligtede sig til at indrette kaserne - kaldet Lewerckhusens kaserne - til nogle af soldaterne og hestene i [[Mindegade]] 10-12. Forholdende var dog stadigt tvivlsomme, og efter få år kunne der reporteres om utætte lofter, der gjorde at rekrutterne ikke kunne ligge tørre i deres senge. Kasernen i Mindegade forblev dog i brug indtil rytterikasernen blev oprettet i 1870'erne. Ud over ”kasernen” i Mindegade, boede dragonerne blandt adnet også i Bauditz’ kaserne i [[Søndergade]] - opkaldt efter bygherren [[Ferdinand Carl Adolph Bauditz]].

I 1842 kunne Stiftstidende bekymrende reportere, at en naboby havde tilbudt at bygge en ordentlig kaserne, og man frygtede nu, at garnisonen ville flytte. At garnisonen ifølge stiften skabte omsætning i byen for 60.-70.000 Rdl. om året, gjorde ikke bekymringen mindre.

Dragonernes forhold blev også beskrevet af den senere [[Borgmester i Aarhus|borgmester i Aarhus]] [[Ulrich Christian von Schmidten]], der i 1878 skrev i et manuskript til en tale for [[Aarhus Byråd|byrådet]]:

:''”Det faldt i min Lod i Aaret 1861 som Chef for Armeens Intendantur at bereise samtlige Garnisonsbyer, for til Ministeren at afgive Rapport … Jeg erindrer tydeligt, at min Beretning gik ud paa, at det Sted, hvor jeg havde fundet Indqvarteringen slettets, var Aarhuus, og Aarhuus havde da kun et Rytterregiment.”1''

Aarhusianernes holdning til garnisonerne ændrede sig i løbet af 1800-tallet til det bedre.
Prins Ferdinands Dragoners, der i 1839 havde ændret navn til 3. Dragonregiment, deltagelse [[Besættelsen af Aarhus i 1849|Treårskrigen 1848-1851]] bidrog i høj grad til dette. Dragonerne var blandt andet med i [[Rytterfægtningen]] ved Aarhus, og regimentets popularitet i Aarhus steg betragteligt efter krigen.

===Nyt infanteri til byen===
[[Fil:3. artilleriafdeling.jpg|350px|thumb|left|3. Artilleriafdelings øvelsesplads ved Hads Herreds Vej - i dag [[Strandvejen]]. I baggrunden ses chokoladefabrikken [[Elvirasminde]]. 3.Artilleriafdeling kom til byen i 1881, og var indtil 1923 den eneste artilleriafdeling i Jylland.]]

I forbindelse med krigen i 1864 blev garnisonerne i Aarhus forøget med 4 batailloner infanteri, og i 1867 rettede byrådet henvendelse til krigministeriet om at få lov til at beholde en større infanteristyrke i garnisonen. Et direkte svar fik byen ikke, men styrkerne blev, og ud over det allerede eksisterende infanteri fik også 2. Generalkommandos og 1. Jydske Brigades stab hovedsæde i Aarhus.

Det var dog stadigt ikke militærets, men byens opgave at indkvartere de mange ekstra soldater. De interimistiske ”kaserner” rundt om i byen var i forvejen fyldte og mangelfulde, så for at komme indkvarteringsproblemerne til livs, blev blandt andet [[M.P. Bruun]]s [[Sukkerhuset|”Sukkerhus”]] i [[Brammersgade]] lejet og indrettet til midlertidig kaserne til fodfolket.

I 1870 var omkring 1000 af byens ca. 15.000 indbyggere militærfolk. Krigsministeriet var begyndt at se skævt til indkvarteringsforholdende i Aarhus, og forbedringer var nødvendige, hvis byen ønskede at bevare sin status som provinsens største garnisonsby. Samtidigt rygtedes det at krigsministeriet fremover ville koncentrere forsvaret af Danmark til Sjælland og trække de fleste tropper ud af Jylland. Dette fik [[Aarhus Handelsforening]] til i starten af 1873 at opfordre byrådet til tage affære. Handelstanden frygtede, at byen helt ville miste sin garnison, og ønskede derfor, at byrådet snarest skulle rette henvendelse til krigsministeriet for at få vished om sagen, og gøre hvad der stod i byrådets magt for at formilde ministeriet. Anmodningen til byrådet var underskrevet af Handelsforeningens bestyrelsesmedlemmer [[Hans Broge]], [[Carl Andreas Schjødt]], [[J. Jørgensen]], [[A. Kaas]] og [[Otto Langballe]].

