AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Pestalozzi

2018-11-22T12:34:41Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|800px|thumbnail|left|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepakhuset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten. Men hvorfor blev det nu lige Marstal som blev hjemhavn for Claudia og de andre franskejede skibe. Jo, som før nævnt havde danske søfarende et problem med de dagældende krav - at før man kunne optages på navigationsskole skulle man have sejltid på et sejleskib uden hjælpemotor. Disse krav var efterhånden blevet sværere og sværere at opfylde, i takt med at der blev installeret maskiner i stort set alle skibe. Men muligheden var der med disse "havre-barker" som rene sejleskibe. De franske søfolk ville ikke sejle med dem, og der blev lavet en aftale med Marstallerne, som så kunne tilbyde skibe der opfyldte disse gammeldags krav.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-15T22:52:54Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|800px|thumbnail|left|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepakhuset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-14T09:09:06Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|800px|thumbnail|left|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-14T09:08:40Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|storpx|thumbnail|left|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-14T09:06:21Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|thumbnail|center|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-14T09:04:39Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>
[[Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg|thumbnail|right|Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.]]

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg

2017-02-14T09:00:28Z

Flemming Steen Sørensen: Flemming Steen Sørensen lagde en ny udgave af Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg op

== Beskrivelse ==
Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.
== Licensering ==
{{cc-PD}}

Pestalozzi

2017-02-10T22:02:16Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dets hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibe stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større skibe deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldt efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Erikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn.
I sommeren 1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter i Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Fil:Pestalozzi lille kopi.jpg

2017-02-09T12:19:25Z

Flemming Steen Sørensen: Pestalozzi ved kaj 27-29 pakhuskajen i Aarhus Havn. Anløb 6.juli 1917, med Oliekager fra USA. Afsejling i ballast mod Arendal, Norge 26.juli 1917. Skibet på dette tidspunkt hjemmehørende i Arendal, Norge.

Pestalozzi

2017-02-08T23:10:13Z

Flemming Steen Sørensen:

<big>'''Barkskibet Pestalozzi'''</big>

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af [[Emil Andersen Ebbesen]] (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”[[Karens Mølle]]” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”[[Pakhus 27]]” (opført 1907) og til venstre er ”[[Pakhus 13]]” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dens hjemmehavn på dette tidspunkt.

'''Om skibet Pestalozzi''' 

Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes skibenes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibene stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib, og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større støre skibe, deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet, en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldet efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Ereikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse, og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt, når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn nogle gange.
I sommeren1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi i atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

Pestalozzi

2017-02-08T22:10:06Z

Flemming Steen Sørensen: Om Barkskibet Pestalozzi, som var et af de mange store sejlskibe der besøgte Aarhus Havn

Barkskibet Pestalozzi

På Aarhus Stadsarkiv findes et fint gl. udateret glaspladefoto, fotograferet af Emil Andersen Ebbesen (1891-1932) som var en kendt fotograf i Aarhus.
På fotoet ses det 3-mastede barkskib Pestalozzi, fortøjet ved kaj 27 foran havnepak-huset ”Karens Mølle” (opført i 1889/90). Bag Pestalozzis forreste mast ses det mindre ”Pakhus 27” (opført 1907) og til venstre er ”Pakhus 13” foran Toldbodens karakteristiske bygning endnu ikke opført (det sker i 1923). Bemaling med norsk flag på skibets side fortæller at vi må være tæt på 1. Verdenskrig, hvor også danske skibe førte lignende bemaling med Dannebrog, for tydeligt at vise nationalitet for fremmede u-både og krigsfartøjer.
For at præcisere tidspunktet kigger vi i Havnens arkiver som Aarhus stadsarkiv har fået overdraget, og her fremgår at Pestalozzi ankom her til byen d. 6. juli 1917 med en last Oliekager fra Savanah på den amerikanske Østkyst, og lå her i havnen frem til afsejling i ballast d. 26 juli 1917. Rejsen gik da til Arendal i Norge, som også var dens hjemmehavn på dette tidspunkt.

