Grisebrønden

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Ceres Brønden eller Grisebrønden, Rådhuspladsen 2013

Grisebrønden er en bronzeskulptur, der står foran Aarhus Rådhus. Skulpturen bliver i folkemunde kaldt Grisebrønden, men blev oprindeligt og officielt navngivet "Ceres Brønden". Skulpturen forestiller en so med 7 grise, og har indbygget urværk, der får grisene til at tisse på skift og soen til at savle. Den er udført i bronze og er en kopi af den originale granitskulptur, som blev udført af billedhuggeren Mogens Bøggild og skænket til byen af bryggeriet Ceres i 1941 ved byens 500-års købstadsjubilæum.

Grovhugningen af skulturen påbegyndtes i 1943, men måtte indstilles i halvandet år på grund af den tyske besættelse af Danmark. Afsløringen af skulpturen fandt sted den 7. juli 1950.

Det tog Bøggild, der var kendt som en af de dygtigste kunstnere til dyrefremstillinger, 9 år at færdiggøre skulpturen, som tog udgangspunkt i historien om den fortabte søn, der har brugt alle sine penge og nu vil spise sig mæt ved grisenes trug. Han opholdt sig i flere måneder i en grisestald for at studere dyrene og deres bevægelser. Nærmere betegnet på Mikkel Rasmussens gård i Hasle, hvor han sad på en halmballe i svinestien, mens han tegnede sine skitser.

I 1978 fik soen sin tryne slået af, en skæbne som ramte hende hele to gange i 1984. Beslutningen om at erstatte den originale granitskulptur med en kopi i bronze blev taget i 1992 efter gentagne tilfælde af hærværk, og den oprindelige model står i dag ved Videncentret for Landbrug i Skejby.

Galleri

Grisebrønden på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Grisebr%C3%B8nden

Litteratur og kilder

  • Poul Harris, Friluftskunst i Århus. 1983

Links