===Forhandlinger med krigsministeriet===
I første omgang sendte byrådet en skrivelse til krigsminister Thomsen, hvor [[Aarhus Kommune|kommunen]] blandt andet undskyldte for de midlertidige barakforhold:

[[Fil:Schmidten, ukendt år, J. Peteresn & søn, KBH.jpg|250px|thumb|right|[[Ulrich Christian von Schmidten]] var i kraft af sin rolle som chef for Armeens Intendantur i Aarhus i 1861 for at inspicere byens indkvarteringsforhold. I 1866 blev han udpeget som borgmester i Aarhus, og her kom han til at spille en nøglerolle i oprettelsen af byens kaserner.]]

: ''”Kommunen ønsker meget ret snart at komme ud over denne midlertidige og, som vi vel indse, i Længden uholdbare Tilstand, saa meget mere, da vi ikke have kunnet give de herværende militære Autoriteter Uret i, at Forholdende her maa anses for ufyldestgjørende.”2''

Byrådet fik ikke noget svar sin skrivelse, og nedsatte i stedet et kaserneudvalg som skulle påbegynde forhandlinger med ministeriet. Udvalget kom til at bestå af borgmester Ulrich Christian von Schmidten, samt byrådsmedlemmerne [[August Bartholin Holm]], [[Johan Georg Frederik Colding]], [[Otto Henrik Nors]] og [[Carl Christian Eduard Lange]]. Da der ved anden henvendelse heller ikke indløb noget svar, blev en deputation sendt til København, og endeligt sendte ministeriet en officer til Aarhus for at forhandle. Et garnisonssygehus, en rytteri- og en fodfolkskaserne skulle i første omgang påbegyndes – for byens egen regning vel at mærke. Udvalget blev hurtigt enige om, at det var Lange selv, som skulle være arkitekt på de nye bygninger, hvorefter han trådte ud af udvalget.

===Fortsat privat indkvartering===
I løbet af de følgende 16 år blev tre store kaserner, samt et [[garnisonssygehus]] opført i Aarhus. På trods af kasernes opførelse fandtes, var der omkring 1900 stadig behov for privat indkvartering af soldater.

Grundejere kunne stadigt tjene penge på at leje kvarter ud til soldater, og mellemmænd som premierløjtnant [[Nørretranders]] kunne endog formidle kontakt for interesserede grundejere, der ikke selv havde plads til at have soldaterne boende. At forholdende for soldaterne til tider har været tvivlsomme, ses ved forskellige indlæg i avisen. I august 1900 formanede pastor Poulsen fra Elsted præstegård grundejerne til at tage ansvar for de indkvarterede soldaters forhold, også selv om de ikke boede under ens eget tag:

:''”…men de, der lejer Kvarter gennem en Mellemmand, ved jo slet ikke, hvor deres Folk kommer til at ligge, kan være det bliver i en af de modbydelige Buler i Byen og Grundejerne bærer da Ansvaret herfor. Jeg vil derfor indtrængende bede alle de Grundejere, der lejer Kvarter gennem en Mellemmand, om at forlange meddelt, hvor Kvarteret er lejet, og saa selv undersøge det og kassere det, om der er Grund dertil. Husk dog paa, hvor forfærdeligt det er for unge, maaske ubeskæftigede Mennesker at komme til at ligge i Kvarter, hvor de let fristes til Drik og Udskejelser. Gør alt for at forhindre det.”''

I slutningen af 1930’erne var de blot 50 år gamle kaserne nedslidte og utidssvarende. I begyndelse af 1940 var byrådet noget til enighed om, at ny kæmpekaserne skulle bygges ved [[Skejby Mark]]. Budgettet blev lagt og kommunen havde allerede købt 400 tdr. der skulle bruges til projektet. Krigen kom og kasernen blev aldrig realiseret.

==Kilder og litteratur==
* Aarhus Byråds Forhandlinger 20.06.1867, 20.02.1873, 01.08.1873, 05.08.1873, 19.03.1940
* P.E. Niemann, Feltartilleriet i Aarhus 1881-1969, Forlaget Zac, 1981
* Rytterikasernen i Århus – historie og nuværende tilstand, Århus Kommune 1977
* Århus Stiftstidende 09.06.1802, 24.05.1816, 29.08.1900,
* Christian R. Jansen, Den gamle rytterikaserne i Århus Årbog 1977, Århus byhistorisk Udvalg
* U.C. Schmidten, Om Casernesagen i Aarhus, 1878
* F. Zeemann, 3’ Dragon-Regiments Forening 1932-1942

''1) U.C. Schmidten, Om Casernesagen i Aarhus, 1878''

''2) Aarhus Byråds Forhandlinger 27.02.1873''

Infanterikasernen

2014-08-20T13:45:49Z

Jkm:

[[Fil:Høegh Guldbergs Gades Kaserne (Ukendt) 1905.jpg|300px|thumb|right|Fodfolkskasernen i Høegh-Guldbergs Gade 1905.]]

