AarhusWiki - Brugerbidrag [da]

Lars Andreas Wilson (1845-1919)

2025-01-16T12:04:28Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.213740, 10.266722~[[Øster Kringelvej 13]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.213740, 10.266722
|align=right
}}</div>[[Fil:Lars Andreas Wilson.jpg|300px|thumb|right|Lars Andreas Wilson]]

'''Lars Andreas Wilson''' (født den 15. januar 1845 i Thisted, død den 27. august 1919 i Aarhus) var kobbersmedemester, grundlægger af A. Wilsons Kobbersmedie samt medlem af [[Aarhus Byråd]] i perioden 1894-1899.

Han var søn af bøssemager Lars Peter Wilson og Catharine Erichsen.
Gift den 14. april 1872 i København med Wilhelmine Marie Hjersing, født den 28. september 1848 i Randers, død den 3. november 1913 i Aarhus, datter af malersvend Jacob Hansen Hjersing og hustru Marie Cathrine Møller.

===Startede småt i Mejlgade===
Lars Andreas Wilson overtog i 1872 en kobbersmedje og butik i [[Mejlgade]] [[Mejlgade 26|26]] efter den aldrende [[H.P. Gerstrøm]], som havde drevet en kobbersmedje i byen i 26 år.

Wilson selv kom fra Thisted, var udlært i Aalborg og havde arbejdet i både Tyskland og København, men det var i Aarhus, han grundlagde sit kobberimperium.

A. Wilson og hustruen Wilhelmine startede småt ud under beskedne forhold i Mejlgade. Wilson knoklede omme i smedjen, mens Wilhelmine stod i butikken og pudsede og polerede.

I begyndelsen lavede han tekedler, kander, pander og lignende husholdningsgenstande; forretningen gik støt og roligt, og den udviklede sig til at blive en større, førende fabrik for indviklede maskiner til industrien, som fandt afsætning over hele Norden og i Tyskland.

De næste par år brugte Wilson på at specialisere sig i at udføre apparater til især bryggerier, sprit- og brændevinsfabrikker. Han var en grundig mand, som undersøgte destillationsapparaturer ned til mindste deltalje, og han opfandt selv mange forbedringer til apparaturerne – opfindelser, han aldrig tog patent på.

[[Fil:A. Wilsons kobbersmedie. Julius Petersen, 1888.jpg|thumb|left|320px|Maleri af Wilsons kobbersmedie i [[Klostergade]] [[Klostergade 14|14]]. Til højre i billedet ses Andreas Wilson selv.]]

På forskellige udstillinger – både inden- og udenlands - fremviste han sine komplicerede apparater og altid med fine anmærkninger til følge. I 1876 kunne Wilson hive en sølvmedalje hjem ved Den første almindelige jyske Industriudstilling, der blev afholdt i [[Vennelystpavillonen|Vennelyst]] i Aarhus, for et apparat udført til et brænderi i Silkeborg. Året efter kunne man læse følgende i [[Århus Stiftstidende]]:

:''”Enhver Besøgende i Industriudstillingen i fjor vil erindre det af Kobbersmed A. Wilson paa [[Klostergade]] udførte, langs Endevæggen af Manufacturhallen opstillede Rectificeerapparat, der af Dommerne belønnedes med Sølvmedaille og en Roes for at være et ”overordentligt godt Arbeide”. Det nævnte Apparat var udført for et Brænderi i en Naboby; men i disse Dage er et lignende blevet opstillet i [[Jørgen Schydtz Lottrup (1828-1907)|J.S. Lottrup]]s Dampbrænderi paa Meilgade, hvor det i den nærmeste Tid vil blive taget i Brug. Det vil da sætte det nævnte Brænderi istand til at levere saavel fuselfri Sprit som fuselfri Brændeviinssorter. Hr. Wilson har til dette Apparat, der er et mesterlig udført Stykke Kobbersmedarbeide, føiet samtlige den nyere Tids Forbedringer. ”''

I 1888 blev det til en medalje af første klasse for en model af forskellige apparater til spritfabrikker ved Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København.

Wilsons apparater var lidt af et tilløbsstykke – både for fagmanden, som kunne beundre de håndværksmæssige og tekniske færdigheder som lå bag apparaterne, og for lægmanden, der kunne undres over de mange moderne fremskridt.

===Skandinaviens største===
De fine udtalelser og det gode håndværk gjorde, at efterspørgslen på Wilsons kobbervarer steg. I forbindelse med en udstilling i Stockholm i 1897 kunne Stiftstidende rapportere følgende:

:''”Af Kobberarbeide er det ansete Aarhusfirma A. Wilsons de mest imponerende; en Model af et Brænderiapparat er meget fint Arbeide. Det er ogsaa særdeles interessant, at Hr. Wilson kan konkurrere med Held med den tydske og franske Industri; han har næsten altid større eller mindre Arbeider under Udførelse i Sverig og sender Folk herover fra Aarhus. ”''

Med den stigende mængde ordrer blev smedjen i Mejlgade hurtigt for lille, så i 1877 flyttede Wilson sin virksomhed til [[Klostergade 14]], hvor han for 38.000 kr. havde købt en parcel af [[Cathrine Johanne Emilie Høegh-Guldberg|oberstinde Høegh-Guldberg]]s ejendom. Over de næste år tilpassede Wilson løbende ejendommene til virksomhedens formål. Der blev bygget om, udvidet, nedrevet og bygget nyt, og i 1896 kunne Wilson udvide med en helt ny bygning i [[Guldsmedgade|Guldsmedgade]] 30.

[[Fil:A. Wilsons Kobbersmedie. Karl Adolf Wieghorst 1904.jpg|thumb|right|400px|A. Wilsons Kobbersmedie i [[Klostergade]] [[Klostergade 14|14]]. Til venstre med jakkesæt og bowlerhatte ses brødrene [[Lauritz Peter Wilson]] og [[Andreas Wilson (1876-1942)|Andreas Wilson]], mens herren med bowlerhat i højre side af billedet er grundlæggeren Andreas Wilson.]]

Virksomhedens renommé var godt, og da Frederiksborg Slot i 1898 skulle have kobberrørledninger til et nyt Reck-varmeapparat, var det med A. Wilson som leverandør. Omkring århundredeskiftet var der ikke nogen i branchen i hele Skandinavien, som kunne måle sig med A. Wilson.

===Håndværkerrødder===
Selv om Wilsons virksomhed efterhånden var blevet Skandinaviens største, glemte han aldrig sine håndværksmæssige rødder. Da [[Håndværkerforeningen]] i 1894 manglede en kandidat til byrådet efter gørtlermester [[Nicolaj Hald (1828-1894)|N. Halds]] død, trådte Wilson til. Wilson sad i byrådet indtil 1899. Under hele perioden var han medlem af [[Kirkegårdsbestyrelsen]] og [[Brandkommisionen]], mens han fra 1896-1899 sad i [[Aarhus Offentlige Slagtehus|Udvalget for det offentlige slagtehus]].

I 1897 - ved A. Wilsons og Wilhelmines sølvbryllupsdag - forærede parret hver beboer i [[Aarhus Håndværkerforenings Asyl|håndværkerforeningens asyl]] ti kr. Det lyder måske ikke meget i dag, men dengang svarede beløbet til over 700 kr. pr. beboer.

I 1902 måtte Wilson overlade virksomheden til sine to sønner [[Lauritz Peter Wilson]] og [[Andreas Wilson (1876-1942)|Andreas Wilson]]. Helbredet var ikke, hvad det havde været, og især sønnen Andreas havde allerede i en ung alder vist evner inden for kobberhåndværket, som snildt kunne måle sig med faderens.

=== Privatliv ===
I 1880 boede familien på samme adresse som virksomheden i Klostergade. Her var 12 personer i hustanden. Andreas Wilson selv, hustruen Wilhelmine, deres fem børn, Lauritz Peter, Marie Nielsine, Andreas, Marie Katrine og Sophie Wilhelmine, Wilhelmines moder Gjertrud Marie, en tjenestepige og tre lærlinge. Da bygningen i Guldsmedgade 30 stod klar i 1896 flyttede familien ind her.

Privat var Wilson en stille mand. Ud fra den nekrolog, Aarhus Stiftstidende bragte i forbindelse med hans død i 1919, kan man læse, at Wilson ikke blandede sig meget i byens offentlige liv. Forskellige indslag i Stiftstidende gennem tiden viser dog, at han var en habil skytte, der deltog i flere skydninger. Først gennem [[Aarhus Borgerlige Skydeselskab]] og senere som medlem af [[Aarhus Skiveskydnings Selskab]].

[[Fil:A. Wilson, Helsingforsgade 14, Waldemar Riis Knudsen, 1947.jpg|thumb|right|300px|I 1947 flytte virksomheden A. Wilson til nye lokaler på [[Helsingforsgade]] [[Helsingforsgade 14|14]].]]

På sine gamle dage, efter sønnerne havde overtaget firmaet, brugte Wilson en del tid på sit lille værksted i Guldsmedegade, hvor han til det sidste fortsatte med at eksperimentere med forskellige legeringer og opfindelser.

Wilson døde i 1919 og blev efterfølgende begravet på [[Nordre Kirkegård]]. Hans gravmæle blev naturligvis forarbejdet i kobber, og er i dag det eneste af sin art på kirkegården.

===Virksomhedens senere liv===
Efter Wilsons død blev virksomhedens succesfuldt drevet videre af de to sønner.

Der blev udvidet med en underafdeling i København, mens virksomheden i Aarhus flyttede på [[Trøjborg]] til [[Willemoesgade]] [[Willemoesgade 15|15]].

I 1934 leverede firmaet de ekstra kroner samt en vindfløj med flag og kors, som ved en renovering blev tilføjet spiret på Christiansborgs Slot – et arbejde, som krævede omkring to tons kobber.

I 1947 blev firmaet omdannet til et aktieselskab – A. Wilson, Kobbersmedie og Metalvarefabrik A/S, og samtidig flyttede virksomheden endnu engang domicil – denne gang til en ny bygning på [[Helsingforsgade]] [[Helsingforsgade 14|14]] i Aarhus N. Blandt selskabets stiftere var flere medlemmer af Wilson-familien.

På dette tidspunkt var virksomheden også begyndt at arbejde med rustfrit stål, og i 1950’erne blev også plast tilføjet produktionen.

[[Fil:Domkirkens vejrhane, Børge Venge, 1955.jpg|thumb|right|250px|Sidst Wilsons forgyldte kobberhane havde fast grund under fødderne, var i 1955, hvor den blev nedtaget i forbindelse med en renovering. Det er i øvrigt Domkirkens daværende værges søn, Flemming Hammer Sørensen, som på billedet ses sammen med hanen.]]

I 1960 blev firmaet delt, så plast- og jernproduktionen blev skilt fra hinanden.

Akts. Rustfrit Stålmontage overtog kobber- og jernproduktionen, mens [[Einar A. Wilson A/S]] overtog plastproduktionen. Einar Wilson var sønnesøn af A. Wilson. Einar Wilson var i øvrigt det sidste medlem af Wilson-familien, som forlod bestyrelsen. Det skete i 1966.

Einar Wilson A/S eksisterer stadig i dag med adresse på [[Østre Kringelvej]] 13 i [[Egå]].

=== Ukomplet liste over Andreas Wilsons arbejde i Aarhus ===
* Hane og kugle på [[Aarhus Domkirke|domkirkens]] spir (1877)
* Hane og kugle på [[Vor Frue Kirke]]s spir (1878) – udskiftet i 1908
* Urskive på [[Christiansgades Skole]] (1900)
* Lysekrone i barokstil til domkirken (1903)
* Døbefont til [[Skt. Johannes Kirke]] (1905)

== Litteratur og kilder ==
* Gunnar Rasmussen, "Wilson - med løvefødder og gesvejsninger" artikel i "De Skabte Aarhus - Anden samling" Århus Byhistoriske Udvalg, 1992, red. Ib Gejl
* Århus Borgere 1915-1920, Udgiver: M. A. Caprani's Fotografiske Atelier, Århus. Hæfte II.
* Ole Degn (red.): ''Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968''. 1968'
* [http://www.sejrssedler.dk/ SejrsSedler.dk]

[[kategori:Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Niels Nielsen Weber

2025-01-16T12:02:56Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.148685, 10.195887~[[Ewaldsgade 10]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.148685, 10.195887
|align=right
}}</div>På grunden bag det nu forsvundne [[Frederiks Allé]] 80 overtog '''N. Weber''' i 1880 Ulstrups handelsgartneri. I slutningen af 1890’erne begyndte Weber at udstykke sin grund og [[Ewaldsgade]] blev ført igennem gartneriet. Weber, som i sin tid havde betalt 28.000 for området, kunne inkassere over 100.000 kr. på udstykningen.

===Webers liv===

Handelsgartner Niels Nielsen Weber er født den 12. marts 1852 i Sønder Højrup Sogn ved Ringe mellem Odense og Svendborg som søn af skolelærer og kirkesanger Jørgen Frederik Weber og Anne Margrethe Nielsen. 1)

Weber gennemgår en uddannelse som gartner, for vi møder ham i 1870 som elev inden for dette fag på Ryslinge Folkehøjskole mellem Odense og Svendborg.

I 1880 møder vi ham som gartner på godset Serridslevgård nord for Horsens.

Men dødsfald i ejerskabet til godset får ham til at søge andre græsgange. Han har den 17. december 1881 indgået en forpagtningskontrakt med købmand og gartner [[Rasmus Malling]] for perioden frem til 1. april 1892 på dennes gartneri i [[Frederiks Allé]] 80 (matr. nr. 5b) i Aarhus. Så Weber flytter efterfølgende til Aarhus i 1882 efter hans ansættelse på Serritslevgård.

Weber har i modsætning til den tidligere forpagter handelsgartner [[Leonard Laurits Abel Ulstrup]] og ejeren af jorden Rasmus Malling talent for at drive gartneri. Hans evner er så gode, at han allerede den 13. december 1888 køber gartneriet og jorden af Rasmus Malling.

I 1891 bliver Weber gift med [[Elise Jensine Nicoline Reeberg]], født den 17. september 1845 på Frederiksberg som datter af cand. phil. Peter Nicolau Reeberg og Marie Frederikke Rasmussen.

Weber har talent for gartnerfaget og mod på at vise det frem. Han deltager således i Havebrugsudstillingen i Tivoli i København, hvor han flere gange vinder sølvmedalje bl.a. i 1894 og får rosende omtale af hans roser.

Ud fra skatteoplysningerne ser det ud til, at Weber også har haft økonomiske evner for driften af gartneriet, men det bliver udstykningen af jorden, som han tjener mange penge på.

Gartneriet har til at begynde med adresse Frederiks Allé 80, men med Webers udstykning af jorden og anlæggelsen af [[Ewaldsgade]] over hans ejendom som følge heraf bliver adressen ændret til Ewaldsgade 10, men han bliver boende i samme hus.

Allerede før Webers tid er der sket en bebyggelse langs med Skanderborg Chausseen [Frederiks Allé], bl.a. har gartner Rasmus Mallings far købmand [[Andreas Malling]] tilbage i 1857 solgt byggegrunde langs chausseen ligesom udstykningen, og bebyggelsen af Rasmus Mallings naboejendom matr. nr. 5a har været i gang fra 1885. Men Weber giver sig god tid, så først i 1898 begynder han at udstykke gartneriet.

Men den 9. marts 1911 dør Weber efter længere tids svagelighed i en alder af 59 år.

Jensine Weber bliver dog boende i den gamle gartneribolig indtil hendes død den 5. april 1923. Hendens formue er pr. 1. februar 1916 opgjort til 123.700 kr. svarende i nutidskroner til godt 5 mio. kr. jf. Danmarks Statistiks prisberegner.

Parret fik ingen børn.

===Udstykningen af gartneriet ved Ewaldsgade===

Udstykningen af naboejendommen matr. nr. 5a syd for Webers gartneri tilhørende Rasmus Malling har været i gang siden 1885. Med den øgede tilflytning af nye indbyggeri i Aarhus og en heraf øget efterspørgsel efter boliger skulle man synes, at det ville være nærliggende også at tænke gartnerijorden udstykket til ejendomme.

Men den tidligere ejer Rasmus Malling har åbenbart ikke sådanne tanker, og Weber er kommet til byen i 1881 for at overtage forpagtningen og i 1888 ejerskabet af Mallings gartneri.

I 1897 søger Weber om at måtte opføre et nyt hus i bindingsværk til udsalg af planter og frø, og i 1900 ansætter han [[gartner R. Solberg]] i 1900 som bestyrer.

Men omkring 1898 sker der noget, Weber har nu fået lyst til at udstykke dele af hans jord til boliger, men såvel den faktisk gennemført udstykning som andre forhold antyder, at Weber kun har tanke om at udstykke den del af hans gartneri, som ligger langs Frederiks Allé og den nye Ewaldsgade.

Udstykningen og bebyggelsen af Webers gartneri på matr. nr. 5b fik med tiden et noget andet forløb, end parterne måske havde fantasi til i 1898.

I 1898/1899 sælger Weber jord til den første traditionelle udstykning til boligbyggeri. Omkring 1905 sælger han nogle mindre jordstykker til tre naboer i den tidligere matr. nr. 5a.

I 1909 eksproprierer Statsbanerne en del af den jord, som endnu ikke er udstykket af Weber begrundet i [[Landsudstillingen i Aarhus]] samme år. Ekspropriationen passer også fint ind i Statsbanernes planer for udflytning af godsbanegården til [[Mølleengen]], som matr. nr. 5b støder op til.

Efter Webers død vælger hans enke året efter i 1912 at overlade den videre udstykning til de (professionelle) udstykkere [[murermester S. Rasmussen]] og [[advokat S. Winge]].

Resultatet af handelsgartner Niels Nielsen Webers udstykning blev 5 ejendomme langs med vestsiden af Frederiks Allé, 3 ejendomme langs nordsiden og 6 langs sydsiden af Ewaldsgade. Hertil kom en ejendom i [[Wilstersgade]] og noget tillægsjord til de to virksomheder på naboområdet matr. nr. 5a: [[Aarhus Dampvaskeri]] og [[Thomas Jensen Boeskov]] samt til ejendommen Wilstersgade 25.

De nye ejere når lige at sælge yderligere noget jord langs med resten af den nuværende Ewaldsgade og dennes forlængelse udstykket og bebygget i perioden 1913 til 1915.

For i perioden 1916-1922 er Statsbanerne igen på banen med planlægningen af udflytningen af den gamle godsbanegård fra Midtbyen til [[Mølleengen]] og en heraf følgende mere omfattende ekspropriation til udvidelse af [[Banegraven]], så den nye [[Godsbanegården]] i Mølleengen får tilstrækkelig plads. Dette medfører, at Statsbanerne i perioden 1916 til 1919 eksproprierer yderligere af gartnerigrunden og nogle af de huse, som er opført for nylig i Ewaldsgades forlængelse.

Med Byrådets definitive opgivelse af [[Ewaldsbroen]] og de heraf nødvendige gadeanlæg kan de sidste stykker jord endelig bebygges i [[Hallssti]] i 1931.

Med Webers tidlige død i en alder af 59 år fik han kun en del af den økonomiske gevinst ved udstykningen, resten kom hans enke Jensine til gode.

Gartner Weber præger [[Frederiksbjerg]] i tiden fra hans ankomst til byen i 1881 og frem til den sidste ”udstykning” af hans gartneri i 1931, hvor de tre sidste ejendomme på den oprindelige matr. nr. 5b blev opført i Hallssti.

Vil man vide mere om områdets historie i nyere tid, kan der henvises til de lokalplaner, der i 1989 blev vedtaget for [[Karré 83]], [[Karré 82]] og [[Karré 81]], der hver dækker en del af gartnerijorden.

== Kilder ==
* 1) Kirkebogen for den pågældende dato

==Artikler==

*Torben Aastrup om Webers liv og hans udstykning af gartneriet ved Ewaldsgade:

[http://www.aastrup.de 1881-12-17 Handelsgartner Weber [version 2]]

[http://www.aastrup.de 1898-02-24 Udstykningen af handelsgartner Webers gartneri]

[http://www.aastrup.de 1898-02-24 Oversigt over Webers udstykning]

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Byer & bydele]]
[[Kategori: Gader & veje]]
[[Kategori: Bolig, byggeri & byplanlægning]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Odderbanen

2025-01-16T12:02:05Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.150343, 10.204647~[[Banegårdspladsen 1]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.150343, 10.204647
|align=right
}}</div>[[Fil:Oddergrisen, Børge Venge 1952.jpg|thumb|right|400px|Oddergrisen på perronen på [[Aarhus Hovedbanegård]].]]

Jernbanestrækningen Aarhus-Odder-Hov blev åbnet i 1884 drevet af Hads-Ning Herreders Jernbane. I 2012 blev Odderbanen fusioneret med [[Grenåbanen]] i selskabet [[Aarhus Nærbane]]

===Forhistorie===
En kold novemberdag i 1874 mødtes en række af egnens borgere i Odder for at diskutere jernbanesagen. De var kommet helt fra Aarhus i nord til Horsens i syd. Inspirationen var kommet fra nord, hvor [[Aarhus-Ryomgårdbanen]] var under anlæggelse. I de sydøstlige dele af vor egn nærede man også ønsker om at blive koblet på den rivende udvikling, som man kunne se, at jernbanerne skabte.

Der skulle rejses en klækkelig aktiekapital til projektets gennemførelse. I første omgang regnede man med, at man lokalt skulle samle 500.000 kr. ind. Resten af anlægssummen skulle finansieres gennem lån og store statstilskud.

Forskellige jernbanelinjer blev drøftet i løbet af det første år, men i 1875 stod det klart, at bestyrelsen for projektet ville arbejde for at etablere en jernbane mellem Aarhus og Odder. Efterhånden kom der fart på projektet, og aktierne blev i løbet af sommeren 1876 fuldtegnet. Forventningsfulde kontaktede bestyrelsen Indenrigsministeriet for at få loven båret igennem, men indenrigsminister Skeel gav dem en kold skulder. Staten ville ikke støtte anlægget af banen - hverken økonomisk eller politisk. Dertil var den simpelthen ikke vigtig nok.

Afslaget kvalte ikke den lokale opbakning. Her var sagen af afgørende betydning. Bestyrelsen havde i 1881 modtaget et tilbud på 1.050.000 kr. for anlæggelse af en jernbane fra Hou over Odder til Aarhus med tilslutning til statsbanernes net ved [[Viby]]. Betalingen skulle falde kontant, da det gjorde arbejdet flere hundredetusinder kroner billigere.

Et kæmpe arbejde forestod nu med at rejse tilstrækkelig kapital fra de lokale aktionærer. Det blev en nervepirrende kamp, for i forhold til tidligere skulle aktiekapitalen forhøjes med 100 %.

===Kong Hans og godsejeren===
[[Fil:Hans Broge ca 1890.jpg|thumb|left|250px|Storkøbmanden [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]] spillede en afgørende rolle i Odderbanens tilblivelse]]

Den aarhusianske storgrosserer [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]], i Aarhus kaldet Kong Hans, havde fra det første møde i 1874 haft en fremtrædende rolle i processen frem mod jernbanens tilblivelse. Broge havde oparbejdet et efter datidens forhold enormt forretningsimperium, hvis vigtigste handelsvare var landbrugsprodukter. Han havde en stor interesse i at få jernbanen vendt mod Aarhus, så egnens landmænd ikke skulle få den skøre idé at sende deres produkter til udskibning i den nyanlagte Esbjerg Havn.

I 1881 rejste han i et ganske udsædvanligt brev sagen for [[Aarhus Byråd]]. I brevet tilbød Broge Aarhus Kommune 24.000 kr. kontant. Kommunen skulle til gengæld købe aktier i Odderbanen for 200.000 kr. og opføre [[Skt. Clemens Bro]], som havde været på tegnebrættet længe.

Beløbet ville skæppe anseeligt i den noget slukne kommunekasse. Det dækkede reelt ’kun’ over en kontant donation på 10.000 kr. til finansieringen af Sct. Clemens Bro. Resten af beløbet kan vel bedst betegnes som et forlig om en skatterestance, som Aarhus Kommune og Broge gennem nogen tid havde kæmpet om. Broge lovede endvidere i fremtiden at være ubetinget skattepligtig til [[Aarhus Kommune]], hvis begge sager var afsluttet inden udgangen af 1884. Det var meget store ord fra en mand, som gennem nogen tid havde levet i skattely i [[Brabrand-Årslev Kommune]]. Byrådet tog imod Broges udstrakte hånd, men kommunen ville i første omgang ikke tegne aktier for mere end 50.000 kr.

Det fik den lettere excentriske godsejer [[Frederik Christian Emil von Holstein-Rathlou]], [[Ratlousdal]], til at reagere. Godsejeren havde også været engageret i jernbaneprojektet siden 1874. Holstein-Rathlou havde store interesser at beskytte i området syd for Odder. Her ejede han de to store gårde, [[Gersdorffslund]] og [[Rodsteenseje]], og han havde i 1881 bygget havn i Hou.

Gennem et intensivt forhandlingsforløb i 1881-82 fik Holstein-Rathlou, Aarhus Kommune og [[Aarhus Amt]] efterhånden presset hinanden til at købe aktier 200.000 kr. hver især. Og med støtte fra de andre kommuner langs banen samt fra private donatorer var der i 1882 endelig samlet nok lokale penge sammen. Kort tid efter kvitterede Rigsdagen med at vedtage loven, som kunne sætte anlægsarbejdet i gang.
Med sit store aktiekøb fik Holstein-Rathlou trukket banen til Hou, hvor der blev bygget en temmelig stor endestation med værelser til personale. Banen blev indviet under stor festivitas den 18. juni 1884, hvor det første tog rullede ud fra stationen i Hou.

===Fællesskab med DSB===
[[Fil:Odderbanen station, Børge Venge.jpg|thumb|right|350px]]

I første omgang kom banen dog kun til at gå til Viby. Herfra og ind til [[Aarhus Hovedbanegård]] delte man frem til den 1. oktober 1917 et fælles spor med DSB. I oktober 1882 blev der afsluttet overenskomst med Statsbanerne om tilslutningen ved Viby og benyttelsen af Statsbanernes spor fra Viby til Aarhus og banens medbenyttelse af Aarhus station. Det var heri bestemt, at banen foruden den årlige afgift skulle betale Statsbanerne 40.000 kr. én gang for alle.

===Endestationen sløjfes===
Allerede i 1960erne blev der truffet beslutning om at sløjfe strækningen fra Odder til Hou og nedlægge stationerne, men effektueringen trak ud. Først i 1977 blev banestrækningen endeligt nedlagt. En del af den gamle banetrace blev efterfølgende anvendt til anlæg for den nye amtsvej mellem Odder og Hou.

===Økonomi og befordring===
De første 60 år var Odderbanen overordnet set en god forretning. Banen havde givet et udbytte til aktionærerne på 1,399 mill. kr.

Hele 52 driftsår havde givet overskud - samlet 3.218.631 kr. De resterende blot otte driftsår havde givet et samlet underskud 212.081 kr.

Af rejsende havde banen i de første 60 år befordret godt 18 millioner og mere end 3,6 millioner tons gods.

Passagertallet toppede i 2006 med lidt over 1,2 million rejsende årligt.

Odderbanen har gennem årene generelt klaret sig flot. Når forskellige kommissioner har undersøgt privatbanerne i Danmark, har Odderbanen som oftest ligget i den gode ende, mens banerne i den anden ende blev nedlagt.

===Aarhus Nærbane===
I forbindelse med strukturreformen i 2007 overgik ejerskabet af Odderbanen til [[Midttrafik]] under Region Midtjylland. Den 9. december 2012 blev Odderbanen fusioneret med [[Grenåbanen]] i selskabet [[Aarhus Nærbane]]. Planerne om en nærbane havde været undervejs siden 1999, men flere forhold bl.a. omkring indkøb af nye togsæt fik sagen til at trække ud.

Nærbanen indgår i projektet omkring [[Aarhus Letbane]].

===Stationer===
[[Fil:Odderbanen Børge Venge, 1959.jpg|thumb|right|300px|Banestation ved [[Viby]] i 1959]]

En tur fra Aarhus mod Hou forløb således:

* [[Aarhus Hovedbanegård|Aarhus H]]
* [[Viby|Viby J]]
* [[Tranbjerg]]
* [[Gunnestrup]]
* [[Mårslet]]
* [[Beder]]
* [[Egelund]]
* [[Malling]]
* Assendrup
* Odder
* Neder Randlev
* Boustrup
* Halling
* Hou

===Fra kul til diesel===
I begyndelsen af 1920erne vandt bilismen efterhånden frem. Banen oplevede konkurrencen fra lastbiler og biler. Det første modtræk var at hæve kørerhastigheden, således at turen fra Hou til Aarhus ville kunne gøres på 85 mod tidligere 97 minutter.

For at stå bedre i konkurrencen anskaffede banen sig i 1926 sit første diesellokomotiv. [[Frichs fabrikken]] i Aarhus havde påbegyndt bygningen af dieselmotorvogne, og Odderbanen var den bane, som gik over til at bruge vognen fra Frichs.

Det var en stor omvæltning at gå fra damp til motordrift. Nu kunne strækningen fra Odder til Aarhus gøres på blot 50 minutter.

===Oddergrisen===
Togene har lige siden begyndelsen i 1884 haft dette noget ejendommelige øgenavn. Navnet skulle efter sigende referere til togenes undseelige størrelse, men hvorfor det lige er Odder, som måtte lægge navn til, når endestationerne var Aarhus eller Hou, er en gåde.

Læs mere om Aarhus jernbaner på: [[Jernbaneforbindelser til Aarhus]]

== Henvisninger ==
* [http://da.wikipedia.org/wiki/Aarhus Wikipedia-artikel om Aarhus]
* [http://jernbanen.dk/pbaner.php?s=144&n=hads-ning-herreders-jernbane-odderbanen/ Artikel om Odderbanen]
* [http://evp.dk/index.php?page=hads-ning-herreders-jernbane/ Artikel om Odderbanens drift]
* Hads-Ning Herreds Jernbane 1884-1909. Jubilæumsskrift
* Hads-Ning Herreds Jernsbane 1884-1944. Jubilæumsskrift
* Jørgensen, Ole Linå m.fl., En egn - et spor gennem tiden: ved HHJs 125 års jubilæum, 2009, Odder Lokalhistoriske Arkiv.

[[Kategori: Trafik & transport]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Anders Grarup (1802-1871)

2025-01-16T11:59:22Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.160123, 10.213003~[[Mejlgade 55]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.160123, 10.213003
|align=right
}}</div>[[Fil:Anders Grarup (1802-1871).jpg|thumbnail|Anders Grarup]]

'''Anders Grarup''' (født den 8. november 1802 i Aarhus, død den 17. december 1871 i Aarhus) var tobaksfabrikant og medlem af [[Aarhus Borgerrepræsentation]] fra den 2. april 1838 til den 1. januar 1842 og fra den 23. januar 1845 til den 23. januar 1851.

Han var søn af tobaksspinder [[Peder Andersen Grarup]] og hustru Maren Nielsdatter.
Gift med Dorthea Sophie Frost (født den 14. januar 1800 i Randers, død den 17. september 1848 på Klitgård, Nørholm sogn, Aalborg amt), datter af skipper Lorentz Johannes Frost og hustru Lovise Dorthea Kross.

===Tobakshandel i Mejlgade===
Grarups far var tobakshandler i Aarhus, men døde, da Anders Grarup var ca. 11 år. Ved Grarups konfirmation den 13. april 1817 havde han adresse ved købmand og tobakshandler [[Thomas Pedersen Funder (1804-1860)|Peder Funder]] i [[Rosensgade]].

I 1827 startede Anders Grarup en tobakshandel i [[Mejlgade]] [[Mejlgade 80|80]], og indrykkede i den forbindelse følgende annonce i [[Aarhus Stiftstidende]]:

: ''”At jeg Undert. haver anlagt en Tobaksfabrique i Gaarden No. 97 paa Middelgade, som er forsynet med forsk. Sorter Røg- Skraae- og Snuustobakker, vil jeg ei undlade herved at bekjendtg. for de af mine Ærede Venner og Velyndere, saavel Inden- som Udenbyes, der vil forunde mig deres Søgning, forsikrende Enhver gode Vare, samt reel og billig Behandling Aarhuus, d. 27. Nvbr. 1827 A. Grarup”''

Senere flyttede Grarup ind i [[Mejlgade 55]], hvor han er at finde ved folketællinger fra 1834. Fabrikken fik aldrig noget særlig stort omfang. I senere erindringer betegnes Grarup som "en velanset borger i byen, men svagelig og uden driftighed og dygtighed". Familiens indtægter skyldtes derfor mindre tobaksfabrikken end et korntørringsanlæg, der var installeret i et stort baghus. Senere anvendtes en del af den gamle gård som kaserne; en af soldaterne havde nedkradset følgende karakteristik på væggen:

: ''I Grarups hus / er rotter og mus, / er lopper og lus / mod fnat må soldaten kæmpe.''

===Ægteskab og børn===
Anders Grarup var gift med Dorthea Sophie Frost, med hvem han fik otte børn. Hustruen døde af sindssyge, en lidelse en af døtrene også døde af. En søn forsvandt på isen en vinter i bugten [[Aarhus Bugt|bugten]], mens en anden søn døde af lammelser.

I forbindelse med hustruens død indrykkede Grarup en annonce i Aarhuus Stiftstidende:

: ''"Det blev min tunge Lod at bringe Slægt og Venner det Sorgens Budskab, at det behagede den Alvise, under et Familiebesøg paa Klitgaard ved Aalborg, den 17. ds., at bortkalde til et bedre Liv min inderlig elskede Kone, Dorthea Sophie Grarup, f. Frost, i hendes 49. Aar. Jeg tabte i hende den kjærligste Ægtefælle, der trolig deelte med mig Livets Sorger og Glæder, og mine 7 uforsørgede Børn den ømmeste Moder. Mindet om hendes altopofrende Ømhed for os vil stedse bevares i Kjærlig Erindring af hendes efterladte Børn og dybtsørgende Mand. Aarhuus, d. 27. Sept. 1848 A. Grarup''

===Dragoner i gården===
Omkring 1852 arbejdede Grarup også som billettør – det vil sige, at han forestod indkvartering af soldater. Grarup havde også selv soldater boende hos sig. Både i 1834 og 1845 fandtes der fire dragoner fra [[3. Dragonregiment]] hjemme hos familien Grarup. I 1847 lod Grarup bygge et stadigt eksisterende pakhus i baggården til [[Mejlgade]] 55. I pakhuset blev indrettet [[Grarups kaserne]] til nogle af byens dragoner.