Her lidt om skibet Pestalozzi
Sidst i 1800 tallet og frem til årene før 2. Verdenskrig, var de store barkskibe blandt havenes mastodonter, lige som vi i dag kender det med de moderne containerskibe. Sejl og vind var den primære drivkraft indtil et stykke ind i det 20. århundrede, hvor sejlskibene efterhånden blevet afløst af de langt hurtigere og mere stabile dampskibe som mere og mere tager over på havet.
De stolte sejlskibe levede herefter nu på ”lånt tid”, hvor de bedste af skibene blev indkøbt ”billigt” af redere der så en fordel i, at kunne udnytte de engang så stolte skibes skibenes sidste kræfter lidt endnu, primært på de lange sejladser over oceanerne. Her havde især de større sejlskibene stadig en fordel af vinden som billig drivkraft, idet de nye dampskibe krævede en masse kul for en lang sørejse. Ved at holde igen med udgifterne kunne det løbe rundt. Blandt andet med lav hyre til mange unge søfolk, som på denne måde fik den krævede sejlskibstid dækket ind til deres videre sø-uddannelse, og tog nogle rejser ombord så de slap for at skulle betale for at komme ud at sejle med traditionelle skoleskibe. Også ved at der blev sparet på sædvanlig vedligeholdelse af skibet, da rederne vidste skibet kun skulle holde til få rejser endnu. Når de så efter endnu nogle års brug og minimal vedligeholdelse var nedslidte blev de som regel solgt til ophugning.

En af disse ”havets kæmper” var jern-Barkskibet Pestalozzi, bygget af jern og søsat september 1884 som byggenummer 33 fra det kendte Blohme & Voss værft i Hamborg. Den 1. oktober 1884 leveres hun til det tyske Reederei F. Laeisz i
Hamborg, og skulle fortrinsvis anvendes til sejlads med nitrit på rederiets sydamerika-rute, og her indgå i den flåde af lignende store sejlskibe som rederiet rådede over. Mange vil nikke genkendende til navne som Passat, Pamir, og Pommeren mfl. – de såkaldte P-linere. Rederen Carl Laeisz udtalte dengang:
”Meine Schiffe können und sollen schnelle Reisen machen”.
Og det gjorde de! De var bygget til det, og var virkelig stærke og hurtige, og i øvrigt godt udrustet til de lange rejser her i slutningen af 1800 tallet. Rejsen fra Kanalen rundt det berygtede Kap Horn til Valparaiso i Chile varede 2-3 mdr.
Pestalozzi blev af rederiet betragtet som et rigtig godt skib, og omtalt således ”Sie war ein ausnehmend schnelles Schiff”

I september 1904 sælges skibet til A/S Pestalozzi v. Ole Terjesen i Lillesand.
Ole Terjesens rederi drev udenrigsfart, og havde siden starten i 1870rne udvidet med større støre skibe, deriblandt Pestalozzi. Da Ole Terjesen dør overtages firmaet af datteren Bertha Terjesen, som driver rederiet videre med fragtsejladser til mange forskellige kontinenter.
Under 1. Verdenskrig fragtede Pestalozzi på en af sine rejser noget smøreolie fra USA til Europa, og skibet blev i 1915 mistænkt af den franske regering for at føre dette til Tyskland, trods den gældende handelsblokade mod Tyskland. Sagen afstedkommer skriverier mellem den franske minister og Det Kgl. Utenriksdepartement, der viderebringer advarsler til rederiet og kaptajnen ombord.

I januar 1916 – under 1. Verdenskrig lukkes virksomheden ned da Pestalozzi som det sidste skib i rederiet sælges til A/S Rundtur, et andet norsk rederi ved Olaf Christensen i Arendal. Navnet Pestalozzi bibeholdes.

Reder Olaf Christensen mister 8. Marts 1917 et andet barkskib ”Blanca”, som forsvinder under en rejse fra Buenos Aires til Aarhus med en last majs. Hele besætningen på 15 mand går til. Samme år har Pestalozzi som tidligere angivet, en mere heldig rejse til Aarhus i juli 1917.

I 1919 sælges Pestalozzi atter, denne gang til Pappas & Presser i Le Havre, med korresponderende reder R.K. Bager i Marstal. Skibet navneændres nu til Claudia, opkaldet efter Pressers datter, som var gift med Presseres kompagnon og medreder Pappas. Rederierne var dengang ofte organiseret som partsrederier hvis store fordel var, at risikoen var fordelt på flere hænder. Introduktionen af Dampskibene betød voldsom stigning i investeringerne, og det kunne være svært at skaffe kapital nok i de mindre samfund.
Claudia foruden 6 andre større sejlskibe i perioden 1912-1934 havde hjemsted i Marstal og kaldtes ”Havrebarker” grundet det danske-franske tilhørsforhold til Le Havre. De 7 store skibe var indkøbt primært for transport af farvet tømmer, det såkaldte Logwood, fra Vestindien og kul og cement den anden vej over Atlanten.
Skipper på Claudia i alle 15 år hos Pappas & Presser var danske Ole Boye, og en af de unge søfolk der lærte godt sømandsskab hos Ole Boye ombord på Claudia, var den senere berømte kaptajn Kurt Karlsen (Flying Enterprice i 1952).