'''Infanterikasernen''', også kaldet ''Høgen'', var den første af de tre store kasernebyggerier, der så dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Den blev opført i flere tempi i [[Høegh-Guldbergs Gade]], opkaldt efter oberst [[Julius Høegh-Guldberg]]. Tøjhuset og eksercerhuset blev opført i 1875-1876, mens mandskabsbygningen efter tegninger af arkitekt [[Carl Lange|Lange]], og med murermester [[S.P. Rasmussen]] som entreprenør, blev opført i 1878. Kasernen havde til formål at huse fodfolket, mens [[Vester Allé Kaserne|kasernen i Vester Allé]] husede rytteriregimentet og [[Artillerikasernen|kasernen i Langelandsgade]] husede artilleriet.

===Indkvartering===
Allerede i 1864 var dele af 20. Bataljon blevet indkvarteret i Aarhus ved bl.a. [[Sukkerhuset]] i [[Brammersgade]].

* 1880-1913 14., 20. og 28. Bataljon af 8. Regiment og Regimentstab, samt Jydske Brigades stab.
* 1909-1921 Fodfolkets underofficersskole
* 1922-1926 Fodfolkets sergentskole
* 1927-1932 ?
* 1932-1940 7. Artilleriafdeling, tung motoriseret artilleri
* 1940-1942 Eneste kaserne i Århus anvendt til dansk militær
* 1943-1945 Alle tre kaserner anvendt af tysk militær
* 1945-1951 ?
* 1951-1960 3. Trainafdeling samt Jydske Trainregiments stab
* 1954-1960 5. Trainafdeling
* 1961-1978 1961 forlader Trainregimentet Århus og flytter til Hvorup kaserne i Ålborg. Dog er lokaliteterne blevet benyttet af Hjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Kvindeligt Marinekorps.

Da militæret ikke længere havde brug for kasernen på Høegh-Guldbergs Gade, blev det overvejet, om hovedbygningen skulle bevares med henblik på at indrette kollegieværelser. Omkostningerne ved en renovering blev dog skønnet for store, hvorfor man besluttede en nedrivning. Arealet skulle herefter overgå til [[Aarhus Universitet|universitetet]].
[[Fil:HG 1930.jpg|250px|thumb|right|Tegning over Høgh-Guldbergsgades kaserne som den tog sig ud 1930.]]
===Rømning===
Efter rømningen af bygningen sidst i 1970'erne benyttede en gruppe BZ'ere sig dog af den gunstige situation til at besætte bygningen. Politikere og universitetets rektor frygtede, at situationen ville udvikle sig til et nyt Christiania. Om morgenen den 16. december 1981 stormede politiet derfor de besatte bygninger og anholdt de unge BZ'ere. Efterfølgende blev der givet grønt lys til nedrivningen, der løb af stabelen samme dag.

Kun en af kasernebygningerne på Høegh-Guldbergs Gade blev bevaret. Den blev i en del år brugt af [[Statsbiblioteket]] til opbevaring af blade og aviser, senere kom den til at rumme en del af datalogistudiet. Det er blevet besluttet at denne del af kasernen også skal nedrives.

==Litteratur og Kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
*Aarhus: Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier bd. 3. [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A91230917 Bestil materiale]
*De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af Vestre Landdelskommando 1976 [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A05541573 Bestil materiale]
*Århus Stiftstidende 16.10.2004.

[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori:Militær]]

Fil:HG 1930.jpg

2014-08-20T13:43:19Z

Jkm: Jkm lagde en ny version af "Fil:HG 1930.jpg" op

== Beskrivelse ==
Tegning over Høegh-Guldbergsgades kaserne som den så ud 1930.
De Jysk-Fynske Styrkers Domiciler III, Vestre Landsdelskommando, 1976.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Fil:HG 1930.jpg

2014-08-20T13:39:21Z

Jkm: Tegning over Høegh-Guldbergsgades kaserne som den så ud 1930. De Jysk-Fynske Styrkers Domiciler III, Vestre Landsdelskommando, 1976.