I 1860 blev Anders Grarup erklæret fallit, og gården samt tobaksfabrikken i Mejlgade 55 blev sat på auktion. Den 22. marts 1861 blev gården ved fjerde auktion tilstået kreditforeningen for 7.100 rigsdaler. Grarup blev dog boende i gården. Den ene af Grarups sønner købte senere gården tilbage, og ved en folketælling fra 1880 boede tre af Grarups voksne ugifte børn stadig i bygningen.

De sidste år af Grarups liv var præget af sorg over flere af børnenes død. Han døde selv i december 1871.

===Familien Grarup i G.A. Jensens erindringer===
I 1943 udgav [[Gottlieb Andreas Jensen]] sine barndoms- og ungdomserindringer, hvori også familien Grarup blev omtalt

: ''"Familien var stor, og det var ikke rigeligt med Udkommet. Faderen var Tobaksfabrikant og ejede en gammel bindingsværks Kjøbmandsgaard paa Mejlgade. Han var en velanset Borger i Byen, men svagelig og uden Driftighed el. Dygtighed, hans Fabrikation indskrænkede sig vistnok til paa en gammeldags Presse at lave noget Skraatobak, og i den lange Boutik, som strakte sig fra Gade- til Gaardside, har jeg aldrig set en Kunde. Familiens Indtægter hidrørte fra et stort nyt Baghus, der var indrettet til Korntørringsovn; der tørrede Byens Kjøbmænd deres Korn for at skaffe det god Vægt inden det udførtes. Grarup var Enkemand, Konen var død som sindssyg. Det ældste af Børnene Louise styrede det store Hus med Dygtighed, Orden og Økonomi, og var som Moder for dem alle. ... At Grarup gik fallit, gjorde ingen mærkelig Forandring. Han skyldte ikke meget ... Vel overtog Kreditforeningen Gaarden for Pantegjæld, men da den samtidig lejedes ud til ham, blev alt ved det gamle."''

G.A. Jensens skrev videre med en beskrivelse af hvert af de mange børn, der alle endte med at dø barnløse.

===Medlem af eller repræsentant i...===
*[[Aarhus og militæret|Indkvarteringskommissionen]] 1838-42
*Komiteen til at anvise regninger 1838-40 og 1845-47
*[[Skovkommissionen]] 1841-42
*[[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]] 1845-49
*[[Brolægningskommissionen]] 1847-50
*[[Budgetkomiteen]] 1850

==Kilde og litteratur==
* G.A. Jensens, Barndoms- og ungdomserindringer fra Aarhus og Viborg, H. Hagerup, 1943 (s. 115-119)
* Århus Stiftstidende 30.11.1827, 29.09.1848, 01.08.1852, 22.09.1855, 06.10.1860, 04.01.1861, 22.03.1861, 18.12.1871, 19.12.1871
* [http://www.sejrssedler.dk/search_listing?people=Grarup Opslag om Grarup i SejrsSedler.dk]
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Anders Grarup (1802-1871)

2025-01-16T11:58:40Z

Balthasar:

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.160123 longitude=10.213003>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.213003, 56.160123] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>[[Fil:Anders Grarup (1802-1871).jpg|thumbnail|Anders Grarup]]

'''Anders Grarup''' (født den 8. november 1802 i Aarhus, død den 17. december 1871 i Aarhus) var tobaksfabrikant og medlem af [[Aarhus Borgerrepræsentation]] fra den 2. april 1838 til den 1. januar 1842 og fra den 23. januar 1845 til den 23. januar 1851.

Han var søn af tobaksspinder [[Peder Andersen Grarup]] og hustru Maren Nielsdatter.
Gift med Dorthea Sophie Frost (født den 14. januar 1800 i Randers, død den 17. september 1848 på Klitgård, Nørholm sogn, Aalborg amt), datter af skipper Lorentz Johannes Frost og hustru Lovise Dorthea Kross.

===Tobakshandel i Mejlgade===
Grarups far var tobakshandler i Aarhus, men døde, da Anders Grarup var ca. 11 år. Ved Grarups konfirmation den 13. april 1817 havde han adresse ved købmand og tobakshandler [[Thomas Pedersen Funder (1804-1860)|Peder Funder]] i [[Rosensgade]].

I 1827 startede Anders Grarup en tobakshandel i [[Mejlgade]] [[Mejlgade 80|80]], og indrykkede i den forbindelse følgende annonce i [[Aarhus Stiftstidende]]:

: ''”At jeg Undert. haver anlagt en Tobaksfabrique i Gaarden No. 97 paa Middelgade, som er forsynet med forsk. Sorter Røg- Skraae- og Snuustobakker, vil jeg ei undlade herved at bekjendtg. for de af mine Ærede Venner og Velyndere, saavel Inden- som Udenbyes, der vil forunde mig deres Søgning, forsikrende Enhver gode Vare, samt reel og billig Behandling Aarhuus, d. 27. Nvbr. 1827 A. Grarup”''

Senere flyttede Grarup ind i [[Mejlgade 55]], hvor han er at finde ved folketællinger fra 1834. Fabrikken fik aldrig noget særlig stort omfang. I senere erindringer betegnes Grarup som "en velanset borger i byen, men svagelig og uden driftighed og dygtighed". Familiens indtægter skyldtes derfor mindre tobaksfabrikken end et korntørringsanlæg, der var installeret i et stort baghus. Senere anvendtes en del af den gamle gård som kaserne; en af soldaterne havde nedkradset følgende karakteristik på væggen:

: ''I Grarups hus / er rotter og mus, / er lopper og lus / mod fnat må soldaten kæmpe.''

===Ægteskab og børn===
Anders Grarup var gift med Dorthea Sophie Frost, med hvem han fik otte børn. Hustruen døde af sindssyge, en lidelse en af døtrene også døde af. En søn forsvandt på isen en vinter i bugten [[Aarhus Bugt|bugten]], mens en anden søn døde af lammelser.

I forbindelse med hustruens død indrykkede Grarup en annonce i Aarhuus Stiftstidende:

: ''"Det blev min tunge Lod at bringe Slægt og Venner det Sorgens Budskab, at det behagede den Alvise, under et Familiebesøg paa Klitgaard ved Aalborg, den 17. ds., at bortkalde til et bedre Liv min inderlig elskede Kone, Dorthea Sophie Grarup, f. Frost, i hendes 49. Aar. Jeg tabte i hende den kjærligste Ægtefælle, der trolig deelte med mig Livets Sorger og Glæder, og mine 7 uforsørgede Børn den ømmeste Moder. Mindet om hendes altopofrende Ømhed for os vil stedse bevares i Kjærlig Erindring af hendes efterladte Børn og dybtsørgende Mand. Aarhuus, d. 27. Sept. 1848 A. Grarup''

===Dragoner i gården===
Omkring 1852 arbejdede Grarup også som billettør – det vil sige, at han forestod indkvartering af soldater. Grarup havde også selv soldater boende hos sig. Både i 1834 og 1845 fandtes der fire dragoner fra [[3. Dragonregiment]] hjemme hos familien Grarup. I 1847 lod Grarup bygge et stadigt eksisterende pakhus i baggården til [[Mejlgade]] 55. I pakhuset blev indrettet [[Grarups kaserne]] til nogle af byens dragoner.

I 1860 blev Anders Grarup erklæret fallit, og gården samt tobaksfabrikken i Mejlgade 55 blev sat på auktion. Den 22. marts 1861 blev gården ved fjerde auktion tilstået kreditforeningen for 7.100 rigsdaler. Grarup blev dog boende i gården. Den ene af Grarups sønner købte senere gården tilbage, og ved en folketælling fra 1880 boede tre af Grarups voksne ugifte børn stadig i bygningen.

De sidste år af Grarups liv var præget af sorg over flere af børnenes død. Han døde selv i december 1871.

===Familien Grarup i G.A. Jensens erindringer===
I 1943 udgav [[Gottlieb Andreas Jensen]] sine barndoms- og ungdomserindringer, hvori også familien Grarup blev omtalt

: ''"Familien var stor, og det var ikke rigeligt med Udkommet. Faderen var Tobaksfabrikant og ejede en gammel bindingsværks Kjøbmandsgaard paa Mejlgade. Han var en velanset Borger i Byen, men svagelig og uden Driftighed el. Dygtighed, hans Fabrikation indskrænkede sig vistnok til paa en gammeldags Presse at lave noget Skraatobak, og i den lange Boutik, som strakte sig fra Gade- til Gaardside, har jeg aldrig set en Kunde. Familiens Indtægter hidrørte fra et stort nyt Baghus, der var indrettet til Korntørringsovn; der tørrede Byens Kjøbmænd deres Korn for at skaffe det god Vægt inden det udførtes. Grarup var Enkemand, Konen var død som sindssyg. Det ældste af Børnene Louise styrede det store Hus med Dygtighed, Orden og Økonomi, og var som Moder for dem alle. ... At Grarup gik fallit, gjorde ingen mærkelig Forandring. Han skyldte ikke meget ... Vel overtog Kreditforeningen Gaarden for Pantegjæld, men da den samtidig lejedes ud til ham, blev alt ved det gamle."''

G.A. Jensens skrev videre med en beskrivelse af hvert af de mange børn, der alle endte med at dø barnløse.

===Medlem af eller repræsentant i...===
*[[Aarhus og militæret|Indkvarteringskommissionen]] 1838-42
*Komiteen til at anvise regninger 1838-40 og 1845-47
*[[Skovkommissionen]] 1841-42
*[[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]] 1845-49
*[[Brolægningskommissionen]] 1847-50
*[[Budgetkomiteen]] 1850

==Kilde og litteratur==
* G.A. Jensens, Barndoms- og ungdomserindringer fra Aarhus og Viborg, H. Hagerup, 1943 (s. 115-119)
* Århus Stiftstidende 30.11.1827, 29.09.1848, 01.08.1852, 22.09.1855, 06.10.1860, 04.01.1861, 22.03.1861, 18.12.1871, 19.12.1871
* [http://www.sejrssedler.dk/search_listing?people=Grarup Opslag om Grarup i SejrsSedler.dk]
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Århus Købmandsskole

2025-01-16T11:57:50Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.145106, 10.204016~[[Hans Broges Gade 2]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.145106, 10.204016
|align=right
}}</div>I 150 år har '''Århus Købmandsskole''' (nu '''Aarhus Business College''') sørget for, at unge aarhusianere har fået en god og solid handelsuddannelse. Skolen var den første af sin art i Danmark, og den blev et forbillede for den bølge af handelsskoler, som efterfølgende skød op.

Da fremsynede mænd arbejdede med planer om at oprette en handelsskole i Aarhus, var tiden var præget af opbrud. Folkestyret havde efterhånden fået fast grund under fødderne, og Forenings-danmark var så småt ved at blomstre. For at stå stærkt måtte man stå sammen.

Foreninger og interesseorganisationer skød op landet over – også i Aarhus, hvor bl.a. [[Aarhus Handelsforening]] i 1862 blev etableret. Her var enhver købmand med respekt for sig selv naturligvis medlem.

Aarhus var i en periode med markante forandringer. Med etableringen af en moderne havn og jernbanen blev byen efterhånden det naturlige handelscentrum i Jylland. Den nye position krævede stadig mere af den nye generations unge: For at udnytte mulighederne måtte der mere uddannelse til.

[[Aarhus Handelsforening]] begyndte i 1864 at arbejde for etableringen af en lokal handelsskole. Man havde ikke mange succesfulde erfaringer at trække på. Rundt om i landet havde der ganske vist været flere forsøg på at etablere handelsskoler, men de var af forskellige årsager mislykkedes. Handelsforeningens foregangsmænd i denne sag, købmændene [[Carl Emil Secher (1818-1890)|Emil Secher]], [[Moritz Rudolph Koppel (1828-1901)|M.R. Koppel]] og [[N.H. Larsen]], arbejdede for at etablere undervisning for unge handelsbetjente og lærlinge. Undervisningen skulle foregå i aftentimerne, da eleverne jo fortsat skulle arbejde. Opbakningen var god, og 36 elever kunne tage plads på skolebænken, da den første undervisningsgang blev afholdt den 8. marts 1865.

Mundret kan man ikke kalde skolens navn, [[Aarhus Handelsforenings Aftenskole]] - fra 1942 [[Aarhus Handelsstandsforeningens Handelsskole]], men det var jo sigende for tilhørsforholdet. Skolen fik lokaler på [[borgerdrengeskolen i Vestergade]], hvor også skolens forstander [[J.J. Olsen]] arbejdede som overlærer. Olsen virkede som handelsskolens leder i 36 år frem til 1901. Skolen flyttede i 1872 til lokalerne i [[Paradisgades Skole]], efter at Olsen to år før var blevet forflyttet hertil.

Til at begynde med var handelsskolens undervisning mere en forlængelse af folkeskoleforløbet. Her forsøgte man at forbedre og styrke færdighederne i sprog og regning, men efterhånden fandt flere og flere egentlige handelsfag som bogføring og bogholderi også vej til skemaet.

===Aarhus-modellen viste vejen===
Erfaringerne fra Aarhus havde vist, at det var muligt at skabe en levedygtig handelsskole. Med udgangspunkt i Aarhus-modellen spredte handelsskolebevægelsen efterhånden ud over landet. Horsens, Aalborg og Hjørring var blandt de næste byer, som fik en handelsaftenskole. I 1881 nåede idéen også helt til hovedstaden, da en kreds af fremtrædende københavnske købmænd stiftede en forening, der skulle stå for undervisningen.

Handelsforeningens handelsskole kom dog hurtigt til at stå alene på et afgørende punkt. I 1891 gik andre jyske handelsskoler sammen om at lave en fælles plan for handelsskoleundervisningen. Striden gik specielt omkring skoleforløbets varighed. På de andre skoler tog forløbet tre år, men i Aarhus måtte eleverne igennem fire år, og det agtede forstander J.J. Olsen ikke at ændre på. Konsekvensen blev, at de aarhusianske elever ikke fik et afgangsbevis, som eleverne fik på de andre jyske handelsskoler. Dette forblev et stridspunkt frem til 1901, hvor Handelsforeningen valgte at afskedige forstander J.J. Olsen.

Den nye forstander [[Søren Pedersen (1859-1912)|Søren Pedersen]] bragte på ganske elegant vis orden i sagerne. Eleverne kunne nu forlade skolen efter tre år, dog uden eksamen, eller tage det fjerde år med og få lov at afslutte uddannelsen med en officiel eksamen. For at blive indstillet til eksamen skulle man dog både være ’flink og dygtig’.

===Dygtige elever og umuliusser===
Søren Pedersen blev i 1929 afløst af [[Holger Schou]]. Han var forstander frem til 1959, og under Schous ledelse tog skolen store skridt retning af den form, som købmandsskolen har i dag. Undervisningen blev specialiseret mod erhvervslivets behov. I 1930'erne bestemte Handelsministeriet, at handelsskolerne skulle opdeles i tre hovedlinjer indenfor butik, kontor og real- og præliminæreksamen. Fag som lak- og skilteskrivning, salgslære og maskinskrivning kom i denne tid på skemaet. I 1950'erne skete en yderligere specialisering med linjer indenfor apotekerlærer, bankfunktionærer og en korrespondentlinje henvendt til dygtige kvindelige kontorelever med en god realeksamen.

Det tilfaldt nu ikke alle at få en god eksamen. Forstander Schou tordnede bemærkelsesværdigt og hårdt til skolens afslutning i 1947 mod eleverne. I Stiften var følgende gengivet. ''”I fjor havde vi i Skolen det hidtil daarligste resultat, men i Aar er det endnu ringere. Selv Umuliusser kan i Dag faa høj Løn, men det vil ikke blive ved at være saadan. Den Dag kommer igen, da der blive Konkurrence, og saa bliver det de Uinteresserede, der først ryger ud i Arbejdsløshedens Kvaler. Hvad Aarsagen nu end kan være, har Viljen til at gøre et Arbejde været alt for ringe i Aar. Det gælder navnlig Klasse 4D i Linie A.”''

Ledelsen handlede prompte. Undervisningen blev flyttet fra aften- til dagtimerne, og man samlede den på en og samme dag. Foruden de timeansatte lærere blev også tre adjunkter fra [[Den Jydske Handelshøjskole]] ansat.

De følgende år blev flere og flere elever optaget. Pladsen var efterhånden så trang på Paradisgades Skole, at der også blev undervist på [[Frederiks Allé Skole]], [[Nørrebrogades Skole]], [[Christiansgades Skole]] og [[Marselisborg Gymnasium]].

I 1962 købte Handelsforeningen den smukke Christiansgades Skole af [[Aarhus Kommune]], og undervisningen blev samlet her. I 1970 fusionerede skolen med Århus Købmandsskole og tog efterfølgende navneforandring efter fusionspartneren. Århus Købmandsskole var i 1905 oprettet under navnet Den Jyske Handelshøjskole. Skolen havde blandt andet til huse i Christiansgade Skole frem til 2004.

==Kilder og litteratur==
* Vagn Dybdahl, Finn H. Lauridsen: ''Handelsskolen i Aarhus 100 år'', Aarhus Handelsstandsforening, 1965
* [http://www.aabc.dk/files/PDF/AABC-generel/Landkort/hbg_jubilæum.pdf Henrik Fode, Fra Den Jydske Handelshøjskole til Århus Købmandsskole – En skolebygning gennem 100 år]

[[Kategori: Ejendomme & bygningsværker]]
[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Undervisning & uddannelse ]]

Carl Christian Kruse

2025-01-16T11:56:59Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.148848, 10.207292~[[Værkmestergade 15B]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.148848, 10.207292
|align=right
}}</div>
[[Fil:Kruse.JPG|300px|thumb|right|Carl Christian Kruse]]
Karetmager '''Carl Christian Kruse''' var den første formand for [[Arbejderbevægelsen i Aarhus]]. Arbejdskammerater valgte ham 21. oktober 1871 til leder af Aarhus-afdelingen af Internationale i Danmark. Ligesom andre af arbejderbevægelsens berømte pionerer – bl.a. Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff – blev hans skæbne hård.

===Baggrund===
Som mange af den tids håndværkere havde Kruse, der var født som landarbejdersøn på Falster i 1833, i sine unge dage vandret omkring som håndværkersvend i Tyskland og i Frankrig. Som uddannet karetmager kom Kruse til Aarhus, hvor han blev ansat på [[Centralværkstedet]]. I udlandet havde han mødt de nye socialistiske idéer, der optog ham. Nogen rabiat socialistisk agitator var der dog ikke i Kruse, og derfor var han noget ildeset blandt de revolutionære socialister i København.

Ideologisk sluttede han sig især til den frisindede venstrepolitiker [[Lars Bjørnbak (1824-1878)|Lars Bjørnbak]] i [[Viby]]. I faghistorien beskrives Kruse da også som en elskværdig, jævn og tillidsvækkende mand med et sundt og roligt omdømme. Kort sagt en støt og solid natur, der blev venner med sine arbejdskammerater, og derfor valgte de ham til formand for det, der i længden udviklede sig til [[Socialdemokratiet]] i Aarhus.

===Kruse og arbejderbevægelsen i Aarhus===
Anført af snedkersvend [[A.P. Berg]] stiftedes i [[Riis Skov]] i september 1871 en socialistisk arbejderforening i Aarhus, der tilmeldte sig ”Internationale” i København. Herefter holdtes med øget tilslutning flere arbejdermøder i Frandsens lokale [[Vinden]], der lå i [[Kannikegade]].

21. oktober 1871 konstitueredes arbejderforeningen officielt som afdeling af ”Internationale”, og C.C. Kruse blev valgt som formand. Socialistføreren Poul Geleff talte fire dage senere i Aarhus for 700 tilhørere fra alle samfundslag.

I løbet af 1872 voksede C.C. Kruses popularitet. Da det i selve Aarhus by var forbudt ”Internationale” at holde friluftsmøder ansøgte han om excerserpladsen ”[[Galgebakken]]”, hvilket militæret afslog. I stedet samlede han arbejderne på Kvægtorvet (!), mens dragonerne holdt sig parate til udrykning. Det kom dog ikke til sammenstød.

Kruse blev kandidat til både byrådet og Folketinget. Blandt anbefalerne til Folketingsvalget i september 1872 sagde én, at Kruse ”hverken var Socialist eller Kommunist, men arbeider kun hen til, at de Smaa i Samfundet skal komme til deres Ret.” Men Kruse blev ikke valgt. På selve valgdagen trak han sin opstilling tilbage, da han ikke følte at kunne vinde over en af omegnens bønder.

Kruse var en visionær mand, der tidligt bl.a. udkastede planer om rejsning af et forsamlingshus i Aarhus, hvor byens arbejdere og omegnens bønder kunne mødes. Han støttede derfor også opråbet om aktietegning i Den Folkelige Forsamlingsbygning, som Venstre lod opføre i Østergade i 1875.

C.C. Kruse talte i 1872 ved flere møder i København og besøgte Louis Pio i arresten i København. Han lod sig også fotografere sammen med dansk ”Internationales” nye formand, cigarmager Carl Würtz.

Som julegave forærede snedkersvendene i Aarhus ham en lænestol i taknemmelighed.

I januar 1873 blev Kruse genvalgt som formand. Ved et Grundlovsmøde i Aarhus 5. juni 1873 hyldede Kruse socialistførerne Pio, Brix og Geleff. Mødet sluttede med en demonstration med musik og sang gennem byens gader og sluttede på Torvet med en stor hyldest til Kruse.

”Internationale” blev forbudt i august 1873. I Aarhus dannedes herefter [[Den demokratiske Arbejderforening for Aarhus og Omegn]]. Murer F. Sørensen blev nu formand, men Kruse var fortsat aktiv. Den ny forening svandt dog hurtig ind. Først 2. oktober 1882 blev der stiftet en arbejderforening, [[Demokratisk Samfund]], der havde de to typografer ved Aarhus Amtstidende [[Harald Otto Jensen (1851-1925)]] og [[Conrad Emil Marott]] som foregangsmænd. Sidstnævnte blev formand. 30. april 1883 vedtog Demokratisk Samfund på sin generalforsamling at antage Socialdemokratiets program og blev derved den første provinsafdeling af partiet.

===Afsked og død===
Nogle måneder før Kruse i 1871 blev valgt til arbejdernes formand, havde ledelsen ved [[Centralværkstedet]] bekendtgjort, at arbejderne ikke måtte deltage i ”politiske Agitationer”. Stille og roligt arbejdede Kruse dog videre for at forbedre arbejdernes forhold.

En ny og ret nidkær værkfører gav Kruse flere advarsler. Da Kruse i 1874 havde en kvart fridag til gode og ønskede denne anvendt 5. juni, så han kunne komme til Grundlovsfest, gik det galt. Han blev afskediget med den begrundelse, at han havde læst avis i arbejdstiden. Dermed røg Aarhus’ første arbejderleder ud af porten.

Venstremænd i byens omegn hjalp ham til at blive selvstændig karatmager, men det rakte alligevel kun til sulteføde. Han fik først en lille arbejderbolig i [[Frederiks Allé]], men måtte på grund af nød flytte ned i et lille værelse i [[Nygade]]. I juni 1876 var der socialdemokratisk kongres i København, og C.C. Kruse deltog som en syg og nedbrudt mand. 25. august samme år døde han, kun 43 år gammel.

===Kruse i eftertiden===

C.C. Kruse blev begravet på [[Søndre Kirkegård|den gamle kirkegård]], hvor nu [[Aarhus Rådhus|Rådhuset]] nu ligger. Arbejdskammerater og bjørnbakker rejste en sten på hans gravsted. Da kirkegården blev rømmet, blev hans sten ikke fundet bevaringsværdig i modsætning til en række borgerlige personer, hvis gravsten bevaret og endnu står i den sydligste del af [[Rådhusparken]].

Stenen blev sløjfet og der er nu ikke andre minder om ham end lidt oplysninger spredt i den historiske litteratur. En af arbejderbevægelsens første historikere, Oluf Bertolt, gjorde i bogen ”Pionerer” (1938) status: ”Ved Hjælp af Fattigdom og Underernæring befriede det borgerlige Samfund sig for denne redelige Talsmand for Smaamandens Ret.”

== Litteratur ==
* Oluf Bertolt: Pionerer. Mændene fra Halvfjerdsernes Arbejderbevægelse, Kbh. 1938, s.171-174.

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]

Poul Østergaard (1933-2010)

2025-01-16T11:55:54Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.161189, 10.212463~[[Nørreport 20]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.161189, 10.212463
|align=right
}}</div>'''Poul Østergaard''' (født den 23. oktober 1933, død den 11. september 2010) var en dansk arkitekt og ansat som lektor på [[Arkitektskolen]] i Aarhus (AAA) fra 1988.

Uddannet møbel- og inventarsnedker fra Skolen for Brugskunst, Møbelskolen i København i 1958.

Østergaard var i perioden 1958-65 ansat som praktiserende arkitekt hos Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, København (Louisiana) og fra 1960-61 i Schweiz hos arkitekterne Hans Escher og Robert Weilemann, Zürich.
Fire år senere i perioden 1965-68 havde Østergaard sin egen tegnestue i Ganløse, hvor hans arbejdsområde var møbler, inventar, udstillinger og indretning.

Udenfor Aarhus havde Poul Østergaard også en tegnestue, i forstaden [[Malling]], Banevolden 18.

== Forskning indenfor forholdet mellem arkitektur og handicap ==

Foruden at undervise forskede Poul Østergaard i forholdet mellem arkitektur og vilkårene for ældre og handicappede borgere, eksempelvis forskningsprojekterne ''Handicap Arkitektur & Design'' (1993-96) og ''Tilgængelig Arkitektur'' (1999-2002).
Ellers ledede han AAA's "Temadage om tilgængelighed" for skolens første års studerende.

Østergaard var i løbet af sit virke tilknyttet forskningsprojekter og forskede selv. Det første projekt, han var tilknyttet, var Muskelsvindfondens forskningsprojekt ''El-drevet kørestol til muskelsvindsramte'' (1976), et andet bestod i at udvikle prototyper til hvilestole.

Umiddelbart efter ledte Østergaard et projekt, som Danske Arkitekters Landsforbund havde udstukket, nemlig: ''Retningslinier for dimensionering og udformning af skolemøbler'' ved arkitekterne Anna Birkelund, Thore Lassen og Søren Nielsen (1981).

Østergaard tog efterfølgende som medlem initiativ til forskningsprojektet ''Bo-steder for voksne åndssvage'' ved arkitekt Erik Bahn, afsluttet med en rapport (1986).

Dette kom konkret til udtryk i en række publikationer af både bøger og artikler samt deltagelse i konferencer i og udenfor landets grænser herunder vejledning for arkitektstuderende.

Han fungerede også som vejleder for først den licentiatstuderende, industriel designer, Anne-Mette Sonnichsens projekt ''At designe brugerinterfacet'', der blev afsluttet med en ph.d. (1991) og en anden ph.d.-studerende, Lone Storgaards forskningsprojekt ''Det multifunktionelle køkken'' (2000).

== Stipendier, legater og priser ==

Østergaard fik i perioden 1971-1997 tildelt en række stipendier, legater og priser fra henholdsvis Statens Kunstfond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond til at dække en studierejse til Finland, et arbejdslegat fra Statens Kunstfond med henblik på udvikling af hvilestil til såkaldte "asymmetriske hvilestillinger".

Østergaard opholdt sig også under et studieophold på det italienske kloster "San Cataldo", fik i 1993 og 1994 tildelt dels Dansk Designråds "Erik Herløw Årspris" og Vanførefondens Forskerpris.
Senere, i 1997, fik Østergaard overrakt IG prisen for følgende cd-rom: Handicap, Arkitektur & Design af Dansk Designråd.

Poul Østergaards tanker nåede også til Asien, nærmere bestemt Japan. Det gjorde de, fordi cd-rommen ''Handicap, Arkitektur & Design, Christian Ehlers Forlag, København, 1996'', som udover på engelsk, dansk og portugisisk også blev oversat til japansk.

== Artikler ==

Poul Østergaards artikler:

* Almindeligt at være anderledes, Kulturkontakten, vol. 4, nr. 1, februar, 1995, pp. 20-22.
* Arkitektur og produktæstetik kan hjælpe et handicap, Arkitekten, vol. 97, nr. 6, april, 1995, pp. 186-187.
* Handicap-design-guide. CD-ROM, Design DK, nr. 2, 1997 p (upagnerede).
* Hvordan sikrer vi, at der bygges handicapegnet ? LEV nr. 9, 1997, pp. 24.
* Tilgængelig arkitektur, Arkitekten, vol. 100, nr. 16, juli 1998, pp. 3.

== Bøger, forfatter ==

* Fornuften i højsædet. Møbler for alle. Christian Ejlers´Forlag, København, 1994, 125 p.
* Tilgængelig arkitektur. En illustreret opslagsbog. Christian Ejlers´ Forlag, København, 2002, 163 p. med indlagt cd-rom.

== Bøger, medforfatter ==

* Betænkning om handicappedes adgang til kulturen: Af Arne Christensen, Dan R. Schimmell, Winnie Vitzansky, Poul Østergaard. Kulturministeriet, København, 1997, 74 p.
* Udearealer for alle, DS-Håndbog nr. 105. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 1995, 90 p.
* Tilgængelighed for alle. DS- 3028. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 2001, 146 p.
* Boase. Fremtidens bolig. Statens Byggeinstitut m.fl. 2001, 255 p.
* Universal design. 17 ways of Thinking and Teaching. Husbanken, Oslo 2002, 386 p.

== Kompendier ==

* Døre og vinduer af træ. Kompendium. AAA. 1971
* Studierejse til Finland. Rapport. Eget forlag. 1972.
* Studier af dagslysets indvirkning på udstillingsgenstande. Kompendium. AAA. 1973.
* Mennesker og Møbler. Kompendium. Eget forlag. 1980.
* Designuddannelsen ved AAA. Rapporter. AAA. 1984- 1987.

== Andet ==

Poul Østergaards forskningsprojekter, der er samlet i ''Fornuften i Højsædet - Møbler for alle og Handicap, Arkitektur & Design'' er kommet til udtryk i en række indlæg i forbindelse med seminarer og konferencer i ind- og udland, der tematiserede planlægning og udformning af fysiske omgivelser (Kanasawa og Osaka, Japan, Hasselt, Belgien, Lissabon Portugal samt Oslo og Tronheim, Norge.

== Tillidshverv ==

Fra 1977 - 2001-03 bestred Østergaard en række tillidsposter i en række bestyrelser, blandt andet designudvalget for ''Danske Arkitekters Landsforbund'', uddannelsesudvalget under ''Industrielle Designere Danmark'', repræsentant for AAA i ID-Forum, medlem af Dansk Design Centers jury for tildeling af ID-prisen,styrelsesmedlem for ''Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond'', medlem af Kulturministeriets arbejdsgruppe vedrørende betænkning om ''Handicappedes adgang til kulturen'' samt Formand for Kulturministeriets dommerkomite vedrørende tildeling af ministeriets "Tilgængelighedspris" til kulturinstitutioner.

== Kilder ==

* Poul Østergaard, lektor, arkitekt, Curriculum vitae
* Århus Stiftstidende, 14.9.2010

[[Kategori:Arkitekter & bygmestre]]
[[kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

Poul Østergaard (1933-2010)

2025-01-16T11:55:15Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.161189, 10.212463~[[Nørreport 20]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.161189, 10.212463
|align=right
}}</div>'''Poul Østergaard''' (født den 23. oktober 1933, død den 11. september 2010) var en dansk arkitekt og ansat som lektor på [[Arkitektskolen]] i Aarhus (AAA) fra 1988.

Uddannet møbel- og inventarsnedker fra Skolen for Brugskunst, Møbelskolen i København i 1958.

Østergaard var i perioden 1958-65 ansat som praktiserende arkitekt hos Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, København (Louisiana) og fra 1960-61 i Schweiz hos arkitekterne Hans Escher og Robert Weilemann, Zürich.
Fire år senere i perioden 1965-68 havde Østergaard sin egen tegnestue i Ganløse, hvor hans arbejdsområde var møbler, inventar, udstillinger og indretning.

Udenfor Aarhus havde Poul Østergaard også en tegnestue, i forstaden [[Malling]], Banevolden 18.

== Forskning indenfor forholdet mellem arkitektur og handicap ==

Foruden at undervise forskede Poul Østergaard i forholdet mellem arkitektur og vilkårene for ældre og handicappede borgere, eksempelvis forskningsprojekterne ''Handicap Arkitektur & Design'' (1993-96) og ''Tilgængelig Arkitektur'' (1999-2002).
Ellers ledede han AAA's "Temadage om tilgængelighed" for skolens første års studerende.

Østergaard var i løbet af sit virke tilknyttet forskningsprojekter og forskede selv. Det første projekt, han var tilknyttet, var Muskelsvindfondens forskningsprojekt ''El-drevet kørestol til muskelsvindsramte'' (1976), et andet bestod i at udvikle prototyper til hvilestole.

Umiddelbart efter ledte Østergaard et projekt, som Danske Arkitekters Landsforbund havde udstukket, nemlig: ''Retningslinier for dimensionering og udformning af skolemøbler'' ved arkitekterne Anna Birkelund, Thore Lassen og Søren Nielsen (1981).

Østergaard tog efterfølgende som medlem initiativ til forskningsprojektet ''Bo-steder for voksne åndssvage'' ved arkitekt Erik Bahn, afsluttet med en rapport (1986).

Dette kom konkret til udtryk i en række publikationer af både bøger og artikler samt deltagelse i konferencer i og udenfor landets grænser herunder vejledning for arkitektstuderende.
<div class="tright">{{#display_map:
56.161189, 10.212463~[[Nørreport 20]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.161189, 10.212463
|align=right
}}</div>
Han fungerede også som vejleder for først den licentiatstuderende, industriel designer, Anne-Mette Sonnichsens projekt ''At designe brugerinterfacet'', der blev afsluttet med en ph.d. (1991) og en anden ph.d.-studerende, Lone Storgaards forskningsprojekt ''Det multifunktionelle køkken'' (2000).

== Stipendier, legater og priser ==

Østergaard fik i perioden 1971-1997 tildelt en række stipendier, legater og priser fra henholdsvis Statens Kunstfond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond til at dække en studierejse til Finland, et arbejdslegat fra Statens Kunstfond med henblik på udvikling af hvilestil til såkaldte "asymmetriske hvilestillinger".

Østergaard opholdt sig også under et studieophold på det italienske kloster "San Cataldo", fik i 1993 og 1994 tildelt dels Dansk Designråds "Erik Herløw Årspris" og Vanførefondens Forskerpris.
Senere, i 1997, fik Østergaard overrakt IG prisen for følgende cd-rom: Handicap, Arkitektur & Design af Dansk Designråd.