Claudia sælges i 1934 til Gustaf Erikson, Mariehamn på Ålandsøerne. Skibet får atter sit gamle navn Pestalozzi tilbage. Mange af de gamle P-linere fra F. Laeisz endte deres sidste tid hos Gustaf Ereikson, som var en af de få skibsredere som kunne få skibsfarten med sejlskibe til at betale sig. Det sket fordi han købte de bedste af de efterhånden slidte barkskibe meget billigt, havde sine egne beddinger og egne folk til til vedligeholdelse, og var selvforsikrende. Pestalozzi anvendtes fortrinsvis til sommersejlads i den botniske bugt, når isen var væk. Her blev det anvendt til sejlads med træ til England og Danmark. Når isen igen dækkede havet blev det skibet lagt op for vinteren.
I 3 år sejlede Pestalozzi for Gustav Erikson, og var i denne periode atter i Aarhus havn nogle gange.
I sommeren1936 er Pestalozzi endnu engang på besøg i Aarhus, denne gang med en last tømmer fra Kalix. Kaptajnen hedder Lindgren. 1. August er der afrejse fra Aarhus til Kemi via Mariehamn i ballast. Denne rejse varede 12 dage. Direkte herefter er Pestalozzi i atter i Danmark, denne gang i først Aalborg og derefter Aabenraa med tømmer, inden turen atter går tilbage til Kemi, en by i Finland ved Kemijoki s udløb i den nordlige del af Den Botniske Bugt.

I 1937 sælges skibet til ophugning, og skibets sidste rejse sker med en last tømmer via København, inden den sidste tur i ballast går til Libau i Letland for ophugning. Her ankommer det 30. Maj 1937.

Med til historien hører, at en avisartikel i 1933 omtalte en mulighed for at erhverve og bevare ”havrebarkerne Claudia og Suzanne” for Danmark, ved at frikøbe dem for ophugningsprisen, og få dem istandsat på både skrog og rig på et dansk værft. Planerne blev dog desværre aldrig til mere.

De sidste storsejlere på Aarhus havn

2017-02-08T22:03:41Z

Flemming Steen Sørensen: /* Ukomplet liste over store sejlskibe, der har ligget i Århus havn 1913-1952. */

[[Fil:Lancing 1916.jpg|350px|thumb|right|Fuldriggeren Lancing under sit besøg i Aarhus i 1916.]]

Aarhus har aldrig været hjemsted for en større sejlskibsflåde i stil med Marstal, Svendborg eller Fanø. [[Århus Havn|Havnen]] har dog gennem tiden serviceret alt fra provinsens småskibe til fuldriggere på de lange strøg over verdenshavene. Da Århus havn i løbet af 1800-tallet markerede sig som en betydningsfuld konkurrent i forhold til de omkringliggende provinshavne – særligt Randers og Ålborg, var dette sammenfaldende med sejlskibenes storhedstid. Storhedstiden var relativt kortlivet, da sejlteknologien på mange områder var ved at blive udkonkurreret af dampskibe. Særligt på passager- og linjefragterne var sejlskibene blevet fortrængt, men på enkelte nichefragter og på de lange ruter over Atlanten og til Fjernøsten var sejlskibene stadig konkurrencedygtige helt indtil 2. Verdenskrig. På den baggrund var der rig lejlighed til at studere sejlskibe på Århus havn et godt stykke op i det 20. Århundrede.

===Viking===

Et af de mere kendte skibe var 4-mastet bark Viking, bygget 1906 på Burmeister & Wain og oprindelig med funktion som skoleskib. Det var med den funktion skibet besøgte Århus i 1913. I 1915 blev skibet overtaget af DFDS, formodentlig med det formål at tjene på de skyhøje fragtrater under 1. Verdenskrig, men nogen guldgrube blev det aldrig. Viking blev solgt til Gustaf Erikson på Åland i 1929. Gustaf Erikson regnes for at være en af de sidste sejlskibsredere i verden – i hvert fald når det kommer til fuldriggere og barkskibe. Dog sejlede rederiet Pappas og Presser i Le Havre også med store sejlskibe indtil 1930’erne.