== Beskrivelse ==
Tegning over Høegh-Guldbergsgades kaserne som den så ud 1930.
De Jysk-Fynske Styrkers Domiciler III, Vestre Landsdelskommando, 1976.
== Licensering ==
{{cc-by-3.0}}

Artillerikasernen

2014-08-20T09:07:31Z

Jkm: /* Indkvartering */

[[Fil:Langelandsgades Kaserne (Ukendt) 1910.jpg|300px|thumb|right|Postkortgengivelse af Langelandsgades Kaserne 1910.]]

Den gamle kaserne på [[Langelandsgade]], der nu huser de æstetiske fag på [[Aarhus Universitet]], blev opført i 1889 under navnet '''Artillerikasernen''' efter tegning af arkitekterne [[A.J. Müllertz]] og [[Sophus Frederik Kühnel|S.F. Kühnel]]. Den var et led i det omfattende aarhusianske kasernebyggeri, der så dagens lys i slutningen af 1800-tallet, og som tillige omfattede [[Vester Allé Kaserne|Rytterikasernen]] på [[Vester Allé]] og [[Infanterikasernen]] på [[Høegh-Guldbergs Gade]].

Artillerikasernens hovedbygning var i tre etager med kælder og loft. I kælderen fandtes marketenderi, stueetagen husede bl.a. kontorer og undervisningslokaler, mens 1. og 2. sal samt loftsetagen især var forbeholdt belægningen af soldater. Dertil opførtes [[Ridehuset|ridehus]], værkstedsbygning, magasinbygning, stalde, fægtesal samt boliger for underofficerer, intendanten og kasernekommandanten.

[[Den tyske besættelse|Besættelsen i 1940 - 1945]] var ganske hård ved den gamle kaserne. Således blev den beslaglagt af tyskerne, der føjede en række træbarakker til de eksisterende bygninger, ligesom kasernen den 31. oktober 1944 blev ramt af det bombardement, der ellers var rettet mod det nærliggende [[Aarhus Universitet|universitet]]. I den forbindelse gik de to staldbygninger samt værkstedsbygningen til grunde.

Efter besættelsen fremstod kasernen således medtaget og i dårlig stand. Der blev også jævnligt fremsat klager over toilet - og badeforholdene fra de menige på kasernen, der måtte nøjes med koldt vand i bruserne. Derfor etableredes et samarbejde med byens badeanstalter, hvormed de menige en gang om ugen fik mulighed for at tage et varmt bad ude i byen. Først i 1965 fik kasernen selv varmt vand til badeforhold.

===Indkvartering===
Allerede i årene 1881-1889 var en del af 3. Artilleriafdeling indkvarteret i [[Sukkerhuset|"Sukkerhuset"]] på [[Frederiksbjerg]], hvorefter mandskabet rykkede op på Artillerikasernen. 3. Artilleriafdeling skiftede i 1923 navn til 3. Feltartilleriafdeling og hørte nu ind under NJAR (Nørrejyske Artilleri Regiment).

Mange forskellige enheder blev indkvarteret på Artillerikasernen:

*1889-1923 3. Artilleriafdeling

[[Fil:Fra Langelandsgades Kaserne (Ukendt) 1920.jpg|300px|thumb|right|Langelandsgades Kaserne set fra gården 1920.]]

*1923-1940 3. Feltartilleriafdeling
*1923-1932 14. og 15. Artilleriafdeling
*1932-1937 8. Artilleriafdeling
*1932-1940 Fra Dragonregimentet i Randers, Panservognskompagni, Motorcykeleskadron
*1937-1940 14. Luftværnsartilleriafdeling
*1940-1945 Besat af tysk militær
*1945-1948 ?
*1949-1950 2. Telegrafuddannelsesbataljon, fik senere betegnelsen Jydske Telegrafregiment
*1951-1969 Jydske Telegrafregiment
*1969 NJAR flytter til Skive. Der blev holdt afskedsparade 24. september 1969
*1978 Jydske Telegrafregiment flytter til Fredericia, afskedsparade 2. august 1978, dog forbliver mindre dele af styrken i Aarhus
*1991 Vestre Landskommando er i 1988 blevet flyttet til Langelandsgades Kaserne og bliver derefter flyttet til Karup - nu som en del af Hærens Operative Kommando.
*1993 Aarhus Universitet overtager Langelandsgades Kaserne

[[Fil:Langelandsgades Kaserne (Ukendt) 1944.jpg|300px|thumb|right|Langelandsgades Kaserne efter luftangrebet 1944.]]