Poul Østergaards tanker nåede også til Asien, nærmere bestemt Japan. Det gjorde de, fordi cd-rommen ''Handicap, Arkitektur & Design, Christian Ehlers Forlag, København, 1996'', som udover på engelsk, dansk og portugisisk også blev oversat til japansk.

== Artikler ==

Poul Østergaards artikler:

* Almindeligt at være anderledes, Kulturkontakten, vol. 4, nr. 1, februar, 1995, pp. 20-22.
* Arkitektur og produktæstetik kan hjælpe et handicap, Arkitekten, vol. 97, nr. 6, april, 1995, pp. 186-187.
* Handicap-design-guide. CD-ROM, Design DK, nr. 2, 1997 p (upagnerede).
* Hvordan sikrer vi, at der bygges handicapegnet ? LEV nr. 9, 1997, pp. 24.
* Tilgængelig arkitektur, Arkitekten, vol. 100, nr. 16, juli 1998, pp. 3.

== Bøger, forfatter ==

* Fornuften i højsædet. Møbler for alle. Christian Ejlers´Forlag, København, 1994, 125 p.
* Tilgængelig arkitektur. En illustreret opslagsbog. Christian Ejlers´ Forlag, København, 2002, 163 p. med indlagt cd-rom.

== Bøger, medforfatter ==

* Betænkning om handicappedes adgang til kulturen: Af Arne Christensen, Dan R. Schimmell, Winnie Vitzansky, Poul Østergaard. Kulturministeriet, København, 1997, 74 p.
* Udearealer for alle, DS-Håndbog nr. 105. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 1995, 90 p.
* Tilgængelighed for alle. DS- 3028. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 2001, 146 p.
* Boase. Fremtidens bolig. Statens Byggeinstitut m.fl. 2001, 255 p.
* Universal design. 17 ways of Thinking and Teaching. Husbanken, Oslo 2002, 386 p.

== Kompendier ==

* Døre og vinduer af træ. Kompendium. AAA. 1971
* Studierejse til Finland. Rapport. Eget forlag. 1972.
* Studier af dagslysets indvirkning på udstillingsgenstande. Kompendium. AAA. 1973.
* Mennesker og Møbler. Kompendium. Eget forlag. 1980.
* Designuddannelsen ved AAA. Rapporter. AAA. 1984- 1987.

== Andet ==

Poul Østergaards forskningsprojekter, der er samlet i ''Fornuften i Højsædet - Møbler for alle og Handicap, Arkitektur & Design'' er kommet til udtryk i en række indlæg i forbindelse med seminarer og konferencer i ind- og udland, der tematiserede planlægning og udformning af fysiske omgivelser (Kanasawa og Osaka, Japan, Hasselt, Belgien, Lissabon Portugal samt Oslo og Tronheim, Norge.

== Tillidshverv ==

Fra 1977 - 2001-03 bestred Østergaard en række tillidsposter i en række bestyrelser, blandt andet designudvalget for ''Danske Arkitekters Landsforbund'', uddannelsesudvalget under ''Industrielle Designere Danmark'', repræsentant for AAA i ID-Forum, medlem af Dansk Design Centers jury for tildeling af ID-prisen,styrelsesmedlem for ''Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond'', medlem af Kulturministeriets arbejdsgruppe vedrørende betænkning om ''Handicappedes adgang til kulturen'' samt Formand for Kulturministeriets dommerkomite vedrørende tildeling af ministeriets "Tilgængelighedspris" til kulturinstitutioner.

== Kilder ==

* Poul Østergaard, lektor, arkitekt, Curriculum vitae
* Århus Stiftstidende, 14.9.2010

[[Kategori:Arkitekter & bygmestre]]
[[kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

Poul Østergaard (1933-2010)

2025-01-16T11:54:31Z

Balthasar:

'''Poul Østergaard''' (født den 23. oktober 1933, død den 11. september 2010) var en dansk arkitekt og ansat som lektor på [[Arkitektskolen]] i Aarhus (AAA) fra 1988.

Uddannet møbel- og inventarsnedker fra Skolen for Brugskunst, Møbelskolen i København i 1958.

Østergaard var i perioden 1958-65 ansat som praktiserende arkitekt hos Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, København (Louisiana) og fra 1960-61 i Schweiz hos arkitekterne Hans Escher og Robert Weilemann, Zürich.
Fire år senere i perioden 1965-68 havde Østergaard sin egen tegnestue i Ganløse, hvor hans arbejdsområde var møbler, inventar, udstillinger og indretning.

Udenfor Aarhus havde Poul Østergaard også en tegnestue, i forstaden [[Malling]], Banevolden 18.

== Forskning indenfor forholdet mellem arkitektur og handicap ==

Foruden at undervise forskede Poul Østergaard i forholdet mellem arkitektur og vilkårene for ældre og handicappede borgere, eksempelvis forskningsprojekterne ''Handicap Arkitektur & Design'' (1993-96) og ''Tilgængelig Arkitektur'' (1999-2002).
Ellers ledede han AAA's "Temadage om tilgængelighed" for skolens første års studerende.

Østergaard var i løbet af sit virke tilknyttet forskningsprojekter og forskede selv. Det første projekt, han var tilknyttet, var Muskelsvindfondens forskningsprojekt ''El-drevet kørestol til muskelsvindsramte'' (1976), et andet bestod i at udvikle prototyper til hvilestole.

Umiddelbart efter ledte Østergaard et projekt, som Danske Arkitekters Landsforbund havde udstukket, nemlig: ''Retningslinier for dimensionering og udformning af skolemøbler'' ved arkitekterne Anna Birkelund, Thore Lassen og Søren Nielsen (1981).

Østergaard tog efterfølgende som medlem initiativ til forskningsprojektet ''Bo-steder for voksne åndssvage'' ved arkitekt Erik Bahn, afsluttet med en rapport (1986).

Dette kom konkret til udtryk i en række publikationer af både bøger og artikler samt deltagelse i konferencer i og udenfor landets grænser herunder vejledning for arkitektstuderende.
<div class="tright">{{#display_map:
56.161189, 10.212463~[[Nørreport 20]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.161189, 10.212463
|align=right
}}</div>
Han fungerede også som vejleder for først den licentiatstuderende, industriel designer, Anne-Mette Sonnichsens projekt ''At designe brugerinterfacet'', der blev afsluttet med en ph.d. (1991) og en anden ph.d.-studerende, Lone Storgaards forskningsprojekt ''Det multifunktionelle køkken'' (2000).

== Stipendier, legater og priser ==

Østergaard fik i perioden 1971-1997 tildelt en række stipendier, legater og priser fra henholdsvis Statens Kunstfond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond til at dække en studierejse til Finland, et arbejdslegat fra Statens Kunstfond med henblik på udvikling af hvilestil til såkaldte "asymmetriske hvilestillinger".

Østergaard opholdt sig også under et studieophold på det italienske kloster "San Cataldo", fik i 1993 og 1994 tildelt dels Dansk Designråds "Erik Herløw Årspris" og Vanførefondens Forskerpris.
Senere, i 1997, fik Østergaard overrakt IG prisen for følgende cd-rom: Handicap, Arkitektur & Design af Dansk Designråd.

Poul Østergaards tanker nåede også til Asien, nærmere bestemt Japan. Det gjorde de, fordi cd-rommen ''Handicap, Arkitektur & Design, Christian Ehlers Forlag, København, 1996'', som udover på engelsk, dansk og portugisisk også blev oversat til japansk.

== Artikler ==

Poul Østergaards artikler:

* Almindeligt at være anderledes, Kulturkontakten, vol. 4, nr. 1, februar, 1995, pp. 20-22.
* Arkitektur og produktæstetik kan hjælpe et handicap, Arkitekten, vol. 97, nr. 6, april, 1995, pp. 186-187.
* Handicap-design-guide. CD-ROM, Design DK, nr. 2, 1997 p (upagnerede).
* Hvordan sikrer vi, at der bygges handicapegnet ? LEV nr. 9, 1997, pp. 24.
* Tilgængelig arkitektur, Arkitekten, vol. 100, nr. 16, juli 1998, pp. 3.

== Bøger, forfatter ==

* Fornuften i højsædet. Møbler for alle. Christian Ejlers´Forlag, København, 1994, 125 p.
* Tilgængelig arkitektur. En illustreret opslagsbog. Christian Ejlers´ Forlag, København, 2002, 163 p. med indlagt cd-rom.

== Bøger, medforfatter ==

* Betænkning om handicappedes adgang til kulturen: Af Arne Christensen, Dan R. Schimmell, Winnie Vitzansky, Poul Østergaard. Kulturministeriet, København, 1997, 74 p.
* Udearealer for alle, DS-Håndbog nr. 105. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 1995, 90 p.
* Tilgængelighed for alle. DS- 3028. Medlem af "Det repræsentative normudvalg", Dansk Standard, Hellerup, 2001, 146 p.
* Boase. Fremtidens bolig. Statens Byggeinstitut m.fl. 2001, 255 p.
* Universal design. 17 ways of Thinking and Teaching. Husbanken, Oslo 2002, 386 p.

== Kompendier ==

* Døre og vinduer af træ. Kompendium. AAA. 1971
* Studierejse til Finland. Rapport. Eget forlag. 1972.
* Studier af dagslysets indvirkning på udstillingsgenstande. Kompendium. AAA. 1973.
* Mennesker og Møbler. Kompendium. Eget forlag. 1980.
* Designuddannelsen ved AAA. Rapporter. AAA. 1984- 1987.

== Andet ==

Poul Østergaards forskningsprojekter, der er samlet i ''Fornuften i Højsædet - Møbler for alle og Handicap, Arkitektur & Design'' er kommet til udtryk i en række indlæg i forbindelse med seminarer og konferencer i ind- og udland, der tematiserede planlægning og udformning af fysiske omgivelser (Kanasawa og Osaka, Japan, Hasselt, Belgien, Lissabon Portugal samt Oslo og Tronheim, Norge.

== Tillidshverv ==

Fra 1977 - 2001-03 bestred Østergaard en række tillidsposter i en række bestyrelser, blandt andet designudvalget for ''Danske Arkitekters Landsforbund'', uddannelsesudvalget under ''Industrielle Designere Danmark'', repræsentant for AAA i ID-Forum, medlem af Dansk Design Centers jury for tildeling af ID-prisen,styrelsesmedlem for ''Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond'', medlem af Kulturministeriets arbejdsgruppe vedrørende betænkning om ''Handicappedes adgang til kulturen'' samt Formand for Kulturministeriets dommerkomite vedrørende tildeling af ministeriets "Tilgængelighedspris" til kulturinstitutioner.

== Kilder ==

* Poul Østergaard, lektor, arkitekt, Curriculum vitae
* Århus Stiftstidende, 14.9.2010

[[Kategori:Arkitekter & bygmestre]]
[[kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

J. Chr. Møllers Trikotagefabrik

2025-01-16T11:49:26Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.146123, 10.201073~[[Sankt Pauls Gade 27F]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.146123, 10.201073
|align=right
}}</div>
'''J. Chr. Møllers Trikotagefabrik''' var en af landets førende trikotagefabrikker, beliggende [[Skt. Pauls Gade 25]].

[[Fil:Gadeparti Skt. Pauls Gade 25.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade 25, forhuset, tegnet af arkitekt Thorkel Møller, 1906, fotograferet 2015 af Aarhus Stadsarkiv.]]

Virksomheden blev grundlagt som trikotagehandel af [[Jens Christian Møller (1858-1945)|Jens Christian Møller]], en senere fremtrædende lokal- og rigsdagspolitiker i 1883, oprindeligt i et kompagniskab med Christian Christensen. Senere, i 1890, udvidedes forretningen til også at omfatte maskinstrikkeri, engroshandel og fabrikation af børne- og damekonfektion. Kompagniskabet blev ophævet 1898, hvorefter Christensen beholdt detailudsalget, som i mellemtiden var flyttet til [[Store Torv]].

[[Fil:Mellembygning Skt Pauls Gade 25.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade 25, mellembygningen. Foto 2015 af Aarhus Stadsarkiv.]]

1904 byggedes fabrikken i [[Skt. Pauls Gade]]. Bygningen mod gaden blev opført i 1906, tegnet af arkitekt [[Thorkel Møller]]. Den første bygning styrtede sammen i 1906, men blev genrejst. I 1913 opførtes en lager- og produktionsbygning på fire etager bag forhuset og mellem disse en tilsvarende bygning på tre etager.

=== Den store sammenstyrtning i 1906 ===
'''”Sammenstyrtet! J Chr. Møllers Lagerbygning på St. Pauls Gade styrtet sammen Lørdag Nat. Et rent Vidunder, at ingen blev dræbt”'''. Stiftstidende rapporterede 2. april 1906 meget levende fra ulykkesstedet:

[[Fil:Skt. Pauls Gade 25, Thomas Sørensen Hermansen, 1906.jpg|thumb|right|350px|Der findes kun dette foto efter ulykken. Det blev taget af fotograf Thomas Sørensen Hermansen og blev bragt i magasinet Hver 8. Dag 1905-06]]

”Lørdag Nat Kl. 20 Minutter over 11 lød der over det halve Frederiksbjerg et tordenlignende Brag … en Klirren af Ruder, der faldt klingrende til Jorden ... en Ramlen af Stolper og Spær og Bjælker og Lægter, der hvirvledes sammen i et Kaos ... saa blev alt stille. Det var Fabrikant J. Chr. Møllers Kontor og Lagerbygning i St. Paulsgade, der var styrtet sammen. Den ligger nu som en forvirret Blanding af Grus og Murbrokker, af bristede Planker og et Næt af Tømmer og Træværk. Larmen fra det store Sammenbrud rystede Beboerne op ad deres Senge videnom. Det var i Øjeblikket, som om Husene vaklede. Støvet fra Skredet lagde sig som en tæt Taage over Nabolaget, og Asylets Ruder sprængtes, medens Stedet lige over for i Paulsgade led svær Molest.”

Reporteren løb fra stedet og rundt til de involverede, der kunne tænkes at bære ansvaret. Arkitekten, Thorkel Møller, mente, der kunne være tale om fejl i jern- og murpillerne, der ikke havde kunnet tåle overgangen fra frost til varme. Entreprenøren, tømrermester [[J. Chr. Jensen]], mente også, fejlen kunne ligge hos pillerne – ”det kunne jo ske”, men ellers var alt første klasses arbejde. Alle andre vaskede også hænder.

Tusinder af nysgerrige samlede sig, og rygterne løb på dagen om, at arkitekten have skubbet entreprenørens betænkeligheder ved konstruktionen til side, så samme dag måtte Møller indrykke et forsvarsskrift i avisen, hvor han pure afviste anklagen. Bygningskommissionens formand, den navnkundige bygnings- og brandinspektør [[Eduard Ludvig Frederik Springborg]], mente ikke, det var en sag for politiet, men politiet var af en anden mening.

Justitsministeriet foranledigede, at der blev rejst sag mod arkitekt Thorkel Møller, og han blev senere idømt 200 kr. i bøde for brud på bygningsvedtægtens paragraf om uforsvarlig byggeforetagender. Tømrermester Iversen fik en bøde på 25 kr. for ikke at have sikret, at bjælkerne var gennemgående under hele bygningen og for at have stukket bjælker ind mellem bærende murpiller. Bygningsinspektøren og andre håndværkere, herunder murermester J. Chr. Jensen, blev frifundet.

Iversen tog altså sin del af skraldet. Det var prekært, for han var fabrikant Møllers svigersøn, og Møller var en fremtrædende borgerlig mand, der senere blev de konservatives fører i byrådet og også kom en tur i Rigsdagen. Den socialdemokratiske byrådsgruppe kastede sig veloplagt over sagen, der blev drøftet på en række møder hen over efteråret 1906.

Redaktøren fra Demokraten, [[Marius Simonsen]], førte an. Han antydede, at bygningsinspektøren bar skylden, hvad borgmesteren bestemt afviste. Simonsen svarede tilbage, at ”man fra konservativ, autoritetstro Side” havde lagt hindringer i vejen for at få kortene på bordet. Folk i byen sagde, at tilsynet havde været skødes-løst og ikke påpeget de mangelfulde bjælkekonstruktioner. Demokratens anden redaktør, [[Harald Otto Jensen (1851-1925)]], der også var i byrådet, var ikke bleg for at kalde bygningsinspektøren mere eller mindre inkompetent.

=== Efter genopbygningen ===

Enden på historien blev, at huset blev genopført med kælder og tre fulde etager. Murpillerne blev forstærket, og tagremmen lagt længere ind, så Møllers trikotagefabrik stod klar efter sin udvidelse.

I januar 1914 optoges [[Niels Valdemar Wohlert (1861-1931)]], der i 24 år havde været rejsende i firmaet, og Møllers ældste søn [[Jens Ludvig Frederik Tarp Wohlert (1889-1963)|Ludvig Wohlert]] som kompagnoner. Senere blev også Wohlerts to andre sønner [[Jens Jakob Tarp Wohlert (1891-)]] og [[Kai Christian Tarp Wohlert (1895-1974)]] engageret i firmaet.

Firmaet havde 1923 100-125 arbejdere og arbejdersker og ca. 50 månedslønnede funktionærer. Hertil kom et stort antal hjemmearbejdere. På lageret i København beskæftigedes 8 mand. Af rejsende var der 6 i trikotage (hvoraf 3 i København) samt 2 i konfektion.

Omdannet til aktieselskab 1924 med kapital på 700.000 kr.

Anlægget anvendtes siden af bl.a. [[Konfektionsfabrikken Gunnar Knudsen]], [[Aarhus Tekniske Skole]] i 1980, dagplejecenter og kommunalt omsorgscenter/pensionistcenter (1978).

== Galleri ==
<div><ul>
<li style="display: inline-block;"> [[File:IMG 5152.JPG|thumb|none|200px|Skt. Pauls Gade 25, bagbygninger, sandsynligvis opført til J. Chr. Mølles Trikotagefabrik, årstal ukendt. Fotograferet 2015 af Aarhus Stadsarkiv.]] </li>
<li style="display: inline-block;"> [[File:Bagbygning Skt. Pauls Gade 25.jpg|thumb|none|200px|Skt. Pauls Gade 25, bagbygningen, fotograferet 2015 af Aarhus Stadsarkiv.]] </li>

== Litteratur og kilder ==
* Morgenbladet Adresse-Avisen, 29. august 1906
* Århus Stiftstidende, 2. april 1906 og 4. november 1923
* Århus Byråds Forhandlinger 5.4., 19.4., 17.5., 13.9., 21.6., 30.8. og 13.9. 1906
* Holstein-Rathlou, 1923.
* Demokraten 8. august 1938
* Børsen 31. august 1945

[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori:Håndværk & industri]]

Hammelbanen

2025-01-16T11:45:08Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.154924, 10.193690~[[Carl Blochs Gade 28]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.154924, 10.193690
|align=right
}}</div>[[Fil:Hammelbanen, Børge Venge, 1956.jpg|right|400px|thumb|Dansk Vandrelaugs sidste tur på [[Hammelbanegården]] den 25. marts 1956, knapt en uge før banen lukkede. Dansk Vandrelaug havde lejet tre af banens røde skinnebusser (på billedet) for at køre en afskedstur med Hammelbanen.]]

'''Hammelbanen''' var den eneste af Aarhus' jernbaner, der ikke udgik fra [[Aarhus Hovedbanegård]]. (På nær [[Ryombanen]], der fra 1887-1933 udgik fra [[Østbanegården]]).
Hammelbanen startede fra [[Hammelbanegården]] i [[Carl Blochs Gade]]. Banen blev indviet i 1902 og nedlagt igen i 1956.

===Privatbane===
Som den første jernbane i Jylland åbnedes strækningen Aarhus-Randers i 1862. I de følgende årtier blev der bygget jernbaner ud over Jylland, og det var en sand revolution for samfærdsel. Toget kunne transportere passagerer og gods langt hurtigere og endda billigere end de hestetrukne diligencer og ladvogne. I Aarhus blev havnen udvidet flere gange, og samspillet mellem baner og havn var medvirkende til, at Aarhus udviklede sig til landets næststørste by.

Da det statsdrevne net af hovedstrækninger var anlagt, opstod ønsker om korte, privatdrevne lokalbaner. Odderbanen blev indviet i 1884. I egnen vest for Aarhus og ud mod Hammel ville man også have del i jernbanens fordele. Efter endeløse diskussioner om linjeføring og finansiering kunne den 38 km lange bane til Hammel åbnes i april 1902. I Aarhus fik banen sin egen endestation i Carl Blochs Gade. Man håbede dermed, at passagerer, der ankom til Aarhus, ville handle i de store købmandsgårde i Vestergade.
Hammelbanen fik stor betydning for byerne, der fik en station. Banen klarede transport for beboere i Viby, Stavtrup, Ormslev, Harlev, Lillering, Skovby, Galten, Låsby, Toustrup, Anbæk og Sporup. 1914 blev banen forlænget fra Hammel til Thorsø. I de bedste år havde banen 300.000 passagerer om året.

===Til sommerrestaurant med Hammelbanen===
Et år efter banens åbning opførtes [[Restaurant Constancia]] tæt ved [[Brabrand Sø]]. Restauranten lå blot 75 m fra [[Stavtrup Station]], og restauratør P. Jørgensen holdt åbent i sommerhalvåret. Han reklamerede med servering for selskaber på op til 200 personer, der kunne få ''”a la carte, kolde og varme retter i stort udvalg”''. Det var tilladt familier at nyde den medbragte madkurv i haven. Constancia blev straks et yndet udflugtsmål for aarhusianerne.

Ved åbningen i maj 1903 skrev en avis begejstret: ''"Aarhus har fået sit Klampenborg. Her er alt, hvad en storby forlanger af en sommerpavillon”''. Turen med toget fra Aarhus varede kun 14 minutter og kostede 25 øre. I haven med små lysthuse kunne børnene lege på plænen, mens mændene fik sig et spil kegler. Constancia havde en dansesal bygget som en staklade med vinduer. Ved siden af salen lå det store serveringslokale udsmykket med malerier på vægge og loft. Kaffen kunne serveres udendørs på en stor veranda. Fra en udsigtsplatform på første sal var der udsigt over Brabrand Sø. Fik man lyst til en tur på søen, der lå et par hundrede meter borte, var det muligt at leje robåde. På visse ugedage var der koncert i haven, hvor musikerne sad på en tribune overdækket med glas, og om aftenen blev der spillet op til bal. Det udviklede sig nu og da til jalousi og slagsmål.

På søn- og helligdage indsatte Hammelbanen ekstratog fra Aarhus hver time. Dagens sidste tog mod Aarhus afgik ved 22-tiden. Constancias popularitet betød, at passagertallet på Stavtrup station i 1920’erne voksede til godt 20.000 om året. Herved havde den beskedne stationsby med blot en håndfuld huse en af banens mest benyttede stationer. I en periode blev der indsat en lille dampbåd, ”Vega”, der sejlede tværs over søen til [[Brabrand]]. Her valgte nogen at besøge [[Brabrand Kro]], andre tog statsbanen til Aarhus fra [[Brabrand Station]]. Restaurant Constancia eksisterede helt frem til Hammelbanens lukning i 1956.

===På udflugt til Toustrup Alper===
[[Fil:Brand, Hammelbanen Børge Venge 1956.jpg|thumb|right|300px|Den 21. februar 1956 udbrød der brand i Hammelbanegårdens remise. Personale og tililende er ved at redde en skinnebus fra flammerne ved at skubbe den af skinnerne.]]

I 1930’erne var Hammelbanen hårdt trængt af konkurrencen fra rutebiler og en voksende privatbilisme. For at få flere passagerer, indledte banen en kampagne for at få flere udflugtsgæster. Sloganet ''”Jyllands skønneste egne ligger langs Hammelbanen”'' blev flittig brugt i reklamer. I banens køreplaner blev der givet forslag til spadsereture i bl.a. det kuperede landskab ved Toustrup og Låsby. Den 148 m høje Låddenhøj blev omtalt som intet mindre end ”Toustrup Alper”. Fra Harlev station kunne man gå til Tåstrup Sø eller den smukke Jeksendal med stejle, skovklædte skrænter. Til lejligheden fik området tilnavnet ”det danske Schweiz”. De mest ihærdige kunne fortsætte til traktørstedet Pinds Mølle.

Som et ekstra tilbud havde banen særligt billige søndagsbilletter. Turforslagene gav en del turisttrafik med spejdere, lystfiskere, familier og medlemmer af Dansk Vandrerlaug.

===Hammelbanen må lukke===
Jernbanerne havde en opblomstring i besættelsesårene 1940-1945, hvor mangel på benzin og dæk begrænsede bilismen. Men efterhånden som forholdene efter Befrielsen blev normale, gik det tilbage for Hammelbanen. Underskuddet blev større år for år, og en nedlægning var ikke til at undgå. Det sidste tog kørte den 31. marts 1956. Gennem årene havde banen haft i alt 10 mio. passagerer. Nu blev skinnerne fjernet, mens de fleste lokomotiver og vogne blev hugget op.

Banens tidligere stationsbygning i Carl Blochs Gade ligger der endnu. Den var i mange år hjemsted for Aarhus Bymuseum. Nu er den gamle station i brug som foreningshuset Folkestedet. Både den tidligere Stavtrup station ved Brabrandstien og Harlev Station er begge spejderhuse, stationsbygningen i Ormslev er privat bolig, mens Constancia-bygningen er omdannet til boliger.

Læs mere om Aarhus' jernbaner på: [[Jernbaneforbindelser til Aarhus]]

=== Se også ===
* [[Hammelbanegården]]
* [[Hammelbane-Caféen]]

=== Henvisninger ===
* Første version af artiklen er forfattet af Asger Christiansen, lokalhistorisk interesseret togekspert.

* [http://da.wikipedia.org/wiki/Aarhus Wikipedia-artikel om Aarhus]

[[Kategori: Trafik & transport]]

Carl Ernst Ludvig Bischoff (1858-1927)

2025-01-16T11:44:03Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.155202, 10.208570~[[Fiskergade 48]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.155202, 10.208570
|align=right
}}</div>
[[Fil:Bischoff 1906.jpg|250px|thumb|right|Bischoff afbilledet på en socialdemokratisk plakat efter han kom i byrådet i 1906.]]

'''Carl Bischoff''' (født den 1. februar 1858 i Verden, Tyskland, død den 27. oktober 1927 i Aarhus) var klejnsmedemester og medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] fra den 15. januar 1906 til den 31. marts 1909 for [[Socialdemokratiet]].

Forældre: Possementmager Johannes Friedrich August Bischoff og hustru Henriette Wilhelmine Rebecka Schwalp.

Gift første gang med Martine Frederikke Jacobsen, født ca. 1856, død den 7. april 1883 i Aarhus.
Gift anden gang den 14. maj 1885 i Aarhus med Maren Nielsen, født den 9. marts 1859 i Nannerup, Jebjerg sogn, død den 9. april 1932 i Aarhus, datter af gårdmand Lars Nielsen og hustru Christine Ghristensdatter. De fik en talrig børneflok, hvoraf flere døde som børn. Ved borgerskabsjubilæet i 1916 hed det sig, at de syv fortsat var i live, hvoraf to var udvandret til Amerika.

__TOC__

===Bischoffs rejse til Aarhus===
[[Fil:Bischoff_eftf_annonce.JPG‎ |250px|thumb|right|Annonce for C. Bischoffs Eftf. 31. oktober 1928 i [[Århus Stiftstidende]]. Udklip i Preben Rasmussens Samling, Erhvervsarkivet]]
Carl Bischoff var indvandrer fra Tyskland. Han blev født i Verden i Hannover den 1. februar 1858, hvor hans fader var possementmager. Bischoff kom i lære som klejnsmed og blev uddannet i 1876. Med sit svendebevis i hånden drog han i 1879 nordpå til Danmark, først til Viborg og kort efter til Aarhus. Her fik han ansættelse hos kunstsmed [[Jens Mogens Christian Larsen (1844-1927)|J.M. Chr. Larsen]]. Omkring 1883 fik han arbejde på [[Centralværkstedet]], hvor han var, til han under en strejke i 1891 blev afskediget og efterfølgende ikke blev genansat. Han etablerede sig samme år som selvstændig klejnsmedemester.

Som klejnsmedemester i Aarhus har Bischoff sat et markant præg på byen. Hans arbejder er dog ret oversete. Hans speciale var trappe-, altan- og gravstedsgelændere samt gitterporte, som de færreste bemærker. Han virkede i Aarhus fra 1891 til 1927 i byens store vækstperiode, og ganske mange af byens kunstneriske smedearbejder i og uden for bygninger fra denne tid skyldes ham. En oversigt over hans arbejder findes dog ikke, men i [[Fiskergade]] 48 ses endnu virksomhedens murstensindfattede og malede reklame på facaden.

[[Fil:Smedeværkstedet small.jpg|250px|thumb|right|Smedeværkstedet lå i kælderen under kirkesalen, her set fra [[Posthussmøgen]]. Foto: Kenn Tarbensen, juli 2013.]]

=== Værkstedet i Fiskergade / Posthussmøgen ===
Bischoffs første værksted lå i [[Skt. Clemens Stræde]]. I 1913 flyttede Bischoff sit værksted til [[Fiskergade]] 48-50, hvor den malede reklame på facaden fortsat kan ses. Værkstedet lå i stueetagen i bagbygningen. Både forhus og baghus var opført i 1896-97 af [[Metodistmenigheden]], der på det tidspunkt etablerede sig i Aarhus, og netop lod opføre baghuset med kirkesal på adressen [[Posthussmøgen]] nr. 11c. Angiveligt var der allerede fra begyndelsen smedeværksted i kælderen under kirkesalen, der mod Fiskergade altså er stueetage.

I 1913 søgte metodisterne væk og udlejede bygningen, bl.a. til [[Spiritistisk Menighed Mod Lyset]] - og altså med Carl Bischoff som ny smedemester i kælderen. Fra 1919 overtog Mod Lyset bygningen, hvor spiritisterne endnu holder til, siden 1996 under navnet Lysets Hus. Tårnet mod Posthussmøgen kom til i 1919.

=== Byrådsmedlem og andre hverv ===
Carl Bischoff blev efter etableringen af eget værksted hurtigt bestyrelsesmedlem i Foreningen for Kleinsmedemestre og Mekanikere for Aarhus og Omegn, men han engagerede sig også socialt og politisk. 1903-1906 var han bestyrelsesmedlem i [[De Fattiges Kasse]] i [[Vor Frue Kirke|Vor Frue Sogn]], og i januar 1906 blev han medlem af byrådet, hvor han fik plads i Brolægnings- og Vejudvalget og Udvalget for Bygnings- og Inventariesager. Desuden var han medlem af [[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]]. I byrådsarbejdet blev han beskrevet som ”en stilfærdig og smidig mand”, der udførte et stort arbejde ”uden at bruge de store ord.” Bischoffs tid som byrådsmedlem varede kun de tre år; til gengæld udførte han i en lang årrække et stort arbejde inden for afholdsbevægelsen i Aarhus. Allerede fra midten af 1880’erne var han medlem af Danmarks Afholdsforening.

=== Død og eftermæle ===
[[Fil:Facadereklame small.jpg|250px|thumb|right|Den malede og murstensindfattede reklame t.h. for porten i Fiskergade 48-50 bærer præg af tidens tand. Foto: Kenn Tarbensen, juli 2013.]]
I en lille by som Aarhus kunne det være små ting, der kom i avisen. I november 1896 skrev [[Århus Stiftstidende|Aarhuus Stiftstidende]], at Bischoff på en cykeltur i [[Frederiks Allé]] var faldet og havde brækket sit ben. Langt værre var det godt 30 år senere. Carl Bischoff faldt af sporvognen og slog sig så slemt, at han ikke siden blev helt rask. Han døde et år senere.
Tilbage som et minde om Carl Bischoff står reklamen på muren i Fiskergade 48-50. Og en masse godt smedehåndværk rundt om i Aarhus, som vi desværre ikke med sikkerhed kan fæstne hans navn på.

Hans virksomhed blev i første omgang fortsat i Fiskergade 48-50 af [[A. Schneider]] under navnet Smedemester C. Bischoffs Eftf. Derpå fulgte nogle år i 1930’erne med [[R. Bruun]], der havde en smede- og vægtfabrik. Han blev efterfulgt af [[N.O. Petersens Smedeværksted]], der virkede en halv snes år til engang i 1960’erne. I Bischoffs gamle smedeværksted var i 1970 et oliefyrsværksted - fortsat med spiritisterne oven over.

== Litteratur og kilder ==
* Peder Jensen: ”Carl Bischoff”, i ''Borgere i byens råd'' (red. Ole Degn og Vagn Dybdahl), 1968, s. 38 f.
* ”Carl Ernst Ludwig Bischoff”, ''Danmarks Industri og Haandværk. Dansk Portrætgalleri'' (red. Johs. Madsen), bd. 2, 1905, sp.36.
* Poul Blak: ”Den indeklemte kirke”, ''JP-Århus'' 2. dec. 2001.
* ''Aarhus Vejvisere'', div. år.
* ''Aarhuus Stiftstidende'', 4/11-1896, 17/10-1916, 28/10-1927.
* Ny jydske Kjøbstad-Creditforening arkiv i Erhvervsarkivet: Fiskergade 48-50: Vurderingsforretninger 1897, 1919 og 1928.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Carl Ernst Ludvig Bischoff (1858-1927)

2025-01-16T11:43:17Z

Balthasar:

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.155202 longitude=10.208570>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.208570, 56.155202] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>[[Fil:Bischoff 1906.jpg|250px|thumb|right|Bischoff afbilledet på en socialdemokratisk plakat efter han kom i byrådet i 1906.]]

'''Carl Bischoff''' (født den 1. februar 1858 i Verden, Tyskland, død den 27. oktober 1927 i Aarhus) var klejnsmedemester og medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] fra den 15. januar 1906 til den 31. marts 1909 for [[Socialdemokratiet]].

Forældre: Possementmager Johannes Friedrich August Bischoff og hustru Henriette Wilhelmine Rebecka Schwalp.

Gift første gang med Martine Frederikke Jacobsen, født ca. 1856, død den 7. april 1883 i Aarhus.
Gift anden gang den 14. maj 1885 i Aarhus med Maren Nielsen, født den 9. marts 1859 i Nannerup, Jebjerg sogn, død den 9. april 1932 i Aarhus, datter af gårdmand Lars Nielsen og hustru Christine Ghristensdatter. De fik en talrig børneflok, hvoraf flere døde som børn. Ved borgerskabsjubilæet i 1916 hed det sig, at de syv fortsat var i live, hvoraf to var udvandret til Amerika.