===Lancing===
Lancing (ex. Pereire) var noget ældre end Viking. Skibet var oprindelig bygget som dampskib i Glasgow, men blev efter en stranding i 1887 omrigget til fuldrigger. Under det norske rederi J. Johansen & Co., der købte skibet i 1901, viste det sig som en storslået sejler, der kunne sejle dampskibene agterud på de lange ruter. Da Lancing ankom i Århus i 25. februar 1916 fra New York, var det et døgn hurtigere end Frederik VIII, der afsejlede New York med kurs mod København på samme tidspunkt for maskinkraft. Året efter i april måned besøgte Lancing igen Århus og havde da gjort rejsen Baltimore-Århus på 28 døgn. I 1924 blev Lancing ophugget, da var dampmaskinerne blevet væsentligt mere effektive.

===Lawhill===

Gustaf Erikson ejede talrige fuldriggere og barkskibe, som han indsatte på lange ruter typisk med forskellige former for bulklaster. Den 4-mastede bark Lawhill ankom til Århus i 1919 netop som den var blevet købt af sejlskibsrederen på Åland. Erikson satte skibet i hvedefarten på Argentina, hvilket viste sig ekstremt givtigt på rejsen fra Buenos Aires til Århus. Skibet var et af de første, der medbragte oversøisk last efter krigen og denne ene last indbragte rederiet 45.000£ i overskud. Den høje fortjeneste skyldtes naturligvis manglen på varer overalt samt, at det stadig var risikabelt at færdes til søs umiddelbart efter krigen. Skibet blev senere solgt til Portugal og ophugget i 1957.

===Amazone===

Et skib som fik et længere ophold i Århus var briggen Amazone, bygget i Tyskland 1876. Indtil skibet endte i Århus i 1922, havde det levet en omskiftelig tilværelse og blev solgt ved tvangsauktion i 1924 for derefter at blive ophugget. Skibet var ikke noget kønt syn i de tre år, det lå i Århus, men det var et af de sidste brigskibe i Danmark – engang en meget almindelig skibstype.

===Sigyn===

Barken Sigyn blev en rigtig filmstjerne og levede en mindst ligeså omtumlet tilværelse som flere af Hollywoods skuespillere. I 1954 blev skibet omdrejningspunkt for den finske film ’Laivan Kannella’ og indtjente en større sum penge, som sandsynligvis er årsagen til, at skibet stadig eksisterer. Bygget i Sverige 1887 var skibet forholdsvist gammelt, da det efter en dramatisk sejlads fra Råå i Sverige ankom til Århus i 1925. Ved afsejlingen var skibet løbet op i en storm. Da man nåede Århus, havde skibet stærk slagside og holdt sig kun flydende på pumperne. Før det var skibet nær blevet torpederet under 1. Verdenskrig, havde oplevet havarier og var næsten strandet. Senere blev Sigyn stærkt beskadiget under den finsk-russiske krig i 1939-1940.

I 1979 var Sigyn blevet gennemrestaureret efter et hårdt liv på havet. Skibet tjener i dag som museumsfartøj og er det ældste bevarede handelsskib i Norden.

===Frideborg===
Teclipperne som alle kender – især Cutty Sark – var i fart på Kina. Det var en givtig fragt, indtil Suezkanalen åbnede i 1869 og sænkede antallet af tefragter. Frideborg (ex. Nelly & Matilda, ex. Cleta) var bygget på samme værft i England (James Gardner, Sunderland), som de berømte teclippere. Rigget som bark og siden barkentine blev Frideborg dog aldrig en hurtigsejler som sine berømte slægtninge fra samme værft. Skibet sejlede for en stund med te under navnet Cleta, men gik som mange andre tidligere teclippere over i fragten af uld fra Australien. I 1887 blev skibet solgt til Sverige og skiftede navn til Nelly & Matilda, men sejlede dog stadigvæk på de lange stræk.