===Rømning===
I 1989 blev bygningerne rømmet definitivt af militæret, hvorefter kasernens fremtid skulle afgøres. Det blev overvejet helt at rive den gamle kaserne ned, så universitetet kunne opføre nye bygninger på det store areal. Disse overvejelser blev imidlertid mødt med kritik, blandt andet i kulturhistoriske kredse, og en nedrivning blev forhindret. I 1993 overgik bygningerne til Aarhus Universitet, der foretog en modernisering af hovedbygningen, depotrummet og fægtesalen. De af tyskerne opførte træbarakker måtte lade livet.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og Per Priess og overført fra Århus Leksikon
*Langelandsgades Kaserne Århus 100 år. Århus Stiftstidende 20.7.1997
*Feltartilleriet i Aarhus 1881-1969, P. E. Niemann [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A05681383 Bestil materiale]
*De jysk-fynske styrkers Domiciler III, udg. af Vestre Landskommando 1976 [http://www.aakb.dk/ting/object/775100%3A05541573 Bestil materiale]

[[Kategori:Militær]]
[[Kategori:Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori:Arkitektur]]

Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849

2014-07-24T11:26:59Z

Jkm: /* Mindestenen opsættes, 31. maj 1899 */

: ''Se desuden [[Besættelsen af Aarhus i 1849]].''
[[Fil:B775100-CD0417-121377.jpg|400px|thumb|right|Tegning af rytterfægtningen. De tyske styrker kan genkendes på deres cylindriske hovedbeklædning, kaldet en chakot. Prinsen der omtales hed ikke Adalbert men Felix Constantin Alexander Johann Nepomuk af Salm-Salm. Han blev såret let under træfningen, og var blandt de 25 tilfangetagne tyskere.]]
31. maj 1849 fandt et mindre slagsted mellem danske dragoner og tyske husarer, som et led i treårskrigen. Det er senere blevet kendt som Rytterfægtningen ved Aarhus, og fandt sted i området omtrent mellem det, der i dag er [[Randersvej]], [[Skejbyvej]] og [[Grenåvej]].

===Baggrund for træfningen===
Rytterfægtningen ved Aarhus var en del af treårskrigen 1848-50. Krigen var et resultat af flere års spændinger mellem de to hertugdømmer Slesvig og Holsten og det danske overherredømme, og blev udløst da Slesvig-Holsten endelig gjorde oprør i marts 1848. Holsten hørte ligesom Slesvig under den danske konge, men var samtidig en del af Det Tyske Forbund, og her kunne man ikke sidde slesvig-holstenernes bøn om assistance overhørig: Med Preussen i spidsen gik man ind i konflikten på deres side.

Efter en længere våbenhvile august 1848-marts 1849, der blev afbrudt af Danmark, var den danske hær oppe på 41.000 mand. De stod overfor en tysk hær, der til sammen udgjordes af 20.000 slesvig-holstenere og over 45.000 forbundstropper. Kraftigt i undertal havde danskerne i maj forskanset sig tre steder i Jylland: Ved Dybbøl-Als, i Fredericia og i området nord for Aarhus med base på Helgenæs. Stillinger der lå ud til havet, hvad gjorde det muligt at drage fordel af den overlegne danske flåde.

Det var general [[Olaf Rye]], deraf [[Ryesgade]], der ledede tropperne. Han havde fået til ansvar at trække de tyske styrker op i Jylland, med det formål at sprede den talmæssigt overlegne fjende, og det var til fulde lykkedes: I slutningen af maj nåede en større styrke Aarhus, og tvang de danske tropper til at trække sig ud af byen.

Det var under de omstændigheder at fægtningen, det vil sige en mindre træfning, fandt sted i området mellem [[Randersvej]], [[Skejbyvej]] og [[Grenåvej]] - mindestenen er altså rejst en eller to kilometer syd for begivenhederne.

===Fægtningens forløb===
Den 31. maj var en tør, solbeskinnet dag, og set fra Aarhus tog træfningen sig blot ud som en stor støvsky. Selve kampen har ritmester [[S. C. Barth]] berettet om. Under ledelse af oberst [[Gotthold Møller]] var han af general Rye blevet beordret til at foretage rekognoscering i retning af Aarhus.