__TOC__

===Bischoffs rejse til Aarhus===
[[Fil:Bischoff_eftf_annonce.JPG‎ |250px|thumb|right|Annonce for C. Bischoffs Eftf. 31. oktober 1928 i [[Århus Stiftstidende]]. Udklip i Preben Rasmussens Samling, Erhvervsarkivet]]
Carl Bischoff var indvandrer fra Tyskland. Han blev født i Verden i Hannover den 1. februar 1858, hvor hans fader var possementmager. Bischoff kom i lære som klejnsmed og blev uddannet i 1876. Med sit svendebevis i hånden drog han i 1879 nordpå til Danmark, først til Viborg og kort efter til Aarhus. Her fik han ansættelse hos kunstsmed [[Jens Mogens Christian Larsen (1844-1927)|J.M. Chr. Larsen]]. Omkring 1883 fik han arbejde på [[Centralværkstedet]], hvor han var, til han under en strejke i 1891 blev afskediget og efterfølgende ikke blev genansat. Han etablerede sig samme år som selvstændig klejnsmedemester.

Som klejnsmedemester i Aarhus har Bischoff sat et markant præg på byen. Hans arbejder er dog ret oversete. Hans speciale var trappe-, altan- og gravstedsgelændere samt gitterporte, som de færreste bemærker. Han virkede i Aarhus fra 1891 til 1927 i byens store vækstperiode, og ganske mange af byens kunstneriske smedearbejder i og uden for bygninger fra denne tid skyldes ham. En oversigt over hans arbejder findes dog ikke, men i [[Fiskergade]] 48 ses endnu virksomhedens murstensindfattede og malede reklame på facaden.

[[Fil:Smedeværkstedet small.jpg|250px|thumb|right|Smedeværkstedet lå i kælderen under kirkesalen, her set fra [[Posthussmøgen]]. Foto: Kenn Tarbensen, juli 2013.]]

=== Værkstedet i Fiskergade / Posthussmøgen ===
Bischoffs første værksted lå i [[Skt. Clemens Stræde]]. I 1913 flyttede Bischoff sit værksted til [[Fiskergade]] 48-50, hvor den malede reklame på facaden fortsat kan ses. Værkstedet lå i stueetagen i bagbygningen. Både forhus og baghus var opført i 1896-97 af [[Metodistmenigheden]], der på det tidspunkt etablerede sig i Aarhus, og netop lod opføre baghuset med kirkesal på adressen [[Posthussmøgen]] nr. 11c. Angiveligt var der allerede fra begyndelsen smedeværksted i kælderen under kirkesalen, der mod Fiskergade altså er stueetage.

I 1913 søgte metodisterne væk og udlejede bygningen, bl.a. til [[Spiritistisk Menighed Mod Lyset]] - og altså med Carl Bischoff som ny smedemester i kælderen. Fra 1919 overtog Mod Lyset bygningen, hvor spiritisterne endnu holder til, siden 1996 under navnet Lysets Hus. Tårnet mod Posthussmøgen kom til i 1919.

=== Byrådsmedlem og andre hverv ===
Carl Bischoff blev efter etableringen af eget værksted hurtigt bestyrelsesmedlem i Foreningen for Kleinsmedemestre og Mekanikere for Aarhus og Omegn, men han engagerede sig også socialt og politisk. 1903-1906 var han bestyrelsesmedlem i [[De Fattiges Kasse]] i [[Vor Frue Kirke|Vor Frue Sogn]], og i januar 1906 blev han medlem af byrådet, hvor han fik plads i Brolægnings- og Vejudvalget og Udvalget for Bygnings- og Inventariesager. Desuden var han medlem af [[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]]. I byrådsarbejdet blev han beskrevet som ”en stilfærdig og smidig mand”, der udførte et stort arbejde ”uden at bruge de store ord.” Bischoffs tid som byrådsmedlem varede kun de tre år; til gengæld udførte han i en lang årrække et stort arbejde inden for afholdsbevægelsen i Aarhus. Allerede fra midten af 1880’erne var han medlem af Danmarks Afholdsforening.

=== Død og eftermæle ===
[[Fil:Facadereklame small.jpg|250px|thumb|right|Den malede og murstensindfattede reklame t.h. for porten i Fiskergade 48-50 bærer præg af tidens tand. Foto: Kenn Tarbensen, juli 2013.]]
I en lille by som Aarhus kunne det være små ting, der kom i avisen. I november 1896 skrev [[Århus Stiftstidende|Aarhuus Stiftstidende]], at Bischoff på en cykeltur i [[Frederiks Allé]] var faldet og havde brækket sit ben. Langt værre var det godt 30 år senere. Carl Bischoff faldt af sporvognen og slog sig så slemt, at han ikke siden blev helt rask. Han døde et år senere.
Tilbage som et minde om Carl Bischoff står reklamen på muren i Fiskergade 48-50. Og en masse godt smedehåndværk rundt om i Aarhus, som vi desværre ikke med sikkerhed kan fæstne hans navn på.

Hans virksomhed blev i første omgang fortsat i Fiskergade 48-50 af [[A. Schneider]] under navnet Smedemester C. Bischoffs Eftf. Derpå fulgte nogle år i 1930’erne med [[R. Bruun]], der havde en smede- og vægtfabrik. Han blev efterfulgt af [[N.O. Petersens Smedeværksted]], der virkede en halv snes år til engang i 1960’erne. I Bischoffs gamle smedeværksted var i 1970 et oliefyrsværksted - fortsat med spiritisterne oven over.

== Litteratur og kilder ==
* Peder Jensen: ”Carl Bischoff”, i ''Borgere i byens råd'' (red. Ole Degn og Vagn Dybdahl), 1968, s. 38 f.
* ”Carl Ernst Ludwig Bischoff”, ''Danmarks Industri og Haandværk. Dansk Portrætgalleri'' (red. Johs. Madsen), bd. 2, 1905, sp.36.
* Poul Blak: ”Den indeklemte kirke”, ''JP-Århus'' 2. dec. 2001.
* ''Aarhus Vejvisere'', div. år.
* ''Aarhuus Stiftstidende'', 4/11-1896, 17/10-1916, 28/10-1927.
* Ny jydske Kjøbstad-Creditforening arkiv i Erhvervsarkivet: Fiskergade 48-50: Vurderingsforretninger 1897, 1919 og 1928.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Fengers Skole

2025-01-16T11:41:30Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.162472, 10.208041~[[Thunøgade 2A]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.162472, 10.208041
|align=right
}}</div>'''- Århus private Realskole - Århus Akademis Skole -'''

Med den unge teolog, [[H.E. Meyling]], som første leder af det, der senere skulle blive til '''Fengers Skole''', fik forberedelsesskolen i arkitekt Schrøders gård på hjørnet af [[Fredens Torv]] og [[Fredensgade]] nok et anstrøg af Grundtvig og dennes skoletanker, men alene dette at skulle forberede til latinskolen "med al dens væsen" betød naturligvis, at det ikke blev den frie, men den eksamensbetonede skole, der fremover skulle tages bestik af.

Allerede 1874 tildelte ministeriet Fengers Skole eksamensret til almindelig forberedelseseksamen (præliminæreksamen), og paradoksalt nok blev den herefter meget søgte skole Latinskolens uglesete konkurrent, hvor det med udgangspunktet in mente havde været forventeligt med en alliance mellem de to skoler. Sådan gik det ikke. Fordi [[Georg Frederik Wilhelm Lund|rektor Lund]] i begyndelsen af 1870´erne, da latinskolen skulle afgive de to nederste klasser, valgte at kaste sine øjne, ikke på Meyling, men på den purunge [[Peder Mortensen Albeck|"Palle Morten" Albeck]], der året efter Meyling i 1867 oprettede en ny pogeskole i byen og snart skulle vise sig at blive en opgående komet på det aarhusianske firmament.

Som taber i kampen om at opnå status som forberedelsesskole til latinskolen tog Meyling konsekvensen. I 1872 forlod han som en skuffet mand byen for at lade sig kalde til et embede som sognepræst. Det blev en anden teolog, [[Peter Bernhard Fenger (1845-1922)]], som tog over. Skolen kom i folkemunde til at bære hans navn, og Fenger blev skolen en fremragende leder gennem en menneskealder og i byen en skattet og velrenommeret medborger, indtil han efter i 1910 at have solgt sin skole bosatte sig i København. Cand. Fengers private Realskole havde da for længst taget navneforandring til '''Århus Private Realskole'''.

Om starten i Aarhus i 1860´erne fortæller Meyling i 1915, da han var en ældre herre på vej til de 80, at han, for at kunne få pladsproblemerne løst, havde truffet aftale med "en [[ Brangstrup|frøken Brangstrup]], der i mange år havde styret en forberedelsesskole, men agtede at nedlægge den ved nytårstid". Frk. Brangstrup er formentlig den frk. Brendstrup, skoledirektør [[Christian Buur (1864-1941)|Christian Buur]] omtaler i sin bog om Aarhus Skolevæsen fra 1849 til 1929, og som ifølge det her oplyste skulle have åbnet sin skole i 1865. Forholder det sig sådan, kan Fengers Skole, som fejrede sit 100 års jubilæum i 1966, føje endnu et år til sin alder, men i skrivende stund med et "notabene" gående ud på, at skolen med sin lukning i 1968 ikke længere er at finde blandt klassikerne i det århusianske skolebillede.

Fra Fredens Torv gik vejen over en bagbygning i [[Søndergade]] til den for længst nedrevne Guldbergske ejendom i [[Klostergade]] 14. Pladsproblemer forfulgte skolen, og i 1877 købte Fenger ejendommen Nørrebrogade 6 (siden [[Nørreport]] 24) for i det tidligere forlystelsesetablissement "Sommerlyst" at indrette en skole, som kunne honorere de krav, realskolen med rette kunne stille. Her på hjørnet af Kærlighedsstien havde skolen til huse, indtil den nye ejer, cand.polyt. [[Axel Hansen]], som fulgte efter [[B.A. Brandt]] (1910-1917), i 1918 flyttede skolen til overretssagfører [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Kiers]] flotte og smukt beliggende villa i [[Thunøgade]] 2 A og dermed til det sted, som blev skolens hjemsted i det følgende halve århundrede frem til lukningen i 1968.

Ved Brandts overtagelse af Aarhus private Realskole i 1910 var en række mindre skoler - [[frk. Tarliongs]], [[Fønns Skole|Fønss]]´, [[Nordhjelms Skole|Nordhjelms]] og [[A.V. Christensens Skole]] - blevet opkøbt, således at det fra 1910 til 1919 var nødvendigt med en Søndre Afdeling i [[M.P. Bruuns Gade]] 42 på [[Frederiksbjerg]].

Cand.mag. [[Svend Orhammer Andersen]] havde i 1929 som ung og nyudklækket kandidat med oprettelsen af [[Aarhus Akademi]] lagt grunden til det, der ad åre skulle tage form af et mindre uddannelsesimperium. Fra midten af 30´erne havde akademiet domicil i Albecks gamle skole i [[Guldsmedgade]] 25 ([[Forældreskolen]]), men i 1942 købte Svend Andersen ikke alene den gamle sagførervilla i Thunøgade, men også Århus private Realskole, som herefter gennem en årrække bar navnet Århus Akademis Skole. Med ægteparret Inga og Svend Andersen som inspirerende ledere indgik skole og kursusvirksomhed i samvirksomhed og lokalefællesskab, som skulle komme til at vare til 1964. Staten overtog i 1965 kursusvirksomheden, og denne del af skoleimperiet flyttede i 1967 midlertidigt til [[Frydenlundskolen]], siden som Statens Kursus til real- og studentereksamen i Århus til helt nye bygninger på [[Göteborg Allé]] ved [[Vandtårnet ved Randersvej]]. Skolen fortsatte sin virksomhed i Thunøgade med [[Inga Andersen]] som leder og nu officielt under navnet Fengers Skole.

Som skolebestyrer havde Axel Hansen i starten erstattet præliminæreksamen med mellemskole- og realeksamen, men efter nogle år vendte han tilbage til den almindelige forberedelseseksamen, som han mente gav eleverne bedre muligheder, når skolen var slut, og arbejdslivet skulle tage sin begyndelse. Svend Andersen havde en anden mening, og noget af det første, han foretog sig efter overtagelsen af den private realskole, var genindførelsen af mellemskole- og realeksamen i tilslutning til hovedskolen.

Med Inga Andersen død i 1967 besluttedes det at bringe den gamle skole til ophør, og eleverne overførtes året efter til [[Elise Smiths Skole]]. Endnu et par år fortsatte et særligt Fengers Realkursus i skolebygningen i Thunøgade, men hen imod 1970 sluttede også denne aktivitet.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*Fengers Skole. 100 år. 1866-1966 (1966), Aarhus gennem Tiderne. Bind III (1941). [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D08035520 Bestil materiale]
*Regnar Knudsen om de private skoler (s.184-194), Skoler og skolegang i Århus 1930-1970 (1978). [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D05348420 Bestil materiale]
*Finn H. Lauridsen: I privatskole (s.235-254), Århus. Byens Historie. Bind 2. 1 [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21942871 Bestil materiale]

====Se også====
* [[Skolevæsenet i Aarhus]]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]

Fattighjælp i Aarhus

2025-01-16T11:39:38Z

Balthasar:

[[Fil:Legatbolig, Rosensgade 4-10, ca. 1900.jpg|thumb|right|450px|Legatbolig i [[Rosensgade]] [[Rosensgade 4-10|4-10]] omkring år 1900.]]

===Fattighaver===
I februar 1881 søgte arbejdsmand Christian Bach [[Fattigudvalget]] under [[Aarhus <div class="tright">{{#display_map:
56.153905, 10.199618~[[Aros Allé 2]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.153905, 10.199618
|align=right
}}</div>Byråd]] om brugsret til en af fattighaverne ved siden af rebslagerbanen, over for [[Vennelystparken|Vennelyst]]. Han begrunder sin ansøgning med at han mangler fast arbejde, og desuden både har tid og lyst til at beskæftige sig med havearbejdet. Hans ansøgning er attesteret af to forskellige tidligere arbejdsgivere, der begge bekræfter, at de kender ham som en arbejdsom og ædruelig mand. Christian Bach har på ansøgningstidspunktet boet i Aarhus i 11 år og været gift i fem, men nævner ingen børn han skal forsørge.

====Inspiration fra hertugdømmerne====
[[Aarhus Kommune]] havde på dette tidspunkt fattighaver forskellige steder i udkanten af byen. Efter inspiration fra hertugdømmerne havde den enevældige konge i 1826 skabt mulighed for oprettelsen af fattighaver i købstæderne. I cirkulæret om fattighavernes oprettelse hed det, at hensigten med haverne er at ''”give gifte trengende Haandværkere eller andre uformuende Familiefedre Leilighed til selv i deres Fritimer, og i serdeleshed ved deres Koners og Børns hjælp at vinde Bidrag til deres Underhold”''. Fattighaverne skulle altså gøre det muligt for fattige, men værdigt trængende familiefædre at forsørge deres familie.

Hvis man var værdigt trængende kunne man få hjælp af de filantropiske foreninger og den private velgørenhed i stedet for at gå til den offentlige fattighjælp. Hvis man kom på offentlig fattighjælp, mistede man en række borgerlige rettigheder. Efter Junigrundloven i 1849 mistede en mand sin stemmeret, hvis han modtog offentlig fattighjælp. Men fattighaverne blev ikke regnet for offentlig fattighjælp, selvom de var anlagt på byens jord og bestyret af byrådets fattigkommission. Og de var en særdeles velkommen hjælp til en gruppe af fattige, der ofte havde svært ved at få hjælp af den private velgørenhed. Den private fattighjælp hjalp gerne enker, børn og gamle, men de fattige familiefædre havde færre steder at gå hen.

====Rift om fattighaverne====
I 1829 var der fattighaver i Aarhus til 36 familier. Da Christian Bach søgte om en fattighave i 1881, var der noget mere pres på denne type fattighjælp, og antallet af haver blev udvidet kraftigt i perioden. Samtidig blev havearealerne flyttet i takt med, at byen voksede, så de til stadighed lå i udkanten af byen. I perioden mellem 1879-1888 blev der fx anlagt fattighaver på [[Galgebakken|den gamle galgebakke]] (ved det nuværende [[Steno Museet|Steno Museum]]) på et areal på 12.000 kvadratalen. Også andre steder i byen blev jord udlagt som fattighaver. I modsætning til andre byer var fattighaverne en succes i Aarhus, og ved århundredeskiftet var der stadig stor søgning og kø til at få adgang til en fattighave.

====Fattighaverne var til værdigt trængende====
Ansøgerne argumenterede som Christian Bach altid med deres tilhørsforhold til byen. Den enkelte by var kun forpligtet til at forsørge sine egne fattige. Man skulle bo tre år et sted for at optjene ret til fattighjælp. Også den private velgørenhed var ofte rettet mod byens egne fattige. Så det var vigtigt at bevis for, at man hørte til.

Da fattighaverne blev uddelt til de værdigt trængende ligesom den private velgørenhed, var det også vigtigt at argumentere for, at man var værdigt trængende. Det betød, at man havde arbejde eller havde haft indtil sin alderdom, og dermed gjort hvad man kunne for at forsørge sin familie. Man måtte heller ikke have modtaget offentlig fattighjælp tidligere. Men det krævede også, at man var en flink, arbejdsom og ædruelig mand, hvilket ansøgerne ofte vedlagde attest fra præst eller arbejdsgiver på, at de var. Og så var fattighaverne som hjælpemiddel rettet mod familiefædre, så ansøgerne fremhævede ofte deres forsørgeransvar ved at nævne børn.

Dyrkningen af fattighaverne var overvåget af [[Fattigkommissionen]] og ved overtagelsen af en fattighave skrev brugeren under på et regulativ, hvoraf betingelserne for brug fremgik. I regulativerne for haverne blev det tydeligt, at haverne kun måtte anvendes til at dyrke grøntsager, kun til eget forbrug og kun ved egen hjælp. Haverne måtte ikke pløjes eller harves, og de måtte kun dyrkes med spade, hakke og rive. Der måtte ikke dyrkes korn, men kun havevækster. Og brugeren måtte ikke dyrke jorden ved fremmed hjælp, men kun ved egen kraft, bistået af kone, børn og tyende. Hegn og deslige skulle vedligeholdes. Hvis nogen af forpligtelserne forbundet med haven blev misligholdt, mistede brugeren retten til haven.

===Legatboliger===
Mens fattighaverne var rettet mod de fattige familiefædre, administrerede byens fattigkommission også en anden type fattighjælp, der var rettet mod en anden gruppe af borgere, nemlig legatboligerne. Det var ofte enker, gerne med børn, og gamle, der boede i legatboligerne. Legatboligerne var huse ejet, vedligeholdt og administreret af byrådet, det vil i praksis sige fattigkommissionen, men som fattighaverne blev de ikke regnet for offentlig fattighjælp. Det vil sige, at man kunne bo i legatboligerne uden at miste de rettigheder, man mistede hvis man modtog offentlig fattighjælp. Og man kunne stadig modtage hjælp fra den private velgørenhed, der ikke ville hjælp dem, der fik offentlig støtte.

Fattigkommissionen i Aarhus rådede over legatboliger forskellige steder i byen. Byrådet diskuterer i flere omgange vedligeholdelse og sanitære forhold ved enkeboligerne i bl.a. [[Klostergade]], [[Graven]] og [[Rosensgade]].

Det særlige ved den fattighjælp, som både fattighaverne og legatboligerne udgjorde, var den gråzone mellem offentlig og privat hjælp, som de befandt sig i. Begge hjælpeformer blev finansieret og administreret af byrådet gennem fattigkommissionen, men havde ikke den almindelige offentlige fattighjælps konsekvenser i form af tabte rettigheder.

===Fattiggården===
Det havde det til gengæld hvis du kom på [[Fattiggården]], der blev bygget i 1871. Et alternativ til fattiggården var at modtage fattighjælp i form af brænde, mad eller huslejehjælp uden for fattiggården, men stadig med det tab af rettigheder, der knyttede sig til den offentlige fattighjælp.

==Kilder og litteratur==
* Første version af artiklen er skrevet af Nina Koefoed, lektor i historie, Aarhus Universitet

[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Socialpolitik & velfærd]]

Dansk Konservesfabrik A/S

2025-01-16T11:34:48Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.159563, 10.204114~[[Gammel Munkegade 19B]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.159563, 10.204114
|align=right
}}</div>=== Etablering af fabrikken ===
'''Dansk Konservesfabrik A/S''' blev etableret i [[Gammel Munkegade]] 19 i december 1914 af direktør [[Aage Herschend]] og landbrugskandidat [[Jesper Jørgen Jespersen]] med en begyndende aktiekapital på 20.000 kr. Fabrikken strakte sig over fire etager, og indeholdte bl.a. byens største køleanlæg.

Under krigen blev der udvidet af flere omgange, og gav arbejde til op imod 70 medarbejder og funktionærer.
Fabrikken opstod på baggrund af nye afsætningsmuligheder på det tyske fødevaremarked under 1. verdenskrig, hvor bl.a. afsætningen af den danske gullaschproduktion opnåede nye højder. Dansk Konservesfabrik havde da også gullaschen som et af sine hovedprodukter, mens leverpostej og bouillonterninger også var at finde i produktionen. Da produktionen var på sit højeste, kunne fabrikken producere op imod 70.000 bouillonterninger om dagen. Disse blev, efter den fuldautomatiske produktion, pakket i blikdåser så saltet i terningerne ikke fordampede.

=== Herschends gullaschfabrik ===
Dansk Konservesfabrik var ikke af enestående karakter, og flere fabrikker med lignende produktioner opstod på baggrund af krigsspekulationer overalt i Danmark under krigen. Disse havde sjældent et godt rygte med sig, og blev ofte forbundet direkte med en fødevareproduktion af ganske tvivlsom karakter. Dette var også tilfældet i Aarhus.

Med sin start i 1914 var Dansk Konservesfabrik derfor nem at sætte i direkte forbindelse med disse krigsspekulanter, der i Danmark blev kendt som de Folkevittige ’Gullaschbaroner’. I Aarhus fik ’Gullaschbaronerne’ også plads i Folkevittigheden, her der blev talt om at dåserne med gullasch kunne bruges som håndgranater, og dermed var både til at leve og dø af. Dette var dog ikke noget Dansk Konservesfabrik forbandt sig selv med, og også Århus Stiftstidende tog Aage Herschends fabrik i forsvar. Den bragte i august 1916 en artikel med en rundvisning på fabrikken i Munkegade. Her viste Herschend sin fabrik frem, og fortalte historier om fabrikkens produktion. Her var produkterne, ifølge Herschend, ikke at sammenligne med håndgranater, men derimod af ganske fornem karakter. Om produktionen af Gullasch, fortalte han bl.a.:

''’’Forleden’, fortæller han, ’kom der en Dame herhen og spurgte, om hun kunde købe noget af vor Sauce. Den blev jo lavet paa hotel ”royal”, havde man fortalt hende, og den var ekstra. Jeg Maatte jo saa forklare hende, at den fra Royal var skam ikke nær god nok til os, og at vi derfor lavede den selv’''.

Efter rundvisningen var Århus Stiftstidende da også så overbeviste, at artiklen afsluttedes med en konklusion om ''’… at hr. Herschends Gullasch ikke egner sig til haandgranater. Den er ikke til at dø af ’''.

Fabrikkens medvind i krigsårene afspejlede sig også tydeligt i aktiekapitalen som blev udvidet af flere omgange. I 1915 med 10.000 kr. og i 1916 blev først 120.000 kr. tilføjet mens yderlig 500.000 kr. blev tilføjet i efteråret. Herschends tro på at hans produkt adskilte sig fra de øvrige krigsproducenters, kunne også ses i fabrikkens fremtidsvisioner. Flere ejendomme blev opkøbt for at føre foretagendet videre, også efter krigens afslutning. I 1917 blev slagtermester [[Frederik Hasles]] forretning på [[Lille Torv]] 6A opkøbt, og i 1918 blev otte ejendomme i [[Norsgade]] og to på [[Nørre Allé]] tilføjet. I 1918 blev der ydermere udvidet med en filial i København.

=== Visionen om det danske hjemmemarked ===
Udover filialen i hovedstaden udgav fabrikken også kogebogen 'D.K. Kogebog for den daglige Madlavning' i 1918. Dette var en 40 siders moderne kogebog der indeholdte opskrifter, rim og økonomiske tips til den danske husmoder. Alle disse var naturligvis bygget på brug af Dansk Konservesfabriks bouillonterninger. Terninger blev i bogen fremstillet som det nye vigtige grundprodukt i den danske husholdning, så husmoderen aldrig igen ville ''’komme i forlegenhed, naar Sausen og Suppen skulde gives Smag, Kraft og Fylde’''. Kogebogen afspejlede en hel ny vision, og det var nu tydeligt at det var det danske marked der skulle erobres. Der blev lagt stor vægt på at terningerne var af dansk produktion, og dette blev understreget af flere forskellige rim om dette:

''’Hvorfor søge bestandig det udenlandske, husk: D.K-terning de ere Danske!’'' og ''’D.K. er hverken Tysk eller Fransk, men er det første og sidste Bogstavi i DANSK’''

Disse rim var at finde på hver enkel side i bogen. Udover danskheden lagde rimene også stor vægt på de mange besparelser som terningerne kunne hjælpe den danske husmoder til. Kogebogen leverede også opskrifter og spisesedler på alt fra suppe til svinekam, hvilket naturligvis alt sammen var produceret med hjælp fra D.K. terningerne.
I 1919 nåede fabrikkens aktiekapital op på 1 million kroner. Dog sluttede gullasch-eventyret brat for Dansk Konservesfabrik, da eksporten til Tyskland ophørte. I 1920 leverede den et nettounderskud på 1,5 millioner, og i 1921 blev selskabet likvideret. Visionen om at omvende den danske husmoder, og vinde det danske hjemmemarked havde slået fejl.

== Litteratur og kilder ==
* Aarhus gennem tiderne II, Nyt nordisk forlag, 1940
*Det talte man om … - rids fra Århus i 100 år, Århus byhistorisk Udvalg, Universitetsforlaget, 1986
* D.K. Kogebog, udgivet af Dansk Konservesfabrik A/S 1918
*Århus Stiftstidende den 27.08.1916

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Hasle Skole

2025-01-16T11:34:10Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.1690675419792, 10.163122909232197~Hasle Skole;
|width=378
|height=200
|zoom=15
|align=right
}}</div>

Løbedegnen fra latinskolen i det nærliggende Århus blev for Hasles vedkommende afløst af en fastboende degn i 1724. Niels Isachsen Schanderborg, der som sædedegn fik ansvaret for menighederne i ikke alene Hasle, men også i annekssognene Skejby og Lisbjerg, skulle udover sine kirkelige opgaver varetage hvervet som skoleholder i sit hjemsogn samt for børnene i Åby. I Skejby og Lisbjerg måtte sognefolkene selv sørge for på den ene eller den anden måde at få børnene oplært.

Schanderborg var ved sin tiltræden i Hasle en ung mand på 24 år, netop dimitteret som student fra Århus Skole. Det skulle gå ham ilde. Utilfredsheden med degnen ulmede længe, og i 1742 brød den med fire gårdmænds klage til stiftsprovsten ud i lys lue. Fra Århus gik sagen til København, og Christian 6. lod Schanderborg arrestere. Ved retten fandt man degnen skyldig, men han var død forinden. I Århus Domsogns kirkebog står der: "Død 11. nov. 1743 Niels Isachsen, elendig og fattig. Beg.(ravet) på domkirkens kirkegård." Hvor løbedegnene og Hasles første sædedegn underviste deres elever, ved man ikke. Med festligholdelsen af 250 års jubilæet 4. december 1993 markerede Hasle Skole, at på denne dag i 1743 blev den først kendte skolebygning taget i brug, samtidig med at Balthazar Lagesen som ny degn efter Schanderborg blev indsat i det embede, hvortil han var kaldet. Det var sognets største jordbesidder, godsejer [[Johan Arentsen Althalt (1635-1728)]] til [[Lyngbygård]], som i henhold til skoleforordningen af 1739 forestod opførelsen af skolehuset i Hasle. Det har ligget på Viborgvejens østside, lige syd for kirken og lidt vest for den nuværende skole.

Hasle var i disse tider den af oplandets landsbyer, som lå Århus nærmest, men langt frem i tiden forblev den sig selv og var kun i ringe grad påvirket af at være nabo til den store købstad. Forholdene forblev landlige og på skoleområdet i mange henseender utilstrækkelige, også efter skoleloven af 1814. Den gamle skole fra 1740´rne var i almindelighed dårlig vedligeholdt, og lærernes adfærd gav ofte anledning til kritik. I 1813 siges det således om skolen, at "den er mørk og skidden samt uværdig sin bestemmelse". Der skulle alligevel gå næsten et halvt århundrede, før man i 1859 besluttede sig for at bygge nyt. Det blev til den "røde" skole, som, beliggende der hvor inspektørboligen er i dag, fungerede indtil endnu en ny skole stod færdig i 1917, hvorefter den frem til slutningen af 1940´rne benyttedes som overlærerbolig. 1917-skolen, som var tegnet af arkitekt S. Knudsen Sørensen (andre arkitekter, bl.a. Peter J. Vedel, Ali Rasmussen og Th. Bang Thermansen, skulle i senere udbygningsfaser komme til), forlængedes i 1929 mod øst, og hermed indledtes striben af udvidelser, som sluttelig resulterede i det meget omfattende skolekompleks, der i dag opleves som en klynge af større og mindre huse beliggende mellem Viborgvej og Herredsvej.

Udbygningen i 1940 med en skole- og gymnastiksalsfløj mod Herredsvej var markant og indvarslede nye tider. Århus var rykket nærmere, og det købstadordnede skolevæsen med den 7-klassede skole blev indført. Mellem- og realskolen kom til ti år senere, i 1950. Anders Pihlkjær gjorde det meste af denne udvikling med. Først som enelærer fra 1911 til 1922, derefter som førstelærer i 18 år, for til sidst at slutte som overlærer fra 1940 til 1943. Til at begynde med havde han ansvaret for 38 børn; da han gik af, var antallet af elever steget til det firdobbelte. Da Pihlkjær forlod skolen, var tyskerne på vej ind. Først indlogerede de sig i de ældre dele af skolen, fra årsskiftet 1944/45 beslaglagde de alt, og skolegangen måtte forlægges til Haslegårdens hovedbygning. Af en eller anden grund lod tyskerne et par måneder før befrielsen skolen male sort, og gulstensbygningerne fra 1940 blev aldrig helt sig selv igen. Den sorte farve kunne ikke fjernes, der måtte males nyt ovenpå, og den "hvide" skole kom til verden.

Elevtallet steg efter krigen til et niveau på mellem seks og syv hundrede, det kulminrede i 70´rne med omkring tusinde for derefter på ny at falde til 633 elever fra børnehaveklasse til 10. klasse med 139 børn tilmeldt skolefritidsordningen ved årsskiftet 1999/2000. [[Ellekærskolen]] på Jernaldervej, som skulle aflaste Hasle Skole, blev taget i brug i skoleåret 1973/74 og var fuldt udbygget fra og med skoleåret 1979/80. Planer om en skole ved Herredsvej stilledes i bero allerede 1973.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*Rasmus Bendixen i Århus Stifts Årbøger (bind 60/1967, bind 62/1969) om Hasle Skole [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06683940 Bestil materiale]

[[Kategori: Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Åby Skole

2025-01-16T11:33:31Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.150634, 10.164975~[[Åbyvej 80]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.150634, 10.164975
|align=right
}}</div>Det var degnen i Hasle, der indtil 1815 havde ansvaret for, at børnene i Åby kom i skole og lærte noget. Men skolevejen fra Åby til Hasle var, ikke mindst om vinteren, lang og nærmest uoverkommelig. Det blev til for lidt, og i 1745 klagede bønderne i Åby til [[Peder Jacobsen Hygom (1628-1708)|biskop Hygom]] og gjorde det samtidig klart, at de om nødvendigt var villige til "''på egen bekostning at lønne en skoleholder''". Det kom ikke så vidt. Af bispens visitatsberetning fra 1752 fremgår det, at der "''allerede er gjort anstalt til at råde bod derpå''". Løsningen blev den velkendte med en løbedegn fra latinskolen i Århus, og med en sådan måtte man stille sig tilfreds indtil 1806.

Med skoleloven af 1814 ændredes situationen. Hvert sogn skulle nu have sit eget skolevæsen, og forbindelsen med Hasle Skole og degneembedet dér blev hævet. Som lærer ansatte Åby-boernei 1815 den 23-årige N.J. Galthen, som netop var dimitteret fra seminariet i Lyngby, og 6. november mødtes denne "''meget duelige''" lærer for første gang med den snes børn, der var ham betroet. Skolehuset, som endnu står som [[Kærvej]] 21, lod vente på sig og kunne først tages i brug i 1819. Det var en bindingsværksbygning på ti fag, hvoraf de syv tilfaldt læreren til beboelse, de tre børnene til skolestue. I 1837 var antallet af elever steget til 49, og for sit arbejde fik lærer Peder Nielsen, Galthens efterfølger, i årsløn 4 tdr. rug, 24 tdr. byg, 5 lispund brød, 18 snese æg, fri bolig samt en jordlod på 7 tdr. land. Hvortil kom de 10 rigsdaler for kirkesangen. Det var vel også den aflønning. lærer Østergaard måtte affinde sig med. Forgængeren, Peder Nielsen, havde forgæves bedt om at måtte få en hjælpelærer, og efter en halv snes år i embedet slog Østergaard sig i slutningen af 50´erne i tøjret. Han ville til Lisbjerg, hvor man betalte bedre. I Åby ville man ikke af med den velrenommerede lærer, der som ivrig grundtvigianer havde gjort meget for sognet. Østergaard fik det, som han ville, og blev, hvor han var.

Efterhånden var elevtallet steget til godt og vel 80, og Åby Skole flyttede i året 1900 til et nyopført skolehus et par stenkast fra det gamle, samtidig med at lærer Jens Jørgen Jensen, der var kommet til efter Østergaard i 1882, langt om længe fik en andenlærer. Herefter gik det stærkt. Århus voksede som ingen anden dansk by, og i Åby kom der også flere til. Det stod i løbet af kort tid klart, at der var behov for en ny og større skole. Skolen på (nuværende) [[Korsagervej]] 45 blev til præstegård, og et moderne skolekompleks opført efter pavillon-systemet på Bækgårdens jorder kunne tages i brug i 1909. Åby Skole havde som en slags centralskole fundet sin endelige placering, og skole, gymnastikhus og lærerbolig fra dengang udgør stadig kernen i det, der skulle vise sig at blive det kulturelle midtpunkt i sognet.