I 1917 blev skibet omrigget til barkentine og siden solgt til Kumlinge, Åland. Navnet ændredes til Frideborg og skibet blev sat i tømmersejladsen fra Sverige eller ’plankekina’, som det lød på århusiansk havneslang. Tømmer og træ fra Sverige og Finland var en af hovedvaregrupperne på Århus havn og Frideborg lagde af den vej sejladsen forbi Århus i 1926 og igen i 1930. Frideborg havde en alvorlig grundstødning 1937 og blev kondemneret.

===Carmen===

Et af de sidste barkskibe af træ, der gæstede Århus, var Carmen bygget på Åland i 1921. Skibet anløb Århus i 1930 og fragtede naturligvis træ fra Sverige. Carmen var et dårligt bygget skib, men nåede alligevel at tjene lidt i sit korte liv som træslæber. Under en senere rejse i 1934 havde skibet fået en alvorlig læk i Østersøen. Besætning forlod skibet, som flød videre på trælasten og blev slæbt ind til Århus. Skibet blev herefter ophugget efter kun 13 år i tjeneste.

===Passat===

Den absolut sidste last på et sejlskib, der blev udlosset i Århus, var på 4-mastet bark Passat. Det har været lidt af en sensation, da skibet lagde til i 1952. På det tidspunkt var storsejlere, med mindre der var tale om skoleskibe, et yderst sjældent syn på verdenshavene. Skibet var oprindeligt bygget til rederiet i F. Laeisz, der havde en hel linje af skibe med p-navne, som f.eks. Pudel, Preussen, Pamir, Potosi, Pestalozzi, Parma osv. Passat var bygget 1911 i Hamborg og sejlede i farten med salpeter på Sydamerika. I 1932 købte Gustav Eriksons rederi skibet, som havde det indtil 1951. Da skibet kom til Århus året efter, var det igen tyskejet i en speciel organisering som fragtbærende skoleskib – et foretagende, der dog kun holdt i nogle få år. Passat tjener i dag som museumsskib i Travemünde.

==Ukomplet liste over store sejlskibe, der har ligget i Århus havn 1913-1952.==

* 1913: Viking.
* 1920: Viking.
* 25. februar 1916: Lancing
* 25. april 1917: Lancing.
* 06.juli - 26.juli 1917: Pestalozzi
* 28. september 1919: Lawhill.
* 1922-1924: Amazone.
* 31. marts 1924: Matanja, Norge. Ankom fra Chile med Chilisalpeter.
* 20. oktober 1925: Sigyn.
* 8. juni 1926: Frideborg.
* 1930: Frideborg.
* 1930: Carmen.
* Juli 1931: Madonia 4mst. skonnert, Estland. Ankommer med trælast.
* 1934: Carmen.
* 1938 Merilind.
* 1952: Passat.

==Kilder==

* Hjernøe, Carl Aage: Da der kom flotte sejlere i Aarhus Havn, Århus 1987.
* Johansen, Erik Korr (red.): Fra kysthavn til storhavn - Århus havns historie 1915-1995, Århus Byhistoriske Udvalg 1994.

[[Kategori: Trafik & transport]]
[[Kategori: Havnen]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Pakhuskajen

2017-02-08T14:45:16Z

Flemming Steen Sørensen:

Seks etagers havnepakhus fra 1890, opført på [[Aarhus Havn]] langs [[Skolebakken]].

Bygningen, der siden fungerede som kornpakhus, blev senere omtalt under navnet [[Karens Mølle]] indtil denne brændte 27.- 29. september 1961 og efterfølgende nedrevet. Bygningen var ejet af Aarhus Havn, og havde flere lejere, heriblandt en virksomhed med egne fodeblandinger opkaldt efter stifterens datter Karen. Derfor kom bygningen i daglig tale til at hedde "Karens Mølle".

== Kilder ==

* Buhl, Thomsen, Kristian, Havnebilleder 200 billeder af Aarhus Havn 1845-2016

[[Kategori: Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]

Pakhuskajen

2017-02-08T14:37:57Z

Flemming Steen Sørensen:

Seks etagers havnepakhus fra 1890, opført på [[Aarhus Havn]] langs [[Skolebakken]].

Bygningen, der siden fungerede som kornpakhus, blev senere omtalt under navnet [[Karens Mølle]] indtil denne nedbrændte i 1961.

== Kilder ==

* Buhl, Thomsen, Kristian, Havnebilleder 200 billeder af Aarhus Havn 1845-2016

[[Kategori: Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]