Da Barth ankommer til [[Vejlby]], finder han oberst Møller i kamp med preussiske dragoner og infanteri. Efter at have gjort nogle hurtige udgravninger at falde tilbage til, instruerer Barth sine dragoner til at tage kapperne af, for bedre at kunne bruge sablen, og til kun at hugge efter hovedet. Så angriber de den løse kæde af tysk infanteri, der befinder sig på rugmarken mellem dem og Randersvej. De kan ikke stille meget op, og en del af dem hugges ned, men da Barth kommer på den anden side, møder et ubehageligt syn ham: Fra Randersvej rykker tyske husarer frem, og i retning af Hasle er yderligere en eskadron husarer opmarcheret. Det får Barth til at sende en del af sine mænd tilbage mod Vejlby, hvad de tililende tyskere misforstår som en tilbagetrækning. I forvirringen rider de forbi Barth og hans dragoner, og omtrent samtidig ankommer danske forstærkninger. De tyske tropper er nu delvist omringet og i mindretal, og må trække sig tilbage ad Randersvej til Aarhus, som de besatte tidligere på dagen.

Alt sammen havde varet mindre end 15 minutter. Tabene var på dansk side 2 døde, 5 sårede og fire tilfangetagne; på tysk side 2 døde, 23 sårede, hvoraf en stor del døde i løbet af første døgn - hvad ikke mindst de mange hovedhug ifølge Barth bidrog til - og 25 tilfangetagne. Der var tale om dansk sejr, om end en lille en af slagsen.

===Betydningen af rytterfægtningen===
I krigens store sammenhæng var der kun tale om et lille slag. Alligevel krediteres det for at have stoppet tyskernes fremrykning i Jylland, og dét var afgørende fordi det senere i juni muliggjorde udskibningen af størstedelen af de danske tropper fra Helgenæs til Fyn. Netop flåden var afgørende for den danske sejr i krigen: Kontrollen på havet gjorde det muligt at koncentrere tropperne i Jylland og, som det var tilfældet efter ryttertræfningen, hurtigt og uden tyskernes vidende, at transportere dem rundt. Fra Fyn transporteredes tropperne til Fredericia, hvor danskerne i det store slag 6. juli brød den tyske belejring af byen, og vandt et afgørende sejr

Kort efter blev der, efter pres fra de europæiske stormagter mod tyskerne, indgået våbenhvile med Det Tyske Forbund, og danskerne kunne nu koncentrere sig om at nedkæmpe oprøret i Slesvig-Holsten.

===Mindestenen opsættes, 31. maj 1899===
[[Fil:Ukendt fotograf, 1902.jpg|300px|thumb|right|Mindestenen ses her på et fotografi fra 1902]]
På hjørnet mellem [[Trøjborgvej]] og [[Nørrebrogade]] står en treenhalv meter høj granitsten. Den prydes øverst af en tvedelt laurbærgren, en dragonhjelm og to korslagte ryttersabler, og herunder kan man læse, at den er opsat til ”Minde om Rytterfægtningen paa Aarhus Mark den 31 Maj 1849”. Den vidner om et af de dramatiske kapitler i Aarhus’ og Danmarks historie: Treårskrigen og den månedlange tyske besættelse af Aarhus under denne.

Selve mindestenen er sat af [[Våbenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn]] 31. maj 1899, på halvtredsåret for rytterfægtningen. Det var en stor begivenhed, med op mod 6000 tilskuere, og helt fra morgenstunden havde Aarhus stået på den anden ende. Klokken syv vågnede indbyggerne til lyden af marchmusik i gaderne, fra de to militære musikkorps der fra morgenstunden var udkommanderet til at markere dagen. Klokken 16 var der fælles afgang fra [[Bispetorv]], til tonerne af ”Den Tapre Landsoldat” og i selskab med militærfolk og 20 veteraner fra træfningen. Langs ruten var byens gader prydet med Dannebrogsflag: For aarhusianerne var det en national mindedag for treårskrigen – ”disse for det Danske folk saa Mindeværdige Aar, da Enighed gjorde os stærke, og da Folket i Fædrelandskærlighed ofrede sit bedste Eje – sine Sønners blod”, som Våbenbrødreforeningens formand udtrykte det.

Udover mindestenen satte træfningen sig spor i form af den store blodbøg, der i 2010 blev fældet pga. en kommende udvidelse af Randersvej. Den var plantet til minde om træfningen af gartner [[Jens Lassen Faurschou]]. Desuden har [[Jørgen Valentin Sonne]] – der har lagt navn til [[Sonnesgade]] - foreviget træfningen på et maleri fra 1853, der i dag udstilles på [[ARoS]].