Skolens vækst i 1900-tallet afspejlede naturligvis den almindelige udvikling. I 1914 opførtes en ny skolebygning med betegnelsen B. I slutningen af 20´erne tilføjedes skole og gymnastikhus fra 1909, nu med betegnelserne A og C, begge en etage, og umiddelbart efter krigen kunne man efter en lang og meget besværlig byggeproces tage den færdige D-skole i brug. Fra 247 elever i 1909 voksede elevtallet jævnt hen over årene for at kulminere med 1534 elever i 1957. Sognerådets beslutning om at bygge [[Gammelgårdskolen]], der blev taget i brug i 1959, skal ses i denne sammenhæng. En afmatning i elevtallet i begyndelsen af 20´erne førte til, at Åby i 1925 som den første af forstæderne indrettede et købstadordnet skolevæsen, og Åby kommunale Realskole kunne herefter gennem et 3-årigt forløb forberede til præliminæreksamen, som sidste gang afholdtes i 1939 for at blive afløst af mellemskole- og realeksamen. Fra 1914 til 1918 var A-skolen af myndighederne beslaglagt til brug for husvildeboliger, og fra midten af december 1944 til april 1946 var det meste af skolen beslaglagt, først som tysk militærforlægning, senere som indkvarteringssted for flygtninge.

I skoleåret 1999/2000 har Åby Skole 683 elever fordelt på klassetrin fra børnehaveklasse til 10. klasse. Skolefritidsordningen omfatter 183 børn.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*August F. Schmidt: Aaby Sogns Historie I. 1941. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07558511 Bestil materiale]
*Aaby Skole 1909-1959 .1959. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D91156636 Bestil materiale]
*Åby Skole 1909-1984. 1984. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D06128114 Bestil materiale]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.144864,10.161304}}
{{#coordinates:56.146408,10.162341}}

Sankt Knuds Skole

2025-01-16T11:31:10Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.151722, 10.204220~[[Ryesgade]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.151722, 10.204220
|align=right
}}</div>'''Sankt Knuds Skole''' eller ''' - Katolsk Skole''', som den også kaldes - ligger bag ved [[Katolsk Vor Frue Kirke]] i [[Ryesgade]].

===Kapel og skole hos pater Sträter===
I april 1873 besluttede Jesu Selskab på en konference i København, at der skulle oprettes en katolsk menighed i Aarhus. Få uger senere ankom pater [[Augustin Sträter]] til byen, og han lejede sig straks ind i stuelejligheden til venstre i ejendommen [[Fredensgade]] [[Fredensgade 22|22]]. Her fik sognepræsten sin bolig, og her fik menigheden sit kapel og sin skole.

Det begyndte småt med byens eneste katolik og dennes to børn. Han - en tysk skræder - var ikke-katolsk gift, men snart fordobledes skolens elevtal, idet en indvandret russer af samme profession som tyskeren kunne bidrage med yderligere to børn. Som lærere fungerede pater Sträter og [[pater Feldmann]], og efter et par års forløb kunne den nu veletablerede skole i 1875 flytte ind i menighedens nye hus på adressen [[Ryesgade]] 24. På dette sted havde pater Sträten af [[Aarhus Kommune|kommunen]] købt grund til såvel kirke som menighedsbygninger, og kirken blev da også rejst på et af byens mest attraktive grundstykker i årene 1878-1881. Den katolske menigheds skole var for både drenge og piger, og allerede i slutningen af 1870-erne viste der sig behov for en udvidelse til det dobbelte antal klasseværelser.

===Sankt Josephs Søstrene===
I 1907 kunne [[Sankt Josephs Hospital]] på [[Frederiksbjerg]] tages i brug. Her herskede Sankt Joseph Søstrene, og hospitalet blev for katolikkerne et vigtigt berøringspunkt udefter mod den ikke-katolske verden. Men også på Sankt Knuds Skole gjorde de katolske nonner med de smukke navne sig gældende, idet de som lærere gennem mere end et halvt århundrede var nærmest uundværlige. I 1922 fik søstrene tilladelse til også at undervise drenge, og herefter var vejen åben for en fælles undervisning af drenge og piger.

Som tiden gik, måtte Den katolske Skole se sig stillet over for et indtil videre uløseligt problem. Skolen ville gerne indrette sig med en mellem-og realskole, men skolen optog udelukkende børn af katolsk observans, og langt fra alle katolikker i Aarhus sendte deres børn i Sankt Knud. At det forholdt sig sådan betød for få børn, og hertil kom, at Sankt Josef Søstrene havde svært ved at imødekomme skolens ønske om, at flere søstre fik en fast tilknytning til den daglige undervisning. Planen om oprettelsen af en mellem-og realskole måtte skrinlægges. Krigen gjorde sit til, at optimismen for en tid blev nedtonet, men det fortæller noget om det særlige i situationen, at skolen i Ryesgade i foråret 1945 stillede lokaler til rådighed for børn i [[Ingerslevs Boulevards Skole]], der som den sidste af kommuneskolerne var blevet overtaget af tyskerne.

===Udvidelse til millioner===
Fra 1950 var sognepræst [[Frans Poppe]] leder af Sankt Knuds Skole, og sammen med [[Søster Margrethe]] sørgede han for, at der på ny kom gang i planerne om en skoleudvidelse. Det var et millionprojekt, der stod foran sin virkeliggørelse. Arkitekterne C.J. Hansen og Salling Mortensen udarbejdede tegningerne, og 15. maj 1955 fandt indvielsen sted med deltagelse af blandt mange andre biskop [[Th. Suhr]] og borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]]. Den nye skole fik sin plads bag den gamle på en grund beliggende til højre for kirken mellem Ryesgade og [[Park Allé]]. Det var planen, at elevtallet fra de hidtidige 68 elever skulle firedobles i løbet af få år, og sådan gik det. Frans Poppe udnævntes i 1954 til rektor i København. Hans efterfølger som skoleleder blev den nye sognepræst [[Karl Pauli]], som kom fra et embede ved Niels Steensens Gymnasium. Fra og med skoleåret 1956/57 var mellem- og realskolen en realitet, i skoleåret 1959/60 havde skolen 206 elever, hvoraf halvdelen var katolikker, og de første realister dimitteredes i sommeren 1961. Hermed var skolen kommet til skelsår og alder, og dens position blandt byens velrenommerede uddannelsesinstitutioner var for længst sikret og anerkendt, da [[Preben Frandsen]] i sommeren 1967 som den første civile skoleleder overtog ledelsesansvaret efter pater [[Anton Dekkers]]. Dekkers havde på dette tidspunkt været skolens leder gennem en halv snes år, og det var i hans tid, skolens anneks kom til i 1961.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*Preben Hahn-Thomsen: 100 år i Århus. Den katolske menighed og skole 1873-1973 (1973) [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D00146307 Bestil materiale]

====Se også====
* [[Skolevæsenet i Aarhus]]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Engdalskolen

2025-01-16T11:26:13Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.152940, 10.109608~[[Hovedgaden 5]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.152940, 10.109608
|align=right
}}</div>''- Indtil 1962: Brabrand Kommuneskole -''

I 1681 var der ikke mindre end 30 sogne i stiftet, som havde løbedegne fra latinskolen i Århus. Brabrand var et af disse sogne, og de kummerlige skoleforhold understregedes yderligere af, at der i Brabrand ikke var nogen degnebolig, og at degnen ikke havde nogen stedfortræder. Det måtte altså gå så godt, som det kunne, og sådan havde det vel i grunden altid været. Med [http://da.wikipedia.org/wiki/Pietisme pietismen] på [http://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_4. Frederik 4.s] og [http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_6. Christian 6.s] tid forbedredes skoleforholdene landet over betydeligt, og med [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/skoler-og-undervisning-foer-1814/ skoleloven af 1814] var fundamentet til et moderne og tidssvarende skolevæsen lagt.

Allerede mens [http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_5. Christian 5.] regerede, fik Brabrand i 1685 sit første ”rigtige” skolehus med skolestue og bolig for degnen. Måske en slags ”centralskole”? I hvert fald placeredes skolen langt fra kirken, men på byens fælles jord med henblik på at betjene børn fra alle sognets landsbyer. Fra 5/6-årsalderen kom de, ”til de udi deres Børnelærdom saa vel som at læse og skrive er tilbørlig forfremmet”, som det meddeles i Brabrand Bylov fra 1725.

Et fotografi fra omkring 1912 viser foruden Brabrand Kirke et smukt 12-fags, stråtækt bindingsværkshus beliggende uden for kirkegården mod nord. Det er den ”nye” skole fra 1737, som placeret på rette sted, i tagdryppet fra kirken kunne man næsten sige, og forlænget lidt i årenes løb fungerede helt frem til 1863, da en større og mere tidssvarende skole byggedes på en grund umiddelbart nord for det sted, hvor Engdalskolen har sin plads i dag. I 1822 havde skolen ved kirken, som blev nedrevet i 1929, tredive elever. Skolen i den anden ende af byen, nu også med et nyoprettet 2. lærerembede, havde i 1894 godt hundrede børn at tage vare på, og den faldt i 1959 som offer for en voldsom byudvikling omfattende hele Brabrand-området.

Endnu en ny skole, den fjerde i rækken, indviet 1910 og (endnu) beliggende ved Enghavevej (nu Engdalsvej) syd for den gamle, blev indledningen til de skolebyggerier, der i de følgende årtier frem til årtusindskiftet blev til Brabrand Kommuneskole og senere (i forbindelse med [[Gjellerupskolen|Gjellerupskolens]] indvielse i 1962) til Engdalskolen. Som noget nyt fik skolen ved Enghavevej et fritliggende gymnastikhus, men der måtte mere til. Den almindelige pædagogiske udvikling stillede sine krav, og det gjorde befolkningstilvæksten også. En ny kommuneskole kunne med ni klasseværelser og seks særlokaler indvies 1. oktober 1934, og overgangen til status som købstadordnet skolevæsen fandt sted i fuldt omfang pr. 1. januar 1935. Heraf fulgte naturligt ønsket om oprettelse af en eksamensafdeling, som kunne forberede til mellemskole- og realeksamen. Dette ønske blev til virkelighed fra det nye skoleårs begyndelse 1937, da den private Brabrand Realskole efter 26 års virke med elever og lærere blev overtaget af kommunen og nedlagt med udgangen af juli 1937. Realskolen, som fra 1921 til 1937 forberedte sine 231 dimmittender til præliminæreksamen, havde til stadighed et godt omdømme og tiltrak mange elever. Størst var elevtallet i 1921 med 157 indskrevne. Ved lukningen i 1937 var der 112.

Til det mindre skolekompleks fra 1910 og 1934 føjedes 1955 og 1970 nye, store bygninger, som gav Engdalskolen dens endelige størrelse og arkitektoniske udformning. På skolen var der i 1961 indskrevet godt og vel 900 elever, i 1972 næsten 900, og i skoleåret 1999/2000 er der foruden de 674 elever på klassetrinnene fra børnehaveklasse til 9.klasse 162 børn i fritidsordningen.

Med til historien hører, at skolerne i Årslev (med ny skole fra 1913, nedrevet gymnastikhus fra 1915, nuværende adresse: [[Silkeborgvej]] 777) og [[True Skole|True]] blev nedlagt i henholdsvis 1940 og 1976, og at sognerådet i Brabrand-Årslev i 1962 kunne åbne [[Gjellerupskolen]] og otte år senere – efter kommunesammenlægningen – [[Nordgårdskolen]]. Inden for den gamle Brabrand-Årslev Kommunes grænser kom siden [[Tovshøjskolen]] (taget i brug 1973, indviet oktober 1976) og [[Skjoldhøjskolen]] (taget i brug 1974, indviet december 1979) til. Fra 13. august til 22. oktober 1973 måtte 182 børn fra Tovshøjskolen indlede deres skolegang i den året forinden nedlagte [[Paradisgades Skole]], da deres egen skole endnu ikke var klar til indflytning.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*August F. Schmidt: Brabrand og Aarslev sognes historie. 1962. [http://www.aakb.dk/ting/collection/775100%3A40690662/query%3ABrabrand%20og%20Aarslev%20sognes%20historie%3Bentry%3A1 Bestil materiale]
*August F. Schmidt: Brabrand og Aarslev Sognes Historie. Bind 2. 1938. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D08695849 Bestil materiale]
*Poul Larsen: Billeder af Brabrands historie. 1998. [http://www.aakb.dk/ting/collection/775100%3A22590871/query%3ABilleder%20af%20Brabrands%20historie%3Bentry%3A1 Bestil materiale]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Risskov Skole

2025-01-16T11:25:33Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.192964, 10.229044~[[Vestre Strandallé 97]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.192964, 10.229044
|align=right
}}</div>Da det hele begyndte, var der nok en Ris skov, men ikke noget Risskov sogn. Det var først i 1929, efter at Vejlby Krat, Strandvænget og Vejlby Fed var bebygget, at Vejlby-Risskov Kommune kom til verden og afløste den gamle Vejlby Sognekommune, der med landsbybebyggelsen omkring Vejlby Kirke som naturligt midtpunkt kunne føre sin historie tilbage til middelalder og oldtid.

Tiden frem til 1771 var i Vejlby løbedegnenes. De små landsbysamfund omkring Århus og deres præster havde i lange tider måttet stille sig tilfreds med i kirke og skolehus, hvis der da var et sådant, at blive betjent af ældre, ikke nødvendigvis meget modne eller særlig kyndige disciple fra byens latinskole, men denne ordning var ikke for nogen af parterne holdbar i længden. Med Jacob Christensen Veilbye fik Vejlby i 1771 sin første sædedegn, men han var både gammel og svag, hvorfor sønnen, Anders Pihlkjær, der var gårdmand, først som vikar, senere som egentlig indehaver af embedet var både degn og skoleholder i Vejlby til 1818. Der tales om, at henved 80 børn havde deres gang i den lille, tarvelige stue, som i skolehuset var beliggende væg om væg med skoleholderens beskedne bolig. Formentlig har der allerede i 1740´rne været skolehus i Vejlby, og i 1844 omtales et større hus, som har været beregnet for mellem hundrede og to hundrede børn, og som fordeltes til læreren med godt og vel en tredjedel, til undervisningen og dermed eleverne med en fjerdedel, mens resten udgjordes af et udhus på fire og en forstue på et enkelt fag. Her regerede Anders Pihlkjærs søn, Jens, som var den første seminarieuddannede lærer i Vejlby. Han kom fra seminariet i Lyngby, var lærer i Vejlby fra 1818 til sin død som 52-årig i 1848 og indvalgtes i 1841 i det nye sogneforstanderskab. Vejlbyerne gav i 1858 udtryk for, at de ønskede sig en ny skole, og det fik de to år senere, da den endnu (som Gammel Vejlby Kro) eksisterende "gule" skole blev bygget i 1860. Her skulle der foruden lærerbolig i vestenden og to skolestuer i østenden være plads til den nye, ugifte andenlærer samt til tredjelæreren, som kom til få år senere. En forskolelærerinde var på budgettet fra 1899, og et fjerde lærerembede blev besat første gang i 1920. Hvorvidt Nicolai Hjortshøj, førstelærer fra 1880, har boet på skolen er vel tvivlsomt. Han var ejer af to gårde i Vejlby og tog sin afsked i 1887, efter at han på et offentligt møde havde angrebet regeringen Estrup.

I 1901 rejstes den nye, "røde" skole over for, men i nogen afstand fra den "gule" skole, som fortsat blev benyttet. Et fritliggende gymnastikhus tilføjedes i 1917, men et stigende børnetal fra 1920 betød, at pladsmangelen blev følelig, og der måtte findes udveje for at klare situationen. Efter megen diskussion blev resultatet, at den "røde" skole blev nedlagt og stillet til rådighed for den kommunale administration, og at en ny, stor Vejlby Skole, som få år senere skiftede navn til Risskov Skole, blev opført som centralskole i herregårdsstil på den åbne mark mellem Vejlby, Feddet og stationsbyen. Arkitekt M.B. Fritz tegnede skolen, og indvielsen fandt sted 8. april 1927.

Allerede tre år senere besluttede sognerådet sig for overgang til et købstadordnet skolevæsen, og mellemskole- og realeksamen kunne herefter aflægges i umiddelbar fortsættelse af det 7-årige skoleforløb. Risskov Skole afspejlede naturligvis befolkningsudviklingen og blev i begyndelsen af 50´erne en meget stor skole med mere end tusinde elever. En ny Vejlby Skole på Vikærsvej blev taget i brug i august 1954 med 300 elever fra Risskov Skole og senere indviet officielt 5. november 1958. [[Strandskolen]] på Feddet og [[Jellebakkeskolen]] åbnede dørene i henholdsvis 1965 og 1970.

Under 2. verdenskrig var tyske soldater indkvarteret på Risskov Skole, og umiddelbart efter befrielsen gav skolen i nogle uger husly til menige fra en afdeling af Montgomerys ørkenrotter. I skolens festsal afsløredes i 1959 som gave fra Ny Carlsbergfondet en vægdekoration, "Daggry", af maleren Mogens Zieler. Med et stærkt stigende elevtal og godt 750 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse og knap 300 børn i skolefritidsordningen i skoleåret 1999/2000 har Risskov Skole dokumenteret behovet for den udbygning af skolekomplekset, som finder sted netop nu.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
*Regnar Knudsen: Vejlby-Risskov gennem Tiderne. 1955. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07562713 Bestil materiale]

[[Kategori:Undervisning & uddannelse]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Otto Axel Oluf Julius Sørensen Sneum (1879-1958)

2025-01-16T11:24:37Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.151295, 10.200068~[[Frederiks Allé 20A]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.151295, 10.200068
|align=right
}}</div>[[Fil:Axel Sneum, foto Riis Knudsen.jpg|thumb|right|300px|Kommunelærer og politiker Axel Sneum]]
'''Otto Axel Oluf Julius Sørensen Sneum''' (født den 29. juli 1879 i Allerup, Sneum sogn, Ribe amt, død den 20. marts 1958 i Aarhus) var kommunelærer, senere folketingsmedlem samt medlem af [[Aarhus Byråd]] fra den 1. april 1921 til den 14. august 1924 for [[Socialdemokratiet]].

Forældre: lærer, sparekasseleder Mads Kristian Sørensen og hustru Juliane Marie Sørensen.
Gift den 29. august 1907 med Valborg Kolding, født den 25. april 1878 i Århus, død den 19. maj 1960 i Klampenborg, datter af købmand Hannis Kolding og hustru Christiane Birgitte Helvina Wissing.

===Skribenten===
Den første politiske opdragelse fik Sneum hos faderen, der bekendte sig til oppositionen mod Estrupregeringen og specielt følte sig i overensstemmelse med Christen Berg. Faderen var præget af grundtvigske tanker, og med sin demokratiske overbevisning indpodede han Sneum en holdning, som gennem hele hans politiske løbebane kom til at præge hans fremtræden. I 1900 tog Sneum lærereksamen på Jelling Seminarium, og allerede på dette tidspunkt var hans interesse vendt mod den socialdemokratiske bevægelse. Det var derfor naturligt, at han straks, da han optog lærergerningen i Aarhus, meldte sig ind i Socialdemokratiet her. I de følgende år udbyggede han bestandig sin uddannelse gennem selvstudium og kurser, og han erhvervede sig herved en ballast af viden, som senere kom ham til nytte som politiker. Hans interesser spændte vidt: fra naturfag til humanistiske discipliner som litteratur, filosofi og pædagogik, og hans egne litterære evner gjorde det muligt for ham at bruge den omfattende viden i en rig skribentvirksomhed.

===Publikationer===
* "Fysiske opgaver for mellemskolen og realklasserne" (1905)
* "Arbejdernes Produktionsforening i Aarhus" 1884-1919 (1919)
* "Socialdemokratiet i Jylland 1871-1921" (1921)
* "Var professor V. Kroman indeterminist?" (1929)
* "Kirke og skole" (1932)
* "De tekniske skoler og samfundet" (1935)
* "Industri og håndværk og teknisk skole" (1935)
* "Borgmester H.P. Christensen" (1944)
* "Da vi startede Århus Universitet" (1946)
* "Professor Kristian Kroman og skolen" (1947)
* "Første radioudsendelse for provinsen" (1948)
* "Bøgeskoven bør bevares" (1949)
* "Chr. Berg og Edvard Brandes" (1950)
* "Tre statsministre (Stauning-Buhl-Hedtoft)" (1950)
Sneum skrev desuden talrige pædagogiske og politiske artikler i dagspressen og i fagskrifter.

===Det politiske liv===
I 1915 indvalgtes Sneum i bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aarhus og i 1921 i byrådet. I den forholdsvis korte tid, han nåede at virke her, blev det fortrinsvis byens uddannelsesproblemer, der optog ham, og universitetssagen fik i ham en god fortaler. Interessen for det lokale bragte ham dog også ind i et aktivt arbejde for sociale institutioner. Således sad han fra 1935 i bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre - og i spørgsmål vedrørende havnen. Denne interesse førte han med sig, da han i 1924 valgtes til Folketinget og som følge heraf nedlagde sit byrådsmandat. Han talte således med dygtighed for, at Århus Universitet og det ortopædiske hospital i Aarhus fik sin part af bevillingerne. Hans folketingsarbejde kom i stigende grad til at dreje sig om finansielle sager, og 1935-49 sad han som medlem af finansudvalget.
Sneums dispositioner som politiker var præget af realitetssans. Han kunne til tider være hård og træde andre over tæerne, men da var det aldrig for personlig vindings skyld.

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
*Forretningsudvalget for oprettelse af et [[Aarhus Universitet|universitet]] i Jylland 1919-
*Bestyrelsen for [[Aarhus Tekniske Skole|Teknisk skole]] 1914-53, 1945-53 formand
*Bestyrelsen for [[Vor Frue Kirke|Frue Kirke]] 1921-22
*[[Havneudvalget]] 1921-24
*Udvalget efter lov om sygekasser 1921-24
*Udvalget for andragender 1921-24
*Biblioteksudvalget 1921-24
*Bestyrelsen for [[Kong Christian IX børnehjem|Chr. d. IX's Børnehjem]] 1921-25
*Universitetssamvirket, næstformand, 1925-
*Bestyrelsen for [[Århus Turistforening]] 1934-38
*[[Naturhistorisk Museum]] 1937-

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
*Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.144058,10.200048}}

Niels Johan Laursen (1855-1930)

2025-01-16T10:35:08Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.161980, 10.209659~[[Hjelmensgade 12]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.161980, 10.209659
|align=right
}}</div>[[Fil:Niels johan.jpg|300px|thumb|right|Niels Johan Laursen]]

Redaktør og senere præst '''Niels Johan Laursen''', medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 8. januar 1900 - 15. januar 1906 og 1. april 1909-31. marts 1921 for partiet [[Venstre]]. Ridder af Dannebrog.

Født 11. juni 1855 i Tønning, død 17. oktober 1930 i Aarhus.
Forældre: gårdejer og sognefoged Laurids Stephansen og hustru Inger Kirstine Mikkelsdatter.
Gift 15. november 1882 i Slagelse med Ane Marie Petersen, født 20. januar 1845 i Landsgrav, Slagelse, død 25. juli 1911 i Aarhus, datter af gårdejer Peder Christensen og hustru Caroline Marie Jørgensen.

===Karriere===
Laursen var først elev på Jelling Seminarium 1872-75, derefter tog han studentereksamen i 1877 fra Herlufsholm og endelig teologisk embedseksamen i 1882 i København, efter at have været huslærer i 1879-80 i Norge. Efter eksamen kom han straks til Aarhus som redaktør af det nystiftede [[Århus Folkeblad]] (1882-95), der var organ for det grundtvigske venstre som en modvægt mod [[Lars Bjørnbak (1824-1878)|Bjørnbaks]] [[Aarhus Amtstidende|Århus Amtstidende]].

Han blev i 1891 ejer af [[Laursens Realskole]], der er opkaldt efter hustruen Anna Laursen, der var leder på skolen. Laursen selv underviste også på skolen.

===Foreningsarbejdet===
Laursen deltog allerede i 80'erne sammen med [[Harald Otto Jensen (1851-1925)|Harald Jensen]] og [[Conrad Emil Marott|Emil Marott]] i den tids mange politiske folkemøder, og han var formand for riffelforeningen [[Aarhus Amts Folkevæbning]], som også Harald Jensen og Marott var medlemmer af.

Laursen idømtes 1885 en bøde på 400 kr. eller 40 dages simpel fængsel for injurier mod Estrup. Men han interesserede sig også for andet end politik.

Således var han med til at oprette Århus Valgmenighed og [[Aarhus Højskoleforening|Århus Højskoleforening]]. Han blev benyttet meget som foredragsholder, og han ledede den af Borgerforeningen 1883 påbegyndte undervisning for arbejdere. Han var mangeårigt medlem af Aarhus Venstrevælgerforening (æresmedlem). Imidlertid gik Århus Folkeblad ind i 1895, og han fortsatte sin venstrepolitiske virksomhed som medredaktør og medudgiver af Århus Amts Folkeblad (1895-1903), der var en fortsættelse af Århus Folkeblad. Avisen støttede Venstrereformpartiet imod den forligspolitik, som blev drevet af Amtstidende.

===Laursens andre poster===
* Medlem af Finansudvalget
* Medlem af [[Aarhus Universitet]]-kommissionen
* Udnævnt til 1. kapellan ved [[Aarhus Domkirke|Domkirken]] 24. Juli 1911
* Formand for Højskoleforeningen 1882-1894
* Udgiver af Højskolesangbogen med tilhørende Melodisamling
* I 23 år leder af Søndagstanker i en Række Blade
* Tilknyttet [[Aarhus Domkirke]] i 1903 som præst, et virke han udøvede i 22 år

===Politik===
Laursen var blevet medlem af byrådet i 1900 og fortsatte til 1906, i lang tid som eneste venstremand. Efter kort tids forløb kom han ind i byrådet igen 1909-20 samtidig med, at han sad i Folketinget 1910-26, valgt i Koldingkredsen. I byrådet tog Laursen sig særligt af skolespørgsmål. Han var formand for skoleudvalget 1903-06 og 1913-17 og for skolekommissionen 1913-25 og 1926-28. I Folketinget tog han del i forhandlingerne om ægteskabsloven, og han havde flere vigtige ordførerskaber, f.eks. for loven om kvinders adgang til embeder. I 1920-24 var han formand for finansudvalget. Han var en ivrig politiker, en levende prædikant og en inspirerende lærer, der på en engageret måde tog del i det politiske, kirkelige og folkelige liv i Århus i næsten 50 år.

===Medlem af eller byens repræsentant i...===
*[[Legatudvalget]] 1900-04
*[[Sundhedskommissionen]] 1900-04
*Udvalget for skolevæsenet 1900-04 og 1913-21
*[[Skolevæsenet_i_Aarhus|Skolekommissionen]] 1900-04 og 1913-25
*Århus amts skoleråd 1901-31
*Kirkeinspektionen for [[Sct. Pauls Kirke|Sct. Pauls]] sogn 1903-04
*[[Aarhus og militæret|Indkvarteringskommissionen]] 1909-13
*Brolægnings- og vejudvalget 1909-13
*Udvalget for markvæsenet 1909-13
*Forskønnelsesudvalget 1909-13
*[[Kirkegårdsbestyrelsen]] 1916-21

== Litteratur og Kilder ==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
* Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte VI, Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus

[[Kategori:Gejstlige & kirkeligt ansatte]]
[[Kategori: Journalister & fotografer]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Kvindehjemmet Sichar

2025-01-16T10:31:18Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.120319, 10.135327~[[Grøndalsvej 65]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.120319, 10.135327
|align=right
}}</div>Kvindehjemmet Sichar, også kaldet Sikar, for faldne kvinder lå i Viby. Det blev oprettet af Diakonissestiftelsen som en afløser for [[Magdalene-asylet]] i Århus og indviet 11. november 1898. Under Diakonissestiftelsen bestod det indtil 1921, hvor det blev solgt til Kvindehjælpen. Stedet hedder i dag [[Bøgholt]], og er en døgninstitution for 12-16-årige piger og drenge.

===Navnet Sichar===
Navnet stammer fra Johannes-evangeliet 4:5. Sichar (eller Sykar) er en by i Samaria, hvor Jesus møder og omvender en samaritansk kvinde, der har haft fem mænd og nu lever sammen med en sjette uden at være gift med ham.

===Oprettelse===
Sichar afløste den funktion, som Magdalene-asylet i Århus havde haft. Som Magdalene-asylet blev det drevet af Diakonissestiftelsen, ligesom flere medlemmer af det gamle asyls bestyrelse sad i den komité, der skulle samle penge ind til hjemmet. Stiftelsen købte gården Skovlund i Viby i 1898, og Sichar indviedes 11. november samme år.

Hjemmet blev finansieret dels ved bidrag og indsamlinger, dels ved indtægter fra vaskeriet, hvor kvinderne arbejdede.

===Dagligdag på hjemmet===
Hjemmet havde i begyndelsen plads til 20 "faldne kvinder". I 1907 byggede man en afdeling til, så der var plads til i alt omkring 40 kvinder.

Som på Magdalene-asylet skulle kvinderne selv vælge opholdet, og være indforståede med husordenen. En del af dagen arbejdede kvinderne i hjemmets vaskeri eller strygeri, som modtog arbejde udefra mod betaling. De fik også undervisning i skolefag, ligesom religion, bibellæsning og andagter fyldte deres del.

===Branden i 1923===
10. juli 1923 brændte hjemmets vaskeri, strygestue og noget af den tilhørende gård. Branden blev beskrevet i en artikel i [[Århus Stiftstidende]] og i kortere artikler i [[Aarhus Amtstidende]]. Branden skal være startet i vaskeriet, formentlig med en glød fra vaskekedlen.

19. juli bringer Aarhus Amtstidende nyheden, at en af de unge kvinder på hjemmet er blevet arresteret, og i forhør har tilstået at have påsat branden, fordi hun ikke brød sig om at være der. 7. august oplyser avisen dog, at tilståelsen var falsk – et forsøg på "at drille hjemmets ledelse og for at slippe bort derfra".

Pga. af den falske tilståelse vælger dommeren at idømme hende fire måneders fængselsstraf for hendes tidligere forbrydelser, som hun ellers var sluppet for tiltale for, mod at tage ophold på hjemmet. Ifølge avisen er pigen godt tilfreds med dommen, "idet hun frem for alt ville væk fra hjemmet".

===Udvikling===
I år 1900 byggede man en bestyrerbolig, og året efter en ladebygning, ligesom et af de eksisterende huse blev ombygget, således at hjemmet nu havde plads til 25 kvinder. I 1907 opførtes en ny bygning, "Bakkely", der skulle huse drikfældige og morfinafhængige kvinder. Afdelingen blev lukket igen i 1917, da der åbenbart ikke var nok tilgang af disse kvinder.

Hjemmets økonomi var streng og Diakonissestiftelsens ligeså. I 1921 valgte man at sælge Sichar til [[Kvindehjælpen i Århus]] – måske for at rette op på et underskud i Diakonissestiftelsens regnskaber. Kvindehjælpen ændrede både hjemmets funktion og navn: Snarere end faldne kvinder var der tale om unge piger, der blev modtaget gennem Børneværnet fra hele landet. Det nye navn var Viby Optagelseshjem.

I nogle år endnu synes Sichar imidlertid at være drevet som hjem for faldne kvinder – eller vildfarne kvinder, som de benævnes i Århus Stiftstidendes artikel i 1923. Også i 4. udgave af Trap fra 1926 beskrives Sichar stadig som hjem for faldne kvinder, mens det i 5. udgave fra 1963 beskrives som ungdomshjem.

I dag hedder stedet Bøgholt og er en døgninstitution for drenge og piger i alderen 12-16 år med alvorlige personlige, sociale og adfærdsmæssige problemer.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Heidi Holst Madsen og overført fra Århus Leksikon
*Inger Johannesen: "De faldne piger og kvinder i Århus", Kvindemuseet i Danmark: Årbog 2002 (2002), s. 7-23.
*Tove Glud Rasmussen: "Sichar i Viby – Nordens første kvindehjem", Årsskrift 1994 (1994), s. 19-32.
*Tove Glud Rasmussen og Harry Bjørnbak (red.): "Kvindehjemmet 'Sichar' i flammer", Vibybogen 2003 (2003), s. 41-44.

[[Kategori:Socialpolitik & velfærd]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Aarhus Salt- og Cindersfabriker

2025-01-16T10:30:40Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.149455, 10.210933~[[Kalkværksvej 23]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.149455, 10.210933
|align=right
}}</div>'''Aarhus Salt- og Cindersfabriker''' (gammel stavemåde med enkelt 'k') blev etableret på [[Aarhus Havn|Aarhus Sydhavn]] i 1851 af [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]] (1805-85), der var købmand, tegl- og kalkværksejer, skibsreder og medlem af [[Aarhus Byråd#Aarhus Borgerrepræsentation|Borgerrepræsentationen]]. Fabrikken var et saltsyderi fyret med cinders (en slags koks) og blev etableret på [[Kalkværksgrunden|matriklerne 1a og 1h]] (omtrent hvor Kulbroen i dag ligger), som Langballe købte i 1851 og 1860. I 1855 annoncerede han i [[Århus Stiftstidende]] med, at ''”Fra mit Saltraffinaderi kan bestandig faaes godt, fiint og smukt Smørsalt, og ligeledes grovere Salt, efter Tidens billigste Priser.”''

=== Saltværksbygningerne ===
Saltværksbygningen var en grundmuret bygningen indrettet med to ovne med saltpander. Derudover var der oplag af saltsten, dvs. sammenpressede blokke af salt og forskellige mineraler beregnet til dyr såsom heste og kreaturer med henblik på at opretholde deres saltbalance. Endelig fandtes et rum i stueetagen og et loftsrum, hvor salt lå til tørre på nogle træhylder. I en grundmuret tilbygning fandtes et tørreapparat af mærket ''Bang'' og i en anden tilbygning et maskinrum. Mod slutningen af 1800-tallet kom yderligere en bygning til. Denne bygning beskrives som en to etagers grundmuret bygning indrettet med fire cindersovne hver med i alt otte saltpander. Fra ovnene førte murede kanaler frem til en skorsten. Varmen fra disse kanaler blev brugt til at holde saltoplaget på den øverste etage tørt.

I 1910 fandt der en gennemgribende fornyelse sted af bygningsmassen, idet der opførtes en helt ny saltværksbygning. Denne gennemgribende fornyelse af bygningsmassen skyldtes bl.a. anlæggelsen af en ny vej, [[Gasværksvej]], over saltværkets grund fra [[Spanien]] mod havnen. En rest af denne vej findes i dag mellem [[Kalkværksvej]] 5 og 7. Vejføringen betød, at det nye byggeri måtte skubbes mod syd. Den nye saltværksbygning var en enetages grundmuret bygning med ovne med saltpander samt en høj skorsten med lynafleder i midten af bygningen. Derudover fandtes et saltlager og maskiner til fremstilling af smørsalt, saltsten og saltgødning samt en række mindre skure og udbygninger beregnet til lager og stalde m.m.

=== C. Langballe & Søn på Sydhavnen ===
I 1870 kom Carl Christian Langballes søn [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]] (1843-1910) ind i virksomheden, som derefter fik navnet [[C. Langballe & Søn]]. To år senere i 1872 etablerede en kreds af borgere på arealerne syd for saltkværket [[Aarhus Kalkværk]], og dette værk blev i 1880 overtaget af C. Langballe & Søn, der allerede drev et tegl- og kalkværk ved Vesterbro Torv. Carl Christian Langballe døde i 1885, og hans søn Otto Langballe videreførte derefter alene virksomheden, der fortsatte i familiens eje til 1980.

I 1917-18 skete der en omlægning af aktiviteterne på Sydhavnen. Aarhus Salt- og Cindersfabriker blev nedlagt, og samtidig blev teglbrændingen indstillet. Derefter koncentrerede virksomheden sig udelukkende om fremstilling af kalk, mørtel og cement samt salg af grus og sand, som virksomheden gravede op med sin egen sandsuger i bugten.

Efter saltværkets lukning stod bygningerne i en del år; det er dog uklart hvor længe. Der findes omtale af saltværksbygningerne i 1939, hvor Aarhus Oliefabrik ejede grunden, og de er muligvis nedrevet omkring 1950, da Aarhus Kommune havde overtaget grunden med henblik på at opføre [[Midtkraft|Midtkrafts]] koksgasværk og [[Kulbroen]].

=== Se også ===
* [[Kalkværksgrunden]]

== Kilder ==
* Rathlou, J. Viggo von Holstein: ''Aarhus : Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier'', I, s. 401-403. Find på [https://www.aakb.dk/search/ting/Aarhus%20Historisk-Topografisk%20Beskrivelse%20med%20Biografier biblioteket].
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/Aarhuslitteratur-paa-laesesalen.aspx?sc_lang=da Preben Rasmussens udklipssamling]: Se bl.a. Spanien 61a, 63, 65 m.fl.

'''Dansk Forening for Skadesforsikring, (SKAFOR), Rigsarkivet, Viborg:'''
* Skafor 1075: Aarhus Salt- og Cindersfabriker.
* Skafor 1076: Aarhus Kalkværk.

'''Realregistre og tingbøger, www.sa.dk/brug-arkivet/arkivalieronline:'''
* Aarhus Byfoged, Realregister 1855-1940, Bygrundene I vedr. matr.nr. 1a og 1h, Aarhus Bygrunde.
* Domstolsstyrelsen, Indskannede Tingbøger 1927-2000 vedr. matr.nr. 1a og 1h, Aarhus Bygrunde.

'''Aarhus Kommune, bygningskommissionen, nedrevne ejendomme, Rigsarkivet, Viborg:'''
* Spanien 19 m.m., 93-10.

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Carl Christian Urban

2025-01-16T10:29:39Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.158496, 10.208932~[[Volden 21]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.158496, 10.208932
|align=right
}}</div>[[Fil:Børge Venge, ca. 1955, Volden.jpg|thumb|right|400px|I 1856 købte Carl Christian Urban [[Volden]] [[Volden 21|21]] af enkemadame Michelsen for 3500 rdr. Den lille lave bygning, der ligger indeklemt i svinget, var den første bygning i Aarhus, som fik isat en butiksrude i ét stykke glas – en sjældenhed som Urban selv forhandlede i sin butik.]]

Glarmester '''Carl Christian Urban'''

Født 1823 i Helsingør - død 1905 i København

I 1849 kom glarmester Carl Christian Urban til Aarhus. Han var født i Helsingør i 1823, hvor hans far var møllebygger. Han var netop blevet gift med Wilhelmine Weinhändler fra København. Straks han kom til Aarhus, løste han borgerskab som glarmester 23. april 1849. Samme år blev deres første barn døbt i [[Vor Frue Kirke]].

===Borgerskab som glarmester===
I første omgang kom de til at bo på [[Lille Torv]] 268 ([[Immervad]] 3). I åbningsannoncen i [[Århus Stiftstidende]] forsikrede han ''’en hurtig, reel og billig Behandling’''. Det sidste betød sikkert arbejde til en lav pris.

Året efter i 1850 flyttede familien til [[Volden]]25. Annoncer i Aarhuus Stiftstidende fortæller, at han i butikken solgte: ''’Udvalg af Prospecter af Aarhuus (Oliemalerier), ligeledes et stort Udvalg af Speile og Skilderier, forgyldte Lister i mere end 20 Genre til Rammer, Gardinstænger, Tapetlister. m.m. ’''. I 1854 flyttede familien så til hjørnet af Volden og [[Klostergade]]. (Volden 31/Klostergade 1) og ''’anbefaler sig fremdeles med alt til Glarmester Professionen Henhørende. Ligeledes anbefales Speile og Skilderier, samt ægte forgyldte Rammer og Gardinstænger, som erholdes billigere end tidligere uægte’''.

===Spejlhandler og fabrikant===
Urban gik med store tanker. Han fornyede i januar 1856 sit borgerskab, som derefter lød på spejlhandler og fabrikant. I marts 1856 satser han stort. Han købte nu ejendommen [[Volden|Volden 890]] (i dag nr. 21), der har matrikel igennem til [[Badstuegade]] 18. Han købte ejendommen af enkemadame Michelsen for 3500 Rdr. Badstuegade-ejendommens lejligheder, og butik blev straks udlejet. Det var folk med små indtægter, der lejede sig ind, f.eks. klinkemager C. Clausen. Annoncerne i avisen lød nu som følger:
''’Speil-Etablissementet anbefaler et stort Udvalg af Speile i Mahogni-, forgyldte og lakerede Rammer; endv. Sorte og coul. Lithographier, forgyldte og lakerede Lister, Tapetlister, Gardinforziringer. Koppere indrammes. Speilglas i alle Størrelser indsættes’'' og ''’Brabandter-Vinduesglas i hele Kister saavelsom i enkelte Ruder anbefales billigt’.''

Dette Brabandter-vinduesglas fra provinsen Brabant i det centrale Belgien var nyt og blev fremstillet i en størrelse, der vandt indpas som butiksruder. Glarmester Urbans forretning på Volden blev den første i Aarhus, der fik sådant glas isat. Stiften skrev om, hvorledes byens borgere gik tur i Volden om søndagen for at kunne iagttage dette nymodens fænomen. Tænk sig – en butiksrude i et helt stykke glas uden sprosser – det måtte man se. Det minder om, hvordan børn i landsbyen et hundrede år senere stod foran købmandens vindue om eftermiddagen for at se prøvebilledet i fjernsynet.

===Fraflyttede Aarhus===
Familien var i mellemtiden vokset til fem børn. I løbet af 1860 forsvinder glarmester Urbans annoncer fra Aarhuus Stiftstidende, muligvis fordi forretningen var ophørt. Urban havde sikkert haft store forhåbninger til salg af denne type nyt glas i stor størrelse. Han startede, før der var et marked dertil. Måske gik han konkurs og fraflyttede Aarhus. I 1865 blev det overdraget kancelliråd [[Otto Henrik Nors (1821-1875)|Otto Nors]] at udleje lejlighederne i glarmester Urbans Gård.

Her slutter historien dog ikke. Efter en omvej over Thisted og Horsens kom Carl Christian Urban i 1864 til København. Han slog sig i en årrække ned på Nørrebro som fotograf. Han døde i 1905 og boede ifølge Københavns Vejviser på det tidspunkt i Meinungsgade. Urban blev begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg.

==Kilder og litteratur==
* Første version af artiklen er skrevet af lokalhistoriker Leif Dehnits

* [http://www.sejrssedler.dk/ SejrsSedler.dk]

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]

Alfred Mougaard (1905-1993)

2025-01-16T09:52:51Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.138176, 10.206596~[[Christian Filtenborgs Plads 1]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.138176, 10.206596
|align=right
}}</div>[[Fil:Alfred Mougaard, 1950, Børge Venge.jpg|300px|thumb|right|Alfred Mougaard i 1950]]
'''Alfred Mougaard''' (født den 14. august 1905 i Fiskbæk sogn, Viborg amt, død i 1993) var murermester, entreprenør, senere rådmand samt medlem af [[Aarhus Byråd]] fra den 1. april 1954 til 1966 og genvalgt 1966. Konstitueret rådmand fra den 7. juli til den 17. august 1961 og fra den 7. december til den 26. december 1962. Rådmand fra den 27. december 1962 til den 31. januar 1964 og fra den 1. april 1966 til 1971 for [[Det Konservative Folkeparti]]. Ridder af Dannebrog.

Han var søn af boelsmand Jens Peter Mougaard og hustru Kristine Kristensen.
Gift første gang den 20. november 1936 i Vejlby med Gerda Karlsen, født den 13. august 1907 i Vejlby, død den 1. februar 1958 i Aarhus, datter af murermester Mikkel Karlsen og hustru Marie Petrea.
Gift anden gang den 11. april 1965 i Viby med Karen Margrethe Lotte Haldbo, født den 14. september 1933 i Aarhus, datter af distriktschef Svend Haldbo og hustru Anna Cecilie Hansen.

===Karriere===
Efter at have arbejdet ved landbruget kom Mougaard 1925 i lære hos murermester Albert Buskbjerg, Skibbild, og fik svendebrev 1929. 1932 tog han eksamen som bygningskonstruktør fra [[Aarhus Teknisk Skole]]. Efter arbejde som skorstensbygger og murersvend etablerede han sig som murermester og entreprenør i Aarhus 1935. Af byggearbejder, hvor han har medvirket, kan fremhæves [[Aarhus Kommunes Aldersrenteboliger|Aarhus kommunes aldersrenteboliger]], [[Studenternes Bolighus]], [[Vejlby Skole]], [[Skt. Knuds Skole]], [[Frydenlundskolen]], [[Brobjergskolen]] og [[Normalanatomisk Institut]] ved [[Aarhus Universitet]]. Da Mougaard blev rådmand i 1962, omdannedes firmaet til et aktieselskab.

===Mougaards andre poster===
Mougaard har haft en lang række tillidshverv, for en del med tilknytning til hans fag. Han har været medlem af bestyrelsen for [[Aarhus Murermesterforening]] 1950-54, for [[Aarhus Håndværkerforening]] fra 1951, for Frederiksbjerg Grundejerforening 1952-63 (formand), for De Samvirkende Grundejerforeninger i Aarhus 1952-63 (formand), for Ensomme Gamles Vel 1956, for Frederiksbjerg Handels- og Håndværkerforening 1958, for Danske Elværkers Forening, for [[N. Kochs Skole]] og for [[Aarhus Turistforening|Turistforeningen for Aarhus og Omegn]]. Han har været medlem af repræsentantskabet for Købstædernes Almindelige Brandforsikring 1957-64, branddirektør 1964-66 og vurderingsmand for Arbejder Spare- og Lånekassen, for [[Århus og Omegns Bank]] og for Landsbankernes Reallånefond.

===Mougaard som rådmand===
Under rådmand [[Aage Hansen Marcher (1897-1962)|Aage Marchers]] sygdom var Mougaard konstitueret i hans sted, og efter Marchers død 1962 blev han rådmand for magistratens 2. afdeling. Han nedlagde dog embedet, da han i 1964 udnævntes til branddirektør under Købstædernes Almindelige Brandforsikring, men fortsatte som byrådsmedlem. Da rådmand [[Oluf Emil Nielsen (1898-1970)|Oluf Nielsen]] 1966 ikke opnåede genvalg, indvilligede Mougaard i at overtage posten som rådmand for 5. afdeling. Efter [[Thorvald Anton Klostergaard (1883-1961)|Th. A. Klostergaard]] repræsenterede Mougaard håndværksmestrene i Aarhus Byråd. Både som menigt medlem og som rådmand udførte han et betydeligt arbejde, præget af grundighed og sagkundskab, ikke mindst hvad angår bygge- og boligsager. Sammen med sin hustru har han skænket byen en bronzebjørn, udført af [[Carl Lobedanz]] og opstillet 1956 på [[Chr. Filtenborgs Plads]].

===Medlem af eller byens repræsentant i ...===
*Bestyrelsen for [[Aarhus Teknisk Skole|Teknisk Skole]] 1954-
*Bestyrelsen og repræsentantskabet for [[Jysk Teknologisk Institut]] 1954-
*[[Boligkommissionen]] 1954, 1957- 59 og 1962-66
*Aarhus amts skoleråd 1954-58
*Repræsentantskabet for [[Mindeparken]] 1954-58
*Byplansudvalget 1954-66
*[[Bygningsrådet]] 1954-66
*[[Civilforsvarskommissionen]] 1954-66
*Bestyrelsen for Købstadmuseet [[Den Gamle By]] 1958-
*Bestyrelsen for Frederiksbjerg Boligselskab 1958-
*Repræsentantskabet for [[Midtkraft I/S|I/S Midtkraft]] 1958-
*Bestyrelsen for Kommunernes Pensionsforsikring 1958-
*[[Brandkommissionen]] 1958-59 og 1962-66
*Udvalget for [[Aarhus_Kommunale_Værker|Aarhus Kommunale Værker]] 1958-62
*Boliganvisningsudvalget 1958-66
*[[Civilforsvaret for Storårhus|Civilforsvarsforbundet]] 1958-66
*Egnsplanskommissionen 1958-66
*Vejkrydsningsudvalget for Aarhus amt 1962-
*Byudviklingsudvalget 1962-
*Kontaktudvalget vedrørende boligforeningsbyggeri i Stor-Aarhus 1962-
*[[Slagtehusrådet]] 1962-
*[[Havneudvalget]] 1962-
*Økonomiudvalget 1962-66
*Dispositionsplanskommissionen 1962-66
*[[Droscheudvalget]] 1962-66
*Bestyrelsen for Andelsselskabet [[Gudenåcentralen An/S|Gudenåcentralen]] 1966-
Taksationsmand 1958-66
Vurderingsmand i nordre skyldkreds, 3. distrikt 1958-66 og 5. distrikt 1966

== Litteratur og Kilder ==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Embedsmænd]]
[[Kategori: Håndværkere]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Christian Ludvig Kier (1839-1934)

2025-01-16T09:49:01Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.156266, 10.209541~[[Kannikegade 6]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.156266, 10.209541
|align=right
}}</div>[[Fil:Christian Ludvig Kier (1839-1934).jpg|thumbnail|Christian Ludvig Kier]]

'''Christian Ludvig Kier''' (født den 25. december 1839 på Herlufsholm, Herlufsholm sogn, Sorø amt, død den 18. februar 1934 i Linå Storskov, Linå sogn, Skanderborg amt) var overretssagfører og medlem af [[Aarhus Byråd]] fra den 5. januar 1876 til den 31. december 1887 og fra den 7. januar 1891 til den 18. december 1899 for partiet [[Højre]]. I 1885 Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand i 1898.

Forældre: sagfører og godsforvalter Tycho Kier og hustru Johanne Louise Rasmussen.

Gift første gang den 4. november 1870 i Aarhus med Dorthea Sofie Bünger, født den 2. august 1847 i Aarhus, død den 22. februar 1906 i Aarhus, datter af købmand Christian Albert Bünger og hustru Jacobine Schmidt. Christian og Dorthea Sofie fik otte børn, bl.a. [[Aage Kier (1888-1941)]], direktør [[Axel Kier (1880-1969)]] og landsretssagfører Knud Kier.

Gift anden gang den 10. juni 1920 i Linå med Anna Kirstine Nicoline Pedersen, født den 11. april 1882 i Aarhus, datter af sergent, senere stabssergent Andreas Pedersen og hustru Anna Frederikke Rosine Bech.

===Karriere===
Kier blev cand.jur. i 1863, deltog i krigen 1864 som konstitueret intendant og nedsatte sig 1869 som overretssagfører i Aarhus. Gennem sin administrative dygtighed og ved sin hele myndige personlighed gjorde han sig hurtigt gældende i Aarhus. Kier var medstifter af [[Aarhus Privatbank]] og medlem af dens første repræsentantskab, i 1874-76 var han direktør for [[Jydsk Handels- & Landbrugsbank]], derefter igen fra 1878 i Aarhus Privatbanks repræsentantskab, hvor han i 1894 blev næstformand. Han var en tid formand for [[Polyhymnia|Klubben Polyhymnia]], sad i museets bestyrelse og 1894-1900 i tiendeafløsningskommissionen for [[Aarhus Stift]]. Herudover var Kier medlem af bestyrelsen for [[Det danske Trælastkompagni]] og for [[Otto Mønsted Aarhus - OMA|Otto Mønsted Aarhus]] og formand efter Mønsteds død i 1916.

===Politik===
I to perioder sad Kier i Aarhus Byråd, 1876-87 og 1891-99. Ved valget i 1888 gled han ud. Nederlaget i 1888 slog ikke Kier ud, derimod kom han stærkt igen ved valget i 1891, endda med et meget højt stemmetal. Kier var både den mest initiativrige og den, der havde størst indflydelse i byrådet i disse år, bl.a. var det på hans initiativ, at Aarhus i 1896 købte [[Marselisborg Gods]]. <ref>Forslag stillet på byrådsmødet den 7. November 1895. Se hele købsforløbet her: http://www.aarhusarkivet.dk/records/000196049</ref>

===Kiers andre engagementer===
Kier havde i det hele taget sans for udviklingen og blik for fremtidens muligheder. Han var medlem af byrådets mest betydende udvalg, fra 1897 formand for Den danske Købstadforening; 1889 valgtes han til overligningskommissær. Trods alle sine praktiske gøremål og oparbejdelsen af en af byens største sagførerforretninger fik Kier dog også tid til ret dybtgående retshistoriske undersøgelser om forholdet mellem Valdemars sjællandske og den skånske lov samt om longobardisk lov. Herudover skrev han en bog om Hammurabis love og om Beowulf.

===Medlem af eller byens repræsentant i...===
*Udvalget for [[Vandforsyningen i Aarhus|vandværket]] 1876-84
*Kirkeinspektionen for [[Aarhus Domkirke]], [[Aarhus Domsogn|Domsognet]] 1876-87 og 1891-99
*[[Kasse- og regnskabsudvalget]] 1879-87 og 1891-99
*Udvalget for [[Aarhus Gasværk|gasværket]] og [[Elektricitet i Aarhus|den offentlige belysning]] 1879-87 og 1891-99
*[[Overformynderiets lånebestyrelse for Århus amtsrådskreds|Overformynderiets lånebestyrelse]] 1880-87
*[[Overligningskommissionen]] 1889-95
*Udvalget for [[Marselisborg Gods|Marselisborg]] 1896-99

[[Chr. Kiers Plads]] på [[Frederiksbjerg]] er navngivet efter ham.

==Kilder og litteratur==
*Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
*Emanuel Sejr, i: Ole Degn og Vagn Dybdahl (red.), Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968, Århus 1968, 116-117. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]
*Kristin Brøgger Jensen, i: Ib Gejl (red.), Århus - Byens borgere 1165-2000, Århus 2000, s. 179-180 [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D23231646 Bestil materiale]
*Biografi på aarhus.dk [https://www.aarhus.dk/da/politik/Byraadet/Byens-raad-dengang/Byraadsdatabase/Byraadsmedlemmer/K/Christian-Ludvig-Kier.aspx]

[[Kategori:Erhvervsfolk]]
[[Kategori:Embedsmænd]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Den jyske Opera

2025-01-16T09:47:45Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.152699, 10.199353~[[Thomas Jensens Allé 2]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.152699, 10.199353
|align=right
}}</div>Lige så længe som Århus har haft teater i den ene eller anden form, har formentlig også sangteatret lejlighedsvist indgået heri. Da byens teater i perioden 1815-1900 lå i "Svedekassen" i [[Kannikegade]], var operetterne – datidens modstykke til en senere tidsalders fjernsynssæbeoperaer – en populær del af teatrets udbud. Enkelte egentlige operaer fandt også vej til Svedekassen, men teatrets økonomi og fysiske rammer var ikke beregnet på den storladne kunstart. Selv det langt bedre udstyrede [[Aarhus Teater|Aarhus Theater]] fra 1900 måtte give afkald på at have operaen som en fast del af repertoiret. Teatret kunne kun give operaer fra tid til anden. Blandt andet manglede teatret et fast og trænet kor til at indgå i rollerne, endsige et orkester af den størrelse som operaen fordrer. Det nydannede [[Aarhus Symfoniorkester|Aarhus By-Orkester]] fra 1935 bejlede til teatret for at få opført årlige operaer, men det i forvejen trængte teater havde ikke råd til det.

Den 17. marts 1945 gav en gruppe operasangere med Holger Boland som instruktør og [[Gerhard Johannes Schepelern (1915-2004)]] som dirigent en koncertopførelse af Mozarts "Don Giovanni" i Koncertpalæet i København. Opførelsen blev meget rost, og efter endnu en opførelse blev gruppen inviteret til Århus af dirigenten for Aarhus By-Orkester, Thomas Jensen. Med byorkestret som kapel gav gruppen to opførelser på Aarhus Theater den 30.-31. januar 1946, og gruppen og orkestret gentog derefter forestillingen i Herning. Efter en nøjere udvælgelse af sangere blev gruppen gjort til en institution som Aarhus Operakor. Premieren, der regnes som Den jyske Operas fødsel, fandt sted med Webers "Jægerbruden" på Aarhus Theater den 17. marts 1947. Finansieringen blev sikret ved en garanti på 5.000 kr. fra Aarhus Journalistforening og en tilsvarende garanti fra [[Aarhus Byråd|Århus byråd]]. Omstændighederne i de første efterkrigsår var spartanske, og efter sigende måtte forøvelserne natten før premieren ske i et indesneet Aarhus Theater uden varme, hvor musikerne spillede med luffer på hænderne. Men premieren var en stor succes, både med hensyn til kritikere og publikum.

Den formelle organisering af koret som Den jyske Opera fandt sted i 1948. Der skulle søges opført to operaer på Aarhus Theater per sæson, teatret modtog leje for forestillingerne, men gav også tilskud til operaen, mens kommunen ydede garantier. Ledelsen blev sammensat af repræsentanter for byorkestret, teatret og byrådet. Den jyske Opera udvidede gradvist sit repertoire, og i 1953 blev der spillet ti operaaftener to gange om året. Operaen begyndte også at udvikle en turnévirksomhed, der efterhånden blev omfattende. I årtierne siden da er det gået op og ned for Den jyske Opera, men først og fremmest opad. Den er blevet organisatorisk selvstændiggjort og har fået status som landsopera, og i Musikhuset har den fået et fast hjemsted. Forholdene på Aarhus Theater var ikke i længden tilfredsstillende for operaen, idet blandt andet orkestergraven var for lille, men indtil bygningen af [[Musikhuset]] i 1980’erne havde operaen ikke andre faste steder at holde til. Ved Musikhusets opførelse i 1980’erne fik operaen en ramme for store opførelser. Den greb til og gennemførte blandt meget andet en serie Wagner-opførelser af internationalt format.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
*Gustav Albeck, Den Jydske Opera 1947-1957, Århus 1957. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D08209464 Bestil materiale]
*Gustav Albeck og Gerhard Schepelern, Opera i Aarhus, Århus 1972. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D02303841 Bestil materiale]
*Lars Ole Bonde (red.), Lisbeth Lorenzen og Ritta Røndal (medv.), Fra Århusopera til Landsopera – Den jyske Opera gennem 50 år 1947-97, Århus 1997. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21671525 Bestil materiale]
*Den Jyske Operas Kor, Den Jyske Operas Kor – Hele Danmarks operakor, Skødstrup 1996. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21340790 Bestil materiale]
*Ib Gejl, "I fritiden", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 4: 1945-1995, Århus 1995, s. 170-243, især s. 215-217. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D21139580 Bestil materiale]

[[Kategori: Musik]]
[[kategori: Teater, film, radio & tv]]
[[Kategori: Kulturinstitutioner]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Peter Wilhelm Rudolph Wulff (1838-1896)

2025-01-16T09:46:58Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.146064, 10.200679~[[Sankt Pauls Gade 31]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.146064, 10.200679
|align=right
}}</div>[[Fil:Peter Wilhelm Rudolph Wulff.jpg|300px|thumb|right|Peter Wilhelm Rudolph Wulff]]

'''Peter Wilhelm Rudolph Wulff''' (født den 5. juli 1838 i Rønne, død den 31. marts 1896 i Aarhus) var købmand, konsul samt medlem af [[Aarhus Byråd]] 1893-1896.

Forældre: købmand, garver Theodor Emil Wulff og hustru Cathrine Marie Henriette Berg.
Gift med kusinen [[Ida Marie Wulff (1838-1915)]], født den 14. februar 1838 i Stubbekøbing, død den 30. oktober 1915 i Aarhus, datter af købmand Peter Wilhelm Wulff og hustru Elise Kirstine Jacobine Fonnesbech.

===Virke===
Det stod hurtigt klart, at drengen Rudolph Wulff skulle lære handelsfaget og dermed følge en familietradition. Han havde ingen interesse for en boglig uddannelse, og efter nogle år i latinskolen i Rønne blev han taget ud af denne og sat i handelslære, først i Rønne og senere hos familie i Stubbekøbing. Derefter fulgte en grundig videreuddannelse i udlandet.
I 1865 løste Wulff borgerskab i Aarhus efter at have været ansat ved Henrik Pontoppidans handelshus i Hamborg og arbejdet i West Hartlepool i England. Her arbejde han først i firmaet Bech & Wulff, og i 1870 var han med til at oprette firmaet Adler, Wulff og Meyer. I 1874 blev firmaet omdannet til Jydsk Handels- og Landbrugsbank. Wulff var også med til at stifte Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til [[Aarhus Oliefabrik]].

===Egen forretning===
I 1876 forlod Wulff bankvirksomheden, og ved energi og dygtighed oparbejdede han i de følgende år sin egen forretning til et betydeligt foretagende. Hans hovedartikler var kul, råjern, skifer og ikke mindst petroleum; på dette område var han en overgang provinsens største importør. Med konkurrerende københavnerfirmaer stiftede han her Det danske Petroleums-Aktieselskab i 1889. En stor del af hans forretningsgrundlag var koncessioner på leverancer af kul til Statsbanerne.

===Foreningsarbejde og andre initiativer===
Wulff var meget aktiv indenfor [[Aarhus Handelsforening]], hvor han i 1889 sammen med [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Otto Mønsted]] blev optaget i bestyrelsen. Wulff var herefter formand for bestyrelsen fra 1893-94. Ligeledes var han en af forgrundsfigurerne ved oprettelsen af Jydsk-engelsk Dampskibsselskab, der bragte en regelmæssig forbindelse i stand mellem Aarhus og engelske kystbyer.

===Politik===
I 1893 blev Wulff medlem af Aarhus Byråd, hvor han sad indtil kort før sin død i 1896. Wulf var ikke specielt aktiv i byrådet. Dette skyldtes både manglende tid, men også det faktum, at Wulf ikke brød sig om langvarige og frugtesløse forhandlinger.

At arbejdet her ikke blev af større omfang, skyldtes især, at han ikke kunne afse megen tid uden for forretningen, og at han som den handlingens mand, han var, ikke gerne tog del i de langvarige og ofte resultatløse forhandlinger.

===Wulffs godgørende arbejde===
Han foretrak det private initiativ og løsning af opgaverne på egen hånd. Illustrerende er det, at han på egen bekostning lod opføre badeanstalter både nord og syd for byen. Før sin tidlige død i 1896 blev Wulff kendt og afholdt af mange. Dette skyldtes ikke mindst hans varme medmenneskelige indstilling, som også folk i hans brød nød godt af. Ikke blot nødlidende personer, men også foreninger og institutioner mærkede hans hjælpsomhed og gavmildhed.

Wulff spillede en meget aktiv rolle i oprettelsen af [[Guldbryllupsasylet]] i [[Skt. Pauls Gade]], [[Frederiksbjerg]]. Han var initiativtager og optrådte her som kasserer ved indsamlingen til asylets oprettelse. Da kun halvdelen af de 30.000 kr., som asylet kostede, var kommet ind, lagde han i stilhed resten til.

Peter Wilhelm Rudolph Wulff har lagt navn til [[Rudolph Wulffs Gade]]

===Poster===
Konsul Wulf var medlem af:
*[[Havneudvalget|Havnekommissionen]] fra 1868
*Udvalget efter lov om sygekasser 1893-96
*Oversundhedskommissionen 1894-96
*Udvalget for skovvæsenet 1894-96

==Kilde==
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Vestre Kirkegård

2025-01-16T09:45:43Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.159884, 10.178685~[[Viborgvej 47A]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.159884, 10.178685
|align=right
}}</div>[[Fil:Vestre Kirkegård, 1961, Børge Venge.jpg|300px|thumb|right|Vestre Kirkegård i 1961]]
'''Vestre Kirkegård''' er en af Aarhus to kommunale kirkegårde. [[Nordre Kirkegård]] er den anden. Kirkegården ligger på [[Viborgvej]] 47A i [[Aarhus V]] og tilhører [[Aarhus Stift]].

Vestre Kirkegård blev indviet i 1927. Aarhus havde sløjfet [[Søndre Kirkegård]] i 1926, hvilket førte til at der manglede plads til begravelser. Nordre Kirkegård kunne ikke rumme alle byens begravelser, og det var derfor nødvendigt at oprette endnu en kirkegård. Diskussionen omkring oprettelsen af en ny kirkegård var allerede begyndt i 1921. Debatten blev både ført i dagbladene og i [[Aarhus Byråd]] og førte i 1927 til oprettelsen af Vestre Kirkegård.

Vestre Kirkegård er vokset med tiden. Da den først blev oprettet, var arealet på 5 hektar. I dag, efter flere udvidelser, dækker kirkegården 16,9 hektar.

=== Vestre Kirkegårds kapeller ===
[[Fil:Vestre Kirkegård, 1927, E. A. Ebbesen.jpg|300px|thumb|right|Store Kapel på Vestre Kirkegård i 1927]]
Vestre Kirkegård har to kapeller. Store Kapel og Lille Kapel. De to kapeller bliver brugt til begravelser og bisættelser da kirkegården ikke ligger lige op af en kirke.

==== Store Kapel ====
Store Kapel blev indviet i 1927 på samme tid med kirkegården. Kapellet blev tegnet af stadsarkitekten [[Frederik Marius Rasmussen Draiby (1877-1966)|Frederik Marius Rasmussen Draiby]]. I kapellet kan der sidde 252 personer.

I kapellets apsis blev udført et stort kalkmaleri med Kristus udført af billedhugger [[Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964)]]. I 1946 blev apsis muret til og Agnete Warming udførte et nyt kalkmaleri

Samtidigt udførte maler Harald Borre et kalkmaleri med titlen "Dødens Engel" i kapellets modtagelsesrum. Borre står også bag det stadigt eksisterende kalkmaleri i kapellet på [[Nordre Kirkegård]].

I 2001 blev store kapel renoveret og apsis genåbnet. Ved nedbrydning af muren fra 1946 kom det oprindelige kalkmaleri til syne – og blev nu malet over. I dag er der således ikke bevaret nogen af kalkmalerierne i store kapel.

==== Lille Kapel ====
Lille Kapel blev opført i 1969. Kapellet blev tegnet af arkitekt [[Henning Larsen]]. Kapellet har 50 siddepladser og er derfor noget mindre end Store Kapel. Til gengæld har kapellet andre funktioner end Store Kapel, da det også rummer et krematorium.

=== Vestre Kirkegård og 2. Verdenskrig ===
[[Fil:Mindelund, Børge Venge, 1955.jpg|300px|thumb|left|Mindelunden for KZ-fanger på Vestre Kirkegård i 1955]]
[[Anden Verdenskrig i Aarhus|2. Verdenskrig]] efterladte sig sit præg på Vestre Kirkegård. Kirkegården rummer 17 fredede grave fra frihedskæmpere der enten døde i Danmark eller Tyskland. Der findes også et monument rejst af [[Aarhus Kommune]] for 15 aarhusianere der døde i koncentrationslejre og derfor er begravet i Tyskland. På kirkegården finder man også et monument og gravsted for de 13 omkomne ved [[4. juli katastrofen]]. Katastofen skete da et tysk ammunitionsskib eksploderede i [[Aarhus Havn]]. Ud over de danske begravelser rummer kirkegården også grav- og mindesten for briter, tyskere og russere. 299 tyske soldater, 11 britiske soldater og 2 russiske krigsfanger er begravet på kirkegården. Derudover rummer kirkegården også gravområde for 619 tyske flygtninge der døde i Aarhus i 1945.

=== Personer begravede på Vestre Kirkegård ===
* [[C.F. Møller]]
* [[Axel Christian Hutzelsider (1882-1959)]]
* [[Edvard André Glæsel (1880-1969) | Edvard André Glæsel]]

==== Flyttede fra Søndre Kirkegård ====
* [[Edvard André Glæsel]]
* [[Ingvar Andreas Kjærtinge]]
* [[Niels Christensen 1847-1911]]
* [[Christiane Kjærtinge (1839-1864)]]
* [[Ernst Peter Weis (1776-1845)]]

== Henvisninger ==
* [http://da.wikipedia.org/wiki/Vestre_Kirkeg%C3%A5rd_%28Aarhus%29| Om Vestre Kirkegård på Wikipedia]
* [http://www.århusdomkirke.dk/Vestre_Kirkeg%C3%A5rd_2-152.aspx| Om Vestre Kirkegård på Aarhus Domkirkes hjemmeside]
* [http://www.arkark.dk/building.aspx?buildingid=2486| Om Lille Kapel]

[[Kategori: Kirker]]
[[Kategori: Parker & anlæg]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Christian Carl Langballe (1805-1885)

2025-01-16T09:36:46Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.149455, 10.210933~[[Kalkværksvej 23]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.149455, 10.210933
|align=right
}}</div>[[Fil:Carl Christian Langballe.jpg|300px|thumb|right|Carl Christian Langballe]]
Købmand, tegl- og kalkværksejer, skibsreder '''Christian Carl Langballe''' medlem af [[Aarhus Borgerrepræsentation]] 27. januar 1848-12. januar 1854. Ridder af Dannebrog. Indehaver af [[C. Langballe & Søn]].

Født 25. juli 1805 i Vejle<ref>Kirkebog Vejle sogn 1805 pag. 228, døbt 3. september 1805</ref>, død 4. september 1885 i Aarhus.