==Kilder==
* Poul Harris, ''Friluftskunst i Århus'', Fonden til bevarelse af Friluftskunst og Mindesmærker i Århus, 1983
* Poul Larsen, ''Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849'', Særtryk af ”Meddelser fra reserveofficersforeningen i Danmark”, juni 1862
* Johannes Nielsen, ''Treårskrigen 1848-1851'', Tøjhusmuseet 1893
* Århus Stiftstidende: 1/6 1949, 2/6 1849, 5/6 1849, 30/4 1899, 25/5 1899, 28/5 1899, 29/5 1899, 31/5 1899, 1/6 1899, 28/5 1949

Rytterfægtningen

2014-07-24T11:25:57Z

Jkm: Omdirigering til Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849 oprettet

#REDIRECT [[Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849]]

Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849

2014-07-24T11:25:03Z

Jkm: Oprettede siden med ': ''Se desuden Besættelsen af Aarhus i 1849.'' [[Fil:B775100-CD0417-121377.jpg|400px|thumb|right|Tegning af rytterfægtningen. De tyske styrker kan genkendes på deres ...'

: ''Se desuden [[Besættelsen af Aarhus i 1849]].''
[[Fil:B775100-CD0417-121377.jpg|400px|thumb|right|Tegning af rytterfægtningen. De tyske styrker kan genkendes på deres cylindriske hovedbeklædning, kaldet en chakot. Prinsen der omtales hed ikke Adalbert men Felix Constantin Alexander Johann Nepomuk af Salm-Salm. Han blev såret let under træfningen, og var blandt de 25 tilfangetagne tyskere.]]
31. maj 1849 fandt et mindre slagsted mellem danske dragoner og tyske husarer, som et led i treårskrigen. Det er senere blevet kendt som Rytterfægtningen ved Aarhus, og fandt sted i området omtrent mellem det, der i dag er [[Randersvej]], [[Skejbyvej]] og [[Grenåvej]].

===Baggrund for træfningen===
Rytterfægtningen ved Aarhus var en del af treårskrigen 1848-50. Krigen var et resultat af flere års spændinger mellem de to hertugdømmer Slesvig og Holsten og det danske overherredømme, og blev udløst da Slesvig-Holsten endelig gjorde oprør i marts 1848. Holsten hørte ligesom Slesvig under den danske konge, men var samtidig en del af Det Tyske Forbund, og her kunne man ikke sidde slesvig-holstenernes bøn om assistance overhørig: Med Preussen i spidsen gik man ind i konflikten på deres side.

Efter en længere våbenhvile august 1848-marts 1849, der blev afbrudt af Danmark, var den danske hær oppe på 41.000 mand. De stod overfor en tysk hær, der til sammen udgjordes af 20.000 slesvig-holstenere og over 45.000 forbundstropper. Kraftigt i undertal havde danskerne i maj forskanset sig tre steder i Jylland: Ved Dybbøl-Als, i Fredericia og i området nord for Aarhus med base på Helgenæs. Stillinger der lå ud til havet, hvad gjorde det muligt at drage fordel af den overlegne danske flåde.

Det var general [[Olaf Rye]], deraf [[Ryesgade]], der ledede tropperne. Han havde fået til ansvar at trække de tyske styrker op i Jylland, med det formål at sprede den talmæssigt overlegne fjende, og det var til fulde lykkedes: I slutningen af maj nåede en større styrke Aarhus, og tvang de danske tropper til at trække sig ud af byen.

Det var under de omstændigheder at fægtningen, det vil sige en mindre træfning, fandt sted i området mellem [[Randersvej]], [[Skejbyvej]] og [[Grenåvej]] - mindestenen er altså rejst en eller to kilometer syd for begivenhederne.

===Fægtningens forløb===
Den 31. maj var en tør, solbeskinnet dag, og set fra Aarhus tog træfningen sig blot ud som en stor støvsky. Selve kampen har ritmester [[S. C. Barth]] berettet om. Under ledelse af oberst [[Gotthold Møller]] var han af general Rye blevet beordret til at foretage rekognoscering i retning af Aarhus.

Da Barth ankommer til [[Vejlby]], finder han oberst Møller i kamp med preussiske dragoner og infanteri. Efter at have gjort nogle hurtige udgravninger at falde tilbage til, instruerer Barth sine dragoner til at tage kapperne af, for bedre at kunne bruge sablen, og til kun at hugge efter hovedet. Så angriber de den løse kæde af tysk infanteri, der befinder sig på rugmarken mellem dem og Randersvej. De kan ikke stille meget op, og en del af dem hugges ned, men da Barth kommer på den anden side, møder et ubehageligt syn ham: Fra Randersvej rykker tyske husarer frem, og i retning af Hasle er yderligere en eskadron husarer opmarcheret. Det får Barth til at sende en del af sine mænd tilbage mod Vejlby, hvad de tililende tyskere misforstår som en tilbagetrækning. I forvirringen rider de forbi Barth og hans dragoner, og omtrent samtidig ankommer danske forstærkninger. De tyske tropper er nu delvist omringet og i mindretal, og må trække sig tilbage ad Randersvej til Aarhus, som de besatte tidligere på dagen.

Alt sammen havde varet mindre end 15 minutter. Tabene var på dansk side 2 døde, 5 sårede og fire tilfangetagne; på tysk side 2 døde, 23 sårede, hvoraf en stor del døde i løbet af første døgn - hvad ikke mindst de mange hovedhug ifølge Barth bidrog til - og 25 tilfangetagne. Der var tale om dansk sejr, om end en lille en af slagsen.

===Betydningen af rytterfægtningen===
I krigens store sammenhæng var der kun tale om et lille slag. Alligevel krediteres det for at have stoppet tyskernes fremrykning i Jylland, og dét var afgørende fordi det senere i juni muliggjorde udskibningen af størstedelen af de danske tropper fra Helgenæs til Fyn. Netop flåden var afgørende for den danske sejr i krigen: Kontrollen på havet gjorde det muligt at koncentrere tropperne i Jylland og, som det var tilfældet efter ryttertræfningen, hurtigt og uden tyskernes vidende, at transportere dem rundt. Fra Fyn transporteredes tropperne til Fredericia, hvor danskerne i det store slag 6. juli brød den tyske belejring af byen, og vandt et afgørende sejr

Kort efter blev der, efter pres fra de europæiske stormagter mod tyskerne, indgået våbenhvile med Det Tyske Forbund, og danskerne kunne nu koncentrere sig om at nedkæmpe oprøret i Slesvig-Holsten.

===Mindestenen opsættes, 31. maj 1899===
[[Fil:Ukendt fotograf, 1902.jpg|300px|thumb|right|Mindestene ses her på et fotografi fra 1902]]
På hjørnet mellem [[Trøjborgvej]] og [[Nørrebrogade]] står en treenhalv meter høj granitsten. Den prydes øverst af en tvedelt laurbærgren, en dragonhjelm og to korslagte ryttersabler, og herunder kan man læse, at den er opsat til ”Minde om Rytterfægtningen paa Aarhus Mark den 31 Maj 1849”. Den vidner om et af de dramatiske kapitler i Aarhus’ og Danmarks historie: Treårskrigen og den månedlange tyske besættelse af Aarhus under denne.

Selve mindestenen er sat af [[Våbenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn]] 31. maj 1899, på halvtredsåret for rytterfægtningen. Det var en stor begivenhed, med op mod 6000 tilskuere, og helt fra morgenstunden havde Aarhus stået på den anden ende. Klokken syv vågnede indbyggerne til lyden af marchmusik i gaderne, fra de to militære musikkorps der fra morgenstunden var udkommanderet til at markere dagen. Klokken 16 var der fælles afgang fra [[Bispetorv]], til tonerne af ”Den Tapre Landsoldat” og i selskab med militærfolk og 20 veteraner fra træfningen. Langs ruten var byens gader prydet med Dannebrogsflag: For aarhusianerne var det en national mindedag for treårskrigen – ”disse for det Danske folk saa Mindeværdige Aar, da Enighed gjorde os stærke, og da Folket i Fædrelandskærlighed ofrede sit bedste Eje – sine Sønners blod”, som Våbenbrødreforeningens formand udtrykte det.

Udover mindestenen satte træfningen sig spor i form af den store blodbøg, der i 2010 blev fældet pga. en kommende udvidelse af Randersvej. Den var plantet til minde om træfningen af gartner [[Jens Lassen Faurschou]]. Desuden har [[Jørgen Valentin Sonne]] – der har lagt navn til [[Sonnesgade]] - foreviget træfningen på et maleri fra 1853, der i dag udstilles på [[ARoS]].

==Kilder==
* Poul Harris, ''Friluftskunst i Århus'', Fonden til bevarelse af Friluftskunst og Mindesmærker i Århus, 1983
* Poul Larsen, ''Rytterfægtningen ved Aarhus 31. maj 1849'', Særtryk af ”Meddelser fra reserveofficersforeningen i Danmark”, juni 1862
* Johannes Nielsen, ''Treårskrigen 1848-1851'', Tøjhusmuseet 1893
* Århus Stiftstidende: 1/6 1949, 2/6 1849, 5/6 1849, 30/4 1899, 25/5 1899, 28/5 1899, 29/5 1899, 31/5 1899, 1/6 1899, 28/5 1949