Forældre: købmand [[Poul Glud Langballe]] og hustru Abelone Hansen. Gift 22. november 1842 i Aalborg med Hansine Palline Pallesen, født 9. juni 1814, død 13. november 1868 i Aarhus. Sammen havde de sønnen [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]]. Otto Langballe blev senere købmand lige som sin far. Familien fik i alt tre børn, Otto fra 1843, Poul fra 1845 og [[Caroline Adolfine Vett]] fra 1849.

===Købmand===
Langballe hørte ikke efter fødsel til de gamle købmandsslægter i byen, der traditionelt bestemte udviklingen. Han stammede fra Vejle og stod i købmandslære i Randers.

I 1827 kom han til Aarhus, hvor han blev handelsbetjent hos [[Carl Frederik Vilhelm Lewerkhusen|C.F.W. Lewerkhusen]], der havde købmandsgård i [[Mindegade 12]]. I 1834 åbnede han købmandshandel med A.C.J. Leth i [[Vesterport]]. De lejede i første omgang ejendommen af Lewerkhusen, men købte den i 1837. Købmandshandlen handlede hovedsageligt med korn og andre varer men udvidede langsomt over i andre brancher, så som: blegeri, kalk og salt.

=== Skibsreder ===
Erhvervet som skibsreder gik op og ned. Den 24. juni 1842 kunne man læse i [[Århus Stiftstidende]], at Langballe og købmand Christiansens skib ”''Vennerne''” var forlist. Der kom dog også nye skib til Langballes flåde. I 1868 fik han bygget et nyt skib, Hansine, som han opkaldte efter sin hustru. Skibet skulle sejle til Kina. Langballes rederi var ikke kun for handelssejlads, han havde også skibe til fiskeri.

=== Tegl- og kalkværk ===
I 1828 købte Langballe et tegl- og kalkbrænderi ved Vesterport. Teglværket var blevet stiftet i 1828. Kalkbrænderiet blev udvidet og lå i 1874 uden for [[Mindeport]], senere flyttede det til [[Aarhus Havn]]. I 1870 blev sønnen Otto taget med i forretningen, der nu hed [[C. Langballe & Søn]]. Teglværket gik godt. I 1881 ønskede firmaet at indføre en mere tidssvarende drift og søgte derfor [[Aarhus Byråd]] om at få deres lejekontrakt ændret. Det endte med et mageskift med kommunen, som gav en del dårlig omtale i pressen og blev opfattet som en dårlig handel. For hvem handlen er dårlig, vides dog ikke. Teglværket ophørte i 1917, hvorefter grunden blev solgt som byggegrunde.

=== Saltraffinaderi ===
Firmaet blev også udvidet med et saltraffinaderi i 1851. I 1855 annoncerede han for det i Århus Stiftstidende. ''”Fra mit Saltraffinaderi kan bestandig faaes godt, fiint og smukt Smørsalt, og ligeledes grovere Salt, efter Tidens billigste Priser.”'' Saltraffinaderiet blev drevet under navnet A/S Aarhus Saltværk. Efter Langballes død drev hans søn det videre. I 1909 købte de den ejendom som de tidligere havde lejet.

=== Medlem af eller byens repræsentant i ...===
* Medlem af Brolægningskommissionen
* [[Aarhuus Overformynderi]]
* [[Ligningskommissionen]]

=== Legat ===
Langballe døde i 1885 og blev begravet på [[Søndre Kirkegård]]. Da kirkegården blev nedlagt i 1926, blev Langballes gravsted flyttet til [[Nordre Kirkegård]]

Efter Langballes død stiftede hans børn et legat, C.C. Langballe og Hustrus Legat, som skulle uddeles til trængende enker og ugifte døtre til købmand, håndværkere eller skibsfører. Helst i familie med Langballe. Legatet var på 27.000 og blev givet i portioner på 200 kr.

== Kilde ==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Sejrs Sedler
* Folketælling 1845
<references/>

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]

Koordinaterne er på Kalkværksvej 7 (Saltfabrikken) og på Kalkfabrikken

Johan Carl Bartels

2025-01-16T09:35:28Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.155760, 10.209351~[[Åboulevarden 46B]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.155760, 10.209351 o
|align=right
}}</div>[[Fil:HerrBartels 12062008.jpg|200px|thumb|left|I 2006 åbnede en cocktailbar med navnet Herr Bartels i bygningen,pført af "Hof Fiskehandler J.C. Bartels". Foto 12. juni 2008: Kenn Tarbensen.]]

'''Johan Carl Bartels''' var en markant fiske- og vildthandler i 1900-tallets første årtier. Han lod 1905-1906 opføre ejendommen ”Aarhusborg” på hjørnet af [[Åboulevarden]] og [[Harald Schoubys Gade]]. Siden 2006 har ejendommen huset cocktailbaren ”Herr Bartels”.

===Personalia===

Johan Carl Bartels blev født i Esbønderup i Nordsjælland 23. februar 1858 som søn af mejeriforpagter Johan Henrik Bartels og hustru Caroline på Esromgaard. J.C. Bartels’ vej til Aarhus gik over en stilling som gårdbestyrer på Sønder Teglgaard ved Viborg. 29. december 1885 blev han i Aarhus Domkirke gift med Caroline Dorthea Frederikke Jessen, født i Aarhus 17. november 1862 som datter af fiskehandler Jes Søren Jessen og hans hustru Ane. Johan Carls og Carolines første børn er født i Viborg, de sidste i Aarhus.

Han blev boende i »Aarhusborg« til sin død som 80-årig den 7. september 1938. I nekrologen i [[Aarhus Stiftstidende]] samme dag hedder det om Bartels, at han var blevet ”en kendt og afholdt Borger i sin By, men havde nu i mange Aar levet ret tilbagetrukkent”. Han blev begravet på [[Nordre Kirkegård]].

===Virke===

J.C. Bartels startede i midten af 1890’erne som fiskehandler i [[Aagade]]. Svigerfaderen var død allerede som 55-årig i 1882 og i sommeren 1894 døde svigermoderen, ”Enkemadam og Fiskehandlerske” Ane Jessen. Hun ejede ejendommen Aagade 61, der bestod af et for- og baghus, og kort efter hendes død overtog J.C. Bartels, som da betegnedes som fisker, ejendommen. Senere regnes hans etableringstidspunkt som 14. april 1895. Det var hans forretning i dette hus, der siden satte ham i stand til at ekspandere langs Aagade, der i midten af 1930’erne blev omdøbt til Aaboulevarden.

I slutningen af 1890’erne erhvervede han flere af ejendommene på nordsiden af åløbet. Her lod han i 1905-1906 »Aarhusborg« opføre, og med i alt 20 lejemål gjorde det ham også til boligudlejer i lidt større skala.

Sin egen fiskehandel etablerede han i det største forretningslokale i Harald Schoubys Gade, mens familien rykkede ind i en fireværelseslejlighed på 1. sal.

J.C. Bartels arbejdede fiskeforretningen frem med stor dygtighed, hvorunder sortimentet blev udvidet med vildt, en luksus, der blot var forbeholdt et fåtal af velhavende kunder. Større betydning for hans succes var utvivlsomt, at han ikke slog sig til tåls med detailhandel til århusianernes private husholdninger alene, men også satsede på storkunder. Byens hospitaler, garnisonen og de fleste hoteller købte fisk og vildt hos Bartels.

Han havde også fået en ny kunde, nemlig hoffet på Marselisborg Slot. I 1914 udnævnte kong Christian X ham til kongelig hofleverandør, hvilket fik den lidt morsomme konsekvens, at J.C. Bartels af og til, bl.a. i folketællingen 1916, blev benævnt som ”Hof-Fiskehandler”. Aarhuus Stiftstidende anvendte prædikatet ”Kgl. Hof Fiske- og Vildthandler”, mens Bartels selv underskrev sig mere korrekt som ”kgl. Hof-Leverandør”.

Den ene søn, Knud Bartels, blev også fiskehandler, idet han efter en start på havnen i 1915 i midten af 1920’erne overtog faderens forretning, som han flyttede til [[Nørregade]] 35. Her drev Knud Bartels forretning i knap 30 år, inden han flyttede til Hadsten, mens forretningen i Aarhus blev fortsat under navnet ”Bartels Eftf.” i [[Guldsmedgade]] 17.

==Litteratur==
Kenn Tarbensen: "Hof-Fiskehandler Bartels og hans "Aarhusborg", i Århus Stifts Årbøger 2008, s.67-75.

[[ kategori:Erhvervsfolk]]
[[ kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

{{#coordinates:56.159179,10.207581}}

Adolph Vilhelm Joseph Meyer (1835-1909)

2025-01-16T09:31:26Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.157698, 10.206519~[[Vestergade]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.157698, 10.206519
|align=right
}}</div>[[Fil:Adolph Vilhelm Joseph Meyer (1835-1909).jpg|thumbnail|Adolph Vilhelm Joseph Meyer]]

'''Adolph Vilhelm Joseph Meyer''' (født den 25. maj 1835 i København, død den 1. februar 1909 i Aarhus) var apoteker og medlem af [[Aarhus Byråd]] fra den 17. november 1885 til den 31. december 1902 for [[Højestbeskattede]]

Meyer blev født i København i 1835 som søn af grosserer Abraham Meyer og hustru Betty von Halle.

=== Privatliv ===
Meyer blev gift to gange. Første gang den 1. juli 1859 i Gentofte med Antoinette Vilhelmine Hansen, født den 15. oktober 1836 i Samarang på Java, død 1904 i Næstved, datter af plantageejer August Vilhelm Rasmus Hansen og hustru Neeltje Louise Antoinette de Ville. Ægteskabet opløst. Gift anden gang den 3. september 1901 med Natalia Cecilie Lehmann, født den 25. juni 1856, død den 4. september 1922 i København, datter af skræddermester P. Lehmann.

=== Uddannelse og arbejde ===
Meyer tog en farmaceutisk uddannelse i København og købte i 1859 [[Svaneapoteket]] i Aarhus for 73.000 rdlr. Gennem flere betydelige om- og tilbygninger lod Meyer professor Walther skabe smukke interiører i ejendommen på [[Vestergade]] og det store, harmoniske, skulpturprydede gårdsrum, som ældre endnu husker.

Meyer var meget kunstinteresseret - han var brodersøn af maleren Ernst Meyer - og han fik efterhånden selv en betydelig samling malerier af datidens mestre; men også musik og teater gik han op i. Han blev formand for kunstforeningen og havde en afgørende andel i rejsningen af [[Aarhus Museum|museumsbygningen]]; han blev formand for en næsten afdød musikforening og skabte nyt liv, og endelig var han ivrigt med i arbejdet for opførelsen af det nye teater og en tid formand for dets repræsentantskab.

At Meyer blev påskønnet som apoteker sås ved hans 25-års jubilæum, da han ikke blot hyldedes af tidligere og daværende officianter i apoteket, men også fra byens læger fik overrakt et album med deres fotografier.

=== Politik ===
I 1885 blev Meyer medlem af [[Aarhus Byråd]] for højestbeskattede (senere [[Højre]]). Her sad han indtil 1902. I byrådet blev han, i kraft af sit fag, et meget indflydelsesrigt medlem af sundhedskommissionen, men også i byrådsarbejdet slog hans sans for kunst igennem; den omfattede nemlig også naturen - han var selv en ivrig frugtavler, der tog præmier på udstillinger, og han sad i bestyrelsen for [[Det Jydske Haveselskab]] - og i byrådet lykkedes det ham at få anlægget [[Vennelystparken]] udvidet, at gennemføre [[Østboulevarden]] og [[Vennelyst Boulevard]] som skyggefulde alléer, beplantningen af [[Knudrisbakke]] og omdannelsen af [[Skt. Olufs Kirkegård]] til et smukt lille anlæg, ligesom [[Søndre Kirkegård]], hvor [[Rådhusparken]] nu ligger, søgtes forvandlet til en park, efterhånden som gravene hjemfaldt.

Meyer var desuden særligt aktiv i udpegningen af [[Hack Kampmann (1856-1920)|Hack Kampmann]] og [[Georg Christian Charles Ambt (1847-1919)|Charles Ambt]] til at skitsere det fremtidige [[Frederiksbjerg]] i 1896, ligesom han var aktiv bag oprettelsen af [[Aarhus Teater]].

Han var fra 1875 til sin død medlem af bestyrelsen for Danmarks Apotekerforening. Justitsråd i 1884; Ridder af Dannebrog i 1888; Etatsråd i 1900.

===Medlem af eller byens repræsentant i ...===
*Brolægningsudvalget 1885-93
*Sundhedskommissionen 1885-99
*Udvalget for vejvæsenet 1885-1902
*Forskønnelsesudvalget 1885-1902
*Bestyrelsen for museets kunstsamling 1887-99
*[[Kirkegårdsbestyrelsen]] 1891-1902
*Sygehusudvalget 1894-97
*Udvalget for skovvæsenet 1894-1902
*Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1902
*Biblioteksudvalget 1902

[[Adolph Meyers Vej]] blev navngivet efter ham.

==Kilde==
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Aarhus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968.

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Erhvervsfolk]]

[[Kategori:Det 19. århundrede]]

Jens Peter Nielsen Siig (1870-1950)

2025-01-16T09:30:02Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.144058, 10.200048~[[Dalgas Avenue 2]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.144058, 10.200048
|align=right
}}</div>[[Fil:J.P.N. Siig, foto L. Frederik Borch.jpg|thumb|right|250px]]
'''Jens Peter Nielsen Siig''' (født den 11. oktober 1870 i Karup sogn, død den 7. august 1950 i Aarhus) var tømrermester og medlem af [[Aarhus Byråd]] fra den 1. april 1929 til den 1. februar 1942 [[Borgerlig Fællesliste]], senere [[Det Konservative Folkeparti]].

Forældre: gårdejer Niels Nielsen Siig og hustru Vilhelmine Jensen.
Gift den 13. juli 1902 i Aarhus med Petrine Pedersen, født den 26. marts 1877 i Haderis, Haderup sogn, Ringkøbing amt, død den 8. maj 1965 i Vejlby sogn, Aarhus amt, datter af jordbruger Peder Pedersen og hustru Petrine.

__TOC__

=== Karriere ===
Siig var født i Vestjylland, kom i tømrerlære i Aarhus 1890 og blev svend 1894 med udmærkelse og [[Aarhus Tekniske Skole|Aarhus Tekniske Skoles]] hædersmedalje. Med understøttelse af statskassen til rejser i udlandet arbejdede han i Tyskland og Østrig-Ungarn, men vendte tilbage til Aarhus, hvor han i 1901 etablerede sig som mester og efterhånden var med til at opføre en mængde store bygninger.

=== Forenings- og bestyrelsesarbejde ===
I årene 1897-1912 var Siig lærer ved Aarhus Tekniske Skole og blev også medlem af bestyrelsen for lærerforeningen. Han fik hurtigt andre tillidshverv. Han sad i bestyrelsen for [[Aarhus Tømrermesterforening]] 1906-39, fra 1910 som sekretær og var ved sin død æresmedlem af foreningen. Desuden var han medlem af bestyrelsen for Tømrermestrenes Høvleværk 1912-50, de sidste år som næstformand; medlem af bestyrelsen for Aarhus Tekniske Skole 1918-42, i perioden 1918-37 valgt af [[Aarhus Håndværkerforening]] og i perioden 1937-42 valgt af byrådet; de sidste fire år var han næstformand; medlem af bestyrelsen for sparekassen [[Aarhus Bikube]] fra 1922 til 1934, da sparekassen måtte lukke. Endvidere var Siig vurderingsmand for [[Ny Jydske Kjøbstad-Creditforening]] 1925-27 og i en årrække medlem af bestyrelsen for [[Aarhus Grundejerforening]].

=== Siig i byrådet ===
Også kommunalpolitik interesserede Siig. Han blev i 1929 indvalgt i byrådet på en borgerlig fællesliste, hvor han repræsenterede håndværkerne og grundejerne. Senere valgtes han på rene konservative lister. På grund af alder udtrådte Siig den 1. februar 1942 af byrådet og blev efterfulgt af murermester [[Carl Ejner Mikkelsen (1890-1972)|Ejner Mikkelsen]]. Ved hans udtræden blev det fremhævet, at han var "typen på en udmærket håndværker", der altid havde vist "loyalitet, flid og nidkærhed i arbejdet inden for gruppen og i byrådet".

=== Andre poster ===
Af Siigs øvrige tillidshverv kan nævnes, at han har været medlem af bestyrelsen for Den borgerlige Sygekasse, de sidste par år i midten af 1930'erne som formand, medlem af bestyrelsen for Kirkeligt Samfunds Bykreds og en tid medlem af [[Vor Frue Kirke|Frue Sogns menighedsråd]].
=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===
[[Fil:Jens Peter Nielsen Siig (1870-1950).jpg|150px|thumbnail|Jens Peter Nielsen Siig]]
* Biblioteksudvalget 1929-37
* Udvalget for bygninger og inventariesager 1929-42
* Udvalget for [[Vandforsyningen i Aarhus|vandværket]] 1929-42
* Bevillingsnævnet 1929-42
* [[Kirkegårdsbestyrelsen]] 1929-42
* Svendeprøvekommissionen 1931-34
* Brolægnings- og vejudvalget 1933-34
* Bestyrelsen for Boligforening »Marienlund« 1933-37
* Udvalget for opførelse af boliger for aldersrentenydere 1933-42
* [[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]] 1934-42
* Bestyrelsen for Teknisk Skole 1937-42
* Boligkommissionen 1941-42

== Litteratur og kilder ==
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
* Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]

[[Kategori: Arkitekter & bygmestre]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Hjernø A/S

2025-01-16T09:02:19Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.174380, 10.183658~[[Katrinebjergvej 115]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.174380, 10.183658
|align=right
}}</div>Firmaet '''Hjernøe A/S''' blev stiftet af kobbersmed [[Jens Hjernøe]].

===Samovar specialist===
I 1832 kom Jens Hjernøe til Aarhus. Han var kobbersmed og startede sin forretning med en lærling og en svend i et lejet lokale bag dyrlægeboligen i [[Guldsmedgade]]. I en annonce forsikrede han "reel og prompte behandling samt billig Betaling." Få år senere gik forretningen så godt, at han kunne gifte sig og købe eget hus. Det blev [[Klostergade]] 10, og her havde kobbersmedien adresse de næste knapt 100 år. I Hjernøes kobbersmedie specialiserede man sig i themaskiner af messing, de såkaldte samovarer. En af dem blev præmieret i 1833 og

::''"vandt almeent Bifald formedelst den Nøiagtighed, hvormed Arbeidet var udført"''

stod der at læse i [[Århus Stiftstidende|Aarhuus Stiftstidende]]. Hjernøe lavede desuden brandslanger i samarbejde med en gørtler, og han var i øvrigt også brandmester. Hjernøe var en dygtig skytte, og han afholdt skiveskydningskonkurrencer i [[Riis Skov]], hvor ham udloddede flere kobbersmedearbejder.

===Sønnen overtager===
I 1871 overdrog Jens Hjernøe kobbersmedien til sin søn, [[Christian Hjernøe|Christian]]. En del af det producerede kobbertøj blev afsat på omegnens herregårde, bl.a. fordi den gamle Hjernøe var en velkommen jagtgæst disse steder. Da Friisenborg Gods købte en themaskine hos Christian Hjernøe, kunne han ikke rigtig få sig selv til at sige, hvor meget han skulle tage for den.

::''"Men det kunne Bedstemor, og så sagde hun en høj pris, som de betalte. Bagefter svingede Bedstefar hende rundt og sagde: "Du er en knag", fordi hun turde sige den rigtige pris"''

fortalte det da 90-årige barnebarn Gunnar Hjernøe. Christian Hjernøe gik mere op i glæden ved at fremstille kobbertøjet end at kræve penge ind for det, så det stod hans hustru [[Birgitte Mathilde Hjernøe|Birgitte Mathilde]] for.

Omkring 1880 var efterspørgslen efter hjemmelavet kobbertøj dalet, fordi man nu kunne få billigere fabriksfremstillede emallie- og blikvarer, og Christian Hjernøe besluttede i slutningen af 1883 at afstå kobbersmedien, for at blive ansat som kobbersmed på [[Aarhus Gasværk|Gasværket]].

===Firmaet efter Hjernøe===
Efter Hjernøe blev firmaet overtaget af kobbersmed [[Kobbersmed Hans Christian Hansen|H.Chr. Hansen]], der flyttede ind i det gamle hus i Klostergade 10 sammen med sin kone og fem børn, to kobbersmedesvende og en læredreng.

I 1912 havde Hansen antaget mestersvenden [[Jens Rasmus Jørgensen]] som medindehaver af firmaet, der nu hed H.Chr. Hansen & Co

I 1930 flyttede firmaet til [[Studsgade]], fordi anlæggelsen af den nye [[Borggade]] betød, at et af H.Chr. Hansens huse skulle rives ned.

I 1932 afstod den nu 75-årige H. Chr. Hansen sin del af firmaet til Peter Lund Laursen.

Efter en del overvejelser købte H.Chr. Hansen & Co. en grund på [[Katrinebjergvej]], og i 1967 kunne det gamle firma flytte ud til helt nye bygninger, som var tegnet af arkitekt Henning Nielsen. Her har firmaet stadig til huse, med sine 50 ansatte under ledelse af direktør [[Lars Kjølby]].

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Annette Hoff og overført fra Århus Leksikon
*''Annette Hoff:'' Fra kobberkedler til sprinkleranlæg. 1997.
*[http://www.hjernoe.dk/index.html Hjernø A/S]

[[Kategori: Håndværk & industri]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]

Søstrene Grene

2025-01-16T09:01:27Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.156315, 10.208691~[[Søndergade 11]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.156315, 10.208691
|align=right
}}</div>
'''Søstrene Grene'''s butikker findes i dag i hele Skandinavien, Europa og Japan. Koncernen rummer mere end 300 butikker. Det fulde navn på butikskæden er Søstrene Grenes Handelskompagni. Søstrene Grene findes tre steder i Aarhus: i [[Søndergade]] 11-13, i [[Bruuns Galleri]] samt i [[Storcenter Nord]].

=== Starten på Søstrene Grene ===
Søstrene Grene åbnede i september 1973 på 1. sal i [[Søndergade 11]]. Butikken gik under navnet "Søstrene Grenes Økonomimarked".

Søstrene Grene blev startet af ægteparret [[Inger Grene]] og [[Knud Cresten Vaupell Olsen]]. Inger Grenes søster, [[Ruth Grene]], var også en vigtig spiller i driften af butikken.

=== Anna og Clara ===
Fra butikkens start har de to figurer Anna og Clara været vigtige i markedsføringen. De fleste kunder i butikken ville kunne kende de to damers silhuetter fra butikkens reklamer og skiltning. Anna og Clara er bygget på stifternes ugifte fastre, som hjalp i deres fars butik. Fastrene skulle efter sigende have været meget mådeholdne, hvilket passer på butikken.

=== Konceptet bag butikken ===
Da Søstrene Grene åbnede sin første butik på 1. sal i Søndergade 11, var det nødvendigt med noget lidt specielt for at trække kunderne op ad trappen. Konceptet blev en butik, hvor varerne var udstillet i de trækasser de blev leveret i, og priserne var skæve og lave. Idéen med trækasserne byggede på, at butikkens varer de første mange år blev leveret i trækasser. Da producenterne begyndte at gå over til papkasser, producerede Søstrene Grene selv trækasserne til butikken. Priserne bygger på en idé om at købe varerne ind til billige priser og sælge dem videre til forbrugerne med en fast procentsats-avance. Denne idé holder butikken stadig fast i. Det gør, at varerne ofte får nogle skæve priser.

=== Udvidelse af Søstrene Grene ===
I 1989 åbnede Søstrene Grene to nye butikker uden for Aarhus i henholdsvis Aalborg og Herning. De to butikker var startskuddet til en stor udvidelse i antallet af butikker. Siden 1989 er der kommet butikker i hele Danmark. Siden kom konceptet til resten af Skandinavien og Europa. I 2013 åbnede koncernen en butik i Japan.

=== Søstrene Grene i dag ===
Søstrene Grene er stadig i familiens eje. Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsens sønner er i dag dem, der leder koncernen. [[Cresten Grene]] er kreativ direktør, og [[Mikkel Grene]] er direktør med ansvar for økonomi og det administrative i firmaet.

== Henvisninger ==
* [http://www.grenes.dk/da/om-s%C3%B8strene| Søstrene Grenes historie på deres hjemmeside]
* [http://stiften.dk/aarhus/soestrene-grene-er-blevet-to-broedre-og-vokser-vildt| Artikel om Søstrene Grene på Århus Stiftstidende, 29/1-2014]
* [http://detailfolk.dk/detailnyheder/historien_om_en_international_soestersucces.html| Om Søstrene Grenes historie]

[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Købmændenes Ligbærerlavs Vognhus

2025-01-16T08:59:58Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.157304, 10.209574~[[Hotel Royal]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.157304, 10.209574
|align=right
}}</div>I 1736-1737 opførtes et sprøjtehus i Domkirkegårdens nordvestlige hjørne. 3)

[[Fil:Frederiks Alle 1921.jpg|300px|thumb|right|Købmændenes Ligbærerlavs Vognhus 1921]]

Bygningen og placeringen er omtalt i [[Aarhus Stiftstidende]] den 27. april 1874, hvoraf det fremgår, at det gamle sprøjtehus lå lige uden for Domkirkegården på den plads, hvor bankkontoret [[Nationalbankens Aarhus-filial|Nationalbankens første kontor]] nu ligger. Bagved sprøjtehuset lå [[Güldencrone]]s Have nu [[Hotel Royal]] hjørnet af [[Store Torv]] og [[Bispegade]]. 2)

Til begravelsen af biskop [[Andreas Birch (1758-1829)]] den 29. oktober 1829 ''"havde Købmandslauget udbedt sig at bære Liget udaf Sørgehuset til dets smukke Liigvogn, der nu førstegang brugtes."'' 2) Det må være naturligt at slutte heraf, at man samtidig med investeringen i den nye ligvogn har opført vognhuset, hvorom der i 1837 oplyses ''”var opført nogle få år forinden"'' på nordsiden af Domkirkegården.

På grund af en beslutning i 1837 om at opføre Nationalbankens første bygning på sprøjtehusets plads, måtte dette rives ned og flyttes hen på vognhusets plads. I konsekvens heraf søgte Købmændenes Ligbærerlav om at måtte opføre et nyt vognhus på den nye kirkegård uden for [[Broberg Port]] [[Søndre Kirkegård]] – hvor [[Rådhuset]] og [[Rådhusparken]] i dag ligger.

Under epidemien i 1853 blev vognhuset benyttet til henstilling af lig og benævnes derfor Kolerahuset. 3)

Kjøbmands-liiglauet blev nedlagt i 1854, jfr. Aarhus Stiftstidende den 17. november 1854 2), og dermed var der heller ikke længere brug for plads til en lavsligvogn. 3)

Huset benyttes nu i en længere periode som redskabshus for kirkegårdens medarbejdere, indtil [[Aarhus Byråd]] med beslutningen den 20. april 1876 indretter det til sprøjtehus for brandvæsenet.

Byrådet behandler nemlig på sit møde den 20. april 1876 en henvendelse fra professor Funch om anskaffelse af slukningsredskaber til brug ved ildebrande på [[Frederiksbjerg]].

Byrådet tilslutter sig Brandkommissionens forslag om, at man indretter det såkaldte ”Kjøbmændenes Lighus” (der må have stået ubenyttet hen) på Den Gamle Kirkegård - Rådhusparken mellem [[Det Mosaiske Troessamfunds kirkegård]] og [[Ridehuset]] med udkørsel til [[Frederiks Allé]] og placerer en sprøjte i huset. Man formoder hermed grundet sprøjtehusets nære beliggenhed til Frederiksbjerg, at det især vil komme denne del af byen til gode i ildebrandstilfælde. 1)

Sprøjtehuset nedlægges i sommeren 1925, da man modtager den sidste af en række motoriserede brandbiler, hvorefter det igen ligger ubenyttet hen, mens porten til Frederiks Allé benyttes til at opsætte plakater for arrangementer i byen jf. billederne af bygningen, og i 1941 tilbyder murermester [[Niels Marius Bak (1873-1947)|N.M. Bak]] at genopføre det i [[Den Gamle By]], hvor det nu fungerer som [[Sprøjtehuset|sprøjtehus]].

===== Kilde =====

* 1) Aarhus Byråds Forhandlinger
* 2) Aarhuus Stiftstidende, relevant dato
* 3) Danmarks Kirker: Kirkegårde i Århus, Redaktion: Anette Kruse. 1976, side 1318 ff.
* 4) Danmarks Kirker: Århus Domkirke, Bygning og kalkmalerier, 1968, side 68

== Artikler ==

* Torben Aastrups artikler om vognhuset og byens sprøjtehuses historie afleveret til Stadsarkivet

[[Kategori: Politi, brand & redning]]
[[Kategori: Kirker]]
[[Kategori: 1660-1814]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]

Johannes Exner (1926-2015)

2025-01-16T08:59:17Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.156315, 10.208691~[[Skt. Clemens Torv 8]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.156315, 10.208691
|align=right
}}</div>'''Johannes Exner''' (født den 25. marts 1926, død den 16. maj 2015) var en aarhusiansk arkitekt.

Han blev født i Hald, syd for Viborg, som søn af præsten Johan Exner. Han blev i 1952 gift med [[Inger Exner]], født Würtzen (født i 1926). De to havde mødt hinanden på Randers Statsskole, hvorfra de blev studenter i 1945. Sammen fik de børnene Hans, Karen, Anna-Mette og Morten.

===Krig og uddannelse===
Under 2. verdenskrig var Johannes' fader, Johan, logivært for modstandsbevægelsen, som Johannes også blev medlem af. Den 18. februar 1945 blev både Johan og Johannes arresteret af Gestapo. Johannes blev tævet og mishandlet i to uger og dernæst indsat i Frøslevlejren, hvor han var i to måneder.

Efter krigen studerede han fra 1945-1948 ved Landbohøjskolen. Derefter gik turen til Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvorfra han og Inger blev færdige i 1954. Fra 1953-56 arbejdede han ved arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen. Herefter fik han og Inger mod på at stå på egne ben og startede derfor tegnestuen Inger og Johannes Exner i 1958. Udover tegnestuen beskæftigede Johannes Exner sig med undervisning på [[Arkitektskolen Aarhus]]. Her blev han i 1965 lektor og senere professor (1984-92).

===Kirker og restaurering===
Exners firma har især opført mange kirker, bl.a. Præstebo Kirke i Herlev (1966-69), Nørrelandskirken i Holstebro (1967-69), Islev Kirke ved København (1968-69), Gug Kirke i Aalborg (1973), Sædden kirke ved Esbjerg (1978) samt sognehuset ved [[Skt. Pauls Kirke]]. I 1985 tegnede de også Frederik 9.s begravelsesplads ved Roskilde Domkirke.

Inger og Johannes Exner har også fungeret som velrenommerede restaureringsarkitekter. De har bl.a. arbejdet på Rundetårn og Trinitatis Kirke (1981-83). Men den største anerkendelse har de nok høstet via deres restauration af Koldinghus (1972-92). I den forbindelse blev de hædret med Europa Nostra Prisen i 1994. Koldinghus anses i dag som et hovedværk i dansk og international restaureringsarkitektur. Et gennemgående træk ved parrets restaureringsfilosofi drejer sig om nænsomt at fastholde alle spor i et bevaringsværdigt bygningsværks historie.

I 1990'erne opførte parret fortsat mange kirker – fx Virklund Kirke i Silkeborg og Skæring Kirke i Egå (1994). I 1998 vandt de konkurrencen om fremtidens daginstitution med vuggestuen/børnehaven Stenhøjen i [[Egå]], der blev åbnet i 2001.

===Medaljer og generationsskifte===
Udover Europa Nostra Prisen har de også modtaget Eckersbergs Medaillen (1983) og C.F. Hansen Medaljen (1992). I 1985 blev Johannes Exner Ridder af Dannebrog.

Parrets tegnestue blev i 1991 omdannet til aktieselskabet Exners Tegnestue A/S med Inger og Johannes som ejerkredsen. I 1999 blev firmaet ført videre af datteren Karen Exner m.f. I 2012 skiftede firmaet navn til E+N Arkitektur – E’et står for Eksisterende, N’et for Ny.

===Kilder===
*Johannes Exner i Den Store Danske, http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Danmark/Johannes_Exner
*Mindeord: Arkitekt Johannes Exner er død, 22. maj, 2015, http://stiften.dk/aarhus/mindeord-arkitekt-johannes-exner-er-doed
*Exners murede excesser, fortid og fremtid i tegl, Allan de Waal, 16. maj, 2012, http://www.information.dk/300995

[[Kategori: Arkitekter & bygmestre]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]
[[Kategori: Undervisere, professorer & forskere]]

Knud S. Hansen

2025-01-16T08:58:46Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.154418, 10.193565~[[Carl Blochs Gade 37]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.154418, 10.193565
|align=right
}}</div>'''Knud S. Hansen''', også kaldet Oste-Hansen, (10. november 1917-?) var ostehandler og indehaver af osteeksportfirmaet J. Hansen, der senere blev kendt som ''J. Hansen Group''. Firmaet blev startet i 1899 af hans far [[Jens Peter Hansen]], der døde i en trafikulykke i 1938, hvorefter det blev overtaget af Knud S. Hansen, da har var bare 20 år gammel. Fra 1973 til 2008 havde firmaet til huse i [[Carl Blochs Gade 37]].

Forinden overtagelsen af firmaet havde Knud S. Hansen i to år været i lære som mejerielev, og efter overtagelsen fulgte mere end 50 år, hvor han stod i spidsen for firmaet, og han fik i den forbindelse hurtigt tilnavnet Oste-Hansen. Firmaet udviklede sig i den periode fra at være en mindre ostehandel til et af landets største osteeksportfirmaer, der solgte oste i 67 lande på flere kontinenter. Eksportmarkederne var bl.a. Kina og Japan, og derudover blev flødeosten Samos 99 særligt populær på det franske marked.

I ostebranchen blev Hansen kendt for sin store rejseaktivitet, hvor han opsøgte utraditionelle oversøiske markeder, imens andre danske osteeksportører holdt sig til sikre europæiske markeder. I 1960 startede Hansen en afdeling i Toronto i Canada, og i 1961 startede Hansen selskabet [[Manor Dairy International]], der beskæftigede sig med mejeri- og landbrugsudviklingsprojekter i Asien, Afrika og Latinamerika. Derudover havde Hansen flere tillidsposter; bl.a. var han medlem af Mejeribrugets Osteeksportudvalg, af Danmarks Engros Handelskammers Osteeksportudvalg og af Provinskammeret.

Udover engros salg og eksport, var der også i et vist omfang detailsalg af oste fra firmaets hovedsæde i [[Carl Blochs Gade]] 37. Ved juletid 1987 blev der eksempelvis reklameret med:

''Juleost til lavpris''

''sælges 14-18/12 kl. 11.30-17.30''

''Høj kvalitet, lav pris, hent selv''

''Vi har følgende muligheder:''

''Special-skæreost med lavt saltindhold - 44,00 kr./kg.''

''Jule-skæreost - 43,00 kr./kg.''

''Specialoste-pakker - 50,00 og 100,00 kr./stk.''

''Passer lige til julebordet''''

''Kun kontantsalg''

Knud S. Hansen var gift med Signe Hansen (-1987). Deres søn Jens Peter Hansen og deres barnebarn Jens Christian Hansen trådte på et tidspunkt ind i firmaet og drev det videre efter Hansens pensionering i begyndelsen af 1990'erne. I de sidste år boede Hansen i Schweiz. Imens de fleste af Danmarks ca. 100 osteeksportfirmaer fra midten af det 20. århundrede og frem gradvist forsvandt, så sås Knud S. Hansens succes ved, at hans osteeksportfirma overlevede og eksisterede som et selvstændigt selskab frem til 2008. I 2008 blev det købt af [[Arla]], der flyttede det til Arlas hovedsæde i [[Viby]], hvor dets aktiviteter videreføres.

== Kilder ==
* [http://www.arla.dk/om-arla/nyheder/2008/pressrelease/arla-koeber-j-hansen-group-758166/ Arla køber J. Hansen Group, pressemeddelelse, arla.dk].
* [http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/AarhusStadsarkiv/Home/Aarhus-i-arkiverne/Aarhuslitteratur-paa-laesesalen.aspx?sc_lang=da Preben Rasmussens udklipssamling]:
** "Juleost til lavpris", avisannonce i ukendt avis, 10/12 1987.
** "Oste-Hansen har grund til fest", ''Århus Stiftstidende'', 5/5 1988.
** "75 år i og med ost", ''Århus Stiftstidende'', 9/11 1992.
** "Sig Cheese - grosserer Hansen! 75 år i morgen", ''Berlingske Tidende'', 9/11 1992.

[[Kategori: Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

Agathon Just Müllertz (1842-1909)

2025-01-16T08:57:54Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.164517, 10.203321~[[Aarhus byråd]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.164517, 10.203321
|align=right
}}</div>'''Agathon Just Müllertz''' (født den 15. maj 1842 i København, død den 16. januar 1909 i Aarhus) var arkitekt, overbanemester samt medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] fra den 6. januar 1882 til den 31. december 1887.

Agathon Just Müllertz blev gift den 15. maj 1874 med Caroline Mathilde Licht, født i 1852 i Helsingør, død den 24. januar 1921 i Aarhus, datter af premierløjtnant Carl Christian August v. Licht og hustru Eleonore Christine Wilhelmine Falck. I forbindelse med parrets sølvbryllup i 1899 donerede parret et beløb til uddeling blandt enkerne i [[Aarhus Haandværkerforening|håndværkerforeningens]] [[Håndværkerforeningens Asyl|asylboliger]] i [[Paradisgade]].

===Karriere===
Müllertz havde haft sin opvækst og ungdom i København. Sin praktiske uddannelse fik han som tømrer, og gennem dette arbejde erhvervede han sig de forudsætninger, der var nødvendige, for at han kunne videreuddanne sig som arkitekt. I en årrække var han med i ledelsen af forskellige byggearbejder, bl.a. Hotel d'Angleterre, og den faglige ballast, han modtog her, var sammen med gode anbefalinger fra hans foresatte, medvirkende til, at han i 1873 fik stillingen som bygningsinspektør ved De jydsk-fynske Jernbaner i Aarhus. I 1878 udnævntes han til overbanemester her.

===Arkitektur og projekter i Aarhus===
Parallelt med dette arbejde virkede Müllertz som arkitekt og ledede et kursus i fagtegning, og efterhånden kom denne side af hans virke til at optage hovedparten af hans tid, hvorfor han i 1883 tog sin afsked fra Statsbanerne.

Omkring 1896 boede Müllertz på [[Høegh-Guldbergs Gade]] 129, hvorfra han udbød kursus i fagtegning. Da han i 1902 flyttede til en nu nedrevet villa på [[Vesterbrogade]] 45, fortsatte tegneundervisningen herfra.

I den følgende periode blev han brugt til mange større arbejder. Han var således med til at tegne [[Artillerikasernen]] ved [[Langelandsgade]], og han forestod opførelsen af [[Skt. Pauls Kirke]] og [[Ny Munkegades Skole|Borgerdrengeskolen]] i [[Ny Munkegade]]. I de sidste leveår trængtes han imidlertid tilbage af yngre arkitekter. Müllertz' faglige dygtighed anerkendtes fra mange sider, og den kom ikke blot hans egen forretning til nytte. Han virkede således som taksationsmand ved brandforsikringen og som vurderingsmand for kreditforeningen.

På flere projekter arbejde Müllertz sammen med arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]].

===Politik===
Byrådet, hvori han havde sæde fra 1882 til 1887, forstod at bruge hans saglige kapacitet. Müllertz var i sit arbejde ''solid og pålidelig''. Han gjorde aldrig meget væsen af sig selv, men hans ''sympatiske fremtræden'' gav ham en stor bekendtskabskreds.

===Medlem af eller byens repræsentant i...===
*[[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat|Bygningskommissionen]] 1882-87
*Udvalget for bygninger og inventariesager 1882-87
*[[Brandkommissionen]] 1882-87
*[[Udvalget for vejvæsenet]] 1882-87
*[[Brolægningsudvalget]] 1882-87
*Svendeprøvekommissionen 1885-87

==Litteratur og kilder==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Århus Stiftstidende: 18.08.1896, 15.05.1899, 02.10.1902, 29.04.1908,
* [http://www.sejrssedler.dk/ Opslag i Sejrssedler.dk]]

[[Kategori: Arkitekter & bygmestre]]
[[Kategori: Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Magnus Nielsen (1859-1918)

2025-01-16T08:57:01Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.160097, 10.209663~[[Paradisgade 7]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.160097, 10.209663
|align=right
}}</div>[[Fil:Magnus Nielsen 1904.jpg|300px|thumb|right|Murermester og byrådsmedlem Magnus Nielsen fotograferet omkring 1904]]
'''Magnus Nielsen''' (født den 1. oktober 1859 i Aarhus, død den 19. september 1918 i København) var murermester og medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] fra den 6. januar 1903 til den 31. marts 1917 for partiet [[Højre]]. Han blev udnævnt Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Han var søn af murermester [[Knud Nielsen (1819-1897)|Knud Nielsen]] og hustru [[Karen Marie Halling (1820-1904)|Karen Marie Halling]].

Gift den 8. maj 1885 i Aarhus med Emma Margrethe Kaspersen (født den 26. januar 1862 i Aarhus, død den 20. september 1955 i København), datter af købmand [[Niels Christian Marius Kaspersen]] og hustru Anne Kirstine Hansen.

===Karriere===
Magnus Nielsen blev udlært som murer hos sin far, murermester Knud Nielsen, der havde en betydelig håndværksvirksomhed i Aarhus og var medlem af byrådet. Som svend rejste Nielsen til udlandet for at søge videre uddannelse og fik den 20. marts 1881 diplom som eksamineret murermester fra den tekniske fagskole i Buxtehude i Tyskland. I 1884 nedsatte Nielsen sig som murermester i Aarhus og opførte i tidens løb en stor del ejendomme, heraf flere store bygningskomplekser, ligesom han har udført arbejder for fyrvæsenet (bl.a. [[Fornæs Fyr]] og [[Sletterhage Fyr]]). I 1894 oprettede Nielsen en særlig afdeling for isolering og asfalt, og i 1918 blev firmaet omdannet til aktieselskab.

===Nielsens andre poster===
Nielsen blev knyttet til [[Aarhus Brandvæsen|Aarhus brandvæsen]] i 1882 og var fra 1896 til 1911 vicebrandinspektør. Han spillede i mange år en betydelig rolle i organisationsarbejdet inden for byens håndværk og industri og var således medlem af kontrolkomiteen for [[Aarhus Hypotekforening]] fra 1902, i direktionen for [[Jysk Hypotekforening]], bestyrelsen for [[Aarhus Håndværkerforening]] fra 1897 og fra 1907 foreningens formand, formand for [[Aarhus Murermesterforening]] 1895-1902, i bestyrelsen for Fællesrepræsentationen for Dansk Håndværk og Industri fra 1908, direktionen for [[Spare- og Lånekassen]], taksationsmand for Købstædernes Brandforsikring, medlem af provsttilsynet fra 1897, af taksationskommissionen for statens erhvervelse af arealer ved udvidelse af flere jyske banegårde fra 1901, i bestyrelsen for [[Aarhus Teknisk Skole]] 1908-12, bestyrelsen for [[Aarhus Bikube]], medlem af komiteen for [[Landsudstillingen i Aarhus|landsudstillingen]] i 1909 og i repræsentantskabet for [[Aarhus Teater]] 1902-18. Nielsen var herudover medstifter af Århus Brandkorpsforening og foreningens formand fra 1885 til 1911. Han fik overrakt 25-års Fortjenstmedalje som Brandofficer.

===Politik===
Nielsen var medlem af byrådet fra den 6. januar 1903 til den 31. marts 1917. Som håndværkskyndig øvede han en betydelig indflydelse i flere af byrådets tekniske udvalg.

===Medlem af eller byens repræsentant i...===
*Udvalget for fattigvæsenet 1903-09
*[[Kirkegårdsbestyrelsen]] 1903-12
*Brolægnings- og vejudvalget 1903-17
*[[Århus_Kommunes_bygningsinspektorat |Bygningskommissionen]] 1906-17
*Bestyrelsen for [[Kong Christian IX børnehjem|Christian d. IX's Børnehjem]] 1908-17
*Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1909-17
*Repræsentantskabet for [[Århus-Randers elektriske bane]] 1913-18
*Overformynderiets lånebestyrelse for Århus amt 1914-18

[[Kategori: Arkitekter & bygmestre]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Fr. Winsløws Eftf.

2025-01-16T08:56:16Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.157209, 10.206803~[[Immervad 2]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.157209, 10.206803
|align=right
}}</div>Firmaet '''Fr. Winsløw Eftf.''' solgte forskellige slags støbegods og sanitetsartikler

=== Firmaets start ===
Fr. Winsløws blev grundlagt i 1843 af [[Hans Weinholt Secher (1816-1890)|Hans W. Secher]] som en kolonialforretning. Secher byggede firmaet på [[Christian Bagge Frausing]]s købmandsforretning som han overtog samme år. Han ændrede firmaets navn til sit eget navn. Firmaet lå på [[Immervad]]. Secher bragte følgende annonce om sit varesortiment i [[Århus Stiftstidende]] i 1856:
''"H.V.Secher har oplag af Støbegods fra H.Schmidts Fabrik i Aalborg ... og Avlsredskaber fra H.F.Allerups Fabrik i Odense: Tærskemaskiner, Hakkelsesmaskiner, Frø- og Kornsaamaskiner...Rigaer-Hør Bornholmsk cement."
''
I 1872 blev kolonialforretningen udskilt og firmaet fokuserede i stedet på støbegods og sanitetsartikler. Firmaet blev med tiden mest kendt for deres handel med kakkelovne, som de købte fra mange forskellige steder. De var faste kunder hos Aalborg Støberi.

=== Fr. Winsløw overtager ===
I 1883 blev firmaet overtaget af [[Frederik Christian Frantz Winsløv]], som ændrede firmaets navn til Fr. Winsløv, opkaldt efter ham selv. I forbindelse med overtagelsen var følgende annonce indrykket i avisen:
''"Efter idag at have overdraget Hr. Fr .Winslew den af mig i mange Aar førte Forretning paa Immervad Nr. 2, bevidner jeg herved mine ærede Kunder min bedste Tak for den mig viste Tillid og Velvilie, og haaber at denne maa blive overført paa min Efterfølger. H.V.Secher Aarhuus, d.1.juli 1883 Efter Dags Dato at have overdraget Hrr. H.V. Sechers Forretning, vil jeg under Firma "H.V. Sechers Efterfølger" saavidt muligt søge at fortsætte i det samme gamle Spor og anbefaler mig til d'Hrr Forbrugeres Velvillie. Aarhuus, d. 1. Juli 1883 Fr. Winslew"''

=== Firmaet bliver til Fr. Winsløw's Eftf. ===
I 1907 blev en af firmaet mangeårige medarbejdere, [[Jens Michael Jensen (1875-1952)|Jens Michael Jensen]], optaget som ansvarlig deltagere. Michael Jensen blev i 1908 eneindehaver af firmaet efter at Frederik Winsløw trak sig tilbage til herregårdslivet. Herefter kom firmaet til at hedde '''Fr. Winsløw’s Eftf.''' Firmaet var med på [[Landsudstillingen i Aarhus]] hvor man kunne læse følgende om en kakkelovn:
:''”Ordet Kakkelovn vækker højst forskellige Forestillinger, naar det bliver sagt alene, lidenskabsløst, lige ud i Luften. Hos den ene fremkalder det Billedet af et rødglødende, spruttende Uhyre, som man skal holde sig saa langt fra som muligt og alligevel sørge for at fodre tit og ofte, da den ellers forvandler sig til det koldeste af alt køligt. Den Slags Kakkelovne er som hine Kvinder, der kun kan elske eller hade”''

I 1909 flyttede firmaet til nye lokaler på [[Lille Torv 1-3 ]]. Jens Michal Jensen optog i 1948 [[Osvald Nielsen]] som medindehaver.

Firmaet ligger i dag på [[Søren Frichs vej]].

==Kilde==
* Preben Rasmussens samling
* Sejrs Sedler

[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori:Det 19. århundrede]]

Carl Bertelsen (1842-1916)

2025-01-16T08:55:30Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.157812, 10.211798~[[arhus byråd]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.157812, 10.211798
|align=right
}}</div>[[Fil:Carl Bertelsen (1842-1916).jpg|thumbnail|Carl Bertelsen]]

Købmand, grossist og byrådsmedlem '''Carl Bertelsen''' medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 1880-1884 og igen 1894-1899. Stifter af virksomheden [[Carl Bertelsen & Co.]].

Født 18. august 1842 i Kjellerup, Hørup sogn, Viborg amt, død 16. februar 1916 i Aarhus.

Forældre: gårdmand Bertel Iversen og hustru Ane Kirstine Sørensdatter.
Gift med Abil (Abigael) Marie Johannsdatter Sass, født 29. december 1844 i Engestofte sogn, Maribo amt, død 13. maj 1901 i Aarhus, datter af indsidder Johann Sass og hustru Birthe Hansdatter.

===Forretningen i Aarhus===
Han kom i handelslære som 15-årig. I 1868 startede han egen forretning i [[Marcus Gottlieb Galthen Bech (1795-1863)|Marcus Gottlieb Galthen Bechs]] gamle købmandsgård i [[Borgporten]], men året efter flyttede han til [[Skt. Olufs Gyde]], og i 1881 nyindrettede han sig i [[Mejlgade]] 7. Ved århundredskiftet regnedes forretningen for landets største udenfor København. I 1901 var han med til at starte Esbjerg Bryghus.
Kort efter at Carl Bertelsens hustru var død, opgav han i 1902 forretningen og overdrog den til en af sine ansatte. Han engagerede sig aldrig særligt i byens foreningsliv; kun i [[Aarhus Handelsforening]], hvor han lod sig vælge ind i bestyrelsen i 1879, og i 1889 fratrådte han arbejdet her. Hans dybe religiøsitet førte ham derimod over i et aktivt arbejde, når det gjaldt hjælp til trængende eller til foretagender af religiøs karakter. Her bidrog han rundhåndet ved personlig medvirken eller med økonomisk støtte.

===Bertelsens andre poster===
I 1870'erne var han en af initiativtagerne ved indsamlingen til et forsamlingshus for Indre Mission, og blandt mange andre mærkede institutioner som [[Magdalenehjemmet]] og [[Sømandshjemmet]] hans gavmildhed. I 1905 oprettede han et legat til driften af [[Ormslev Børnehjem]]. Han var medlem af [[Aarhus Byråd|byrådet]] 1880-1884 og igen 1894-1899, hvor han især interesserede sig for hospitalsvæsenet.

===Medlem af eller repræsenteret i...===
*[[Stadsingeniørens Kontor|Brolægningsudvalget]] 1880-84
*Udvalget for [[Stadsingeniørens Kontor|Vejvæsenet]] 1880-84
*[[Sygehusudvalget]] 1882-84, 1894-99
*[[Forskønnelsesudvalget]] 1894-99
*Kirkeinspektionen for [[Skt. Pauls Kirke|Skt. Pauls sogn]] 1894-99
*[[Sygekasseudvalget]] 1897-99

[[Carl Bertelsens Gade]] på [[Frederiksbjerg]] er opkaldt efter ham.

==Litteratur og kilder==
*Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
*Lars Eriksen, i: Ole Degn og Vagn Dybdahl (red.), Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968, Århus 1968, s. 37-38. [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D07583311 Bestil materiale]
*Rolf Engell, i: Ib Gejl (red.), Århus - Byens borgere 1165-2000, Århus 2000, s. 32-33 [https://www.aakb.dk/search/ting/rec.id%3D23231646 Bestil materiale]
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori:Erhvervsfolk]]

Niels Anton Marthin Hansen (1859-1928)

2025-01-16T08:54:41Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.160401, 10.211681~[[Studsgade 33]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.160401, 10.211681
|align=right
}}</div>[[Fil:Niels anton marthin.jpg|300px|thumb|right|Niels Anton Marthin Hansen]]

'''Niels Anton Marthin Hansen''' (født den 5. april 1859 i Aarhus, død den 5. maj 1928 i Aarhus) var købmand, grosserer samt medlem af [[Aarhus Byråd]] for en oppositionsliste og [[Det Radikale Venstre]].

Han var søn af skomagermester Jens Hansen og hustru Kirstine Marie Lassen.
Gift den 30. marts 1883 i Albuquerque y Almeda i New Mexico, USA, med Andrea Lichtenberg Tørsleff, født den 9. april 1859 i Klode Mølle, Engesvang sogn, Viborg amt, død den 4. januar 1936 i København, datter af mølleejer Laurits (Laurs) Christian Tørsleff og hustru Sophie Thalia Kastrup.

===Karriere===
Niels Anton Marthin Hansen voksede op i Aarhus. Han kom i handelslære i Aarhus og tog videre uddannelse på Graners Handelsakademi i København. Herfra tog han til USA og blev i New Mexico og Arizona i otte år. I 1887 slog han sig ned i Aarhus, hvor han overtog købmand [[R. J. Holm]]s kolonialforretning på hjørnet af [[Frederiksgade]] og [[Østergade]]. I 1899 købte han [[Studsgade]] 33 for 36.000 kr. og drev herfra kolonialhandel en gros.

===Politik og foreningsliv===
Fra 1900-1904 sad han i byrådet for en oppositionsliste, der repræsenterede [[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]]. I denne periode blev han kendt for at have sagt, at [[Højre]] skulle "røges ud af byen". Han hævdede selv, at han havde sagt "rydde ud af byen", men til trods for dette blev han kendt som "røgmanden." I sin anden periode i byrådet - fra 1913-1917 - repræsenterede han Det Radikale Venstre. I denne periode var der ni borgerlige og ni socialdemokrater, så Niels Anton Marthin Hansen blev ofte den afgørende stemme.

Niels Anton Marthin Hansen var meget optaget i samfundet og var med i en lang række foreninger og bestyrelser. I over 30 år var han formand for [[Arbejdernes Spare- og Lånekassen]] i Aarhus. Han sad i 1907-28 i bestyrelsen for [[Aarhus Kjøbmænds Hjælpekasse]], var formand for [[Livsforsikringsselskabet Jylland]]. Han var medlem af [[Aarhus Teater]] og Aarhus amts skoleråd. Derudover var han blandt andet statens tilsynshavende bestyrer med [[Aarhus-Hammel-Thorsø Jernbanen]].

===Medlem af eller repræsentant i ...===
*Udvalget for [[Fattigkommissionen|fattigvæsenet]] 1900-1904
*Udvalget for alderdomsunderstøttelse 1900-1904 og 1914-1917
*[[Sygehusudvalget]] 1900-1904
*[[Brandkommissionen]] 1900-04 og 1913-1917
*[[Brolægnings- og vejudvalget]] 1913-1914
*Udvalget for [[Aarhus Offentlige Slagtehus |det offentlige slagtehus]] 1913-1917
*Repræsentantskabet for [[Århus-Randers elektriske bane]] 1913-1917
*Udvalget for understøttelse til børn af enker 1915-1917

== Litteratur og Kilder ==
* [[Aarhus Borgere, 1915-1920]], Hæfte VII Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori:Erhvervsfolk]]
[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Max Jørgen Brammer (1874-1966)

2025-01-16T08:54:04Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.144773, 10.202234~[[Skt. Josephs Hospital]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.144773, 10.202234
|align=right
}}</div>[[Fil:Marx j brammer.jpg|300px|thumb|right|Max Jørgen Brammer mellem 1915-1920]]

'''Max Jørgen Brammer''' (født den 24. november 1874 i Hømlund, Seem sogn, Ribe amt, død den 15. januar 1966 i Aarhus) var praktiserende læge, overlæge samt medlem af [[Aarhus Byråd]] for [[Det Radikale Venstre]] i perioden 1917-1928.

Han var søn af toldassistent Marx Juergen Brammer og hustru Anne Marie Mathiassen.
Gift den 19. maj 1904 med Ingeborg Speyer (født den 17. november 1878 i Aarhus, død den 19. oktober 1951 i Aarhus), datter af forsikringsdirektør, cand.jur. Adolph Speyer og hustru Clara Margrethe Geltzer.

===Brammers lægegerning===
Max Brammer voksede op i Hømlund ved Ribe. Han tog medicinsk eksamen i 1901, og efter at have arbejdet et par år i København kom han til Aarhus i 1903, hvor han arbejdede som reservelæge på [[Aarhus Amtssygehus]].

I 1904 blev han praktiserende læge og var kendt for at have en god menneskelig forståelse. Max Jørgen Brammer havde speciale i kirurgiske kvindesygdomme. Han arbejde fra 1907 som 2. kirurg ved [[Skt. Josephs Hospital]] og blev senere overlæge der.

Fra 1936-1950 var Brammer også jernbanelæge. På samme tid med sit virke som læge sad Max Jørgen Brammer i en del forskellige faglige organisationer, f.eks. formand for Jydsk-fynsk Jernbanelægeforening fra 1936-1950, formand for [[Guldbryllupsasylet]] fra 1921-1946 samt sekretær og kasserer i Organisationen af Speciallæger i Kirurgi uden for København.

===Kunstinteressen===
Max Jørgen Brammer interesserede sig for kunst og arbejdede derfor på at fremme kunstlivet i Aarhus. Han sad i bestyrelsen for [[Aarhus Kunstforening af 1847]] fra 1913, hvor han var med til at introducere [[Grønningen]]s malere, som vakte stor diskussion i samtiden. Max Jørgen Brammer var formand for [[Aarhus_Kunstbygning|Aarhus Kunstbygning A/S]] og var med til at få bygget en [[Aarhus Kunstbygning|kunstudstillingsbygning]] på [[Bispetoften]].

===Medlem af eller repræsentant i ...===
*Udvalget for [[Aarhus Offentlige Slagtehus]] 1917-25
*Forskønnelsesudvalget 1917-28
*[[Ole Rømer Observatoriet|Ole Rømer Observatoriets]] bestyrelse 1921-28

Politisk repræsenterede Max Jørgen Brammer Det Radikale Venstre og sad i Aarhus Byråd for dem fra 1917-1928. Han arbejde specielt indenfor kulturelle og sundhedsmæssige spørgsmål. Da han blev 60 år, udtalte han i forbindelse med et interview ''”Jeg har i min byrådsperiode kun arbejdet for Århus by, ikke for partiet.”''

== Litteratur og Kilder ==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
*Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte XVIII Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]
[[Kategori: Læger & medicinsk personale]]
[[Kategori: Sundhedsvæsen]]
[[Kategori: Kulturinstitutioner]]
[[Kategori:Det 20. århundrede]]

Thomas Dyhr Christensen (1883-1952)

2025-01-16T08:53:27Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.152935, 10.204262~[[Byrådet]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.152935, 10.204262
|align=right
}}</div>[[Fil:Thomas Dyhr Christensen (1883-1952).jpg|thumbnail|Thomas Dyhr Christensen]]
Maler, politiker '''Thomas Dyhr Christensen''' medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 1. april 1937 - 5. maj 1943 (idet han var blevet interneret) og 1. april 1946 - 27. juni 1952, for [[Danmarks Kommunistiske Parti]].

Født 13. juli 1883 i Århus, død 27. juni 1952 i Århus.
Forældre: Murer Niels Peter Christensen og hustru Maren Thomsen.
Gift 6. november 1919 i Århus med Alma Jacobsen, født 3. september 1887 i Altona, død 11. juni 1964 i Århus, datter af møbelsnedker Jacob V. Jacobsen og hustru Anna Sofia.

===Karriere===
Thomas Dyhr Christensen er født og opvokset i Aarhus og fik sin skolegang på [[Ny Munkegades Skole]]. Efter at have været i malerlære, og skolegang på [[Teknisk Skole]] blev han svend i 1902 og var derpå »på valsen« og arbejdede i Berlin i 1903-08, før han kom tilbage til Aarhus, hvor han arbejdede ved faget 1908-41, fra midten af 1930'erne i [[Malernes Cooperative Forretning]]. I 1908 blev Christensen valgt ind i Malernes Fagforening, ligesom han i perioden 1930-1935 også var medlem af Malerforbundets hovedbestyrelse.

===Politik===
Som ung blev Thomas Christensen medlem af [[Socialdemokratiet]], men meldte sig i ud 1911 og blev medstifter af [[Socialistklubben]] i Aarhus. Hans politiske aktivitet gav sig blandt andet udslag i en plakataktion mod indkaldelsesordren i 1914 - det resulterede i nogle ugers fængselsophold - og i et arbejde for at organisere de arbejdsløse såvel under 1. verdenskrig - i 1917-18 - som under den økonomiske krise i begyndelsen af 1930'erne.
I 1921 blev han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som han blev byrådsmedlem for 1. april 1937.

===Internering, deportation og hjemkomst===
I juni 1941 blev Thomas D. Christensen interneret til Horserød, hvor han sad indtil efteråret 1943, hvorefter han blev sendt til koncentrationslejren Stutthof. I 1945 kunne han vende tilbage til Aarhus, og i 1946 blev han, sammen med [[Robert Sartori (1914-2000)|Robert Sartori]] og [[Kristine Nielsen (1893-1953)|Kristine Nielsen]], igen valgt ind i byrådet for kommunisterne.

Under et byrådsmøde i juni 1952 blev han ramt af en hjerneblødning og døde den følgende morgen.

=== Udvalgsposter ===
*Udvalget for andragender 1937-41 og 1946-50
*Repræsentantskabet for [[Mindeparken]] 1937-41 og 1950-52
*Parkudvalget 1946-50.
*Udvalget til decision af kommunens regnskab 1946-50
*Aarhus amts skoleråd 1946-52
*Udvalget for kulturelle anliggender 1950-52

== Litteratur og Kilder ==
* Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): [https://www.aakb.dk/ting/object/870970-basis%3A07583311 Borgere i byens
råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968]. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
* Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.

[[Kategori: Politikere]]
[[Kategori: Politik]]

Søstrene Grene

2025-01-16T08:52:41Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.156315, 10.208691~[[Søndergade 11]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.156315, 10.208691
|align=right
}}</div>
'''Søstrene Grene'''s butikker findes i dag i hele Skandinavien, Europa og Japan. Koncernen rummer mere end 300 butikker. Det fulde navn på butikskæden er Søstrene Grenes Handelskompagni. Søstrene Grene findes tre steder i Aarhus: i [[Søndergade]] 11-13, i [[Bruuns Galleri]] samt i [[Storcenter Nord]].

=== Starten på Søstrene Grene ===
Søstrene Grene åbnede i september 1973 på 1. sal i [[Søndergade 11]]. Butikken gik under navnet "Søstrene Grenes Økonomimarked".

Søstrene Grene blev startet af ægteparret [[Inger Grene]] og [[Knud Cresten Vaupell Olsen]]. Inger Grenes søster, [[Ruth Grene]], var også en vigtig spiller i driften af butikken.

=== Anna og Clara ===
Fra butikkens start har de to figurer Anna og Clara været vigtige i markedsføringen. De fleste kunder i butikken ville kunne kende de to damers silhuetter fra butikkens reklamer og skiltning. Anna og Clara er bygget på stifternes ugifte fastre, som hjalp i deres fars butik. Fastrene skulle efter sigende have været meget mådeholdne, hvilket passer på butikken.

=== Konceptet bag butikken ===
Da Søstrene Grene åbnede sin første butik på 1. sal i Søndergade 11, var det nødvendigt med noget lidt specielt for at trække kunderne op ad trappen. Konceptet blev en butik, hvor varerne var udstillet i de trækasser de blev leveret i, og priserne var skæve og lave. Idéen med trækasserne byggede på, at butikkens varer de første mange år blev leveret i trækasser. Da producenterne begyndte at gå over til papkasser, producerede Søstrene Grene selv trækasserne til butikken. Priserne bygger på en idé om at købe varerne ind til billige priser og sælge dem videre til forbrugerne med en fast procentsats-avance. Denne idé holder butikken stadig fast i. Det gør, at varerne ofte får nogle skæve priser.

=== Udvidelse af Søstrene Grene ===
I 1989 åbnede Søstrene Grene to nye butikker uden for Aarhus i henholdsvis Aalborg og Herning. De to butikker var startskuddet til en stor udvidelse i antallet af butikker. Siden 1989 er der kommet butikker i hele Danmark. Siden kom konceptet til resten af Skandinavien og Europa. I 2013 åbnede koncernen en butik i Japan.

=== Søstrene Grene i dag ===
Søstrene Grene er stadig i familiens eje. Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsens sønner er i dag dem, der leder koncernen. [[Cresten Grene]] er kreativ direktør, og [[Mikkel Grene]] er direktør med ansvar for økonomi og det administrative i firmaet.

== Henvisninger ==
* [http://www.grenes.dk/da/om-s%C3%B8strene| Søstrene Grenes historie på deres hjemmeside]
* [http://stiften.dk/aarhus/soestrene-grene-er-blevet-to-broedre-og-vokser-vildt| Artikel om Søstrene Grene på Århus Stiftstidende, 29/1-2014]
* [http://detailfolk.dk/detailnyheder/historien_om_en_international_soestersucces.html| Om Søstrene Grenes historie]

[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.156315 longitude=10.208691>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.208691, 56.156315] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

{{#coordinates:56.149116,10.203782}}

Søstrene Grene

2025-01-16T08:52:19Z

Balthasar:

<div class="tright">{{#display_map:
56.156315, 10.208691~[[Bruun's Galleri]];
|width=350
|height=200
|zoom=15
|center=56.156315, 10.208691
|align=right
}}</div>
'''Søstrene Grene'''s butikker findes i dag i hele Skandinavien, Europa og Japan. Koncernen rummer mere end 300 butikker. Det fulde navn på butikskæden er Søstrene Grenes Handelskompagni. Søstrene Grene findes tre steder i Aarhus: i [[Søndergade]] 11-13, i [[Bruuns Galleri]] samt i [[Storcenter Nord]].

=== Starten på Søstrene Grene ===
Søstrene Grene åbnede i september 1973 på 1. sal i [[Søndergade 11]]. Butikken gik under navnet "Søstrene Grenes Økonomimarked".

Søstrene Grene blev startet af ægteparret [[Inger Grene]] og [[Knud Cresten Vaupell Olsen]]. Inger Grenes søster, [[Ruth Grene]], var også en vigtig spiller i driften af butikken.

=== Anna og Clara ===
Fra butikkens start har de to figurer Anna og Clara været vigtige i markedsføringen. De fleste kunder i butikken ville kunne kende de to damers silhuetter fra butikkens reklamer og skiltning. Anna og Clara er bygget på stifternes ugifte fastre, som hjalp i deres fars butik. Fastrene skulle efter sigende have været meget mådeholdne, hvilket passer på butikken.

=== Konceptet bag butikken ===
Da Søstrene Grene åbnede sin første butik på 1. sal i Søndergade 11, var det nødvendigt med noget lidt specielt for at trække kunderne op ad trappen. Konceptet blev en butik, hvor varerne var udstillet i de trækasser de blev leveret i, og priserne var skæve og lave. Idéen med trækasserne byggede på, at butikkens varer de første mange år blev leveret i trækasser. Da producenterne begyndte at gå over til papkasser, producerede Søstrene Grene selv trækasserne til butikken. Priserne bygger på en idé om at købe varerne ind til billige priser og sælge dem videre til forbrugerne med en fast procentsats-avance. Denne idé holder butikken stadig fast i. Det gør, at varerne ofte får nogle skæve priser.

=== Udvidelse af Søstrene Grene ===
I 1989 åbnede Søstrene Grene to nye butikker uden for Aarhus i henholdsvis Aalborg og Herning. De to butikker var startskuddet til en stor udvidelse i antallet af butikker. Siden 1989 er der kommet butikker i hele Danmark. Siden kom konceptet til resten af Skandinavien og Europa. I 2013 åbnede koncernen en butik i Japan.

=== Søstrene Grene i dag ===
Søstrene Grene er stadig i familiens eje. Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsens sønner er i dag dem, der leder koncernen. [[Cresten Grene]] er kreativ direktør, og [[Mikkel Grene]] er direktør med ansvar for økonomi og det administrative i firmaet.

== Henvisninger ==
* [http://www.grenes.dk/da/om-s%C3%B8strene| Søstrene Grenes historie på deres hjemmeside]
* [http://stiften.dk/aarhus/soestrene-grene-er-blevet-to-broedre-og-vokser-vildt| Artikel om Søstrene Grene på Århus Stiftstidende, 29/1-2014]
* [http://detailfolk.dk/detailnyheder/historien_om_en_international_soestersucces.html| Om Søstrene Grenes historie]

[[Kategori: Detailhandel & service]]
[[Kategori: Det 20. århundrede]]

<mapframe text="" width=350 height=200 zoom=15 latitude=56.156315 longitude=10.208691>
{
"type": "Feature",
"geometry": { "type": "Point", "coordinates": [10.208691, 56.156315] },
"properties": {
"marker-symbol": "marker",
"marker-size": "medium",
"marker-color": "0050d0"
}
}
</mapframe>

{{#coordinates:56.149116,10.203782}}